Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 17, 1903)
Ben Hur. En Fortælling sra Kristi Tid as Letois Wallaee. (Forttat.) Z. Da Judah vaagnede, stod Solen allerede hojt over Biergene; Duerne tutttlede sig oppe i Lasten; tnod Sydost astegnede Tetnplets sorgyldte, straalende Tinder sig starpt mod den blaa Morgenhitnmei. Alt det havde ltan doa set saa tidt, og ltan osrede det tnap et Blit. Derimod sagte hans Zjne Sosteren Tit-zah, en ung Pige paa en 15 Aar, sotn sad i. Ncrrheden as hatn on nynnede og attotnpaanerede stg deentpet paa en Harpe. Hatt laa en Stand og lyttede opntcertsomt. Mext saa snart hatt opdagede, at han var vaagnet, holdt hnn op og lod Haenderne sttnle ned i Sto det. . Dei vil ocere rettest her sorst at indstnde et Par Ord ont Tirzaltg og Judatts Faden — Da Herodeg døde, var der ilke saa, sottt tunde tatke lsans Gttnst sor, at de be sad stor Rigdotn. Fandtes ttn en saadatt Rindom hog en utviolsom Esterlotntner as ett af Statttntescrdrene, navitlig hos en as Juda Estertottttnere, saa betragtedeg dett paa gaeldende sottt »Fntste as Jersalem«, ttoad der sttrede ltam Respekt baade hoo ltans mindre beannstigede Landgtttcend og hoc- de Ltcdnitth ltan stod i- Forrctninasforhold til eller paa anden Maade tont i Verdri: ta med Jttdaitg oa Tit zahg Fader hande hort blandt dem, sont store hin"7 .. itel Han ltavde været en gttdsrygtig og samvittiattedgsnld Jede, og has-de vist stg sotn zisngetts tro Tjener baade bjemme oa i srenttnede Lande« Gentagne Gange dar ltan ltleoet settdt i vkgtige Assrinder til steifer «)lvattsttt:, oa Fiejseren ltavde slattlet hant ille saa as det Slae g Garten sottt Herstere plejer at give ——— især sor at tilsredsstille derei) eaen Tor sangeliqlted saasont Purpur-Togaer, Elsenbens-Stole, Gttld-Dritlestaale o. lian Fyrst Hur havde dog itte haft stn meste Rindont as iongelia eller iejserlig Gunst og Ga ve; han haode verret en virlsom Mand Ig drevet flere Slagg Forretnistger. Jtle saa as de Hinder, sont ooatede Hjorde paa Stetterne og Batlestrænterne ltelt den til Libanon, havde kaldt ham Herre; han haode grttndlagt Handels huse i Sostæderne og inde i Landet; sra Spaniens Solo nti.ner — de rigeste, man lendie den Gang — havde hans Stibe bragt hatn Solv, medeng hans Karavaner to Gange aarlig var vendt hjem sra Østen nted Silte og Kryderier. Han havde holdt strettgt over jødisk Lov og Sitt, havde vceret vel bevandret i den heilige Strist, havde sagt Situa gogen og Templet regelmcessig, og havde nceret en erre srygtssttld Beundrittg sor de Stkistiloge, navnlig sor Hil lel. Men Sneeverhjertethed haode ligget ham sjernt. Gast stit havde han modtaget hos ftg Fretntnede sra alle Lan de; Farisceerne bestyldte ham sor, at hart jrevnlig havde bedt endog Samaritanere til sig . . . Onttrent en halv Snes Aar ssr den Tid, Talen her er otn, var han —- i sitte bedste Aar — omtommet paa Spen; hele Judcea havde sorget over dam. Hans to eneste Born, Judah og Tirzah, lignede i th Grad hinanden. Tirzah havde samtne regeltnæsstge Trcet og var as samtne jsdiste Type sont Broderen; der var blot noget mere barnligt-ustyldigt over hende . . . Hun var for Øjedlittet i en besteden Morgendragt. Et Slags Oder tast, der var besæstet paa den hsjre Stuider, hang last ned, men holdtes samtnen under den venstre Atm; det dceltede tun delvis Overttoppen og lod Armene være suldstcendig dlottede. Den underste Del as hendes Kjortel samledes otnlring Livet as et Belie. Paa Hovedet havde hun en lille Siltehue og over den igen et rigt broderet Siltetortlcede. Paa Fingrene og i Ørene bar hun Ringe, ont Arme og Anller Guld-Spange, besatte med Perler og Smaatceder. Hendes Stienbryn og Spidserne as hendes Fingre var ma lede· Haaret hang hende i to lange Fletninger ned ad Rttggem over dvet Kind, lige ud sor -Øret, sad en Kralle. hun var smut, yndesuld, strlig at se til . . . »Det var en tøn Sang, Titzah«, sagde Judah. »Den lpd saa Grast, —- hvor har Du latet den?« ,,Kan Du iile huske den Grceler, der sang her sorrige Maaned i Teatret, — man sagde, han havde i stn Tid været ved Herodes’ og hans Soster Salomes Hos? Han optraad te lige ester en Brndetatnp, mens Huset endnu genlød as Lartn; nten saasnakt han begyndte at synge, blev der saa stille, at man tunde hore hvert eneste Ord. As hatn loerte jeg den Sang.« »Men han sang so paa Grcesl?« »Da jeg paa Hebraist.« »Ja, og dersor et jeg stolt as min lille Spstert . Kan Du maaste en Sang til, der er lige saa ton?« »Jeg tan mange, —- nten lad nu det viere godt! Am rah sagde, jeg stulde gaa herop og stge Dig, Du behøvede ilte at gaa ned. Jeg lan itte sorstaa, hvor hun blioer as! Hun trot, Du er syg, —- ian je g itle hjælpe Dig? Amrah tender itte til andet end Ægypternes Knie, oa de duer al drig; men je g hat en hel Del arabiste Recespiey og de . . .« «Duer endnu mindre end de eegyptisle«, asbrød han hende. «Tror Du? . Ja men her-C — hun gav sig til at hegte sin venstre Orenring as —- »her er en Amulet, sont de siger striver sig sra en arabist Troldntand, og som bar vieret lange i vor Familie. sKan Du se, Jndsiristen er slidt helt ud.« — hun ratte ham Ørenringem — »Vo: Fartnoder git altid med den ont Sabbathen; og mindst tre Mennester s tal den da have kureret. Du kan se — Rab bien har sat Marte paa den. saa vi hat Lov at bruge den.« han ralte hende den igen. «Jeg tror itte paa Amte letter«, sagde hatt, »det er Levninger sra Asguderietö Tid.« »Tro: Du ttte paa Antulettetk Naa — det stulde Arm-alt htret" »Amrahs Foraldre var Ægyptere, vt er Jsraliter · . . Ja behold Du Din Ring, Ssster, -—— den gsr Tig sinnt, stindt . . . Du trængee ikte til Bis-it for at ist-de det.« Atnrah tom ind i zei samme nnd en Butte, hooepaa der stod Vandsad og Band og laa ei Haandtlæde. Da Ju dah ttte var Fariseeer, tog det ttle lang Tid sor ham at tveette sig. Saasnart han var seerdig dermed, gtt Amrah,. on Tit-sah gav sig til at seette Broderens haar. Naar hun havde faaet en Lot rigtig, sont hun vilde have den, lod hun ham se sig i det lilleMetalspejl, som hun efter jødist Kvinde. ders- Stit git med i Beeltei. Alt imens passiarede de vi dere: . » »Det er sandt, Tirznh«, sagde Judah, »har Du hørt, at jeg rejser dorts« »Rejser Du? Naan hvor stal Du herr? hvorfoe teiser Du?« »Det var tnange Spørgsmaal paa en Gang, Sesterk . . . Du ved jo, at Loven befalee inig at vcelge mia en Lidsstilling, et Arbeitse; Fader foregik mig da ogsaa med et godt Elsempel i den Henseende . . . Jeg rejser til Rom, Dut« ,,Til Rom? Knn Du itte leere her i. Jersalem alt, jhvad der lielioveg for nt blide Købmand?« s ,,Jeg vil itte viere stølrninnd, Tir·zah, Loven sorlnnger !ille, at jeg stal vælne samme Livsstilling sont Faden Jen« lthan sagde det med en vis Stolthed) »vil være Soldat!« ’ Hun saa sorstrcettet paa ham —- og sit Taarer i Ti -:1ene. —- »Eaa bliver Du slaaet ihiel!« »Ja, bois Gnd vil det san. Men det er da itte alle Soldaten der bliver slaaet ihjel.« Hun tom lsen til hnm og slyngede bestigt Arme-ne ont hnng Hals-. s-— ,,Bliv l)eel)jenime, Jndnht Vi har det jo dog saa lntteligt som vi. bar det!« » »Vi tan itte tslive hjemme til evig TidZ Det darer diit »itte lange, san tonuner en as Judas eller af de andre Stam iners Fnrstee Dg heitrer vor lille TirznlJ til sit Hus ——- -——— jo, jo vist sank« tilsøjede han, da Softeren lidenstalusliqt rnstede Pan Hemden »Da fer Du, strikten er et Hamm vært, der inaa lasrezx Men den bedste strigsstole . . . det er Lejre:i.« »Du dil da vel ille tænipe for Roni?!« »Nun san D u badete ogfaa Rom? Alverden makes not i det Had! . . . Jo, Tirzaln jeg vil tcenme for Nani - for nt leere at icecnpe im o d Rom! . . . Men ty5, der er AinralJI det er itte veerd, hnn saar noget nt oide endnn!« Annal) loni ind med Frolosten pna en Butte, sont hun satte hen foran de to Zeitendr. Men liqe som de hande dyppet Fingeene i Vandslaalen, fit en Støj nede fra Ga den dem til at standse og lytte. Omme bog den nordlige Zide as Huset lød der Mili.tcee:Mnsit . . . ,,Det er Soldaterne fra Prcetoriet!« udbrød Judnh, »dem cnaa jeg se!« Og i et Nu var han henne on stod og lænede sig ud oder det teglhængte Bryswærn paa Nordtnn: ten nf Taget . . . Tirzah traadte hen til ham og lngde Haanden paa hans Stulder, —- han mceetede det itle, san optagen var han. De lunde mod Øst se helt hen til Taarnet paa Bor gen Antoniu. Ideers over Gaden, der tnap var sine ti Fod bred, lob der pna mange Steder Broer: og de sau vel sorn Tagene var allerede sulde af Folt, hdem Musiten havde lottet ud. Det var for-neigt mindre Musik end Trompetstkald, altompagneret af Trce-Bleesei«nstrumenters stingrende Toner. Ester en lille Stunds Forløb lom Op-« toget til Syne. Fort-est marscherede, med vide Mellemrnm mellem Rætlerne. Slyngetastere og Buestytter; saa totn en Asdeling Fodfdlt med itore Stjolde og lange Spyd; der efter sulgte Musiten; san en Officer, der red ganste for sig og sotn eslorteredes af en bereden Livvagt; og endelig stut tedes Toget as en ny Afdeling svcert bevcebnet Fodfoll. Det marscherede med teette Geledder, syldte Gaden fra Mut til Mut, og lod til aldrig at stulle blive fceedig. Mandenes krastige Udseende, deres Stjoldes taltfaste Bevcegelser sea højre til venstre, Glansen as den Mcengde Spcender og Pansere og Hjcelme og Fjerbuste og Faner og Spyd —- gjorde et steertt Jndtryt paa Judah. Navnlig to Ting scengslede hom. Der var for det fsrste Legionens Om, et forgyldt Billed Paa Toppen as en Fanestang: han vidste, at den blev heedret som et Gudebilled, saa oste den hentedes srem sra Opbevaringsstedet i. Taarnet . . . Og saa var der Osficeren, som red for sig selv midt i; Optoget. Han var i suld Rustning, uden Hjælm, men med’ en Lavrbeerlrans paa Hovedet; ved hans Hoste hang et tort Svcerd, i Haanden holdt han Kommandostaven, dee lignede en Rulle hvidt Papie. Han Hest bar, i Stedet sor Sudel, et Purpur-Datum Hovedtsjet var guldbroderet og besat; med Silte-Frynser. Endnu mens Osfieeren var et godt Stylle dorte, lunde Judah mcerte, at Synet as ham tirrede Falt. De laenede sig langt ud over Tagenes Brystvcern eller stod inde langs Murene og knyttede aabenlyst Hænderne og truede ad hatn. Der var dem, som spyttede sra Broerne efter hamz og Kinn der slcengte deres Sandaler ned ester ham — og traf ham undertiden. Overalt raabte og streg de; da Toget lom mee mere, lunde man here, hvad de streg: »Røver! Tyran! Hund! Ned med Jsmaeli Giv os Annas igen!« Judah tunde se, at Ossiceren delte ilte Soldaternes stolte og tvungne Ligegyldighed: der var et saa barst og truende Udtryt i hans Ansigt, at adstillige feygstsomme» tryttede sig angst til Side, hvor han kom forbi . . . Lade-i beertransen, han bar om Hovedet, anan, at Ossiceren varl Valeriuö Gratus, Prokuratoren over Indien« Judah følte en Slags Medlidenhed med hatn; og da Romeren tom hen til Hiernet as deees Has, bsjede han sig langt ud over Brystvcernet for bedee at lunne se hum. Med Haanden ststtede han sig paa en as de yderste Teglstem den sad t selbige-is los —- gled ud —- og faldtt Det gav et Ryk gennem Judah as Forstræltelsr. han greb uviltaarlig og hurtig fretn med Haanden for at fange Teglstenen, — d et lvm til at se ud, som om shan havde tastet den. Og han sit itte sat i den. Saa gav han et hsjt Steig sra fig. Nogle as Livvagten saa op, — ligesaa Pesturatoeent i det samme traf Teglstenen dennes ubedcettede Hemd, og som død gled han ned af Hestent Toget standsede. Livvagten sprang as besteue, stim lede sammen om deres Auf-ter, dættede ham med dereg Sljolde. Foltesvaermen troede, at Stenen var tastet med Billie, og htlste Judah jublende. Han stod endnu stadig som naglet fast til Brystveernet — vil-de itte tro sine Muh» Blut-selig for der som en ond Aand i alle dein, der var stimlet ud paa de omliggende Tage. De gav sig til at rtve Teglsten. Tre, Lerstumper les af Beystvcernene og lastede det altsaminen, sum Rasende, ned efter Legionærers ne. Det tom til et hidsigt haandgenneng hvoti natur-! vts Soldaterne git af med Seiten. « Ligbleg as Strcek vendte Judah sig om. ,,Aa, Tirzahl Tirzah!« udbrod han, ,,hvad stal der dog blive af os?!« Hun havde ikte kunnet se, at Teglstenen saldt ned og ramte, —- hun havde blot set, at der blev saadarit et under ligt Rote-, ng hnn havde hort, hvor Folk streg op. »——— Hvad er det? Hvad er der stet?« spurgte hun angst. ,,Jeg hat drcebt den romersle GuvernøL Jeg kom til at rive en Teglsten los, og den saldt ned og ramte ham.« Hun blev saa hvid i Ansigtet som en Vceg ——— og tlamrede sig sast til Vroderen og stirrede paa ham. »Jeg gjorde det itte med Villie, Tirzah! Det var tilsældigt . · « »Hvad tror Du, de vil note os?« stammede hun. Han saa nd over det kcenwexide Virvar vaa Tagene lna nede paa Gaden, — oa tom saa i det saninie til at stænte paa Valerius Gratns’ truende Mine. Hvig lJan ikle var død, — hvar vilde saa hans Hcevn standsek Og var "han dad, —- til hvad sor Udbrud as vildt Riseri vi lde vel saa itte hanJ Dod og Foltesoærmeng Anareb hidse Begin ncererne? . . . Hatt liøsede sig igen nd over Brystvcernet: Livvagten haode hjulpet Romeren i Sadlea »Han lever, Tirzaltl han leverl vore Fabre-s- Gud vasre edig lovet!« raabte han. —- Saa vendie han sia am til tiende oa tilføjede: » kaer rolia, Tirzabl Jea siaer dem, kworledeg det lJele ait til, —— Du slal se: far «ader5 Stle on sor de Tjenester, ban har vist de: n, lau-er re ts- slippe niildi!« Han vilre til at folge hende ind i Taarnvcerslset . . . Men i det sanime beanndte Taaet at rlthe under rereg Foc der; der lod stollesiaa og Bragen as Bjaslter og Tore. Rede i Gaarden blev der streget højt i Anast. Saa — Larxn as manae Stridt, et Virvar as niange Stenmier, lfdeh Banner ng rcedde tfldinderg Hutten! Soldaterne bavde sprcenat ten nordliae Port og var scu Herrer i Hufen Det foer getinein Judal), at det var ham, man søgtel Han vilde slnate. — men hvor var det inuliat at slngte? siun Vinaer haode lunnet frelse l)am! . · . Tirzal), hois Ansigt dar sortrnllet as Starb lJavde grebet l)am i Armen: »Hvad er dog det, Jttdal), hvad er det?!« Han svarede itte. Han knnde høre, hvordan Tyendet blev hngget ned, —- og hans Moder?! . . · Var det itle bendes Stemme?! —- Han tog sig samtnen og sagde: ,,«B.liv lier saa lange, Tirzahl jea vil ned at se, hvad der er i Vei en, —- sea lommer strals igen.« Skønt han sogte at lade rolig, rystede hans Stemme. Tirzah tlamrede sig fastere til ham; og højete og højere lod hans Moders Rost, — gennemtrcengendel Han betaenkte sig itle langer. »Saa solg med da!« sagde han. ,,Lad os gaa ned!« Galleriet eller Terrassen ved Foden as Trappen var suld asS ol.dater Andre Soldater stormede, med dragne Svcerd, ud sra og ind i Stuerne. Henne i en Kng laa en Flot Kvinder og trøb sammen og bad om Naade. Et Stytte deksra brodes en enlelt Koinde med- en Soldat og vilde slide sig los sra han1; han maatte opbyde alle sine Krafter for at holde hende. Hendes Dragt var slaaet is Laser; Haaret hang hende i Tjavser ned over Ansigtet; hun streg, saa det star gennem al den anden Larm . Med et Spring var Judah henne hos hende. »Moder! Moder l« raabte han. Hun sttakte Hænsderne ud mod ham; men just som hun var ved at naa ham, blev hun slcengt tilbage, og Judah harte en Stemme sige: »Der er han!« Han vendte sig orn og saa —- Messala. ,,Hvad! den Dreng —- stulde ha n være Snigmorder?« spurgte sorbavset en Legionær i pragtsuld Rustning. »Aah J Guder!« share-de Messala, — »behøver et; Menneste maasle at vcere til Aars sot at tunne hade som en Besat! Dei er ham, og de der er hans Moder og Salter. J bar hele Familien nu.« s Judah glemte sm Uvillie mod Barndomsvennen overs sin Angst sfor Moderen og Søsteren, og han bad: ,,Hjaelp dem, Messala, for vort gamle Venstabs Styld beder jeg Dig, — tag Dig as dem !« i Messala lod til at overhore det. Uden saa meget som at have set paa Judah sagde han til Ossiceren: »He: kan jeg itle vcere til nagen Nytte langer, men nede paa Gaden den er der vist suldt op at gørel . . . Eros er ded, leve Mars!« Dermed gil han. Judah sorstod ham. Og as stn Sjcels Bitterhed bad han hen sor sig: »Naar Din Hervn kommer, o Herre, lad den da komme ved in i n Haand!'· . Saa banede han stg Vej hen til Officeren: ,,Herre«, sagde han, »Kvinden der» er min Moder: staan hende —- og staan min Soster, der staat! Gud er retsærdig, han vil gengcelde Barmhjertighed med Barmhjertighed!« Ossiceren lod til at sole Teltagelse: »Op i Taarnet med Koi.nderne!« raabte han. »J indestaar mig sor, at de» ingen Overlast lider!« —- Derpaa sagde hatt til dem, som stod og holdt paa Judah: ,,Staf Reh og bind hans Hain-» der og sør ham saa ned paa Gaden. Hatt stal itle undgaas sin Straf-« I Moderen blev baaret bort. Tirzah —- i Morgendragt og ude as Stand til at sanse for lutter Angst — git villigt med Soldaterne. Judah saa ester dem, og stjulte saa Ansigtet i sme Hemden Maasle han græd. Bist er det, ! at da han atter losiede Hovedet, havde han strøget Drengen as LErrnet og var bleven Mand . . . Nede sra Gaarden lod et Trompetstrald. Soldaterne paa Tertassen slyndte sig assted. En Del as dem, der itte dristede sig til at mode i Geledderne med hvad de havsde stjaalet, tastede dereö Rodergotds sra fig, saa Gulvet slosd as alstens Sager . . . Da Judah kom ned, var Soldaterne i Færd med at trcede an i Geledder. Hans Moder og Soster samt alt Tyendet blev fort ud gennem Hufets nordlige Port, hvoraf Brotter og Stum per laa og sperrede Vejen. Mange as Tyendet var fodt der i Guarden; de gmd og hullede hjertestcerendr. Da saa ogsaa Heftene og hele Beseetningen blev direvet bott, be gyndie Judah at sorstaa, shvad Guvernorens Heevn gik ud paa. Det gamle Hus var hjemfaldet til Straf: der slulde, saa vtdt muligt, intet Levende lades tilbaget Dersom der maaste var andre sowovne i Judeea, som havde Lyst til at prsve paa at myrde en romerst Statholder, saa tun-de den» syrstelige Familie Hurs Stæbne tjene dem til Advarsel, og Ruinerne as denp Gaard lunde staa som et synligt Bil kled paa deres Skæbnr. s Officeten stod og ventede detudensot, medens etc-W ling Soldater saa nogenlunde bartitadetedeJndgangen . . Gadetampen var nu naesten helt farbi« — tun oppe Mk Tagene, faa man af nogle Støvstyet, var der hist og hie-es Spektakler endnu . . . Legionceretne var lige saa mundt stcetke og sttaalende som for. . Judah saa oa saa, om han itke lunde se et Glbni If Moderen og Sestetem men de var intet Steds at opdage. Derimod dukkede pludselig op sta Jotden, hvor hun hat-de siddet ltøbct sammen, —- Amtah. Huktig banede hun sig Vej hen mod Jndgangen, et Par Soldater greb eftet hen-de, nien hun smuttede fxa dem. Da hun naaede hen til Judah, sank hun i Knie og omklamrede hans Ben. ,,Amtah — kaete Amtah!« sagde han. »Gud skcerme IDia, jeg kan i.lte!« Og som hun laa det, maalløs elf Sorg, bøjede han sig ned til hende og hvistede: ,,Lev for , sp Tirzah og Moder, Amraht De kommet tilbage og . . . « En Soldat trat hende Vcet. Hun sled sig behændigt » les sta ham — og ttængte sig genneni Porten ind i Ganz-« den. »Lad hende lebe-k« raabte Officeten. ,,Vi spastrer af for hele Huset, — saa kan hun faa Lod at sulte ihjel det inde!« Soldatetne atbejdede videte paa at tilstoppe snldstcens dia den ødelagde Jndgang; da de var færdige, gik de om paa Vestsiden ca bartitadetede ligeledes Potten det» Fa milien Hnrs Gaard ftod nn øde pg afspcetrett . . . Lohnr ten matscherede tildaae til Botgen; og Valetiuö Gratus, som hurtig var kommct sig, gav Befaling angaaende Fan aetne. Den følaetide Dag niødte en Afdeling Soldater uden for den øde Gaum Der blev sat VotsiSeal for Pottene, og paa Mitten blev der opslaaet en Plakat med folgende Ord paa Latin: ,,Dettc er Feejserens Ejendoni« Dagen dereftet var en rometsk Høvedsmand mes ti Ryttete paa Vej fta Jerusalem til Nazareth. Naza reth var den Gan-a en uanselig Lands-by, hvig eneste Gabe ille Var stett andet end en Sti, som Hjotdene havde itaadt. Mod Eyd laa tssdteloniSlettem fta en Batte Inod Vest tnnde man se IJiiddelhatet, Egnen paa den anden Side Jotden og Vjærget Hetmon. Dalen var fuld af Havet, Vinbjocth Gtaesgange; Hist og her en lille Palmelund el ler en lille Lund as Oliventrceet. Selve Landsbyen hat de luttet fattige Hase, — en Etages, fitkantede, med flade Tage, ovetgtoede af Slnngplanter. Medens Judceas Mar tet ellets saa helt assvedne ud, var dette ikke Tilfaeldet ved Galilceas Gtcenset. Da Truppen nærmede sig til Landsbyen, lød der et Ttoinpetstød, og det loktede i Hast Folk ud af Husene og ud i Havetne. Heller itte her mærkede man noget til ven li.ge Følelser mod Rometne; mcn i Laieblittet var NR gcettigheden størte end Uvillien . . . Truppen stntede hen mod Brønden; og Jndbyggetne stimlede saa samtnen der. Dei var alletede et Sætsyn at se Soldatet i det assi des liggende Nazareth; og saa havde d e her oven i Købet en Fsange med! Han var til Fods, batho’det, i lase: Dtagt, bagbunden. Den anden Ende af det Reb, hvotmed haus Heendet var bundne paa Ryggen, var slynget om Halsen paa en af Hesiene . . . Der stod en tæt Stsvslh eftet Ahi tetne, saa man kunde tun nu og da se Fangen; men det sit man da at se, at han var vist ganste ung. Henne ved thønden gjotde Soldatetne Holdt. HI vedsmandcn og de fleste af hans Folk stod af. Fangen sank, ; som afmcegtig, om paa Jotden; han var øjensynlig fuld- f? stændig udm-attet. Landsbhens Falk vilde gerne have til set ham, men de tutde ikke. Wedst som man var optaget af Skuet, og Vandkruk tetne git fta Haand til Haand, tom en Mand gaaende hen ad Vejen. Et af Ftuentimmetne sit Øje paa ham og nd btød: ,,Det et Tømmermandent Ha n staffet os not Be sked.« Den Nyankomne saa cetvaetdig ud; han hadde langt hvidt irøllet Haar, og et hvidt Slceg hang foran ned over hans gtove Dtagt. Han gik langsomt, thi han var gam mel og bat paa en Del Vcetktøj —- en Ølse, en Sav, en Baandknivz desuden lod han til at have gaaet en lang Vej . Ogsaa han blev staaende ved Btønden og mønsttede Fotsamlingem »Aah, Rabbit Rabbi Joseph!« raabte Ftuentimmeret og atbejdede sig hen til ham, »der er en Fanget Kan Du itke faa ud af Soldatetne, hvem det er, og hvad han har. gjott, og hvot de stal hen med ham?« Der tørte sig ilke en Muskel i Rabbiens Ansigt, — han bate saa flygtigt paa Fangen. Saa gik han hen til HI vedsmanden. —- ,,Hettens Fted væte med Dig!« sagde han. alvorligt. ,,Og Gndernes med Dsi g!« svatede Høvedsmanden. »Kommet J fra Jerusalem?« Ei »Ja·« »Det et en ung Fange.« « . » »Ja — af Aar.« « sp »Ist man spøtge om, hvad han hat gjott?« ,,Det et en Snigmotder.« Forbavset gentog Foliene i Sncerment «Det et en Snigmot«der!« . . . Men Rabbi Joseph sputgte tolig inde te: »Er han en Jstaels Søn?« »Han er Indes-« svatede Romeren tøtt. (Og den Op lysning øgede Medlidenheden med Fangen, der havde vætet ved at fortage sig) . . . ,,Jeg kendet itte Rede paa Edees Stammet, men jeg ved da, hvotsdan det hat sig med hanc Familie. Du hat maaske høtt Tale om en Fytste i Jeru salem, det hed Hut, — Ven Hut? Han levede Paa Hero des’ Tid. « »Ja« sagde»Joseph. . »Naa ja —- han der et en Søn af ham!« sk OSttats lsd der tundt omtting Udbtud af Forbavselse og Medfølelse . . Hsvedsmanden fandt det ttgtigsk at lægge en Dæmpet paa dem: - »Der manglede ilte ret meget i, at han i Fotgaats —- ’ inde i en af Jerusalems lGadet —- havde myrdet den ceÆ 9" Gratust Oppe fta Taget as sit has kastede shan ham Teglsten i Hovedet. « . Nazatæetne stittede paa Fangen, som om han tu , have vætet et Stags vildt Dyt. , « ,,Dtæbte han hamä« sputgte Joseph. »Rej.« B ) (Fottscettei)". h