Cil de Unge
Veufkabets Stilling i et kristcnt Ungdomsliv.
Foredrag holdt ai ts. Skovgaard-Peterien, Sogneprcest.
lFortsat.)
Og der tomrner Opfordringer og Paamindelser til
Vennent »Er Du, gode Molbech, bleven enig med Dig sele
Hat din gode Aand sejret og fort Dig i Ydmnghed til Kor
sets FodZ Tro mig! saa nieaen Trængsel jeg oafaa lider,
og iaa vatlende end mit Haab ofte er, saa overbeviseg jeg
dog daglig mere og mere oin Kriftendommens guddonnne
lige Sandhed og Kraft«.
Men overfor denne sanddrue, frejdiae Betendelfe blev
Vennen mere og niere sty; -— lian forstod hverlen den
stridende Gcerina eller den tlare Tro.
Naar Grnndtdia ønstede, at Livet stiilde dcere «helligi
Alvor«, sdarede Molbech nied at ønile sia »Harmoni nied
Verden, glad Yii)delfe af dei ncrrværende —— en let oa alad
Munierlied«. Lliaar Grundidia ialie orn ,,Tja-delen5 Fri
stelser«, sdarede IJiollJecl), at »Snnd er eaenilia knn Sona
hed ellcr Sjcrlefnadoin«, oa dan spøate om »et nordentligt
og Instiat Ledned, soni man ille stal forirnde«.
Grundidia addarede ham med Vennenlz — da Herrens
Mi)ndial;ed: ,,di5selin aaar Dn paa flibriae Liteer jea
iendcr dem, de lstøalebilleden liddrined Verden dil ldtke dsz
i Sdalaet«. —— Mcn da Tillolbcrb nn incrrtede, at det dar
Alvdr, ajorde han alt for at holde Trdcslidet udenfor
deres Vensiab s— ,,lad dg- nindeg i Karlialied til .Oiftoric,
Geoarafi da Fasdreland s— on lad det vcere nol. J Troesi
sager tan jo lwer raade fia selv«.
Da udloni, sidft paa Aarei 1812 Glrundtvias »Man
Beareb ai Verdens Krpnite« —- bvnri Grundidig døinnter
alle Tider on Slæater i Ordcts Zandhe«dglyg.
Tet bled Moll-ern for l)edt. Han steiner: »Efier at
bade nennernlæst Din Verdenglrønite, bliver jeg næppe
Din Ven som spr« — »Du dømmer Verden, inen Jefn
Leere var Ficerlighed«.
Men Grundtdig gav bain Svan Der gaar en man
dig, tarlig, krafiia Tone acntiein hele Grundiviag Dyna
den i denne Saa. »Du fiaer, dei er Hovinod« —- lære,
sporg Dig selv redelia, om dei er Hovmod at under
taste hver fin Tante Biblens Dom dg, uagtet Latier da
Foragt er vis, at røate dens Doin'«. »Bei tan Du vifi ille
tvidle om, at hvad Du end flriver iinod mig, kan vi modes
fredelig og venlig: men vist er det alligevel, at fra det Ofe
blit, Du taler et Ord mod Bibel og Kristendom, lan di
ikte orngaas sorn fortrolige Venner«. —- ,,Gid Du maatte
indse, at ieg ille er bleven Din Agtelse og Vensiab mindre
verd, siden jeg lærte at agte alt for Slin og Slal mod;
Kristi Kundstabs Ypperlighed«. — »Molbech! — vi f-des,
vi færdes, di flntte; da spprges ej, om di sanlede Haand
tlap-og blaesie glimrende Bobler, men oin vi tæntte og talte
og vandrede sorn for den alvidende Guds Aafyn. Han er
Herren, vi er Stolz tun levende, naar hans Aand fylder os.
Hart er hellig, vi ere Syndere, og hans Barmhjertighed er
det enesie Anler«.
Men Molbechs korte Svar var tun detie: »Jeg anfer
det for et Misbrng af et helligi Navn i deite Øjeblii at
kalde mig Din Ven«. Og senere, da Molbech igen trcevede,
at Grundtvig stulde holde sin Hiertetro udenfor deres For
hold, sdarede Grundtvig: »al Tale, hvvri Hieriet ille hat
Del, er enten vitterlig Slrsmt eller tomt Mundsvejr«.
Vennen havde brudt, fordi han havde Michals, Sauls
Datters Sind. Men Grundtvig ftod endnu og ratie Haan-i
den ud efier ham. ,,Altid stal Du med Guds Hjælp finde
en Ven i mig, der tun forandres ved at voise i Kar«lighed,
og saaledes slal Du se mig under alle Omstifielfer baade
der og hiöfetz men af Guds Ords Sandhed tan jeg itle
bortgive et Haarsbred, thi et Haarsbred gør Sandhedenl
til Ltgn«. ;
Tilsidst var Molbechs eneste Svar tun dette at vrcenge
ad sin Ven i samme Tone, hvori Michael haanede David:
«Sandhed er at mene og tro som Grundivigt Der gives in
gen Religion, ingen Filofofi. ingen Historie uden ha n s;
thi alle tre«indeholdes i Biblen. Og ingen kan lasse eller
forftaa Biblen uden Grundtvig. Man stulde blvt lulte
sine egne Øjne og se med Grundtdigsl hvorvidt vilde itie
denne Blindhed føre os! hvor sødt og trygt tunde vi saa
ille sove i Mørlet«. —- — »Grundtvig gaar i fanatisl
Blindhed hartad videre end Jntvisiiions Tribunalernes
blodiørftige Tyranner . . !« »Jeg er nu mindre end nagen
sinde Din Ven!«
Da spler Grundivig, at her er intet Haab· Stille ta
ger han sin Digierharpe og synger et Farvel til sin sor
durns Ven:
»«Itislelig, der er hel iung en Lod,
Jlaar Fjendir fnnie, og naar Farer irue,
J zienders redtvg da iin Ven at ihre,
Og iaares dybr i Vierter as hans Braud«.
Han advarer Vennen for fidfte Gang mod at glemine
»de favre, hvide Blomfter« over »Tidens Tulipaner«, og
han indsiyder sm Sang for Gud:
» . . Vi ital en Gang, hvor klare Lys er inde
Se hvem, der iaa, og hvem, der gik i Blinde«.
Se dctte er sinutt —, i Sandhed tent og helligaan
den vcerdigt.
Jeg tan tun Insle Dig, at hvis Din fordurns Ven
brydee med Dig for Din Troes Siyld, Du da maa staa,
som Grundtvig den Gang stod overfor Molbech.
Lad mig, blot for Klarheds Styld, samle det wesent
ligfte heraf i et Par Raad efter Herrens Ord.
Ssg i Sagtmodtghed at oplyse Din Ben, hviö han
ille sit-ais forftaar det nye Liv i Dig. »Paacninder de
ustittelige . . . antagee Edee de spage, viser Langmodighed
mod alle« (1. ThesL ö, 14). Sag ligesom at biete Din
Ren paa Heenderne ved Dit Vidnesliyrd og Din Bin, saa
han ikke stsdee sin Fod paa nogen Sten. Hast: det er at
site Englegerningl
Men lylles det Dis tlte, —- bryder Dtn Ven dog med
H
Dig, da oderstæld i.ttc, naat Du blivet ovetstældt, men lad
ham as al Magt søle, at det er l)am, der brydet med Dig,
og at Du endda staar med en Vens Sindelag odersot dank
Saadan stod Grundtvig oversor Molbech — og det et
del ogsaa Meningen med, at Jesus slere Stedet bruger Or
det «Ven«, hdor di mindst slulde vente det. Der staat jo,
at Range-m der lom ind i Btyllupshallen sot at bese Gee
stetne, sagde til den iblandt dem, som var uden Bryllups:
tlædni.ng: ,,Ven, hvotledes er Du kommen hid ind?« Og
der staat, at Jesus i selve Forraadelsesøjeblittet sagde til
Judas-: «Ven, hvorsor er Du tomnien?" —- at talde Maxi
den uden Bryllupstlcedet, ja selve Fottcedeten, det Form
belsens Batn, for »Ven« — delte et uncegteligt paasal:
dcnde, thi Jesus btnger jo aldrig tomme Ord. Men Me
ningen maa sitkett dcere den, at Jesus netop med Ordet
»Ven« ligesom vil siae »mært Dig, — det et Dig, der hat
zbrndt med mig, —- det er ikte mig, der fortastet Dig; git
det estet min Villie, da var on blev Du mln Ben; —- jeg
hat en Vens Hjettelag ovetsot Dia«. Saadan med Je
sus og ,,det samme Sindelag vasre i Eder, som cg dar i
Kristus Jesus«.
Oa endeliax brnder Din Ven med Tia sor Tin Trces
Styld, da drrt frimodig og trøst Dia med Herren-I Trost.
Bittcrt et det nied Jot) at maatte tlaaeJ ,,Mine Ven
net ere bledne mine Vespottere, med Taaret dender mit Lje
sia til Guts-« ("Job. ist« 2st). Tunat er det med David at
maatte satte: »det et itte en Fjende, som sorhaaner min,
ellere maatte jea brrre det; dct et itte min thiindsmand,
som am sia ftar over min, ellerg tunde jea stjnle mia sdr
darn, men det er- Dia, et Nennele sont dar min Jcednline,
min Ven, min stmtdina, Di. som venliaen holdt Rand sam
men, som dandtede i Guds Hns iblandt Staren« (Ps. 5-"x,
l.':--«13). Det er bittert, --— men til Genareld alæd da
smd Dia oder Herrens store Forjættelsen alt, hvad J mi
ste sor mit Naan Stnld, stal J saa mangesold iaen. Den
Forjrrttelse odsnldet Herren synlig sor vote Øjne ogsaa
med Hensyn til Vennet; —- stiller Troen os sta en og andcn
Ven, saa aider Troen os nne Vennet. Lg Dommen er
Herrens, som tender Hjettetne.
2. Saaledeg altsaa, hvis den ilke ttoende Pakt havde
Mit-hals, Saul-H Bauers-, Sind og detsor btød. Men dei
tan oasaa komme dettil, at den ttoende Part selv maa
gore Begnndelsen oa dende sig bott sta sin sordmns Ven.
Det man i en vis Forstand sle ovetalt, hoor Baandet
hat været Vildstab, Feinden Forsængeliahed eller et as de
andre «salste« Baand. Der maa den ttoende btyde —
det et tlatt; paa de Baand lan man i al Fald itle lcenger
væte Bennet; tan der saa i Stedet tnyttes nye Baand,
Troeslivet vcerdiae, da saa meget desto bedre.
Men selv der, hvor Venstabet hat vaeret menneslelig
sandt, idet Baandet mellem Vennetne virkelig hed ,,Sjael«,
— sclv der tan det oste ste, at den troende Pakt maa bryde
—- nemlig hvis den ittettoende ved sin Færd, sine Meninget
og sine Ovettalelsek bliver den troende en Fristelse og For
ataelse, som han ikte er stcett nok til at bcete. Den sotdums
Ven lan oste odersot en nyvatt Tro blide en Stags Le
gemliggøtelse as alle de gamle Fristelset og Tvivl, — saa
den ttoende tun hat Valget mellem at salde tilbage ellet
at sly.
J saa Tilscelde et Valget tlatt; han slal sly —- han
stal btyde med sin Ven.
Gansle vist et det ilte Jdealet; thi Jdealet et dette:
»glem itte en Ven i Dit Sind, slaa ham ikle af Hu, naar
Du blivet rig« lSitach 37, 6). Den, sotn naar til Troen,
blioet i Sandhed rig, tig med den bedste Rigdom, Nan
dens og Fredens Rigdom i Kristus; da »glem ilke en Ven
slaa ham itte as Hu". Bedst var det, om Dit Venstab i
saa Tilsælde tunde blive en Slags Kanah hvotigennem Du
tunde lede Lidets Strsmme over i Din Ben. Dei er Ide
alet — og ilte det at btyde. Men Btud tan blive en Nod
vendighed. Thi den, der hat »sundet Herren«, er vel not
tig — han et jo Guds Batn,· og Kristi Medatving —
men dersot er han itte altid lige strals tig paa Kraft, Klar
hed og Standhastighed Hvis detsor hans sothms Ben
blivet ham et «Dødsens Reb«, en »L-gnens Snot«, der
soger at holde ham tilbage, —- da, i Guds Navn —- brndl
,,at itte Du stal laere hans Stier og saa en Snate sor Din
Sjael.«
Heroni hat den hellige Slrist mangsoldige Forum
ninger.
Der staat sttevet: Hvad skal en Letpotte have at gøre
med en Kobbetgtyde? Denne stal støde imod, og hin stal
søndetslaas lSitach 13, 8).
Hvis Du hat en Letpotte:Tto, svag og strebelig, —
og Din Ven en Kobbetgtyde-Vantro, blant og blendende
. . . . da hold Dig sjetnt sta Din Ben, »at itte denne stal
støde imod, og hin slal sonderslaaes«.
Der staat strevet: »Hvo, som ratet ved Beg, besmittes,
og hoc, som hat at gøre med en hossærdig, blivet ham lia«
AZirach 13, 1).
Fplet Du, at Orngangen med Din Ven besmittet
Dig — gsr Dit Hierte mindre villigt til Bon, mindre
glad i Herren, mindre tlat i Troen —- da bryd . . . at
itte Beget stal besmitte Dig, saaledes at Du itle lan saa
det as igen, men bliver »den hossærdige« lig.
Det staat sttevet: «Hvo vil yntes over en Slangetæm
met, der bides as en Slangei . . . Saaledes yntes og ingen
over de, det gaa til en syndig Man-d og blivet delagtig i
hans Synd« lSitach 12, 19——20).
Er Din Ven en Slange sor Dig —- og Stange et hvet
den, der got den gamle Stanges Getning og vil vende Dit
Hjætte bott sta Gud — da giv Dig ikle as med at være
Slangetæmmet —- det tommer Du i Regelen galt sta, —
men tyst Øglen as din Haand som Paulus paa Malta,
inden den bidet Dig.
Der staat sitevet: ,,Naat Din Ven, det et som Din
«egen Sjcel, tilstyndet Dig i LIndom og sigm »kom, lad
oö tjene andre Guder« . . . da samtyt itke . . . men Du stal
slaa ham ihjel« (5. Mos. 18, 6—9). Den bltvende Kerne
i dette Paabud et netop dette: slaa ham ihjel i Egenstab
as Ben, d. v. s.:-·btyd Fotbindelsen med ham og hold Dig
sjeernt sta hom.
Og endelig —- det staat strevetx »Detsom Din haand
ellet Din Fod sotatget Dig, da hng den as og last den sta
Dig« (Matth. 18, 8).
hvot tit et ilte ,,en Ven« en saadan haand ellet Fodi
Bat saa itte bange. hug tun til. Blodet sta den Haanlz
»
der hugges as, fordi den forarger, raaber itle som Abels
Btod til Himlen oin Hcevn.
Du vil altsaa se: efter Stristens klare Vidnesbyrd
lan Brud fra Din Side blive en Nødvendighed —- og er end
et saadant Brud ofte smerteligt — ja, saa smerteligt som at
hugge Haand eller Fod af, —- saa er det underligt at se,
saa oste Herren dog letter os et saadant Brud. Thi den
Ven, der staat Herren-s Aand irnod, bliver os som ostest
ilte blot til Forargelse, men ogsaa til Lede. Forargelsen
nødvendiggør Bruddetz Leden letter det . · . »Stulde jeg
itte ledes ved dem, o Herre, som rejse sig irnod Dig« (Ps.
lsth 21).
Brud sra den troendes Side kan altsaa blioe en Nied
vendighed, men det blivcr aldrig Jdealet; ——— Jdealet er og
bliver: ,,glem itte en Ven i Dit Sind, slaa bain ilte af
Hu, naar Du bliver rig«. Men hvis Du lerder — maa
bryde —- sor at srelse Din egen Tro, saa mark Dig folgende
Bink ud as Herrens Ord:
LadBrud medDinBenvcrre den sidstse
tldvej. Gør sørst et aloorliat Forsøg paa
at redde ham og hjaelpe hain til Tro.
» Jea ved vel, at der endoq kan komme Titfrlre, hror
seid et saadant Forsøa ilte lader sia aøre. Den oaaaxiende,
vattende Tro vilde endog tit ver-re for svaa Not til et saa-:
dant Forsna Der er de vantro Venner, der bar J.rr11ttøer
oa Koliberarme, saa de vilde aribe Din ofkrand oa beholde
lden, setv orn den var rakt til Farvel J saa Fad lad verre
med at rælte Din Hand til Farvet; s-» trinkin Txixgsnaen
udcn videre; --— sjcern Dia hcnitiielia, oni Du lan
Jalob stjal sig fordum bort fra Lalsanx - - oa Jesus
fort-ed en Gang, som J ved, en nna Mand at aaa ltjcin oa
learave sin Faden sordi Jesus var banae for, at han endog
ved noqet saa lovliat og ret. som det, stnlde blive l;cengende
i de aamle Forlwld i
Den Gud, der fordum antog sia Jakobs- Saa modl
Laban ——— oa den Frelser, der saade til den unge Mand
»lad de dode bearave dereH bede« — han vil heller i.kte til
rcane Dig, hoig Du nødes til, endog hemnielig at sly for
Din Ven.
Men sliae Tilscelde bliver doq silkert Undtagelser. J
thealen er vel Forholdene itke saa ti.lspidsede. Og dersor:
ltvor Du tan og tør — der siqer jeg: slip ikle Din vantro
Ven, set Du har gjort et cerligt Forng paa at saa haml
draget med op paa Frelsens faste Klippe. —- —— —
Der er et Ord hos Proseten Jonas, som tit har røri s
mit Hierte. Der staar, at Mcendene vmbord paa Slibet i
da de haode trultet Lod og saaet at vide, at den stor
Storm var over dem sor Jonas’s Slyld, —- da staar der
—- i«lle, at de hastede med at laste Jonas overbord jo for jv
heller, for saaledes at stille Stormen sor sig selv, —- ne1,
tvcertimod — der staat, at de tøvede . . . ,,Og Mandsene
roede sor at naa til Land, men de lunde itke, thi Havet ved
blev at storme imod dem mere og mere«. — De var selv i
Livsfare — kunde srelse deres Liv ved at slippe Jonas —
og dog tøvede de; de selte, at der var noget naesten gru
suldt ved at slulle taste et Mennesle overbord sor at stille
Stortnenz de prøvede alle andre Midler førstx — og forst
da det blev dem uorngængelig tlart, at det var Herrens;
Krav, og at Stormen ille lunde stilles, for Jonas vart
lastet ud —- sørst da stred de til det.
»Da raabte de til Herren og sagde: ak Herre! lceg ikte
ustyldigt Blod paa os, thi Du, Herre, har gjort, som det
behagede Dig. Og de toge Jonas og tastede harn i Havetz
. . da blev Havet stille ester sin hoestige Brusen . . "
Gør som disse Mændt —- Forarger Din vantro Ven
Dig, saa der bliver Storrn og Strid i Din SjæL sordi han
taster Tvivl og andet lignende ind i Dig, — nuvel —- saa
slip Din Ven, lad ham falde og sare; nien sorsøg dog først,
oin Du ille lan redde hom; og sørst, naar det bliver ved at
storine« — og det ,,n1ere og mere«, saa last ham henud,
men da med den Bon: »Heru, læg ille ustyldigt Blod paa
mit Hoved!«
Det er itle enhver udlastet Jonas, der, ester at vceres
sunlen til Biergencs Grunde tgen paa underfuld Maade,»
ender ,,paa det tørre Land. «
Og naar Du bryder med Din Ven for Troens Styld
da pas ogsaa vel paa, at han ikte saar det Jndtryl, at
Du got det, sordi Du er bleven »stor paa det«, ——- eller
sordi. han itle leenger er »god not«.
Vi lan ille forhindre, at den Haand, der hugges af,
bellager sig i vrede og sorncermede Udtryk over itle lcenger
at vcere »god nol«. Tvaertimod —- det er nu en Gang
saa, at enhver saadan Haand let, som det lille Hori i
Profetiens Bog, vil tale «store og bespottelige Ord« og
vende sig mod det øvriae Legeme og spornt-: hvad bilder
Du Diq ind? —- — Saadan aaar det let; vi kan nceppe
sorhindre det, men vi lan gere, hvad vi kan, sor at sorhindre
det. Oa her er oste syndet. Vort eget Hiertes Mangel paa
Ydmyghed oa Kcertighed er selv Slyld i, at manaen en
ille-troende ilkc sorstaar, hvorsor vi trcekter os tilbage,
men tager det som Hovmod, Storagtiahed eller Feighed
Noget af dette tan Du undgaa, hvis Du vil mærle
Dig folgende Smaavinl i. Herrens Ord.
Der, hvor der staat sortalt, at Samuel brød med
Saul, saa han ille besiegte ham til sin Døds Dag, — der
staat der ogsaa fsjet til: »Samuel sørgede over Saul«
(1. Sam.15,35).
Et Brud uden Hjertets oprigtige Sorg er ilke ester
Herrens Aand . . . Og der, hvor der staar om Abraham,
at han stilte sig as med Hagar og JsmaeL fordi denne
bespottede Forjcettelsens Son, —- der staat der ogsaa søjet
til: ,,at Abraham selv stod aarle op om Morgenen og tog
Brod og en Flaste Vand og lagde den paa hendes Skuldre
og slyede hende Dtengen og lod hende sare« (1. Mos.
21, 14).
Maa Du slipve Din fort-ums Ven og lade ham sare,
soedi han som Jsmael spottet Forjcettelsenö Sen i Dig,
—- saa glem ille Abrahamö Assledsbrød og frisle Band.
Giv ham et Vidnesbyrd med paa Vejen om Din Karita
hed, —- et Naadesord fra Gut-, — »bind det paa hans
Skuldre«, vm Du magter det. Han lan not saa det behov,
Hvis ihan maaste som Hagar og JsrnaeL efter at Du har
sluppet ham, gaar hen og farer vild i Beerschabas ØrL
s. Men tan da Venstabet mellem et troende og et
ille--troende Mennesle aldrig sortscettes?
Jo det tan — under visse Betingelser. Dog er det
neppe hypptgt ,
Det lan da fortfcettes der, hvor den ille-troende Pakt
hverken er en Michal, der foragter den troende i sit
Hierte, ej heller en Jonas, der bringet den anden i Fare,
cller en Jsmaeh der spottet, —- men hvor den itte-troende
snarere har noget af det Sind, der var i »Hei-P Bern«,
om hvem der staat-, at de, uden at dele Abrahams Tro,
dog sagde til Abraham: »Du er en Guds Fyrste iblandt
os«, —— eller noget af det Sind, som var i hin Moabitter
nes Konge, til hvem Profeten Ehud kom. Da Profcten
sagde: ,,Jeg har et Guds Ord til Dig«, staar der om
Kongen, ,,han rejste sig fra Tronen«. — Med andre Ord:
Venstahet tan fortscettes der, hvor den ille-troende som en kzj
Fertig, sanddru Sjæl respekterer det nye Lit) hos sin Beut «;’
Juden i Øjeblillet at tunne dele det ined ham, og hvor han
iderfor er villia til at indordne deres fcelles Omgang under
Yde Renhedskrav, sont den troende maa stille; — der latt
Venstabet fortscettes, thi der gaar slige »blandede Ven
slaber« ind under den Regel, soin Paulus i 1. Cor. 7 op
stiller sor »blandede Ægtestaber«. Der staat: ,,derso«-n m
Ftvinde har en dantro Mand, og det behager ham at bo—
hog hende, hun forlade hain ikle«.
Der konnner aanske vist ofte noget vist sorbeholrent
lind i. saadanne Venslaber; — det bliver ofte tun en For-stete
Fortrolighed — Jeg har hørt aatnle Venner, der fta Ung
donnnen af havde holdt samtnen men af hviile den ene
i Aarenes Lob kom til Troen, den andexi itte, — jeg har
hart dem siae fenere hen i Livet: ,,vi holder vel af hinanden
s- men det er dokt, sont oin vi ikle lcenger lan raabe hin
anden op«.
Tsoa kan saadanne »l«landede Vextstaher" oasaa saa
en eaen Riadom oig Bethdning —- og derved en egen Vei
sianelse . . . Man aør ofte ved et saadant Venslab Ind
hlit i. et Sjasleliv helt forslelligt fra eng eget: man leerer
at forstaa paa nært Hold alle de Blændvcerl, hvori et Men
nesle lan blive hangende, og alle de Selvbedragets Kroge,
hvori han-Z Sandhedssans kan lebe vild. Man ser i sin
Vens Liv, hvor tomt dog alting er uden Livet i Gud, og
man hjeelpeg til med ny oprindelia Jnderliahed at taile
Geld, fordi man selv fandt Livet vg Naadsen i. Kristirs. —
Lg heller for den ikte-troende er et saadant Venstab for
gceves, — det er ham altid en Paamindelse, en Brod-, der
vcetter ham hver Gang, han vil lcegge sig paa Ligegyldig
hedens bløde Puder.
Ei smult Elsempel paa et saadant Benslab mellent
to Venner, af hvilke den ene var i. Kristus, den anden
udenfor Kristus, er Forholdet mellem de to store Slotlæn- '
dere: Jrving og Carlyle.
Som unge Studenter mødtes de to. Begge var de
den Gang Stolelærere for en Tid i en afsides like stotsk
By. De droges mod hinanden ved første Mode. J dybe
Samtaler aik de ofte Sommernætterne igennem langs
Havets Bred eller fulgtes i. Ferietne hen over Skoilands
Højlande, — begejstrede, fyldte, gcerende og grebne as alt
stort og sandt i Livet. —- Sjæl var banden til Sjcel.
Jngen af dem var den Gang naaet til personliq feel
sende Tro. Begge stod de tøvende og prøvende everfor de
overleverede Sandheder; —- Carlyle med gryende Speku
ding mellem sit urolige Hjettes Tvivl og sin Barndoms
inderlige Fortnaninger til at hcenge fast ved Herren; —
Jrving med den unge Selvstændigheds Lyst til at «slaa Hut
i alt det, man vilde have ham til at tro«.
Men hurtig votsede Jrvings Tro. Aabenbaringens
herlige Fremtidssyner drog hans unge SjceL Snart stod
han helt paa Troens Grund, —- varm og stcerk, —- høj
og rank as Vækst — med Aandens Kraft og Bevisning i
sin Tale og med Apostles ogProfeters Myndighedi sit Vat
sen. —- — Faa Aar efter blev han Præst.
Anderledes med Carlyle. Hos hatn sit Tvivlen fou
løbig Magt. Han opgav Theologien. — Tvivl og Trods
og Tungsind fyldte hans Hierte til Randen. Hvileløs
blev han til Legeme og Sjael; — han havde forladt sin
Moders Tro.
Saa tilsidst korn det til en Fortlaring imellem Ven
nerne. Det var en Foraarsdag Carler havde været i
Besøg hos sin Ben, der var Præst i Glasgom Jrving
fulgte ham paa Vej hjemad —- en hel Dags Marsch. Til
sidst beghndte Solen at synle; de sagtnede deres Gang,
lcenede sig op ad et Dige ved Vejen, — og der, med Øjet
vendt mod den straalende Vesterhimmel, aabnede de hele
deres Hierte for hinanden, og Carlyle belendte paa Jrvings
indtrcengende Spørgsmaah at han teenkte anderledes ont
Kristendommen end sin Ven. Jrving tog Carlyle i Favn
soin en ældre Broder; og de lovede hinanden til deres
Dages Endeat tale helt og cerligt ud for hinanden om alt,.
Dages Ende at tale helt og ærligt ud for hinanden oin alt,
»Da troede forsiellig. Saa stiltes de og git hver til sit, vg·
;deres Løfte holdt de.
Var det nu galt af Jrving? Skulde han have brudt
med Carler og sagt: ,,paa den Vis kan vi itte være
Venner?« —- Nej, tilvisse ikte. Carlyle med sin dybe Op
riatiahed var hverlen »Beg« eller ,,Slange« eller »Kobber
aryde« for Jrving — saa lidt som Jrving var en flrøbelig
Lerpotte. — Her var ingen Grund til at bryde. At bryde
her hat-de vceret en letvindt Maade at vise sin Tro og sit-e
Nidlaerhed paa. Jrving valgte den bedre Vej; at vife sin
Tro ved en Vens utrcettelige, deltaaende Kærlighed. Og
det gjordes vel behov. Slyerne trat endnu tangere sam
men om Carlyle. — Slygge efter Skygge lagde sig over
ham, ,,indtil Underverdenens stjerneløse Mørle syldte haus
Sjcel«. Men aldrig har nogen staaet ved sin Vens Side«
med større Ømhed, erftaaelfe og utrcettelig Opmuntting:
end Jrving ved Carlyles. — Og fjærnedes de end i senete
Dage noget fra hinanden —- og hvo lan del Livet igennenr
leve med sin Ven paa Ungdomsaarenes noere Hold? — saa s;
var og blev de dog Venner lige til den Dag, da J«rving, «
endnu ung, men brudt, udaandede med de dejlige Oed paa
Leben: «naar jeg dor, — dar jeg for Herren«.
Carlyle strev et gribende Mindeord orn sin Ben og gab·
ham det Vidnesbyrd: »saadan en Ven havde jeg aldrtg ftr
eller siden i denn-e Verden . . . Han havde Vierte lige til
sin Dad«
Bilde det ikte, Ansigt til Ansigt med et saadant Ven
slab og saa forresten med 1. Cor. 7 i Minde, væte Uret ck
sige, at «blandede Bensiaber« ille tan sindesi Kendsgeetk
ninger er starkere end Theorien De kan findes — dg vers-.
,,rette i Gudö Øjne« —- vel at meerle med den Besten
ning, jeg ovenfoe hat naevnt. (Sluttei.);"s