Ben Hur.
En Fortaelling fra Krifti Tid
ai«
Levis Wortlau
Vormit
Hans Kammerat var spinkkere bnaaet og tlædt i en
Dragt af hdidt Lærred. Dei dar let at se, at lian var
Jede Medens Romerens Pande dar bei oq final, Hine
ncesen starpt troget, Leederne malle Bl ittet toldt og Zjnene
hattet af Brynene, — havde den unge Jøde en dred, lao
Bande, lang og smuk formet Ncese, syldiae Latier-, rund
Hage, ovale Kinder. Der var oder Romerexi ndget tlaesist
strengt, over Jeden noget indfmiarende blasndende.
f »Jeg fynes, Du sagde, at den nn Protnraior toni i
Dag?« spurgte den yngste af de To. Han ialte Græfk, der
den Gang —- underligt not — dar gangie Eingange-spng
i Judceas finere Kredit
»Nei, i Morgen«, svarede Messala ,,Jeg harte i
Aftes, at JsmaeL den ny Plads Fordalter —- eller Pp
perfteprcest, sorn J jo kalder harn —- fortalte det til Faden
Og en af Hodedgmcendene sagde ogsaa i Morges, at Sol
daterne havde travlt nied at Pudse deres Vaaben ag op
forgylde Ørnene, og at Lejlighederne bleo gjort i Stand«
—- — Han tav lidt og tilføjede faa: »Kan Du husie, her
i denne Have fagde vi Farvel til hi.nanden. Dine sidste
Ord var »Fred være med Dig!« og jeg svarede: ,,Gudetne
holde sin Haand over Dig!« Hvor lcenge tan det oel nu
viere fiden?«
»Im Aar«, sdarede hans Kammerat og saa tantefuld
Paa Springvandets Stigen og Falden.
»Naa —- Guderne har holdt sin Haand over Dig
Du hat vokset Dig, hvad Graterne vilde talde sinuk . . .
Men sig mig, Judah, hvorfor vil Du forresten have at
vide, naar Proturatoren lominer?·«
Judah overhorte Sporgsmaalet og fagde hen for fig:
.,Hele fern Aar! Hvor jeg grad, da Du rejste til Rom! Ogi
Tiden er gaaet, og nu tomnier Du tilbage hojt dannet ogJ
hossærdig — — nej! det er itke Spora! Jeg vilde snsteJ
jeg havde faaet Dig tilbage sont den, Du var, da Du rejfte!«
Messala sinilte spodsi. »Men hvorfor dog saa alvor
Tig, bedfte Ven?« spurgte han. ,,Har-jeg virtelig forandret
mig saa meget3 . . . En berømt Filosof gad os det Raad:
,,Lær din Modpart at tende, for Du svarer ham!« . . .
Lad mig here, hvad der bot i Dig, Judah!«
Blodet dar faret den unge Jede op i Kinderne oed
Romerens spodfte Smil og Tone. Han svarede: ,,Jeg
market-, at dine berernte Lærere paa ; oruni bar lcrrt Dig
at give Talen en stjult Brand · . . Te, jeg har nydi Unber
visning af — Hillel og Simedn og Schammai — hat itte
faa ftore Nav.ie; men den, fom hat siddet Ved deres Fed
der, faar Knndftab om Gud cg Loden og Israel —- — oa
Kceriighed til og Akrefrngt for dem. Jeg ded, bvad Judcea
er suntet ned til; jeg ded, at siden Jsmael uretmcesiig er
Ueber-. gjort til Yppersteprasst . .
Messala afbrød ham. —- »Ah!« saade han, ,,nu for
ftaar jeg! Naa saa Jsmael er uretmcessig Ypperfteprcest?
. ja hvor J Jeder dog er og bliver Jer felv lig! Meu
« nester og Ting, Himmel og Jord forandrer fig, men e-.
Jede — nej aldrig! Se her, her ridfer jeg en Krebs i
Jorden --— saadan! det er Jedens Liv . . . Nej ved Jupiter,
den blev for stor, jeg maa gpre den mindre« Han bøjede
fig ned, satte Tommelfmgeren mod Jorden og lod saa
"Pegesingeren trætte en Kreds omkring den. »3e nu —
her, hvor Tommelfingeren staar, det er Templet; og Kred
fen, det er Judoka. Er der udenfor den Krebs noget sorn
helft, J bryder Jer orn? Kunsten maafte2 —- Herodes var
en Bygrnester, og hans Navn er forbandet! Maleri, Bil
IedhuggertunstZ — J betragtet det fom Sond! Digtetun
sten har J fmedet fast —- til Ebers Alter; Taletunsten —
hvern oover at lægge Vind paa den udenfor Eders Syrin
goger? J Ktigen tabet J paa den fyvende Dag, hvad J
hat vundet de fels foregaaende Dage. Saadant er Jert
Liv, —- og Du blioer vred, om jeg trætker paa Sinne
Vaandet af det og af Dig?! Og nu Jer Gud — der er
vtilfreds med at blide tilbedt af saadant et Folt! — hvad
set han mod vor romerst Jupiter, hvis Ørn hat erobeet over
den halve Verden?«
Judah havde tejst fig; han var rod i Hovedet, det
logte i hanc af Brede . . ."Jodernes Patriotisme — sam
menvkaet fom den var med deres Religion og deres Historie
—- var let pirrelig paa de Tiber og lidenftabelig heftig.
Dg desuden var alt, hvad der fmagte af Vid eller Sati.re,
, deerne uforftaaeligt vg fothadt. Deres Love. deres Bauer,
« Wiedan Tankeretning gjorde dem fremrned derfor, — me
deni omvendt den davcetende romersie Ungdoms Leerere,
vSophisten-e vg Rhetorikerne, just lagde Bind paa at nd
DIM et fatirtst Talesæt
· »Du gtt Dig lystig over mig, tror jeg!« sagde Judah
-Hvt«kde til at aufsan
:s Weh havde lkgetedes reift fig, og lagde beroligende
Mdm pas sin Beut Sünden —- »Gio dog lidt Tid!«
s s M w. »Im er Dis of Hintet tatnemlig, fordi Du
MW is tastede mig vellommen hjem, og jeg vil, hvis
Ist er Mist, ssge at knytte igeu vort gamlg Benstabz
« W sog sism hvii det er muligtt For ser Du, i sit
g IF— Ums-as fagde mtn Later: »Trotz bort og bliv be
LMk Ists W Im er ikke lcnger blindl« Messin
. set-, at Fertiqu er intet, Krisen alt Det
sgjig let the-I m- til Dust Jeg vil viere Sol
Fk UM MU- Øei dg Ubefejtede Follesiag7
arme-M W Der ex meget for en
- · sitt-I itl Ufkila oq et ttl Stythten
tM Retter de flefie deres Los-chaue.
H « or Wie-keimt — og saa Livet i
M Spit, Digtete ved Gil
M Amt eimt-L Tag
AMICI-used »Ja
» Spa- med dere
Fremtid«, sagde han. «Jeg er ilke as den Slags, Mes
sala.« :
Romeren saa’ ska Siden hen paa hont. »Hm-Not »
skulde man ille lige saa godt lunne stge Sandheden i Spsg
sont i Form as en Patabel T« sputgte han. —- — »Den store
Fulvist var en Dag ude at siste og sangede flete Fisl end alle
de andre. Man sagde, det var, fordi hun havde sisket med
en Medeltog aquld.«
»Saa det var altsac ille Sppg af Dig?«
»Hm — jeg hat nol ilte budt Dig nol, JudahI . .
Naar jeg blitter Prwfekt og sank Judcka til at gøre mig rig,
sna kan jeg jo gore Tig til Yppetsteprcest.«
,,Fatoel!« sagde Judah og gil hurtigt sin Vej.
Messala snappede stn Kappe, kaltede den otn stg, og
slyndte sig estet hom. Da han haode indhentet hom, lagde
han Atmen otn hans Hals og gil videre ved Sitten as
hom.
»Saadan plejede vi at gaa samtnen som Bøtn", sagde
han, ,,og saadan vil vi folges i Dag hen til Posten . . .
Du et et Barn endnu, Judah, jeg er blevet Mand, og som
Mund vil jeg ftge Dig tnin Mening i Alvot, fsr vi stilles.
Blio Soldat som jeg! Hvorfot itte ttæde ud as den snævre
sinds-, hoor Lov og Overleveting soc-tret Dig ude fka al
højere Streben?«
Judah svarede ilte og blev ved at gan.
,,Se Dig om«, vedblev Messala, —- »hoetn er ooke
Dages Vismcendz itte de, der lives Lioet hen om sau
danne ubestemte Begteber s om Baal og JedovahI Eller tag
hvad for et bersntt Navn Du vil — Herodes, Mattabæetne,
de store Kejseke: itle en vil Du sinde, sont itte stabte sin
Stothed as hvad Tiden bsd hom, sont holdt noget helligt,
der ickle tjente hans Maul, ellet soragtede noget, der tunde
være hntn til Nyttr. Gst sotn de! Rom kalter Dig lige
saa villigt Haanden sont Jdutnæeten Antipatet.«
»Ront! —- Ront!« mumlede Judah.
»Ja netop Rom! . . . Tag dog mod Fernqu Men
nesle, og hav Mod til at se Livet, sont det ek! Alt vil saa
stge Dig: at Rom et Vetden, og at Judæa man, sont
Rom Mu« « J· —’. o i
De var naaet hen til Potten Judah tog blidt Mes
salas Haand bott sra sin Sluldet og svatede: »Du talet
sont en Romet, og sorstaat ikle en Jstaelii. Vi bliver al
drig Vennek sont i gatnle Dage, — her stilles oore Befe.
Mitte Fædtes Gud dcere med Dig og give Dig Fted!«
Messala haode talt Hacmden frem. Men Judah tog
den il!e, han git sitt Vej uden at se op pcta Batndotnsvens
nen . . . Messala blev staaende et Øjeblit og saa eftet hom.
Sau rystede hatt paa Hovedet, vendte stg otn og muntlede
hen for fig: -
»Ja ja da! . . . Eros et dod, Mars regerer!«
O
ll.
Nosget efter at Judith bande sorlakt kltokneren, stand
ieDe han udenfor et thue i Den Gabe, Tom im Betten, dzr
nu hat Navn efter Den bellige Zusamt-H iøtit lle mod
Veit langgs den nordliqe Side es Bergen Llntonin og Verwa,
eftek nogle Bugter, Dreier-e ftawt mod End. Huset lau
just, book Gaben gjotde bin starrte Trejning. Tet var
to Einget højt, dannede en Firtanr og var bngget af utils
bungede Sten. Psaa Den Side, Ver vethe niod Beit, var
Der site, part Siden, Ver Denk-te mod Nord, to Vindueiy
alle oppe paa førite Sal; · ZtuesEtagen var der innen
andre Aabninget i Mnren end Jndgangsdøten
Zaafnart denne Var blevet luttet op og Judah havde
besvaret Tørvogterens Hilfen, traadte ban rast ind —- i
en smal Gang, med slidte ganile Ztenbeknte paa begge Si
Det. For Enden as Gangen føtte en Tranpe nieb en 12
-—15 Trin ned i en Guard, som pas de tre Zider inve
fluttedes af to Etages Bygninget. Tjenere git frem og
tilbage der, Hans og Duer lsb og fløj omtring, inde un
der Stur gjotde Køen Gebet-, Æslet og Heste sig det
mageligt. For den øftlige Side of Gaarben var der en
Mur, hvor en Port fette ind til not en Gaartx Den var
eummelig og var ved Hjeelp of Bufte og slyngende Planter
omdannet til en Stags Hade. Et Springvand min i den
gav Kplighev. Herfra fette saa en Trappe op til en Ter
rasfe paa 1ste Sal, og derfra igen en Ttappe op paa Taget,
sorn onigaves af en Sten-Ftife og et Brystvcern af brændt
Let. Gaardens pilne Properheb gjotde et overotdenlig
gunstigt Jndtryt og fyntes at antyde, at Familien, som
boede her, maatte vcere foknem og velstaaende.
Ah en lille Sti, sotn lob midt imelleni BUstene, git
Judah over til Treppen, og derfka op naa«-Terragssen.
Saa traadte han ind ad en med et Forhæng lultet Dor,
og git ind i et Vertelfe paa Hufets nordlige Side. Jnde i
Verrelfet var der allerede merkt; men han fandt sig let til
Rette. Han tastede sig pas en Dir-am med Ansigtet pres
set ned mellem Atmene.
Da Msrtet var faldet helt paa, viste en Kvinde fig
i Dsren og sagt-e »Judah!'« Han svatede, — og hun traadte
ind.
»Der ee taget as Aftenöbordet, og det er snaet Nat«,
sagde hun. »Er Du itte sulten, Bam?«
«Nej«, spatede han.
»Er Du ttte usw«
»Jeg er tret og sinnig«
»Din Moder hat sputgt eftet Dig.«
han vendte sig otn paa Divanen. —- ,,Naa«, sagt-e han.
»Ja bring mig saa nvget at spife da, — hvad Du vill . . .
Jeg er itte sys, Annah, og alligevel filee jeg mig itte kast!
Livet lynei mig tungere, end jeg syntes, det var i Morges.
Det er en ny Stegs Syst-any Du, — nu tan Du, sotn jo
sendet mig saa godt, fe, otn Du tan sinde paa noget, der
M en Gang tan forestille Mecd og Logemiddel . . .«
De Spitgsnmal Amtah gjotde hom, og den Tone,
hun talte i, vidnede am, at de Watte staa hinanden me
get nett . . . hun lagde haauden paa hanö Pande og fagde:
»Jeg stal se, hvad jeg tan gtre«, og git san.
Lidt eftet totn shnn tilbage og beugte paa en Trie
»bakte en Staat Melk, et Sslvbægee med Vin, en Stive
7sint hvidt Bett-, en lind Gesd af knust hoche, en siegt Ingl,
Don-sing og Salt, —- deöuden en lille, teendt Bronee-Lampe,
soen gjorde det lyft i Berelsei. Dette var ganfte tatveligt
udstytet, lom et almindeltgt Sovevceeelle.
s— H
Amrah flyttede en Stol hen vev Judahs Leie, satte
Ballen paa Stolen, og lnatlte ned for at betjene ham·
Ver var i det Ofeblik et Udtrht as naeften moderlig Om
ded i herides Ansigt. Hun kunde vel være et halvt Hun
Irede Aar. Paa Hovedet havde hun en hvid Turban, svm
zrnidlertid lod Oreslippetne sti: og de vat, kunde man se,
zennemstulne mev en Syl, — Tegnet paa, at hun var
Blavindr. Oun vat sta Ægypten; end ilke det hellige 50ve
klar havde bragt henve Friheden, — men hun brød sig
iotresten heller itke om den. Hun holdt af det unge
Mennesle. hvein hun var i Fætd med at betjene, som kunde
han have vatet hendes tpdelige Son. Hun havve plejet
Ig pasfet ham sra lille og tunde slet itte være ham fault-ern
i henves Ojne blev han ved at viere Born.
Mevens han spiste, svutgte han hende: »Kan Du
huste, Annah, den Messala, fom tidliaere tom her tidt
hele Tage ad Ganaens . . . . Han et kommet hjem sra Rom
nu; . . . jeg hat talt mev ham i Dag«, tilspjeve han lidt
ester.
»Ja, tcrnkte jeg itle not, der inaatte viere tilstødt Dig
nvget!« udvrpd Amrah ivtigt. »Den Messela — jeg hat
Ildrig tunnet lide ham! . . . Lad mig hsre, hvad der et stet.«
Men Judah tav og saa tantefulv ud, og paa alle hen
ves Svørgsmaal svatede han kun —- langt otn længe —:
»Dein hat fotandtet sig meget, og jeg vil itte have mete
med ham at bestille . .
Da hun vat gaaet mev Ballen, tejste han sig og be
gav sig op paa Taget.
J Orienten sltcemmer Dagens Hede enhvet, der holder
as og tan pleje sin Magelighed, ind i ve indte, dunkle
Gemattet; nien saa snart Solen et ved at gaa nev vg Bier
genes Stygget bliver lange, spget man op paa Husets flade
Tag, der tjener til Hvilested, Bedested, Sovested. Detsor
et det tidt endog lulsusst udftyret. — — Judah gil hen
til et Taatnvcerelse paa Hulets notdvestlige Hist-ne og sit-d
Dsraabningens thhceng til Side. Det var msrlt nu;
nien det var Aabninger i alle site Vcegge, gennem hvilke
Stiernetne stinnede inv. En Kvinde halvt sad og halvt
laa vaa en Divan derinde. Da hun hsrte Lyden as hans
Sttivt, lad bun Viften synte ned i Siedet vg sputgte:
»Er det dig, Judah?«
»Ja, Modet,« sagde han og ttaadte hurtigt hen til
hende. Han kncelte ned fotan hende, vg hun lagde Arme-sie
vm hans Hals og lyssede ham tatligt. Saa lænede hun
sig attet mageligt tilbage paa Divanen, mevens han satte
sig ved henves Fsddet vg lagde Hovedet i henves Sind.
Dsrrfrc, hvor de sad, kunde de — over lave Tage — se over
invd de sjetne Bierge og op til den stjetnebesaaede Himmel.
Nedcnfvt dem laa Bnen i vle Stilhed, . . . tun Binden
hviftede sagte i Trætoppene.
,,L)lmtah fagde, der var vist tilstodt Dia naget,« be-l
ahndtejllkaverematt mens hun strpg ham lanasomt vverHaa-j
tet med sin Hat-nd »Saa lange Du var Barn, var det jo’
timeliat not, at Du lod Dia paavitle as Smaating. Men»
eiter at Du nu er blevet vvtsen, Judah, maa Du itle
alemme,« —- hendes Stemme vlev blod — ,,at min Sen
stal en Gang veere min Helt!«
Hun talte et Entna, fom ven Gana endnu tun nvgle
saa aatnle og riae Familiet der i Landet vetiente sia af.
« vet Spttg hvvti Rebekka vg Rachel havve talt mev
Benjamin.
Judah betankte sig temmelig lange, før han svatede.
Eaa tog han Modeteng Haand og sagve: »Der er faldet
mia san meaet ind i Paa, Moder, sont jeg alvria føt hat
icenkt paa! . . . Sig mig, hvad mener Du, jeg stal blivt?"
»Bei heter Du io —- min Heit!«
Han lunde itle se hendes Ansigt; men Sternmellanaen
iaade hom, at hun ialte i Spøg . · . Ha n blev dodrelt
alvorlig. "
»Du et saa gov, Moder, —- ingen vil nogensinde lufikel
faadan as mig, som D u got,« sagde han og ttyttede geri-i
tagne Gange hendes Haand ind mod sin Kind. »Jeg for-;
staat ogsaa not, hvotfvt Du itte svater paa mit Sienas-J
maal: hidtil hat mit Liv ja udelutlende tilhstt Dig! . . .s
Men Moder, — en Gang tn aa jeg dog blive min egen
Mand. Qg hv a d stal jeg saa blive: Agetdyrket — Mel-T
let —- Lovkyndig —- Sttibent? —- sig mig, hvad Kalv
jeg stal vcelge!« » i
»Gamaliel sagde i sit Fotedtag i Dag . . .«, beayndte
Modeten langsvtnt.
Judah afbrsd hende: »Jeg lom itte i Templet i Dag
-—— jeg vat henne has den unge Messala.«
Der var noget i Tonesaldei, sorn gjotde Moder-en
apmeerksam. —- »Hos Messala?« gentvg hun. «Og hvad
lnnve ha n sige, der tunde gtte Dig utolig, min Dre1g’.’"
»Don . . . havde forandtet sig saa nieget.«
»Det vil sige: han er vendt tilbage som Romet, ilke
sandt? Som Barn var han næsten blevet Jsde ved altid
at omgaas Dig og dine Aamcnetaten Nu hat Omgivel
ferne i Rom vel gjvtt hani stolt og herstesth
,,han var ogsaa"stvlt, mens han var Dteng«, ivaeede
Judah, »altid gjorde han Nat af de stemmede; men Juvaa
holdt han dog den Gang iÆte. Aldrig sst i Dag hat han
angtebet vvte Stille, vor Religion, vort hele LU- Jeg
btsd med hom. Men, Moder, —- ha t Nomerne Ret til at
sehaanligt ned paa os? Er vott Fall tingere end vet
romerstef ellet hvoti staat je g tilbage for Messe-la? Ovis
jeg nu vilde, turde jeg saa itte ssge Bekomm-Ue i Krig
ellet Kunstnetbettmtnellei «hvorsor maa en Jstaelit itte
vcelge sig de samme Livsstillinget som en Romet og ssge
den samme hcder sont han?«
Modeten havde reist ftg sta sen halvt liggende Stil
ling ag sad ag laa ned estet Sinnens Anstat, hvis Udtrhl
hun dog itle lunde steine. Hun satstod, at Sagen var
langt alvvrligete, end hun havde ttoet. Samlalen med
Messala havde tirtet Judahs Stolthed og —- uden at han
var stg det bevidst — syldt ham med argertige Lengslen
Den Ætgettighed lunde iste hatn vidt, hvis den itke blev
ledet iet rigtigt Spot, —- den tunde maaste endpg ssre hant
til Frafald fta hanö Fædres Tro! Det galdt otn at tage
baade sprsigtigt vg klagt paa ham . . .
»Hm Du staat tilbage i noget for, Megsala, spsrget
Dut« sagde hun langsomt og alvotligt. »Ja, han er as
fernem og gammel Adel — allerede t den tatneeste Redu
bltli Dage vat Familien betsmt. Men bvts han hat pra
let med stne Fotsædte —"— hat man en fernem Tanlernaave,
pralet ntan forteiten illet — saa tot Du tplig maale Dig
.-.-—
med ham . . . Jeg husler, som tunde det have været i Gaar,
den Dag, da din Fader og jeg, sulgt as vore Venner, be
gav os op til Templet for at sremstille Dig sor Herren.
Vi osrede Duer, og jeg sagde Pracsten dit Navn, og hakt
sorte ind i Jsraels cervcrrdiae Slcrgt:Fortegnelse: Judah,
Jthamurs Son, as Huset Hur. Jeg ved itte, naat Man
beghndte de Optegnelser; det var i alt Fald for lidvandrin
gen as Ægypten, ja jeg har hort Hillel siae, at selve Abra
hatm Stamfaderen, paabeavndte dem. To tusind Aar
tilbage lan vi i alt Fald, i uailsrndt Ratte, sorsolae de
jodiste Familiers Historie: oa acad cr, i Zatnmenligning
med en saadan Milde alt Romerness lerlislab?!«
»Men nu jeg, Moder, —- hvad staat der oin mig i de
Optegnelser?«
»Der staat, min Son, at Du nedstamnier i liae Linie
sra lHur, Josvas Ven. Da er det Tia ilte not, saa slaa
op i Thora, og Du vil i den sjerde as Muse Boaer lslandt
de 72 Slcrgter ester Adam finde Dit Huleg Itatnfader.«
fader.«
Der var en Stand ganste stille i Taarnvtrrelset der
oppe paa Tagei. Saa sagde Judal):
»Tai, Moder, — tat! Men . . . sordi nun er as
gammel Familie, er man saa ogsaa as adelia Familie?
Hvad har min Familie udrettet, hvorved har den immer
tet sig?«
Moderen svarede: »J vore Dink, Judah, er det den
hsjeste Berømmelse at vcere blandt Herren-H udvalate . .
Tænt Dig en lige Streg og en Kredsl Stiegen — det
er Gild, thi han alene bevæger sig lige fremad; Kredsen —
det er Menneslet, hvis hele Fremgang er en Kredsbevægelsr.
Der er dem, som trot, at det er Storheden at have gen
nernlsbet en vid Krebs; men den sande Storhed er at have
holdt stg ncer til Herren. Og maal saa Rom med Jsraell
Det er sandt, Israel har undertiden glemt Herren; men
Rom har aldrig lendt baml«
Hun talte stg heftig esterhaanden: — ,,Rom!« gentog
hun, — »det er dersra, den Leere udgaar, at Krig er Men
nestets hsjeste Opgavel Hvad er Romernes Jupiter andet
end Magten legemliggjort i en romerst Helts Slittelse?!
. . . De Roverel som en as Plejlen tærstet Lo genlvder Jor
den under deres Stridtl Ogsaa vi er saldne sor dem;
vore helligste Siedet er i deres Bold, og ingen ved, naar
deres Anmasselse vil ende. Men det ved jeg: lad dem
stampe Judaa i Smulder, sorn Kornet stampes i MIllen,
og lad dem trcede Jerusalem, vort Lands Blornst, i Stovet,
— Jsraels Hader vil blive ved at stinne som et Lys paa
Himlen, thi Jsraels Historie er Guds Historie! Gud strev
den ved Mand as Jstaelx han talte gennem deres Mund;
han var med dem i alt, hvad godt de har udrettett Han var
dereg Feltherre i Firmen, deres Herster og Annae Elulde
vort Folt da intet have lært as ham, eller maa det itte den
Dag i Dag have i alt Fald lidt as Himmelglansen
over stg?«
Der blev igen en Stund aanste stille i Varelset. Kun
Laden as hendes Viste, som hun bevceaede hurtiat, horteö
under Tavshedem
,,Romerne siger, vi bar ingen Kunst«, sortsatte hun
saa. »Dere3 Kunst er Esterlianing ester, den er Tyoeri
sra Graterne, —- den vejer itte stort! Men det er sandt,
. . . tarnler man tun paa Maleri oa Villedhuaaerlunst,
saa hat Israel ingen Kunstner at vege paa — desvarre!«
lHun var Sadducæerinde; og modsat Farisacrne risik
de Sadduccrerne det slonne i alle dets Former oa
uden Hensyn til dets Oprindelse) . . . »Von Hander har
verret bundne as et Forbud, der er blevet udtndet salst.
Men lange for Dcedalus i Attila stabte sine as Trcr nd
staarne Statuer, havde dog tvende Jsraeliter byaaet den
sorste Paatens Art vg dannet de bevinaede Cheruber, as
drevet Guld, som tronede over den! Jover har sormet de
sorste Billedstotterl Og sorresten . . . Billedtnnsten er da
itle den eneste Kunst, og endnu mindre er Kunsten det
eneste store. Vil Du sammenligne Jehovah og Jupiter,
min Son, saa se paa Gerninger, der er udsort i deres Navn.
Se Jsraels udvalgte drage forbil Forrest Patriarterne
— hører Du deres Kamelers Klotter og deres Hjorders
Brcegen? Og se der, ene og sor fig selv, gaar en Olding,
han, der saa Herren Ansigt til Ansigt. Uopnaaet sont Kri
ger, som Digter, sont Taler, som Lovgiver, sotn Proset, —
i hans Haders Glanz ser al anden Hader ud sont Slvagel
Og der tornmer «Doinnierne, — og Kongerne, —- Jesseö
Son, en Helt i Krig og udsdelige Sanges Sangerl Og
hans Son igen, den viseste vg rigeste blandt Mennester,
som sit Ortenen til at blomstre, syldte Byerne med Fvll,
byggede Herrens Tempell Og der . . . boj dit Hoved, min
Spr! det er Guds Herolder, der drager sorbil Deres Liv
var lutter Plage, deres Kjortler stinter as Grav og For
raadnelse: men se, hvor Ansigterne er himmelvendte, sotn
hpkte de Guds Rost! For dem blegnede Konaer, og Fol
teslag stælvede sor deres Stemme; as deres haand tom
Velsignelse og Forbandelsr. De saa ind i Frerntiden
— og se! deres Syner var Sandhedl Ser Du dem, ser
Du dem — Thesbiteren og Elisceuö og de tre i Jldovnen
—- — — og han, as hvis Slcegt Messiaö slal stdeö!« . . .
»Bliv ved, Moder!« sagde Judoh sagte: »Det er Js
raels nhe Hsssang, jeg hsrer!«
Oun smilte vetnodigt og tanlesuldt —- -— og sad igen
en Stund og glattede i Tavihed Sonnens haar. Saa
sagde hun, i en ganste anden Tone end sor, roligt og al
vorligt:
»Du spurgte mig, hvad Stilling i Livet Du stulde
vielge, Judahlt —- Du stal tjene herren! For en Järaeli
Ssn er der tngen anden hæder end den; men det er ogsaa
en stor Dreher, —- den eneste!« .
»Altsaa, Moder, . . . jeg ttr itte blive . . . Soldat
f. Ets.·i«
»Jo, hvorfor itteli Moses har jo laldt herren »hei
starernes Gut-". bar Du Lvst, saa bliv Soldat, —- men
tun paa den Betingelse, at Du stiller det Kendstab i Baa
benhaandvcertet, Du opnaar, i Guds og itle i Kejsetens
Tjeneste . . .!«
. . . De talte endnu noget sretn og tilbage om den
Sag. Saa tav de begge. Og siddende med Vovedet i
Moderens Slsd saldt Judah i Ssvn . . . Moderen reiste
sig sorsigtig, stod en Pude tnd under hans Hoden bredte
et Treppe over hom. tyssede hom, oa sit stille sin Vei.
(Fottsaettez.)
g
«
