s-. —-- .—..---.—— -...—..-.—- —--—.. -
Erik Mcnvcds ;Barndom,1
Historisk Roman
ui
Bernhard Severin Zuges-sama
T r e d i e D e l.
(Fottfqt.)
Et højt Glædesraab hørtes herovek paa Kongesiibei,
og uden tangere at bryde sig om Jlden foer nu alle Mand
til, for at stvrme Hertugens Stib.
»Ro!ia, Landsmænd!« ——- raabie gamle Riddcr Jon
—- ,,siukter fpkft JldenL saa stal vi betale dem Find-der
sold.«
Ved Forstixpnen var baade Jlden og Angrebet wid
somsL Mærkesmandcn havde maattet fæste Banneret i
P!anien ved sin Side og gribe Svcerdet til Forsvar; men
detved tom der Jld i Banncretz Flammen siog bojt over
det —- og dei falbt sydende i Vandet. Ei vildt Glcedesii
sitig hortes fra Heringens Flaadez men de ionaeliae syn
icg nedsiagne ch Dette Uheid, soin De ansaa for et amtie
ligt Barsch « .
Den ung-: Annae saa vemodig paa Kanslerem »Min
Faders Banner falbi«, —— sagde ban — ,,tet var der
ingen Lykke nied.«
«Eder5 state Oidefabers Banner var bedre, min unge
Herre oa Konae3« ——- saade Zianslerexn
»Ak, det er jo i Hermgens Vold i Slesvig!« — fut
iede Kotigen. » ,,Men Herren kan vel hjælpe os endn11!«
,,Han«g Hjoelp er ncer, naar vi. paatalde ham!« —
sagde stansleren --— »Wer irøstia, Heere oa sinnge! —
men fee J hin Fisker? Hvad har han vel for?«
Eom Kanzler-en sagde disfe Ord, og Konan stirrede
hen mod det Ster, han peaede paa, saa Heringen med
Fnrbavselfe, at Mandsiabei paa hang Stib gled og ravede
som drnlne Mennesterx det famme var Tilfceldei ncefien
paa alle hans Stil-, og man lagde nu føkst Mærte til
en lille Fisterbaad, der dristig løb frem og ti.lbage mellem
Siibene, og hvorpaa der stod en høj Mand i et fort
Lcetredspanser og iasiede Poiter med Sæbe paa Hertttgens
Skibe; paa nogle af dem faldt der ogsaa Potter med sint
Kalk, som foer Krigsmcendene i Øjnene, saa de intet knnde
se. Reiten paa famme Tid begyndte nogle af Heringen-Z
Slibe at fyldes med Vand og synkc. Der blev stor Strcrk
herover, og man faa en dristi.g, forihaaret Svømmer med
et stort Stibsbor i Haanden komme hist og her frem og
dulle under Siibene.
«Sly1) den fordsmte FisterZ inus Svømmerens Ho
ved!« — raabie Heringen rasende- —- »Entrer «- stor
mer, alle Mand!'«
Snart var Entringen alinindelig· Jngen tunde lam
ger staa paa Heringens Stibe, og man nødtes til at søge
fast Fodsæste paa de tongelige. Her var Jlden lyttelig stut
tet, og nu begyndte der en alvorlig Kamp Mand mod
Mand, som i en Landfægtning Mange saldt paa begge
Sider· Thorsienson stred mandelig paa sit Langstib og
nedlagde mange. Grev Gerhards Stib laa lige over sor
Hering Erit af Langelands. Denne høje Herre, fom var
Hering Valdemars Broder, taldtes as Almuen i Alminde
lighed Hertug Langben. Grev Gerhards gamle Hosnar
stod med sit Vabnersværd i Haanden ved sin Herres Side,
da den langelandsle Hertug gjorde Mine til at entre.
»Se! der tommer min hsjbaarne Navnefætter med
de lange Ben!« — sagde Hosnarren. —- ,,Gem nu eders
sine Dameflor, strenge Herre! at der itte sial komme flere
Rifter i det!«
Grev Gerhard havde, i sin ridderlige Kamplyst og for
at trodse Hertug Valdemar, heftet Dronningens Slsr paa
sit Brystharnish men sor itle at miste det i Haandgemænget
fulgte han nu dog sin Hosnars Raad og stak det Laden
for harnislet.
«Denne Gang vil vi itte lade os jage as Harer eller
Ratte, strenge Herre!« — sagde Hofnarren med et statt
agtigt Smil i det gravetetisie Ansigt. Han vovede ved
denne Ytring at rore sin godnrodige Heere paa det sm
rneste Sted, idet han bragte en uheldig Fcegtni.ng med
Ditrnarslerne i Erindring, hvorved virtelig en Hare eller
en Rat farst slulde have bragt Uorden blandt Grev Ger
hards Rytterrcrtter.
,,For Satan, Langben! nu slaar jeg dig ihjel!« —
raabte Greven, rasende forbitret, og svingede sit Sveerd.
«Spar jer Vrede til den rette Langben! se, der har
di ham!« —— svarede Hofnarren, idet han veg tilbage og
pegede mod Forstavnen, hvor den langelandste Hertug alt
storrnede frem.
»Fanden i Vold med alle Langbener!« — raabte
Grev Gerhard og soer til en drabelig Kamp mod sin syrste
lige IJlodstander.
Pan Kongeslibet selv styrtede Fjenderne ind fra begge
Sitten Gamle Ridder Jon havde Møje med at beslytte
den unge Range, der bestandig vi.lde ud as Stjoldborgen
og tage Del i Haandgemcrnget. Heringen selv havde neb
lagt Kongens Martesmand og var sprungen om Bord ved
Forstavnenz han stod med alle sine tatkeste Riddere i
Krapperurnmet midt paa Kongesiibet i en ivrig Kamp mod
Drabanterne- Med hvert Stridt, han huggede sig frem,
trængte han narrnere til Kongen. Gamle Jon ftod i den
snævre Gang, der gi«t sra Bord til Bord og adsiilte Nor
dænkenez han forsparede endnu med rolig Kraft Jndgan
gen til Lyftingen, hvor Kongen stod mellern Kansleren og
Berliner Aage Jonssn soran Klettene. Nu traf et dal
digt Slag as Hertugens Svcerd Nidder Jon Paa hjcelmem
den faldt sharn tløvet af det graa hoved, og den gamle
Heere sinrtede blsdende om mellem Rorbænkene. Ved dette
Syn sprang Kongen ud fra Bagftavnen. »Ved alle heilige
Mcndt« —- raabte han — «det Slag sial J betale med
eders Mod, sorreederste hertug!« Jngen runde langer
holde den unge Konge tilbage; han soer til og saarede Her
tagen let med sit korte Sværtn rnen han ftyrtede i det sam
me selv i sin Jver over en Ruhan Dtabanterne havde
hver sin Mand at kampe rned og mærtede itle Kongens
overhcengende Fare; men Kongens Berliner Aage Jonspn
sagte-de ivrig med Heringen, og Kanzler Martinus stil
lede sig med sin Messebog t de soldede beendet mellem Kon
gen og de tcempende. Snart stod Crit atter tampscerdig;
nien Kansleren holdt ham tilbage. Berliner Aage bledte
as mange Saat og tunde ttle maale sig med hertugen t
t— P
Baabenfcrrdiqhed Kansleren opløftede bedende sine Han
den da Djne mod Himlen. »Se! se!« —-— ndraabte han
plndselia -—— ,,Dannebtoa! Dannebrogk Herren sendet og
Sejer — - hoc stand victoriaTWsj
Et Glædegstrig horteg blandt de tonaeliget »Danne
broat Dannebtog!« -—- raubte alle. Hertuaen blev plndi
selig dødbleg Højt paa en Rorbcrnt lige for sig saa han
den vel betendte Danebroggsatte i Haanden paa en rant
anselia Ridder i staalblaat Harnist oa med aabent Visit;
det var Drost Peder. Hertngen tendte den blaa Ridder
sra Ttttnekinnen oa saa den store, vetbetendte Dagaert
med Løoehceftet blinte i han«-H højre opløstede Haand. »Ha,
dia —— min Dødgfjende!« —— raabte Hertngen og foer ras
sende ind paa ham; men det sortnede for hans Øjne — hatt
horte Daaaerten tlirre tnod sit Brystharnist; den gled til
Zide tnod Artnstnttet og blev siddende dybt i hans højre
Stnlder. Med et Forsærdelsegstrig tabie han Svaerdet as
Haanden og tadede tildage. ,,"«Flnt flo! Gnd hat døn1t!«
— raabte hatt sont afstndia og soer med et fortdivlet
Zprina tilbaae paa sit Sti.b. Hans Riddere fnlgte k)am.
Te hejsete Seil oa toae Flnaten Slaget var tabt. Te
tonaeliaess Sejer var asajort
Det var, sont Ennet af Dannebroa lnwde ajort end-Her
af Kottaens Ftriggmasnd novervindelia. Fra Thorstensnns
Lanastib lod et tntratiat Zejcrgraab. littreo Gerltatd han«-e
faaledes ajort rent Bord paa sit Still at der tilsidst tnn
par et Pat Fiender tilbane tned den haardt saarede Hertnn
Lan-given, sont sprang over Bord oa redde sig til sin Bra
derg Stils ded at svøtmnrn Alle de tangetiae Stille vare op l
fntdte med faldne eller sanane Fjender. Heringens Flaade»
dar gdelagt; en Del Stibe date suntne, de andre erobrede,"
ca Hertnaen undttpt sclv med stor Møje Da Fare. i
Paa Konaestibet stod zatnle Riddcr Jon med forbntt-’
det Hoded ved den nnae stonaeg Side oa modtoa med en!
nnderlig blandet lftlcrde stonaens Tat for nans tattel
stamp: hans Saat var itte sarligt; Inen det ftcerte Slag
havde atdeles tsedøvet hatn, og han følte ventodig, at han;
itte lerngere tnnde føre Socerdet sont i sme nnge Dane»
Den hellige Dannebroasfane pajcde sra Lnstinaen overFtotk
gens oa den gamle Ridderg Hoveder; Drost Peder haode
betroet den til Dravanternes Beoogtning og var ilet Thor
stersøn til Hjælp med at forfølge Seiten. J Slagets Wink-!
mel hat-de tun saa tendt dam.
»Den Almcegtige veere lovet!« —- raabte Kansleren
oa ndstratte tncelende de soldede Hcender mod Himlen —
»TeDennt landamus!«’ts««) intonerte han nu med sin mag-·
tige Sangstemtne. Klertene istentte den hellige Sejerssang.
Kotigen eg gamle Jon med alle Krigsmcendene tnælede.
Næppe var det højtidelige Te Deum afsunget, før
man saa og tendte den ridderlige Dtost Peder, der paa
en Fisterbaad ilede fra Thorstensøns Langstib, tilligemed
Thorstensøn selv, hen tnod Kongestibet og ncermede sig
Kotigen. Han var ledsaget as gamte Henner Friser oa
Ztirmem Han sprang om Bord og lytønstede Kongen
til Seiten. Med et højt Glædesndraab sløj den unge
Sejerherre i hans Arme.
»Dig var det, dig var det, Drost Peder!'« —- raabte
den unge Kong Erit — »du bragte mig Sejer med min
Oldefars Banner!«
Drost Peder bøjede sit Hoved, idet han lsftede Hann
den hpjtidelig mod Hi.mlen
»Ja, Herren vcere priset; fra hatn tommer Sejren
alene!« —- udbrød Kongen bevceget og sluttede atter den
tro Ven i sine Arme.
Drost Peder var meget angreben, itte saa meget af
Kam-pen, som as den ilsomme Reise og den Spænding,
han havde været i. Efter stn Flugt fra Feengstet haode
han med Grund befrygtet at komme for sildigt til Slaget,
ved den Tid, han maatte anvende paa at bemægtige sig
det vigtige Banner; men Rigssanens vidunderlige Virtning
paa Foltet var siden Vatdemar Sejers Dage notsotn be
tendt, og i Foltets fromme Tro behøvede man tun at se
det med Tillid til Gud for at seite· Paa Hertug Val
demar havde denne Begivenhed en vigtig og mærtelig Virt
ning. Hans hsjre Arm blev lam sra hint Øjebtit, da
Drost Peder saaledes havde tilbagegivet ham Forrcederdol
ten med Rustpletten as Kong Erit Christopherspns Hinte
blod, og man havde nu Grund til at haabe, at han aldrig
mer oilde løfte sin lamtnede Arm mod Danmarts Krone.
Der var stor Glæde paa Kongestibet over Drost Peders
nventede Antomst. Alle stimlede om ham, medens han med
saa Ord fortatte, hvorledes den gamle Henner med Aase
on Stirtnen listelig havde befriet hatn af hans Fængsel
paa Nordborg Slot og hjulpet ham tned at besri Ring
banneret as Hertugens Vold. Derpaa forestillede han
Kongen den gamle, tro Henner og den raste Væbner, sont
begge ved denne Lejlighed havde bidraget til Seiten.
Stirmen hapde været den sorvovne Svømmer, som borede
de sjendtlige Stibe i Sant. Jndsaldet med Sieben og
Kalten, som Konaen fandt nyttigt, men itte ri.dderligt,
tithørte Henner atene.
»Knæl!« — sagde den unge Konge til Stirmen —
,,jeg vil flaa dig til Ridder; du har sortjent det. Jeg
fritager dig for alle Ist-den«
«Min Heere vg Konge!« —- udbrsd Stitmen med
Gtædestaarer i de msrte Øfne, idet han tncelede og mod
tog Ridderstaget i Guds og den hellige Jørgens Nam
Saa snart Stirmen havde rejst sig sotn Ridder, vin
tede Kongen af Aage Jonsøn, der imidlertid havde faaet
sine tatrige, dog itte farlige Saat forbundne· »Dig med!«
—- sagde Kongen —- »Du har i Dag forsvaret mit Liv
sotn en Heit, saa vel som paa Taarn«borg.«
Aase tnslede stille og modtog Ridsdersiagei.
»Jeg forlanger itte at blive Ridder for de Soebe
potterö Styld, Herr-e Konge!« — sagde gamle Henner —
»men Sehen var, —- mtn Tro! — g-od — sog til sltge Karte
tan der baade behtves Sæbe og Lud.«
»Nun du itte blive Riddet, snilde gamle!« — svarede
Kotigen — »saa tan du blive 'Styresmand, og det stal
du væte fra i Dag-«
Gamle Henner syntes plndselig beweget: han fvarede
ttte et Ord; men han bsjede sit Knie og tyssede den unge
Konges Haand. Kotigen dtog hastig Haandeni ttlbage; der
Ivar faldet en Taare sderpaa sra den- gamle Kemspes Øjng
og det var dam, som den brændtr.
Grev Gerhard var under den almindelige Gloede kom
0) Med dette Tegn tMeertet er Seierl
·«) O, stpre Gndt vt tove dtg.
«
men om Bord paa Kongeftibet. Han havde hjertelig Um
favnet Drost Peder, og faavel han som Thorstensøn havde
modtaget Kongens Tat og Berømmelse for deres Kækhed.
Da Kong Erik tm omstnsndelig horte, hvorledes det var
gaaet til paa Grevens Skf.b, og hvorledes Hettug Langben
var sprungen over Bord, rakte han de·n lcekke Greve Haanden
og sagde: »Tag den tasteste «Sej!er, Grev GerhardL og
drag til Helsingborgl Der venter min Moder, Dronnin
gen, Efterretninger fra os. Bring hende Budstab om vor
Sejerl og jeg lover edet, at hvad J loengft og inderligst
hat ønslet, slal opfyldes!«
Det var, fom den kække Grev Gerhard red disse Ord.
var gaaet fka Saus og Samling; han omfuvncke Kongen,
Drost Peder, gamle Henner, Hofnarten og cice i Flcengz
han var nær ved at lage den unge Konge ma He ftcerke
Arme og danse med sham i. Lyftingen. ,,Skamfs.r:d!« —
raabte han —- ,,nu stal der blive Da Is- xsssm Helfiixaborg,
og der vil jeg danfe med!« J et Øjebiit stod ban i Hen
ners Fislerbaad. »He. Styresmand Henner!« — raubte
han — »J« fører mig til Helsingborg2 — Jngekr sxryger
Farten som J!«
»Godt!« — sagde Henner og steg i Baader» H ,,Jeg
bar lovet jer god Lykke med jert ene Tie. — Zer Js,
jeg holder Ord.«
Banden gled allerede fra KongeskibcL Ta flrcevede
et langt Ben over paa Kongesiibet, lcdsdvck Of -rt andet;
del var den langbenede Hofnar, der i.l.ri: fxlgx sin lyk
salige Herre.
Uittende Kapitel.
Stinatet Um det siore Eoslaq, der Ventedes i Grønsund,!
Var kommen til Helfinqlmra sainnie Dag, da Zlaget stod.!
Om Aftenen sad Dronnina Agnes i den uroliafte Sporn-;
dina i sit Geinal paa Slottet og forlod hdert Øjeblik sit
Scede ved det lille Arbedebord, for at se ud over Sunded
fra Højloftssvalen At den unge Konge selv var medJ
paa Flaaden, og at den tro Grev Gethard var dragen hams
til .L)jcelp, vidste hun; at denne hendes hengivne Ridder og
Beiler vilde vove det yderste, var hun vis paa. Summe
Dag, han var dragen fra Kiel, for at ftøde til Flaaden,
havde han sendt et formeligt Beilerbrev til Dronningen
Hendes taerlige Svar derpaa laa paa Bordet foran hende,
forseglet med hendes ftore Dronningsegl og bestemt til at
sendes ham ncefte Dag. Hun havde udsendt tre Sejlere
efter hverandre for at hente hende Underretninger fra Grim
«fund; men de havde Storm og Modvind ned ad Sundet,
og de trydsede endnu alle tre ved Ding-In da Grev Gerhard
paa Henners lille Fiftetbaad foer dem forbi. »Ist-is be
vare os! —- han forgaar!« —- raabte Sømændene fral
Helsingborg, da de saa den lille Fisierjolle, og det fyntes i
Maanestinnet, som den aabne Baad hvert Øjeblik stulde
vpsiuges af de oprørite Bølger. l
Paa denne sin Bejlers Fare tænlte Dronningen del
ille; men Stormens Larm fordgede hendes uroliqe Fore
stilling om et Søflag. For at stjule sin Uto havde hun,
ladet sine Dame-: bortfjeerne sig· Dei var hende nu i
hendes Ensomhed, sont hendes egen og Danmarls Slcebne
afhang af det Budstab, hun denne Nat ventede. Alle de
merke og gruelige Billeder af hendes underlig bevægede
Liv forenede sig, ligesom for —- ved en enefte Begivenhed
til —- aldeles at tnuse hendes Hierte eller tabe sig i
et eneste Lysdillede, der kunde give hende Bod for alle.
Savn og Trost for al Ulyklr. Var Slaget tabt og den
unge Konge falden, var det fotbi med Danmarks Frihed
og hendes Modetglæder —- og var den tto Gtev Gerhatd
falden — da var Dronningens Svar paa thans Bejlerbrev
tun et sprgeliat Vidnesbytd om, hvor stot vg sand en Lyk
salighed hun havde tabt.
Det var sildigt ud paa Ratten. Voxlysene viftede
paa Bordet, og Stotmen hvinede gennem Kaminem
Dronningen betragtede vemodig Brevet til Grev Gerhard
med det store, runde Vorsegl for. J Seglet var hun
selv afbildet lncelende for den hellige Jomfru med Kristusi
barnet i en Ritte; over den knælende Dronning holdt en
flyvende Engel en Keimes-)
«Tag Kronen, Herre, og bevar den!« — sullede hun
— ,,men lad Englen ilte bortflyvel Lad den bevogte mis!
og heim, der er mig lætere end alle Verdens Kroner!«
Onn havde fremtaget sin lille, sirlige Levnedsbog.
Den tærefte oa flønneste af alle hendes Hjertes Beken
delser stod vel ille deri med tydeliae Ord; men den fidste
Halt-del af de bestrevne Blade handlede dog mer om Grev
Gerier end om Dronninaem især fra hin Time, da ban
havde modtaget hendes Hoveddug og var laaret til hendes
Ridder og Bestytter·
Billedet af hendes tro Ridder og Beiler bavde sei
rende fortrckngt alle Engstelige efforestillineier i den skønne
Dronnings Hjerte, da hun pludselig foer op ved en use-d
vanlig Larrn i Havnen liae uden for ·hendes Vinduer. Hun
ail til Højloftssvalen da faa i·Maanesiinnet en stor
Mcengde Mennesler ved Slibsbroen Lodserne vare i Faerd
med at spie en lille Sejlbaad ind genneni Brcendingen,
og hun horte de Udraab: »Sejer, Sejerl — Greven —
den enøjede Greve!« Hun foldede sine Heender og gik
svimlende af Gliede til Bønsiamlen i sit inderste Gemal.
Snart genlød hele Slottet af det glade «Sejersbudsiab.
Jnden en Time stod Dronningen omgiven af sin hele
Hofstat i den prcegtig oplyste HøjenloftssaL hvor den
lyllelige Overbringee af denne Nyhed knaelende nedlagde
sit sSveerd og et erobret Banner for Dronningens Fed.
Medens hele Slottet glimtede af Lys og genlød af
festlig Glædeslarny og medens de tro Borgete i Helsing
borg gjorde Ratten til Dag i. højrsftet Glædestunimeh et
farede Grev Gerhakd af Dronningens egen Mund, hvad
der stod i Brevet med det store, røde Voxsegl for pas
Dstonningens Bord, og ingen var lykkeligere end han.
i
i
Kongens Gliede over Sejren fortgedæ endnu kori
eftet ved den vigtige Eftetretning, at Festningen Hunehali
i Holland var stormet af de kvngelige, og den stolte Gri
Jacob tagen til Fange. Seiten i« Grønfund havde den
vigtige Folge, at den norste Konge, der lom for silsde
·)Omskrtften paa dette Dkonningens Segl var: Reine-, Dei
’ qtacia Danotum Slavotumque Regina. i
X
kned sin Flaade, opgav det hele fjendtlige Foretagende mos
Danntark. Begae Kongerne havde kort efter et skedeligt
Jliøde paa HindsgavL hvor en Stilstand blev sluttet, sont
Jndledning til en for begqe Riger lige cerefuld Frei-;
Hertug Valdemar lod ved sine Affendinge iilbyde Forli-g
og man modtog det. Forfølgelsen mod de fredlsse stulds
efter Overenskomsten paa Hindsgavl ikle drives videkezj
dog ingen af Kong Erils Mordere, der endnu levede«
rnaatte nogensinde vove at komme soc Kongen as Dem-I
marts Aasyn. UT
En siøn, klar Efteraarsdag var der stor Festlighses
oa Glcede paa Helsingborg NSlot Det var Grev Gechatb
og den stønne Dronning Agnes’s Bryllupsdag. Gtev
Gerhardg Søster, Entedronning Hedvig af Sverrig, mcs
det hele svenste og danske Hof Var her til Stede. Festen-«
der tillige betragtedes som en Sejers- og Fteds-Fest, blettv
sejret med Turnerina. Grev Gerhard tog denne Gang
ingen Del i Ridderspillet. Han sad paa den longelige
Valton ved Dronning Agner Side. Hans cerlige Øje
tindrede as Glasdez han sad der helt stadselig smykket og
not-set stio i sin Vrudaomgpynt, men Ined et Anstat, som
han havde taget Himlen med Storni. Den majestcetists
Dronninabrnd saa helt lidlia dg glad ud, og ingen havde
nogensinde set et stønnere Udtryk L hendes floge, cedle
Aas1)n. Nrest hende Var den lille Prinsesse Jngeborg,
som Danmarlg tilkonnnende Dronning, den almindelige
Genstand for tttidderneg og Folkets beundrende Hyldest.
Hun snd under Ridderspillet Venlig og glad ved den unge,
ridderlige åtonq Crit-Z Side. De talte som kcerliae Sto
slende med hinsinken Gamle Ridder Jon soer ofte med
Haanden over Skrannnen i sin Pande og jog en Glcedes
taare tilbage as de muntre Qldingsøjne, naar han saa
pan dizse unge forlovede, der endnu med ustyldig Baute-.
alcede ligesom tunde lege Brudgom og Brud og ikke syn
teg at tende anden Ztærliaben end den, de med ftelles
Jnderltghed sølte for det Land, og det Folk, til hvis
Fader og Moder de saa underlig vare udkaarede.
De svensle Herrer og Riddere saa et lignende Syte
paa den unge Kona Birger og den lille, danske Prinsesse
Merete, der liaeledeT som sorlovede, sad ved hinandens
Side og betragtede Ridderspillet.
Prisen ved denne Turnering vandt Drost Pedet
Hessel, og han modtog den af Dronning Agnes’s Haunds
Han bøjede sig dybt for den skønne Dronningbrud; mew
idet hang Øjne gled ned ad Dame-Ratten, dvælede da
med et laengselsfuldt Blit ved den høje Dame, der sas
øverst i Rætken as Prinsesse Jngeborgs Folge. Det var
Jomsru Jnge Litle· Han havde itle set hende stden hin
Time, da de adstiltes i Kolding Fjord, og et umaadeligt
Dyb udbredte stg imellem dem. Hendes Fader, vidste han
sad endnu som Livssange paa Kallundborg Sloi. Kun af
Slaansornhed mod den gamle Ridder Jon, havde Konz
sasx lcenge ladet Or. Laves Sag upaadømt, skønt haL
" S
Landssorræderi var aabenbart, og hans Delagtighed XX
Kongemordet tun manglede klare, striftlige Beviser for at
sælde hatt. Fast i dette Øjeblit Var Jomfru Jnge ved·
Turnertngen kommen til Syne. Drost Peder havde for
gæves spurgt om hende; ingen kunde sige ham, om hatt
var med i Prinsessens Følge Med stor Glæde opdagede
han hende nu; men med Uro sog Smaerte saa han en dys
Kummer i hendes skønne Aasyn; hensdes Blik mødte ill
hans; det var nedslaget til «Jorden. Han forlod hastig
Turneringspladsen og Riddernes Samsund. Han gil stille
og tantefuld ned mod Sundet, medens de longelige des
alle Ridderne ledsagede den glade Grev Gethard og hans
Brud til Riddersalen, hvor Festen stulde fejres med Dans
og stor Pr-agt- tl
Drost Peder stod leenge stille ved Sundet og siittede
ud mod den sjællandste Kyst, hvor Flyndetborg laa. Med
en forunderlig Vemod kom han sin Batndom ihn, og hvoti
ledes han føtst, som Ridder og Drost, havde genset sm
Barndomsbtud histovre, da hun som en voksen Jomsru
stod for ham og sang begeistret om »Kongen, som raadet
for Borgen og saa for alle Land.« Paa sin egen Lykke
havde han hidtil kun sjcelden turdet tænke, for de store
Bekymringer, der gjaldt Kongen og Riget. Nu havde Jam
ftu Jnges sorgfulde Blilke vatt en mcegtig Lcengsel i hans
Sjael efter at se hende lyklelig og selv føle sig lyksalig
med hende. At hun var bekymret for sin Fader og hans
uvisse Skcebne, var nødvendigt; men hvorfor hun nu
søgte at undvige sin tro, hengidne Ridder og selv ncegtede
ham et venligt Vlik, det var Kam ubegribeligt. Tanken
om, at han knnde vcere forglemt for en lykkeligere Bejler,
soer ham knn et Øjeblit sorbi Sjaelen, som en tkuende
Dcemon, der ickte turde ncrrme sig hans Hierte. Han erin
drede, hvorledes han hver Dag havde tcenkt paa lhende i sit
FængseL og hvorledes enhver venlig Fugl, der kvidrede
ved bang Fængselsgitter, havde vceret hain et Kærligheds
bnd fra hende. Hsan rystede med et vemodigt Smil paa
Hovedet og gentog trøstig de slønne Vers i Kcempevisem
»Der fløj aldrig saa liden en Fugl under -Ø,
Hun spurgte jo efter sin Fastemø. l
Der sløj aldrig saa liden en Fugl af Land,
Han spurgte jo efter sin Fcestemand.«
(’Sluttes.)·
l
t
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
Erik MenvedS Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark L
og hanS Samtid.
Omsiag 80. Jndbunden 81 20
Kong Erik og de Fredløfe I!
J Dmflag 80 Centg Jndbunden 81.20.
DAMM LUDZ PUBL. Ecllss Bist-. Nob
