Eiik Menveds ;Barndom;
Historist Roman
of
Bernhard Sevetin Jugemquu.
T r e die D e l.
(Fortint.)
»Pkcest! Puer hvor bliver du af!« -— raubte nu Mat
flcn og saa fig Engstelig om— — ,,Ncevn ille den Onde, Her
lug Valdemar; vi. hat nævnet «l)am tidt not i vore Mod
Raad — —«
Nu foer Døten op, og Mads Jyde traadte ind.
»Dein Marle hvad flal vi gere?« —- sagde den fiætle
Svend urolig —- »Prceslen et flygtetI —- Øen er em
ringet af Kcngens Langslibe! Man gaar i Land og vil
storme Bergen! Thokftenspn er i Spidfen!«
»Na vel! — lnd Præsten lebe til Helvede!« ——-— raubte
Marslen og reiste sig ·—— ,,nu vil jeg ilke do! Rei san,
Kong Ekils Mcend2 -— saa flal jeg bog endnu en Gang vife
jet, hvnd Marst Stig formcmr!« Han greb sine Vaaben
med pludselig lilbageveth Kæmpesmrle. — »Affted!« »
raubte han med sryntelig Rost — »Alle Mond i VanlsenZ
Vi slal lnuse dem med Brynløller og gloende Stene2«
Hnn var ude af Boten. Hering Valdemar lileo staaende
ene lillmge, bejst urolig on ubestemt. Der harte-J stor
Lnrm med Vaaben oq Flriqsmasnd uden for. Endelig foer
ban mcd Haanken til Svcerdet cg ilebe ud.
I
4
»Det tror jeg not?« —- svarede lse og btystede sig.
— »Mads Jnde er heller itte til at spsge med. Mage til
Karl stal J vist itte vise mig i hele Fhens Land.«
»T-« du sige det og lade Christen Spillemand høre
paa det?« —- spurgte en as Pigerne.
»Hvorsor itte det?« — svarede Eise og slog med
Ratten — »det har jeg sagt hant mangen god Gang. Var
Mads Jhde itte tommen i Ulyite ined sin Herre og bleven
saa glubst en Strandhngsmand, havde jeg itte værct bange
for at tage ham til Mand. Nu maa Vor Heere bevare
mig sor ham!«
»Hu ha!« —- sagde Stegerspigen —- »han slaar jo
Folt ihjel, saasnart de barestens siger et ondt Ord om
hans Herre. Det maa være en ren chevel.«
»Sig itle det!« —- svarede Else — »glubst er han,
det er sandt; men han er dog et cerligt Stytte Karl. Sin
Herre er han, saa Stam, tro —- og jeg taaler ilte, nogen
taler ilde ont hain.«
»Gamn1el Ficerlighed ruster dog itte!« —- bemerkede
en as Karlene. — »Men vidste Mads Jyde, at du itte er
ham anderledeg tro, lille Else! saa tom han not og bed
Hovedet as dia.«
»Ja pyt!« — sdarede Else —- »jeg er ham dog meget
mere tro, end J og manae shnsie Knøse er jeres Kærester.
Jeg har dog tun en ad Gangen-«
»Men vil du se Stadsem Eise, saa ftnnd dig, inden
det er sorbi!« — saade Bryggerspigen »Bei drog op
ad Fiirtegaarden til, og saa seg ret, var der th i Koret.«
»Kald paa Hnglmnd!« —-- sagde Steaerspigen — »det
er doa steteiteliaU Det kan jo være Ki.rterøvere, og er
det Zitøaelsen maa Fa’er ja tnnne lasse dein bort.«
»Det dar et sandt Ord!« — saade en as Pigerne og ait
for at vætte sit Herstaln
»Det er snarere den sredletse Marst, der vil se til
sit Statlammer paa EstebjergWH —— sagde en as Karlene
— »der har han jo endnu store Statte liggende, vil man
sige.«
»Nu, hvor lcenge betcenter du dig, Else!« — sagde
Iman sraliste det Nobel-pat, hvad de har plyndret sra dore
ingen as dem havde dog Mod. Karlene syntes heller ilte
»alene ud as Borgestuen- Da hun toin udensor Præste
Stegerspigen. ——— »Du har so dog været i en Fæstnina
Den Gang du dar paa Flynderhorg, saa du jo baade
Krigstnænd og Revere, og du var jo lige saa dristig som
din Jontsru.«
»Det har jeg itte sagt« —- svarede Else. — »Den
sorvovne Jomsru Jnge havde mere Mod end jeg, den«
Gang Alareven og Riels Usted gæstede os. Men jeg slal
dog vise jer, at jeg itte er bange sor at se paa et Ligtoa.
En død Mand, ved seg da, hider ille Nasen as mig. Er
det en sornem Sørøver eller saadan en Karl, saa sial Vi
se, der er baade Guid og Fløjl med —- det tunde vcere
smutt til Bolstre og Ballen Det var ingen Shnd, tunde
Erlige Jonisruer og Fruer! Rom med, Pigert — jeg stal
gaa soran!«
Pigerne gsorde store Øjne til dette Forslag; men
oin dei Æventyr.
«Nu ja!« — sagde Else —- »saa beholder jeg Siatten
alene! —- se det, Vil jeg dog.« Med disse Ord lob hun
gaarden, saa hun rigtigt et stort Fatteltog ligesom Beng
gerspigen havde bestrevet det. Fatlerne bevcegede sig lang
somt. Toget drog over Kirtegaarden og ncermede sig den
lille Der ved Roten Der stinnede th sra Kirleruderne.
Den nysgerrige Terne standsede sorstræitet og sljulte sig
bag et Tra, medens hun dog stal Hovedet frem og tittede
gennem Statitlaagen, der gil ind sra Præstens Beenge til
Kirtegaarden Hun rystede og baevede, da hun nu thdelig
saa de heje, sormummede Stittelser bar i msrte Jem
rustninger og med Fatler i Heenderne bar en lang, sort
Ligtiste. Bag ester gi.t i den sormummede Sorgeslare en
Præst i Ordensdragt med bundne Hemden
Eise tog Mod til sig igen og listede sig helt op til
Kirtegaardslaagem Toget var sorsvunden i Kirten, og hun
vovede sig inden sor Laagen. Der var ingen Sjæl at se
paa Kirtegaardem og hun gii dristig nærmere· Med ban
lende Hjerte stod hun ved Deren til Koret og tigede ind.
Der var stille i Koret og intet Mennesle at se; men
der brændte Lys paa Alteret. Hun vovede sig inden for
Ririedøren og saa sig ined cengstelig Nysgerrighed orn;
der var heller intet Menneste at se i. den ødrige Del as
Hirten; men Trælemmen midt i Kirtegangen var oplutlet
oa sra den aabne Begravelse stinnede Lyset as de mange
Falter op vaa Lostghvcelvingen. Hun stod uvis om hun
siulde vove sig videre eller slh; men hun lceste hastig et Par
Bord-Banner sor at saa Mod og listede sig hen til
Lemmen i« Gulvet. Gennein en Sprcette mellem Hang
slerne og Lemmen maatte hun tunne se alt, hvad der
soretoges. Hun vovede nteppe at drage Aande; men hun
bøjede sine Knae og tigede ned gennem Sprætlen. Hun
saa tolv bevcebnede Mænd staa med Fakler i Krebs om
en stor Kiste, der var betruttet med sort Fløjl og prydet
med et guldvirtet Ligtlcede, hvorpaa der laa et Svaerd
over et stott, adeligt Baaben. Der herslede en hpjtidelig
Tavshed Den bundne Prcest havde man last. Fattellyset
saldt paa hans Ansigt, og Tetnen tendte med Forscerdelse
sin Hast-and Stedets Præst Nu løstede man Laaget as
Kisten, og hun saa en lang Kæmpestilkelse deri med suld
ridderlig Rustni.ng.
«Lceg ham Guds Legeme paa Brystet, Prcest!« — lød
en hul Stemme gennem en as de lutlede Hjerlme — »han
sit det itie i sin Dødsstund, hvor hsjt han bad derom; nu
stal han have det med, om han saa var bandlyst as den
hellige Jsrgen og as alle Erteenglene selv!«
«Jeg gsr det nsdtvungen« — stammede Præsten —
,,og som jeg siger ever-, der er saaledes dog ingen Vei
signelse ved det.«
J »Sitz rigtig over det, eller det gcelder dit Liv, Præst!«
i— lsd den samme hule Stemme. Med beevende Rost ind
viede Ptæsten en Hostie, som han derpaa sorvarede i. en
lille Sslvaeste og lagde paa Brystet as Liget. Laaget blev
lsstet paa Kisten igen. Prasten tastede tre Stusser Sand
paa Kistelaaget og srernsagde hsit, dog med stælvende
Stemmr. Rirkens Begravelsessormei.
,,Amen!« —«-— sagde alle de jetntleedte Mir-nd, og nogle
as dem syntes dybt beveegede. Toget gsorde Mine til at
ssorlade den aabne Begravelse. Ternen soer hastig op vg
«) Deinen-irrende Scheelenborg, som tilhme de Hviders Slægtl
og Maksk Stig
ssis
»
vilde nndsly ad samme Vej, som hun var kommen, men
nu saa hun med umaadelig Stræk Ryggen as to fern-»
tlædte Stitlelser i Kirtedøren. Hun havde naer røbet sigk
med et Steig — men hun holdt det tilbage og stjulte sig
hastig under Bænten i en Kirtestoi. Hun turde itte se
op; men hun horte, hvorledes de svcere Trin løde paa Lig
stenene i Kirlegangen. Først da hun ingen Lyd mere
horte, tittede hun sorsigtig op. Kirken var tom; men
Deren sto«d hatv nahen, og Lysene betendte endnn paa
Altetet. Lemmen til Begravelsen stod aaben. Hun saa
der var Lys dernede endnu. Hun listede sig atter fkem
og tittede ned gennem Sprcetken. Der stod en Lygte paa
Kisten; men der var intet Menneste at se. Hun fik atter
Mod og vovede sig et Par Trin ned i Begravelsen: det
prcegtige Ligtloede stinnede shende i Øjnene — hnn maate
se det ncerved. Hun vovede endnu et Par Stri«dt, og
hun stod ved Kisten. Adelsvaabnet paa det sorte Flejels
Ligllæde glimrede as Sølv og Ædelstene. Und-er en Hjcelm
med to hvide Vinger tindkede en ster Sølvstjerne, Ined sisv
Straaler as funklende Stene. »Den kunde nøre en sattig
Brud rig og Brudebolstrene smulle!« — hvistede hin. -—
,,Hvad stal den Rever Ined det i Graben?« Hun habde
taget Lnntcn i Haanden Diamanteue suntlede sont tu
sinke Stierner. Hun lunde itte lcengete niodstaa Fristclsem
hun greb hastig Ligttcedet og slcebte det op med sin ad Trup
pen. Men da hørte hun en Klang bag ved sig som af en
jernrustet Mand, der reiste fig, on hun takte sorfcerdet Lug
ten as Haandem det var som en nnegtig Haand hotdt fast i
Linklcrdet, oa hun hørte en forsærdelig Rast, som t-.1abte
»fra Gravhvcelvinqem ,,sordøinte Kvindet vil du plnndre den
»dede?« Hun styrtede med et Steig baglcengs tilkage i V:
gravelsein
»Røvere! Rovere!« — lød nu manqe Stemmer Men
sor Kirten Alle de unge Karte sra Stubbek11p, der imid
lertid vake samledes til Dansen ved Kartegildet, styrtede
ined Plejle og Høtnve freni imod Hirten, anførte as Præ:
stens Gaardstarl med Staldlygte i .Haanden.
»Gaa du soran, Christen Spilleman’d!« — sagde en
as Karlene ved Knie-deren —- »Maasle er det dog Dire
velstab og Spøgeri.; men du tan lcese saa godt som vor
Jan-, og hvor din Kcetest tør gaa ene, tør du vel sagtens
gaa selv tolvte.«
Medens Karlene endnu nølede ved Kirkedørem soer
en lang, jerntlcedt Stiltelse med et ftott Svaerd i Hann
den ud iblandt dem; med et rasende Brøl stødte han et
Par as dem omtuld og undslyede. Jnngen vovede at for
følge han1. De sotfceroede Bøndertarle torsede sig og bade
deres Fadservor. Jngen as dem tvivlede paa, at det jo var
den onde Aand selb, der var faret dein brølende sorbi
Endelig fattede de dog Mod igen og vovede sig ind i
Kirten. De sandt Begravelsen aaben og saa med stor Gru
den lille Else ligge blodig og døende ved den store Ligliste,
hvorover Ligklcedet med det prcegtige Baaben atter var
udbvedL De bare den shalvdøde Terne til Præstegaarden,
hvor Praesten, bleg som en Dødning, tom dem i Mode og
bød dem svcerge paa at fortie, hvad de i denne Nat havde
set og hort· Hvad den døende Terne bettoede Priestern
blev i mange Tider en Hemrnelighedx men tte Dage ester
blev Prcestens Stuepige Else i al Sti«lhed begraben, og det
Sagn udbredte sig lcenge eftet paa Hindsholmem at Proz
stens Pige i Stubberup var bleven myrdet af sin gamle
Kcerest, Marst Stigs Svend, sordi hun havde villet plyndre
hans Herres Lig.
Præsten i Stubberup lod den aabne Begtavelse i Kir
ten tilmure, ingen vovede siden at aabne den. Nogen
Tid eftek udspredtes det Rygte, at Marsl Stig var hem
melig begraben i Rørvig Kirte paa Sjcelland, hvor maaste
en lignende Begivenhed med de sorsulgte stedløse hat fundet
Sted. Hvor den bandlyste Marst vietelig var begraben,
syntes snatt ingen at vide med Vishedz det lod til at vcere
hans Venner vigtigt, at holde hans Begravelsessted hern
meligt, sor at shan iite som bandlyst Mand stulde sor
følges og mishandles estet Dødem Nogle vilde endogsaa
bringe Folt til at tro, at Marsten ilke var død paa Hjælm,
men Paa en Msvalfart til det hellige Land, ved hvilten
fromme Opfindelse man syntes at ville silre hans Geav
og stelse han-Z Eftermcele. Men Sagnet om Prcestens
Pige, som blev drcebt af Matstens S—vend, gik fra Mund
til Mund og lod fotstelligt i de forskellige Egne. Nogle
sortalte, at en as Marslens tro Tjenere havde cegtet en
Pige paa det Sted, hvor hans Heere var hemmelig be
graben, nien at han paa Btnllupssdagen havde lendt Fløjelet
as sin Herres Ligtlcede paa Brudebolstrene, og at han dersor
i Btylltrpsnattcn havde myrdet sin Kone.
L
hof, anseelig Stittelfe, men han var ifsrt en gammeh gw
Jatte, som var udstaaren neden for Knæeknez han bat M
liden fmudsig og aaben Hatte paa Hovedet, og han fah
paa en lav, udmagret Plovheest i en Kløvsadel af Ttæ og
Halm; hans Fødder vare tæt sammensnsrede under bestens
Bug med en Fæhaars Tømme.
Povl Hvit holdt Lygten til Fangens Ansigt og W
tendte med Forfaerdelfe det stolte Aasyn, der bluösedtz
opfnnlmet af Harme ng Smerte; det var HErtebispen selb,
den myndige Jens Grand. Han sad stnm i sin Fernedtelfe
og syntes at lide meget i den pinlige Stilling. Hans Led
sager vg Medfange, der paa famme Maade var banden
til Heften, var »den oprørste og ondstabsfulde Provft Jakob
af Lund. De vare begge i Kongens Navn blevne tagne
til Fange i Lnnd af Junker Christopher, der havde ladet
dem føre geiinem Landet i denne ydmygende Stilling
Rytterhøvdingen overratte Povl Hvit et Kongebrevstab,
undertegnet af Drost Thorftenføn, hvori han under Lins
straf gjordes ansvarlig for de vigtige Statsfanger, des
skulde scettes i Bolt og Lcenter i den strengeste Forvarins
«Herre Gnd! vi ere dog alle snndige Mennesiet!« —
fuklede Slotsfoadem men han adlød punttli»a. Uden at
sige et Ord lod den halv afmægtige LEtkebisp og hanc
Medfanae fia føre til Fangglet, l)vor den mennestetærlige
Foaed doa lod dem vedertvceqe sit-( og overvinde Sinn
tcrne af den haarde Behandling, inden de bleve fluttede i
Lænterne
Ten fanane Jarl JJtindresAlf fad endnu i Fort-endet
taarnet paa HaraldgborxL Den snu Fanae havde listelig
faaet Dødgdotnmeng Fuldbyrdelfe udsat fra Uge til Uge
ved bestandia at meddele Stadzfoaden i Roslilde nye og
viglige Oplnsninaer om de fredløfe oa deres medssiyldige,
hviltet fordre-de Tid og aav Vlnledning til viIDtløftige Un
vers-Indien
En mørt November-Affen løb der et Slib ind i Ros
tilde Fiord under danst Filaa og Vimpel« J Forftavnen
stod en ridderlig Herre med et langt, rødbrunt Haar, halb
stjult af en laadden Hue, og med en beget Vadmels Jatke
over sin Ridderdtaat. En ftor Hund laa knurrende ved
han-J Fehden Ved hans Side stod cn stcerl, fyldig sit-inde
stittelse i danfk Fifterpigedtagt, men med set sint Lintlcede
over den mørtegule Haarfletning og et Par store Guld
spænder i Stoene.
»Det gaar aldrig godt, stivnattede Kvinde!« — fagde
Ridderen —- »dersom nogen tendet mig, goelder det mit
Liv.«
»Min Faders Liv gcelder det nu ogsaa« — svarede
en ungvommelig norst Kvindeftemme — ,,og han er dog
en dygtigere Mand, end du nogensinde bliver, snilde Ranel
J Gaar lovede du at befri ham, og i Dag vil du itte;
det toster dig tun et Ord til Fangefogden, og det vil du
itte vove dig i Land for, hvvr du saa tit har gaaet i Lan-d
for at plyndre. Nei, denne Gang ital du holde Oed!«
Dei var Jarl Mindre-Illig dristige Datter Kirstine
Spændelsto, der med disse Ord hcevede den raste Stimm
ncese og betragtede sin Ægtemand med et Blit, der ikte
røbede det tasrligfte Forhold Hun havde i Forening med
Stibets norsle Mandstab tvunget Rane til at gøre Alvor
ai dette Foretagende, fom han ser havde vist hende var
bam saare let at udføre, naar han tun vilde, og fom ingen
uden han ved sine vigtige Forbindelfer var i Stand til.
At Rane lige saa lidt manglede Dristighed fom Fortlagemi
hed, havde han fom en snu vg en forvvven Fribytter,
givet Vitingsdatteren Prover paa; men at han itte var den
ridderlige Heli, hun drømte om, da hun fulgte harrt fta
Norg,e og da hnn dansede med ham over Ribe Slotsbro,
det havde hun snart med bitter Harme erfaret. Den ritt
derlige Bejler var til hendes Forbavfelse bleven forvandlet
til en raa og myndig Ægtelyerre, og Kirftines Deltagelse
for ham git over til Foragt og bittert Had, faasnart hun
erfarede, at han var dømt fredløs, som bevislig Deltaget
i Kongemordei. Hvad der endnu bandt dem farnmen, var
tun gensidig Frygt og Nod; dog det var et tnudret Baand,
som ofte var ncer ved at overryttes. J Norge sang man
allerede om det utaerlige Ægtepar en Bise, sont stden
ogsaa blev almindelig i Danmart, og hvoraf man fer, at
Ranes Troløshed mod bans forrige Konge og Kirstines
Deltagelfe for Danmart vfte maa have givet Anledning
til fjendtilgt Optrin imellem dem. Samme Retning tog
nu vgsaa deres Tvist, idet de styrtede ind a«d Rostilde
Fjord.
»Tag dig i Agt for min tro Hund!« —- hvistede
Rane —- ,,den tan merke, du i Aften vil føre mig i
Ulylte ·for din Fadets Styld.«
,,Det var Stade, din Konge itte havde saadan en
!Hi11n’d!« — svarede Kirftine — »faa var han maaste itte
bleven forraadt af sin Kamniersvend!«
Rane blev saa forbitret over bis-se Ord, at han ftsdte
voldfomt til hende og havde ncer stødt hende overbord.
»Jeg forraadte itte Kongen!« —- fagde han. —- ,,Det er
mine Dødsfjender, der sige det, om de saa ere mine egne
Frcender.«
Ved den voldfonnne Bevæaelse tnurrede den glubste
Hund ved Ranes Fødder og viste Tcender ad sin fvim
lende Feue. (F-ortsættes.)
Sekstende Kapitel.
Enan hortes der nickrteliae Nyhedek alle Beque, og de
forundetligste Ting fotlaltes blandt Follet. Stormen mod
Hjcelm Slot var bleven afsiaaen, og de kongelige havde
lidt et stokt Tab; men Thotftenspn belejrede endnu Bor
aen og betedte sia til en nn Storm. En Dag udbredte
det Rygte sig blandt Belejkertie, at Marsien var ded.
Nogle saade tilliae, at han var forsvunden. Hetaf lom det
Rygte ud blandt Almuen, at Djaevelen havde vceret paa
Hjælm og boktfsrt den forfcerdelige Kongemotder. Jniid
lertid fotsvakedes Boran endnu med stor Tappershed af
Matstens syv hundrede jernllcedte Mcend. Nogle paasiode,
at de ans-pries af Borgens fotriae Herre, den fredlsse
Rane Kammeksvend, og at han havde medbragt sin Feue,
Algreveng Dotier, som i Follevifen taldtes Jomfru Sma
delsto. Undertiden saa man en lille tvindelig Stillelfe
i hvide cheder gaa over Mut-n paa Hjælm med et Cru
cisix i de foldede Hander. Borgens mørle Stridömcend
bsjede sig for hende og tncelede, naar hun gil dem forbi.
Nivderne sagde, det var Marflens celdsie Dotier; men
mange af TThorstensøns Krigeke holdt hende for et over
naturligt Wiesen« som beftyttede Botgen og gjotde den wind
tagelig.
Aort efter at det Rygte havde udbkedt sig om Mat
stens Død og Forsvindelse, saas om Natten ved Stubbe
rup Præstegaatd paa Hindsholmen·«) et stort Ligtog med
Fallek bevaege sig stille og hsjtideligt fra et Stib ved
Stranden op imod Kiklegaatden. Pkæstens Piger vate
just oppe den Nat ved et saalaldet Kakiegilde, hvorved
nogle af Landsbyens Piget hjalp dem med at tatte Uld.
Naar Arbejdet var endt, stulde der danses og leges.
Pigekne sad muntre ved detes Akbejde i Borgestikn blandt
en hel Del Trug vg med et stort Aar imellem em. En
enefte dunkel Lampe hang i en Jekntkog paa Bjælten.
Man motede sig med at fynge Viser eller fottcelle Æventyr
vg Spsgelsehistotier, medens et Pak Karle stralte sig paa
Gaasedcenlen og sov. De flittige Uldkarteki.nder vate just
midt i den forfcetdelige Historie om Roverne, der laa fotj
Notdstov paa Halvsens Notdkant og en Jule-Aften bleve!
sangede af Drost Peder i Bondens Gaard; det var Niels
Ufked og Lave Rimaatdssns Bande, bvis Hovedmænd
den Gang vel undflyede igen, men Aaret efter bleve fangne
paa Harrestrup og henkettedr. sTolv Mond af Banden
havde dog miftet Livet paa Hin.dsholmen, og man havde
en Vife derein, som var almindelig betendt. Denne Vife
sang alle Pigerne med stoe Jver. Stegerspigem som lundei
den bedst, sang nu det fjottende Vers: J
l
»Bei var Drost He. Pedek Hofe-l, ?
Han taabet paa sine Hofmænd: !
J vaagne op! J tpve ille længet! E
Thi os komme Tidende til Hande.
J vaagne op! dei er nn Tid —
J dtage paa Btynie uden Falsl —- —« !
Het blev Wien pludselia afbtudi, idei Btygaetspigenl
fotslrcettei foet ind til dem og fotialte, at hun havde set
ei Ligiog med Fatlet. Alle Pigetne lode Katietne hvile
og iabte Ulden af Siedet Katlene vaagnede og gned
Øjnene; men ingen iutde gaa ud fot at se, hvad dei vat.
»Hvaiz et J fot Ktystete!« —- saade en lille fort
haatet Term, som havde Opsigi ved Arbeit-et -— »dei et
vel sagtens igen en af de ftedløse, det et staaei ishjel,
og som hans Kammetaiet nu vil lifie sig til at begtave i
stiften Jotd; saaledes gjotde de jo ved Atved Bengispn,
som Tule Ebbesen flog ihjel. «
»Da ved jeg bog, man iommet iiie ansiigende med;
Fallet og i stoti Optog, naat man vil snige sig til at be
gtave en Mistwan — sagde Btyggetspigem — »Dei
et en Konge ellet en mcegtig Mand, maa J tro, hvis
bei iiie et et Spsgelse Ligsastd, som gamle Anders Regiet
saa tii hat sei.«
,,Aa! hvad tan han iile se, naat han et dtuiien?«
—- sagde Tetnen og lo- — »Bei et lyslevende Mennesiet,
det ist ieg veedde, og den et en Kthsiet, som ilte ist
se detpaaX
»Ist du da gaa ud og se paa det, Eise?« — sagde
Btyggetöpigen —- »saa gaa, og lad os se, om du er faa
tei, som du get Otd af! Jeg hat faaei Sttcei not den
ene Gang, bei lidder endnu i mine Knæ.«
,,Gaa du, Else!« —- tog Siegetspigen Ottei —- »du
maa iagiens have Mod og Monds Hjettei du hat jo haft
Matstens Spenii til Kæteiie, den lange Mads Jyde. Hain
stutde jeg ilte vcete ene med fot al Betden.«
O) En Halt-I paa Notdiysien af Ihn
Syttcnde Kapitel.
Siden den heftige Thorftenføn under Droft Pederg
Fangenstab var bleven Rigets Trost, udftedtes ofte i Kon
gens Navn af Drosten og Rs.gsraadet de strengeste Bud.
Forfølgelsen mod Kongemorderne og dcres Tilhængere dre
ves med megen Kraft, meu tillige med en Voldsom«hed, sotn
Drost Perser i høj Grad vilde have ans-billiger Heri var
undertiden Junker Christophers Hævngerrighed Skyld; men
stsnt den unge Konge ingen uædel Hævn tillod sig eller
billigede, vovede dog ingen at bede ham om Skaansel,
naar det gjaldt hans Faders Mordere og detes medstyldigr.
Marstens Død eller Forfvindelse havde slaget hans
Mænd og alle de fredløse med Forfærdelsr. Rane Jou
spn, som lott eftet var kommen til Hjælm for at bestytte
sm Fædtenebotg mod de tongelige, havde forladt den
belejrede Borg igen. Snart fortalte Rygtet, at Hjælm
Slot var stormet og nedbrudt af Thorstenføn, og til en
fattig Bondehytte i Nckrheden af Helgenæs kom en Aften
tvende smaa Piger med hinanden ved Haanden og bade
om Husly- Dei var Marst Stigs forladte Døtre, der
paa Flugten fra Danmarl sandt Skjul og Besiyttelse hos
den medlidende Almue.
En Nat vaktes Slotsfogden paa Søborg, den gamke,
cetlige Pon Hvit, ved et stærtt Bulder paa Poeten. Han
stod op og lod tande Lys. Gaardsfogden aabnede Worten,
og en kongelig Ryttetstare red ind i Slotsgaarden med
tvende bundne Mænd imellem sig. Pon Hvit gik ser
ned med en Lygte i Haanden for at tage imold de uventede
Nattegcester. Han saa forundret paa disse Fanger, hvis
slette Dragt ikke lod til ast betegnse vigtige Mænd, der som
Statsfanger kunde føtes til dette Scot. Den ene var en
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
Erik Menvedz Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
I
Kong Erik og de Fredløse.
J Omslag 80 Centg. Jndbunden 81.20.
DAMSE LUTIL PUBL. KOUSE. Blau-. Vol-.