Meäveds :Barndom,
Historist Roman
of
Bernhard Severin Jngcmanu.
T r e die D e l.
(Fottfat.)
» Frrbatmende Gub! de myrde ham« —— raubte Tron
—- ,,Frels, frels Dwft Beben wol-e Grrvek« Uden
Form red hun med bitte Udrcmb mim End nimmt
Sekhatds Ryttetk, der vare i Færd med ganste at
fredløse af Matten. Hun trcengte sig Zige til Gren
ds Sfde og gentog sin Opfordriirg.
Z Gubs Navn da, som I befaler, boie Tronnin;!«
f rede Grev Gethatd —- ,,men J rirer ois Zeiten af
— tue. s— Frem, Karle2 bryd jer itke om mig!« Hat-.
sin Heft, for at ils Trost Perser til Hjælp oq
Orden i hans Slachetkez men en ftor Del af hang
Mte gjokde nu samme Ven«dinq, og der blev .n
orden, "idet nogle wttede ftsem og andre tilbage. Tk
e trængte atter frem med et viPIt hcoerende Striku
den mvdfatte Side forfulgte Heringen alt feirende
" us Ihpvdingslsse Ryttem erv Gerhard standsebe
: Munde sSkare og bød dem ven·de omx men kxan
forgæves paa Orden: det var ham ikke muligt at
de avfptedie Krigetex Fjenstien trcengte sejrende frem
Siderz Nr var en frngtelig Forvirring og et
kigt Mandslwi tun-di om hom. »Als er tabt —- vi
Ny, ædle Dtonning!« — raubte han nu harmeld og
sig ti! Siden, chvok Dronningen et Øjeblik tilforn
redet; men han saa hende im- En af hendes
havde kostet sitt Kappe over hensdex hun var i
len fotfvutrdem — Grev Gerharw kunde ingensteds
set-de blandt de lamende og kæmpende Ryttetsiaret
J bit-v tm som rasende vg huggede saaledes om sig til
Bibel-, at hvetten Benner ellet Fjewder kunde komme
»t; Hans stirtende Øje søgte tun Dtonningkn;
det var ham som nu ogsaa det var bleven blindt!
laser og hele Verden lob kuwdt for hom, og da
Dom tsil Besindelfe, faa shan sig ene paa den øde Val
- og kun dsde ellek saarede Ryttete omkring sig.
Øje var si BehoRA men· den, der var ham kame,
forsvunsdem han. spotede fm vikde Hing-st, og den
i-. over Ligene med ham ind mod Studen·
Trettende Kapitel.
Opwret var endnu ikke standfet i Bnen Getrnemj
». Gader lob der bevæbnede Vorqere on FerknsmænkI
-« dige Optkin fandt Sted alle Veqne Noqle strene pam
sz erst Stigs og Grev Jncobs Nonne on knab:e: »Da-on
» de sfredløfeF Andre havde Hertuqeng Nnvn til Lesen
huggede ned hvem der itte istemte det. »Wer um«
- ge skal leve! flaa dem ibjel, De Form-Denk« knadte
: stot Tel Borgere og flet bevcebnede Rennen Te frev
» es og Heringeng Tilhcenqere fnnteis ikte set at :si:e, mn
Oe stulkde anse hverandre for Vennrr cller Penserz znen
tde gjotde don fom Effest fællez Jan mcD De kcnqclijfin
« Samt drog imidlertikd Heringen sejrerrkc gennem
Essbernh Midt ib!andt sine flessviqfke leere Ruyter Arn
Exhnss Sejer og de kongeliges Nederlaq løb fsruo cq nd
Eksredie Forfcerdelse blandt alle Zinkens tro Borqere m
s- Iygdende Bønsdetsiaretx der vnre stimlede stimmen for
Ist hylde den unge Kongr. Heringen blev ledfaget of en
Jsiseb vilde Kedmagere med blodigs Øxer og manqe for
kaksmannede frem·mede, der tilkaabte ham larmende Bifald.
« Tkl dette sSefetstvg stuttede sig ogsaa en stor Flok Rmtere
iJetntusininger og ved lutkede Hjcelmgittere, sum man
Fusan for de fredlsse og deres Krigere.
, Heringen steg af ved Slottet og lod det straks befætte
« fsine Rytterei »Hvor er Kongen?« —- spurqte han.
Y«Ude ekf Fjorden — vaa Flugten til Nybokg!« — spa
M en stor Slagter.
» hettugen syntes vlndsekig hsjft urolig: hu qav en
If fine Riddere en hemmelig Bsefaling, og Ritdeten red
stets med en FM Rettere til Hahnen.
»Og hvor er Hendes Naade «Dronningen?« —- fpurgte
Wen atter. Herpcm kunsde ingen give hakn Spar;
TM erfatede kun, at Prins Christenhet og den lille Prin
Me Mel-etc eare afhentede fra Slottet af Ridder Ri
sseedspns SIfolL
,.Fotholder jer nu wli.ge, brave Borgere!« —- sagde
Midas-ca til den latmewde FoHehoT der omringesde ham
s- Haar hvet til sit! her dlivet nu incket Danehof og
its-n Whylvsug i Dag. Opmet hat jeg Iyttelig stic
Iet —- Ophavsmansden et i min Magt. Det var Bron
Usseuöi evermvdige Yeddling Driest HesseL Han hat
Ipnde ifl"at fortan-de og fothlge mig; han- hat
j gttget sig den meedige Kenge for felv at vere
« : S Land-et; men J hat nsu intet at befrygte af den
Deutsr. han stal aldrig met se Dagens Les. Jeg er
VI eders tetmiessige Rigsforftandey ogi jeg stal siege
f- eel set eders sem fee Landets Sitkerhed og Lyllel«
IS Usse Ord, fein Wagedeö af et laenmvde Bissen-s
Ifli, hilf-de hqn ·med Mildhed vg- kongelig Anstand sine
TM Tillykngevh Detpaa gik han pp paa Siettet,
W as sine dedete og af den- Me, panstede Herre,
— den lukte Dissm og den bkaa Kappe der havde ans-ei
W. Med denne hem, i hvem man troede at tende
U WANDwa af Mut-, havde han en fort
II Mg Summe i Niederfalenx Derpaa fotlod den
.Miede Heere Sie-steh eg inden en Time var der ingen
II We ellet detes Ktigsmænd mete at se i Bym
W fette-di Sieben mesd vrede Ytringet, hed det,
« M need W Aar og Dag at komme igen med Jlsd
Heringen fele sendet ogfan snart at ville forlasde den
. M, hegt Zeugen havde mawge tro deerfaaiter.
W var hemmen eller de fredlsse sonstige Den
— pg bautdi searede Drest var i Lenker bkagt om
Hexe-sent est Stil-. De tongekige Langsti.be
W, es spenden hetengens tre Siebe
« DE
laa der endnn knn en Knor i Havnsm shvovpaa man troede
at have set nogle as Dronninasens Folc- Heringen vilde
Log optiebie Astenen til sin Afrejse; hatt fandt det ille
raaoeligt at forlade Slottet, inden ter var fnldkominen
rolisgt i Laden Han haode set Dronninaen selv knldt i
Skærmvoslent men knm var plndselia forsvnnren for
hatt-s Jjne Han vioste, lnm havee mange Benndrere i
Studen, og han var heist nrolig. Hnn loo Kamppladsen
-nndersene; men der fandtes lwerlen Epor til Dronnin
aen eller til Greo tåtnrltarn Hatt Hin-new desnden endnn
en Tcl as sine slcisniztste Rotte-re, sont Vare blevne skilte
sra lyarn nnocr Freatninaen ca itke tonine tilbage.
Tet kscanrtdte al: at inorliies, ca lian nil i nrolige
Tantek on on ned i Riodersalen Han solle sig bei stolt
Js sin Leier: men Siena-Ins FUiat ajorke ltnm den like
scrrirrede Tumult til et misslnllet Foretaaenoex sikan le
frnatere mco Rette, at lran for tidlig bar-re taste: sin
Maste ca redet sin dristiae Plan. De fredlnse stoieke ltan
ilke nan, siden ban liaode ersaret Marstensz Losle til den
norsle Konnt Hans Tal til Eirev Jakob lmooe verret
loln og tilbaaebol-oen. Han snnteåi i en pinlig llbestemtbed
Uni, livnd lmn fremdeieg liaode at gere, sor at naa sit
stolte Liaal »Grili det Spir, som toinaer Aanden on
bin Krone stal lvse som Z-olen!« s-- livislede lsan til sig
selv, oa det var ham liaesoin ban atter sad i Fængsiet
kca Ejoborg Da- talte meo sin llale. Hnn sna sig ernst-»
stelig om i Den store, Dnnlle Sal og rasdoedes sast for sine
egne Ord, som det haer været den bode, vanvittigse Biqu
Der talte til ham. »Bist Ly5!« — raabte han. Hanss
Tjenere, sont tensdte Deres Herr-es Afsly for at vcere ii
Motte, slyndte sig at tænsde alle Lysene i Ridoersale1.
Heringen ndstedte endnn nogsle Besalinger nngaaende sin
Asrejse, og sendte attet Foll nd for at nndersøge, om der
var stille i Byen og ingen Follestimmel paa Besen til
Fjortden Kort estet aabnedes Deren, og to as hans Niv
dere traadte ind med en Fange, som hans Folts nys havde
bragt til Slottet og som sordrede at spres til deres Herre.
Fangen stod tret indhyllet i en Ryttertappe mesd Regnhastten
over Hovebet og syntes sorsienoe at betrog-te den nrolige
Sejerherre. Beo en hastig Bevcegelse soer Hatten til
Side og Rappen faldt paa Gnlvet- Heringen traavte for
bavset tilbage —- den slsnne, majestætisle Dronnsing Agnes
stold sor ham i stn glimrende Hyldingsdragt
»Man vil sige, jeg er edets Junge, Hertng Beide
rnsar!« — sagioe hnn med rolig Verrdightv — »men jeg
paastaar, J er min Fange, saa sandt som J er en for-»
rnastelig Oprører og jeg i Dieblitlet regerende Dstonningl
i Danmartl«
Heringen gav hastig sine forbavsede Rildere et Vinl
til at bortsjcerne scg. »Ædle Bronning!« — sagoe han
deroaa høflig og eerbsdig — »er en Del hat J vistnol
Ret: jeq er nn, som til enhver Tis, eders ridoerlige
Sange, men sOprøter er jeg ille; jeg er derimod as Trost
Hessel og eders Mcrnd pan en højst troløcs oa nocerrin
Manne bleven ansaldet i mit lovlige lealn Paa ederg
egsen Opsordring Itng jeg bio, som Rigssotstander, oa
her bliver jeg nlndselia mod Tro oa Love oversaldet i det
Tjelilih jeg vil fsre Konan til Holdinaen og dampe Fol
leis Misforrioselse coer Fredlogsliededommen Jst-a saas
mer Jorfceroelse Ebers-« Naaoe selo i Eoirsen for niine
Ferse-laue Dette sorbavsenoe Znn maa n.:ostr,lkse, a: sen
et Tieblil vea ira Fienaens Sirt oa seate at nnbfln en
Kam-D hocrveo eders Dnrebnr Lin sat::5 i Fam«
..Hvad horer jegl« —— sanioe Trannineen en stndsebe
— ,,J nægter at vcere Hobedmanden for dette Oprør7
cg J vover selv at vælte Stylden paa mig?«
,,Jlle paa ever, højbaarne Dronxiing! men Pan den
cergerrige ca formastelige Drost Hegsel Han er Stle
i den 11lytle, sher er stet, oa i hver Draabe Blod, her i
Dag er n«dgndt; han er Qprpreren og Lansogsorræverem
itle jeg — og Himlen bevore mig for at antlage eder
for hans TroloshedL han bar stammelig misbrugt eders
Mildhed og Nackt-ex han har migjedei eker til dette nfor
svntlige Sttidtl han hat gjort mig mistcentt, for ved mit
Fald selv at opsvinge sig til Rigsforstaander eller innaste
endog til Konge i Danmarl.«
Dronningen traadte et Stridt tilbage og betragteke
den listige Herre rned et llogt og prevende Blit. Hnn
snntes at betænte sig nogle Øjeblit; sderpao var txt sont
der plndselig git et Lys op for hensde, og hnn ztærmede
sig atter Heringen med en tilsnnelerdensde tillidsfnlo Mine.
»J aabner maaste mine Øjne for et magelsst Fortcederi!«
— saglde hun, uden at det bog gansle lylledes hende at
behersie Tone-i i fin Stemme· —- «Stnlde det virlelig
væte Drostens Ansiag, saa maa han- dtages til strengt
Ansvart —- lhan maa dtnnnes as Kongen og Folileh sont
den listigste Landssormderl Hvot er han?«'
,,J min Magi!« — svakede Heringen med et hsfligt
Satil — «og der fotbliver lhan, nie-o edel-s Tilladelse,
san længe jeg er Rigssfotstanlder i Danmarl."
»Fo: hani Liv staat i mig inde!« —- sagde Denn
ningen need dampet Uro — »hans Brsve vcete saa stor
den vil, han lan dsnimeö as Kotigen vg Follet — og
det i nein-sont i eders Overveetelse paa Lunvstlinget.«
»Bei speist-at seg, Ebers M! selv min bit-erste
Mkfjende stal sie sin Ret. Men tillad mig— naqvigst,
hsjbaarne Dreien-ing! at jeg flksk stret min egen Sng for
ederi Denkst-TM — betsd han hsslig, kvet han need et
dybt But stemtog en forgyldt Armstol, hvorpm Dtonnins
gen tog Sovie. »Im Eint-see vel, at J man htjlig mästende
mig!« — tog han Ort-et igen —- »J et bragt hid som
min Fang-, ftp-it ieg i Gran-ven, sont sagt, til evig Tit
et i edets angenstab. Jeg lau bevise eder hvot nstyldig
jeg eri denne sornnderkige Tumult!« —- vedblev han ivrig,
og hans Wige Muse sit plulvfelig Udttlylket as vorm
Den-weites pg- Lidenstabelighed —- ,,Jeg san give eder
Idet splcklarefte Bei-is paa shvor inabeligst —- ja hvot selvs
modsigende og afsindigt jeg havde handlet, hviz det havde
vieret win hensigst at stille mig i et sjenlvtligt Forholsd til
edee —- —« han hqlvt inve og syutei at ovetvintde en
Bett-Wh. »Ja vol, det viere -lovet!« —- nlvbksd han
igen —- ,,jeg vil i den-ne Time anbenbare ever, hvad der
lenge hat betet mit hinte- inlverkigste vg dristtgsste Ønsle
og hvad jeg anders-den i neine stolteste Øjeblil hat vovet
at herab- som en Mtelig Ætling as de store Valdemnrers
Slcct — —«
Haku Wde attee og betragtede Denn-ringen med et
listigt let-send- ML Der kotegil en plndselig For-an
dkitkg k her-des Miner, sont give-de kam kaf ,
Bevidstheden am hans stsnne Persvulighed bortjog en
»ht:er Betenkelighed, og han tog Hatmtsdtnen paa Dran
Jningens Kinder for et gunstigt Tegn paa blusætdig Oder
:askelse.
»E!ders bate, asdle Sind, stanneste Dtonning!« —
sedblev sit-an tcet — »tan itke sortøtnes over et Basle,
som forener Haabet om et Folts og Riges Lyksakiglhed
med den cerbsdigste Hengivenhsed og Kvindevcerd —- det et
et Laste, sont ieg man-glet Ord fot at udsige; men det
et usdsprungct as tirsditlig Højagtelse for edets Stønhery
Sjclsbeibed og Kiegsialy og der hat saaet Jld og Styrke
as de Facelset, som net Fytsten til Meintest-z idet de
herbe :?en—nestet i Zank-heb til Ft)tste-«
»J taler bel: artigt rig rnnteligt, Hettug Valdemar!«
svatede Dranninge.1. me) et toligt Sinil — »F ttcr
altsaa, at naat Tronningen as Tanmark er i edets Fan
genstab, kan hun itte vatrge sig rieb at hore en Kastligk
bedsettlceting og at hun itte tobet sinFtihed sot dytt,
staat hun siænler den artige Sejethette Haand og Hierte?«
Heringen studsede. »Mislend mig itke paa nn, ædle
Dtonning!« —- tog han med mindre Heftigsbed Orden —
»Jeg vælget dette Lieblit til en saa vigtig Etllæting, for
tndeligt at overbevise edet am, hvor uknuligt jeg hat kun
net vcere edets Fjende. Ebers Fangenstab her et en for
undetlig Fejltagelse as mine Folt og kan hæves, hvad Die
blil J besaler det. J et min Dtvnning og Herstetiwde het,
som i Midten af edets hengivneste Krigsmænd. Men til
lad mig en Bemærtning, sotn maa undstylde dette maaste
altsor dristige Sttidt!« — tilssjede han tak, da han saa et
stolt Smil i hensdes Aasyn — »J et for statstlog til itte
at indse, at jeg i denne Time har saa vel edets som
Dcnmarts Strebne i min Haand. Det varte langt fta
mig at misbruge denne tilserldige Overvcegtl men var der
endogsaa ingen Stemme, sont talte sot mig i eders Hjette,
maatte dog edets ophøjede Aand og sine Statstlsgt til
raade eder — ille at Ost-ragte et saadant Tilbud i saa
vigtigt et ØjebliU Han sag-de dette med en Stolthed og
Seit-solcle sont tobede den dristige Befletz der næppe
havde i Sinde at give sin ophsjede Fang-e Ftiheden for
en Kaki-. Men for at mildne det stsdettde i dette politiske
Vint, sorandrede han plwksseslig Mine og Tone. Det syntes
hatn nu vigtigt at bringe den stønne Dtonnkings Hjette
eller i det mindste hendes Forsængelighed til at begunstige,
hvad hatt troede tilssttrekkelig at have anprist hende, som
tlvgt og næsten npdvendigt; han var atter den riddetlige
Elster, og han udbtpd nu med megen Veltalewhed og til
syneladende Vatme i. en smigrende og heftig Udgydelse as
hans Beundring over heades Stønlhed vg Aandshøjhed
»Jeg lægger mit Liv og min Lyksalighed i edets mcegtige
Haand, redle Dronnsing!« — sagde hast tiMdst og bøjede
sit Knec. Dronningen tav og betragtesde den knælende
Beilet med et Blit, der syntes helt at gen-nemstue ham.
Et bittett Evat syntes at svæve hende Paa Lacherne da
Doteri pludselig aabnedes, ag en as Hettugens Riddere
traadte ind.
Heringen reiste sig as den ydmyge Stilling rg ttams
vede sorbitret i Gulvet. «.Hva—o er det?« —- sagde han:
«
-—— »in-o er saa Usorsiammet — —
»Gtev Gethard --— strenge Herre!« —- sagde Riddes
ten hastig -—- »Grev Gerhard af Holsten hat omtingets
f isten
s
Bloctet med en over-legen Magi. Han truet med at stotme!
og rive Hovgaatten ned over vore Hemden hvis Brett-«
ningen as Danmart ilte paa Øjeblitlet loslades.«
Hertugsen stcsd som lynslagen
»J toni tet belejkigt, Hin Ri«dder!« — sag-de Dun
ningen cg reiste stg ined tolig Vætdigikkm —— »J saa
edets hsjbaatne Herre i en Stilling, sam han« itke behsver
at blues red! han hat ettendt, at han ved sme Ktigs
mænds Forscelse her hat paadtaget skg Stinnet as Op
røret og Majestætsfotbryldey og han hat desaarsag lagt sit
Liv og sin Slæbne i min Haand J et Vidne til, at
jeg tilgivet ham denne Festtagele som han dog ingen
Del hat i. Ebers Atm, hertug Valdemat! Jeg agter
at tejse i denne Tinte· Den cedle Grev Gerhard venter
mig med sit Islge.«
Man hatte nsu en stor Latm uden for Slosttet. her
tugen butlede dybt og ratte Dwnningen uden Jndvending
sin Arm. Riddersen gik soran med to Atnestager. Paa
Hertugens Vint ilede hanö Distsvewde til tned Falles-.
Til Grev Gethards store Fotundring strtes Dtonningen
saaledes med den stsrste HIfliØhsd og nied fyrstelig Pomp
ud as Skottet og ovetlodes uden Jndvensding til hans
Besiyttelsr.
Faa Timer estet sejlede Dtonningen med gunstig
Vind ind asd Nybotg Find, og hettug Vatdernat soer
med den fangne Dtost Pedet mod Als.
Fiortende Kapitel.
Medens Trost Pedek sad i et haardt Fængsel paa
Nordborg Slot og intet tun-de foketagse til Kongeni og
Landets bedste, sorgede gamie Niddet Jon saa vel sont
Gtev Geryon-, Kansleken og den tto Rimsaatdssn med
uttættelig Aatvaagetdhed for Kongehusets Sitlekshed vg
«for at feste den umyndiges Trom. hettugen fandt
det nu ille taadeligt at gisre sin Rigsforstandethvighed
gewende. Makst Stigs tsbede Plan med at lægge Dan
msatt under Notge og Heringens Frygt for, at hans eget
drisiige Ansiag var kobet, syntes at have forvirket ham al
deleö, og shan losd sig itke se ved det danste Hos. J sm
Hatme over det mislyktede Optik og det uheldige Bei
lerforssg hos Dtonningen, der iscer var ham en trentende
Ydmygelse, dtog han kort eftet til Sachsen, og snart havde
man Eftetretninigen om, at han pludsfelig havde formælet
sigi mesv Hering Johans Dotier, sden fromme Prinsesse
Sophia.
En for Danmarl lykkelig Omstændighed maa have
forfiyttset det fatlige Angab, Landes truedes med af den
store, nsokste Flaade, der laa ved Eier-· Den plumpe Jarl
Mindre-Alf, heb det, siulde med den norste Kongeö Pud
ling Haltell Augmund, ans-te Flaaden. Msen kort eftet
fortalte Rygtet, at Jarlen over Drktkebordet var kommen
i Uenigbed med Haltell og havde dræbt ham mev en Bin
kande Tige for den notste Konsges Aafyn. Hetcver var
der-W , , , ,
Moend var klevne nedIuggede ellet henrettede; Jarlen selv
var dnmt srediss og stygtct til Sverrig. Toget mod
Tanniart blev opsat. Men de sredløse sorutoligede avo
hprlig de danste Finster: sde brcendte Middelfart og Hinw
holni i Fyen, og næsten ingen Sø·sta«d i Danmcirt var
sri for disse Voldsonime Geesten Marst Stigs Nadn
rar cn Strscek for atle Dansie. Snart var osgsna den sred
lose Rane Jonsøn en nf de dristigste Seit-dere, der for
urnligede Riget. Paa sm Gaard stsled vetd Stevns
Klint badde han endegiaa en Vefasstning og en Tilsingt
raa sine Revertokn Fcr at mislede sine Forsølgere red
sum altid, nnar han var i Land, pnn en Heft, hvis Sto
hager dendte freund, og han var nltid ledsaget af en
surrt, gtudsc Hund, der tnnde adsdare Sigm mrd Jus-l
gerne cg seld i Nivdxsfald binde an med de starkeste Krigsi
insond. Zank-et Rane som Marsten op« alle de sredløse
date lyste i Kiriens Band af Ærtebispen i Lnnd; men de
syntes dristig at ttcdse Bandstrsaalen sein Fremd-stetig
domrnen. De fleste ftedtøie vare atter ftygtede til Nord-e,
hdor de ophidsede den norste Kein-ge til et asgørende Jog
mod Daninart. Men Marsten blev trodsig vaa Hjælm,
hoorsta han itelig plynldrede i Nørrejylland og pag Lerne.
Den stolte Gred Jacob besæstede Hunekalg i Nørrehalland,
cg sanvel shan sont Marsten beredte sig xaa at forfvare
sig i Landet til det yderste.
Jmidlertid opsatte Dronningen og Rigsraadet itte
Kroningen tanger, end til den strenge Vinter ajorde Bælt
og Sund utilgccngelige for Fjenden og Sorsøvsernr. Jnle
dog 1287 blev den nnge Konge Crit Menved, som han
allerede taldtesML højtidelig salvet og tronet i Land.
Dette var den sidste vigtige Handling, den g-amle, tro
Ærtebisp Johan Dros foretog sig; han levede itte dg saa
i denne Werden-, orn hans Bøn sor Kronens Sittethed
op-fyl’dtes. Kort ester Kroningen blev Forbundet og Ven
stabet med den mecgtige svenste Kong Magnus Ladelaas
befcestet veid den dobbelte Forlovelse, der alleeede leenge
havde været indledet og hemmelig bestemt: den lille dawste
Prinsesse Merete blev as de svensie Gesandter fort til
Sverrig, som den svenste Tronarving?, Prins Virgers
Forloveoe, og i Midten af Marts Maaned blev For-wori
ten mellem Kong Crit asf Danmart og den svenste Prin
sesse Jngeborg ofsentlig ertleerets Der var i denne An
ledning en stor Festlighed i Helsingborg hvor den wage
lige Forlovelfe stulde fejkes med Ridderspii.
Bed denne store Fest var hele det dansie cg fvenste
Hos til Siede, og her viste den unge Kong Erit sig i al
sin Ridderglans sor sen tiltommende Dtonning, den dejlige
Prinsesse Jngeborg. Jugen, som saa denne lille, eisk
veerdige Prinsesfe, tunde notsom berømme hendes darn
lige Stsnhed og Huldrigshed, og de begeistrede dansie
Stalde ncevnede hende allerede i Haabet Danebod eller
de Danstes Trost.
Turneringen stulde holdes med al inulig Pragt og
paa famme Bis sdm i Frantrig og Tyftland. Tagen
sør Riddeispillet vare Riddernes Vasabner opstillede i
Krrggangen til Dotninitanerl«kosteret, hvor en statseiig
Herold fortnntte enhders Navn, som tilhorte Zijoldene.
Dronning Agnes dg- Dronning Hecvig ai Sverria, Grev
Geiizards Syst-r, tillige med Prinsesserne oq alle de eedle
Riddekdntner git denne Tag i Precession nennem Klo
stergangen sorbi de cpstillede Stjolde, og dvor de saa
regen uoærdig Ridderg Sljold, havdx de Rct tit at lsei
tere og ndpege det, hvorved de paacrdge ham Anfvnr cg
Udeluttelfe sra Ridderspillet. Dette stete ved tdende Niv
deres Stjolde. Det ene tilhstte den matige svenske Niv
der He. Karl Algotsøn, der med Jarl Mindre-Alte- Hjælp
dolsdsomt hat«-de dortiprt Nie-der Thorsiensøns rige og for
nemme Irrtum-, Jomfru Jngrid Dei var den danste
Dtonning, der berøtte hans Stjo!d. Hun tendte Sagen
og den brave Thorstenspns Tab. Stjosldet blev sieblitte
lig dorttaget as heroldem og den aloorlige svenste Konge
dad, at Sagen strengelig stulde undersøgeswitx Det andet
Sljold, sont bled antlagende bersrt as en Ridderdame,
tilhdrte en danst Ridder: det var den tro Bent Nimmt-d
ssns ansden Broderx Nidder Jon Rimiaardsm Stsnt
han var i Slægt med Dronning Agnes, blev han doa
strats udeluttet fra Ridderspillet. Han ssgte Redning
ded Flugtem men der blev anlagt en Livsfag imod dam,
son: Kritik-essender og Morder"").
I
«) Maaske at band Mundheld2 ved alle heilige Meendt Nogle
ndlede dette Nonsens Tilnavn as Meendevid, med Hensyn
paa den unge Konges mandige Bid og Msgt.
") Ridder Algotlsn blev Aaret ester fangen og halshugget
paa sammt Sied, hvor Iortssrelsen var ltet. Thorttens
tsns boetlscte Jestems blev siden Abbediste i Breta Klo
ster.
»I« J en Spreu pas hovet blev han siden ved Lodcnftning be
stem til fide-h tom en hemmetig Forbrydeu hau tkriss
tede few sin- Wgerntnger for ckueisitiet paa Segletecet
as W over Beet-; man bar en sampevite bekom, kal
det Jon Rtmaardssns Skrittemaob
«« ' Goetseettey
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Mag 80 Tents. Ins-banden 81.20.
Erik MenvedS Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmstag 80. Jndbunden 81.20.
Kong Erik og de Frcdlosc.
J Omslag 80 Centg. Jndbunden 81.20.
VANISE LUTPL PUBL. EOVSB. Blatts, Naht-.