Crit Menveds.xBarndom,
Historifc Roman
ei
Bernhard Severiu Jugemamr.
T r e die D e l.
(Fottfat.)
»Store Gudl« —- udbrød Drost Perser sjceleglad og
greb Fangers baevende Haand med Varme — ,,tør jeg
tro, hvad jeg horcrl — saa har den forbarmende Gud da
hart min Bsn og bøjet eders Hiertel J vil vcere vor unge
Konge tro og huld — J vil tilstaa alt vg svekrge ham»
Lhdighed —- J vil gsre alt godt igen — og han vil —j
han maa benaade eder. — Men han raader dog ille ene'«
— tilfpjede hcin betænlelig — »uden Heringen-s og Bron
ningens Minde lan han ikle benaade eder.«
Ridder Laves blege Kinder vare blevne blussende røde.
Hirn tav et Øjeblis og snntes at betænke fig. ,,Hertugen
lon itte fordømrne mig« — hvislede han derpaa fortrolig
med et tillidsfuldt Smil ---— »der-for har jcg set-get. Som
Kongens Leeremester on, forste Raadgiver lan du med ctl
Ord bestcmme hans Villie- Et venligt Ord hos Dion
ningen fandt maaste et villigt Øre. Der var en Tit-, da
et Ord nf Peder Hesfel lunde gøre Under hos den stvnne
Dronning Agnes —— —--—«
Trost Pers-ers Aafyn formørledes. Ridder ancs Mi
«i:spil behnncde ham ilte. Glceden over hung Sindsforuns
dring fvrfvandt pltidsislig, idet han nu tilli.»1e erindrede,
hncd Stirinen nys bcvde troet O opdago. »Som Mcnnefle
tot jeg nmasie tale, hvor jcxr soTn Drost maa tie« —- sande
ban med streng Alvor —— ,,nren det tør jeg bog tun, naar
jeq red med Vished, at J taler Santhd oa ille felv her
oplagger Rand mod siengen og Fcrdrelandet.«
»Hvad! faar J nu Strnpler? Drost Peder!« —
fvarede Ridder Lave forftrceklet rg med dæmvet For
biirels-e. —- ,,Jeg hat jo omvendt mig til eders Statt-stro.
Vil J se mig jamrc og hyle i Seel og Afte, for ot tro
det? Gier for mig, hvad J kan, Pedcr Hesfell J ftal
se, jexi er iile utnkncknnielig!« — vedblev han cengstelig og
i hierteligete Tone. — »Di.n Fader var min Ven, og
hvad jeg lovede sham i hans Delos-stund, shar jeg itte glemt:
— redder du nu mit Liv, soni jen en Gang reddede dit, skal
min Faderhonnd ilte lcengere adsiille, hvad en mægtigere
Haano har sammenføjet —«
Drost Peder var meget bevaegct; men nu bemaerlede
lmn et listigt Smil i Ridder anes nrolige Ancegt, og han
følte med Harme, hvor ncer hart var ved at bedaares. »Selv
ilte for den Pris sælger jeg min Troslab, Ridder Lave!«
—- udbrød han heftig rg med lrcenlet Selofølelfe — ,,slal
jeg uden at foragie mig selv tale og love for eder, maa
jeg vide, om vi ter tro eder. Hvad bar J med Heringen
at gere? hvad stod der i det Brevslab, J nns lod ham
optage med sin Handsie?'·
Ridder Lave for forfcerdet samtnen og blev dødbleg.
»Vrevstal1et! —- hvillet Brevslab?« — ftanimede han —
ha, er J alvidende! — der stod — der stod ved den
lerrnre GIN der ftod ille andet deri, end livad findt var
—- at jeg var en uforsigtig Gcet og havde bragt Bied
stnber her til Landet, som maaiie tunde volde Heringen
Fortreedeligheder, hvis jeg ille oplyste Sammenhaengen
med dem. Jeg lan vidne, at de vare strevne af hans
Fjender for at opfnappes og sætte sham i Mistanle for
lønlig Forbindelse med de fredløse — -—«
»Ulyltelige!« — afbrød Droft Peder harn — »J leger
endnu paa Randen af en Afgrund med tvende hvasseSværd,
og de vil begge falde tnusende paa eders Hovetx Jeg tan,
jeg tpr nu itle gaa i. Vorgen for eder. J er endnu Dan
msart og Kongehuset en farlig Mand, og jeg var en Lands
formder, orn jeg vilde vidne andet for nt frelse eder.
Men for eders Sjaels Fred vil jeg sorge. Vil J oprigtig
belende Kansleten eders hele Brode, vil J endnu ser op
tcenke eders evige Vel — saa tan maasle Kansleren tale
eders Sag sfoo den forbarmende Gud vg for sangen. Juden
en Time stal lyan være hos eder!«
»Al ja, at ja, saa lad Kansleren da komme og be
rede mig til Dsden!« —- jamrede Ridder Lave og torrede
Angeftfveden crf sin Pande — »saa vil jeg da give mig
Gud i Vold. —- Hos Meneslene er der dog ingen For
barmelse At, saa min Jnge, hvor haardhiertet J er,
Droft Pederl hun vilde aldrig elste den Mand, der tan
viere saa grnm mod hendes ulytlelige Fader.«
»Den almaegtige Gud er mit Vi-dne!« — udbrsd Drost
Peder og lnugede Haanden Mod sit Bryst i den heftigstc
Smerte — ,,det slcerer mig dnbt i Sjcrlen, at jeg iite lan
tro ever bedre. Heringen vil J- vinde ved et falst Vio
nesbyrd og mig ved ei falfl Hand J vilde, om J tunde
det, Tiere min Kæklighed til Form-der inod min Troftab.
Nei, Ridder Lade Littlel fauler-es staar J itte til at redde.
Kun Sandhed kan frelfe Eder og Fcedrelandet og os alle.
Gud give Ebers vailende Sind Faithed vg Mag-i til at ville
helt og for Alvor, hvad J nu tun vil paa Siremt og
for at redde Eder for Mennestenes Domstol!«
Med diese Ord git han tilbage til Fæiigselsdsren, som
aabnedes for ham oed tre Slag med hans Svcerdhcefte.
Ridder Lave sank jarnrende om paa Stengulvet, og Drost
Peder horte penfoy hvorledes den pinligste Dsosangft
nu fhntes at nitvinge shani en naiurlig Von.
En halv Time efter, at Drost Peder havde forladt
Fængflet, gil Kansler Martinus i sin Dominilanerdragt,
med sit Breviar og sin- Lygte i Haansdem over Slotsgaar
den til Taarnet. Han blev strals indladt til den kengstelige
Statsfange, som han fandt i en saadan Sindsforvirting
og Strid med sig felv, at det ilte var den silosofifle Kanzler
mulig at bringe Sammenhæng i hans Belendelser og modsi
gende Ytringer.
»Er det Jer, fom stal berede mig til DIden2« —i
sagde Jungen og foet op imod ham med et vildt ftirrende
Blit. — »Bei. det et paa hoje Tidl Stejle sog hiul er,
mig Gerede — —- Drost Peder vil jo itke lbede for mig —
og mit Barn, mit liatkels Barn — shun vil de- af Starn
over sin Faden Men mig ster min Rett« —- vedbkev
han med hvislende Stemme. — »Jeg nitlede —- se saaledes
nitlede jeg i de sorfcerdeligeö Raub. Dei Nil loslede
mig maaste min Selighed og Kong Crit Christopherspn
Livet. — Var jeg tlte med blandt de tolv i Finderup
Lade? —- Nej, nei, det var en Drom« —- udbred han
heftig —- ,,i den Nat forraadte jeg tun min Herres Borg
—- hans Blod kdm iite paa min Haand — det lommer ikd
oder mit Hoved —- men Ve-Raabet harte jeg fra hani
Kiste ——— det lom fra Graden — n«ej, fra Helvede ton
det -— jeg husler det not. — Jeg er itke dsmt fredlss at
Mennester — men fredløs, edig fredløs bled jeg dog i
hin Time· Jeg er en ulyttelig Mand!« —- suttede han
rg sholdt inde. — »Ha, men Ulytten stal itle nedslaa
;mig!« — dedbled han og tnejfede — »Jeg er asf cedel
lBrer —- jeg der itte sosm Lands«foræder, nej, sont Fettne
landsvem som Tyranfjende! Hdad dil Du mig, Klett! D u
er itte min rette Striftefasder — Du er itte den tcekte
Dom-prodft, der tør byde Konger og Kejsere Trods» Jeg
lender Dig not, Du er Bogormen fra Antvorstod, den
lcetde Kansler — Du dar Tyrannens Ven, og nu dil Du
have alle fri dansle Mænd fredlsse og i Band. Kommer
Du hid for at «høre mit Striftemal i Aften ogl dømme mig
til Hle og Stejle for det i Morgen? Nei, nej, der bliver
intet af, min shøjlcerde Herre! En flog Statsmand tan tie
og maa tunne dø som en Hund uden Striftemaal og
Psnitentse —- —«
Saaledes dedbled han at tale «fordildet, idet han snart
anllagede sig for de største Forbrydelser og snart pralede
af sin hnje Byrd og StatskløgL Endelig tom han til Be
findelse og braft i Graad.
Den larde Mester Martinus hadde fdrgcedses afbrudt
hans fordirrede Tale nogle Gange med at ville dise ham
mod hdilke Negler udi Logica han fordre-d sigx nu sejrede
den ivrige Sjeelesørger over Fildsofen, og han bennttede
dette Øjeblit til at anføre alle de Steder a'f den heilige
Strift, som han troede kunde bring-e den fordildede Son
der til Omdendelse. J den Formening, at han dsog hadde
dærct nied blandt Koiiqemorderne, bled han streng og
heftig og udtordnede Bodens frygteligfte Trusler mod
Majestcrtsforbrydere og Manddrabere.
»Nei, nej!« —- ndbrød Rinder Lade — ,,Knngemorder
er jeg itte; men fordømt er jeg dog, hdis der i«tte er For
darmelfe hds Gud oa den hellige Kitte. Her, høri jeg
dil strifte!« Nu taftede shan sig i Siedet for Kanslerens
Fod og tilstod etshvert Stridt, han hadde gjort, og l)dor
!edes hxm dar bleden inddillet i Sammensdcergelfen uden
dda at hade taget noaen doldsom Del i. fine Freuders
blodige Hcednsdaad »Droft Peder havde dog Rett« —- sag
de han tilsidst — »tun Sandhed lan frelse mig og os alle.
Seld i denne Time dildse jeg stuffc ham; han tan itte tro
mig; han lan itte bede om Naade for mig. Lad mig da sle
min Ret! her maa jeg fordøtnmes — men frels,frels
min Sjael fra den edige Død!«
,,Edcrs Sdnd er stor« —- sagde Kansleren bevceaet
—- ,,me:i de Mennester, som misbrugte Eders Sdaahed,
bar større Synd end J« — og nu talte han med sand
Salvelse Evangeliets Ord til den angerfulde og gad ham
i den hellige Kirtes Nasvn Jndulgexis for sine Synder,
hdis han vilde blide fast i sin Anger og tro i den Om
dendelfe, bnn lovede. ,,Ogsaa Eders derdslige Dommere«
— tilfojede han — ,,haaber jeg efter denne Eders Beken
delse at fortnildr. Hdad J bar betroet mig, ftal intet
Menneste af mig erfare, sprend J seld tillader det; meti
gid mig Ret til at aabenbare det for Dronningen sog vor
unae Kongek og jeg lover Eder, at der med Guds Hjcelp
ftal undes Eder Frist til Omdendelse i et taaleligt Stats
feengfel.«
»Sig dem alt!« — udbrød Ridder Lade dg omfaivnede
«.,ans Knce med de stælvende Arme —- »J mit Lenkammer
paa Flyndekborg er et hemmeligt Stab i Muren — der —
der ligger Vediserne for min største Syn«d. Lad al Verden
di.de min Brode! men lad mig tun itte do i mine Sem
der! Und mig tun Lidet — det usleste Liv! og jeg dil
gerne stjule mig dg- min Stændsel i det mørieste FaengieL
Sig dem alt!« —- vedibled han i den grueligste Spcensding
—- »sig dem ogsaa, at her i- Morgen blioer Oprør og Myt
teri, hdis de itte foretommer det! —- De fredlsse er her —
de dil med Heringens Hjceld bemcegtige sig Kongen. Jeg
har seld bragt Hertugen Bredet derom —- —«
»Barmhjertige Himmel!« — udbrød Kansleren sor
fcerdet og løsrev fig. Han bantede doldsomt paa Ferng
felsdøren Den aabnedesi Fangen dilde undfly med den
bortilende Kansler7 men et meegtigt Stød af den stærle
Fangeoogter stdrtede ham baglcengs dm paa Stenguldet
uden Bedidftshed —
Colvte Kapitel
En nmaadelig Mamgde Mennesler fra alle Sjcrllands
lsnne var kommen samtnen i Stelflør, for at se on hylde
den nnge Konnt-. Bt)en, som hnvde vckret halv afbrændt
i Kong Christophers og Henril Æmeldorfg Fejde, var
endnu ille kommen i sin fortige Flor og kunde ille rumme
en tiende Del af de mange fremmede. Alle Landsbyer i
Ncecheden vare derfor opfyldte med Mennesler. Folle
sti.:nlen forøgedes desuden ved del Rj)gle, at Kong Exil
Cshriftophersøns Banematnd her date perfonligt indstcevnte,
for at høre deres Dom, men at de agtede at forsvare
netes Sag for Follet og gøre Jndsigel.se tnod Fredlos
he"dsdommen. cn betydelig stngdc af disse Incegtige
Adelsmænds Venner og Tilhoengere vare desaarfag for
samlet. Allerede om Aftcnen forefaldt der i Herbei-gerne
og paa Gadetne adslillige haansdgribelige Tvistigheder mel
lem Almuesfolk af de forslellige Partier, og Stadsfogden
maatte have kongelige Lanfelncegte til Hjælp for at holde
Orden.
Saasnart det den folgende Morgen ringede til Otte
fang sra St. Nicolaj højc Spir, lfamledes allerede Follet
Paa Thingstcdet og paa den store Plads udenfor Dion
paar-den, lyvor man vilde se de longelige ride til Dane
-hosset; men den ene Time gik efier den andeu, og de
tongelige lode sig ille se. Slottet var omringet af kon
gelige Lanselnægte, foruden Borgervagten, og i Spiidsen
for en liden Del af Deonningens Livvagtsryttere hol-di
Dkoft Pedek og Grev Gekhard med beten-kelige Miner
udensot Slotspotten Drost Peder bat endnu sin hsjre
faarede Arm i sit Axelstærsfx men han fokftosln som en
dygtig Vanbenmester, til Nod at spre Sværdet med den
Jvensttr. Sotn det lsod til, haabede man at have forebyg
lget alle Uroligheder ved Hyldingen og havde fundet det
ullogt endnu at btyde med Heringen. De neermeste Gaatde
ved Slottet vare imidler-tid paa Drostens eranstaltning
l lheinmelig syldie med den øvrige Dei as Dronningens Liv
! vagtsryttere, som man troede var-e blevne ti«lbage paa Sti
» bene. Disse Drostens hengivneste Krigsmcend havde Be
saling til at rytke frem og omringe Heringen i det Die
« blii man saa det dragne Sværsd i Drostens Haand.
the langt sra Grev Gerhard og Drost Peder holdt
Heringen i en glinsende Pragtndrustning paa sin Hingst
blansdt sine Riddere og sit unselige Folge as slesvigste
Ryttere. Han syntes spcendt og urolig; han betragtede
den talrige Folkehvb med vpnicertsomme og sorsiende Blit.
Drost Peders mørie Alvvrs-Ansigt shnies itte at behage
ham, vg Grev Gerhardts kækte Mine lige saa li«det.
Foltet begyndte at blive utasalmodigt over den lange
Venten, og Drost Peder hvistede misfornøjet til Grev
Ger-hard: «Det er vor gode, betcentelige Kanslers Siyld.«
Man hørte nn hist og her Murren og fortrcedelige Ytringer.
»Hvorlænge stal man staa her paa Pinde nden at
saa vaadt eller tørt!« —- brummede en tyt, aldrende
Borgermand, der stod Sti«ldvagt.
,,Tid til al Ting, Fa’erlil!« —- svarede en lsangstaegget
slesvigst Rytter. — «Jer Konge behøver just itie at sinke
sig stort med at saa sit Stieg glattet, men han sial vel
sørst svøbes og have Die. Dronningen inaa jo ogsaa viere
pudset og pæn, ved jeg, at Drost Hoseøl ille skal blive
hende utro for Eders unge Pigers og Koners Skyld.«
En raa Latier blandt Rytterne ledsagede denne plumpe
Spot.
,,«folt er muntre; det kan jeg li.de!« —- sagde Grev
Gerhard, som hørte Latieren, men itle vidste, hvad man
lv ad·
Drost Peder haode hørt sde nsorskaminede Ord; han
glødede as Harme; men han saa til den modsatte Side
vg synteg itke at agte derpaa. Latieren«vedblev og for
nyedes ved andre Ytringer as samnie Slags.
»Stille, Karle! tal med Respekt om de kvngelige!« —
sagde Heringen til sine Folt med iilsyneladende Strcenghed
»Ja, taa Jer i Agi, Karle!« — sagde en as Hertugens
Riddere —- ,,Drosten«"5 venstre Arm stal itke vcere at spøge
med. La J, min gode Mand!« —- saade han til Vor-;
ren —- »J hnster »vel not, hdad det toster i Skelsiør at?
tnurre ved Kongehylding·«
»Bei var et sandi Ord, strenge He. Ridder!« —
brnmmede Vorgeren —- «vil vi nu itte igen have Husenei
fvedne as over vore Hoveder, maa vi vel tude med de
Illve, vi er iblandt, og siitte vs i Drcngernagten og
Slørteregimentet.«
,,»Fr, for al Lands-ins Ulykle!« — sagde en ansden —
»stal nu alle danste Maend staa under Tøslen og Drenge
svøben2«
i »Du har not Lyst til at være sredløs inden Asten,
iLandsmandP — sagde en høj Mand i Munkedragt —
,,"det lan man nn oin Sinn-der blive for et godt Ord.«
,,Ved J nyt, fromme Herre!« —- sagde en svæsr Messe
Idreng til Munten —- ,,Marsk Stig og hans Venner blive
Ii Dag lyste i Kiriens Band as Ærkebispen i Lund.«
,,·J Band, i Band!« —- ninmlede den ene til den
andeu
,,De er dog aldrig galne!« —- sagde en høj Mand i
Harnist og med en stor, blaa Kappe.
»Han begynder starpt, den lille Herre!« —- sagde en
spottende Stemtne ved hans Side — »han maa have en
bandsat lang Sløjkjole, siden han alt tan have Æriebispen
i Lommen.«
,,Æl)lei salder itle langt sra Stammen!« —- bemcerkede
den tytie Borger, og shans Sideniand begyndte at nynne:
»Dir saa votser den liden Ulv
Med hvasse Tand i Mund.«
»Hvad kan J vente andet?« — svarede den slesq
vigsle Rytter —- ,,Det tnder alt, som af en Ulv er tommet,’
siger man ogsaa hvs os.« .
Den as Dronningens Ryttere, som holdt nærmest ved
Slesvigeren, havde lcenge siddet i Sadlen som paa Glieder
»Er her Ulvennger iblandt os« — ndbrød han nu i bred
nørrejydst Mundart — «saa er det not snarere i Jeres
Flot, end i vores, bitte Slesviger!«
,,Det maa der en god Hundesnude til at lugte!« —
svarede Slesvigeren.
»Hast os ere Hunderte ogsaa strappe vg tro« —
sagde Nørrejyden — »men nede ved Gottorp stal de jo
vcere -vel saa strappe; dei maa den højsalige Kong Abel
betende, Tieres Hertugs Farsader —- ester ham renlder der
jo tre aioende Hunde hver Nat for at henie han til Fanden
i Helvede.«
»Den, der laste! vor Hering eller hans Slcegi, vil
jeg tnælte Helsen paa!« —- sagde den slesvigste Ryttek og
drvg sit Socerd.
»Da den, der spottet min Dronnina eller Drosten,
vil jeg huaae Naese og Øren as« —- svarede Droningens
Rntter og svingede allerede sin Glavind. Flere blandede
sig i Tvisten, og sinnt di Var strenge-läg forbudt at
drage »Sveerdet, førend det befaledes, saas der allerede
mange Svcerd blinle baade blandt Heringens og Dron
ningens Rhttere.
»Stille!« —- raabte Heringen urolig og saa sig vm til
alle Sigder.
»Den, der slasar det forsie Slag uden Høodinsgsbud,
er Dødsens!« — bød Drost Peder —- og de fleste Sivcerd
soer atter i Stederne, medens den højrøstede Tvist blev
til en dcempet Mnmlen.
,,De longeligel de iongelige!« — lød det nn i den
nrolige Fvslkehvb, og der blev et Øjeblik ganste stille. J det
samme lod Dronningen og den nnge Konge sig se til Hest;
de rede i et prægtigt Optog nd ad Slotsporien, ncermesi
omgivne as Ridder Jon og Rimaardsøn tilligemed tolv
Drabanter og Kansler Martinus. Den gejstlige Herre
sad i sin Dominitanerdkagt med Iblante Sto sog hvide Hæle
Paa sin Pasgcenger, men han var gansie bleg og fvrvirret.
En stvr Del as Foltet hilsede de konaelige straks med
Hyldingsraab. Striden mellem Heringe-is og Dronningenz
Meend syntes ophørt; men nu rsaabte der en mcegtig Stemme
blandt Folkek »Warst Stig- og hans Venner skal levet
bott, dort med alle Thranner!«
Heringen saa sig hastig om. Drost Pedet gav nøje
Agt paa ham og havde sm venstre Haand paa Spind
hcestets -·
hyldingsraabet sor de tongelige vedblev. Men nn
talt Tegn; thi nu hilstes Heringen fra tvensde Siddet og If
de samme Stemmer, der nys hasvde istemt OptsksraaU
for Marsk Stig. Drosten kunde ikte lcenger holde sit
Hat-me tilbage. »Ned, ned med Forrcederen!« taabte hu
stre Haand. J samme Øjeblik foek de stjulte Rysttete fres
as alle Gatarde og omringede P«ladsen. Hering Vade
saa sorbavset denne uventede Bevcegel·se. »Oprst!« For
reederi.!« — raabte chan. — »Forsvarer Eders lovmæssik
Rigösorstander, brave Danstet griber Drosten! han er
Form-deren Hug ind!« — raabte han til sine Rytteux
hard med Dronningens Ryttere saa heftig-« ind paa hast,
at han og bang Folk i største Hast maatte søge Reh-wins
ved Flugten; ikke en eneste hoIdt Stand — de flyede ask
gennem en Gyde, som endnu ikke var spcerret, og som fsrte
Ud as Byen.
,,Efter Hertugent efter Forrcrderen! ban er Kotige
’mordeknes Ho«ve·d!« —- raabte Drosten, og i. Spidsen fot
Dronningens Ryttere soer han ester de flygtende.
Under denne Tummel, som sorøgedes ved Folkets
Strig da Latin, han-de aamle Jon oa Rimaardsøn tilligemed
Kansleren og de tolo Drlabanter øjebliktelig fluttet en tekk
Kredss om de;1 unge Konae, og uden at oppebie Udfaldek
af dette Oprør, ilede de med ham over Slotspladsen midsk
igennem den oprørte Folkevrimmel ned med Fjorden.
Dronningen Var dristig reden frein blandt sine tro
Livvagtsryttere, og hun besandt sig snart i Spidsen for
dem imellem Greo Gerbard og Drost Peder. Foran dem
flyede Heringen oa hans Rnttere, som slagne as den stetste
Skræk, uden at se sig tilbage.
»Men, cedle Dronnina!« — saade Droft Peder —
,,Eders Ncerocrrelse her er alt for vosvelig.«
idet Svoerdet for ham af Steden og blinkede i hanö M- —
men insden han i den almindelige Forvirring kunde fes
sine Krigete i- Slagorden, foer Drost Peder og Grev Gek- .
raalbtes der fra en anden Kant: »Hertugen lede! Waldes-IF
Eritsøn leve!« Dette gentoges af en stot Flok Bot-III
og as alle de siesvigsle Ryttere. Heringen saa sig M-;
om i Forsamlingen; han tog sin Hat as og hilsede Wzs
med kæk Mine. Drost Peder saa i denne Hiksen et Ost-T
« .. ...«-«-«n«««.—..-... ..«.« ....- .«
,,"Jeg tror mig ingen Steds sitrere end mrllem Edek vg» ·
lden tapre Grev Gerhard!« — soarede hun tillidsfusld
,,Skamfcerd!« — udbrød Grev Gerhard — ,,er vi. nu·
itle uo«vervindelige, stulde vi ske en Ulykke!«
Uden for Byen paa den saakaldte Trandrup Mark«
hvor Henrit Æmeldorf havde staget Kong Christophet,.
bød Heringen først sine Ryttere standse og Vende derei«
.Heste. Jdet han lher bennttede sit Forspring til i ststste
Hast at opstille sine Mand i Slagorden, horte Drost
Peder et vi.ldt Angrebsstrig bag ved sig; shsan saa sig til
bage og blev en stor Flok jernklædte Ryttere vaer, blank-f
hvilke han troede at genkende Grev Jacob sog de to fredltfe
Riddere sra Danehofset.
,,J har vovet Eder for vidt, ædle Dronning!« —
sagde han uroslig — ,,«’Forrcederne har overlistet os. J
Krebs, arleK! Dronningen i Midten! Vig itke fra heut-ej
Silbe, Grev Gerhard!«
,,For den Pokker!« — brummede Grev Gerhard —
«skal jeg ocere Nikonge i dette fordømte «Keglespil? Bliv J
heller med Ebers saarede Arm i Midten, Drost Hessel!«’
Men Droften hørte itke, hvad han sagde. Dronningens
Ryttere han-de straks adlydt deres Høvdings Befaling pg
dannet en Kreds om deres Hersterinde. Dron«.1ingen holt-E
midt i Kredssen og saa sig om til alle Si«der; hun var
bleven bleg, men hun samlede al sin Styrke og gav nsje
Agt pala enlyher as Fjendens Bevcegelser. Grev Gevhatd «
red i Firspting rundt i Kredsen og fnysede som en vild
Løve i Bur· Fjenden trcengte frem fra begge Stdn
Drost Peder lod Kredsen udvide sig, idet han med its
sluppen Tøjle eg Soærdet i venstre Haand styrtede ittd
mod Hertugen og shans Ryttere.
»Vend J jer nu mod de fredløse, Grev Gerhath
— sagde Droningen rolig.
Dette var just ogsaa den kyndige Feerres Meningss
han foer ud asf Kredsen og raasbte: «srern Karte! i Linie!
— følger mig!«
Begge «de udvidede Halvkredse dannede ssaaledes snatt
to tcet sluttede Lin-irr, som kcempede i modsat Retning vg:
med delt Styrke mod den dolbbelt overlegne Fjendr. MidtL
imellem dem holdt Dronningen paa Bænget og var Bitt-ne
til en heftig og blodig Kamp, der kostede mange as hendeki
tro Mænd Livet. Hendes Kinder blussede nu af Jvet
og spændt Deltagelse; hun« saa snsart efter Drost Pedet
og snart efter Greo Gerhard; dog dvcelede hendes Blik
ostest paa den kække Greve, der med munter Kamplyfk
svang sit Sværd og syntes med shvert Socerdslag at trænge
Fjenden et Strin tilbaae Pladsen mellem de to dobelte
Rytterrcekker blev hvert Øjeblik større. Dronningien hande
med iorig Deltaaelse set paa Grev Gerhardts raste Frem
stridt; nu saa hnn sia igen om efter Drost Peder pg
udftødte et For«fckrdelsesstria: hun saa hans thterlinie if
Uorden og Drosten selo styrte hovedkulds a«f Hesten « idtfg
iblandt Heringen-Z Falk der med et rasende Sejer» ri «
tastede sig over heim. ,
(Fortsættes. s
B. S. Jngemann: ;
Valdemar Seien
Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.20. ,
TE
IErik ZNenVedS Barndom. JE
Jndbundcn 81.20. «
PrinS Otto af Danmarkg
og hans Samtid. F;
Omnag 80. Jud-banden sma. «
Kong Erik og de FredliesssexksF
J Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.20. ?
vmsn mu. Dust-. govsI.·31-1k. Rad-.
«
Iz«
