Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 3, 1903)
Eiil Mcnveiis .-.Barndoni, Historiik Roman Bernhard Seveein Jugemamn " Tr rdie D e l.-· ists-stahl Undek alle disfe Hsjiideligheder fotlod Heringen nir sten iniei Øjeblil de iongeli e« og ingen iom hcnn mer i riddetlig Ariighed og fin ådu dulmkdniungsiunst Dedu ningens Tillid iil hom, og den uvcerdige Miskendelfe, hun ttoede ai siylde hatn Erfiatning for, bevcegede hende nu endogfaa til en Besiuinsing der aldeles fired intod Rigs taadeis Ønstr. Heringen havde fvtestillet hende og hendes Brot-Te, at det var for alvotlige Tider til at tcenie paa fleke Festlighsedek, og at man tun maatie sorge for Mage husets Silkerbe«d. J Siedet for straks ai lade den unge Kcnge hylde i Sjcelland og derfra dtagc nie-d ham iil Kro ningshøjtideligheden i Land, bleve derfor de nn: Rigsfor siandere enige om at føre Kongen tilbage iil Viborgs faste Slot og opsætte Reisen iil Sjælland og Staune, faalænge Marst Siig og de fredløse tilligemeo de norste Sørøvere kund-e got-e Bæli og Sund usitre. Denne Besintning til lendegav Dronningen om Aftenen Riddcr Jon og Drost Pe der i Heringens Nærvækelfe og i saa befiemt en Tone, at hun derved gjordeenhver Jndvending uspmmelig. Drost Peder stod som paa Gløderz han saa heti et nyt Forspg af Heringen poa at bringe de kongelige Pet foner i sin egen eller de fredløses Magi, idei den listige Rinäforsimtder niaasle tillige vilde standfe Hyldinge:s. og fan Kroningen udfat til lkan selv lnnde tilrane sig Rixiei. Dei var som Zungen bsckndie Drosi Peder i Munden, for icrit oq nahent at røbe den mcegtige Formder og vidne, hvad hart vidsie oin den sande Aarsag til Heringens Ukeblivelie fra Tanehosset; incn Riddcr Json gav ham et strengi advarende Blick —-- osg han inv. Reisen iil Viborg var befiemt til næsie Morgen. Hosselsiabet adsiilie5. Niende Kapitel. Det var allerede sildigt ud paa Aftenen. TjexietflabetI ·paa Slottet var of Hofmarflen fat i Arbejde nied Reife-; tilberedelfe, og man hørte Tummel i Slotsgaarden medf Patvognene for det tongelige Stegerg. Hertugen og hsansf Folgt shavde truttet fig tilbage til deres Vcerelferz meni man bemærtede, at nogle af hans Svende forlode Slottetl og rede med ftor Jl bort ad Bejen til Middelfart. Den Unge Konge Var gaaet til Ro- Martgreverne af Branden borg hat-de nylig forladt Tronningen ? hendes inderfte Ge mat. Hun havde taget Affted med fine Brødre, der endin fanune Aften forlode Danmcirt for at drage til Kejfer Rudolph og bevcege ham til at ertlckre de danfte sinnge mordere fredlofe i Tyftland. Denne Hensigt med deres pludfelige Reife havde de dog alene betroet Dronningen. Den unge, ftønne Ente fad i fin Sorgedragt med Haanden under Rinden ved et fort Marmorbord, hvorpaa der ftod et brændende Boxlys. Den forte Hoveddug var tastet ttlbsge; de sbrune Haarfletninger hang bende ned over Armene paa Marmorpladen. De si:ie, hvide Fingre bladede i et sirligt Haandftrift. Det var en lille Perga ments-ng, paa hvis Blade hun gjorde Kors og Merkter med en Solvnaai. Heri havde hun i fine«enlige Timer givet sit Hier-te Luft ved oprigtige Selvbelendelfer, idet hun egenhændig havde optegnet enhver mcertelig Begivenhed i sit Liv. Her ftode endnu hendes fri.fle, fksnne Born dornsdrømme, fom halvt udflettede Paradisminder. De vare fnart blevne forftyrrede ved hendes ydmygende Barnefor lovelfe. Denne tidlige politifte Forlovelfe havde vceret en hemmelig Betingelfe for Kong Erit Chriftopherfons Be frielfe af hans Fangenftab paa Nordborg Slot i Krigen med hertug Baldemars Faden Erindringerne om denne hendes Afhændelfe var tun flygtigt betegnede, og hun fyntes endnu itte den Gang at have vidft den rette Sam menhceng; men med afbrudte Qrd og Spor af Taarer faa shun den Dag betegnet, da hun, endnu fom et halvt Born, af blind Lydighed vg Pligt lod sig finykle fom Kongebrud og blev et villieloft Offer for en Fredstrattat og en told politift Beregnt.ng. Om hendeg tærligthedslofe Ægteflab var Optegcielferne mange. J dette Tidspuntt fyntes hun forft at vcere kommen til Bevidfthed om sin Verdighed og oin Livets Betydning. Midt i den store. glimrende Verden havde hun ofte følt fig ene og forladt, i det hun dog nied Ungdomsnctig Livslyft hat-de benyttet ftn hpje Stilling til at adfprede fig og udbrede Glæde og erd omtring fig. Dei var endog faa lyttedes hende at fynes lyttelig, og faa vel ved fin Jndflydelfe, fom vcd Kronens fotbojede Glans havdc hun ftrcebt at modvirlev den farlige Oprorsftemning, der truede Kotigen og Tronen med Undergang. Hendes venlige Deltagelfe for Droft Peder var det førfte siygtige Lyspuntt i denne mørle Del of hendes indre Liv. Hans lætte, ridderlige Aand og den Hyldefh han viftc heade, haode givet hendes Kvindelighed et friere Sving, i det hun med «.t’tlogflab og Finhed havde fljult ethvert Savn og enhver Huftrueiis Kræntelfe under Nidderdamens og Majeftoetens prcegtige Masker- Hun sbladede fort i sin Livsbog og lod det forgangne gaa forbi. fig fom Drommebilleder. Ved den livlige Bestrivelfe af Turneringen i Helsingboeg fandt hun sprfte Gang Grev Gerhard nævnet med lunefuld Spog over hans mis lyttede Hyldefh men med Agielfe og Deltagelfr. Hun flog et Par Blade om og faa en bitter Erindrtng om hint trentende Vaarygte, hendes Yndeft for Droft Peder havde paadraget hende, og om shendes Beflutning, at undgaa ethvert Stin af Fortrolighed med denne hendeö tro ben givne Ridder for Fremti«den. Ved at genfe Optegnelferne om Festen hos Ridder Jon og hendes Dang med den sue-rede Grev Geryon-, farvede en let Nod-ne hendes Kin -der, og shun fslte nu, at sden djceroe godrnodige Staren danfer hat-de gfort et ftsrre Jndtryt paa heade, end hun t fin- dotierende Stillings shovde vtllet ttlftaa ftgs fett-. Den Vettedne hengioenhed, hvormed han« ogfaa sdenne Dag havde betragtet hende nied fit ene crlige Ofe, fyntes ensdnu at have gjort Vende shans BMed vatrerr. Hveed hun for lcnge fis-den haode Amt scab- om ham og den fine, artige Hering Baldetnat gensaa hnti nn ogsaa med Deltagelse. —Hnn havde givet Heringen Fotirinet i tidderlig Adsætd og Undetholdningstunst, i dei hnn dog hos hani havde savnet den Sandhed og djcerve «Hjertelighed, der gjotde Gtev Gerhatd saa vatter og godlidende. — Hnn lntlede Hund sttistet samtnen og saldt i dhde Tanter. Hnn gted endelig ester en Solvtlotte, der stosd paa Botdet,sot at lade sine Damet talde og begive stg til Ro; inen hnn tog hastig Haanden tilbage og lhttede. Det soretoin heade, som det Edantede sagte paa den hemmelige Dir til Verelset, der adstilte ihendes Gemaktetssta den lille Konges og soni tun fot den tongelige Familie selv var iilgængeligi. »Koin ind, inin Ssnl«· — sagde Dtonningen og vendte sig imod Dosen Den aabnedes sagte, og Kongenö tto Yndlisig, Væbnet Aage Jonsøn, itaadte besteden over Tætstelen. Han bleo ærbsdig siaaensde i lang Frastand og hilsede· »Tilgiv miii Dristighed, allernaadigsste Dronning!« — sagde han med dampet Stemine — »Min Herre, Kongen, hat besalet mig at aabne denne Døt sot at se oni Eders Naade et her til Siede, og om der ingen er hos eder. Han beder eder as højst vigtige Grunde at sotunde hani og Dtosten en Samiale her uden Vidtier.« ,,Dtost Hessel?« — spntgte Dronningen sotbavset — »-ad denne Vej og paa denne Tib? — nniuligtl — hvad betyder det?« ,,Jeg Ved det i.tte, Edets N-aade!« — svatede den lille, alvorlige Væbner — ,,men at det er et nødvendigt og vigiigt Anliggende, inaa jeg sorniode. Dtosien kom ikte gennem Dradantsalen, nien genneni den nndetjordiste Løngang tillige nied den høje Herte sta Kiel nied det ene Øje.« ,,Grev «Gethard!« —- ndbtød Dtonningen og slog hastig Slstei over sit Ansigt —- ,,et han her ogsaa! hat han ogsaa sorlangi at iale nied inig?« »Bei ved jeg ille, Edets Naade! Jeg havde Vagt ved Kongens indetste Dør og oidste itte, der var nogen Land-r i Muren, føt den aabnedes og begge Herrerie stod for mig. Dtosten bød mig vcette Kongen øjeblittelig og jeg adlød De blev sitats begge indladie og ialte hemmeligt nied Kotigen i. hans Sovetaniinet. Kott estet ringede han, og inedens han selv tlædte sig paa, befalede han mig sorsigtig at anders-ge oin Edets Naade var ene her og sige eder shvad jeg hat sagi.« »Ni! veli« — saer Dronningen — »sig din Herre, Kongen, at feg ventet hain her tillige nied hveni han findet det nodvendigt at niedbtinge!« Aage Jonsøn hilsede ærbodig og gi.t. Dioxiningen hat-de tejst sig ntolig. Hun aabnede et lille, sotgyldt Strin, der stod Paa Botdet, og geinie deti sin Dagbog Detpaa git hnn nagle Gange steni og tilbage paa Gnlvet lige sot et stott, siebet Staalspejl, hvori hnn tastede et flygtigt Blit, i· det hnn hastig ordnede sine nedsaldne Haut sletninget cg lastede sin Hoveddng iilbage. Kott eftet aabnedes Løndøren og Kong Eril traadte ind nied Dtost Peder ved Haanden «Hør ham, inin Moder!« — sagde den lille Kongc hestig — »Es-r og lass-, hvad den gode Drrst og Grev Gerhard hat npdageti — Heringen er falstz han tiil lolie as i Fotdasroelse.« : ,,Lad det itte sorntolige edet, cedle Dtonning!« — saade Drost Pedet hastig og hilsede ærbødig — »Faren er itte overhængende.», Mrn nden en højsstsvigtig Grund sinidt ieg dog itte have vovet at ncertne niig eder paa saa used vaiilig Tid og Maade. J Morgen oilde det have vceretH sor sildes For edets og Kongens Sittethed et det nn lige saa nadoendigt, at J ved det, soni det vilde viere satligt sot Lan-d og Rige, hvis Heringen sit mindste Anelse oni, at di gennenisaa hain og hans dristige Planet.« »Hvad er det? J sotbavser mig. Dtost Hessel!« — sagde Dronningen urolig. —- »-Hat J dittelige Beoiset? ellet er det attet en as edets og den lcetde Kanslets artig stelige Drinan Enten maa Heringen vcete den listigsie Hyller under Solen og et sthgteligi Menneste —- ellet han et mig og Kongehnset tro og hengiven.« " »Lces, lces selv, Ebers Naade!« — sagde Dtost Pedet og sreinlagde Petgainents-Bladet sor hende nied Grev Gethatds ·Segl. — »Hvert Ord, her staat, tan den cedle Gtev Gethatd sttats petsonlig ag, oni J sotdiet det, nied sin Ed bevidne. Han ventet i nieste Vcetelse paa edets Besalinger-« Dronningen satte sig ved Bordet og genneinlcesie hastig de as Dtost Pedet optegnede Bidnesbntd om Grunden til Heringen-Z lldeblivelse sta Daiiehosfet. Han blegnede. »Er det ninligt!« —- ndbtød shnn og tejsie sig. — ;,Stete Gnd! et da Rigets og Kongehusets Stiel-ne i en saadan For tædets Haand? — og det vidsie J sør Danehoffet i. Dag, Trost HeSsell og J kniide betreiite jet paa at tive Masken as Fortcedeten og bestæmine ham sor hele Folkets Aasyn!« »Gnd i Himlen ved hvad dei tostede mig at tie, cedle Dtonning!« — svarede Drosten med Haanden paa sit Bryst —- ,,men gamle Ridder Jon havde Ret: til Marst Stig er salden, maa Heringen staa nantasiet ved Thro nens Side og selv nodes til at besttide de stedløse J dei Øjeblit, han maa astaste Masten, er han vor gaben bate Mende — da er shande sredlsses Hoved —- og Op røterne hat en Konge.« »F hat Rett« — sagde Drotiningen efier et Dieblils Betæntning. — »Na sorstaat jeg Nidder Jons Foielighed i Dag. Siote Gnd! naar hat en Forteeder nantastet staaet Danmarts Throne saa næti — Lad Gtev Gerhatd ttcede indi« . Dtost Peder gil nd igennem Londøten og tom strals esiet tilbage nied Gtev Gerhard der undselig blev staaende ved Daten og buttede stift »Trced nætniete, adle Gteve!« —- sagde Dtonningen og git shani med blnssende Kinder i Møde. —- »J hat maasie reddet Riget og Kongehuset sra Undergang; men sig mig, hvor vat det ninligt? hvor innde J ane Msatstens Plan; og shvot innde J tiltto Heringen en saadan Un deisnndighed?" »Jeg vil itte prise min egeti Klsgh cedle Dronning!« —- svatede Gtev Gethard og ttaadte behjettet naerniete. — »Det vtlde tlaede nitg ildr. En stoe Del as min Visdoin i deite Stytce sthlder seg en gammeh snild «Pilegrim, jeg sag i Nähe, og som syntes at tende Ver-den bedie, end ssden tetxdte ham. Jeg havde allerede market Utaad, og ei IPat Vint gjorde mig klar-seh Med den sine Hertng Val vdein it ist seg lige saa lidi niaale mig i Statötlogstab sont — i H · i Artighed og sinutte Mauern-; men det turde jeg dog satte min Hals paa, at naar den Karl troede, han tunde blive Konge i Danmart, uden at rpre enHaand og uden at tabe Stinnet as en tro Foltets og Rigets Ben, saa lod hcm gerne Marsten forstyrre hans Rigssotstandervalg her -vg brød ssig en gvd Dag vm den Lytte og Heeder at være Ebers Naades og Kongehufets Bestytter. Det var tun saa min ringe Mening, Ebers Naade!« — tilfsjede han noget forlegen med et dampet Sut — ,,men at Hertugen bar Nerven i Sstjoldeh er vist not, selv da han fyntes at· eje det dristigste Haab om eders Deltagelse og Tillid.« Dronningen studsede og Gresv Gerhard vedblevt ,,jeg har desvckrre ingen andre Beviser for Sagen, end mit Ord» og mit »S—værd, saa vel som min tro Hasnars Udsaan. At» der var mange as Miarstens Haandlangere, sorn i disse! Dage vilde her over til Danehosset, men blev standsede af? mig, det er vist not; at sHertugen virtelig var i Slesvig den forste Danehofsdag og selv sprgede for, det tunde be vises —- det er ogsaa en Kendsgernina. J hvad Hensigt han var der, og om der virtelig var blevet Oprør, hvis man itte havde market Uraad, det lader sig itte videre go-dtgøre- Min hele Fortjeneste af eder og Kongehiet l eder rimelig Grund til at vogte eder og den unge Konge for Heringens Rand, hvor tjenlige for Land og Rige de end maatte shnes.« »er denne vigtige Advarsel modtage J min hinte sligste Tal, cedle Greve!« — svarede Dronningcn og ratxe sham sin Haand, som han med stjult Lidensiabclighed irrit tede til sine Lceber, i det han ærbødig bøiedc sit Kna-, hvor paa han strats igen drog tilbage i den forrige ærcfrygts sulde Frastand. Hvad jeg og saa ringe en Statsmand, som en stat tels afstediget .Hofnar, har opdaget, mas: vel desvcerre viere en Hemmelighed, ædle Dronning!« — tog Greven atter ester et Ophold Ordet. —- »Ved et Retter-thing, hvor der tun fcegtes tncd Snat, dner jeg til ingen Ting; jea vilde derimod Hiertens gerne tæmpe paa Liv og Død med Her ingen, hvad Øjeblit det stulde være, og mcd mit avde Zværd bevise for hele Ridderstabet, at han er en Nicding og Form-den bog, som eders tro Mann har sagt mig, vilde jeg dermed tun udscette eder og Nin-i for den størfte» Farr. Jeg indser selsv, at det for Øjebiiktct maa beerel seder og Danmart vigtigt at holde Frcd nied ha1n; derfari »stal han ogsaa have Fred for mig indtil viderc. Men! tillad min, ædle Dronningt at jeg fra denne Time slutter »mig til Ratten as eders og den uns-ge Lange-z Drabanter, on at eders longelige Personers Bevogtning ogfaa for en Del maa veere min Sag!« »Im Udtaarer jer til min Ridder og Besintter, brave Grev Gerhard!« — svarede Dronningen med hiertelig Bel villie. — ,,Modtag til Pant derpaa dette Minde om min sorladte og sørgelige Stilling Ved Danmartö Tl)rone!« Med disse Ord afløste hun sin forte, genuentsigtige Ho veddug og ratte ham den. Han lsøjede paa adel Moder vis sit Kna-, i det hnn trytte dei hredrendse Tillidspant til sine Lceber oa aemte det ved sit Bri)st. »Min Livfarve var fordum inorgenrød!« — tilføjede Dronningen vemodigt med et velvilligt Blit til Drost Pe der. —- »Denne tro Ven as Konaehuset bar den en Gang, sorn J vist erindrer; men der var ingen Lnlke ved nun Liv farve, den var desværre laant og svarede itle til mit Liv i Sandhed. Der-for besluttede jeg, at ingen Manv i Verden med min Villie stulde bcere den. Nu er Natiens Og Af sigelsens Farbe bleven min, sont den blev Danmarts. Gruer J itte for den, Grev Gevhardl saa bcer den, sorn xxzin vg Liandets tro Ven, til det atter bliver Morgen i Dan mart!« Grev Gerhard havde strats rejst sig igen; men han var som beruset af Glcede og saa bevægset, sorn han aldrig for havde solt sig. ,,Saa længe Gud under mig at leve i denne smutte, forunderlige Verden« — udbrød han nu, og der glinsede en Taare i hans fyrrige Øje —- ;,saa lcenge i. det mindste, ædle Dronningl vil jeg nu ingen anden Jdraet tcente paa, end at vise mig eders Tillid vcerdig og af Hiertenå Grund vcere eder og det danste Rige en fuldtro Ven. Det har jeg for længst for eders Styld med Haand og Mund lqvet denne eders brave Ridders mand« — her greö han Drost Peders Haand —- «Han beerer endnu den rosenrøde Farbe i Lønx men derfor slaas jeg itte mere med ham, al den Stund jeg nu ved, det er Jomfru Jngeg Pant og Haarbond.« Drost Peders Kinder blussede, og Dronningen syntes ligedez ;;:.»·,:t sorleaen vcd den ligefremme Grev Gerhards Aabenhjertighed. »Bei tommer itte denne Sag ved — det er sandt!« — vedblev Greven hastig, da han saa de sorlegne Miner —- ,,det bar maaste en Londom, jeg stnlde tie med: men det Var tun hvad jeg vilde sige eder, cedle Dronningt ncest mig, har J bist ingen oprigtigere Beundrer i. Berden, end Drost Peder Hessel Vi to vil nu tappes for Alvor am at vise eder hvem as os der dog langst og sidst bør have Lov til at bcere eders Farbe. Om den er sort eller rød bryder jeg mig tun lidt am, naar den er eders; men det ved jeg: tan nvget Menneske i Ver-den give eders Liv sin rette Farbe tilbage og gøre eder glad og lyftig i Sindet, ædle Dronningl saaledes sorn J vist er sødt og baaren til at være —- saa vilde jeg gerne give den eneste Øjesten, jeg har tilbage, dertil, at det maaite vcere mig bestittet; og om jeg saa end aldrig mer tunde se eders savre Aasyn og dejlige Stillelse, vilde jeg dog prise mig lyttelig ved at vide, at J var tilsreds med blinde Grev Gerhard.« Den trohjertige Ærlighed, hvormed ·han sagde disse Ord, bragte saa vel Dronningen sorn Daost Peder til at vverse den Mangel paa Finhed og Passelighed, hvormed han gav sit Hierte Luft ved denne Lejlighed. Paa Dran ningens Miner tunde man dog se, at hun ønstede dette »uscedvanlige Bcsøg og den Retning, Samtalen havde taget, jafbrudt Den ltlle Konge havde med spænsdt Opmaertsom «:he"d hørt efter og shntes heller itte, at— dissse Ytringer al deles angit den farlige Sag, der havde bragt dem herhtd. »Lad sdet nu svcere godt, Grev Gerhardl« «- sagsde han utaalmodig. —- »Min Moder bliver not glad igen,-naar Land og Rige er i Sitterthed og vi hat fundet paa Raasd imod Heringe-nd Fatsthed. Til Viborg rejse vi nu da itte i Morgen —- der har han jo sin Forrceder-Hcer i· Lcjr, siger lJ; stal jeg være Danmartö Kvnge, vil jeg nu salves og fædle Dronningl er saaledes tun ringe. Jeg har tun givet i —-.- - —- -.. -— kcones jo før jo heller. Er det saa Guds Male, at fes stal fortaadcs og myrdes, som min Fadet og min Jurist-m faa dsr jeg dog som en tigtig Konge, og del sial ikle san de Forrædere oel, som vove at lcegge Haand paa bestens Salvede hvot lille han erl« »Din Villie stal sie, min Sini«— spat-bezw ningen og klappede ham paa den blussende Kind. — »Æ Ønsie var ogsaa Riddet Jons og hele Rigsraadeis, sit jeg i min Fovblindelse iog Heringens glatte Ord fqt optigtis Hengidenhed. Vi rejfe i Morgen til Stelstst i Siedet for til Viborg. Saasnart du er hyldet i Sjæsand, W vi til Kroningen i Luni-! men ingen taler et Ord deeoml Lad mig taadel — Hertugen stal folge os, som miu htfss ligste Ridder. Han maa ikke mærie den mindsie Forme dring paa os. For vor Sitterhed undervejs overdragee jeg eder, mine Herrerl Omsotgen.« »Ja, lad det blive saaledes!« — sagde den unge Konge glad —- »Den almcegtige Gud og vor kære, heilige Jene vil nok lestytie os. God Nat, min kære Moder, J lau nu sove irygi. Ridder Jon hat Vagt i Dcrabantsalem og disse tro, gode Herrer blive her paa Slottet i Nat.« ,,Gud holde sin Haand over dig, min Sovi« — sagde Dronningen og kysfede ham inderlig bevceget paa den runde Pandr. — »Tai med mig den Almcegstige, som hat bedaret os saa tro, hengivne Venner i vor Rad og Fores« Med ædel Dronningdærdighed hilfede hun nu de lvende ridderlige Herrer til Afsked, og de forlod med den unge Konge Dronningens Lønkammer ad samme hemmelig Vej, hvorad de var komm Tiende KapiteL Saafnart det var Morgen nceste Dag stod Tron ningens Rejfetarm for Slotstrappen med de sets intelle Lvide Hingste og mange pyntelige Forridere vg- Stall-integ te. Over tredi.oe Voebnere stod med deres kHerrers Hefte ved Tøjlen rundt om Slotstrappen, og forrest blandt dem tend te man paa den glimrende Væbnerdragt med lde flesvigsle Vaabenløver Hertugens Bæbner, der med ftor Bram lod den stolte Hingst med det prægtige Ridetøj gsre Krum spring. Ncestved stod Langben Gammelmand med Grev Gerhards snnple Neldebladfkjold i Haanden og en stark, brun Hingst osed Tøjlen. Stirmen stod med Drost Peders Kappe og Stjold i alvorlige Tanker ved fm Herr-es Heft og fyntes at have fordnbet sig i.Beskuelsen af de hertugelige Looerg uheldige Ansigter paa Skjoldet, hvor de mere lignede Ulve, end Løver. Han oendte sig med den urolige Heft og faa ud irnod Strandporten, hvor han med Gliede bemerke dc en ftor Bevægelse blandt Fcergemcendene og faa det kon gelige Flag bæres ud af Oldermandens Has. ,,Vi skal jo til Melfar og ad Jylland til!« —- fagde Lanaben til Stirmen. —- »Jseg havde dog troet, din Heere havde en finere Næse.« »Du maatte ønske, du var halv saa sinnsæfet, Lang ben!« — sagde Stirmen — »saa lød du maaste nu ikle din Herres Heft vende Halen mod den Vej, han sial ride.« »Da ved jeg- dog, man rider eller ager itte over store Bcelt i Maj Maaned!« — svarede den gamle Hofncm — »Men det var maasle ligefna klogt faa lcenge Binden ble ser fra det Hjørne.« «.Hvad mener du dermed73 Langbenl Binden er jo netop over store Bælt.« »Men ikte over det lille, ser du; det er Heringens Bind, sige Baadsmændene, og naar vi hat den imod os, stulde en statstløgtig Ncese, som din- Heeres, vel kunde lugte Halmen fra Finnerup Lade.« »Ven«d med Karmen og «Hestene!« — lød nu Drost Peders Stemme fra Slotstrappen. — ,,Det longelige Her skab lører til Havnen!« Alle Væbnerne adløde, og den- kongelige Katm vendte for Slotstrappem Drost Peder gik tilbage. Straks efter tom Dronningen ved Heringens Arm og den lille Konge med sin Søster Merete under Armen ud af Slottets For sal og stege i Karmen tillige med Junker Christ-wher. Uagtet Heringens høflige Adfcerd var en ubehagelig Oder raftelse dog synlig i hans tvungne Smil. »Vi tør itle byde eder Pliads i en Damelarm, Her tug Valdemar!« — sagde Dronningen — »dertil er J for vcrldig en Rytter.« Heringen svarede med et hofligt But i det han svang fia i Sadlens tillige med de andre Herren »Til Stibsbroen!« —— raabte Riddcr Jon nu til Korefvcnden, og i Spidsen for det ftore Riddettog rullede den kongelige Karm over Slotspladsen ned til den gamle Strandport ved Kanalen og derfra til Havnery ledfaget as en talrisg Mængde nysgerrige Mennesker, der uophsrlig strca of Glcede over at se den unge Konge nilke til dem og modtage Dronningens majestætiske Hiler. ,,De reife til Holdingen i Stelftør og til Kronitijen — til Kroningen i. Lund!« —- racrbte den ene i Meinen paa dens enden; og tusinde Hyldingsraab og Velsignelser lød fra alle Kanter efter dem. (Fortfættes.) B. S. Jngemamu Valdsenmr Seien Omslag 80 Ecnts. Jndbunden 81.20. Erik Mciweds Barndom. Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark og hanS Samtid. Qmslag 80. Jndbunden 81.20. Kong Erik og de Fredløse. JOmslag 80 Cetkts. Jndbunden 81.20. ( " DANISH mem. PUBL. Eovsa Zum-. Neu-.