» TæSningS Betydning
i et kristent Ungdomsliu
Foredrag, lsoldt asC. Stovgaard-Petersen, Sogneprwst.
(Fortsat.)
i
En sund, stor Digter er en stor Velsignelse. Men
der er slere smaa og daaelige Digtere end store. --— Kor
net tan blive baade til Brod og Brændevin, alt ester den
sorstellige Behandling det saar. Digterværlet ligesaa.;
J den store Digters Haand bliver Digtervcertet til nerende
Brod; — i den daarlige Digters til odelcrggende Brande
vin, der hidser og slapper. i
Der staat strevet: ,,Daarers Fortælling er noget
modbydeligt'«.
Man siger rigtignot, det horer med til Dannelse at
ocere vel bevandret i den Forsatter og den, især de nyeste
nye. Saaledes tales der, og mange opvalte Unge tror det.
Men seg siger Eder: tro det ille.
Dei var jo rart, stulde man i Dannelsens Navn tunne»
forpliate os til at lcese alt dct Toseri. enhoer He. Per ellerT
Poul findet paa at strive samtnen. Det vilde i Sandhedi
ver-re at binde Byrder, svare at bere, daa Mennesleness
SMer --« Tannelsc er at have et riat naturligt Fand as;
aandelia TrivseL ltrast og Sundhed i fin- Sag tun Dank
reife-! Men den sind-es itte ved at sylde sia med alstens
Zinnlitteratur i FlæmL Den fromme Alexander Vinet nd
lsryder et Sted i sin Daaboa: »Er jea Gud lydia, saa er
jea mere dannet end Tu, chdensmenneste!« Det er sandt!
Lndialicd mod Gud er derf sande Dannelse. Hvad der
itte bviler paa denne Grundvold er ille Dannelse, men
»Migdannelse".
.- Her lan J leere noget as den gamle Historie om Daniel.
Daniel levede som Ung ved Kaldceerlonaeng Hos. Daalig
stitlde han have sin Del as Konaens lcelrc Mad og den
Vin, han drnl. ,,Men Daniel«, staar der, ,,satte sig sor il
sit Hjcerte, at han ille vitde besmitte ssg med den Mad og
med den Vin, han dral. Tersor begærede han as Oder
l)osmesteren, at han maatte blive sri sor at besmitte sig«.i
Men Overhosmesteren haode Betcenieliaheder. Uden rigelig!
Del i Kongens sine Mad og Dritte vilde Daniels Udseendh
blive siettere end de andres-, mente han« og han«-H Ansigt
salme. Dog -—— Daniel tabte ilte Modct: ,,«forsøg«, sagde
han, »med Dine Tjenere, than havde nemlia to Kamme
rater) sorsoa i ti Dage; og lad dem give os Grontsager at
aede og Band at dritte; og lad vort Udseende blive snnet
as Dig som oa de Drenges Udsee:1de, hvilte asde as Kon
gens Mad, og sont Du da ser, saa gsr med Tine Tjenere«.
—- »Og han adlod dem i denne Sag og sorspate det med
dem i ti- Dage· Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det
fig, at deres Ildseende var smuttere, og at de vare sedere
as Kod end alle Drengene, som aade as Kongens
Mad —- —«.
Ser J itle not, hvad den leerer os, denne gamle
Historie? At den Unge, der ilte vil besmitte sig i Flcrng
mer Stsnlitteraturens lælre Retter, lider intet Asbrcel paa
Dannelse sor det. Tvertimod, en sinipel Sandhedssøde slal
not gsre ham ,,smultere as Udseenoe« og give ham et starre
Maal as aandclig Trivsel og Sundtyed end alle dem, der i
Dannelsens Navn redet »Slsnlitteraturens longelige
Mad«. —
Men her lommer nye Jndvendinger.
Man siger: hvor tan Du tale om at be
smitte sig nied Stonlitteratur2 Er
Stsnlitteratur da ilte altid slon Li.tteratur? og tan Sten
hed andet end virte sundt og sorcedlende?
Ja! det lan netop —- »Sk-nhed!«
Meget as den saakaldte Slønlitteraturs Stønhed er slet
ille andet end den tallede Grads Slønhetn udvendig hoid
og indvendig raadne Ben og alstens Urenhed. Slonhed i
Form og Raaddenstad i Jndhold og Livssnn — Man tan
uden Overdrivelse sige om de sleste moderne Forkcellinger
og Romaner, hvad H. C. Anderseri siger om Storlesar:«
. . . og saa sortalte han dem Historier, alle la m m en
sra Su in pe n«. —- Ja! man lan blive sng oed at se alt
det, der nu tildags laldes Stonlitteratur, oa under det
Naon scelaes og socelges. J lsedste Tilsaslde er det oste
tun sirlig Papeaojetale eller stolte HancgaL der lrtever Ge
hor — sor ingentingl Men i Regelen er det noget vortre:
jasnmerlia Katzenjatnmer over Livetz Tomhed tsordi
man lkar sortastet Lirets Gnd); abeagtig Staren-Geist med
hele Tilocrrelsenx steckte Hundebjæs oa Æselglrydem Unle
slrig, der lxianir Mørlet Rast —- og Freien-eh der dringet
Bad sra stidne Pntterx oa alt dette ,,i Mandel-'s sorstaar
sig! —- ltatzenjammer i Stonhed cg llgleslrig i Stønhed
og saa fremde-leg en underlig moderne Opsindelse, det!
—- — Tigterbegejstring, der gaar til Beer ved Ballon
og Gas, men ilte baaren as Herab-ers Vinger, svungne
med den hefesies Krust. »Jntet Kunstoærl,men et tun
stigt Vcert«. — At nejt det meste as Slonlitteraturens
Sinon-heb nu til Dags er hul Slonhed, der enten dcetker
over det rene Jntet ellee over saedelig Fordarvelse. Og
hvordan Guds Ord dommcr om ISlønhed uden indre Ge
halt, lan Du lasse i. Salamos Ordsprog; slig Sksnhed
er, staar der, »son«. en So med et gyldent Smytle i Na
sen«. Og hvorleded Guds Ord dsrnmer om Slonhed med
Fordærvelse bag, lan Du lcese i Fortcellingen om Jesabel
i 2. Kongs 9: ’
Slsn stod Jesabel i det aabne Vindue med sminkede
Oer og smnttet Haltet-. «Men Jehu lom i Poeten, los
tede sit Ansigt og raubte: »styrt hende ned!« Og Hestene
sondertraadte lzende, og Hunderte aade Jesabels Kød!". »
Der er det i den moderne Slonlitteratur,« saa sminlet og
smyltet som den er, der ligner Jesabels Slonhed og sor
tjener Jesabels Stæbnr. —
Eller hat J glemt, hvad der staar hoö Proseten Eze
ktelt »Jntet Aadsel og intet sonderrevet slal Du eede«. —
Er netop ikle en stor Del as den moderne Slpnlitteratur
et Aadsel, dødt i sin Livögrundt og sonderrevet —- sonder
tevne hierters senderrevne Tale..? ,,J:1t:t Aadsel skal
Du ede«, siger Herren-, selv om Aadslet er not saa ,,sl-nt".
»Jntet senderrevet sial Du ede«, siger Herren, selv om
det not saa meget er revet sonder ester alle Kunstens
Regler.
Der er den Stsnlitteratur. som i Birleligheden tun
er Srnnksliteratny og den lasset ikle Ustrasset Rssultev
tet bliver simpelthen, at ,,SlIn-heden« alemmes og Stund
set lievaresx — oa iii sial der et helt Livs Anstrengelser
til ai faa den Slags Smuds bori igen; det er som Blod
pletterne paa Lady Macbeth’s Haand: man lan vaste og
vasle og saar dei ille bott. —- —-— —- Den fromme finste
Digter Topelius fortaeller paa sine gamle Dage, at han
som uerfaren felfienaarig Student ved en Avltion lebte
en i sin Tid meget leesi franst Digtsamling ,,iryli i. Haag
1789«. Dei var ei Udvalg af «den. Tids modernefie Poesi,
gnisirende af Vid men samtidig fhldi af den isjleslsfeste
Spas med alt reni og helligi. Foran i Bogen var med
Blei strevei deres Navne i hvis Eje Bogen i Tidens Lob
harde vaerei. — Der stod fine og fiore Navne..«.Men
Topelius udbrhder: ,,Og dog ——— hvillei Smuds til Trods
for disse anseelige Navnei Dei greb fom med Fangeiraade
om Ynglingens legen-de Faniasi; dei trat hans ufordcer
vede Livsansiuelse ned i- Seien; der maatie Aars Kampe,
Vold og Fornedrelse til for atier ai forjage disse Jndtrhi,
eg maasle ndsleitedes de aldrig gansle«.
Dei er alvorliae Ord — og ille mindre alvorligi er
dei, naar vi gennemser den offers-alle Lisie over Selvmord i
London oa finden at der daglig findet fem Barnefelvmord
Sted -—— tceni, daalia fem! — og at Grunden til de aller
flefte opaives ai varie: »daarlige Romaner, ved hvis Lass
ning Fantasien bliver sna«.
O, du smndsiae Stønliteratnr oa ssvnne Smudslis
teratur, hvnr har Du meaet Paa Din Sainvittighedt Gid
der snart cpftod en lservantes Nr. L fom lnnde lneetie
Oalfen Paa Dia oa Tit! —— —
TIrfor gentager jea over for Læsning af Stønlii
iesatur, ifakr den nhere: v te r fo r f i g i i a!
»Men«, vil man sige, »der er dog ogfaa gode Tina
blandt Slonlitietaturen Der er dog mange Digte, DEVA
tnr, Foriakllinger oa Siuespil, hvis Kærne ogfaa er fund
oa fand«. — Ja, dei er der, Gnd sle Lav! —- det har jea
allerede indromxneL Sligt tan ogfaa lcefes med Stande
ligi Utbytte til ria Velsignelse.
Her anlder Carlle Ord: ,,Alt regte er med os,
itle mod os«. —- Her- gælder Sirachs Ord: «Lad itke
Delaaiiahed i en a o d thelfe gaa Dig forhi«.
Men bog vil jeg, selv over for den aode Slønlittera
tur, Tige: »da- r m a a d e h o l de n! Lad den aldrig nd
gøte Din vcrfeniliae eller enesie Læsnina, men bloi viere
ct Krydderi, en Ti.lscetning, men intei mere«. Der er
meaet i Verden, som maadehoident bruat er til Gavil, men
overdreveni til Stude. Ei Bad i dei falte Hab er su:1di,
men at blioe timevis i Bande-i aiver Fortelelfe oa Krampe.
Dei samme Wider Lassnina af and Stonlitteratur, sola
laleet ,,cesteti.st Lassning«. Ei Bad nu ca da er til Gavn
—-— men ilic stadiat Lphold der!
La litrnndcn hertil liaaer liae for Haanden Jea
ital formelle Dia, hvad jea oplevede forleden: Jeg roede
ned ad exi Aa fuld af store, hvide Aatander- Te var saa
rene, saa blændende rene! Jea alcedede mig inderlig over
dein. Men Glceden foktog sig lidi, da de hvert Øjeblil
filirede sia ind i Roret cg derved ftandfede Farten, og
drejede Banden. Dei vilde nogle faa Aal-ander itle have
gjori —- men her var for mange.
Netop saadan med Siønslitteratur — ogfaa den
rene, gode —- den, der er i Aalandens hvide Billede
Overdreven Lcesning, sei-v af de bedfte ,,digtede
Ting«, har en egen Evne til at siandse Farten i Helliggø
relseslivei og drage os ud af Aandens indre vaagende
og behende Tilftand.
Tanlen vg Sindet fpredes. J Siedet for
ai leve i sig selv ea sin Gad, iommer man til at leve i
sine Romanhelte vg deres 'Slæbne. Allerede Augustin
siger herom omtreni iaadam »hvdr elendigi "dog! Jeg ind
preniede mig fordnm Æneas’ö, Omflakninger, medens
jeg glemie mine egne Forvildelser; jeg begrckd en Didos
Dad, medens jeg med iørre Øjne lunde iaale, ai jeg selv
under ali dette afdnde fra Dig, min Gud og mit Liv! . . . .
Hvad er elendiaere end dette!« —- — Nei, med Rette, Au
gustini iiie meget er saa elendigt, ja tragilomisl, som ei
staikels Menneste, der gaar op i digiede Personers Liv
og Skeedne, men atemmer sit eget Hieries Ve osg Vaandr.
End-divere: Ved overdreven Este
iisl Lcesning forfines Smaaen, Drei
r a f f i n e r e s. Man fatter derved Lede til de frelsende
Sandheders simple, djekrve (fnfold; elIer ogfaa lommer
man lige omvendt til bloi at betraate Profeter og Apoftle
soin »l)ehaaeliae Sanaere med en dejlia Rost og Evne til
at spille fmuii, l)vi-:- Ord man derfor gerne vil here, men
iite aøre efter dem« lis. IM, J;2). Beage Dele er lige far
lige.
Da end-lia: Stetnninger, Faniasi og
Folelser faar ved overdreven cesieiisi
Læsning en unaiurlig Vætst paa Vil
jens Belosining. Heki liager en stor Fare for et
sainlei Liv i Tro og Forfagelsr. Vi lan sige, at Siemnin
ger og Følelser i visse Msaader lisgner Absalons lange Lot
ter- De var saa bløde og bølgende, saa stære og sit-unt
De var hans Prhdelse ved mange Lejligheder —- men at!
de blev hans Dødt Paa den sloednespangre Dag, da drei
gjaldi at sin, viilesde de scg am Grenen paa den ftore Eg,
faa hans Hoved hosdies fast, og der ,,blev han hangende
mellem Himmel og Jord; men Mal-ein som dar under
ham, leb videre«. Der hang han i de blptde Lotter —- og
Enden paa hans Saga blev -denne: »Joab tog tre smaa
Sphd i sin Haand og tog dem i Absalon-Z Hjette« (2. Sam.
18, 9-—14). Ei irisi Endeligi for ham »den dejligfte
Mand i hele Israel« . . . . Ei trisi Endeligt oglaa for dig,’
du tære Unge! Saa vogi da i. Tide paa de »bl-de, bel
gende Stemninger«, de er dii Sjaelelivs favre, flyveride
Lotter. Galt at Viere »sialdei for Følelse« — ogfaa galt
at eje dem i Fhlde som Absolons Haar. Salv derfor
ilte din Aand til Overmaal med Æventyr og Dsigii Lad
dem ilke flyve for alle Vindel Lad alt ikte blive Svulmen
og Svcetmen! Saa glider let dei, du egenilig stulde hvile
paa, dort under dig, og du hænger tilsidst i et æsietislSvær
merliv nippe mellem Himmel og Jord —- saa vcergeløö mod
Snnd cg Frifielsr.
Derfer er et Maadehold fornødeni overfor Rom«aner,
Digt og alt sligi. Dei har ogfaa alle Tiders fromme folt.
Der er ogsaa paa d ei Punkt, maa du Vide, icempei haarde·
Sjæleiampe i Gudö Rng «
Jeg stal foriælle dig blot ei enleli Elsempel herpaa.
Der dar i Oldtirlen en Kirlefader ved Navn Hieronymus.
Oprinsdelig en ung, begavet Mand, vel bedandret i de
latinsle Digte, Fabler, Taler og LystspiL — Han blev oin
vendt til Herren; og, som saa mange i hans Tid, flyede
han til Ørtenen og søgte Ensornhed for at blive «stcert
i Aanden«. —- Alt havde han lunnet sige Farvel til: For
ældre, Slcegt ogs Venner; sit Legeme spægede han i Haar
dug og Faste· Paa den syriste Ørtens glsdende Sand,«
lpaa en ftejl Klippetinde eller i et ensornt Daldyb laa hanT
Dage og Retter i brændende Ben. ——— Men et kunde hanl
»under alt dette ilte flippe: sine hebensie Vsoger —- sine
,,Klassilere«, som de kaldes: Taler, Digte og Lystspii.
,Detn Lande han taget med ud i Ørtenen. »Ofte, naar han
havde grcedt ud over sine Ungdomssynder, greb han til
Platus s Komedier, men naar han saa ooenpaa vilde læse
Profeterne, tog han Forargelse af deres udannede Sprogx
Midt i Fastetiden sit han Feder. . . . . Da følie han sig
pludselig i Aanden fort «for Guds Domstol i Underverde
nen. Blænsdet af Lysglansen, som straalede ham i Mode,
Itastede han fig Paa J-ordcn. Man fpurgte h-am, hvem han
dar. ,,En Kriften«, sparede han. »Du lyver«, sagde
Donnneren, »du er en Ciceronianer (Digterlilhænger) og
ille en Kriftenz thi hoor din Skat er, vil dit Hierte ogsaa
være«. Hieronymus blev tavs, og Dommeren lod ham
Pislr. . . . - ,,Forlrarm dig over mig, Herre! forbarm dig!«
raabte han. De, der omgav dam, ynlesdes over hans Ung
dom, kastede sig paa Knæ for Dommeren og bad denne
aive hani Frist til Omvendelse og førft fuldbyrde Dommen,
naar han igen bsegyrrdte at læfe hebenfk Literatur-. J sin
ercrt raubte Hieronymus: »Heru, hvis jeg nogensinde
iaen tager hedensle Boger i Haanden og lceser dem, vil
ieg ocere en Fornægter af dig«. Og da han havde sooret
saalcdes, slap han alter fri for den underjordiske Dom
lel . . .«
Se, det var en Kamp oni Bøaer — Sjælekanip for
at frigøres for den altfor store Kærliahed til »den flønne
Literatur«. Der er meget i denne Sjcelekamp, som var
scrrligt for Hieronymus og for-Hans Tidsforshold — blot
det ene vil jea gerne have Eder til at fe, at Slønliteraturen
la n blive en Fristelse, der staar Aandens Liv i-mod, og at
der altid vil være dem, der, grebne af Kristus, maa sige
—-— ogsaa overfor æsflelist Læsningt — ,,Længe nok har min
Sjcrl tøoet i Kedars T,elte«.
Men del flal J vide, at, som der e r bleoet tcempet
Sjakleknmpe i Guds Riae mod »Stønliteraturen«, saaledes
er der oasaa de YJiennefleliv, hoor en saadan Kamp ikke
blev icempet, oa lwor en daarlig Brng af Skønliteraturen
var Ined til at lcegge et Sjcrleliv øde.
Til Advarsel fkal jeg fortcelle Eder et trift, vemodigt
.l5l5einpel her-paa. Det er den ftore cngelfle Naturforsterl
llbarles Darlvin. «
Han fortcrller et Sted i sin Selvbiografi —- han vars
vel den Gang en tredsindstyve Aar — orntrent saadanZ
,,Min iSjcel er bleven en Slags Masiine for Tildirlning
af almene Love ud af store Dynaer af Kendsgerninger .
Poesi har jeg i de sidfte tredive Aar ilke lunnet udstaa at
lasse. Jeg forsøgte nylig at lasse lidt af Shalespeare, men
fandt det saa utaalelig kedeligt, at jea sit Kvalme« .
Derimod har Noveller, der er Fostre af Jndbildningslraf
ten, selo om de ikte er af nogen scerlig høj Rang, i flere Aar
ydet mig en vidunderlig Trost og Glcede, og jeg velsigner
ofte alle Novelleforfattere. Cn forbavsende Mcengde har
man lceft højt for mig, og jeg holder af dem alle, naar de
blot er nogenlunde gode og ikte ender ulyklelig!«
Stallels Darwinl Hviltet sorgeligt Jndblik i sit
eget Hjcertes inderste gioer han os itle her! Udadtil be
rømi. fejret, »den store Mand« —- indadtil »en Sich, der
er bleven en Mastinc«. Ogs hvorledes det? — hvorledes er
det gaaet til? Han mener selv, det er fordi han bar for
spmt at laefe Poesi —- god, gediegen Psoesi — i de sidste
tredi"oe—-fyrretyve Aar. Al, Grunden laa vel dyberel
Han havde ogsaa forfømt at bede, forsømt at leoe Livet
i Gud — Men alligeoel: Saonet af g o d diaterifl Lass
ning havde vel gjort sit til at udtorre ,,de dybe Vceld" i
hnns Sjæl. —
Oa se — hvad aør han san, da han er bleveki ,,Sjæle
mafline«? Han ariber paany til Skønliteraluren, men
ilte til de aode v i r t e l i ge Digtere, der tunde have vait
Sjælens slunrrende Liv —- nei, til Noveller, daarlige og
halvgode Noveller, liaemeaet, dem fluger ban ,,i forbav
fende Mcengde« sorn en Slags aandelig Opium. Ved
dercg Hjeelp alemnier han —- sig selv ,,til vidnnderlig
Trøft oa Gliede« — for en lille Stund, at shan ikle lcengere
er »Si--l«. men er »Masline«.
Stiilleld, ftallels Darwinl Du brugte Stønlitera
tureti fra den gale Led! —- Saa hellere overfor Alderdens
Noveller og Romaner gørc fom de gamle Mystik-ere, der
lullede dereg Øjne, naar de ait gennern Klosterhaoen, for
at itle Bloinsternes Faroer siulde forstyrre Hiertets Liv
i Gub.
Enden «paa Sagen, naar alting er hort, blioer da
denne: læs tun go d «Slønliteratnr, iscer Poesi, Digte og
gediegne Stnespil —— men laeg forsigtigt og
maadehldent.
Hast: de stsnnefte Blonister hat bedøoende, fovndys
fende Duft. Der er, som de siger: »Se tun lidt paa os og
nyd vor Stenhed i Forbigaaende; Plut maaste en entelt
Blomft af os og smyl dia nied den, —- men læg dig itle
til Hvile under os, fyld ikle din Stue med vgl-' —- Heri
ligger et Vint fra Herren.
Lcest til Odermaal virler Stønliteraturen soni bil
leddasllede T apeter, der skjuler for os den Ver
den, som i dybesie Forftand er den virkelige. Læst t"i.l
Maade virker Stønliteraturen derimod som en Bege
finger, der hjcelper os til at faa Øje paa ineget stort
og rigt og advarende i Menesielivet.
Lcest til Overmaal bliver Digt og Poesi til en Ø r l e n
vin d, der svider bort det dybeste i Hiertets Liv
Læft til Maade bliver Digt og Poes( derimod til ,,e«n
Du g fra Morgenrødeng Modersiød«, der bevarer os mod
at forsumpe og forstrumpe i Dagliglivets Lilleverden
Dei er vel med Tanten paa disfe Velsignelfer af en
fund og maadelyolden Brug af Stønliterat ur, at Luther
et Sted u«d«l)ryder:
»Hvor bedrovet er jeg nu itle over, at jeg ilte har
læft flere D i g t er e og billoriestrivere, og at heller ingen
her leert mtg dem, den Gang det var Tid.«
Avisliteratuk.
Hei-med tcenler jeg navnlig paa Dagspressem
Aviser vil jeg neermest kalsde et nsdvendigt Dude.
Helt tan man i Regelen ikle undvære dem; der gives so
ogsaa bedre og daarligere Aviser lige ned til Stands
pressen. Men som Helhed vil jeg sige: gør saa lidt
ud af dem som muligt; —- ja, der er Blade, der
kunde srisie en til at sige: sky dem saa meget som muligt
og tro dem ssaa lidt som muligL
Avisliteratur er af al Literatur den, hvorom det
bogstaveligst gcelder: den staar i Dag og tastes i Morgen
i Ovnen! Derfor er Avisetne i Regelen stasbte i Døgnets
Billede. Alt det Stolz som Tidens Hle daglig hvirvlet
op, lcegger sig tommeiytt paa Adisernes Spalten Naat
man ser den Forslugenhed, hvormed de fleste scetter alt
dette til Lins, stulde man næsten tro, at det var iil Men
neslene og i.tte til Slangen, Herren havde sagt: «Stsv
stal du æde alle dit Livs Dage«·
Ved J egentlig, hvordan Avisindhsoldet bliver til og
,,lades sammen«? J inangfoldige — naturligvis ille i
alle, Tilsælde saadan:’ »Man tager nogle Gram Sandhed
og nsdgle Lispund løst Rygte; dem rører man grundig
sainme:i; dernæst tilsættes lidt Standaletrydsderi eller lidt
opstudet Vid, og det hele serveres til sidist i« Partipolitikens
forskellige Buddingeformer. . . Fristende Fabel tom som
Øslenvinden, kedelig som Langhalm og giftig som grein
sardet SultergodU — Og se saa ud over Samsundetl
Det sidder de Tusinders Titusinder og tyller i sig som
ugceret Most; — det tror mangfoldige paa som paa et
Evangelium; — det læses, distuteres, fordøjes og gen
neinhakkes —- ja, udgør den eneste aandelige Ncering i
talløse Mennesteliv. Hdad Under, at det sostrer en Slægt
,,med- vaklende Knie og slappe Hcender«, nysigen og slad
bundet i Sind og Skind som en «vceltevorn Pram. Hvad
Under, at der paa talløse Menneskers —- ogsaa Unges —
aandelige Dødsattest staar som Dødsaarsagx »Døgn
feber, paaført ved Avislæsni-ng«.
Avifcrne er, som Verden vil have dem.
De er en Slagg aandelig Halm og Krølhaar, som
riesigen Stckkel trænger til daglig at stoppe i sit hule
Jndre ,,for at holde sig oppe«. De er en Slags titerære
Varieteer: en flygtig Lcesning for en flygtig Slægt.
Gør saa lidt nd af dem som muligt, raader jeg. Hvad
Luther siger et Sted om de halvstuderede Røvere, passe-:
oglca paa en Avis-oppustet Ungdoin: »Den duer hverken
til at kagle eller lægge Æg« — eller rettere: det blivek
til den bare zkaglen altscimmcn.
Man i:iddender: ,,Vi maa dog lcese vore Aviser grun
dig for at følge med Tiden!«
Ganste sandt —- jeg har jo indrømmet, at
hclt undvære Aviser kan man ikke. Der er jo
vgsaa mange Slags Aviser og mange Maasder at lcese dem
paa. Men — pas paa! ,,Følge med Tiden«, siger du;
-— aa du! der gides den, der sølgek med Tiden saalaenge,
til han vgsaa folget med Tidens Daarskab og bliver et
Tidens Barn, slabt i Tidens Billede, ille i Gu-ds.
sEller man indvendcr: Kristus formaner jo selv til at
dømme Tidernes Tegn, og det kan man ilte uden at leere
Tiden at kende i alle dens Fuger og Sprcekker. Og liber
dan sier det bedre end gennem Aviser.
Saadan omtrent sagde en ung Mand en Gang til
mig, en Type paa en Avissluger. Men den Tale tror jeg
ærlig talt ille, der er meget i. Jeg tror ikke, at mange af
dem, der lceser Aviser nasiten med umaettselig Appetit, tcenker
meget paa ,,at døinnie Tidernes Tegn«. Men selv om de
nu gjsorde det, — de fleste mener vel i al Fiald, at de lceser
deres Aviser for ,,at danne sig en Dom om Tiden«—— glem
saa ikle, at for at dømme Tiden og Tidernes Tegn maa
man maale Tiden med Evighedens Maal; nran
tazi ikte dømme Tiden med Tidens egen Alen. Men der
gives dem, der not ,,kender Tiden«, men ikle Ging-he
dens Maul. —- cøg først at finde og kende Evighedens
Maul, den hellige Sandhed. Brug den som Alen overfor
Dig selv, din egen Fcerd og Gerning. Kendslab til Tidekr
og dens Tegn lommer saa not. Og forresten — itke enhver
llng blev sat til at vaere Zions Vcegter.
Derfor: gør saa lidt ud af Avislæsning som muligt.
Den slader og flover dig mere, end du ded. J kan ligesaa
gasrxie nære eders Legeme med Døgnfluesteg som eders
Aand med Aviser.
Aaitationsliteratur.
Det er maasle et lidt uklart Navn: dsog —- Tingen
felv er klar nol: jeg tænker dermed Psaa alle de Boger,
Vlade og Striftet, som mer eller mindre direkte gaar ud
paa at msodarbejde Kristentroen og rive ned eller fotplumte
»Sansdheden til Saligl)ed«. Dei er itke nogen bestIML
ydre afgrcensej Gruppe. Agktationslitersaturen sitxdes
haade som Skønliteratur, som Avisartikler, populære
»Oplysningsfkrifter« og bindftærke Vismandssbøget —
findes alle Beque, i alle Formen Oderka alt dette vil
jeg fiae klart og bestcmt: »r ø r ikke o g sm ag i.k tel«
Du synes, det er for stærkt sagt? a
Mon virltlia? Hvad tror du da egentlia, alle de
lelliae Summa-, som acnnem Tidierne hsar talt af Herrens
Aand« — hvav tror du, de vilde sige overfor Nutidens
Agitatio:161iteratur? Lad oS se!
Esajas vilde sige: »De udruae Basilisk-Æg vg-« væve
Spindelvcev. . . hver den, som betrceder deres Befe, veds
ille af Frev« GI. 59, 5 og 8). «
Jeremias vilde siget »Se, de have forkastet Herrenj
Ord, hvad for Visdom skulde de da have?« (Jetem. 8, 9)«.
Paulus svilde sige: ,,Hold dig fra den vanhellige, lpfe
Snak7 lhi saadanne gaa videre i Ugudelighed, og deres
Otd cede om sig som dødt Kød« (2 Tim. 2, 16-—17).
Johannes vilde sige: ,,Mine Born! . . . som J have
lhørh at Antilriften lommer, faa er nu allerede mange An
tiktisjek fremlomne ..... Hvo er Løgneren uden den-, · sk
som ncegter, at Jesus er den Kristus? . . . Hvckd J do » J
have shøkt fka Begiyn-decsen, det blive i even-« (1 Joh. 2,
18——24).
Augustin vilde tale om igen sine sdybe Ord wir »Mu
lige Tanlers Hiernespind og hjærteforpestende Tasnket ’
Feber« vg om, at ,,tom Snsak gøk Hjertets unge Sind
Bytie for Fuglene«. ,
Gortsættehl «