Crit Menveds ;Bartrddn,«
Historist Roman
at
Bernhard Severin Jngernanm
T r e d i e D e l.
(Fortsat.)
Snart samledes alle Hossets Emdcdsmænd med Rigs
raaderne og Danehossets anseligste Mrend i den store Rid
dersal, lyoot Dronningens Damer allerede ventede hende og
hvor Dronningen tort ester traadte ind, i- sin prægtige
Sorgedragt, tilligemed sme Brodre og den unge Kong Erit.
Ved Dronningens venstre Side stemtraadte Hering Val
demar. Han bar ligeledes en pragtsuld Sorgedragt. Hans
dristige Sejersherreblit robede en hoj Grad as Selvtilsreds
hed, og han syntes at stjule Glreden over en Lytte, han
itte lcengere tvivlede paa, om han ogsaa endnu tun saa
den i Frastand. Ridder Jon hilsede harn med ridderlig
Artighed paa en munter og utvungen Mande, inedens
Drost Peder tun iagttog den nødvendige Høslighed; men
de evrige Rigsraadrr risse sham en Ærbodighed, der mere
røbede Frygt end Velvillie. «
Trost Peder betragtede Dronninaen med Optnærl
fomhed. Han troede at se i hendes Ansiat en rolia Til
fredghed, der med crdel Verrdinhed oa et stille, haldt remodig
Ertiil itte stod i nogen stcerende Modsigelse med bendeg
Soraedragi. Hun tastede et alvsorligt Blit til Drost Peder,
ra hans syntes deri at lcese en Bebrejdelse over hans Mig-»
tillid til heut-es Kloastali og Mennestetundftab. Det fore
tom ham som vhun ved hele sin Adsærd vilde bestremme og
udrndke enhoer Tvivl hos Kongehusets Venner om denf
inrstelige Herres Retsindighed, hrern hrm uden Mistillidl
verrdigedes at udnrcerle som Landets vigtiaste Mand. (
Saasnart den almindelige Hilsen Var sorbi og bei
scedvanlige Hoslighedsregler vare iagttagne efter HosstittenU
forte hun selv Heringen ind i Kredsen af Rigets anseligste
Mcend, sont hun med saa Ord sorestillede hani. Deman
henvendte hun sig til Ridder Jon og de andre itiigsraader.l
»Vor hsjfyrstetige Ven og Freude« — sagde hun —- »har,
as Omhu for Landets og Kongehusets Bedste, ordelmodig
udsat sig for at mistendes saavel as mig som as Eder.
Han bar opsat at modtage Rigsforstandervalget ved dette
Danehcs paa Grund as et Rnate, vlsans Fjender har nd
fpredt, om en sornærmelig Mistillid til ham, som her
stulde sinde Sted, og om et Parti, der i denne Anledning
oilde oprøre Foltet her ved Danehosset og opvcelte Tor
dragt i Riget. Da han imidlertid bar ersaret, at dette
Rngte er uarundet, har han itte lænaere taaet i Betæntning
at indstille fig ber, for i enhver Henseende at retfrrrdigaore
sin. Han dringet os desuden den viatiae og beroligende
Efterretnkng, at den oprorste Marft Stig er salden til
Foje on bar oderladt sia og sine Medstnldiges Sag til
Danehossets Kendelse. Heringen har tlogelig soat at und
aaa en odelcrggende Boraertrig ved itte at angribe Op
rorerne, niedens han ved at samle en betydelig Heer bar
indjaaet dem Straf. Han har personlia vosvet sig inden
for Marslens Befcestni.nger, sor om muligt i Mindelighed
at bringe ham til at undertaste sig Lands-loben Han med
lzringer under sit Lejde tdende as Marftens Venner til
dette Danehos, sor at selv vore farliafte Fjender itte stal
siges at vcere domte u«h-rte og uden Forsvar. Jeg finder
dette Foretagende lige saa priseligt og retscerdigt, som tætt,
og det glæder mig, at jeg med saa oprigtigt et Sind tan
pnste os alle og Danmarts Nige til Lytte, idet jeg siger
den cedle Hertug Valdemar veltommen iblandt ost«
De sidste Ord henvendte hun til Heringen. Oan
traadte srem og bøjede sig dybt sor Dronningen, idet han
rned let Anstand og sirlige Ord besvarede denne hcedrende
Veltornsthilsen. Med tilsyneladende Begcjstring udtrytte
han sin Hengivenhed ior Dronningen og den unge Konge,
og han priste Adngehusets tro Mcend med en Thojst neb
ladende og smigrende Venliahed, der hos den storste Del
af de sorsamlede Herr-er itte saonede sin Virtning.
Derpaa aabnedes Deren ti.l Spisesalen. Hertugen
fette Dronningen til Bords, og den lille Konge tog Plads
ved hendes hpjre Haand.
Det var sorste Gang ester Kona Erit Christoffersons
Tod, at Dronningen og den unae Nonne gsorde nogen
Forandring i den«-sergelige Stilhed, der eller herslede ved
Hoffen ch var denne Veltomstsest sor Heringen ingen
lunde larmende; der hortes inaen Sang oa Musik eller
hojrostct Glaede, og saasnart Taslet dar hcedet, adstiltes
Selslabet. Hertuaen drog sia tilbaae til den Floj as
Slottet, der sckdvanlig Ved Danehosiet var ham indrommet
Ridder Jon overtog igen Dradanthøvdings-Vagten ved de
tongelige Geniatter, oa Drost Peder git i den uroligste
Spænding tilbage til sin Bolig.
Da den alvorlige Drost traadt: ind i sin daglige Stue,
saa han Grev Gerhard sidde i den brede Armftol ved
Bordet cg gore sig tilgode med et Bæger Vin, niedens
gamle Dorthe Fostermoder, der nu her sorte Hus for sin
Herre, oderlcessede Bordet med Fodemidler. Paa Drostens
Vint sorlod den geslcestige Amme strats Sturm medens
han med urolig Forventning hilsede sin Gest.
»Velloinmen hjem, min gode Ven!« — sagde Grevcn
munter og reiste sog, idet han rolig drat Bergeret ud og
satte det paa Bordet. —- «Jeg har siddet her en liden
Stand og samlet Kræfter ved Eders gode Vin. Hat Ebers
Fostermoder opammet jek med den, er det intet Under, J
er rast og statt. Hun er en sortræsselig Husmoder. J
saar aldrig nogen bedre, om J saa fit en Engel til Konr.
Det var dog en Lytte, hun itle blev hængt og begraoet
levende for sin toindelige Hader-Z Styld. Nu, hoor staar
det til? Er jeg jer itte veltomment J ser jo nd, som J
var dsrnt sredlos paa Danehosset eller stcevnet sor Ribe
Ret.«
»J er mig Viertelig veltommen, oedle Grev Gerhardt«
—- svarede Drostn og ratte dam- Haanden. —- »Er der
ingen Fred og Gliede at se i mit Aasyn, er det vist itte
Eders Styld. J holder Ord, ser jeg, oa J er en sand
Spaamand. Dertugen er ssrst kommen i Akten. J Morgen
er han rnin og Kongehusetö Herre. Men hvad ved J da
nu? hvad har J opdaget?«
»Artlge Ting, mtn gode Ven, J itzar næsten harret
lige saa neer ved at begrasves levende sorn jer Amme: i
Nordbarg Taarn stulde J have siddet. —- Stlmanden sit
)
ieg lyllelig lost for Tungebaand med mit gode Sværd
Paa Situben. —- Han stulde rigtignol tneetie jer Hals,
hvis J ille vilde lade jet fange. J haode jo vigiiae Be
viser mod Kongemordekne i jer Lomme.«
»Dersor altsaa? —- nu del! det ian jeg forstaa!« —
fsvarede Drost Peder. —- »Men hvad saa dider?«
) »Ja, tøv lidt, min gode Ben! man lan ilte leve as
Snal. Ebers sordsmte Statssager har- fast tagei alle
)mine Kreester med i diöse Dage.« Med disse Ord satte
Grev Gerhard sig atter rolig i Stolen og syldte Begerei,
medens Drosten utaalmodig ventede paa hans vigtige Med
Hdelelser.
T ,,.Hertugen er en sin Herre« — beghndte Greven igen,
da han havde tømi Bageket og rosi Binen —- »og jeg er en
Stormlsber, siger man; jeg hugger helsi lige til og gaar
lige srem uden Krogvejr. Men nu stal J dog se, at jeg
ogsaa til Nod lan gaa paa Raevejagt, og at det ille er
alle Krogveje og O-msvob, jeg slher —- —«
«Det tror jeg Hiertens gerne, leere Grev Gethard!
men, sor Guds Slhld, bevis mig det ille nu! Hvad
ved J? — Hvad har Heringen hast for-? — hvad lunde
tilbageholde ham fra Danehoffets hvor har han
darei?« ———
,,Saa sagte, saa fagic, min gode Ben! man lan ille
besvare al Ting paa en Gang. Han hat ille sovei i de tre
sidste Donn, og ieg itte heller. Dei ian J nol se paa mig.
Jea har jagei Livet as tre Heste og san næppe selv heknge
samtnen Men bot nu alt i sin Orden! da vi dansede
med de sinnlie Piaer paa Ridehus, laa Heringen, ved J,
paa den lade Side i Lejren ved Ribe. Men den hellige
Germani Daa —-— lad mig se! — ja det var den 28. Mai
sidstleden —— del dar den forste Danehofsdag her — da Var
han bedislig i Slesvig og udstedie i Bisperis og sit eget
Raads Nærverrelfe et Handelsdiplom til Fordel sor Kram
merne i Lybcei af folgende Jndhold — ——«
,,Vil J have mig tilbedste, Grev Gerhatd! hvad i al
Verden lommer alt dei Kræmmeri Kronen og Rigei ved?«
»Mer, end J drømmer o1n, min gode Ven! Jndholdei
af Krnmmerbredei stal J blive fri for, sidcn ieg ille lan
husle dei; det aør heller intet til Sagen; men lag Mrrrle
til —- han foretog sig en offentlig, ubetydelig Regetings
forretnina i Slesvig den samme Dag, han hier slulde vcelges
til Riasforstander og Kongens Formvnderi Se, det
er en politisl Gnade, som Vil verre Eftcrverdenen en haard
Nod at tncektex men den Gaade tan jeg fortlare jet. Han
Ijavde lort sør vceret paa Helaences hos Marsl Stig —«
»Alt det ved vi!« —- afbrød Drosien ham uiaalmo
dig. —- »Det har han itle fordulgtz men det er just udlagt
til hans Win, som et Bevis paa hans Trostab og lælle
Jver for Kongehuset.«
»Godt, ved J al Tina, min lloge He. Drost! saa er
J del oasaa llogere, end min Langben Gammelknand, sial
vi fe! —«
»Eders Hofnar? — ——«
»Ja del, J tender ham jo not; gal er han rigtig
nol til sine Tiber, og han bildte sig ind, at han var den døde
stonae, da han slog mit Øje ud, men naar han itte er gal
og vil satte Foll en Voxncese paa, er han Fanden til Karl
og til at le sig fordcekoei over-—«
»Men, min Gudl hoad hat en Nar med Siatssaget
at aste? glem dog ille, hvad J vilde sige, sor den Dege
nigt!« H« . «t
»Respelt for Langben, min gode Ven! en saadan Nar
lan vare llogere end et heli Rigsraad; han har i otie
Dage vieret llcedt i Jetn sra Top til Taa og ageret Mar
slens fortrolige Svend, Mads Jyde. Han lignede den
svcete Karl paa et Haar og lunde iale mesterlig jydst efter
ham; saaledes lom han ester, hvad jeg allerede havde Nys
om, og hvad gamle Henner havde meet-let under sii Fan
genstab hos Matslen. Medens Heringen udeblev sra
Danehofset, slulde iher ved Marsten og hans Venners Hjcelp
gotes Tumult og Oprør den for-sie Danehofsdag; men
det sotpurrcde jeg ved at lade alle Færgestederne spcerre i
tre Dage, saa ingen af llrostifterne tunde komme herover.«
»Min Gud, hvad hører jeg? hvad slulde her da væte
flei?«
«Under Stin af en Opstand mod Heringen selv, hvori
man ttoede Foltet vilde taae Del, stutde i Forvirrelsen
Dronningen da den unge Konge tages til Fange. At J
sad i god Forvarina paa Nordborg, har vi tdunaet den
sangne Stimand til at bereite, og for den Løgn sil han sin
Frihed i Galan Medens de longelige Fanger med Al
grevens Hjeelp bragtes til Tonsbera, stulde Heringen drage
til Vibora med sin Hær oa for at redde Landet lade sig as
lutter Naade hylde til Zions-e At han den 28. under Tu
multen lhavde vertei i Slegvig, maatie lunne bevises med!
et offcntligt Dolun1e:it, sor at den snilde Herre lunde oasle
sine Hander i hvad der stete. Den sStreg, jeg gjotde i den
hele Regni.ng, maa han imidlertid have maerlet, for jea den-»
iede dei. Han maa væte reist over Hals og Hoved fra!
Siesvig for at vcere her i Afien.«
«.5tom, Grev Gershard!« —- udbrød Drost Peder for-»
fcerdet. —— ,,Sligt høter til Løntamrei. Jeg svimler ved atz
leenle derpaa. Kan J give mig klare Beviser i Heende forj
et saadant uhyre Forrcederi —- saa maa han styries. Om!
det saa loster mit Liv!« !
Drost Weder drog siz Gast hastig ind med slg i silj
Lsniammer, hvor han opiegnede hveri Ord, Greven sagde,!
og enhver Omsteendighed, sont tunde oplyse Sandheden ctfl
hans Beretnlng. Hofnarren blev ligeledes tagen i Forh-r,
og hans Udsagn bleve ordret optegnede. Grev Gerhard
satte sit Segl derunder og tilbød med sin Ed og sit godei
Sværd at godtgøre, hvad der maatte mangsle i sormeligei
Vidnesbyrd Med graditctist Mine satte Hosnarren lige-j
ledes sit Segl derunder med en Knap af. sin Vehnerirøjr.
J
Ottende Kapitel.
Neste Morgen ti.dlig, før Danehosset begyn"dte, havde
sDrost Pers-er en hemmelig Samtale med Riddek Jou; men
næstrn lige saa tidlig var Heringen med Markgkeverne af
Brandenburg hoj Dronningen«
Pera denne Danehossets sidste og vigtigstr Dag siulde
Forhandlingerne fom sadvanlig foretages under aaben
Himmel og for Folkets Øjne paa Slotspladsm Dei var
den tredie Dag i Pintseugen, og det stsnneste Foraatsvcjt
..U LU- HALBER-. L-JJ«!ÅM4I -..JL· M WIW
begunsiigede Hajiidelighedem hvorved tillige den unge Kon
ge finlde hyldes as sine fynsie Undersaaiter. Alt var ind
retiet paa dei prcegtigste. Paa begge Sider as Tronen,
sorn den unge Konge stulde beilæde, vare tvende ncesten lige
saa praegtige ophøjede Seeder ansbragie til Dronningen og
Hering Valdemar. Der var udbredt Skarlagenstaepper paa
Jorden og opstillet tvende Halvlredse as Stole til de festste
lige Herrer og Riddere saavelsom til Bisperne og Prie
laterne; men midi i Kredsen stod et rundt Vord, bellcedt
med soti chede og med tre og iredive Stole orn, der dog
tun syntes at indtage en liden Del af den siore Kreds7
dette nsædvanlige Syn freinkaldte mange betænlelige Be
tragtninger blandi Follet. En uscedvanlig stor Meengde
Borgere og Bønder saas denne Gang paa Danehoss
Pladsen sra tidlig om Morgenen. Der herslede en eengstelig
Siilhed. Efierhaanden forsamledes ogsaa Ridderne og de
gejsilige Herren blandt shville man saa den anselige Dom
prosvst, Mesier Jens Grand, og den lundsie Ærlebisp, Jon
Dros, blandt alle Rigeis Bisper. Alles Opmærlsomhed
syntes lun henvendt paa Sloiieis store Fløjdøre, hvorsra
man nu hvert Øjeblil tunde vente de longelige. Endelig
aaknedes Dorene, og ivensde Vaabenherolder med høje Fjer
bnsle i Hjaelmhsuerne og med hvide Stave i Hienderne anb
nede Pragttogeh ligesom ved en Turnering; men de sorte
Sorgcdragier gav hele dette Ovtog inere Udsendet af et
Ligtog Den lille Konge gik med smaa men saste Slridi
civorlig ved sin høje Moders Side, ncermest sledsagei af
Prins Christopher, Heringen og Dronningens Brødre. Grev
Gerlsard havde nventet sluitet sig til Ræklen af de fyrsieliae
Herr-er. Han var itte lomrnen alene, men havde medbragt
sine tvende Brodre, de nnge Grever af Holsten, saavelsom
den rygisle Fyrsie Wiizlau, en djccrv og dygtig Mand, der
dar Grev Gerhards Ven og en iro Lehnsmand af den
dnnfie Krone. Dis-se Herrer havde, lort sør Toget begyndte,
as Ridder Jon ladet sig soresiille for den nnge Kongex men
Grev Gerdard navde lnn sundet Lejlighed til i Frasiand
at hilse vaa Dronningen.
J Spidsen for de tolv Rigsraader saa man gamle
Ridder Jon, Kansler Martinns og Droft Pseder. Paa
den gamle Staismauds Ansigt var ingen Uro at se. Mesier
Nartinns syntes ogsaa roli.g; men han gil nedbøjet med
de soldede Heender i sine vide Dominilaner-Ærmer og
syntes hemmelig at bede. Drost Peder knnde med al sin
Anftrengelse itte gansle sljule den Kamp, der foregik i hans
Sjasl; han bar sin saarede Arm i et Bind, og under sin
sorte Ridderiappe bar han et Bundt Dolumenier. Naar
han betragiede den siolte, trinmserende Hering, funtlede
hans Øjne af Harme, men han havde maatiet love Ridder
Jon at behersle sig; han saa selv, det dar nødvendigti Han
smilte bitteri, og det var darn, som han var dømi til med
smilende Ansigt at følge Danmarls Frihed og Lylke til
Graden. Te kongelkge Vcebnere, der, efter Marslen, Under
marslcn og Ridtdernc, slutiede Toget, anføries af den unge
Zionges Yndling, Aage Jonsøn, der siden Ulylten i Finde
rup Lade var bleven en besynderlig stille og alvorlig Drum
Hans og Kongens Vaaben-inester, Drost Peder, dar hans
ridderlige Forbillcde, og næsien med en suldmyndig Rid
ders Værdighed bar Aage allerede dei Væbnersvaerd og de
Solvsporer, bans nnge Konge havde ladet ham give·
Danehossei var sat; og da Follet nn saa den lille
Konge paa Thronen, da de saa Dronningens cedle Aasyn
og saa mange tro og dygiige Mænd ved Thronens Side,
sorvandledes plndsclig den almindelige Tavshed til ei lar
mende Hyldingsraab. Ligesom.ved Hyldingen paa Stan
derborg, oplæsie Ridder Jon med hin Rost Dotumentet
angaaende Kongevalget, og Hyldingsraabet genioges med
sordoblet Jver. Under denne Hylding reiste den lille
Konge sig sra Thronen og hilsede Follei med et mildt og
venligt Aasyn; den barnlige Gliede over at viere Gen
itanden sor den almindelige Hyldesi gav hans medsødie
Konaevcerdighed og hans tidlige Riddervæsen en Ynde og
en Uslyl·di.ghed, der nimodsiaaelig henred alle.
Jdei Kongen rejste sin, haevede Dronningen sig ogsaa
sra sit Siede, og Hering Valdemar tøvede nu itle, tillige
med alle de andre fyrsielige Herrer saavelsom alle Rigets
Lehngrncknd og Riddere, at bøje sig for Thronen og Baruc
lougen, der nagtei sin Mindreaarighed dog dar deres ret
mcessige Herre.
Saasnart Hyldingen var endt, sremiraadie Ridder Jon
dg oplasste ten Ariiiel i Landsloven, i Folge hvillen Drein
ningeu og Hering Vckldemar vare berettigede til ai sure
staa Riqgforfiandersldket i Kottgens Mindreaarigshed nag
iet den Misiornøjclse, der fporcdes i inange Ansigtcr, vovede
dog innen at gore nogen Jndvending hcrirnod, og saavel
Heriuaen som Dronningen stadseestedes sormelig i denne
thindialicd. Da Doknmentet derom var nndertegnet af
Sicendernes ndvalaie Mænd og opkest for Follei, bestieg
der et larmende Hyldixigsraab for Dronningem hvorpaa
snlgte en pludselig og almindelia Tavsbed Nogle Stem
iner, hvoriblandt man kcndie Mesier Grands myndige Røsi,
ndbragie nxi ogsaa et: »Leve Hering Valdemar, Kongens
Formynder og Riacis Besiyticr!« Dei istemtes as mange,
dog med Zeaempet Røst on — som det lod til —- mere as
Tsvana on Fryqt end as Belvillie.
Heringen hilsede med nedladende Venlighed Derpaa
reiste lden unge Konge fig, og der blev den størsie Stilhed
og Oprneerlsomhed Hans Øjne dvcklisde pna Drosi Peder
og Mester Mariinns og svnies i deres opmnntrende Blil
at leese, hvad han- skulde sige. Han overvandt hastig den
undselige Uro, der hveri Øjeblik lod- til at have beinaegtiget
sig dam, og nu sagde han saa højt, at alle knnde here
det: »Mit iro, dansle Folll jeg lover Eder ved Gud og vor
hellige Freie, at jeg vil viere Eder en god og retfcerdig
Konge. Jeg ved, ai Landslovens Vnd og Follets Be
slutning er rei og gyldsig, og jeg nnderlaster min villig min
leere Moders og Heringens Formynderslab til min mon
dige Alder. Men saavist jeg under detie lovlige Funin
derslab er retmcessig Konge af Danmarl og slal bcere min
Faders og de store Valdernarers Krone — bnder og be
saler jeg nu, i Tillid iil mine Formynderes og Rigsraadets
Beiræftelse —- at Sagen mod min longelige Faders Mor
dere ved deite Rettertshing paa det strengeste slal under
soges og dømmes. Treed srem Drost Peder Hessell J er
lpaa mine og Kronens Vegne Kongemordernes Anllager!«
Drvsi Peder fremtraadie vg fremtog Dsoiunienterne·
han bar under sin Kappe.
»Hvi5 min leere Moder og Hering Valdemar billigei
det« —- vedblev den lille Kotige, idet han saa paa Riddei
Statsmand havde forbetedt ham paa — »saa fvrellaar
jeg, at min værdige Morbrvder, Martgrev Otto af Bran
denbotg, min ttv Lehnsmand, Fyrst Witzlau af Rhgen,
den tapre vg retsmdige Grev Gerhatd af Hvlsten vg hans
højbaarne Btødre tilligemed syv og tyve gode Mænd af den
dansie Adel og Riddcrstand træde sammens her paa Stedet,
for at ransage Drvstens Klage vg Vidnesbyrd Derefter
maa de besværge, hvo de Mcend -vare, der i. Finnerup Lade
St. CæciliæNat lagde voldsom vg msvrderiftHaand paa min
nlyttelige Herre Fader, Kong Crit Chriftvphetspn. Jeg hat
med Haanden paa han«-Z blodige Bryst lvvet hans Sjcel vg
den retfcerdige Gud, at dette siiilde vcete mit sprfte Ord fva
Damnarts Throne, og at de ugudelige Kongemvrdere efter
Landsloven stulde dømmes og strasscs med Retfærdighed.«
Den lille Kvnge var ved Anfttengelfcn og den Idee-,
hvormed shnn havde erindret og fremsagt denne Opfer
dring, bleven blussende rød, vg ved de sidste Ord, som han
selv, til Ridder Jons Forbavselse, havde tilføjet, vare Texa
rerne tonme ham i Øjnenc. Han tog atter Sæde paa
Thr·vnen.
Alle fyntes forundredc over den Alvor vg Myndighed,
hvormed Barnetongen havde talt. Drvnningen lvd til at
raste forderedt derpaa. Hun reiste sig strats vg ssagde højt
og besten1t: »Jeg billiger dette Kvngens Forslag; det er
allerede med mig vel overlagt i Rigets Raub, vg det be
høver nu alene den højbaarne Hering Valdemars
sBekrieftelseX
i »Jea billiger det ligeledes!« — sagde Heringen med
idcempet Røst, vg, svrn det s1)ntes, tun tvungen dertil af
iden vverrastende Nødvendighed, hvvrimod enhver Jndven
ding vilde vcere høift mistcentelig oa farlig.
Paa Ridder Jvns Foranstaltning foretvges straks
Valget af de syv oa tyve Adelsmænd, der tilligemed de ihr
stelige stulde undersøge Drvftens Klage. Valget faldt paa
de Eldfte vg mest agtede Riddere vg adeliae Styresmænd,
fder vare til Stede. De tvge alle strats Scede ved det sorte
Bord inderst i Kredisen, va, uden om dem herstede der en
lang, forventningsfuld Tavshed, medens Vidnesbyrdene
bleve afhørte vg Eifterretningerne vplceste af Droften. Me
dens dette stete, fremtraadte, paa Heringens Vi.nk, under en
stcerk Rytterbeklcedning, de trende Rid-dere, der, fvm de att
tlagedes Forsvarere, under siktert Lejde vare medbragste
af Heringen De vare alle tre tlaedte i Jern fra Top til
Taa og havde Visirerne nedslagne.
Endelig rejste de fyrstelige Herrer sig tilligemed de syv
vg tyve Adelsmænd fra det sorte Vord, og i Spidsen for
dem fremtraadte Markgrev Otto af Brandenbotg med et
Pergament-Z Blad i Haanden. Han bøjede sig for Thronen
vg Forsamlingen og lceste derpaa højt vg tydeligt paa danfk,
flønt med fremmed Udtale: ,,Efter de Beviser, der ere os
fvrelagte, vg de Vidnesbyrd, vi have hørt, maa vi ncevne,
soin bevislige Deltagere i Kong Erik Cshriftophetspns
Mord, følgende Herrer, Riddere og danste Adelsmænd:
den høifytftelige Heere Grev Jacvb af Hallan«d, Danmaris
Riges Marft Hr. sStig Andersen Hvide, Kammermester He.
Ove Dyre, Ridderne Hr. Peder Jakobs-m Hri Peder Pvrse,
HI. Niels Hallandsfar, He. Arved Bengtsøn, Hr. Niels
Knubsøn vg He- Jakob Blaafvd, desuden Kammersvend
Rane Jonspn og Vabner Aage Kagge. At nysncevnte el
leve Mænd tilligemed den tvlvte, svm nu er død og b-vrte,
have i fornummet Dragt St. Ececilice Nat vceret til Stede
i Finnerup Lade og personlig vceret delagtige i Kongemvr
det, det maa vi med Haand vg paa de hellige Cvangelier
her vidne vg svcerge for den alvidende Guds Aasyn, som
for Kongen og det dansie Folk!«
Jdet Navnene blev vplceste, shntes de tvende af de tre
jernllcedte Riddese at vatle, og de støttede sig til deres
Svcrrd; men den tredie, der var en svcer, anseelig SlikIelse,
blev stnaende urolig og svobte sig trvdfig i sin store, blaa
Kappe med de knyttedse Heender over Kors paa Brysthar
nistet. Mester Martinus fremtraadte nu med Evangelie
Bogen. De fyrstelige Herr-er vg de syv og tyve Riddere
lagde Haand paa Bogen, idet de højt og tydeligt befvvre
Sandheden af deres Angivelse. Nu slog den svcere, trad
sige Heere Hjcelmgitteret fra sit Ansigt og saa fig vm i
Forsamlingen med et vildt, meninoget blegt Kriger-Aasyn.
»Grev Jacobl — Grev Jakobs-sein« —- lød det fra
Mund til Mund med en daempet Miknlen i Forfamlingen;
eg alle syntes i høj Grad fordavsede. «
»Ja, jeg er Grev Jacob af Holland, Kongehusets
Frande og Danmarts Riaes Fseltherre« — sagde han med
stolt og trvdfig Mine — »vg her staa mine fuldtro Ven
ner, de brave Riddere Arved Benatsøn da Jakob Blaafod,
der med mia ere nævnte blandt Kvng Erit Christopherspns
Banemcend.«
Begge de andre Riddere floge nu ogsaa Hjcelmgitteret
til Side, vg alle kendte med Forbavfelse de anklaque
Kvngunvrdeke, der med al deres dristige Trvdg dsvg vare
dødblexie og syntes tun halvt at lide paa deres persvnlfge
Sitterhed, uagtct Lejdct, der var givet dem.
(Fortsceties.)
Jan og synteg ncesten ordret at erindre, hvad den gamle
B. S. Jngemamu
Valdcmar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden s1.20.
Erik Mcnvcds Barndom
Jndbundcn 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Sanktid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
Kong Erik og de Fredløse.
J Qmslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
DAMSE LVPXL PUBL. ERST Blatt. Nost.
