Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 27, 1903)
Crit Menveds ;Bartrddn,« Historist Roman at Bernhard Severin Jngernanm T r e d i e D e l. (Fortsat.) Snart samledes alle Hossets Emdcdsmænd med Rigs raaderne og Danehossets anseligste Mrend i den store Rid dersal, lyoot Dronningens Damer allerede ventede hende og hvor Dronningen tort ester traadte ind, i- sin prægtige Sorgedragt, tilligemed sme Brodre og den unge Kong Erit. Ved Dronningens venstre Side stemtraadte Hering Val demar. Han bar ligeledes en pragtsuld Sorgedragt. Hans dristige Sejersherreblit robede en hoj Grad as Selvtilsreds hed, og han syntes at stjule Glreden over en Lytte, han itte lcengere tvivlede paa, om han ogsaa endnu tun saa den i Frastand. Ridder Jon hilsede harn med ridderlig Artighed paa en munter og utvungen Mande, inedens Drost Peder tun iagttog den nødvendige Høslighed; men de evrige Rigsraadrr risse sham en Ærbodighed, der mere røbede Frygt end Velvillie. « Trost Peder betragtede Dronninaen med Optnærl fomhed. Han troede at se i hendes Ansiat en rolia Til fredghed, der med crdel Verrdinhed oa et stille, haldt remodig Ertiil itte stod i nogen stcerende Modsigelse med bendeg Soraedragi. Hun tastede et alvsorligt Blit til Drost Peder, ra hans syntes deri at lcese en Bebrejdelse over hans Mig-» tillid til heut-es Kloastali og Mennestetundftab. Det fore tom ham som vhun ved hele sin Adsærd vilde bestremme og udrndke enhoer Tvivl hos Kongehusets Venner om denf inrstelige Herres Retsindighed, hrern hrm uden Mistillidl verrdigedes at udnrcerle som Landets vigtiaste Mand. ( Saasnart den almindelige Hilsen Var sorbi og bei scedvanlige Hoslighedsregler vare iagttagne efter HosstittenU forte hun selv Heringen ind i Kredsen af Rigets anseligste Mcend, sont hun med saa Ord sorestillede hani. Deman henvendte hun sig til Ridder Jon og de andre itiigsraader.l »Vor hsjfyrstetige Ven og Freude« — sagde hun —- »har, as Omhu for Landets og Kongehusets Bedste, ordelmodig udsat sig for at mistendes saavel as mig som as Eder. Han bar opsat at modtage Rigsforstandervalget ved dette Danehcs paa Grund as et Rnate, vlsans Fjender har nd fpredt, om en sornærmelig Mistillid til ham, som her stulde sinde Sted, og om et Parti, der i denne Anledning oilde oprøre Foltet her ved Danehosset og opvcelte Tor dragt i Riget. Da han imidlertid bar ersaret, at dette Rngte er uarundet, har han itte lænaere taaet i Betæntning at indstille fig ber, for i enhver Henseende at retfrrrdigaore sin. Han dringet os desuden den viatiae og beroligende Efterretnkng, at den oprorste Marft Stig er salden til Foje on bar oderladt sia og sine Medstnldiges Sag til Danehossets Kendelse. Heringen har tlogelig soat at und aaa en odelcrggende Boraertrig ved itte at angribe Op rorerne, niedens han ved at samle en betydelig Heer bar indjaaet dem Straf. Han har personlia vosvet sig inden for Marslens Befcestni.nger, sor om muligt i Mindelighed at bringe ham til at undertaste sig Lands-loben Han med lzringer under sit Lejde tdende as Marftens Venner til dette Danehos, sor at selv vore farliafte Fjender itte stal siges at vcere domte u«h-rte og uden Forsvar. Jeg finder dette Foretagende lige saa priseligt og retscerdigt, som tætt, og det glæder mig, at jeg med saa oprigtigt et Sind tan pnste os alle og Danmarts Nige til Lytte, idet jeg siger den cedle Hertug Valdemar veltommen iblandt ost« De sidste Ord henvendte hun til Heringen. Oan traadte srem og bøjede sig dybt sor Dronningen, idet han rned let Anstand og sirlige Ord besvarede denne hcedrende Veltornsthilsen. Med tilsyneladende Begcjstring udtrytte han sin Hengivenhed ior Dronningen og den unge Konge, og han priste Adngehusets tro Mcend med en Thojst neb ladende og smigrende Venliahed, der hos den storste Del af de sorsamlede Herr-er itte saonede sin Virtning. Derpaa aabnedes Deren ti.l Spisesalen. Hertugen fette Dronningen til Bords, og den lille Konge tog Plads ved hendes hpjre Haand. Det var sorste Gang ester Kona Erit Christoffersons Tod, at Dronningen og den unae Nonne gsorde nogen Forandring i den«-sergelige Stilhed, der eller herslede ved Hoffen ch var denne Veltomstsest sor Heringen ingen lunde larmende; der hortes inaen Sang oa Musik eller hojrostct Glaede, og saasnart Taslet dar hcedet, adstiltes Selslabet. Hertuaen drog sia tilbaae til den Floj as Slottet, der sckdvanlig Ved Danehosiet var ham indrommet Ridder Jon overtog igen Dradanthøvdings-Vagten ved de tongelige Geniatter, oa Drost Peder git i den uroligste Spænding tilbage til sin Bolig. Da den alvorlige Drost traadt: ind i sin daglige Stue, saa han Grev Gerhard sidde i den brede Armftol ved Bordet cg gore sig tilgode med et Bæger Vin, niedens gamle Dorthe Fostermoder, der nu her sorte Hus for sin Herre, oderlcessede Bordet med Fodemidler. Paa Drostens Vint sorlod den geslcestige Amme strats Sturm medens han med urolig Forventning hilsede sin Gest. »Velloinmen hjem, min gode Ven!« — sagde Grevcn munter og reiste sog, idet han rolig drat Bergeret ud og satte det paa Bordet. —- «Jeg har siddet her en liden Stand og samlet Kræfter ved Eders gode Vin. Hat Ebers Fostermoder opammet jek med den, er det intet Under, J er rast og statt. Hun er en sortræsselig Husmoder. J saar aldrig nogen bedre, om J saa fit en Engel til Konr. Det var dog en Lytte, hun itle blev hængt og begraoet levende for sin toindelige Hader-Z Styld. Nu, hoor staar det til? Er jeg jer itte veltomment J ser jo nd, som J var dsrnt sredlos paa Danehosset eller stcevnet sor Ribe Ret.« »J er mig Viertelig veltommen, oedle Grev Gerhardt« —- svarede Drostn og ratte dam- Haanden. —- »Er der ingen Fred og Gliede at se i mit Aasyn, er det vist itte Eders Styld. J holder Ord, ser jeg, oa J er en sand Spaamand. Dertugen er ssrst kommen i Akten. J Morgen er han rnin og Kongehusetö Herre. Men hvad ved J da nu? hvad har J opdaget?« »Artlge Ting, mtn gode Ven, J itzar næsten harret lige saa neer ved at begrasves levende sorn jer Amme: i Nordbarg Taarn stulde J have siddet. —- Stlmanden sit ) ieg lyllelig lost for Tungebaand med mit gode Sværd Paa Situben. —- Han stulde rigtignol tneetie jer Hals, hvis J ille vilde lade jet fange. J haode jo vigiiae Be viser mod Kongemordekne i jer Lomme.« »Dersor altsaa? —- nu del! det ian jeg forstaa!« — fsvarede Drost Peder. —- »Men hvad saa dider?« ) »Ja, tøv lidt, min gode Ben! man lan ilte leve as Snal. Ebers sordsmte Statssager har- fast tagei alle )mine Kreester med i diöse Dage.« Med disse Ord satte Grev Gerhard sig atter rolig i Stolen og syldte Begerei, medens Drosten utaalmodig ventede paa hans vigtige Med Hdelelser. T ,,.Hertugen er en sin Herre« — beghndte Greven igen, da han havde tømi Bageket og rosi Binen —- »og jeg er en Stormlsber, siger man; jeg hugger helsi lige til og gaar lige srem uden Krogvejr. Men nu stal J dog se, at jeg ogsaa til Nod lan gaa paa Raevejagt, og at det ille er alle Krogveje og O-msvob, jeg slher —- —« «Det tror jeg Hiertens gerne, leere Grev Gethard! men, sor Guds Slhld, bevis mig det ille nu! Hvad ved J? — Hvad har Heringen hast for-? — hvad lunde tilbageholde ham fra Danehoffets hvor har han darei?« ——— ,,Saa sagte, saa fagic, min gode Ben! man lan ille besvare al Ting paa en Gang. Han hat ille sovei i de tre sidste Donn, og ieg itte heller. Dei ian J nol se paa mig. Jea har jagei Livet as tre Heste og san næppe selv heknge samtnen Men bot nu alt i sin Orden! da vi dansede med de sinnlie Piaer paa Ridehus, laa Heringen, ved J, paa den lade Side i Lejren ved Ribe. Men den hellige Germani Daa —-— lad mig se! — ja det var den 28. Mai sidstleden —— del dar den forste Danehofsdag her — da Var han bedislig i Slesvig og udstedie i Bisperis og sit eget Raads Nærverrelfe et Handelsdiplom til Fordel sor Kram merne i Lybcei af folgende Jndhold — ——« ,,Vil J have mig tilbedste, Grev Gerhatd! hvad i al Verden lommer alt dei Kræmmeri Kronen og Rigei ved?« »Mer, end J drømmer o1n, min gode Ven! Jndholdei af Krnmmerbredei stal J blive fri for, sidcn ieg ille lan husle dei; det aør heller intet til Sagen; men lag Mrrrle til —- han foretog sig en offentlig, ubetydelig Regetings forretnina i Slesvig den samme Dag, han hier slulde vcelges til Riasforstander og Kongens Formvnderi Se, det er en politisl Gnade, som Vil verre Eftcrverdenen en haard Nod at tncektex men den Gaade tan jeg fortlare jet. Han Ijavde lort sør vceret paa Helaences hos Marsl Stig —« »Alt det ved vi!« —- afbrød Drosien ham uiaalmo dig. —- »Det har han itle fordulgtz men det er just udlagt til hans Win, som et Bevis paa hans Trostab og lælle Jver for Kongehuset.« »Godt, ved J al Tina, min lloge He. Drost! saa er J del oasaa llogere, end min Langben Gammelknand, sial vi fe! —« »Eders Hofnar? — ——« »Ja del, J tender ham jo not; gal er han rigtig nol til sine Tiber, og han bildte sig ind, at han var den døde stonae, da han slog mit Øje ud, men naar han itte er gal og vil satte Foll en Voxncese paa, er han Fanden til Karl og til at le sig fordcekoei over-—« »Men, min Gudl hoad hat en Nar med Siatssaget at aste? glem dog ille, hvad J vilde sige, sor den Dege nigt!« H« . «t »Respelt for Langben, min gode Ven! en saadan Nar lan vare llogere end et heli Rigsraad; han har i otie Dage vieret llcedt i Jetn sra Top til Taa og ageret Mar slens fortrolige Svend, Mads Jyde. Han lignede den svcete Karl paa et Haar og lunde iale mesterlig jydst efter ham; saaledes lom han ester, hvad jeg allerede havde Nys om, og hvad gamle Henner havde meet-let under sii Fan genstab hos Matslen. Medens Heringen udeblev sra Danehofset, slulde iher ved Marsten og hans Venners Hjcelp gotes Tumult og Oprør den for-sie Danehofsdag; men det sotpurrcde jeg ved at lade alle Færgestederne spcerre i tre Dage, saa ingen af llrostifterne tunde komme herover.« »Min Gud, hvad hører jeg? hvad slulde her da væte flei?« «Under Stin af en Opstand mod Heringen selv, hvori man ttoede Foltet vilde taae Del, stutde i Forvirrelsen Dronningen da den unge Konge tages til Fange. At J sad i god Forvarina paa Nordborg, har vi tdunaet den sangne Stimand til at bereite, og for den Løgn sil han sin Frihed i Galan Medens de longelige Fanger med Al grevens Hjeelp bragtes til Tonsbera, stulde Heringen drage til Vibora med sin Hær oa for at redde Landet lade sig as lutter Naade hylde til Zions-e At han den 28. under Tu multen lhavde vertei i Slegvig, maatie lunne bevises med! et offcntligt Dolun1e:it, sor at den snilde Herre lunde oasle sine Hander i hvad der stete. Den sStreg, jeg gjotde i den hele Regni.ng, maa han imidlertid have maerlet, for jea den-» iede dei. Han maa væte reist over Hals og Hoved fra! Siesvig for at vcere her i Afien.« «.5tom, Grev Gershard!« —- udbrød Drost Peder for-» fcerdet. —— ,,Sligt høter til Løntamrei. Jeg svimler ved atz leenle derpaa. Kan J give mig klare Beviser i Heende forj et saadant uhyre Forrcederi —- saa maa han styries. Om! det saa loster mit Liv!« ! Drost Weder drog siz Gast hastig ind med slg i silj Lsniammer, hvor han opiegnede hveri Ord, Greven sagde,! og enhver Omsteendighed, sont tunde oplyse Sandheden ctfl hans Beretnlng. Hofnarren blev ligeledes tagen i Forh-r, og hans Udsagn bleve ordret optegnede. Grev Gerhard satte sit Segl derunder og tilbød med sin Ed og sit godei Sværd at godtgøre, hvad der maatte mangsle i sormeligei Vidnesbyrd Med graditctist Mine satte Hosnarren lige-j ledes sit Segl derunder med en Knap af. sin Vehnerirøjr. J Ottende Kapitel. Neste Morgen ti.dlig, før Danehosset begyn"dte, havde sDrost Pers-er en hemmelig Samtale med Riddek Jou; men næstrn lige saa tidlig var Heringen med Markgkeverne af Brandenburg hoj Dronningen« Pera denne Danehossets sidste og vigtigstr Dag siulde Forhandlingerne fom sadvanlig foretages under aaben Himmel og for Folkets Øjne paa Slotspladsm Dei var den tredie Dag i Pintseugen, og det stsnneste Foraatsvcjt ..U LU- HALBER-. L-JJ«!ÅM4I -..JL· M WIW begunsiigede Hajiidelighedem hvorved tillige den unge Kon ge finlde hyldes as sine fynsie Undersaaiter. Alt var ind retiet paa dei prcegtigste. Paa begge Sider as Tronen, sorn den unge Konge stulde beilæde, vare tvende ncesten lige saa praegtige ophøjede Seeder ansbragie til Dronningen og Hering Valdemar. Der var udbredt Skarlagenstaepper paa Jorden og opstillet tvende Halvlredse as Stole til de festste lige Herrer og Riddere saavelsom til Bisperne og Prie laterne; men midi i Kredsen stod et rundt Vord, bellcedt med soti chede og med tre og iredive Stole orn, der dog tun syntes at indtage en liden Del af den siore Kreds7 dette nsædvanlige Syn freinkaldte mange betænlelige Be tragtninger blandi Follet. En uscedvanlig stor Meengde Borgere og Bønder saas denne Gang paa Danehoss Pladsen sra tidlig om Morgenen. Der herslede en eengstelig Siilhed. Efierhaanden forsamledes ogsaa Ridderne og de gejsilige Herren blandt shville man saa den anselige Dom prosvst, Mesier Jens Grand, og den lundsie Ærlebisp, Jon Dros, blandt alle Rigeis Bisper. Alles Opmærlsomhed syntes lun henvendt paa Sloiieis store Fløjdøre, hvorsra man nu hvert Øjeblil tunde vente de longelige. Endelig aaknedes Dorene, og ivensde Vaabenherolder med høje Fjer bnsle i Hjaelmhsuerne og med hvide Stave i Hienderne anb nede Pragttogeh ligesom ved en Turnering; men de sorte Sorgcdragier gav hele dette Ovtog inere Udsendet af et Ligtog Den lille Konge gik med smaa men saste Slridi civorlig ved sin høje Moders Side, ncermest sledsagei af Prins Christopher, Heringen og Dronningens Brødre. Grev Gerlsard havde nventet sluitet sig til Ræklen af de fyrsieliae Herr-er. Han var itte lomrnen alene, men havde medbragt sine tvende Brodre, de nnge Grever af Holsten, saavelsom den rygisle Fyrsie Wiizlau, en djccrv og dygtig Mand, der dar Grev Gerhards Ven og en iro Lehnsmand af den dnnfie Krone. Dis-se Herrer havde, lort sør Toget begyndte, as Ridder Jon ladet sig soresiille for den nnge Kongex men Grev Gerdard navde lnn sundet Lejlighed til i Frasiand at hilse vaa Dronningen. J Spidsen for de tolv Rigsraader saa man gamle Ridder Jon, Kansler Martinns og Droft Pseder. Paa den gamle Staismauds Ansigt var ingen Uro at se. Mesier Nartinns syntes ogsaa roli.g; men han gil nedbøjet med de soldede Heender i sine vide Dominilaner-Ærmer og syntes hemmelig at bede. Drost Peder knnde med al sin Anftrengelse itte gansle sljule den Kamp, der foregik i hans Sjasl; han bar sin saarede Arm i et Bind, og under sin sorte Ridderiappe bar han et Bundt Dolumenier. Naar han betragiede den siolte, trinmserende Hering, funtlede hans Øjne af Harme, men han havde maatiet love Ridder Jon at behersle sig; han saa selv, det dar nødvendigti Han smilte bitteri, og det var darn, som han var dømi til med smilende Ansigt at følge Danmarls Frihed og Lylke til Graden. Te kongelkge Vcebnere, der, efter Marslen, Under marslcn og Ridtdernc, slutiede Toget, anføries af den unge Zionges Yndling, Aage Jonsøn, der siden Ulylten i Finde rup Lade var bleven en besynderlig stille og alvorlig Drum Hans og Kongens Vaaben-inester, Drost Peder, dar hans ridderlige Forbillcde, og næsien med en suldmyndig Rid ders Værdighed bar Aage allerede dei Væbnersvaerd og de Solvsporer, bans nnge Konge havde ladet ham give· Danehossei var sat; og da Follet nn saa den lille Konge paa Thronen, da de saa Dronningens cedle Aasyn og saa mange tro og dygiige Mænd ved Thronens Side, sorvandledes plndsclig den almindelige Tavshed til ei lar mende Hyldingsraab. Ligesom.ved Hyldingen paa Stan derborg, oplæsie Ridder Jon med hin Rost Dotumentet angaaende Kongevalget, og Hyldingsraabet genioges med sordoblet Jver. Under denne Hylding reiste den lille Konge sig sra Thronen og hilsede Follei med et mildt og venligt Aasyn; den barnlige Gliede over at viere Gen itanden sor den almindelige Hyldesi gav hans medsødie Konaevcerdighed og hans tidlige Riddervæsen en Ynde og en Uslyl·di.ghed, der nimodsiaaelig henred alle. Jdei Kongen rejste sin, haevede Dronningen sig ogsaa sra sit Siede, og Hering Valdemar tøvede nu itle, tillige med alle de andre fyrsielige Herrer saavelsom alle Rigets Lehngrncknd og Riddere, at bøje sig for Thronen og Baruc lougen, der nagtei sin Mindreaarighed dog dar deres ret mcessige Herre. Saasnart Hyldingen var endt, sremiraadie Ridder Jon dg oplasste ten Ariiiel i Landsloven, i Folge hvillen Drein ningeu og Hering Vckldemar vare berettigede til ai sure staa Riqgforfiandersldket i Kottgens Mindreaarigshed nag iet den Misiornøjclse, der fporcdes i inange Ansigtcr, vovede dog innen at gore nogen Jndvending hcrirnod, og saavel Heriuaen som Dronningen stadseestedes sormelig i denne thindialicd. Da Doknmentet derom var nndertegnet af Sicendernes ndvalaie Mænd og opkest for Follei, bestieg der et larmende Hyldixigsraab for Dronningem hvorpaa snlgte en pludselig og almindelia Tavsbed Nogle Stem iner, hvoriblandt man kcndie Mesier Grands myndige Røsi, ndbragie nxi ogsaa et: »Leve Hering Valdemar, Kongens Formynder og Riacis Besiyticr!« Dei istemtes as mange, dog med Zeaempet Røst on — som det lod til —- mere as Tsvana on Fryqt end as Belvillie. Heringen hilsede med nedladende Venlighed Derpaa reiste lden unge Konge fig, og der blev den størsie Stilhed og Oprneerlsomhed Hans Øjne dvcklisde pna Drosi Peder og Mester Mariinns og svnies i deres opmnntrende Blil at leese, hvad han- skulde sige. Han overvandt hastig den undselige Uro, der hveri Øjeblik lod- til at have beinaegtiget sig dam, og nu sagde han saa højt, at alle knnde here det: »Mit iro, dansle Folll jeg lover Eder ved Gud og vor hellige Freie, at jeg vil viere Eder en god og retfcerdig Konge. Jeg ved, ai Landslovens Vnd og Follets Be slutning er rei og gyldsig, og jeg nnderlaster min villig min leere Moders og Heringens Formynderslab til min mon dige Alder. Men saavist jeg under detie lovlige Funin derslab er retmcessig Konge af Danmarl og slal bcere min Faders og de store Valdernarers Krone — bnder og be saler jeg nu, i Tillid iil mine Formynderes og Rigsraadets Beiræftelse —- at Sagen mod min longelige Faders Mor dere ved deite Rettertshing paa det strengeste slal under soges og dømmes. Treed srem Drost Peder Hessell J er lpaa mine og Kronens Vegne Kongemordernes Anllager!« Drvsi Peder fremtraadie vg fremtog Dsoiunienterne· han bar under sin Kappe. »Hvi5 min leere Moder og Hering Valdemar billigei det« —- vedblev den lille Kotige, idet han saa paa Riddei Statsmand havde forbetedt ham paa — »saa fvrellaar jeg, at min værdige Morbrvder, Martgrev Otto af Bran denbotg, min ttv Lehnsmand, Fyrst Witzlau af Rhgen, den tapre vg retsmdige Grev Gerhatd af Hvlsten vg hans højbaarne Btødre tilligemed syv og tyve gode Mænd af den dansie Adel og Riddcrstand træde sammens her paa Stedet, for at ransage Drvstens Klage vg Vidnesbyrd Derefter maa de besværge, hvo de Mcend -vare, der i. Finnerup Lade St. CæciliæNat lagde voldsom vg msvrderiftHaand paa min nlyttelige Herre Fader, Kong Crit Chriftvphetspn. Jeg hat med Haanden paa han«-Z blodige Bryst lvvet hans Sjcel vg den retfcerdige Gud, at dette siiilde vcete mit sprfte Ord fva Damnarts Throne, og at de ugudelige Kongemvrdere efter Landsloven stulde dømmes og strasscs med Retfærdighed.« Den lille Kvnge var ved Anfttengelfcn og den Idee-, hvormed shnn havde erindret og fremsagt denne Opfer dring, bleven blussende rød, vg ved de sidste Ord, som han selv, til Ridder Jons Forbavselse, havde tilføjet, vare Texa rerne tonme ham i Øjnenc. Han tog atter Sæde paa Thr·vnen. Alle fyntes forundredc over den Alvor vg Myndighed, hvormed Barnetongen havde talt. Drvnningen lvd til at raste forderedt derpaa. Hun reiste sig strats vg ssagde højt og besten1t: »Jeg billiger dette Kvngens Forslag; det er allerede med mig vel overlagt i Rigets Raub, vg det be høver nu alene den højbaarne Hering Valdemars sBekrieftelseX i »Jea billiger det ligeledes!« — sagde Heringen med idcempet Røst, vg, svrn det s1)ntes, tun tvungen dertil af iden vverrastende Nødvendighed, hvvrimod enhver Jndven ding vilde vcere høift mistcentelig oa farlig. Paa Ridder Jvns Foranstaltning foretvges straks Valget af de syv oa tyve Adelsmænd, der tilligemed de ihr stelige stulde undersøge Drvftens Klage. Valget faldt paa de Eldfte vg mest agtede Riddere vg adeliae Styresmænd, fder vare til Stede. De tvge alle strats Scede ved det sorte Bord inderst i Kredisen, va, uden om dem herstede der en lang, forventningsfuld Tavshed, medens Vidnesbyrdene bleve afhørte vg Eifterretningerne vplceste af Droften. Me dens dette stete, fremtraadte, paa Heringens Vi.nk, under en stcerk Rytterbeklcedning, de trende Rid-dere, der, fvm de att tlagedes Forsvarere, under siktert Lejde vare medbragste af Heringen De vare alle tre tlaedte i Jern fra Top til Taa og havde Visirerne nedslagne. Endelig rejste de fyrstelige Herrer sig tilligemed de syv vg tyve Adelsmænd fra det sorte Vord, og i Spidsen for dem fremtraadte Markgrev Otto af Brandenbotg med et Pergament-Z Blad i Haanden. Han bøjede sig for Thronen vg Forsamlingen og lceste derpaa højt vg tydeligt paa danfk, flønt med fremmed Udtale: ,,Efter de Beviser, der ere os fvrelagte, vg de Vidnesbyrd, vi have hørt, maa vi ncevne, soin bevislige Deltagere i Kong Erik Cshriftophetspns Mord, følgende Herrer, Riddere og danste Adelsmænd: den høifytftelige Heere Grev Jacvb af Hallan«d, Danmaris Riges Marft Hr. sStig Andersen Hvide, Kammermester He. Ove Dyre, Ridderne Hr. Peder Jakobs-m Hri Peder Pvrse, HI. Niels Hallandsfar, He. Arved Bengtsøn, Hr. Niels Knubsøn vg He- Jakob Blaafvd, desuden Kammersvend Rane Jonspn og Vabner Aage Kagge. At nysncevnte el leve Mænd tilligemed den tvlvte, svm nu er død og b-vrte, have i fornummet Dragt St. Ececilice Nat vceret til Stede i Finnerup Lade og personlig vceret delagtige i Kongemvr det, det maa vi med Haand vg paa de hellige Cvangelier her vidne vg svcerge for den alvidende Guds Aasyn, som for Kongen og det dansie Folk!« Jdet Navnene blev vplceste, shntes de tvende af de tre jernllcedte Riddese at vatle, og de støttede sig til deres Svcrrd; men den tredie, der var en svcer, anseelig SlikIelse, blev stnaende urolig og svobte sig trvdfig i sin store, blaa Kappe med de knyttedse Heender over Kors paa Brysthar nistet. Mester Martinus fremtraadte nu med Evangelie Bogen. De fyrstelige Herr-er vg de syv og tyve Riddere lagde Haand paa Bogen, idet de højt og tydeligt befvvre Sandheden af deres Angivelse. Nu slog den svcere, trad sige Heere Hjcelmgitteret fra sit Ansigt og saa fig vm i Forsamlingen med et vildt, meninoget blegt Kriger-Aasyn. »Grev Jacobl — Grev Jakobs-sein« —- lød det fra Mund til Mund med en daempet Miknlen i Forfamlingen; eg alle syntes i høj Grad fordavsede. « »Ja, jeg er Grev Jacob af Holland, Kongehusets Frande og Danmarts Riaes Fseltherre« — sagde han med stolt og trvdfig Mine — »vg her staa mine fuldtro Ven ner, de brave Riddere Arved Benatsøn da Jakob Blaafod, der med mia ere nævnte blandt Kvng Erit Christopherspns Banemcend.« Begge de andre Riddere floge nu ogsaa Hjcelmgitteret til Side, vg alle kendte med Forbavfelse de anklaque Kvngunvrdeke, der med al deres dristige Trvdg dsvg vare dødblexie og syntes tun halvt at lide paa deres persvnlfge Sitterhed, uagtct Lejdct, der var givet dem. (Fortsceties.) Jan og synteg ncesten ordret at erindre, hvad den gamle B. S. Jngemamu Valdcmar Seien Omslag 80 Cents. Jndbunden s1.20. Erik Mcnvcds Barndom Jndbundcn 81.20. PrinS Otto af Danmark og hanS Sanktid. Omslag 80. Jndbunden 81.20. Kong Erik og de Fredløse. J Qmslag 80 Cents. Jndbunden 81.20. DAMSE LVPXL PUBL. ERST Blatt. Nost.