Erit s Mcnveds kBarndom,
Histotist Roman
of
Bernhard Severin Jugemnnn.
T r e d ie D e l.
(Fortsat.)
—
»Det var da vel, J itle tendte den dristige Vitings
datter!« —- svarede Drosten s— »J havde ellers faaet med
mig at getre: det havde været en Stam sor alle Danste,
var den lckkle LEventyrjomsru itte dragen sti hersta, som
hun toni; havde hun itle sat Mod i vor snedige Fordanset
og var sprungen sotan os alle i Asten, havde den tcktteste,
dansle Jomstu dog sunget sin Vise sorgreves, og J itle nu
vaeret Hsvedsniand paa Ribehus-«
»Men, set Satan! hun var dog den fordømte Al
greves Datter.«
»Hvad tan hun dersor2 En Heltinde et hun, rg vi
slylde hende baade Tat og Æte. Hun hat betalt det dristige
Æventyr dhrt not, hdis hun detsor gav Rane sin Tro.«
,,J har doa Ret, Dtost Pedet!« — svarede Thor
stenson og befinde-de sia. --— ,,Pigen var en bedte Brudgom
værd kg steinsor alt en bedre Faden Lad she.tde da sly,
den raste Klippesugh hnn got maaste endnn en Helt ellet
i det Inindste en dygtig Sørøver as vor usleste Ridder! men,
Dod og Ulytle! haode jeg vidst, det var Algrevens Dat
te: —— —«
»F havde doa cetbødig tysset hendes Hannd David
Brushoded!« — asbrod Drosten hani on smilede.
,,Hestene staa for Slotsttavpen, Herre Trost!« —
lød nu Stirmens Stemtne i Deren. Trost Peter teg en
hastig og hiertelia Assted med den tdelte Besalinggmand
paa Ribehus og sorlod Slottet med et let Brdstharnisl
under Reisetavpen· Stirmen sulate sin Herre, sorn ted
hastig gennem Grsnnegaden til Totvet, ttden at lægge
Meerte til Boraernes larrnende Glcede. J Kadmændaaden
var Foltestitnlen ophort; inen Stirmen hemcertede, at her
listede sig adstillige dunlle Stittelser otnlring, der saa ud
som Dominitanernes Ligbcetere og hiwde Hætter ined store,
udstnarne Øjenhuller over Ansigterne; paa deteg Arm
hevasgelser og lange Stridt lignede de dog mere sormuin
mede tirigere Den tto Verbner gjotde sm Herre opmcerl
som paa Ldisse Folt, der syntes at give noje Agt paa heim.
,,T-et et en Flot Liabcerere, der stnl hente et Lin et
Sted« —- sdarede Drosten —-—- ,,hvad Inctrteligt et der ved
dein?«
»Det lomtner an pan hvad det er for et Lia, de stal
hente« —- svarede Stirinen —— »og om det itte et et, der
forst stal skasseg til Veje.«
De sormummede Karle vnte iinidlertid sorsvundne paa
Hismet as Stibbrostrcrdet, og Dtost Peder red over Btoen
tkl Mellemdammen.
»Hvotledeg er det sat? Stitmen!« --— spnrate han og
sta:tdiede sin Hest paa den øde Gade — -— »Du hat siden
i Fjor sat as vna Kettheden — syneiJ mig. Da du sangede
Røsjetne i Daudeta Grube, var du en anderledes Karl.
Nu mittler jea, du hat saact en Kettest i .L)ovedet: men hat
du qlemt, at man itte dinder Guldsporen ved Fierlenslab og
Forsaathcd?«
Stirmens Kinder vlussedr. ,,Havde J den Morgen,
vi red til Harrestrup srdst, itte holdt mia for en srngtsom
Gcel og de Graabrpdres Kapper sor cetline, strenge Herre!«
— svarede han nied daernpet Ilro — »da havde maasle
endnu Avng Erit Cshristophetsen tunnet give mig Riddet
slaget i Aar, som J gav mig Haab om hin Asten. As
eders Haand dilde jeg rigtignol helft modtage det en Gang«
—- tilssiede han med bevende Stemme —- ,,rnen holder
J mig nu sor en srygtsom Statlel, sordi jeg et bange sor
eders Liv, saa sotlanger jea aldrig at blive andet i mine
Dage, end jer tro Vcesbnerl dog advare set rnaa jeg lige
suldt. Jeg dil heller gaa med Splvsporen til min« Grav,
end sølge jer med Guldsporen til eder·5.«
»Min terre, tro Stirmen!« — saade Dtosten be
vasget og kalte hnm Haanden —- ,,jeg ved det not: du
brydet dig mere oin mit Liv, end om dit eget; men jeg er
jo inaen fredløs Mand. Her rider jeg jo velbeocebnet i·
min Konges Ærend. Enhver Heettetappe, vi se, stjnlet dog
heller ingen Fortæder.«
»De Karle hat listet sig otn os den hele Dag, strenge
Herre! og jeg tør bande paa, det er Heringeng Folt. Jeg
ttoede, Grev Gerhatd og hans Ryttere slulde folge os.«
»Den et sin egen Herre!« —- sdarede Dtosten. ,,Om
han dil til Danehofset denne Gang, ved jeg itle.«
,,Me«r Nidder Rimaatdsøn da?«
»Dein gaat til Stibs hersta. —- Nn assted! Det er
alene verrgelase reisende eller vigtige, syrstelige Personen
der i denne Tid behøve Bedcetning paa Landevejene-«
Stirmen tad, og de rede videre over Broen til
Nedredam og over endnu en Bro, der fette over den
tredje Arm as Nipsaaen til Stenvorten ved Byens estlige
Ende. De saa tun saa Mennester i- denne assides Del as
-Staden. Da de naaede Porten, sandt de den paa Niv
der Thorstenssns Besaling lnlkei. Paa Drostens Bad og
velbetendte Tegn dlev den as Borgerdagten strats aabnet,
og man oilde ride vider. Da horte Stirrnen sit Navn
nævne as en tlar, tvindelig Stemme over Poeten. For
Guds Stle, leere Herre! lad os holde!« —- udbrsd han
ivrig og sprang as Hestew —- »Aase sidder vist i Port
fangslet.«
»Besri os, eedle herre Drost!« —- lsd nu Anses
Stemme sra Fængselsgitteret over den hvaelvede Stenport
—- ,,J san vidne, at min Bedstesader og jeg hverlen er
Speidere eller Forrcedere.«
»Par- Drostens Ord og Fortlaring til Vagten blev
Fangerne strats losladte Den gamle Denner traadte i en
lang Ptlegrimstappe ud as Fængsslet med Aase ved Quan
den. han ratte Drost Peder trosast Haandem og Aase
fle sjerleglad t Stirmens Arme.
,,E«t Ord, herre Drost!« — sagde henner med derm
pet Stern-ne —- «vil J sitler ad Snoghøi eller Kolding
til i Nat, saa tsder J her til jeg tommer tilhage, ellet
ladet i det mindste Bejen staa anben sor gosde Vennert —
st Aaset det haster!«
,,hvad betyder nu det? gamle!« —- svurgte Drosten
utaalmodigz men han sit tntet Svat. Den trenrvehsje
Pilegrtm havde paa gammel Friservis gjort et Par uhyti
Spring ved sin Stav og var pludselig sorsvunden i Haw
rnsrtet. ctrats ester hortes ftærle Aareslag i Aan paa
den nordre Side as Porten, og man stimtede en Baad,
der med utrolig Fart lpb ned ad Aaen til Slottet. Reiten
i samme Øjeblit, soni den gamle var sorsvunden, var den
lille Aase, let sdm en Kat, sprungen ud as Stirmens Arme
og var dem ligeledes strals as Syne. Stirmen syntes at
hsre hendes Fodtrin paa Broen til Nedredam. Han sprang
paa sin Nordbagge og vilde ride ester hende; men nu horte
han sin Herre raabe højt og utaalmodig: »Afsted! denne
Vei, Stirnienl Den gacnle er halv forrykt. Jeg tan itte
vente her ester hans Griller- — Porten tan J lade staa
aaben!« — sagde Drosten til Borgervagten —- ,,tommer
den gamle igen eller spørger nogen ester mig, saa ophold
dem itte!«
Med disse Ord red han ud gennem Stenporten.
Stirmen fulgte sin Herre med betlemt Hierte og faa sig
bestandig tilbage ester den leere, forsvundne Aase, som han
neeppe havde faaet Tid til at give et Asstedslysx men i det
matte Stjernelys saa han tun den stumle Porthveeloing
lag en lang Jernhaand, der ligesoin truende stratte sig ud
efter ham fra Murpillen ved Porten.
! »Sig mig dog, lære Herre! hvad betyder den af
»siyelige Haand der ved Stadsporten?« —- spurgte han, for
at faa Lejlighed til at tøve et Øjeblit endnu, medens han
destandig tun stirrede efter Aase.
« ,Den Haand er der opslagen til Steckt dg Advarsel
for Lovens Odertrædere« — svarede Drosten og red lang
sommere, i det han saa sig ti.lbage. »Den, der forvolder
Dyrtid i Byen ved at aøre Forprang, stal miste Haani
den. Men forftaar jeg dig ret, Stirmenl saa er det not
ester en anden Haand, der er mindre kold og streng, du
nu ser dig tilbage. Du vilde vel endnu en Gang tage
Assted med den lille Anfe? Nu velt der er en valler Pige.
Vil Gud, stal han dlive din Hustru en Gang. Naar vi faa
Fred og No i Landet, slal jeg sorge for eders Velfcerd
Men staa nu alt Kælenstab af Hovedet og vcer flink! Jeg
tør jo heller itte gøre et Stridt sra min bestittede Vej
for hendes Stan, som er mia tcerest as alle·«
»Ak, men J drager ddg endnu samme Vej fom hun,
da niaasle traesser J- hende i Koldi.ng· —- Tak fordi J oil
sorge for os, cedle Herre!« — tilsøjede Stirmen beweget
—- ,,Doa Gods da Rigdoin behøver jeg itte. Aase sor
langer tun, at ieg slal vblive en dygtig Ridder, som J, og
gute eder ag vor unge Konge Ære. — Rid tun til,
Herre! jeg slal itte opholde jer laenger. Vor Heere lader
mig not se den lille, velsignede Aase en Gang igen i Ver
den-« Han foer hastig med Haanden over Øjnene og
sporede sin Nordbagge.
De rede nu begge rast srem ad Vejen, og Drost Pe
der tcenlte paa hvad den underlige gamle Henner vel lunde
have ment med fin About-seh og hvorfor han havde bedet
ham lade Stadsporten staa aaben. »Det var dumt,
Stirmen!« —- sagde han bctcenlelig —- ,,feg slulde ike
bade ioiet den gatnle i den Grille med Portem Var de
Mai-la du talte din, Form-dere, der ail vaa Lur ester os,
Haa har di jo nu selv aabnet dem Vejen til at falde os i
IRygaenR
De syntes tort efter beage at høre stcerlt Hestetrav
bag ded sig. De vendte hastig deres Hefte. De tunde i
Halvmørtet ite langer flimte Stadsportenz men de saa
enFlot Rhttere paa Vejen.
»Lad os ride til Side, Hei-rel« — sagde Stirmen —
»det er sitkert Hattemændene.«
Omtrent hundrede Stridt sra dem lob en Sidevej
ind i Stoven til hsjrr. Denne Vej saa de nu den Inorte
Rytterstare sare bort paa.
»De hat andetsteds LErend!« —- sagde Drosten og
tog Haanden sra sit Sværd —- ,,Bidere!«
De rede atter stem i startt Trav.
,,Maasle vil de hellere mode os ved Slovens Rdgang,
Herre!« — sagde Stirmen. — ,,Vi har Forspringet endnu;
men det var viit raadeligst at vende tildage til Ribe efter
Undscrtning. Gamle Henner bad os vist ilte tøve for
gceves.«
,,Nej vi vil nytte dort Forspring!« —- sagde Drosten
bestemt og sporede sin Heft. —- «Var det Fjender, er de i
Stand til at naa Jomsru Jnge for vi, og hvo ded, hvad
hendes tolv Ryttere due til?«
De rede i Firspring til Slovens Udgang. Her var
Vejen meget smal og paa begge Sider indesluttet as steile
Ballen Stirmen var paa sin raste Norbagge kommen
nogle Favne soran sm Herre. Han vendte nu Pludselig oin
og foer tilbage. »Huldejen er spærret, Herre!« —- han
vegede til Siden — »hist lommer den samme Flol ud igen
fra Stode:i.«
Trost Peder saa sig om og drog sit Svcrrd. »Dies
vcerre!« —- lagde han —- ,,de har os- i en Fcelde- Men vi
vil itle lade os fange soin Ratten Rid op paa Højen og
blaes i dit Horn! Din Nordbagge lravler jo som en Kat.
Bringer Henner og Undscetning, vil han høre det og slynde
fig. Med Gudg Hjcelp holder jeg vel de Karte fra Livet
en Stund. Stynd dig!«
Stirmen adlød og forlod med tungt Hierte sin Heere
i denne Rod: ban tladpede sin Nordbagge, og som en Sten
but llavrede den op med ham ad den steile Basle.
Sjette Kapitel.
Nytterne ncermede sig paa den sncevte Vej fra begge
Sitten men inden de tvende Starer endnu vare hinanden
need-, lød Stirmens Ktubthotn stingrende fra Ballen over
Drostens Hoved. Begge Ryttersiotte standsede og syntes at
studfe; men da de tun saa den enlige Hornblcefer paa
den lille Heft overft paa Højen, ttoengte de frem og out
sluttede Drosten paa tre Sitten Der var ingsen Grøftx
men de steile Battet dcettede ham Ryggen. Nu saa Droft
Perser føtst, hvem han havde for feg: han gentendte i den
«Flot, der tom fta Studen, de formentlige Ligbærete fra
Ribe, med detes Broderstabs-Heetter for Ansigterne og
med lange dtagne Ssværd i Heut-erne. De, der tom fra
den modsatte Side, bar-e samme mistcentelige Demgi. Der
var over iyve Mand, alle til Heft. Jngen af dem talede
et Ord; men de syntes at vente paa, at Dsrosten stulde
taste sit Sværd og overgive sig.
«Tnl, Ka»rle! hvad vi.l J mig?« —- raabte Drost Pe
der med spandt Jver og fvang sit Sværd til alle Sider. —
»D-:n festste, der tommer mig ncer, er Dødfens! Er J
Krigere, saa sig i leis Navn J her handle, og lad mig
I
kende den Landsforræder, der udsendte jer! Mød mig
Mand for Mand, hvis J har Ære i Livet. Men er J
Stimcend og Revere, saa vent intet Bytte hos mig! her
vanter tun blosdige Pander saa lcenge jeg tan røre mig!«
Han fit intet Svar; men de formummede Rytteritarer
stuttede fig teettere omtring ham, uden at nogen dog endnu
vovede at være den fsrfte til Angreb; thi Drost Peder var
fom den unge Konges Baabenmester, velhetendt og almin
delig frygtet for sin Viaabenfcerdighed. Jmisdlertid bloeste
Stirrnen af alle Kræfter i sit Horn, og langt borte lød
et andet Horn paa Vejen til Ribe.
»Na hurtig, for Satan, dsd eller levende!« — lod i
det samme en raa Stemme blandt de formummede Rht
tere, og tre af dein fore paa en Gang ind paa Droften
Den ene styrtede strats saaret as Heften, og Droften feg
tede heftig med de to andre. Flere rede til; men nu
ftejlede Drostens Heft, og intet af de mangfoldige Svcerd
tunde i det Øjeblit naa ham. De forbitrede Stimcend
saarede hans Heft i Vringen; den for fom rasende Inidt
ind iblandt dem og sthrtede. Droft Peder laa et Øjeblit
med det ene Knce paa Jarden og var nu Paa alle Sider
Jomringet af de morderiste Ryttere, der fyntes at stulle tnuse
Jham nuder Hestehovene. Endnu havde han dog Svcerdet
i Haanden; men Vlodet strømmede ham over Fingrene,
og Armen var faaret. Hestenie vege sty tilbage for hans
Voldsomme Bevægelser, og han toin endnu en Gang paa
sBcnene J det famme slyngede Stirmen sit Væbnerfværd
»ned fra Højen; det ramte og Formanden for Stimaendene
tumlede as Sadlen. Men nu sprang alle Hættetncendene
af deres Heste for med forenet Styrte at overvaelde den
iubcendige Ridder til Fodkk Dog førend de alle var
toinne af Sadlen var Lhden as Krumhornet paa Vejen
tommen bethdelig ncermere. Stirmen blæste paa Højen,
Jfom hans Horn fkulde bri.fte. De formummede Karle saa
.sig tilbage; deres Formandg Fald syntes at have forvirret
»dem. De øjnede en velhevaebnet Rytterstare, med en svær
Ridder paa en hvi.d Heft i Spidfen, der i det heftigstel
Firfpring for frein med draget Svaerd
»Greven fra Kielt — den enøjede Greve!« — raabte
en af Hcettemcendenex og fom ved et Lhn adsplittedes ved
dette Ord hele den formurnmede Stare. Jngen fhnteS lern-;
·a,er at betymre sig om Drost Peder; enhver fvang fig
;paa sin Heft, og i et Øieblit var hele Staren forsvunden
i Skoven, paa de tvende Mænd ncer, fom laa saarede
paa Vejen, og hviS Heste løb med tomme Sadler efter(
de andre.
Kort efter holdt Grev Gerhard Paa sin hdide Heft,
"tillige med Henner Friser og de holstenfte Rnttere, i Hul
vejen. Stirmen stod ornhhggelig hog fi.1 Herre og for-J
handt hans højre Arm. »
J ,,«Fordømt!« — raabte Grev Gerhard og sprang af
;Heften —— ,,tom di for silde?«
,,J tom tidsnot til at redde mit Liv, cedle Greve!«
»—— svarede Drost Peder glad og ratte ham den venftre
sHaand
»Hm havde J saadan Hast? Herre Drost? — sagde
gamle Henner mørt og blev siddende som i dybe Tanter
jpaa sin Heft— — »Hm, hm!« —- tilføjede han halv sagte
— »det er i Sporet af en Jomfrutarm, J der har blødt:
J vilde not heller op at age, end folge Graastæggens
Raad.
»Du har Ret, gamle!« —- sagde Drost Peder. —
,,Ungdom og Gubbcvigdom folges itte ad; for Reiten red
jeg min lovlige Bei i Kongens LErendez vidste du, her
laa Forrcedere i Baghold, tunde du sagt mig det rent
nd. Jmidlertid — Tat for Raad og Dand!«
Saasnart Grev Gerhard saa, at Drosten var udcn
Farr, vilde han strats forfølge de flygtende Stimænd i
Stoven.
,,«Det nhtter i.tte!« — sagde Drost Peder. s——. «De
er adsplittede fom Avner for jer Rytterstorm. Et Par
Stytter sit Forsaldz lad os holde os til dem! Her ligger
not Formatidem Han faldt fom ved et Lyn, uden min
Hjcrlp.«
»Ham ramte jeg!« — sagde Stirmen glad, i det han
hceftede Fordindingen paa sin Heere-?- Arm. «Jnden tre
Uger tan J føre Svcerdet igen, Herre! men naar J
bruger dct ncrfte Gang, maa J itte hhde mig gore Mu
sit til Legen!«
«Din Musik hjalp mig mer, end mit gode Sveerd,
og du stritter fom en David« s— fagde Droften og ratte
Stirmen den forliundne Haand, i det han ait hen til den
faldne Stimandghøvding. Stirmen rev Heettetappen af
den skssxxc Karl, og Paa den gnle Vaabentøllert kendte
man forliavset en af Hertug Valdemars slesvigfke Rntterc.
Der var tun lidt Lin i ham tilbag-e, og inden man tunde
dringe et Ord ud af ham, var han død. Den anden
Hcettemand bar en ligedan Vaabentjortel under Rappen.
Han var itte dødelig saaret; men han var trodsig og stum:
hverten Løfter eller Trudsler kunde bevcege ham til at sige
et Ord. Man forbandt hans Saat og satte ham fast
bunden paa en Heft.
Nu steg Henner Friser af den store, ftaalgraa Hingst,
han fad paa. »Jeg tog eders Stridshingft i S"lotsstalden,
Heere Dei-sit den tan J nu snart trænge til« —- sagde
han med et bestmderligt Eftertrht. —— ,,Jeg stal nu gaa
til Fods tit min Grad og aldrig mer sætte mig paa den
høje Heft· Jeg har gjort det vel groft til-fom, ved J.
Jeg er nu feerdig med de Verdslige Handeler; men jeg stal
bede et Ave for jer og den unge Konge ved den hellige
Grav, lhvis jeg itte dumper i min egen undervejs. Gud
og St. Christian vcere med jer, ædle Herre!« — tilføjede
han usædvanlig bevcrget. — »Endnu er Lytten med jer i
Ulytten! men vogt jer! Foretommer J ilte Dødsfjendem
vil han foretomine jer. Kronen, J vogter, har endnu
itte naaet sit Hoved.«
l Drost Peder steg tantefuld paa den velbetendte, stønne
l«Stridshingst, der havde staaet ubrugt i Slotsstalden siden
sidfte thtridi. Tavs og vemodig ratte han den gamle
Pilegrim Haanden til Afsted.
,,Hva«d den Potter!«' — sagde Grev Gerhard, da
Henner nu ogsaa hilsede ham for at gaa —- «Du er mig
for dygtig en Karl. Hennert til nu ikle at gøre andet,
end Poenitensr. Jeg hat lært mer af dig i Nat, end
cf alle mine strifttloge og verdsligvise i mit Liv. Bliv
hos mig! og du stal føre mit Banner og sidde i mit Naadl
Hvad du sagde mig oin min Lytte, gad jeg dog not vg
ssaa vidst lidt mer om.«
»Tai-m c: d:t ikte godt at vide for meget, höjldaawe
Herre!« —- svarede Henner betænlelig og rhftede det statt
Hoved, i det han hældede sig til sin Pilegrimäftav —- »Fe
er heller ingen Heksemefterz men fotspgt Mund ved fis-as
Verden giver, og en gamcnel Marsvinsjaeger kan mit fge
jer hvad Vejr vi faa i Morgen. Vor Hertes W
lhver ikke, og dem behsver man just itte altid at bete
striftllog for at forstaa. Det ved jeg« — vedblev hu
og bettagtede Grevens Ansigt med et starpt Blik — »F
kommet vel saa langt med eders ene ærlige Øje, sont edets
snildeste Fjende med to; men derfor stal J ille met, end
noget andet Mennestebarn, stole paa Lhtkenl hun et nf
Glat, ved J not, og hun brister tidt, naar hun stinnet
klar. Jeg bar gerne eders Banner, højbaarne Gewe! M
hvad man hat lovet vor Heere og den heilige Jomftty
stal man holde. Vi har en svar Regning samtnen, og
;Døden blæser ille i Lur for fig. Gud og St- Christian
Eva-re med jet! — Farvel, Knøs!« — sagde han detm
til Stirmen. — »Jeg fvarer dig til Aufe, naar du spottet
mig og hende til din Trostab og Dhgtighedl«
Stirmen havde grebet den gamles Haand, som hatt
med Heftighed tryltede til sine Lceber; Inen indcn han sit
Tid til at sige et Ord, havde den gamle Kermpe knaget
ham i Haanden, saa det lnagede, og stred nu med lange
Sttidt hen ad Bejen til Aaen.
Grev Gerhard og Dsrost Peder red en Tid lang tavse
frein ad Vejen til Kolding og fulgte, efter Henners Rand,
Vejen Syden for Skodborg Aa. Stirmen og den gamle
Hofnar fulgte dem i nogen Fraftand blandt Rytterne, need
den fangne Stimand imellem fig.
,,Jeg følger jer nu for det førfte over den siesvigste
Grceiise, min gode Ven!« — afbrød Grev Gerhard ende
lig Tavsheden —- ,,Dette Overfald maa have haft vigtige
Grunde. J denne Tid stal man vel mindst ser Hunden
paa Haarene; de gule Vaabentrøjer bevise heller intet
stott; men tro mig dog! Hertugen er Monden. Her
stiller mer under, end blot et Tat for sidst for Jan-gen
fkabet paa Sjøborg. Den gamle Pilegrim hat ille cost
mit ene Øje forgceves. Jeg ser nn maasle nok saa klatt
som J, og hvad den snilde Hering fører i sit Sljold be
ghnder at blive mig klart. Jeg lunde have ftor Lysi til
at scette den fine Heere lidt paa Prøve. Pas paa, min gode
Droft!« — vedblev han efter nogen Betænkning — »in-der
Hertugen ikle i rette Tid paa "Danehosset, saa maa J date
paa jer Post og itle lade Dronningen og den unge Konge
tro hom. Jler han itke med at vcelges til Rigsfvtsiandet,
hat han ganfke vist en højere Vækdiahed i Sigie. Den
gamle Pilegrim fortlarede mig en Gaade —«
,,.Hvad har J for? Grev Gerhard!« — spurgte Dro
ften og betragtede erveng ufcedvanlig alvorlige Ansigt
mcd Opmcrrksomhed —- ,,Gamle Henner hat dog ikle sat
jer Anelser on Grillenfcengerier i. Hovedetl Jeg— hat qc
Agt for hans Erfaring; inen han er ikke al Tid ret ved sm
Sainlirtg, og hans Drømmerier vil jeg intet have med at ·
gere. Hvad J faa ger, cedle Greve, saa glem ikle, at
vi paa Rigets og Kronens Vegne for Øjeblitlket maa und
gaa ethvert fjendtligt Strin tnod Hertugen.«
,,Hvad jeg foretager, gaar paa min egen Kappe; det
ztommer ikte Rigct Da Kronen ded!« — sagde Grev Ger
ihard — »Derfor stal J heller itke vide det! Vil J be
’tro den fanane Stinmnd til min Bevogtning? Jeg fvarets
jer til ham.«
! »Vel!« —- svarede Droften — »den Skat inaa J be
lholdet Gjaldt sdet tun mig selv, vilde jeg glemme dette
Æventhr, og da var det maaste tlogest at lade Fangm
lebe; men geelder det mete, bør det anders-gez En blot
personlig og lav Heevn tror jeg den snilde Hertug ophsjet
over, og saa meget maatte han dog vcl kende mig, at hun
itte kunde befrygte, jeg mod Landsloven vilde modfætte
mig Rigsforstandervalget·«
,,Han lender jet mer end godt not, min gode Ven!«
—— saade Grev Gerhard og nittede. — ,,J vilde vist være
ham en scerdeles kærtommen Gæft i Nordborg Slotstaak.1.
Dsog J hat Ret! vi vil holde os til Hovedsagen. Erfater
jeg noget, foin tan vcere Dronningen og den unge Konge
vigtigt at vide, stal J here det af min egen Mund, inden
Danehoffet er sluttet! men« — tilføjede han urolig, i det
Blodet plndfelig for ham til Hovedet —— ,,høter jeg for
inden, at Hertug Valdeinar og Dronning Agnes har sluttet
en hemmclig Formcelingstrattat, saa Inaa J have mig
undstyldt!«
,,J forbavser min, Grev Gerhard!« — udbrød Dro
ften — »tror J sandsynligt, hvad jeg lænqe hat gruet for
at tccnke min som inulintZ —- on tror J Dronningen -—«
»Hm hende tror jeg intet uden alt godt og sisnt
og ·herligt!« —- afbrød Greven ham ivrig — »Mein hvvt
tlog hnn er, kan hun se fejl; hvorfor flulde et glimrende
Sti.n itke oqfaa knnne blaznde »hende? Var den fmukle,
veltalende Hertng en sirsiaaren, enøjet Enkemand, sont
jeg, og en Klods til at tale med Kvinder — da var det
maaste godt for os alle.«
(Fottiættes.) -
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
Erik Menveds Barndom.
Jndlnmdcn 81·20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omflag 80. Jndbunden 81.20..
Kong Erik og de Fredløss
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
I DANISE LUTIL PUBL. IIOUsZ. Blatt. Nebs
..,z ,