—
,,Danfkeren,«
et halvugentlig Nyhedsi og Oplyss
aingsblad for det danskc Folk
i Amerika, -'
Udgivct as
DANlSH LUTH. PUIkL.I-10L’8E.
Bleir, Nebr.
·Dauikcren« udkommet hvcr Tit-Ins og
Indus.
Iris pr. sorgang i De Forenede Statu
ILZUZ til Ublandet 82.00.
siebet betales ist«-stud- Bestilling, Be
taling, Adresfesorandring og alt ander
angaaende Bladet kam-essend
DÄNISH LUTH. Pl’Bl-. HOCsEp
Blair, Nebr.
.Daniketen« ledez indttl videre of Past.
I. M. A nderfen iom Direktivnens
Form-Ind.
Akt af Nyhedsantcresse sendes direkte
til »Danfkeren", Blair, Nebr.
Alle andre Artikler sendes til Past. A
M. A n d er f e n, Vidorg, S. Tak.
Entekefl St Use Post Uffiec at Blatt-. Reh-«
ss Secontbklaa matten
Advektisiug Rates made Inman upon
Ipolicutinn.
»Danfkekcn«
bliver scndt tilSubskribenteL indtil nd
cryktelig Lpfigelse mvdtages af Udgiverne
og al Gæld er betalt, iOverengftcmmelse
med De Fort-rede States-B Posaune
Naar Lassetne henvender fig til Falk, der
averterer i Btadet, enten for at ksbe hok
dem eller for at faa Oplysninger vm dr!
Wetter-ede, bedes de altid omtale, at de san
Avertigfemkuiet i dette Blad. Dct vjl væcc
til gensidig Nyttr.
Hjcelp Jinuecnc.
Dei fiakkels misbandleve sinffe Fvii
staat i Ojeblitket Ansigt til Ansigt med
en ftygtciig Hungersnød, der tkuer ca.
400,000 Mennesiir m»ed at sulte ihjel,
hvis der ikke bcivek diagt pjebiittezig·
Hicrlp· — -
Fra Rulcmd kan Der ventes liden eller
flet ingen Hjælp, Elle alene fokdi rette
Land felo hat Hungersnød i flere starre
Distrikter og seivfølgelig bjcelner sine
egne førstr men ogfaa fordi Ruåland
ikte usandsynligt ligefrem hat politift
Interesse i at lade den sotte Hungers
fortære de fcdste Reiter as dette ulnt-.
telige Folks SelvftændiFhedåfølelfH
Jkke engang gennem Preser kan Fin
nerne faa Lov at undertette Meinu
steheven om, et de og deres fmaa
Born maa do af Hunger i renne Vin
tet; thi den russisie Cenfur fort-oder
det. Finnerne maa do uden at kny,
gamle og unge, sinke og smaa.
Reh-ver det at stgesu Verwer, hjælp
dem, vg gpk det snatt? Vi tro det ikkr.
Amerika er et rigt Land; de flcste of os
er Smaafolks, maaste Faitigfolks«
Bsrn fra et lille, fattigt Land, og vi
htsr ille entmu læri at vende vort Hier
te fta den trængendes Nod. i
En Jndfamling er allerede fat i
Gang af Bladet ,,the ChristianHerald«
i New York. Dette Blads Paalide
lightd et havet over enhver Tvivl, og
Birne-g som tilstilles det, vil gennem
en Komite af luthersie Præfter og For
retningsmænd i Helsingfors blive for
delt paa bedfte Maadr.
Fremstridt.
cAf Kaptajn Ihn Nielfen, Himci J
Fortset
Zamfursrsforholdene etc isa
Undergaaeke stor-: ,z—'or«n rkx er
Forandtinger ere it: e Frei: U ridx. Th
fc store Forandringer kunde ifke Fic
Livct større Jnderlighed cg Kraft, be
formaae iike at mane den Ausrd frem,
der Drivek fremad i det Golde ogSande.
Hvor en menneskeligere, kcerligete og
famvittighedsfuldere Aand virteLig le
vers-i de nye Formel-, der vil de blive
til Velsignelse, og der sind-er der Frem
stridt Sied; men uden Forvngelse af
·.». . ·chivet i» Hinte, Samvittighed og
·" Laute kan de tun fremstynde Samfun
Ists- Osplssning. Detfor maa det attet
og attet gewagt-T ast Fremstridi itte
besinnt i Forandring as de Udvortes
Former, men i Udvitlingen af en bevre
Samfundsaand, en Forsgelse as den
indbykdes Tilli"d, gensidige Agtelse, go
de Billie og uegennyttige Virtedrift,
samt cf Lydighed mod Lovene og de
lovlige Myndigheder. "—- Paris faldtk
» Forum-et 1871, fotdi den uvvoriess
k- Æd t den Grad var grau-einsah at
gen vitde odlyde, og at heller Jngen
M Kraft til at gribe Myndighe
Ist-U at befah, vg det et meget
" ist-Hat Wien i dijse W
Ist-Nat Gen-te et Mk,
" HI- C M cis-Isl- Otd «
- « Wes-Musk
« wes w VI
Wiss-wer li
ge saa lidt knod Zanifundet: enentlige,
indre Zugdotnrne, sorn en tom Medi
cinsflnste lpirelper mod Lungebetcen
belie. Naar Aa:iden. der ital fnlde
de nye Formen og der itte er noaen an
den end triftelig Brodertærligheds og
aarvaagenSamvi-ttighedsAand, mang
ler, avler den udvoktes Denn-statisc
ring af Samfundet Paktisihed,
Fjendsiaber, Splid, Misfornøjelse og
Dovenstab. Den bestandige Tale om
Lighed, Lighed for Loven, altsaa orn
en uvæsentlig Lighed, eftersom den tun
er Lighed i et Forhold til noget Ub
vortes, og den hvetten aivek ftprre Ev
ner, ftørre Fokmue eller Lytte, frem
taldet netop ved Gentagelsen en Sam
menligning, der siærper Bedidstheden
om, at der er en Uhyre Modscetning
mellem Lighed for Loven og det virtes
lige Livs Forhold, mellem den sitevne
og Prasditede Lighed on den virtetige
Uligtied i Beaavelfe, Stnrte, Formne,
Dannelse og Lytke, som ingen Lov no
gensinde tan udjevne, men fom alene
lrisielig Brodertoerligbed fermaar at
forvandle til en Velsignlse, idet den
leerer os i Sandhed akkrtende vor
væientlige Lighed og devirter, hvad den
gamle Pfalme minder om:
J Vygning læagez Etext pan Sten,
De blive alle fom til sen:
De store jevnes med de smaa,
Zaa de mod Jld og Band tan staa.
Naar det bestandig prcediteg for de
Menige i en Hast, at enshver Soldat
tan blioe General, og at han beerer
Marstaltsstaven i Tornyftret, saa bes
gnnder fnart det Spørgsrnaal at røte
sig i Tusinder af os Wenige »Derfom
vi. tunde blive Generaler, hvorfor blide
vi det saa itte engang?« »in-ad tan
det nntte os, at J siger, at di har Ret
til at blive det, naar vi aldria btirer
det alligevel?« Og saaledees naar det
genneni hele Sainfundet, nt den starke
Fremhcevclse af Liglieden i et ndvoites
Forhold fremtalder en Eammenligs
ning mellein Ligbedrn i dette ene For
hold dg Utigheden i saa meaet ande:
tldderteå; jn tiere vi mindes om, at
vi hat liae Ret til at blive dannede en
rige, desto nurtigere gaar det en for
es, at Reiten til at blirJe rin eller dan
net hverten giver Tannelsc eller Ria
:oin. Llf denne Beoidftbzd oin e.:
sirigende Modscetning niellem den L ;
hedztante, Tidåaanden hat arebct, ca
det nirtelige Livs mange Tusinder as
fatti.sie, gennemgribende Uligheder, e:
det, at Socialistnen og Komnnismen
avles. Er det dcq itte sa-idt, at Eis-:
gekne over Ulighederne i vcre Das-: er
endnu alknindeligere rg ditrere end for,
tiltrods for, at en human Lovgivning
nu i. Z a 4 Mennestealdre bar gjnrt al:
Muligt for at Lighed for L den tunde
blive fuldsteendig, for at bortrndke alle
Sttnnter, somStccnder, Lang Da garn
le Jndretninger satte for de Enkestek
fri: Bevægelfe? Er der ittc snarerc
mindre Tillid og Velvillie i F:rbeldei
mellem Husbonde og Tyend:, melleni
Arbeitsgiver cg Anstjdey melleni Zo:
righed og Befoltning, end der fest bar
dekret? Jtte en Enefte tsr inltfald paa
ftaa, at der er mere end fordnni, oa
beviser faa denne Kendsgerning itte
aldeles tilstrcekkeligt, at Fremftridtet i
Virteligheden maa ske paa et helt andet
Zted end i Lovgivningen, at renne
: te tan give Liv eller Kraft, men tun
n Einem derei, on at Foraidringec
i den-sie derfor irte ere ubedrageligI
Tan paa. at di nun frenad?
Nei, stal Ligheden fortnndes, inna
Talen oni den tage et halt andet Ud
gnnaspuntt Den man vise us ver ver
fentlige Lighed, for hvis Storhed al
udvottes Ulighed fvinder ind til Jntet
Den maa vckkte os til at tro, at hner
enefte een, den Rize og den Fattige,
den Hsjtstillede og den tingc
Mand, er stabt i Gilde Billede, ee be
Itemt til at blide ham mete og mere
lig, og den maa itte blvt bringe os til
at tw dette,.1nen oveetale oö til at stre
be at leve og atbejde i denne Tro. Den
man vise os, hope dybt den hele Slægt
og hvet Entelt af os i den et falden, !
lind-e langt vi ete fea at verte, hdad vi;
sincde vere, pg dvotledes Gied dog el-»
ster alle og Leder enkelt i Scedeleöhed
Laid denne Tw paa en wing wesent
lig Lighed melletn dem, der leve paa
soeben, ndbtede sig, saa komme-: der
Bind i Seil-ne, san faa viMedbte og
komme Maalet neemeeet
Jesus-rotem om, at vialle komme
M W det femme Resultat, naae
. - ex u de nnd-e M Unkraut-ein
Her naa de: tel. ifke og ckonomislc Om
satte stulle vlive til M ennefkenes Gavn
elle: ti! Fo:«dærdelfe, afhanger af, hvad
det er for en Lland der taget disse
nye Etobringer i sin Tjeneste. Hvad
vi se, er at de have bevi.rket en ahnte
Forsgelse af Produktionen og af Rig
dommene: Verden har disk aldig set
Mage til Udvilling af Industri, Agn
brug og Handel. Dosten er bleven rige
te og rigere, Ladeti:e ere revne ned og
byggede starre den ene Gang efter den
anden, vg umaadelige Kapitalist er op
sparede. Der frem bringes mere Brod,
Smar, st, flere Bygninaer, Klæder,
Kul, Skibe og Veje end tidliaerex dette
er dek, vi fe, oa det, der kaldess Frem
fkridl. Men, hvad der ogsaa bot fes
paa, naar Vi ville bedømme Tidens
Fothold, er, at der desuagtet ulmet
JJkignoje oa lltilfredshed i SamfundeL
»Ist er virtelia lnart kommen faa vidt«
at det dreier sig am, hvorvidt de halv
fems af hundreke Menesler fkal have
Mad eller ikle del vil siae: liovrvidts
Eamfundel vil tillade dem at lede, cllerl
de flal ——- iulte ils,jcl.« »Den, der af
dort nudarende Eainiund er fokdsmt
til at sulte Da til at steife dct er Ar
bejDeTen." Zaaledegs hed det forleden
Llar i. vor danite Zocialist, oa Tusinde
af Blunde oa Pennc aentaae atler ca
alter digie Klagen Lll de ere overdtevi
ne da i Grunden ufande, bar ieg udtall
i mine Jlrtitler kil ,,Arbejderne oa Ar
bejdgaiverne« i Bladet »Hindholm";
men desto tndeligere er det, at de ere
Yttringer af aandeliae da moralfke
Nodtilftande i Samfundet, og det
Sporasmaal liager dog gansle narr:
Hvad er der saa i Grunde-n faa mcgel
at rose ved de udvories Fremftridt,
naar en list Del ai vore Brødre og SI
ftre blive bestandia mere oa mere mis
fornsjede og fordeinasiulde? Hvad
aavner det o-: fonderliat. at vi- faa mer-:
Brod-, Var-Inhalt ca Penge, hvis Util
fredshedemllnøisomhedcn og Nin-dadr
lisglteden bestand-in votserZ
Dei er t!art, al Rats-L Elepliens
sons, Wlieatstonss, Orftcdg ca manae
And: eS Lpnnde lier have forandret de
moortep fyorhold mellem Foltene i
iV Iden, Llfitande ere ved Lampens
Llnvendclie frrkoriede, Bieratckder gen
netnflaarne ai Tunnellcr, Da Folkene
lkre lvmne hoerandre muntere Dereg
Lvsindelfer have, iaavidt jea lan fe,
lsait afaorende Jndflndelse vaa Histo
rieni sidste ftvre Beaivenheder. Under
Krisen i Nordamerila afgjvrde des-nd
itatcrnes og detmed Neaerslaveriels
’3kcebne; lhi uden disses Hjcelp vilde
Norditaiernes Armen have brugt flere
Maaneder, end de beugte Dage lil at
saknless , de havde uden diåse maaltel
aaa over Patowmac, faa ai sige, i
lHaandfuldviä og de vare msdte paa
,Kamppladsen. efterat de havde udtomt
ldetes Kraft paa endet-se Marfcher.
Jetnvejene laante Krigens Forelaaewl
der deres mceatuge og hurtiae Hjælp og
:lalted: tusinke Gange hurtigere, end det
ellets kunde være stet, Hundredetusin
der af Nordsiaternes Mænd og uhhte
Riadomme 1 Vægtftaalen, vg —- Unio
inen vedblev at være samlet oa Nega
slavetiet ophørtr. Hjulpen af de iamme
Opfmdelser hat Tydftland lilsy nela
idende erobret sin Ee.ihed. Da Reigen
Jlseayndte i 1870, lastede det ved en
ifmdria Anvendelie af hine Opsindelser
Ii 14 Dag- en how Million Ins-no iud
ever Frantrigs Grændser, og efter en
Maanedz Forli-b var den Stotmaal,
hvis militaire Glands og Kraft an
tcgeå for at vcere den størsie i Verren,
lammet ca neesten lnuft under de val
dixxe Slaa« Men hvem kan nu for
udse, at disse ftore Virkninger af stote
Opsindelfek i oa for sig Mdoendigvis
slulle fore os til noget Bedec? Hvem
t-: paaslaa, at de i og for sig ville for
mten at fremme Minnelkefleegtens Lyk-;
ke? —- Jeg kan tun betragte dem scpmI
-Midler, der kunne fpte til niogel Godkv
eller til Ondt i Fothold til, som de
Formaal, de komme til at tjensz og de
Aander, der benytter dem, ere gode
ellee onde!
,:
En Kitke for stftummr.
lEfter »Kr. Dbl.«)
what du htrt det sidste not: nu vill
ogsaa de dsvftumme have en Kiste-l«
Præsten staat vel med et Hsterot til
hver as vdem og raabee dem i Okerne«.
Den-ne Sctning er virkelig bleven nd
ta1t. En af mine betend-te hsete den
unt tlkfcldig en Dag og hat fortalt
Jota dem Men me der sindes Falk
lon- hat et faa fotvlmt Beseel- om en
Orditjenelke for- Wumme, tuede del
UNmealMaevuhrkvsw
etwvrdsmdensagzs
Desuden cr der oel ogscsz dem, fam,·
sinnt de ser merc fornuftigt paa Sagen,F
dog tænter,at det er lidt fordringsfuldt;
af en saa lille Menighed fom de spo
stummes at oille have deres egen Kitte,
og at der var andre, som trcenger mere
og burde gaa forst ngaa dem, der
tcenter saaledes, vil jeg gerne vise, at
enten der nu er andre, sont trmger
mere eller ej, vi trænger i alt Fald og
tecenger shaardt til at faa dort egetj
Gudshus at samles i, —- den Sag
er sitter
Forst et Par Ord om feloe ret, at
verre dsvstum. En dsvstum er et Men
neste, fom mangler Horelsr. Jpvrigt
er han normal. Naturligvis findes der
aandssvagsc dsvstumme, liqefom der
sind-es aandssvage horende, men det er
Undtagelfer. Realen er, at den dav
stumme er i Besiddelse af sine fuldej
Aandsseonen og en dovftum tan Verre;
lige saa velbegavet sont nogen hist-ende.l
Men den dpvstumme er altid daaud
i lldoitlina. Hans Døvhcd satter ham
aandeliat tilbna-:, fardi. den hindrer
hang Tileanelse af Ziproaet Vi
normale faar gennem Tret Sproget
meddelt alle-rede fom smaa Born. Et
treaars Barn tender jo hele det dagli.zje
Omganassprcg og lan udtrylte fix-.
deri. Det døvstumme Varn faar deri
mod fgrft Sproget meddelt, naar det i
7—R Aarg Alderen lommer paa Insti
::tte:. For den Tid tendcr dct iltc Ve
næonelfen paa en enefte Tina. Endvi
dete maa Meddelelfe ste tunstig,gennem
direkte Underoisninn kg gaar Verfor
nderst langsomt. Resultatet bltver der
fcr, at tun enlelte scrrlia begavede don
ftumme naar til et blot nagenlunde
fuldtomment Kendflab til og Herre
domrne over Sproget, cg af Sproget
afhcrnger jo iaen hcle vor aandelige
lldvitling. Derfor bliver den devstums
me altid bagud.
Alle deostumme er altsaa -— ligefom
hsrenke —--- bedre eller rinaere begavede
Mem-Essen men -— til Fotftel fra bo
rende —- tun i. Besiddelfe as set ringere
Fiend.tab til Sproaet og sont Folge
deraf mindre aandeliat udoitlede.
Men Gudv Rige er jo oasaa — eller
netdn for d: enfoldige. Derfor fer vi
oasaa, at Jesus selv antog sig de dad
ftumme. Functe siger endoa, at Jesus
Jhadde færlig Karlighed til dem. Dette
stør dog vel tun siges, for faa vidt som
HJesu Karlighed altid sacrlia soger te
;elendiae. Men sittert er det, at Guds
JRige har Plads for de dovftumme, og
lat de hat Evne til at modtage Evange
liet·
Betingelsen er tun,at Evanaeliet lan
meddeles dem. Trer tommer jo af,
at man hom. Denne Betingelse er
imidlertid nu tilstede, her i Landet da,
hvor alle døvstumme har modtaget Un
dervisning. Men gansle dist, Medde
lelfen maa fle paa særegen Maade·
Der maa tages Henfyn til det rent
tetniste. Vi har her i Landet to Un
dervisnings Metoder: Talemetoden,
hvor den dovftumme leerer at udtrhtle
sig i lndelig Tale og at se paa andres
Leber, hvad de siger, og Haandalfa
betsmetodemhvor den dpvftumme lærer
at staoe Ordene med forstelliae Leand
stillinger for hoert Bogftav. Ved Evan
gzlfkktg Forkyndelfe maa der altsaa til
de talende doostumme taleå med faa th
delige Mundheocegelfer, at de tin se,
hoad der sige3, og til de Haandalfabeto
loplcrrte maa der naturligvis pradites
med Tegel.
Deren-est maa der taaes Henfnn til te
Idovstuznmes Sproxxtnndstab cg anrede
lige Udvilling. Der maa udelullende
hruges Ord og Zptogformer,de tender.
og Jndholdet maa være enfaldiat og let
forstaaelisgt. For at disse Henfnn tan
fle Fyldest, er det jo ogfaa, at de des-v
ftumme her i. Byen er bleoen udltilt til
entsteer Mentghed med deres egenz
Præft og deres egen Gudstjenestr. i
Hvorledes ser da saadan en Dooftunks
me-Gudstjenefte uds Vi maa jo have?
to Slags efter de to Metodet, en Tale-l
guoztjenefte, hvor alt foregaar mundt
lig og en Tegngudötjeneste, hOor ow
trent alt ster ved Tegn. Ved hegge
folges dog farnnze Liturgi. Den-te Li
turgi, som vi forelsbig har faaet Til
ladelse til at anvende et Aar paa Pro
ve, afviger feloftlgelig en Del fra den
feedvanligr. J sine honedtræt ser den
fanledes ud.
- Vt beghnder med Jndgangsbpnnen
Dernerst betender Præsten fraKordsren
Trun, hvilten Menigheden paahster.
eller rettere paaser staaende. Saa fslger
en Salmr. Orglet sptlleyPnsten syn
r« os, Menigheden leie- den. Bed
W er verwis- tnange af
Mutatedem fom »Dieses-« med, det vil
sige ndtnleeptdene nveu Melodi, idet
de« W. met sed at se pac- Priesters-,
Mund. Eiter Salmen folget Prcedite-i’
nen, saa atter en Salme, deeeftek Bel
signelsen fta Alteret ag endelig Glut
ningsbsn. Bande denne og Jndgangs
bsnnen fremsiges af en af Menighedcn.
Naae det nu betæntes, at begge disse
Gudstjenester et synlige Gudstjenestet,
book alle de fmaa Mundbevcegelser,
alle de smaa Haandbedeegelsee stal fes,
vil man fteals have en af Grundene til,
at vi maa snsie vor egen Kitte. Vi
maa jo have et gansse feerligt godt Lys.
Og det hat di Ule nu. Gudstjenestekne
afholdes nemlig for Tiden i Bett-le
henis Kisten. Vi er glade ved at viere
dek, fordi denne Kiste ligget godt ren
tralt for de dtvftumme, men tkods al
udvift Velvillie fka Kirtebestytelsens
Side i Retning af Belysni.ig, er og
bliver denne daarlig. Alt et sagt med«
at vi selv i Juli Maaned maa havel
Gassen iændt. Og hvok vi. saa koni,
vilde der sittett vcere noget i Vejen i
denne Hensecnde, enten nu Lvset var
for svagt ellee kom fm gal Side, cllek
B ngru .den var uheldig·
Det var en Grund og der er flere l
Tiden for Gudktje nesten er ogsaa Uhu-· (
din. Vi tan jo tun faa Kirlen niellem1
de almindelige Gudstjenestetx altsaa
fra Kl. t; til 5, paa bvilten Tid dets
er allervansleligst at samle MeniaheH
den. Og san stal vi tilmed holde begaes
voke Gudstjenefter i de to Timer. Dette
medforet ogfaa, at vi tun to Gange
aatlig lan holde Altetgang, hviltet dg
faa er uheldigL Oa endelig er der
dette —- det værfte af det hele —— at vi.
altid maa leve paa det usitte og itte
;ded, bvad Dag vi tan ftaa hugvildes
iKittean- i København er jo om Son
HDOgen faa ftckttt nptagne, at det er et
Hstott Held at di ovekhovedet hat et
»Stei) at verre.
j Derset tror jeg medSandhed at tun
Jne siae. at di trænger til at faa vor
Jegen Ritte, byanet estek dort Bello-v, cg
isom udeluttcnde tilhører os saa at vi
ille behøver at gaa Tiggeraang, saa
snatt der er det mindste udenfor dei
sceddanliae. Dei tsbenhavnste Kirle
fond stal have Tat, fotdi det vil leje os
Beihlehemstitlem men ingen man dog
forlanne. at vi stal staa osz til Ro og
den tilfreds med de nuvcerende For
hold.
I Vi. er Fanlte vist en lille Menighed
L-— ca. Höll Mediemmer, fern dog alle
I
I
.et Votsne — men vi er ogfaa en stet
egkn Menighed, vansteliaeke stillet end
Jomttent alle andre. Og at Menighe
den selv fsler Trang til en Kitte, hat
den vel bedit vist ved, at langt den stot
lte Del af det fornødne Belsb tilstydes
laf de 3 Dødftummefoteninget, — i
lden ene af disse er i- alt Fald de ded
Ystmnmes egen Stemme den ais-tende.
l Eiter alt dette ttor jeg verlor ogsaa
trygt at lunne bede om den levende
Menigheds Fokbsn for, at vi snart
maa laa dort eget Guds Huö at sam
les i.
Johs. Jsrgenien,
Ptæst soe de dsvltumtnes Menighed
Fta min Kug.
Frcdssagm
Den Gang, da jcsz »Wie med Gent
rclcn«, d. v. f. da Biøtnscn var i
For-, bleo hart modtaget as Hei-Kolc
vigerne med sin egen Sangs »Im vil
Ocerkje mit Land«.
Ttnne rercenehiftoriste Begivenhed
blev naturlfgvig ossentliq cr11t«.1l!,og Dei
fette til, at jeg, maatte døje mange
Skoser as ,,Vittige« vaeder, som sagde
til mig: »Naa, Det var en ordentlig
Dostrz J der gav lyarnz ztaar hcm kom;
for at take om Frevålagem faa at synss
gr: »Im vil værae mit Land!« Hsvad
mer« han bog hat muss-«
Jo, soc-Von fagde de virteLigs —- og
jeg tænkte paa Professor Momans
Ord om, at Mennestene et itte faa
meget end-c, fom de er u Late. For det
synes nimng ille at kunne gaa op for
Felt, at Ftedssagen er andet end bette:
iUe at ville vætge sit Land.
Men jeg sial ganste vist indtpmme,
at fjclden hat Holbergs Ønskec »von
det, at en god Sag ej sial fotdærves
as ubekvsemme Avvotater«, veret mere
anrendeligt end her. For der er vel
næppe nogen Sag-, rek hat lidt faa
meget af «ubetvemme Advotatet«. Det
er fast utroligt, hvad Sagens For-kenn
pere hat kann-et fremscette i denne
Sag-Z Nat-m
sanor hat Full megen Uns-MO
ning, naar de trot, at Jud-sagen be
staat i at ttække Dyuen op over ho
vcdet og total-: »Nati: bate jeg fparer
mine Penge og tsddet mit Stind, iaa
er ieg lige giad, hvoeiedes det gagr med
Danmatk.«
Og der-for er dei ogsaa »He-endigt
en Gang imeuem at irge: »Ba: Det
Frevssagen, saa vilde jeg ikke rote ved
dcn med en Jldtang«. Jeg er Vis paa,
at Bisenson vil sige det samme.
Feedssagens fstsie Patageaf leider
nemlig paa godt Bisensonsit
Dog, Fted et ej det beds:e,
men at man noget vii .
d. v· s· Livet et det vigtigste. For det
dansie Fall er dets Bestaaen, dets Lid
det vigtigsie, natutligvis, selvfolgelig
Jntei kan gives et Menneste —- et Falk
—- til Vedeklag for dets Liv. — Om
jeg kunde tjene Million-et ved at fælge
Inig som Stadt-, saa vandx jeg dng in
iet, fordi Kobeten ejede anke itrig og
Millioneknr.
Hvis man horck est Fredgoen tale,
cg han itste naevner denne fnrfte Para
gtaf. saa maa man gsza ud fra, at ban
betragtet den som sag selvfølgelia, at
det et unødvendigt at nævne :cn — det
maa man, indtil han ndtnttekix for
kastee den.
Derfor biev Bjøenion i sin Tid itte
i mindste Maade forbavsei. da ban blev
modtaget til Fredsmsdet Med »Jeg vil
verge mit Lan-d«.
Mcn faa lydek den anden Vatagraf
faaledes: Mennesiene besten-: disk-Ue blat
af Nerven Der derer — fes-: det nieste
—- enteite andre Ting til ei Menriefte,
fom f. Eis. Famqu og Omtanke, Ret
fcrrdighedssplelfe og Samvitjigbed,
Mennestefølelse og — en Gang imellem
— lidt Gudsfrngt.
Og der er det, vi Fredgvennee me
ner, at disse Eing, svm sinds-I hos
Mennestene —- foruden New-me —
stuide tages med ind i Nati onernezs ind
bntdes Fort-old
Man stuide tænie at det Akte var
helt utimeligt,on1 det bi ev sJIleDe S.
J Kalt Fald vil jeg gsre mit ek: dei.
Der er not, der hyler over KrigeneH
Bytdcr og Ulyiker. Der er for faa,
der virkclig got noget for at faa det
andcriedes. Te minder mig Ixn en
Mand, fom en Gang kam iid kga en
Restaveatiom hvor jeg fad. Da han
havde siddet og læst cn Tis, begixnote
Jan at se paa Uket eg tlage Oder, at
»Das-. itte fii den Bei Tet viixe sig
imidiettid, at han havde giesse a: be
tille den.
; Og vilde saa nagen sige, at De: time
Higvig ickte hat meget at tetcde for
IVekdensfkeden hvad Præsten i Pest-ts
lsorg mener, faa vil jeg bpje mit Hoved
sog i,ndrømn1e at Keisee Wilhel:« mag
iske ille iender mig —— sinnt han vilde
nu have besynderlig godt af at leefe
Y»Sorø Amtstidende« en Gang rsnellem
!——; men jeg can da ilke aste beo, at der
zsindes en saadan Mangel i Keifer
Wilhelms Opdragelsr.
Jeg maa tillade mig at haxeqsnin
Metiing ag er jeg en lille og abe
tydelig Person, saa maa jeg vcete des
ivrigeee for at gpte min Meninsg gekl
dende.
Dei er da itke verd, at Vi gentaaer
Molboetnes Historie fra den Gang, de
vilde give deres Pkæst et Anker Vin,
og hver siulde give sin Maske Tet
biet-, som beiendt, det bar: Band, fardi
hver især havde vatet saa bester-en at
tcenie: »D:t tan flet ikte nicerke5, oin
jeg koinmer en Flasie Band i.«
Dei verste, man Lan sige tiå mäck. er,
at jeg ved at fnatte om denne Fted
svanter koikcts Lnst ca Evnc ti: at
værge fig. Det gIr n oget Judith
paa mig. Men jeg reitet jnig cg figm
»Jeg ta n da itte got: ved, at andre
misfotstaae mine Ord ag faar nogek
galt ud as dein. Saa maatte jeg tie
helt stille — cg navnlig maaite jeg
aldtig tale om Guds Naadex for et der
noget, som kan misbeuges, saa et det
d«n.«
Men jeg vil blive ved —- egfaa is
denne Jul — at jale baade om den
Guds Ind, sont Englene fang am, og
otn den Frev, som »Cngilene«« i Meinte
steneö Bryst (d. v. s. alle gode Tanker
og FAelsey synger om.
K.Bjerre..
—-- Hob-—
Ei Spargsmaai.
Vilde »Danftercn« itte vckte es. god
Gave i det nye Aar til dine Slægtninge
i det gamle Land? De lever fjæknt fta
dig, og der gaat sjælvent Bub imellem
ever. »Dansteren« tunde blive Bud
bringer for dig, og naar du saa med
delte Nyhederne fta bin Egn til »Dan
steken«, vilde baade dine trete i det
gamle Land og vine Landsmænd her
i Amerika hape Gavn vg Glæde detaf.
I
