Eril Menveds Barndom,
Historisk Rom-m
Bernhard chaxrin Jngemqnn.
A n d e n D e l.
(Iokttat.)
En let Rødme farvede Hettugeng Rinden men lmn
benyttede hastig det fordelagtige Jndtryt, hanc-, Medbelelse
havde gjott paa Dronningen. Han raadede til et Dane
hos i Nybotg til Foraatet, hvor han selv vilde vckte til
Sstede og i Foteni.ig med Drotminqen lovlig overtage For
mnnbserslabet for den unge Konnt-, naar han fortt, som hcm
bnabede, havce gjort sig verrdikt vertil, ved at betrygge
Landet mod den dristige Marst Stig og Oprørerne. For
det føtste taadeve han Dronningen til at blire med den
u.ige Konge i Vibotg, hvor den stærle Befestning og Bor
gernes Tkoflab gjorde ethvett fjendtligt Angreb umuligt.
Tette havde ogfaa vckret Droft Pedeks og Kanslernes
Reals, som Martgreverne of Brandenbokg hnvde billiger
Endnu sammt Tag forlod Hettugen Biborg, i den
bedfte Forstaaelse, som det synteS, med sinnig-Hufen og
lett efter hcrte man, at han famlede en Hast i Sonder
ivlland mod Maksl Stig og hnns Tilhckngem Mcn Drnft
Weder troede ham itte, og gamle Riddek Jun, der snart
tom helbtedet til Viborg, rystede paa Hovedct over disse
Efterretninger og frygtede tned Grund. at Heringen tun
ruft-We sig mod Marsl Stig paa erømt, for med en an
seelig Magt at lunue unverstøtte sine For-dringet og silre
sig Valget til Rigets Forftanber pag Tanehoffet
Undet Kapitel.
Medens ncesten alle de sammensrorne, som slagne as
Gru over detes eaen Taad, haode taget Flug-ten til Norae,
baode charst Stig begravet sin Httstru og med sine Døtre
sorladt IJiøllerup, book hat ille lcenaere troede sig sitter.
Ved Konaens Begravelse i Viborg barde han selo med stor
Fatc market, hvor lidct Foltets Stetnnina var ham ann
stjm Dog snart sortalte Rygtet, at Ribehus oa Flynder
lsora med sine syo Hundrede Jernmæno oa oe socere Krigsi
rnasliner sra Mollttnp haode taget en truende Stillina
raa Helgencrg og Hjelm, sra hoillc to saste Punkter han
st-,.1te—:— at oille udbrcde en sorsozrdelia Zoelaeggclse over
LandeL
Helgenæg er en mcd store Højoer forsnnet Halm-, der
sein et Forbjcrg stroeller sig sra Jllolsherred imod Samgø
mellcm Begtrungig og Ebeltost-Via. Den Landstrimmel,
lwocoeo Halb-en er landsast meo Vkorrejollann er tun to
ltundrede Stridt bred, og denne Vldaana til Halm-en haode
Marsten i største Hast ladet asslcrte red en oyb Grav, hoor
vers ha11 lod opsøre en Mut as store Kampesten Paa denne
Nur ardejdeoes Nat oa Dag, tnedens paa samme Tid det
celdgamle Slot Paa Den Hjcelm bescestedes.
Tenne Lille, mcrrlelige Ø, der tun er en Fjerdinaoej
i Lmlteds. ligger i Kattegattet omtrent to Mil often for
Helaenæs og en Mit sta Ncesset, der lebet ud sra Edel
tost Evan. Det gnmle Slot paa Oen saades at være byaget
i den hedensle Tid af den berøtntc Koxta Jarmeri.l, sont der
var bleven slagen. Sen sg Slottet tilhorte Flammersvend
Ratte Jonsøn tillige med e, Aolcsaaard paa Messen der
mange Tider estex laldteg Naneg Ladegaard. Øen havde
en aod Hath og her laa Jatl Mindre-Als med sine Fri
bytterslibr. Der var ingen Mangel paa sersl Vano, og Fru
Jngeborg haode med god ste givet sin LEatemand Anvis
ni.na paa dette Tilslugtssted, hvor han lanat silrere end paa
Mollerup lunde have sast Foo oed de daztsle Kyster og
uhindret saa Undscetning sra Norae- Den var allerede
red sin Beliagsnhed og ved sine Hosder saa vel beiæstet as
Naturen, oa det gatnle Slot laa saa bsft paa den spidse
Top as en steil, bjeraagtig Balle, at det itle syntes muste
ligt at gøre dette Tilslugtssteo utilaængeligt Der langge
deå nn to hoie Taarne med Slnoehnller og faste Mutlroner,
som tunde ses langt ind i Landet, og Slottet forsnnedes
med dnbe, dobbelte Grave.
Ti! at tage dette oigtige Punkt i Bcsiddelse havde
Marslen ille lunnet oppebie sin Fkændes, den listige Raneo
Tilladelse, og han ventede maaste heller itle saa stor Føjes
liahed as Ham. Dette silre Fristed syntes Rane at have
oillet sorbeltolde sig selo, naar alt glippede. En lille, tret
Besætning sandteg paa Slottet ved Marslens Antornst, og
man havde streng Vesaling as Kammersvenden til at
sorsrare Slottet tnod enlyoer til det yderste. Marslen haode
dersok indtaget Borgen med oæbnet Haa;id, og han blev
saa opbragt over den uventede Modstand. at han lob hele
Bescetningen nedhugge. Derin hed det siden i Follesangem
»Warst Stig tog til Hjcelnt saa brat,
Og saa tog han det ind.
Det vil jeg sor Sande-J stae:
Der blegned saa mangen Kind.«
ihre opstillede nu Marslen sine Blider og srygtelige
Forsvarsmasliner paa de gamle, tlippesaste Mute, og her
sra bessgte han næsten daglig Helgences og havde Tilsyn
med Forstansningerne. Hans syv Hundrede jernllcedte
Mænd var sordelte paa Hjcelm og paa Halt-sen Nogle
. as Omegnens Bsnder havde frivilligt sluttet fig til hom;
men mange lod han gtibe og tvinge til at tote Sten og
arbejde paa Muren. Taarnene paa Hjcelm shævede sig saa
hastigt, som oed et Undervcert, og sorscetdede de sorluede
Botder i Omegnen, der daade maatte arbejde paa Helge
neesmuren og sorsyne Bescetningen begge Steder med Lev
nedsmidler.
Foltets nedtuede Stemning og hvorledes man ansaa
denne Ulylle sor en sprgelig Folge as den mordede Konges
slette og uretscerdige Regering, saa man tydeligst as den
Foltesang, der saa Maoneder ester Kongens Mord blandede
slg ssrgelig med de muntre Fugles Foraarssange, eg hvori
den nye Befestning betragtedes som et Ulmre, der reiste sig
as hat-et med taarnhsje Dorn ,. Deri hed det vemooigt:
»Den Bonde han ganger paa Matten ud,
Og saar han der sit Korn.
Ehjælp os, Gud Feder i. Himmerigl
Og haver nu hjcelm saaet horn!
I
Gud nande os arme Bønder graci,
At Glipping stulde regerel
At han til Verden ufødder var,
Da hovde det gaaet os bebte
Denne Vise harte den strenge Marst selv en lille B-onde
pige snnge, da hun en smut Foraarsmorgen sørst i Maj
Maaned holdt paa en høj Stridshingst udensor Mitten paa
Helgences og med Stolthed betragtede det starke Formens
ni.ngsvært, som endnu nogle Bender og Krigssanger slcebte
de sidste Stene til.
En as de starteste Arbeidere paa Muren var en
tempeth Olding med et forslidt Lcerreds-Panser, der
uagtet Marstens Nasrvcerelse itte rsrte nogen Haand ved
Arbejdet, men havde sat sig rolig paa Kanten as Muren
nied Armene overtors og med et vildt, trodsigt Blit paa
den stolte Feltherre.
Bondepigen, som sang, git med et Bindetøj i Haanden
langsomt paa en Sti. udenfor Murm- Hendes Sang
syntes at sorundre Mai-sten. Ogsaa den ganile Fange paa
Muren lyttede opmeertosmt dertil. Forst sang Bondepigen
højt i nogen Frastand:
Der var vel snv og syosindstyve,
Der inødtesz paa den Hedex
Hvad stnlle vi nu begynde sor Rand?
Text Herre er slagen til Døde
Den Herr-e er slanen og lagt udi Lig,
Vi have Vor Fred sorbrudt;
VI tunne i Riget ej bygge og bo —
Vi ere as Landet udstudt.
Lg vi Ville ride til Zlanderborg,
Og Dronningen ville vi geste;
Vi here nu, hure den Frue hun num,
Førre vi as Landet rejse.
Hun plejed’ at spotte og drive for Spe,
Hun maatte det nu sorgætte;
Nu er der Jld udi Spotterens Hug,
Hun maa dct like med Rette.«
Marst Stig studsede. Han hørte sine egne Ord til de
sommensvorne i Randet paa Heden tort efter Kongemordet,
on hvad han tildels ordret havde gentaget for Dronningen
udezisor Standerborg Mute.
Bondepigen loni ncermere og sang nu tned hoj Rost,
ljvad der as Dronningens og den unge Kotiges Ord var
optaget i Bisen:
Vettommen, Marst Stig, selvgjort Konni.ig!
Du faa din rette Lon!
Leder han unge Kong Erit nogle Aar,
Du napper vel deras Ren-M
Dei meldte liden He. Crit sFritssm
Sau liden som lian inon·ie viere:
Forvist slal du as Danmart rømme,
Om jeg stal Kronen bietet
Marsten gjorde en harmfuld Bevcegelse og tumlede
sin Hingst; men den gnmle Fange paa Muren lo vildt
»Bliv tun itte vred, strenge Or. Marst!« —- bruinmede
hart heit. —- ,,Hor tun den Vise ud! der er itte løjet et Ord
deri.« .
Bondepigen syntes itte at betymre sig om ansdet end
sit Bindetøj og sin Vise. Hun sang nu om, hvorledes
Marsten tom hjem til Fru Jngeborg paa Mpllerup, og
hvorledes hun raadede ham til at besæste Hjælm; og med
dyb Smerte harte Marsten nogle as sur ulyttelige Huftrus
sidste Ord til yam, idet Pigen sang:
Nu haver jeg baaret min Sorg i Løn
J Vintre ni, ei scerrex
Mit Hiert:, det er i Kvale lagt —
J have god Nai, min Herre!«
Marstens Viede rar gaaet over til dyb Vemod. Han
sad stille som en Statte paa sin Heft og harte de to sidste
Vers as Sangen, sont Pigen med et saa smerteligt Udtryt
sang, at det slnr ham dybt i Hiertet, og det var, sont hele
Fædrelandets Jammer havde sorenet sig i disse Sorgetoner
for at trcrnge med Bebrejdelsens starpe Sværd gennem
hans Sjcei. Det lød simpelt og rotendu
»De store Ene i Stooen staa,
Naar de udi Storm nedsalde,
Da slaa de ned baade Hassel og Birt
Og andre smaa Ymper nied alle.
Hvad Konner on Høsdinger sig sorse,
Dei gaar ud over arme;
Thi Naade og Gub, di sattigie Bønder,
Og sig over og forbarine!«
»Min Anse, min Anse!« —- udbrød nu den gamle
Fange paa Muren og frer Pludselig op, idet han udbredte
sine Arme mod den lille, fort-jede Bondepige, og med det
Glædegstrigr »Bedstesader, tasre Bedstefader! sinder jeg
dig endelig!« —- slap bun stt Bindeth og lob henimod
Mut-en med udbredte Arme, med en Lethed og Hesttghed,
som hun vilde slyve op til ham over den dysbe Grav, der
adstilte dem. -
,,Hvad er dette? Born!« —- sagsde Marsien og red
ncermere. —- ,,Vil du være den forste, der lober Storm
mod Marst Stigs Befestning? —- Er det din Dotter?
gamle Graastæg!«
»Mit Varnebarn, min lille, velsignede Aas-e er det,
strenge »dr. Marst!« —- sagde den gamle Henner Friser og
smites saa bevæget, at han et Øjeblit havde glemt sin
Trods. —- »Hun er rendt hele Landet rundt paa sine smaa
Fsdder sor at siege mig. At, hat J et mennesteligt Hjerte,
He. Marstl saa nægter J mig- itle den Glcede at tlemme
hende til mit gamle Hierte og velsigne hende endnu en
Gang, inden jeg slcbcr mig ihjel paa eders forbandede
Mutt«
»Du er en stiv, sorvoven Karl, Henner!« — ssvarede
Marsten. —- »Selv naar du beder mig om en Gunst,
vover du at trodse mig og forbande mit Viert.«
»Jeg tot itte sorbande eders Jd, Herstel« — sagde
Henner. »Min Haand er itte renere end eders — men
min hjælp bringet jer heller ingen Velsignelsr. hver
Sten, jeg har valtet hid, stal visselig adspredes, det ved
·) Faar vel Nyi bekom.
jeg; detsot hat jeg slabt som et Betst og ilte hvet Dag
lagt Hænderne i Stodetz men fordandet maa jegl vel talde
den Mut: den bceter sin Forbandelse i. sin egen Grund;
den stal lige saa vist gaa til Grunde, som den nu staat
het, ftckt og stolt og et en Helvedmut melletn alle danste
Hjettet- Selv Fædte og Born adstillet den; detsot staat
jeg nu het som en elendig, ttctlbunden Mand, og tan itte
en Gang omfavne mit eget Batn.«
»Jotundetlige gamle!« —— svatede Matsken som gre
lJen as en beshndetlig Gtu —- »du et sti! —- stig ned ad
Muten! byd Lansetnægtene løse dig og dtog i. Fted hetfta
med dit Batn!«
»Tat, strenge Herre!« —- taabte den lille Aase og
gteb Matstens jetnpanstede Haand, som hun ttyktede til
sine Læbet —- ,,sot denne Getnings Sthld vil den for
hatmende Gud tilgive jet al den Sorg, J hat voldet mig!
Kom, kom, Bedstefadet! du et sti! høtet du itte, du et fti!«
»Fr-. rat jeg ogsaa føt!« —- svatede den gamle stolt
og blev staaende ubevctgelig paa Muten. — »Jeg hat itte
loftet en Sten met, end jeg vilde, og sta i Dag af havde
jeg dog itte lostet ei! eneste met. Det havde maaste lostet
Hmit Hoved; men det hat siddet lcenge not, og jeg hat aldtig
Hansket at falde sot en dhgtigete Haand end Matst S«tigs.«
; »Am nu, stete, gamle!« — sagde Matsten tantesuld.
.— ,,Min Haand slulde du dog itle falde sor, hvotvel du
oed din Ttods tit l;at sotslhldt det. Som jeg incettet, stal
tingen af os to domnte den anden. Du et en Mand, som
tunde staa Stig Andetsen ved Siden, hvis du havde villet.«
I »Jeg staat jo dig ved Siden, Stig Andetsen!« —
lfoatede lHennet og l.iejsede stolt paa den høje Mut over
hans Hoved — ,,J dette Øjehlit staat jeg endog vel saa
bøjt — itte blot paa denne Mut, der adslillet dig og dit
Fædteland, men Paa den stote Grcense mellem de dødes
de levendes Land. Mange Bodsdage hat jeg itle eftet
I
l
Naturen-; Otde tilbage, hvis jeg itte som Jerusalems
Ztomaget stal gaa som et Gensætd het i Vetden til
Tommedag. Hdad jeg hat at sige dig til Assted, vil jeg
siae højt for hele Verden; tunde jeg tun raabe det saa
besit, at alle dansle Øten tunde høte det!« — Og nu
taabte han med meegtig Rost: fotbandet, Herre! sotbandet
et den Haand, det løftet sig mod Konget og Kronet, om
den end var stætt som St. Christophers og ten dethos
som den helliae Jomftties. En Kongedtabsmand stal ingen
Fted have! —- hans Slægt stal fotdætves og udslettes as
Jotdent —- hans bedste Gerning stal blive til Vlaat! den
stal gaa op i Røg og FlammetZ —«
»Ti! et du assi.1dig, gamle!« -— taabte Matslen
hatmsuld og hervede ttuende sin Haandx men den gatnle
Ktigsmand blev staaende ubevcegelig og stittede harn stift
i de lhnende Øjne. —- »Vi to ntaa tunne se vted Mund
under Øjne!« —- vedbleo han tolig —- ,,men J hat Ret:
Jnaen af os stal domme den anden! Jeg hat ikte stott
at lade dig hete, Stig Andetsen! du flog den falsle Kvinde
stctndet Kong Glipping —— jeg, Henker Hjulmand Frisch
sloa den fotdømte Brodettnotdet Kong Abel — deti staat
jeg dig vcd Siden; jeg lan teette dig Haanden som Stal
btodet — den ene blodige Haand slal itte smitte en
ande:i!«
»Ha, gamle Henneri vat du hin tcttte Friset?« —
taabte Matsten sotbavset. —- ».Kom hid! jeg slaar dig til
Riddet endnu paa dine gamle Dage!«
»Det stal du itte, Stig Andetsen!« — svatede den
gatnlc. — ,,Jeg staat dig so alt vckz Siden i Bedtift;
nu stal jeg vise dig. at jeg seld uden Riddetslaget staat
vel saa hojt som du« Jeg forttød itte tnin Getning; du
forttydet heller itte din; men jeg fotsulgte itle den døde i
hans usthldige Slægt; jeg paatog mig itte med besmittet
Haand at udstiste Kronet og vcete en Afgud blandt Men
nestct; jeg dilde ftelse men itte odelcegge mit Fcedteland
«— jeg bhggede ingen Mute mellem Hjettet og Sjaele —
jeg indsaa dog en Gang, hvot sent det blev, at det ingen
Velsignelse et med os og vote Liae. Se, derfot tunde jeg
itte gtibe dig og dine medsthldige; detsot stulde jeg ledes
i din Vold af en listig- chtoel, jeg og selv havde bastet
— het stulde jeg asbode min Fotmastelse med at tteklle
sot en stotte Rongemotdet, og det var Løn som fotsthldt.
Set du, stolte Matst! det insdset jeg nu, oa detsot staat
jeg højete, end du. Den Tid vil maaste komme, da du
set det samme, Stia Andetsen! saa modes vi vel igen
og saa tan vi Inaaske beaae slcebe, som tto Staldbtødte
paa en størte —Optøtsstanse, end denne.« Han tao et
Ziel-til oa bang vildc Aashn blev oemodiat. — »Don nej,
nej« » dedblev han med dcempet Rost —- ,,end.«iu er det
Forbatn:e.ie for og begge; men itte saaledes, itte saaledes,
mceatiae Marst! Jeg et paa Vejen dettil: vil du med, saa
nedtiv selv dine fotdømte Stanset og folg mia did, hdot
Solen tomtnet sta!«
Med disse Otd steg han ned ad Muten ved dens
indvendiae Side. Hans Otd have gjott et besynerligt
Jndttht pna Matstem »Hm! halv forthtt et han dog« -—
mumlede den wette Hette og ted tavs hen til Stanse
potten, hvotfta den bestiede Fange maatte komme ud.
Fotsætdet ovet sm Bedstesadets Otd sulgte Anse, bleg og
stcelvende den tavse Riddet. Da de naaesde Statisepsottenl
ttaadte Heime-c Fräser dem-i Mode med en lang Stav i
Haanden Han bat endnu en svctt Jetnlænke, der dog
itte h3-ndtede ham i at bevægse sig. Matstens tto Ktigs
tnasgt, Mads Inde, der havde Opsigt med Stanseatbejdet
sulate den ttosdsige Olding fot at høte Bettceftelsen paa
han-H Ftigivelse as Matsten selv, inden han asløste Laenten
»Es-s ham! han et fti!« —- bød Matslen —- og Mads
Jhde adlød.
»Kun et Otd endnu, Hennet!« —- sagde Matsten —
»hvothen oilde du. jeg flulde folge dig?«
»Derhen, hvot hint Træ engang gtoede og bat den
evige Forbatmelses Ftugt!« — soatede Henner, i det han
spegede paa et stott Kors, det stod ved Vejen.
»Ja dist! naat jeg blivet saa gammel, at ·a gaa1
i Batndom!« —- svatede Matsten og lo vildt. Au ne
med Frev, gamle! din Getning vat stotte, end du selv
detsot tan du itle engang bære dens Minde. E- Gaa
ombht den med et Afladsbtevt — bliv en Helgen, om dt
tan, og lad os se, hvo det fotst naar Maalett Naat dt
lomniet igen, stal du væte mig veltommen, hvot jeg sa(
et. —- Da lan vi tale nætmete otn, hvo af os to der stot
højest og hoc-, det dtev det videst i. Vetden!«
Matsten spotede detpaa sin Heft og ted indenso1
Staufen Tavs ratte Heunet Frtset den lille Aase stt
k ,
.--- 555«-E-;I-«LI Asp "
Haand og git iangsomt dort med hende uden at se sig
tilbagr.
Den gamle Hennet og hans Datterdatiet havde gaaet
en Tid lang fauledes samtnen uden at sige et Ord. Ende- « f
lig afbtød Aafe den aensgstende Tavshed. »Kcere, gode
Bedstefadet!« — sagde hun leetlig — »hvorfor taler du
ikte et Ord til mig? Jeg hat dog nu itte set dig saa
lcenge, itle siden hin forfætdelige Cercilice Nat?«
,,Hvad siget du? mit Batn!« — spurgte den gamle,
som opvalt af en Dtøm. — »Nu, lad here! hvotledes hat
du haft det? og hvot git det dig hin Nat?«
»Ak, det var en fotfcetdelig Nat! Da baade Stirmen
og du havde forladt mig, faldt jeg i Søvn paa Bænlen,
og jeg havde saa gtuelige Dstømme; da jeg vaagnede, laa
jeg i Jordkceldeten under Gulvet, og det var mig, som jeg
havde set Kongen og asdvaret hani for Graabtødrene. Det
var lys Morgen, og jeg løb hen til Stovfogdens. Der
shørte jeg otn det forftrættelige Kongemotd, og hvotledes du
var redet efter Morderne med den dundne Kammetsvensd.
Jeg ventede tte Dage psaa dig i den grcesfeligste Angesi;
faa tunde jeg itte længet holde det ud; jeg byttede cheder
med Stovfogdens Maten; jeg tog vor li«lle Stat med og
bsesluttede at gaa hele Landet tun«di, til jeg sit opfpurgt dig.«
»Min tro, trete Aafe!« udbtøø den gainle og klappede
hende paa Rinden —- »du hat bedte Lhite med dig, end
jeg, og det et da intet Under; du hat de tene Gudii Engle
til Folgesiab; men jeg —- jeg havde en Satans Engel til
Vejviser. Jeg fandt vel ogfaa til sidst dem, jeg spgte; men
min Vejviser var tlogete end jeg og Kongens Jcegete.
Den fnu Rane Rced havde os lange not til Nat; han ted
hele Jylland tun-di med os. Til fidsi bleo jeg ted deraf og
vilde give ham sit Livsbrød med mit gode Svcetdx da
fotbandede han sig paa, at jeg vilde finde Kongemordetne
paa Helgenaes, hvis de var her i Landet. Der fandt jeg
da tigtignot ogsaa Hovedmanden fot dem alle, og — som
du selv san, for at blive overvceldet og gjott til Slaebebæft.
Ha, Lan sont fotstyldtt lhoad vilde Hennet Hjulmand gacr
i Rette med Kongemor«dete!«
»Ak, kcete, trete Bedstefadet; nu ved jeg, 1hvad der·
saa længe har cengstet dig, naar det stotmede om Ratten;
men tto mig, det var disselig itke den døde Kong Abel,
der ted om Ratten gennem Finnetup Stov; dei var Mat
sten og hans Svend: nu tendte jeg dem begge igen. Qg
vier nu ttøstig, kcete Bedftefadetl Bot Herre tan vist
heller itte langer vcere vred paa dig for hin Getning.
Den ugudelige Kong Adel havde jo slaaet sin Brodet ihjel,
som Kain; han fortjente jo itte at leve paa Jotden. Men
hat du ilte No detfot, leere, gode Bedftefadetl sac. lad
os gaa til Paden i Rom eller til den hellige Grav, fom
du jo mente og faa Afløåning for alle vore Syndet!«
»Ja, det vil vi, mit Batn! Havde jeg inzer stotte
Bytde at bette, end du, oilde denne Gang være mig let.
Teig nu, da du ved, hvad der irhttet mig, et jeg allerede
leitete om Hiertet. Jeg hat endnu aldrig ønflet hin Get
ning ugjott; men den hat dog kostet mig min Fted. Dog
Vil Gud og St. Christian, stal jeg endnu faa Fted i Sjæ- -
len, føt jeg dør. Hvad Bod den hellige Fadet paalcegger
mig, vil jeg udøve, naat han tun iite vil forlange, jeg
stal fortryde2 —- Nu, vi komme vel til Rette. Hat »du taget
Guldloedditen med dig, stal vi itte lide Mangel vaa Reisen.
—- Man tan tidsnok lomine til at faste.«
»Se, her et Lædditen, Bedstefadet! jeg hat itte røtt
den endnu. Jeg hat bundet Ætmer undetvejs og fottjent
flere Øttuger, end jeg brugte.« Med disse Otd ratte hun
den gamle en lille Trcelceddite og et Ktidthus med Hohlm
mønter. — »Al, men et det sandt, tære Bedstefadetl
at den forfcerdelige Marft oprøtet hele Landet mod vor
unge Konge?«
»Desvcetre, mit Batn, han et den dhgtigite Karl, jeg
har kendtx men i ham hat Danmati født en ftor Mand
til sin Fotdcetoelse. Han hat mcrgtige Venner baade her
og udenlands3. Landet et fuldt af Fottædere. Her var
sioget at jage Haand i — hvis jeg var ung endnu og
turde opsastte denne Sjælesag. Flyndetbotg et fortaadt af
Ht. Lade, og paa Ribehus vajer Matftens Optørsbanner
over Slotspotten.«
»Ak, Bedstefadet, det vil blive fotsttcekteligU Heringen
ital ligge for Ribe med en stot Heer; men ingen trot,
han menet dct ætligt med vor unge Konge og Landet. Nu
ventet man ogsaa Dtoft Pedet det —- at, saa et Stitmen
vift med —- saa stal Slottet tages med Stotm, siget man.«
Medens de endnu talede hetom, høtte de Heftetrad
bag ved sig paa Vejen ved Stranden. De vendte sig ont
og saa tvende rante Bøndetkatle, det rede let og rast paa
et Pat ftolte Hingste, ledsagede af en ung Bondetnøs, der
selv ted en Nordbagge og ihavde tvende opfadlede Heste
i. en Line efter fig·
»Drost Pedet! Siirmen!« —- taabie gamle Henner
og Aafe daa en Gang. J et Øjeblik var den fotklædte
Bondetnøg af Nordbaggen og i Aases Atme. Drost Peder
og Riddet Bent Rimaatdsøn, der var den anden fortlcedtes
Bondetarl, standsede detes Heite. —- De etfarede fttakg af
gamle Henner, hoad han vidfte om Matft Stigs Sthtke
paa Helgenees og Hjcelm, foni de dog alletede i der
Fortlædning havde vovet sig temmelig ncet og niest:
vidste lige saa god Besied om, foni Hennet. «
(Fottfa2ttes.)
»
T sfskigäifchkstx · « f
Valdcmar Dejen
Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.20
Erik Menvedz Barnd0m.
Jn dbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
9 Kong Erik og de Fredløfe,
J Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
DAMSZ LVPIL PUBL. ERST Klaus, Nobh