Erik Menveds Barndom,
« Historisl Roman
Bernhard Sctixrin Jngemann.
A n d e n D e" l.
(Fottsot.)
Hatt.hvislede Hosnatten et Par Otd i Liset, hvorpaa
den lange Mimiter nittede og gil ud af Drittestuen. Hatt
tont strals eftet tilbage, isstt en sntstelig Putpurtaabe og
med en forgyldt Pergatnentsttone paa Hovedet over en Tot
tnndt udtcetnmet Hor. Hans Mitte udtrylte en besynderlig
Blanding af Majestcet og taa Hardhed, af vild Kraft og
blodagtig Sdaghed; han syntes baade at true og sntile paa
en Gang, tnedens han bestandig blinlede med Øjnenr.
Han stred langsomt srem og standsede undertiden, sotn han
betcentte stg, idet shan stottede sig paa et langt Tresvcertx
Ved dette Syn blev Hertug Valdetnar dsdbleg, medens
Gtev Gethard lo umaadeligt og de tidderlige Matlgtever
sont-es forlegne.
»Lnd den altsor dristige Spog satt, cele Grev Get
l7ard!« sagde Martnrev Otto clvorlig. — ,,Tet sommet
ftg ille for os her at se vor toncelige Svoger saaledes
njott latterlin.«
»Hu-id, den Pollen mine lcelle Heiter! er J bange
for et Slngnebilledc as edero tonaelige Sdoger?« -— sngde
Grev Gerhatd og lo. — »J nat-: ddn nu at bessge hatn
selts. J bat qodt as at brenne jer til at se liain djærvt
under Ding uden at forvirreg af hans Blinken eller site-sm
nrcLs as hansz Beet-U den har bog ille stort at betnde.«
Hofnnrten havdc tkullet sig tilbage til dett yderste
Ende as Sale:;, hdot ltctn stod i Halt-merke on betragtede
Virlningen af sit tkcesfendc MinespiL J det samtne anb
neteo Dosen, og wende, unge, noget berusede Riddere
ttttttlede i:td. ,,Nl)t! Nyt! "— raubte de i Munden paa
hinandcn. —— »Der er Opror i Danmartt Kongen er
ibjclilagen!«
Alle for forbavscde op undtagen Hertug Valdentar,
sont var nfiinegtia sitnten tilbagc Pan Stolen. J den al
mindelige Fordirring bemærtech dette tun stratg as Ri-d
der Abildkiaard sont strals loin hant til Hjcelp og gned
lxatn med Bin i Tindinqen nden at aore Lcrnt, idet han
tillfge stillcke stg sor hnnt og sljulte hant for de andre med
ssn Kappe-. T
Alle site-rede sorbcvscde paa de nrtge Riddere, detH
brante den foclsavsende Ruh-Id- Men innen blev saa for-:
fcetiset over denne Tidende sont Hofnarrem uaqtet hans
lnftige Gesalertalent nagedeg ltan as en dnb Tunnsindighed,
der ticbertiden itrænsede til Vnnvid. En forfcerdelig Gru
hunde odervæWt hctm, on det var bunt som den ntdrdede
Nektars Annd nn virlelig var faret i bant for at hævne
den Spot, der lser dtedeg med den døde. Langben var
lslcden bleg sont enDodninq on stod titsedcrstelig som en
Stottez ssxaledeg linttede hcm nn dikielig et sorscerdeliat
Ge.·.icrtd as den innrdede Konge, hdis Mnsle than i spot
tend: Spott havde pantaget.
Gred Geklsatd var pludselig bleven alvorlig; tnen de
untre Ri.dierc, som bragte Dodgbttdslabet, fnnteg i dereg
bald-e Rns ille at bemcerte, hoad Viktnixtg dereg Beretning
frentbtagte; d: vidste itte, at de to fremntede Herrer vare
Mattgreverne as Brandenburg on den inntdede Konges
Svogre. De foctaltc nu i en ligegyldig on ncestett over-given
Tone, hdad de band-: hart ont Kongetnokdet »Der er ingett
Tvivl o:n , Or. Grene!" —- sagde den unge, letsindige
Rinden det stod Gteven nærtnest s-- ,,l)an er ialden paa
en vertdig Meade ved et lystigt Elstovgeeventyr i Stovett
ved Finnerup; han lunde aldtig onsie sig en stonnete og
cornnjeligere Bod. Leid os nu dritte part hans lyklelige
Reise og onsle hans smulle Dronning en bedre og trosastere
LEgtctnanN Lystig! tnine Herrekl Kong Exil Chri
ftsphetspns Staub hdor hatt erl«
Grev Gerhard stod sont paa Gloder over denne use-m
tnelige og lttsittdige Ytting i Marlgreverneg Ncervcerelse.
Hatt vilde irettesætte den unge, letsindige Ridder; men
Hofnarren foretotn hatn, idet ban i den kongelige Maske
draat sont rasende soer frctn og nreb et Ranbutteben as et
Seldfad vca Bordet Konq Erit Christopherson tatler
jer for Staelctt!·' — raubte han sengtelig med den dode
Konnes Stemme — ,,l)an sendet jer on all-e sine lustige
Verm-r her en Hilsen!« Med digse Ord ilyngede han det!
stor: Kollet-en eftcr den n;tge Ritdercs Bande-; nten detl
trns Greo Gerier i Vlnsigtei. Sirenen tutnlede til JordenJ
rg Blodet sttotntnede tratn nd af det venstre Zie, sont bar;
lnuit as Betret.
Alle scte forsærdedse til. Ved ten almindelige Larth
lotn Heringen til Besindelse; hatt lastete et cettgsteligt BlilJ
bett i Bakxnrtcnden as Sal::i, hoor Hosnarren havde staaet
med Kongcng fordrejede Anstat, og da hatt ilte lcenger san;
den trtrende Kongestiltelse, synteg hnn fuldtotntnen bot
i
i
i
i
roliget.
J det Lieblih Ulytten med Beitlnstet var stet, hande»
Hoinarrexi lastet Purpurtaaben tillige med Hortotten og
Pergaments-Kronen og hat-de med et Jammersttig styrtetH
sig oder stn saarede Herre. Nn reiste Grev Gerhard sig"
,- pg holdt Hnanden sor sit blsdende Die. »Bo: utidige
Spas hat lostet mig et Ose,« —- sagde hatt med Fatning
—- »nten det er nu en tinge Ting. Er ket sandt, hvad
vi hat hort, er Land og Nige og vor eedle Dronning i
enslwetlelig Forsatning. Jler, mine Herrn-! og staat
hende bi. med Raad og Daadt Saasnart det er mig
muligt, et jeg til Kronens og Rigets Tjeneste.«
Medeng den saarede Grev Gerhard nu sorlod Dritte
ituen sor at ovetlade stg til stn Saarlcegeo Otnhu, for
lod hans Gester ojeblitlelig KieletiSlot og ilede dort ad
Vejen til Standetborg
Summe Ast-en var det paa Møllerup en ængstelig
Forventning. Borgherren var for otte Date siden drcgen
bort med en Del af Borgens Besætning. Borgvorten
vg lutlet vg, Bindelztoen opdtggen sorn fædvanlig·« Te
sike Beste-e stode Pan Tau-net, oft-der var dødsitive paa
dejt mitle, satte Borg. - v s«
."««·.« J Fttthstpett sad pensinndMidnat den ,«ho»ie, tilflerede
Isi- Jngeltots i stn’ sorte Stegedtagt niöd en Lampe Tor
sig ved Sommedordet og syede paa et langt, hvidt Lin
tlæde. Den lille, urolige Ulrita havde hun faaet til Sengs;
men den flittige Margrethe sad ved Moderens Side og ar
bejdede flittig Paa hint fromme Billede, som hun med
Guldtraad og Silte udsyede, ogs hvis Bestemmelse var at
pryde et helligt Altertlæde i Møllerups BorgtapeL
»Na er jeg snart fcerdig, Moder!«—— sagde Datteren.
—»Se dog en Gang! — ved Lys stinner det ret smutt;
det er mig ligesom de smaa Englebilleder smilede, og som
der virtelig tom Lys sra Jesusbarnets og den tærc Gewä
tnoders Ansigter.«
»Godt, mit fromme Barun!« —- svarede Moderen
og tlappede hende paa den hvide Kind, idet hun tastede et
siygtigt Blit gennem Slsret paa hendes Arbejde. —- »Jeg
er nu ogsoa snatt fcerdig!« — tilftjsede hun med et dæmpet
Sat.
«Men hvad slal det lange Lintlasde bruges til? take
Moder! det er jo hverten en Dug eller et rigtigt Lagen.«
,,Naar jeg er dsd, mit Barn!« — svarede Moderen
— »saa slal du talte den forbarmende Gud og tilhylle
mit Legeme og mit Aasyn med dette Limtlcede; saa vil jeg
aflcegge Sorgen-s sorte Dragt og ifsres hvide chedet Den
hvide Farve betyder Usthldighed og Renhed, Barn!« — —
»Ak, Moder, tan vi da itte beere det chedelwm me
dens vi leveZ Vor Herre og Frelser har dog taget al vor
Slnld Paa sin, da han dsde for os paa Korset; ved hans
Grcv tom io Enqlcne i hvide cheder, og naar vi blive
som Bern, horer Gurts Rige os jo til ligesom Englene.«
»Tag din hvide Kjortel paa i Morgen, Barn!« —
svakede Modcren.
»Ak, Moder-, Moder!« —- suttede Margretl)e — ,,naar
stal jeg dog se dit kcere Ansigt igen og dine smulte, tier
lige ØjneZ —- Jeg huster dem godt fra jeg var qanste lille
— men det er lange, lang-.- fiden. Den lille statlels Ritle
har jo aldrig set dit Ansigt, og hun er dog ogsaa dit
Born?«
»Snart, snart stal J begge se inig Ansigt til Ansigt,
haaber jeg!« —— svarede Moderen med bcevende Siemme.
—- »Se paa Sanduret, Born! er det itle snart Midnat?«
»Det er over Midnat, Moder! — Venter Du Fader
hjem i Nat?«
,,Han lovede at vcere her eller sende Bud inden denne
Mi.dnatstime« —- svarede Moderen urolig. —- »Han plejer
itle at qlemme hvad han loder. Men han har et større
Lpfte at opfhlde; ssr det er opsyldt, hører jeg itte fra
ham — og for faar ingen af os Fred.«
«At, hvorfor itte? Moder! —— husler du itle hvad der
staar i den hellige Lcest om den Frev, som er højere, end
al Mennesieforsiand? den har Herren jo dog givei os allc.«
»Ja vigfelisn Barn! den Fred stal de retsærdige finde;
de stal naa ind med Fred — de skal hvile sig i deres Sovei
tamre, staar der; men alt har sisi Tid: forst Strid — saa
Irrt-L«
Der horteg Hundetuden i Borggaarden.
»He-L Moder, herl« — sagde Margrethe ——- ,,.L)nn::
dene larme. De vente vist Fader; men de pleje dog al
drig at tude saa scrlt.«
»Det betyder et Dødsbudskab« — sagde Moderen. -——
,.3tille, Born! msig syntes, jeg hørte din Faders Jagthorn
—-- cg ber, nu ilinger Luren fra Taarnet — han tommer!«
Der lpd nu ogsaa Fodtrin i Gaardcn. J den still-:
Nat tunde man hem, hvorledes Vindebroen nedtridsedes og
Borgporten bevægedes paa de lnirtende Horngslen Kort
efter lød der Hestetrampen og Larm af en stor Maingde
Ryttere i Gaakdern Margrethe lob til V"induet. ,,Det er
Fader og hnns Meend!« —- sagde Barnei. — ,,Men hvad
er det? der er graa Mnnte blondt dem med Fallen nu
staat Fadrr as ved Stenen. Han gaar stralg her op til
ost«
Fru Jngeborg gjokde en hastig Bevcegelsc, som hun
vilre tejse fig, men sant magteslss tilbage paa Somme
stolen »Ser du ogsaa Bedstefader? —- ser du min gamle,
ulytkelige Fader2« spurgte hun.
»Nei, den stattels Bedstesader ser jeg ikle, Moder!
— Jeg kan se dem allesammen; men Bedstefader er itle
iblandt dem.«
Nu aabnedes Deren til Fruerstuen, oa den høje
Borg-Eiern stod i sin Staalrustning paa Tærfleleji. Hjcelnk
gitieret var opslaget; han-J strenge, alvorlige Aasyn var
blegt. Han blev staaende paa Dortærstelen uden at sige
et Ord, men gad med et Vint til Lende, at Barnet flulde
bortfjcerneg.
»Gut ud i Ammeftuen, mit B«ar:1!« —
deren, idet hun reiste sin langiomt oq bcevende —
Fader har at iige mig, stal du itle hore.«
Margrethe liavte ncermct siq Faderen for at hilses
ham og the-se bang Haandx
sagde Mo
»HVAV
men hun saa levret Blod Pa-.1’
den jernpangredc Haand og scer sorfærdet tilbage. Hirn
soldede sine Hernder og git grad-ende- ud af Stuen.
Nu trandte Marsten over Tærslelen· »Det er stet!«
.- sagde han. —— »Tag Besiæmmelsens Slør sra dit Aasnn,
min Hustrnt — omsavn nu endelig din Ægtemand og din»
Hævner igeni din Stændsel er aftvættet med Tyramengt
Blod. —- Du stal itte lcenger blues ved at ncevnes Siigl
Andersens Hustrut«
Med en heftig, sast trampagtig Bevægelse rev den hsje
Fru aneborg nu Sløret fra sit Ansigt, og Lampelysetl
saldt paa et dsdnsingeblegt, udtæret Ansigt, som endnu dcg»
bar Spor as en- sjælden, undergaaet Stønhed l
De merke-;
blaa, tindrende Øjne laa dybt indsaldne i de store Øjenz
hulinger; hun udbredte de magre Arme og nærmede sig
Ridderen. Han traadte forfcerdet et Stridt tilbage; men
i samme Øjeblit styrtede han med voldsom Hestighed i
hendeg udbredte Arme, og to ftore Taarer nedrullede ad
hans jsernfaste Kinder.
«Min Jngedorgt min ulytlelige Jngeborgt stal jeg
saaledes favne diq igen!«—— udbrød han-— «er en Men
Jnestealder da shensatet over vore Hoveder, og ere di begge
bledne udlevede og gamle siden jeg sidst saa dit Aasyn
og holdt dig i disse Arme? Lev, lev nu, min ulyllelige
Hustrn og bliv ung paanyi al din Jamren er sorbi; dit
Ungdomsliv rg din Ære er hcevnet — frygtelig hævnet.
Jngen Ldintesternder i Verden er ftrasfet haardere, end
han, d: r myrdede din Fred. Din Feder var den første,
der gennemborede hans troløse Bryst «
»At, Feder, Fader —- hvor er han?« —- spurgie nu
Im Jngeboxg og fper forfcrrdet fra sin Ægtemands blodige
Arme-— »og du blsdert — er du saaret?-«
.......
- ...«......«-Lh i« s.x« st: Es ..:«««.-.«» Mu-.U.P.l Jst-I- ÅLQU HEXE-LET
»Det er Tyrannens Blod; jeg fvor jo, du stulde fe
« det. Jeg selv er tarsl, min Huttrut nien din Faden din
arme, afsindige Fader —- han fulgte os itte ud af den
lsrændende Lade. — Jeg ilede tilbage for at udrive ham
af Luen — men for fildigt« —- -—
,,Bra-ndt —- levende brændt!« — streg Fru Jngehorg
— ,,Retfaerdige Gud! — faa lnuser dog den almagtige
Tomtner os for vor Hævn!« Hun styrtede afmcegtig til
Gulvet Paa sit Ligilædr.
,Da hun dpslog sine Øjne igen, sad hun i en Stol,
og hendes Ægtemand stod endnu alene i det blodige Har
nift for hende. »Fat di.g, inin Hufttu!« — sagde Marsten
— ,,din ulytlelige Fader led ikte længe i Flammen; hans
Sjæl hat founget sig frejdig gennem Luerne til Jrihedenö
forjcettede Land, sont han saa lcnge suttede efter forgæves.
Fat dig, antrut htt, shvad jeg- hat at sige digl Det.
galder nu dort eget Liv. Paa vor ftore Plan med Land
Og Rige er der itte at tænle endnu. En forundetlig Strcet
hat staget alle pore Venner. Enhver tænter kun paa sig
selv og egen Frelse. Foltet vil itte flutte sig til os; man
striger sont afsindig over Kongedrabet — jeg felv er
Ifr e d l o s. Den unge Konge har forlyndt mig det, skønt
uden Loo og Dom. — Jeg lo derad; men det flog mine
Mænd med Radsel — og Barnets Ord lød mig selv helti
underlige: Man sige, hvad inan vil! — Barnet er nu dogl
en Kotige. Hertug Valdemar ftoler jeg itte paa. — Vi.
inaa komme!«
,,Aldrig, aldrig! — Jeg bliver «her!« fagde Fru Inge
borg bestemt og harrede sit Hoved.
»Det er Nodvendighed, min Huftru2 du maa tro mig;
jeg gsr intet Skridt tilbage, hvor det er muligt at gaa
frem. Vil dn nu fslge en arni og fredlss Mand, min
Jngeborg! eller blive tilbage med Hadingsnaonet blandt
vore mægtige Fjender?«
Ved disfe Marftens Ord vendte Livskrcefterne et Die
blit med spcendt Stnrte tilbage hos Fru Jngeborg; hun
rejste fig roligt og betragtede sin Ægtemand med et for
undret Blit·
,,.Hadingsnavnet hat jeg baaret lange not!« —- sagde
hun — ,,det vil jeg itte bare langer i Beiden om jeg
ogsaa nu i Sandhed tunde blive Dronning i Daninart.
Hav Tak, at J borttog min Standselt for mig slal ingen
mere sorge. Men er jeg Marst Stigs Ægtehuftru igen,
saa hsr det sidfte Ord, jeg har at sige dig i denne Verden!
Mine Timer ere talte. De Tiniers Ære, jeg vandt, vare
itte ni Aars Kvaler og saa gruelig en Mordbrandsnat
vcerd. Hat den Sirt-eh der flog vore Venner, da ogsaa
slaaet den inægtige Marft Stig? Er J den Mand, der
raddes for et Barn og rommer af Landet paa et Drenge
budZ Nei, min tætte Heevncrt det er tun den fiumle
Blodnatg Taager, der er faldet dig for Øjet og betynger
din Sjcel —- det er tun Kongeblodet paa dine Ariiiftinxiet,
der laminer din Arm. Blid her til det dageg! tvæt Blodet
af dit Harnisi og kom i Hn shvad det randt for! — det var
itte blot for at du sittlde se dette Dødningeaasyn —- jeg
staar tun som et Genfcerd for dig i denne Nat, for at huste
dig paa, hvi du tøvede saa lcenge, og for at gaa med Ære
i min Grav; men naar du hat lutket disfe Øjne« —- —
T,,Lev, leo, min leere Huftru!« — afbrød Marfken
hende bevceget — »og du stal se, jeg stal handle som ingen
Mond i Danmart endnu har handlet! men ene tan itte
den stærkeste Mand omstyrte Danmarts Trone.«
,,Naar blev du da ene? har du itte Grever og Niv
deike til Slægthstaar du itte i Pagt med Fyrfter og
KongerZ lever Hertug Valdemar og Grev Jakob da itte
endnu2 er Ove Dyre og Jakob Blaaiod da itte til? Bote
inægtige Frander vil itte fvige dia, det ved jeg — Kong
Crit i Norge er dig en fuldtro Ben; han er rig paa Folt
og paa Stibe — paa hain tan du lide- Bliv i. Lande«
Lad itte vor Slcegt udryddes og Landet forgaa! Byg en
Borg paa Hjaelm! den stal staa fast for Pile og Stud og
alle Blidekast Tag itte din mcegtige Haand fra Danmark!
min tcette, ftolte Stig Anderfen! Scet Kronen paa et
Hoved, som tan beere den, og lad itte Totes og Stjalm
Hvideg Slckgt Være landflygtig, saa lange dine Øjne ere
aabse! giv mig derpaa din Haand, hois du har min Fred
og min Salighed tcer!«
Bel, vel, min Hustrut jeg lovcr dig det!« —- fagde
Marslcn og ratte hcndc iin jernpansrede Haand — »viL
Gad, det sic!« Han tav og faldt i dybe Tanter.
De stode saaledes i nogle Lieblik Haand i Haand Da
var det sont Jlden udsluttcg i den blege Frueg Øjne og
der ligcioni foer en Singgse over hendeg Anstat. ,,Tal,
Tat! i:.: er jeg rolig!« — sagde hun langsomt og beli
tideligt. - ,,Nu stal jeg ligxie stille i min Grad og ilie
samt-: oder mit sonderrcone Lin og orer det Blod, der
dled noost for min Kvindeære —-— jeg stal itte hore Inine
forladte Dotre grade — jeg ital itte hier-: min Faders
Tødgstrig i Flammend Det sortner sidfte Gang for mine
Tine« —- hoistede shun mat og vatlede —- »god Nat, tnin
Herdnert «hav Tat! du hat bragt mig det sidfte Budskab
fra Ver-dem jeg faar at here —— det var et Sejersbudskab,
men forfaerdeligt — »in Ægtehuftru er jeg igsen —- men
først paa hin Side Stcergildcn et jeg den, jeg var for ni
Aar fide-n — —«
,,’Jngeborg, tateste Jngeborg! tal itke faa forvildet«
—- udbrød Marsien cengitelig —- ,,gat til Rot du er syg.«
»Jeg gaar til Ro!« — hvisiete hun og ftirrede vildt
hen i Luften. — ,,«5ader, Fader! brænd ilke længer for
din Dattcrl nu vil hun gaa med dig gennem Flammerne
— God Nat!« —- med disfe Ord tryklede hun Marftens
Haand heftigt og styrtede pludselig til Stengul-vet, soin
raint af et indrortes Slag.
IForfasrdet raabte Marflen paa Hjcelpz nien inden
Tjenerstabet var samlet, laa der-es ulytkelige Frue uderis
Livstegn i sin LEgtemands blodige Arme. !
Sekstende Kapitel.
sFør Hertug Valdcmar med Mattgrevscrne af Branden
borg naaede Sianderbotg Slo·t, stod Drost Peder og Ridder
Bcnt Rimaardssn itSpidsen for en anfelig Hob Krigsfolt
ndenfor Slottetj hvot en Lejt var opftagen, medens en
talrig Folkestare strsmmcde til, for at hylde den unge
Kongr. Gamle Ridder Jon var paa en Bæreftol bragt
til««Slottet og de strengeite Forholdsregler var-: tagne.
Jngen Oprørgsternmer vovede at yire sig. Hering Walde
mar og hans Folge haode uten Ophold redet Dag og
Nat. De saa nu anden Gang Solen staa op, siden de
sorlode Kiel, og den sviste dem Lejren ved Standerborg i
nogen Frastand. Heringen standsede. »Vi komme dog for
silde!« —- sagde han. —- »Tøv et Øjeblii, mine Herrerl
ser jeg ret, er her alt en Lejk.«
»En Lejr til en syv otie shundtede Mand« — svakede
Mattgreve Otto, og hans Blit paa Lejren robede den
tyndige Felthetre- -
,,Drost Hessel og Ridder Jon shar altsaa ilet med
Hylsdi.ngen« —- vedblev Heringen — ,,og det uden at vente
paa Landets vigtigste Mænd og Kongehusets nceste From
det. Der ser J de selvraadige Herrers Anmasselfe. For
;Øjebliltet har de Magten, og vi maa tie. Dtengen bliver
.nu etllckret for Danmarts Konge, sog eders vise, ophojede
Soster, ædle Herrerl maa sor det setste nejes med at fere
staa Formynderslabet tilligemed mig. Dog selv dermed
maa vi iie endnu. Saa længe den føtsie Uro opsylder
alle Sind, er der ingen Tillid at vente og intet fornuftigt
Raad at icenie paa.«
De holdt alle tavse og beicenkelige paa Besen.
«Eders Forslag, min cedle Hertugl sotekommer mig
nu ogsaa noget overilet« — tog Martgrev Otto endelig
Ordet. — »Er-ers Veltalenhed hat tun et Øjeblil i denne
Forvirting sotryktet mig Synspunttei. Kongevalget er jo
allerede for laenge siden lovlig bestemt; enhver Forandring
deri vilde være et anmassende Jndgreb i Folletg Rettig
lseder. Min Søsier Dronningen vilde Vist ogsaa højlig
betcente sig paa at spcerre sin egen Søn Vejen til Tronen,
for den Forsængelighed at kunne ncevnes regerende Dion
ning. J Virteligheden maa hun desuden jo blive det,
saa lcenge den nnge Konge er mindreaarig.«
«Deti er jeg enig med min Brodet!« — sagde Mark
grev Konrad. Han lod- til at være en Del yngre end sin
Broder, hvis Mening han som oftest var af, uagiet han
syntes at røbe en vis selvsicendig Kraft i Miner og Ad
scerd. ,,Eders Deliagelse for vor ulyttelige Søster, ædle
Hering!« — vedblev Marlgtev Konrad — »ere vi eder
sorbundne for; tnen den bar misledet eder. Ladek os- ikke
tale til hende om et saa farligt og sorførende Zusic, som
vist aldrig er opstaaet iOhendes Sind.«
»J- har Ret, cedle Herrert det Var en overilet Flyve
tanke« — sagde Heringen hastig. — »Vi lade Tingene gaa
deres nødvendige Gang! Hvad jeg as Egensiaber hat
taentt mig, som et Redningsmiddel for Danmart, og hvad
jeg i. denne Forvirring har ytret derom, bliver en Hemm
lighed mellem os paa Riddercere og Tro.
,,Dei sorstaar sig!« —- svarede Markgrev Otto og be
tragiede Heringen med ei forstende Blit. — »J har i den
sidste Uge angtebet eder seerdeles og fast forstyrret os Ho
vederne med edets æventyrlige Statgkløgi Jeg skulde
naesien svcerge paa, J hat haft en Anelse om, hvad der vilde
st-:.«
Heringen siistede Farve, og Ridder Tuko Abildgaard,
der paa hele Reisen havde vceret tavg og sti·lle, vendte hastig
sin Hingst og syntes kun bestceftiget med at styre den.
»Desværre!« —- sagde Heringen hastig. — »Hvo hat
givet Agt paa den ulytkelige Forsatning i Danmark —
og paa den Spcending, der lcenge har været mellem Kon
gen og den mægtige Adel, udett at besrygte sdet vcerste? —
Der var en Tib« — vedblev han —- ,da jeg, sont J vide,
tog virksorn Del i. de danske Statsanliggender7 i Ungdoms
Ubesindighed haabede jeg selv ved et dristigt Foretagende
og med vcebnet Haar-d at bringe indvortes Fred og en
retscerdig Statsstyrelse til Veje. Mit Forsog mislnikedes,
og nu glceder det mig, at jeg ved mit Forlig med Kotigen
og min Assigelses-Ed drog mig iilbage i Tide og Undgik
selv den fjernesie Mistanke om Delagtighed i denne oprø
rende Begi.venl)ed. Selv mit Ophold hos eder, ædle Herrer!
i denne srrscerdelige Tid anser jeg for et af de lyikeligste
Tilfcelde i mit Liv. J Forening med eder og eder dle
Softer lan jeg nu maasle dog umistcenlt bidrage til a.
bringe Orden i dette sorvirrede Land og tugte disse for
mastelige Adelsmcend, der nu ville vcere Herrer i Landet.
Vi har desocerre set, at de ikte srygte for sde voldsomsie
Foretagender, for at haeode deres egne smaalige Fordringer
og tilsredsstille et usselt, indslrcenket Privathad« —- —
»Der er min Haand, cedle Hering Valdemar!« —
udbrød Markgrev Otto og ratie hani tkohjertig Haandem
—— »F mencr det ærligt med Follet og dette ulnktelige
Kongehns —- og vi stal srentdeles staa eder bi med Raad og
Taad i at bringe Fred og Orden i Lande« — Lader os
nn itte docele lasngerl Jeg laenges efter ai se min cedle
Sofler og bringe hende Trost i denne Red«
De sporeke alle deres Hseste ca rede raske imod Lejren
ved Sianderbora. Her blev de siandsede og maatte ncevne
dreg Navne for Vagterne, der dog strals cerbodig Veg til
Sit: og gav dem Plads, saasnart de slsørie, det var Her
tugcn og Dronningens Btødre. Da de kom til Stauden
borg Slot, saa de den nedladte Vindebro besat med en
sicerk Vagi af Lansekncegte: her maatte de stige as Hestene
sur den nmldrende Folkesiam der spckrrede Beken. Vel
veg man as og til arbødig til Side for de trende fnrstelige
Herrer, hvis prægtige Dragt og guldbroderede Purpur
laaber betegnede deres høje Værdighed7 men de blev dog
oste standsede as Irr-engsten og deres Væbnere maatte blive
tilbage med Hestene Ved slige Standsninger horteg man e
Ytringer as Fsolkei, som Heringen og Ridder Abildgaa
især lagde Meerke til. (Foktscettes.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Dmilag 80 Cents. Jndbunden 81.2d
Erik Meiweds Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmslag 80. Jndbmtden u.20.
Kong Erik og de Fredløfes
t J omnqg so Cis-me Judbuuveu not-.
I Dem-Z wen. Dust-. got-Im met-. drob-.
