Inarlrdcg fmchi Gudg Yillictx
Bibclstudie
of
C. Skovgaard-Petersen,
Sogneprccst.
(Fortiat.)
Oprigtighcden i Vort Troesliv maa vise sig i:
Jngen uangret Synd over for Herren
Findes en saadan, da vil den spørgende ikke faa Svar
fra Herr-en paa det SpørgsmaaL der ligger ham paa
Sinde, men faa en Paamindelse fra Herren orn den glemte
Snnd, som liggser G u d paa Sind-e. Denne Paamindelse
tan komme paa tredobbelt Maa·de:
ente n dcrved, at Herren tier og slet ikke svarer;
saaledes i 1. Sam. 14, 37: Da Saul i falst Nixdkærhed
havde aflagk en uretfærdig Ed (1 Sam. 14, 24), staar der:
»S-.1ul adspurgte «Gud: skal jeg drage ned efter Filisterne?
Vil Du give dem i Jsraels Haand? Men hsan (Gud) sva
rede sham ikke paa denne Dag«; —
e ller iderved, at Herren i Stedet for Svar se1sder
Ulykke og Straf over sden spørgende, saaledes i Ez. 14,
7—8: »Naar en Mund af Jsraels Hus . . . . stiller sig
sra mig og giver sme Afguder Plads i sit Hjerte og stiller,
hvad der var ham Anstød til at sonde, sur sit Ansigt, og
saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: ham
vil jeg, Herren, lade mig bringe til at give et Svar fra
mig selv. Og jeg vil rette mit Ansigt imod denne Mand
til at ødelcegge ham«; —
-:ller ogsaa kommer Herrens Paamindelse derved,
at Herren, i Stedet for Svar paa det spurgte,«,direkte for-»
lynder den spørgende hems glemte Synd. Saaledes i- Ez.
20, 1—4, hvor nogle Mænsd af Jstaels Ældste kommer
for at adspørge Herren, sog hvor Herren gennem Profeten
svarer: ,,jeg vil ikke lade mig adspøge af Eder — giv dem
deres Feedres Vederstyggelighed tilkende!«
Er vi derfor ikke oprigtige i vor Syndserkendelse, men
holder vor Haand over en og anden Synd, kan vi., naar vi
spørger om Herrens Villie, kun Vente T a v s he d e l l e r
Tugt eller vaagnende Samvittighedsnag til
S v a r.
Vor Oprigtiglshed i vort Liv med Herren maa endvi
dere vise sig i:
Jngen Skjul paa vor Tro over for Mcnnesker.
Se heronk L Mos. 18, 17——19, hvor Herren begrunder
sit Tilsagn om ikke at dølge noget for Abratham med, at
Abraham ikke dølger »Herrens Vej« over for sme Børn og
sit Hug. —, Den -aabne- Bekendelse og hellige Nidkærkhed
overfor Menneskser medfører altsaa Villigshed fra Herrens
Side til at indvie os i, ,,-hv-ad Herren gør«- —- Lad os
huste det!
Endelig maa Oprigtigheden i Troeslivet vise sig i:
Fuldkommen Villighed til at got-e GudS Villiei
det foreliggende Tilfælde. »
Der er Grund til nøje at underføgc, om vi virkelig
shar denne Villighed; thi her ian vi meget let bedrage os
selb. Men H e rr e n kan vi ikke bedrage. »De Tanker,
som opstiae i Ebers Aand, ten-der jeg« (Ez. 11, 5).
Den fulde Villighed siger: »Herre, hvad VilDu,
at jeg skax gew- (Äp. Gee. 9, 6); — den hat ,,de rette
Veje i sit Hjerte« og ikke blot i sin Fantasi eller paa sine
Laeber (-Sal- 84, 6); den øver sig i at bekende: ,,se her er
jeg! Herren gøre med mig, eftersom det er godt for hans
Øjne« (2. Sam. 15, 26), og den vil gcerne »tjene Gud i
Glæde og med Hiertens Lyft« (5. Mofeb. 28, 47).
Men en saadan fuld hjsertelig Villighed forplumres,
felv hos troende "Msennesker, meget let af vor-e egne naturlige
Ønster. Man kan ville Guds Villie fom den, der ikke vil
den. Saaledes Var det med hin Juda Konge, orn hvem der
staat: ,,Han gjorde det, foni var ret for Herren-s Øjne,
dog ikke af fuldt Hierte« (2. Krøn. 25, 2). Det Ord er
godt til Selvprøvelfe. Det viser Villigheden i Kamp
med det natnrlige Hiertes egenvillige Syst Men den
fulde Oprigtighed maa altid ytrse fig fom den fulde Vil
lighed; thi det kan aldrig vcere fuldt oprigtigt at spørge
Herren om, hvad Eh a n vi.l, vi skal gøre, naar vi ikke sam
tidig har fuld Villighed til at gøre det, om end hans Villie
skulde gaa imod Vor irgen.
Hermed Vcere naturligvis ikke sagt, at Herren-Z Villie
altid ncegter os det, som vi selv ønfker. Tværtimod. Da
Vid sigser: »a! min Frelse og al min Lyft sknlde Herren
ej lade den spire frem« (2. Sam. 28, 5). —- David var
vis paa, at naar han blot ærlig satte jin Lyst i sin Frelse
og derved satte sin Sjcels Frelse over sin egen Lyst, da
vilde Herren ogsaa i mangt og meget lade hans Lyst
»spir-e frem«- —- Og David Tiger et andet Sted: ,,Herren
gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte« (Ps.
145, 19). DIt var Summen af Davids Erfaring pac! dette
Punkt, at jo mere han selv var gennemtrængt af enfoldig
Gudsfrygt, des mere kunde Herren ogfaa rette sig efter
hans egne Ønskers Behag —- baade fordi hans egne Ønsker»
blev rensedse af Gudsfrygten, og fordi Herren ved hans
Gudsfrygts voksendc Jnderlighed turde vove at betro ham
flere Ønskers Opfyldelse; thi i den gudfrygtiges Hierte
virker Ønskers Opfyldelse ikke jordisk Tryghed, men from
Taksigelse. — Derfor skal vi ikke fom uforstandige Børn
med Vold og Magt klamre os til vore egne Ønfker, thi
det vifer mange Gange, at di netop ikke er modne til at faa
dem opfyldte. Vi skal ikke være som de unge Bøge, der
beholder de visne Vlade Vinteren igennem, som om de ikke
turde slippe dem og lade dem falde; men Vi bør være som
de gamle Bøge, der rolig lader de visne Blade faldie, visse
paa, at Løvfald altid fører til Løvspring. Først
efter vore egne Ønskers Løvfald kan Herren ret lade al vor
Frelfe og cl vor Lyst spire frem! Derfor bør vi frimodig
tage vore Ønfker fangne under Guds Villie og som Esra
berede dort Hjerte til at søge Herrens ILov (Esra 7, 10).
Og der maa tit en grundig ,,Hjertcbers:delse« til, før
vi er fuldt vi·llige. Ønskernes Magt er stor, faa vi ofte
vil opdage, at vor Villighed, naar det kommer til Stykket,
tun er en Skinvillighed. Dette bliver os ofte førft rigtig
klart, efter at Herrens Villie eller Herren-8- Svar har vift
sig at gaa vor egen Villie imod. Lees til Oplysning herom
Jerem. 42, 3—7 og 42, 20—48, 2.
Dette Sted er saa sørgeligt betegnende: Folket kom
mer !l;er og beder, at Jeremias vil give dem Herrens Vsej
tilkende. De lover, at »hvad enten vet er godt eller ondt,
da ville vi. høre Herrens, vor Guds Røst« (42, 6). Men da
det "kommer til Stykket, vg Jeremias m o d deres Lyfk Vg
Villie siger, at de ikke maa drage til Ægypten, da fvarer de:
»Du taler Løgn, Herren vor Gud hat ikke sendt dig!«
(48, 2).
Til at sikre os mod en saadan Skinvillighed giver
Skriften os mange Anvisninger.
Underføg om det at adspørge Herren
i Vikkeligheden ikke e: Omsvøb for at
undgaa at gøre, hvad deride givneForhold er det
eneste naturlige og ncerm est l iggende.
J saa Fald er vor lSøgen og Spørgen efter al Rimelighed
tun en from Svig; thi det naturlige og nærmeft liggende
er ncesten altid Guds Villie.
Gud sagde ved Jerikos Erobring: »Folket skal stige
op, hver lige frem for fig« (Josva 6, 5). Og
der staar om Keruberne, der bærer Herrens Herligheds
Trone, og som derfor er det rigefte Udtryk for hans Villies
Vseje: ,,De gik Ihver lige frem for fig« (Ez
J, 12). Guds Børn bør gøre ligesaa. Krngveje er aldrig
Gide Befe. Omveje er sjaelden Guds Veje.
Hvor vor Samvittighed klart og bestemt siger: Du
skal — er det sjaeldent, at Gud siaer: Du skal ikke.’««)
Bil du derfor sikre dig mod Skinvillighed, saa un
derføg ogsaa, om du ikkse i din Samvittig
hed i. Virkcligheden har faaet Svar og blot
bliver ved at spørge for at faa din egen Villie smuglet inds
J saa Hienseende er Bileam et affkrcekkende EksempeL
Mvabitternes Kotige, Balak, sendte Bud til Bileam, at han
fkulde komme og forbande Israel. Bileam burde alene
af Anmodningens Natur have vi.dst, at det ikke var Guds
Villie, at han gik med; ikk-: desto mindre spørger han Gud
om, hvad han skal gøre, og Gud siger bestemt: »Du stal
ikke gaa med dem, du stal ikke forbande Folket; thi det er
velsignet« (4. Moseb. 22, 12). Balak sender imidlertid
,,flere og herligere Fyrster« til Bileam og gentager Anmod
ningen. Bileam viser, at han er sig fuldt bevidst, at det
ikke var Guds Vi.llie, han fulgte med; han svarer nemlig:
»Der-sum Balak vilde give mig sit Hus,"«fuldt af Sølv og
Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord
ved at gøre lidet eller ftort« (V. 18). Alligevel tilføjer
han: »Bliver dog lher i. denne Nat, saa vil jeg fornemme,
lktdad Herren vil ydermere tale med mig« (V. 19). Trods
sin Klarhcd vil han altsaa atter spørge. Det er aabenbart,
at al Bileams Spørgen blot var forklædte men afmceg
tige Forspg paa at komme udenom Herrens Bud.
Den, der spørger, ikke for at fa a Klarhed-, men for
tat komme udenom den Klarhed, han har, han synder mvd
JJesu Ord: »Bandrer den Stund, J have vaet, at Mørket
iikke skal overfalde eder« —- og han flal erfare, at »hvo,
svm vandrer ’i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen«
(Joh. 12, 35·).
’ For en Sikkerheds Skyld vil jeg blot tilføje, at det
er en sSelvfølge, at gentagen Spørgen til Tider kan vccre
;fuldt berettiget. J 1. Sam. 23, 1—4 spørger David flere
Gange Gud om« famme Ting trods det, at Herren aller-ehe
havde svaret ham førfte Gang. iMen den gentagne Spør
gen udsprang her af Troesskrøbelighed, der trcengte til at
blive fuldt vis i sin Sag og i.kke som. hos Bileam, af en
uoprigtig Mangel paa Villie til at gøre, hvad Gud havde
sagt. — —
"hen. De skccl vise dseres Villighed overfor Gud i det smaa,
Jmagerens Hug, der vil jeg lade dig høre mine Ord«.
For at sikre dig mod Skinvillighed:
Underføg endvidere, om du hsar gjort
den DelaqudsVillie,som«d-uidenfore
liggendeSagvedkender.
Dei er vcerd at merke, at Herren ofte, inden han giver
sine Profeter de ftore -Syner, siger til dem: gaa der og der
inden de faar Guds Villie aabenbaret i det store.
Se Ez. Z, 22: ,,-Og Herrens Haand var over mig
der, og han sagde til mig: staa op, gak ud i Dalen, og der
vil jeg tale med dig«.
Og Jerem. 18, 2: ,,sStaa op og gacx ned til Pom
Hvis ikke Ezekiel paa Herrens Bud var gaaet »ud i
Dalen« og Jeremias ,,til Pottemagerens Hus«, saa havde
de heller ikke faaet de store Aabenbari.nger, som ventede
dem der.
Tag nøje Vare paa at gøre den Del af Guds Villie,
du kender. Vcer tro over dset lidet, at Hexen kan sætie
dig over mer-e.
Helc dctte Punkt (at vi, for at faa lilarhed over
Guds Villic, maa vccrc suldt oprigtigch er af yderste
Vigtighed.
Her er altid en dobbeli Fare: 1) S e l v b e d r a g e t,
der fmugler sin egen Villie ind, og 2) den overdrevne
Ængstelighe"d, der af bare Frygt for at bedrage
sig selv og tage sit eget for Guds, tilsidft slet ikke iør be
sluite sig.
Bileam Viser os Selvbedragicts Fute. —- Schweitzer
Filosoffen Amiel viser os sei Sted i sin Dagbog Ængstelig
hedens Fare — Han siger: »Jeg har Rcedsel for at hand
le Hvorfor? Af Ængftelighed — Hvorfra kommer
den?- Fra en unaturlig udviklet Refleksion, fom næsten
har tilintetgjori alt det umiddelbare og instinktmæssige
og derved Trygheden og Ti lliden. Naar det gcelder om at
handle, synes jeg overalt kun at se nye Anledninger til
Vildfarelfe og Angek, skjulte Truslier og tilflsrede Sorger«.
(Journal i.ntime, 7 Ed-., Bol. 1., S. 100).
Den sevbedragne ender i Mørke og bitter Skusselsex
den ængsielige gaar i Sstaa og bliver villielam. ,,Bi3flut
ningens medfødte Ungdomsrødme dør i det syge, gusine
Overlæg« (Hamlet). — Oprigtigheden tager Kampen op!
med begge Farer og overvinder begge. — J Reglen vil
Hjertet, iscer overfor store Afgørelser, til en Tid svinge
mellem begge de ncevnie Yderligheder. Der er da iniet andet
at gøre end at lægge Sagen saa helt og saa lcenge kaM
for Herren, til vort Hierte, som Pendulet, fassr fViUfIkk
sig kmt cg naar til sit Hvilepunkt, — det vil sigct naar
. frern til dset Punkt, hvor det i hellig Overgivelfc til Her
ren er os ligegyldigt, om han kræver det ene eller det andei
. af os —· »den hellige Ligegyldigheds anpunlt'«.
Salig den Mund-, der gennsem Oprigtighedens Kamp
T Vg StriD Med sig few Viltder frem til den fulde Villi.«kl")ed,
Der glad kCIU bekendel »Se! Dier Tjener er rede til alt dict.
som min Herre Kongen vælger« (2. Sam. 15, 15).
»Hetre! ophold mig med en billig Aand!« (Ps.
51, 14).
Ved Ak fæste Blikkskk PAA denne Oprigtighedens Betyd
Hing i Arbejdet for at sind-: Guds Villie, fcmx vi Nøgren til
Vet- Ver spa Vfte staat- for Guds Børn som en underlig pin
agtig Gaade, nemlig hvorfor Herren er ,,en Gud, der skjuler
sig«- fCIV dek- hVDk Man spøkgek Dm hans Villie, saa man,
trods al sin Spørgen lcenge maa samle i Mørke (Jes. 45,
15). Dette er ikke Udtryk for, at Gud hat forladt os (eller
bchøver i al Fald ikke at veere det), thi Gud kan ogsaa »ve
re iMørket« (se 2. Mos. 20, 21: ,,Moses gik ncer til Myr
ket, hv o ri G u d v a r«). Men naar Gud for en Tid
skjuler sig selv eller sm Villie for os, da ligger deri baade
hellig dekæthed; — thi Herren holder sin
Villie for god til at give den til Pris for de uvillige (Mt.:
7, 6); — og der ligger deri
barmhjertig Kcerlighed;— Herren vil go
re sit til at bevare os for at salde under den Dom, at »Tie
«neren, som vedi sin Herres Villie, men ikke gør den, skal faa
mange Hug« (Luc. 12, 47); — — men fremfor alt ligger
der dog heri
opdragende Bis-vorm Herren skjuler sig for
en Stund- for at forsøge os og kende alt det, som er i vort
Hjcrte (2. Kron. 32, 81). Han oil lokke Oprigtigheden
frem. Han vil kun give Lys over Jordens Skilleveje ved
en fornyet Befcestelse paa »Evigh«edens Veji« (Ps. 1.89,l
23——-24). Han vil kun sælge sin Villies Lys for Oprigtig
hsedens Pris for derved at tvinge alle timelige Afgorelser
i et trosende Menneskes Liv til at betale Tribut til det Guds
Menneskcs evige Fuldkommengørelse. ;
Arbejdet paa at finde Guds Villiel
forvandles saaledes til en stadigs
Jndøvelse i. Oprigtighed og bliver derfor til!
ct ckf Herrens rigeste Opdragelsesmidler i vort aandelige«
Samlio need hem
Paa en forunderlig klar og simpel Maade har vi de
forstellige Stadier i denne indre asandelige Proces samlede
i. Ps. 86, 11- — Psalmisten begynder her med at bede om
Klarhed over Guds Billie i alle sit Livs For-hold: »Lær
mig, Herre! Din Vej«. Men han føler, at denne Bøn hat
sont Forudscetning den oprigtige Villighed. Derfor til
føjer han: »Jeg vil vandre i Din -Sandhed«. Dog næppe
har han sagt det, før han føler, at hans Villighed ksan trcen
ge haardt til at forøges og befcestes, og derveds diives han
til at bede om mere Oprigtighed i hele sit Forhold til
Herren: ,,Vend mit Hierte mod dette ene at frygte Dit
Nsadn!« —- Ved Acndsens indre Magt glider saaledes Bien
nen om at leere Guds Billie at kendse i det enkelte Tilscelde
over i Bonnen om at vokse «i det ene fornødne; og denne
Von er atter snm et Jgenfødelssens og Fornyelsens Bad,
hvoraf Bannen: »lcer mig, Herre, Din Beit« stiger
styrket og forynget frem. —
Trang til Klarhed i det enkelte fører altsaa til ful
»dere Oprigtighed i det hele Gudsforhold, og denne Op
!ri ighedt det hele giver atter Klarhed i det enkelte. Her
er ««» K -d.sgang,» der (som al aandelig Kredsgang) ikke er
ørkesløs Snurrenrundt, men en Vindeltrappe, der fører
opad. —
Aandeligt Atbejde.
Z. For at sinde Guds Villie
maa vi«i hvert enkelt foreliggende Tilfælde getre et
aandeligt Arbejde —
det «Arbejde, som Skriften i en Sum kalder: ,,han beredte
sine Veje for Heren sin Guds Ansigt« (2. Krøn. 27, 6).
Uden Arbejde at leve paa aandelige ,,Jndfty«delfer« er far
!igt. Saadanne vil i Reglen vise sig at vcere grebne ud af
Luften og ikke tagne ud af de evige Forraadskamre. — Et
typifk sEksempel paa den Slags Jndskydelser er følgen«de,
som jeg har erfaret fra paalidelig Kilde.
En Mund i det nordlige Jylland kørte for nogle Aar
.siden i est frygsteligt Snevejr hen ad Landevejen. Her mødte
Jhan en Kone, som stred sig frem mod Stormen. Han stand
tscde og spurgte: hvorhen? — — Jo, hun skulde da til
»den og den Købftad, thi Aandert hnvde sagt til hende, at
thun i Dag. stulde gca ind og høre Prceften der prceke. Nu
havde hun gaaet to Mil,.og der Var to igen. — —- ,,Da var
det ellsers und-crligt,« svarede «Manden, ,,at Guds Aand i.kke
vidste, at Ist-ersten netop i Dag er bortrejst, faa der er Mes
fefatd!!« — Tcxbleau!
Jscg har svccrt ved at faa Tillid til de Mennesker, der
tidlig og siide uden aandeligt Arbejde faar Aandens Jud
skydelfer baade om Tit og Dat- Vel kommer Herrens Svar
oft-: som en umtiditelbar Jndskydelse, men Jndstydelsen dan
nes tfte u d e n Arbcjde, men u n d e r Arbejde. Herren
giver sin Ven alt i Søvne (Pf. 129). Men Herrens ,,Ven«
sover aldrig Mageligshedens Søvn. — «
Guds Engke stexs op og ned over Menneskenes Sein og
gab h«;:m Fadcrens Villie i Stude; men det var den ar
bejdende Kristus, hvem Englene bragte Bud.
Vished om Guds Villie er normalt en Fragt af et
aandeligt Arbejde, og dette bestaar vcesentligt i, at Vi P a a
Oprigtighedcns Grundlag flittig bruger alle
de Midler til Klarhed, sum Gud har givet os.
Særlig:
Brug Din For-stand thi ogsaa den er fra
Herren, men brug den aldrig las-redet fra Dit dybere Hier
teli.V. Hufk Reh-ern. 5, 7: ,,han overvejede Sagen i sit
H j e r t e.« — Men heller ikke Forftand og Hjerte strcekker
til. Vor Forstand er formørket, og vor Hjerte er bedrage
risk. En Tirg kan fynes ret for v o r Forstand og v o rt
Hierte og dog ikke være ret for Herren. —
Det var menneskelig set ret, at Josef i al Stilhed vilde
stille sig fra Maria, sin Trolovede; og dog vifte det sig at
vcere Guds Villie, at han skulde cegte hende. (Mt. 1, 19—
20.)
Det var mennefkelig set ret, at Mag-erne, eftek Afkale
MV Hundes-, vilde vende tilbage og fortcelle ham, hvor dent
Jødernes Konge var født; —- og dog viste det sig at væte
Guds Villte, at de ad en anden Vej skulde fare tilbage til
deres Land (Mt. 2., 7—12).
Det var menneskelig set ret, at Johannes den Dis
ber, fom den ringere, afslog at døbe Jesus, — og dog viste
det sia at være Guts Villi.e, at han skuldedlskshain
(Mt. 3,1:3—15.)
Forstand og Hjerte trænger i deres Overdejelser til
Aandens Vejledning og Herrens Lys. Derfor:
Sæt Dig ved Herrens Fod og an
n a m af han s O r d (5. Mos. 38, 3). Grund over
Herrens Lov Dag og Nat (Ps. 1. 2).
Guds Ord lignes ofte ved Honning (f. Eis. Ps. 19,
11). Men ogsaa om denne »Ordets Hon«n'ing« hat mange
erfaret Sandheden af Jonathans Ord: »Kcere! mine Øjne
er blevne klare, fordi jeg fmagte lidet af denne Honning«
(1. Sam. 14, 29). — Forsøg bl. a. ved Din daglige Bibel
laesning, om ikke Guds Aand ledendegør et eller andet
Ord for Dig og lcegger det ind paa Dit Hjerte, jo mere Du
overvejer det.
»Dine Vidnesbyrd er mit Raads Mænd« (Ps.
119, 24).
»Herre! veek mig hvcr Morgen, ja væk mit Øre til at
høre Paa Disci.pelvis« (Jes- 50, 4).
,,Op:egn endvidere Dine Beje for
H e r r e n« (Ps. 119, 26) det er: oprean bl. a. de forskellige
Muligheder, der i det foreliggende Tilfaeldie kan vcere Tale
om, idet Du dog al Tid bør hufke, at vi ikke overstuer alle
Muligheder, men at Herren al Tid i Baghaanden hat »en
Vej gennem de dybe Vande«. Terfor slaa Dig ikke til Ro
med at opregne D i n e Tanker om Sagen for Herren; men
men bliv stille for Herren og bed ham sige Dig sin e Tan
ker —:
B e d o in K l a rhed. Frygt aldrig, som Di
sciplene, for at spørge Herren (Mk. 9, 82). Hast tvuertimod
Jak. 1, 5: ,,Derfom nogen af Eder fattes Vis"dom,han bede
G"ud, sorn giver alle gerne og bebrejder ikke, saa stal den
gives ham.«
Her har Skriften en Raekke Mønsterbønnm
F. Eks·: »Herre! lad mig kende Dine Befe, lær mig
Dine Stier« (Ps. 25, 4). —- »Lad mig forftaa Dine Befa
lingers Vej« (Ps. 119, 27). — ,,Lær mig, Herre! Ding
ISkikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden« (Ps. 119«,
.38). — »Lad Dit Ansigt lyse over Din Tjener og loer mig
Dine Ski.kke« (Pf. 119, 135). — »Og nu, kcere! dsersom jeg
har fundet Naade for Dine Øjne, da vis mig, kcere, Dine
Veje . . .« (2. Mos. 33, 18).
Gaa daglig fretn med faadanne Bønner for Gudss
Ansigt. Forsøg ogsaa (med den foreliggende Vanskelighed
for Øje) at bcere Bønner af denne Art paa Tit Hierte,
naar Du gaar til Herrens Bord.
Bliv ufortrødent ved med det aan
delige Arbejde og bi«!
Samuel sagde til Saul: ,,- . . . . syv Dage fkal Du
bie, indtil jeg kommer til Dig; saa vil jeg lade Dig vide,
shvad Du skal gøre« (1. Sam. 10, 8).
David sagde til Moabitternes Konge: »Kære! lad
min Fader rg Inin Moder gaa ud til Eder, indtil jeg for
nemmer, hvad Gsud vil gøre med mig« (1. Sam. 22, 8).
Moses sagde til Folket: ,,Venter lidt, og jeg vil høre,
hdad Herren vil byde om Eder« (4. Mos. 9, 8).
J Z. Mos. 24, 12 hedder det: -,,«De satte ham i For
Varing for at indshente Fortlaring efter Herrens Mund««,
—- og Ezekiel fortællien ,,«Jeg kom til de bortførtei Tel
Abib . . . . og der, huor de boede, blev jeg siddende i syv
Dage, stum midt iblandt dem. Og det stete, da de syv
Dage vare til Ende, da koni Herr-Ins Ord til mig . -'«
(Ez. Z, 15—16)".
«Altsaa: alle de store Guds Mcend har maattet bie paa
Svar fra Herren. Derfor bed ogsaa 1Du og di ufortrødent
efter Lyset fraoven, da gaar Du i de helliges Spor. »Vaag
daglig ved Visdoinmcns Døre og tag Vare paa dens Dør
stolpcr« (Ordfpr. 8, 34). Opfyld Ordet: »Til Dig op
løfter jeg mine Øjtte, Du, fom srdder iHimmelenl Se, sont
Tjenerens Øjne agte paa der-e Herres Haandj som en Tie
nestepigcs Øjne paa her-des Frues Ha·and, saa agte vore
Øjne paa Herren vor Gud, indtil han dorder oS naadig«
(Ps. 123, 1——2).
Gør det — da stal Herren vorde Dig naadig tilsidst
og lalde sit Ansigt lyse over Dig, og fom Elieser stal Du
komme til at love Herren, fordi han har ledet Dig paa den
rette Vej (1. Mos. 24, 48).
Hvorledes kommer Guds Svar.
Hvorledcs faar vi da SvaretP "
Jkke ved Tegn i Sol og Manne eller ved en ekftra
Curer fra HimlenF —- men, hvad Vi med Rette kan vente,.
cr dette, at Herren-s Svar er;
T y d e l i g t. Selv nm Herren ikke vil fvare ly de
ligt nu som fordurn (2. Mos. 19, 19), saa vil han alle
Dage svare tydeligt, naar «hans Time er der.
Da Herren bød, at Lovens Ord stulde skrives paa
Jordans ’Stene, sagde Ihan: gør det ret tydeligt (5. Mos.
27, 8). Herren vilde, at hans Villie siulde være skrevet
saaledes, at ingen thrael kunde tage fejl Skulle Herren
da ikke ville det samme den Dag i Dag?
Og Herren gav Israel det Bud: »Forbandet vcere d
som faar en Blind til at fare vild paa Vejen« (5 M
27, 18). Skulde Herren da selv forskylde, at sen Blind, der
spgte hans Vejledning, for bild, fordt. han ikke gav inde
ligt S«var?
Nei, Gud skal nok vide at spare saa tydeligt, at vi
kan forstaa det. Vi fer ogsaa hele Striften igennern,
hvorledes det er et fremtrædende Trcek i Guds Førelfe ban
de med den enkelte og med sit Folk, at Herren saa at fige
gør fig Umagc for at være tydelig i at tilkendegive sin
Villie.
Da Herren ledede Israel gennem Ørkenen, skiftede
.han »Tegnet« for Tydeligheds Skyld: en Røgspjle om Da
gen, naar Jld var utydelig, og en Jldføgle om Nattern naar
»R-g« var usyurig (2. Mos.13,21)
Da Herren vilde ,,lade Farao se, hvad han vilde gørc«
(1 Mos. 41, 28), dct lod han Farao drømme to Drømme
orn den samme Ting (1.Mos.41,17—24), og Josef for
klarer dette faaIedes: »at Farcro drømte igen anden Gang
betr;d,er at det stal wisse ligen ske- af Gud« (V. 82). Gen
tngelsen da altsaa for Tydeligheds Skyld —- at der ikke
skulde vcere Uvished og Tvivl om Sagen i Faraos Hinte.
(Sruttes.)«
