Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 23, 1902)
Erik Meiweds Barndom, Historifk Roman of Bernhard chcrin Jngcmann. Anden Del. (Fortsat.) ,,I-.T:«rdci!« — Senkt-g Skirmen — ,,«1skorderk:e cre inacn Hain Mil her fra! de komme meks en stor Flok Rnts irr-n ----- Bkrl J- ikke ccicrr1:1ixpkses, Herre! saa lud Elottet straks srærrc!« »Vi! fix gøre os— gaie? Skikmen! — Spærrer Slott-:i, Drahantetl Alle Mund i VaabenI — Rcetfærdige Gub! — m11rde:!« Tralurnkerne fcrlode «baftig Salen, blegse af Skræk, og Obaozie nccppe Samling til at udførse deres Høvdings Befaling. »Nu-, for Satan, Skirmen1 tal!« — udbrød »den hef tige Thorstensctn og stampede — »Hm) bar Von-et slig for mastelig Gerning? Ha, er det Algrevan den fordømte Algreve« —- — »Nej, strænge Herre! er det ikke Djævelen og hans Slcegt, faa er det Miarst Stig og hans Fremden J Fin nerup Lade er Ulykken stet« —- cg nu fortalte han, hvad han selv havde hørt og set, og hvad Droften havde paalagt ham at sige. »Og min Herre havde Ret« — tilføjede han —- »hccvde han ikke sendt mig straks afsted, havde Msordeme maaske selv bragt jer Budskabet førsi. For en Time siden holdt de Raad paa Heden red Tulstrup. De holdt i Jern og Staal paa deres Hefte; jeg var neer reden midt ind iblandt dem i Taagen; men saa stod Maascen frem over deres Hoveder og viste mig der-es blodige Sværd. --— Jeg skyndte mig forbi; men de satte efter mig lige til; Skoven. Der var vist over chalvfjerdsindstyve Mand, ogJ sder var formummede Graabrødre iblandt dem. De kan. vcere her paa Øjeblikket.« ,,Lad dem komme!« — sagde Thotstensøw —- «De sial finde os vaagne. —- Ha, det tutde ingen vovse udea Marsk Stig; hat Pan nu holdt sin Ed og fcelidet Kong Erik — saa gælder det visselig ogsaa Prinsens Liv — men nei, hertil stal Hcevneren komme — ikke viderel Er alt i Orden? Dsrabanter!« Nogle Drabanter traadte atter ind i« Forsalen og be rettede hvad der var foretaget til Borgens Forsvar. Nsogle af dem bortsendtes igen med nye Befalingek, og alle var iiden størsie Virksomthed Paa Slottet. Ved den pludselige Larm var Dronningen vaagnet. Hun ringede paa sine Terner og spurgte lhivad den Uro betydede. Alle svar forfkkcekkede; men ingen vidste endnu hvad der var flet. Dronningen stod op og klæsdte sig hastig paa, for selv at ile til «Drabantfalen. Larmen til tog paa Slottet. Folk løb forvirrede mellem hverandrez det var som et Lyn-slaaet ned iblandt dem, men dog ingen vidste hvor. — En stor Ulykke maatte vcere stet, det saa enhver, men hvad det var, vovede ingen Lcebe at Mel-one J Drabantfalen stod Ridderne betcenkelige t- sIld Ruftning vg ventede paa Drahanthøvdingens Befalinger. Salen vendte ud til Slotsgaarden og havde tillige en høj Altan eller saakaldet Højeloftsfvale med Uidsigt til Landevejen. Ridder Thorstensøn cg Skirmen stod paa den aabne Svale og betragtede en stor «Støvsky, fom i det frembydende Mor genlys faas paa Vejen til ·Slottet, og som nu først tyde lig adskilte sig fra Morgentaagen. »Du har Ret, Skirmen!« —- sagde Thorftensøn og nikkede. — »Det er en stor Flok Rytt-:-re — de vil vix-ke-« lig gæste os her paa fastende Hierte. Nu vel! de skal faaY Davre før vi! — Er Bueskytterne paa Taarnet!« — spurgte han en Trabant. »Ja, He. Ridder!« — svarede Drabanten — ,,de har besat alle Skydehullerne; de staa alle med Pilen paa Strcengen, som J har befalet.« ,,Godt! men ingen skyder, før jeg spinger dette Van ner over Ssvalen!« Med sdisse Ord greb han det store kongelige Banner med de to Løver, som stod opftillet i Enden af Salen. »Ja længer vi kan vinde Tid, jo bedre!« — tilføjede han — ,,gælder det en EStorIn, maa vi kunne bruge vnre Skudvogne; Varm Dante shar de Karle fortjent; lad fyre brav under -Stenene, at de snart kan blive rødel De pansrede Stenhjerter skal vi smelte!« Trabanten gik. J dette Øjeblik traadte Dronningen ind, ledsaget af sine Damer og Terner. »Hvad er her paa Færde?« — spurgte hun Dg saa sig urolig om, i det hun dog med sech vanlig Vcerdighed besvarede Drabanternes Hiler med de xes Hellebarder. ,,Gud og vor Frue styrker eder, min cedle Dronning!« — sagde Ridder Thorftenføn og traadte hende cerbødig i Møde, i det han bøjede Banneret for hende. — ,,Jeg troede ikke, eders Naade var vaagen, og jeg vilde ikke lade eder vække med et Ulykteädudikgk Ver-ed eder paa at høre det med Fatning, min højhjertede Dronningl Dette Jlbud sendet Drost Hessel os; i Natiens Farbe burde han og vialle her staa: det Busdsiab, shan bringet, er wirkt som Matten ng Graven.« ,,"-Saa er det da stet, kyvad jeg længe befrygtede?« — sagde Drnnningen og blegrcede. — »Min Herre og Konge er «død? — Tal unge Mennefkel — vedblev hun og vendte sig til Siirmen —- »hvad Ulykkesbudskab bringet du mig om min ulykkelige Gemal? — tal — Dronningen af Dan mark skal ikke knuses af et Ord, om end den blotte Tanke jager mig Blodet af Kinderne —- min Hetre og Konge et død?« »J her sagt det, aedle Dronning!« — svarede Stir men og traadte ærbødig nærmere, i det Thorstenspn traadte tilbage ng saa med spændt Opmaerkfiomshed ud over Staa len. — »Forrædere har overrasket ham i Nat-« —- Urkka Skirmen —- ,,det stete i et ulykkeligt Øjeblik,.da han havde forvildet sig i Skoven ved Finnerup og haus- tro Mænd ikke vare ved hans Side.« , »Myrdet altsaa, ynkelig snigmyrdet, som alle Konger ·i Danmark?« —- udbrød Drormingen og stottede sig ved en af sme Terner- « - - « ,,Desvcerre! min cedle Dronning!« —- svarede Stir tnen med inderlig Deltagelse, skønt det smertelige Udtryk i Dronningens Aasyn mere syntes ham at røbe bitter Harme, end dyb Hiertesorg. — »Drost Hessel fandt førft ekers ulnkke lige U: mal, da den fix ækkelige Gerning rat stct st Mord: me VM undregne Zum undersøgte straks Same-Je —— De var manae mJ alle ::delige. Han rilkc Eis fsrlaixe Des-« km Jeline LEJ »ti- Dct rJr i erd for Videre Mii: Ab Mian Ukeu for Idexj og lirinscns Sikfevkjspa Efle lmd hun msz ile. JezJ bar ilcx kat Dzdstc jcg kundc ca» Herren fte Tat! jeiJ koni, spxenz Forræderne Gub ten-. r« etc s» DJ den miJc He ne, st m skal sinke Demnarks Rige!« »Hm-r er f)a11?« — spuerTe Trost-ringen Dg satt Eg MMYMA Um — »b-Vor « Prinka — EJVVr er min stil? — Fimsmke Morderne ogfaab er de ncer?« ,,Vær rolig, Min crdle Drontxing!« —— th Nu Thor fkensøn after Ort-et —- ,,en Fkuk bevocbnede Ryttere rider Oel imod Slotket, med nogle formummcde Herrer i Spid seu; men saa længe jeg og en enefke danfk Mond er her i Live, skal ingeu Forræder scette sin Fod inden disfe Mute. Prinserxke har jeg Bud eftcr; de vil vcere her pack Øjeblikket.« »Kan Slottet forfvares?« —- spurgte Dronningen hastig — ,,er Forræderne blot uden for? er her ingen iblandt os? — var det ikke Danfke, som myrdsede Dan marks Konge?« Som overvældet af Gru og Forfcer dclse saa Dronningen med disse Ord paa de mørke, bevceb nede Mænd, der opfyldte Salen, og blandt hvem hun ikke saa en enefte, fom havde vceret Kongen af Hiertet heu given. »Forspares kan og skal Slottet saalænge her er Sten paa Sten tilbage!« — svarede Thorftensøn med blussende Kinder. — »Forrcederne er os ncer; men J hat tro Meeer omkring eher. Besiæm ikke alle Danske med sac vancerende en Mistillid, høje Dronning. J dette blodige Forræderi har det tro danske Folk ingen Del. Ebers kongelige Gemal var ikke elsket —- min Mond var han ej heller; —- det baader ikke at dølge shvad sandt er —- men derfor er vi. ikke Mennedere og Forræderei Marsk Stig er Ophavsmanden til denne gruelige Hævndaad, og selv han er ingen Mem-den han hat frygtelig holdt hvad hart lovede; men nu er han min og alle Danftes Dødsfjendr.i Kongehuset skal vi besiytte, og eders kongelige Søn stal lige saa sikkert bære Danmath Krone, fom han er kaaret vertil af et frit og trofast Folk I« » »Kongehuset sial vi bestytte!« —- gentog de alvorlige Riddere og Drabanter —- ,,Dronningen og vor unge Kon ge leve!« »Hvor e: Forræderne?« — spurgte nu Dronningen og sattede fig —- ,,ian vi se dem?« Hun gik hastig til Svalen og saa nu selv den store, mørke Rytterskare nærme sig sSlottet med de graa, formummede Hcettemænd i Spi«d sen. »Die er mange« — redhlev hun — ,,de lade ikke til at frygte mine Bueskyttere- De ncerrne sig jo Slottet som i den idybeste Fred.« « ,,Lad dem kun komme lige til Muren, æsdle Dronning! De maa ikke tro, vi frygte for at se dem under Øjne. De lhar ingen Bueskytter eller Stormsstiger med. Hat de noget at sige os, kan vi sikkert tale med-dem her fra Svalen. Dei Øjeblik, de gør Mine til Angreb, sender jeg dem en Pilehilsen sra Taarnet.« »Godt, Ridsder Thorstensøn!« — svarede Dronningen og lhævede sit Hoved med stolt Harme. — »De skal se Danmarks Dronningl —- de skal se derezsuxpgesßestsogi Klange! — de skal se, at Retfærdigheden ikke foder, og at Danmarks Krone, selv paa den umyndiges Hoved, endnu har Magt til at trodse en Del Mordere!« Nu traadte begge de unge Prinser ind i Drabant-» salen, ledsagede af et Var Ridder-I. Den tolvaarige Thron-i arving var bleg af Gru over den forfcerdelige Tidende,l shsan alt havde hørt. Den yngre Bring-» Junker Chri stopher, var blusscnde rødi og højst urolig. Dronningen vendte sig fra Svalen og gik dem i Mode. ,,Mine Son ner!« —- sagde hun — «eders kongelige Fader er død. —( Bærer den Sorg, som det sømmer sig hans Sonner ogs Hævnere! De, der voldte hans Død, tørste ogsaa efter mit vgl eders Blod. De nærme sig i sræk Formastelse dette Slot; men er J mine Siønnere skræmmer dette Budskab eder iskke.« Den urolige Junker Christopher blev nu blcg; han saa forfcerdet Ud over Svalen og gik hastig tilbag-:. Men i den lille Kong Eriks Kinder kom Blodet vesd denne Ti dende ti-lbage. »Mit sSvcerd og min Kronhjcelm!« —- bød han en Drabant. — »Jeg er nu eders Konge. Det er nu min Sag at forsvare Land og Rige. Jeg vil forkynde knin Faders ugudclige Mordere Død og Undergang· Er Slcttet sat i ForsvarsstandZ Ridder Thorstensøn!« Den kække Ridder saa forbavset Paa Prinsen, som for første Gang talte til ljam med en Høvdings og Konges Myndighed; han bøjede fcg cerbødiig for sin unge Konge og underrettede ham hastig om alt, hvad der var anordnet til Slottets Forsvar, medens han tillige holdt Øje med de fjendtlige Rytteres Bevægelser. »Godt, god·t!« — sagde Erik og nikkede. En Drabant havde imidlertid bragt den unge Konge et kort Svcerd med forgyldt Hcefte og en lille, forgyldt Hjcelm med Krone og høj Fjerbusk. Erik bandt Sværdet ved sin Side, satte Hjælmen paa sit Hoved og traadte med sin Moder hen Paa S-valen. J nogen Frastand sra Slottet holdt den store Rytter state stille, og de munkeklædte Høvdinger syntes at tand slaa. i ««-i!W,-IIIF! Endelig red en høj Kæmpeskikkelse i graa Munkekappe og Maskehcette, ledsaget af tvewde mindre Herr-er i samme Mumrnedragt, langsomt hen imod den ydre Slotsgrav og Højeloftssvalen, shvor Dronningen og den unge Konge stod højt over Festningsmuren, tæt otngivne af Braban terne, der paa deres Høvdings Vink dannede en Skjold dorg om de kongelige Personen Solen stod just op vg oplyste den ædle Dronningskikkelse med det stønne, blege Aasyn og den ridderlige Tolvaars-Konge ved hendes hgjke Side. Dette iSyn lod til at gøre et forunsderligt Jndtryk paa den kæmpehøje, fjendtlige Skikkelse; han stqzdsede Hesten et Par Gange, men lod den atter gaa frem; ende lig hol-di han stille lige for -Svalen. Han kastede Hatten af sit Hoved og Munkekappen af sme Skuldre7 i sokt an løbet Staalharnisk og med tillukket Hjælm sad han nu spm en Malmstøtte paa den høje, sorte Hiugst og hettagtede Dronningen og Kongespnnen med funklende Oer gennem Hjcelmgitterei. »Dronning!« —- sagde den sdybe Kamme stemme — ,,J har kaldet den Mand en assindig Stor- ’ waret r, som UndfakIDe IIDIIII Brit Chriroka rsøII Lorg Thiin J iI Ika« ., dcn EEJLIZTD IIer Itkc E f,1dt, som Ikcch at holdes III oriIinIch Ord. dcnI Iatxfic »N- der l; , :-l?! III-ad lTIIrI koverc III-: Er der VIII i ZJOTICIIIIIT III-III f-» szx J JdeIsIedc Bran; cII. »in-r ser , zkz » Ins-J fige Herr-: stIIlte siI konku li» ZEIIIIII i ZIJILLIJ trcII :’kc dissc Oxd slsz knka I- :I-13« st-, III Izjzxzik IikIIeII VIII IITEJ Oriu et EINI: III-Ich for Dei fr!;««ItIlizIe, HXV AITTs UND C VUk VII DEk jHFAsIc Ziccxnxtcadsnn; Inst-. IJIIITI faktede IIg hastig cizI trank-Fa kIIesJ ircII IJIHIIIC f:--3!:I igen paa Soajexz weder-Z ten lier Zion-ge vers hench Eis-e knuche Haanden oin sit Svccrrfzckfze. «KOMME! J IIILL MAITI Etsg Andersen, selvgjorie Kongs:!« -·— sasze IIII Dronnixigekt med ftolt Hojbed — ,,kommer J sclo for at hore cders Dom —- saa Vid, den St fEIDek HIsk DP"-C l ten blodigc MidnatstiIne, VII her Itaar nu eders Herde VII Konge. Undcr Gud ham Li-vet, skal et Vink af ljans Barnebaand fuldbyrdc Guds Dom over -3der!« »En sselvgjort Konge er jeg ikke!« —- svarede Marfken mied dæmpet Røst — ,,flig fordømmelig Tanke opftod albirig i min Sjælz men hvo der nu stal vcere Danmatks Konge, fkal Folkets mccgtige Aand og dette Sværd afgøre! Dog dertil cr Tirnen ikte kommen. Jeg kom itke hid for at kcempe III-ed Born og Kvinder. Jeg kom ikke hid at se, hvad jer nu ser. Hvo der var en felvgjort Konge i Dan matk ved J vist bedst selb. Jeg har«ikke gjort eder tilI Enke i Nat; jeg hat i-kke bragt eder Sorg og Hiertekvide, Dronning Agnes! jeg hat bragt eder et kærkommsenk Budskab.« · Det svar et Øjeblik som Dronningen skukde synke i Jotden ved disse Ord, og som den forfcetdelige Hævner havde givet et lønligt Tankebilled Liv, som hun en Gang med Gtu havde siimtet i Drømme. Hun blev rød som hendes Skarlagens Kjortel og bleg igen fom Linkraven om ihendes sipnne Hals-, men hun samlede al sin Styrke, og i Følelsen af sin dybt trænkede Ære udbrtd hun Ined Vatdighed og Stolthed: »Paa det Ord, Stig AndersenL stal jeg fvate eher, naar vi III-des for den alvidende Guds Domstoi. Her staat J dybt under Dronningen af Dan marks Vrede« — — I« ":I«I7-· »Lad rnig nu jale, Moder!" —- afbrsd den lille Erik hende — ,,her et jeg shans Dommer og Herre. Du Hod beftænkte Kongemorder!« —- raabte han med en besynderlig Fafthed og Kraft og betragtede Kaempen med et Blik, hvor for den rnægtige Feltherre blinkede — har du myrdet min kongelige Fader og forhaanet Dronningem min Moder-, skal du visfelig dø! Fra denne Stund er du fr edlø s, faa fandt jeg ffal dcere Danmarks Krone!« Nu lod Dafaa Junker Christopher stg se paa Svalen: »Hle og Stejle stal vorde din Lon, forbandede Morder!« — raabte han vild cg harmfuld og knyttede Haanden krampagtig Dei besynderlige Jndtryk, den lille Konges Ord og Blik havde gjort paa Markstein usdslettedes ved Synet af den hidsige Vroder. »Barnetrudsler skrwmrne Ins-g ikke!« — svarede Kæmperidderen — »Men det Vil jeg drg sige ·««Jig, du unge Fasderhoevner med Barnekronenl skial jeg rømme Land og Rige paa dit Bud, skal der skere blider Enker i Land-et end din Moder: stal Marsk Sstig ligge fred løs i- Skov og Skjul, stal stanntark dog føde mig kg mine Mænd, ng det baade Vinter og Sommer. — Afsted!« — raabte shan til sine Ledsagere Dg flog op med den højrc Haand. ·- »Lad ikke Barneblod befmitte vore Hænderl Land og Rige kan steler endda.« Derpaa vendte han sin ftolte Hingst. Ridder Thorstensøn tun-de nu ikke lcenger holde sin dæmpede Harme tilbage. Styrt, Forrceder!« —- raabte han og svingede det kongelige Banner over Svalen· Paa dette Tegn foer en Pileregn fra Skydehullerne paa Slocs taarnet mod de forvovne Kongemordere. Marsken Vendte sin Heft og lo højt ad de afmægtige Pile, der formedelst Fraftanden sprang matte tilbage fra hans Staalpanser og blev hængende i Kapperne paa hans formuinmede Følge. Korn for at trodse dette frugtesløse Angreb, blev han rolig sholdende et Øjeblik og modtog med haanlig Latter endnu en Pileregn, der havde samme fvage Virkning; men i det han nu vilde vende sitt Heft, Udfoer der en gloende Sten Ifra en af Skudvognene paa Muan og oprev Bugsen paa hans stolte Hingft, der med et forfcerdeligt Spring styrtede under "h-am. J samrne Øjeblik nedrulledes Vi·ndebroen, c-. en stor Fle Jægere styrtede nd med fptendte Buer· Felt «herren svang sig hastig paa en ledig Heft og feer bort med sm pansrede Rytterskare med en besynderlig Jld, der syn tes at modsige den Trods, hvormed han lod( til at foragte Pileregnen, der fusede om hanI, og degloende Stenkugler fra Barnekongens Slot. ? Femtende Kapitel. l Fire og jyve Timer efter Kongens Mord var Rygtct om hans Død næften udbredt over hele Riget; men Be retningerne om hans Dødsmaade var højst forskellige. Paa Kiels Slot havde Grev Gerhard vigtige Gcester. Hering Valdear og hans Droft, Ri-dder Tuko Ablidgaard, vare sildig som Aftenen ankomne dertil fra en Reife igen nem det Brandenborgfke, og begge Dronning Agnes’s Brødre, Markgreverne Otto og Courad af Brandenborg, varc i Hertugcns Folge. Med disse kcekke Herrer havde Hering Valdemar paa denne Reife gjort et nyt Bekendt skab, som han syntes at sætte megen Pris paa, og han havde indbudt dem til at følge ham til Slesvig. Mark greverne vare fortrolige Venner af den gceve, godmodige Grev Gserhard De havde derfor foreflaaet Heringen at hvile nogle Timer paa det gcestfrie Kieler-"Slot, og han havde ikke kunnet modscette sig dette Ønske uden at vcekke billig Forundring over den Jl, hvotmed han hastede mod Hjemmet. Hertrcgen."l)avde ikke set Grev Gerhard siden hin Aften hos Ridder Jon ved Danehoffet is Nyborg, kort før shan selv blev fængsleL Den Deltagelse, hvormed Greven siden havde medvirket til hans Befrielse ogs Forliget med « Kongen, shaode gjort et nceften bestæmmende Jndtryk paa Hertugem der ved mange Lejligheder shavde overset den » jævne, lyftige Herre og gjort sig til Gode over hans noget sirffaarne 'Ski»kkelfe, faavel som over hans Forlegenhed og Mangel paa let fyrstelig Omgangstone, naar han stulde r— . « - » IN-.. .. .. , . ' »Luzern«-he «««.:.c.. Lle Jti inska krrlme IT-: -. re Deciiutex Ded jin skrrsixcnlv Dzi, kn;.stl!:-fe Tand Incd Dr nni-7 :. hin Ilften nzbs out liich storrr Teltgqelss end fisze jLILedbechr kiE Ttorini « ." Biß-UT Nr -::i Sich-, itoätiy orrchrine Dirnen cidrin l;«: " «7 « « -" cjjscco Eiern-er hasdc Umwain jin-: BEIDE-« ounliqe icon-: txt-. muntre stertcligsxcd Ei.«»;.-.:) :: oiqkige d-.1»fkc Be giocnhcfcr ve-. Ie endnzi ikic for-Ein IiL KieL Spliejfoseistxci fad mixniert red Drikkcskordet Dg -xz;1rcrf70«dt siq Erd lustige Sang-Z iUiarkgreo cito Var en mirs ldrende Der: : ji«-ed et roligt kg besindigt J«lnsi«3t: lisn var en artig Ridder, Tertil en agtet Feltsherre og ex Fy:s:e, tdcr y1122;:3«)"’:D:nfkciler og K nslcr. Han var en Yndek af de tys Minnesatge og sang ad fkilliqe af digse Sange med sin rene og dnbe Basstemme. For at Vise de danske Herren hvorlcdes hans kongselige Svoger, Kong Erik Chri ftvplpersom Var mere agtet i Tyfkland end blandt sit eget Fclk, sang han ngfaa tilsidst Reinmar von Zweieis be kendte Hædersfang oder Kongen, der i den schxv abiske Mundart birgyndte saaledest »Ein kiinig, der wol gekronet gat Und das sin krone verre bas geküniget ftaj, Da zirt der künig die krone. Bas dan in die krone gezieren muge Ein wol gekünigct krone trage.«71·) Dei var for Reste-n den samme Sang, hoormcd Kon gen var bseven modtcget paa Hsatrestrup, og hvori hakt rostes for at han ,,stillede Enkers og fasderløses Klage, at han holdt Frev, og at hans Hierte og Mod var sjcelden ledsigt.« »Pokker i Vold med jer bekronede Ksonge og bekongede Krone, min gode «Ven!'« — sagde Grev Gerhatd og lo, da Markgrev Otto gcv .tog Begyndelsessententsen som Om kvced. — »Jer godc Messer Reinmar er mig nsogset for bog lærd og smøret for tykt paa; ellers vi.lde jeg ønsie, den Vife var dansi, og at Folket kunde fynge den af Hjertens Grund. De Folkefange, der stal heutes udenlandss fra, Jgisver jeg ikke meget for.« »Nu, nu, min kære Grev Gerhard!« — sagde Mart greven —- ,,det skcl jo heller ingen Folkesnng Vcere, men en Hædersdkapc. Hvorledes vil J da besynges, naar det skal være jer til Pas?« ,,Ligefrem, saa Folk kan kende mig, eller slet ikke. Naar slige Visek stulde due til noget'« — vedblev han munter — ,,maatt-e de ikke vcere cerbødige Bekommelser og sSkrabud fra forft til sidst, men give os et lysteligt og tro Billet-e af den ·k,ele Karl, saaoel med hans Fejl og Nar agtigheder som med shans Dydek og Fortjenester, saa man knnde se ham hcl og ihsolden deri, som i et blankt Stjold. Nei, da priser jeg min Langben Gammelmands Kunst: han kan gøre mere med sit Ansigt, end alle vore lærde Mestersangere med deres Lirumlarum. Hans fornøjelige Gaver maa jeg dog vise eder, mine Herrer!« A Paa sm Herres Opfordring traadte nu den lange, gra Vitetiske Hosnar frsem og gjorde sig al Flid for at under holde Geesterne ved sin sjceldne Fcerdighed i at efterligne etihvert mcerkeligt Menneskes Miner og Adfærd, som han blot en Gang haode set. Denne Spøg moredse Grev Ger hard selv kosteligj Han lo, saa hans Øjne randt, medens Hofnarren med den største Aloorlighed fremstilledeen lærd Ordstrid mellern tvende gejstlige Herr-er, hvis Sternum Miner og Adsærd han vekselvis efterabede, og i hvis pudserlige Vrcengebilleder man straks genkendie den lærde, noget pedantiske og adspredste Mester Martinus de Dacia og hans ivrige Modstander, den stolte, hidsrge Msester Grund, der med Rette gjorde hain Rang-en stridig sont Dialektiker og lærd Teolog. Domprsovstens magre Skikkelse og ruhn dige Mine kund-e Hosnarren i Særdelesshed paa en højst trcesfende Maade fremstillr. Hertugen as Abildgaard saavel sont de høfligse Mark grever Var blevne oprømte af den gode Bin og lo ligeledes «hjertelig over denn-: Spøgs »Bei er fortræffeligi!« —- sagde Heringen — ,,det er vor kcekke Mester Grund op ad Dage; men vidste Vor strenge Hr. Domprovst, at vi her saaledes morede os over hans Jvrighed og hans cerbødige Person, vislde han anse det for en ryggesløs og utilgivelig Forncermelse mod ham selV og den Ihellige Kirke.« »Han er jo ikke Pave endnu, Ved jeg« — svarede Grev Gierhard — »og flere ufejlbare Klerke har vi jo ikle nødig at tro paa. Den lcerde Domprovsts Dygtighed hat jeg al Respekt for! men han er dog ogsaa et strebeligt Menneske, og han maa som en god Kristen sinde sig i, at selv hans gode Venner ikke er blinde for hans Skrøbelig heben For at vise eder, mine Herrert at vi her ingen Forskel gør piaa Folk, naar vi shar Lyst til at se dem her iblandt os i et lystigt Lag: uden at got-e dem Ulejlaghed med Rejsen, ssaa skal Langben Gammelmand endnu give sos en Esterligning af Naturen, som J selv maa se om J kan kende.« (Fortsættes.) St) En Kongs der vel bekronet Anat-, Sau Kronen suldtvel bekonaet staat, Den Konge finykker sin Krone· Og ptyber Kotigen sin Krone san, Den vel bekonget ham ptyde moa — Saa prydes Konge og Krone. B. S. Jngemanm Valdemar Sejetn Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20 Erik Menveds Barndom Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark og hanS Samtid. Omslag 80. Jndbunden 81.20. Kong Erik og de FredIøsc, J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20. DANISE LVTIL PUBL. EOU8B. Blaity Naht-.