»Danfkeren,«·
et halvugentlig Nyhed5- og OplySO
ningsblad for det danskc Folk
i Amerika,
udgivet af
DÄNISH LUTH. PUBL. HOU8E,
Bleir, Nebr.
«Danskcrcn« « udtvmmer hver Titsdaq og
erdag.
Pris pr. Aargang i De Forenede Stater
81.50; til Udlcmdet 82.00.
Vladet betaleö iFsorskud. Bestilling, Be
taling, Adresfeforandring og alt andet
angaaende Bladet adtesferes:
DÄleH LUTH. PUBL. HOUSE,
Blair, Nebr.
»Danskeren« liebes indtil videre af Past.
A. M. A ndcri en svm Direktionenö
7sikormand.
Alt af Nyhcdsthiteresse sendcg direkte
til »Danskercn«, Vlair, Nebr.
Alle andre Artikler scndes til Past. A.
M. A nd erfe n, Vilsorg, S. Dak.
Ente-keck St the Post Ofliec At Blain Xeb«.
« Es secondJclas matten
Advertising Rates made known upon
application.
,,Danfkeren«
bliver scndt til Subskribenter, indtil ud
tryktclig Opfigelie modtages af Udgiverne
og al Gæld er betalt, iOverensstemmelse
mcd Te Forcnede Statcrs Postlove.
Naar Lcesernc henvender Jig tilFolk, der !
avertcrer i Bladet, enten for at købe hos’
dem cller for at foa Oplysninger om det
averterede, bedes de altid omtale, at de saa
Avertisfemcniet i dette Blad Det vil værc
til gcnsidig Nytte.
Pan Grund af Højtisden udgaar
,,Danfkeren« i Tag med otte Sider.
Fredagånummcxet bliver detfor af
stimme Grund kun fire Sider.
Bibclforklariug.
—
»Alvcrdcu« og ,,alt Folket«.
(Se Juleevangcliet.)
Naar vi have naaet den gamle del
signede Julefest, saa Plejer vi jo al
Tid at høre det bekendte Ønske »Glas
delig Jul« eller ,,Glædelig Fest«. Og
skønt det nu i manges Mund vel kun
er en Talemaade, man mener der fkal
til for Høfligheds Skyld, saa er det
dog lige dist, at disfe Lykønfkninger al
drig var komne i Folkemunde, shvis
dset i-kke en Gang havde lydt hen over
Jorden: »Se, jeg forkynder eder en
«ftor Glcede, sotn skal vederfares alt
Folket«-« Og vi ville derfor dvccle
lidt ved dette store og forunderlige Ju
lebud«skab, ikke saa meget som en Bi
bel-fortla’ring, men fom en stille og en
tsfoldig Betragtning af dette: at »saa
Ihvjt elskede Gud Verden, at han send
te«·«·sin enbaarne Søn til Frelfe for
hver, fom tror paa ham, ikke fortabes,
men have et evigt Liv.«
Ved at tænke paa at faa fanilet lidt
til det Nummer af ,,Danfkeren«, fom
skal udkomme omkring ved Juledagene,
korn det til at ftaa for mig, at det kom
mer fom et mærkeligt Sammentrcef
med de to Ord, der er sat som Over
sirift, og fom er taget fra Juleevakige
liet: »Alverden« og »alt Folket«. De
kommer hver fra sin Side og hat hver
sin m satte Betydni.ng. Ordet »Al
verde er den romerfke’Jernhaand, den
Haand, der rakte ud over hele Verden,
ogsaa ud over Herrens Folk, der for
sine Synders Skyld var kommen un
der fremmed Herredømme. Men med
Henfhn til dette er det vcerd at mærke,
at Josef og Marie som ,,de stille i
Landet« drager til Bethlehem for at
lade sig indskriv·:. De har intet med
det frcekke og underfundige Spørgs
maal at gøre: »Er det tilladt at give
Kejseren Skat2« (Mat. 22, 17). Nej
der har vaeret en anden Tone, fom har
lydt i deres Hjerter ved Tanken om det
romerske Aag, og det har sikkert vie
ret denne gamle: »Vi og vore Fcedre
vi have syndet.« Ja de gik deres stille
Gang, og de gik Herrens Ærinde, og
det uden at have nogen Anelse om det.
»Gud bøjer Kongers (og Kejferes)
Hjerter som Vandbække«, og saadan
gjorde han her med Kejferens Befaling
om Siatteindskridning. Efter Kei
serens Befaling kom Josef og Marie
til Beth!ehem, og dertil fkulde de, for
at Marie der kund-e føde Frelseren.
Ja Herrens Veje er underlige og vfte
ubegribelige, og han kan benhtte under
lige Midler og Redfkaber for at faa sit
Vcerk udført. Det er, som vi shnger:
»Alt ftaar i Gud Faders Haand «
Det ftod ogfaa i Gud Faders Haand!
at fthxe Forholdene saaledes, at hans
enbaarne Søn kunde fødes i Btshlehem,
Tom Profeten Mika havde forudfagt
(Mika 5. 1)..
. Og her er det saa, at det merkelige
kommer frem, at til samme Tit-, foni
Alverden maa føle Jernaaget, den
knusende verdslige Magt, da er det, at
der udgaar et andet Budskab, et Bud
skab, der ogsaa gcelder Alverden eller
scm det hcdder: »alt Folket«. Det var
det, der lød paa Bethlehems Mark fra
Englens Mund, idet han sagde: »Fryg
ter ikke; Vhi fe, jeg forkynder eder en
ftor Glcede, som stal vederfares alt
Folket.« Det lyder saaledes fra to
modsatte Sider, at der er noget oppe,
der har Sigte paa hele Berden og vil
have alle med. Og fta begge Sider
lyder ogsaa et ,,skal«. Alverden ,,fkal«
skkiveg i Mandtar. Og en sto: Grade,
scm ,,skal« vederfares alt Folket- Man
mcerker fra begge Sider, at det er
alvotligt ment, at »det er n·oget, der
gcelder hver enkelt ng alle tilfammen.
Men hvor underligt er det ikke, at lige
saa ftor som Forstellen er paa det, der
gøres Udraab om, saa stor er ogsaa
For-stellen paa Betydningen af det
Ord ,,skal«, som forekommer begge
Stedcr. Det er her, som man ogfaa
mcerker til i daglig Tale, at Ordet
,,skal« baade kan vcere en bestemt Be
faling csg noget i Retning af Tilbud og
Forsikring, fom naar man f. Eks.
siger som en Befaling: »Du stal gøre
det«, eller man siger: »Du skal nok
blivse hjulpen«, eller »Du fkal nok faa
dit Ønsie opfyldt«. Fra den romerfle
cide vardet den kolde knugende Kam-!
mando uden Spørgsmaal om, cnten
Folk fyntes om det eller ikke. Men i
Englens Mund Var Ordet: »Skal ve
derfares alt Folket«, et Evangelium, en
Jndbydelse til Fred og Frelse i den
Heere Jesus Kristus. Altsaa sorn
vore kriftne Fædre hat forstaaet det,
naar de i Julen sang:
Hver gaar til sin egicn Mad
J disfc Juledage,
Hver vandre dids i Hiertet glad
For Herren at behage;
Vi vide grant, hvor Bethlehem
.Er i en Fsart at finde,
Vi kende nok vort eget Hjem,
Hvor godt der er derinde;
Thi der gik en Befaling Ud
Frc Herren Zebaot vor Gud:
Alverden fkulde komme.
Og hvor vi finde Herr-Ins Folk,
Og hvor den Helligaand er Tolk,
Der Barnet er i Krybben.
Ja det er Grundtonen cg Grund
tanken i Julebudskabet, at da Gud
sendte sin Sen til Verden, da blev
Frelsens Vei aabnet, vg da visi-: det fig»
svm der staar isSalmen:,,«-,Gud er os»
ikke streng og vred, Det kan vi deraf
vide, at han har sendi.sin Sen her
ned for Verdens Synd at.lide«. Da
da gik der en Befaling ud fra Herzen;
Zebaot, vor Gud, om at komme tili
hans Naadetrone for at faa Frelsej
Og denne Befaling, det vix sige Jud-;
bydelse, vil Gud have kundgjvrt til en-l
hver Tid og for enhver Slægt, thi’
at alle skulle komme til Sand-heds Er-:
kendelse og blive sali.ge«'. Og hvor er
der ikke meget at gvre og langt frem,
før alle faa hørt det gode Budfkab.1
Og vi behøver slct ikke at tænke or-; Ver-;
den rundt for at se, at der er meget at
gøre. Vi kunne tænke paa vs selvrsg
vort eget Folk, og er Vi saa ikke blinde,
ville vi kunne se, at vi. paa, mange
Maader sidde daarliat i det. Ja de,
der kunne føle sig tilfredsftillede med-l
et kirkelig Skin, en kirkelig Dressur«
de ville have let ved at forlige sig med«
Stillingen . Og er det Prædikanter,
der have saadan fat paa Tingene, saa
fer man da ogsaa, at saadanne Folki
sørge for at holde det paa det tørreI
vil være vanskeligt for Tilhørerne at!
fvrstaa, enten der menes Spøg eller
Alvor. Men de, der for Alvor have:
lært og erfaret, hvad Synd og Naade
er, de ville føle noget lignende som
Herren følte, naar han udbrød: »Jeg
tm'ka over Folket, thi de er forsmcegtede
vg adspredte og svm Faar uden Hm
de« (Mat. 9, 86) Og er vi felv med
i dette Folk, da Ville vi ogfaa se ud ef
ter og arbejde for, at flere og flere kun
ne vaagne op til at føge Herren, ar
bejde for og bsede om, at der i hver Jul
og hele Aaret maa blive mange, der
give sig paa den Reise, der betegnes
ved:
Saa gaa vi da saa hjerteglad
Med Hyrderne til Davids Stad,
At se den Julegave skøn,
Guds egen elskelig Søn
Ja Gud i Naade give, at vore Jule
toner og alle vore Toner maa være
faaledes, at han kan kendes ved dem,
dg at Folk maa kunne""-forstaii, at
Kriftendom er hverken Fant ellerGøgh,
nien et Liv i Gud med Forsagelfe
og Tro! — Saa en glredelig og del
signet Julefeft være alle tilønsket i vor
Herres Jesu Navnl , J. P.
«.
s)
4
xzkkx
41
.. HEFT-. » Z
Ess
HHHHH»
H
HAVE
H
ein«
OF
»Ti
«LPLLLLLELHYHDERLLLLLLHLLLLVLZkxkkakaxx
.......
Iuleaften.
(Jndsendt til ,,Bbl.« af Mrs. P e tzo l d.)
-..-;.-’
Tand Lys i Hytte, tænd Lys i Borg,
» . - læg Dagens Travlhed til Side,
og glem for en Stund al Nød og Sorg,
nu holdes der Jul saa vide.
Hør, Klotkerne ringe: nu Julen ind
med Fred for hvert tynget og sorgfuldt Sind.
Vorherre han- holder sit givne Ord Tænd Lys i Hytte, tcend Lys i Borg,
til Mennesiet fom han stabte; Tænd Juletræet i Stuen!
han sendte sin Søln til vpt syndigeJord Hvis Hjemmet er koldt af Suk ogSorg,
at frelse alle fortabte. Da varmes det op af Luen.
Da Juleftjernen tindred i« Sky, Luk Døren for Verden, som Du kan bedstx
han lukkede Paradis op paa ny. . Thi Juleaften er Hjemmets Fest.
Arg
«f
yse
—
HHHHHHHHHHHHHVJVJH
kks
-t
w st.
Mc Lober
E
. is f
Bliv ung, Dsga — »an hvide Hack, Hør Klokkernes Klang i den klare Luft, T
bliv Børn, JsMændsvg Kvinder; Det er Juleklang fra det Høje; « is-;
Se, JuleengleniSthn staat ., Der er Jul i Grantrceets friske Duft, Eis
med Barnetschl lusfende Kinder; · i Varnets tindrende Øje; III
GudsSøn blev et Baru, og derfor bedst Der er Jul i hvert Ord, du lytter til, Ho
som Børn vi holder vor Julefest Der er Jul i Dit Hinte, naar selv Du vil. TI:
· Tænd Lys i Stuen, lceg dobbelt Ved OTTO
til Arnens knitrende Luc; P
. lad Juleaftens velsignedel Fred II
lenke sig ned i Din Stue; is»
Tænd Lys i dik Hjerte, shm Du kan bedst, wiss
Thi Juleaften Her HiertetsFesi. J:
fis
Eis
CEIHIHHHHDEXEIHEJTOHHIZE isiiiiskiiikiiiw
I»8,)vad Iciler der os Danfke
i Amerika?«»«
Und-er denne Overfkrift viser »Dan
»skeren«s Redaktør i Nr. 89, at vi fom
»Danske staat langt tilbage baade med
lHenfyn til Stole- og Missionsarbej
;det og siger, at dette Spørgsmaal
I,,brænder paa«, og derfor ønfker han at
faa det frem til Overvejelfe. Jeg
jmcerker unedertiden lidt af det samme,
vilde kun ønske, at 1det var mere almin
»-deligt for mit Vedkommende, og at
det med Sand-heb kunde siges om alle
jtroende i vort Samfund» læg og leert-:
zdet brcender paa, dette SpørgsmaaL
I,,hvad kan vi dog gøre for vort kære
danske Folk i Amerika?« —
» Jeg tør i.kke paatage mig at befvare
stctte SpørgsmaaL men tillader mig at
pege paa enkelte Punkter, scerlig med
Hensyn til Missionen.
Forholder det sig saaledes, at« kun
en Tiendedel af vort Folk er under
kirkelig Jndflsydelse, saa macitte hvert
troende Mennefke fnart kunde"in·dse, at
her ligger et stort Arbejde for os, somx
burde tages op med den mest mulige
Alvor og Ni.dkærhe«d. Redaktøren fyneå
at vcere enige med flere i, at der hat
vceret en Tib, da »der viste sig·Alvot i«
at søge Frelse, og de: begyndte ogsaa,
at svife sig Erkendekses af vore Felle
opgaver.« Ai man ind-rømrjse«r, der hoc
VCME flladanne Tiber, et jo det samme
som at sige, det er næppe faaledes nu-:
Men till?«gs: turdc dette jo give Haab
MU- UT saadanne Tider atter kati op?
rinde. Vi er vist enige otn, at oi burde
naa længere med vor Mission end til
kenne ene Tiendedel5 men hvorfor
»kom-n1er vi ikke lcengere? Thi det kan
;jo paavifes, at der ikke er nogen al
kiiindelig Udvidelfe af vor Missiocm
tnark. Erz der et og andet Sied, vi
minder« Jn-dgang, saa taber vi andre
»’Stedex. Der spørges: ,,hvis er Styl
»k-ene Inn-risse -Ledek::ese elle: alles
Jti.lfammen?»—’Ja mulig det sidfte;
«men jeg tøt sdog ikke lægge for stor
Vcegt paa den Skyld, der mulig kan
Hoile paa Folket, nej; men vi som Le
dere maa tage-««vor Pakt af Skylden;
.pc:a öps hviler, efter min Mening, den
størfte. Vi hat vift nceppe gjort os
det klart», hvor "ulykkelige vore arme
zLandsmcend er og for evig vil vcere
.uden Kendskab til og Tro paa Jesus
Kristu5; pg vi glemmer vift ofte, hoad
vi skyldexjs særlig oort eget Folk. Her
i dennes Forbindelfe kommer jeg til at
omtale Vor Hedni«nge- og Mormonmi5
sionz En ellee anden kunne maasieL
deri finde en Lejlighed til at sige, at
jeg vil modarbejde disse Missionerz
nien det er,hvad der end maa siges eller
tEenkes bekom, dog ikke faaledes. Kun
ønskee jeg« at sige: Jndremissionen
maa vcere Moder til al tin-den Mission.
En Prcestebroder har for en Tid
siden i ,,Kirkebl.'« mindet os om, at vi
over Japan- og Mormonmissionen ikke
maatte .«glem-me Jndianermissionens
Eu. anhen Prceftebroder har fenete «i
sammijlad asdvaret imosds at glemme
Japanmissionen over Mormonmiåsiw
nen. Som en tredie hat jeg Lyst til
at sige, fordi jeg trot, det er paa høje
Tid at faa det sagt: lad os ensdelig ikke
over alle disse Missioner glemme vor
Jndremissiom thi dermed skrider vi
»Dødsdommen over alle de andre. —
’Jndianer- Japan- og Mormcknmissiæ
;nen kan ocere og bør være en Frugt a·f
set virkeligt Tros- og Samfundslio i
«Kirken; men der kan ogsaa drives
Ydremiösion af helt andre Grunde.
For det førstet man ser, det gaar saa
»smaat med Vcekkelfe og Omoendelse,
og noget skulde der jo dog gøres, saa
kaster man sig over Ydremission,
maaske med den Tanke, som jeg hørte
u«dtalt under Aarsmødet, da Mormon
missionen var Paa Tale: »Hvilken
Velsignelfe oil ikke denneMission brin
ge tilbage over vort Samfund i Form
af Vcekkclse og Omvendelse« —. Skønt
jeg er villig til at i.ndrømme, at man
mange Gange maa gaa lange og be
soærlige Veje for at komme til Fsolkets
Hierte, saa tror jeg sdog at Vejen over
Japan og Utah er for lang. For det
ansdet kan der ogsaa drives Ydremis
sion af denne simple Grund, at faa
Opmcerksomheden ledet bort fra sig
felv. En Mand fagde til mig en Gang
omtrent faaledes: hvorfor gaar J ikke
ud og prcediker for Hedninger? sikker
lig mange af vore faakaldte Kristne
ønsker alle hellige Prcester ude blandt
Hedningerne, saa havde man da No
fdr dem. Forsvrigt er det Js saa meget
lettere at drive Ydre- end Jndremis
swn, leitete at Vcekke Interesse detfor,
flere vil ocere med deriiL
Dei er ikke vanskeligt at vække Fol
II
x
»
Ikets Interesse for Hedningerneå IM
med deresAsgudsdyrkelse og Menneske
ofring, eller deresAssky for Tit-Immer
nes Branglære og Flerkoneri; men det
hat vist scg at være saure vanskeligt at
dcekke Interesse for vort eget Folks
Nød, det Folk,«vi boer iblan«dt, det
Folk, der vel ikke paa stimme Maade
som Japaneserne og Jndianerne oer
til Afgu-derne, men som dog hat deres
Afgud i Form af Landejendom,F-orret
ning, Penge, Fornøjelse o.s.v., som
ikke vil ofre deres Borns Legemer,
wen som osre deres Børns udødelige
Sjcele til Afguden Mamon. Det er
sandt not, vort Folk i og udenfor Me
nighederne er vel ikke hildet i samme
lever det aabenbart i Flerkone:i; men
vi« behøve da· ikke stor Oplysning for at
visde at der er slere iblansdt os, end der
er i Utah, der ikke anerkender Jesus
Kristus som Verdens, og demed som
deres Frelfer, ej heller behøver vi at
vcere as de mest kerejste sor at Vide, at
man-ge udenfor Utah, midt iblandt os,
lever om end ikke i Flerkonerk, sag- dog
i noget ligesaa væmmeligt cg soinag
tigt.
Kcere Venner, mon ikke Hejoede
bliver ligesaa hedt for dort kære Van
tro lutherske Folk som for Bosnonew
ne, Japaneserne og Jndianerne. Nu
vell vi. er enige om dette; wen lad os
saa ogsaa vcrre enige om for Alt-or at
tage fat paa Jndrernission, lad os faa
fat i den store brede Masse, lad Os so
ge at lede den enskelte til Jesus.
Vi maa sige som Paulus-; Baade
Græker og B«arbarer, baade Vise og«
Uvise er jeg en Skyldner (Rom. 1, 14)
Som saadanne er vi. skyldige til Hed
ninger, Jøder og Mormoner; nren in
gen stylder vi. dog saa meget sem Fol
ket, vi bot iblandt, vort eget Folk. Den
forenede d. ev.-luth. Kirke i Amerika
har ved mange Lejligheder og med Ret
te betonet«: vor Hovedopgave er at ar
bejde blandt vort danske Folk i Mitm
delsen. Ved Dauben bringe vi vore
egne Børn saavelsom Børn af uden
forstaaende i Samfund med Den tre
enige Gud. Forceldrene, Menighcden
og Fndderne lot-er at lad: den«-. oplære
i den ,,kristelige Børnelærdom«: men
hdilken Skyld staa vi ikke i til Mange
af disse Smaa, — og hvor faa er der
dog, der virkelig anstrcenger fig for at
betale denne Gæld. Mange tale i høje
Toner om Hedningsernes og Monm
nernes Nød og kan ogsaa godt være
med til at ofre iil Missionen dlandi
dem, men som, saa at« sige, ika rører
en Finger for at afhjælpe Nøden i
deres eget Hiern. Mange er ivrige i
Tale og Gerninger for Hedninaernes
og Morrnonernes Frelse, men selv er
de saa lbange for san-d ogi lebende Kri
stendom med ei helligt Samiundsliv
som for selve Pefiew
Lad os dog gøre det· klart for as
felvjog derncest for saa mange andre
sorn mulig, at den, sorn ikke har Om
sorg for sine egne og mest for fix-e Hug
folk, har fornægtet Trer og er voerre
end en vantro (1 Tim. 5, 8.) Faar
vi først rigtig Gang i« Jndremissions
arbejdet, saa er jeg sikker paa, vi vg
saa kan drive Yedremission uden at
være bange for, at den ene stal for
trcenge Interessen for den anden.
Guds Folk, Prcester og Lægmcendl
lad os staa sammen, lad os se Nøden
lige i Øjnene, og lad os prørse at af
hjcelpe den. Herren vil give ns Naade
dertil.
DHVorledes vi saa skal bære os ad
med denne store og saare Vanikelige
Opgave, ja det vi-! Herren nok visse os,
blot vi vil lade os bruge. Stundorn
trenker jeg PM, at der er bist en Fare
for, at vi b iver for megei af Segme
prcefier, der holder deres regelmæssige
Gudstjencfter, døbier de Smaa, regie
vier de unge, begrader de døde, cg faa
— ja saa har vi gjort vor Pligk- Saa
teenker jeg ogsaa paa dem, sonr nu er
gamle og graanede i Arbejdet iblandt
os, de har vift kendt en anden Arbejds
maade, da de begyndte Arbejdet blandt
dort Falk herovre. Hvor ofte maaiie
de ikke køre eller gaa lange Veje for at
tale Guds Ord til nogle faa Familier,
hvorofie maatte de ikke gaa fra HUB
til Hus og vidne om Frelsen i Kriftus.
De saa maaske ikke stor Frugi, men nu
høfter vi nogei af den her og der. Lad—
os gaa ud og opsøge vort Folk, faa
teller mange, Herren lvil velsigne.
Man ikke ogsaa di har Krcefter
blandt Lcegfolket, vi kunde benytte os
af. Er der ingen iblandt Eder,. irren
de Lægmænsdx der kunde ofre Tid og
Krcefter og hjælpelidi nu og da, baade
Hi Eders egen Menighed og ude am
LkringT .Vi Præster, der ser, vi kommer
Hselv for kort med Arbejdet, vi vilde doe
re- glade ved et Bei-g paa en Maaneds
«Ti«d eller saa nu iVintertidetL Kan
i
