Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, December 19, 1902, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Yoorlcdcg smch Gudg Muse-?
Bibclstudic
C. SkovgaxgdLPcterfe11,
Sogncpmft.
Jndledning.
»Det gelber om, at Tidens Mal og Ruft
Ej flsvct hat Tit indadvendtc cre,
Sau midt i Larmen Du formaar at hsre
En Aandestunmcs erthetlette Pust«.
Adam Humo.
Kun lidet Lys eri os; og ser dette
lidet tat-er vi let ved Forspmmelighed.«
Thomas a Komms.
Spørgsmaalet sm, hvad der i Livets entselte Afgsrek
set er Guds Villie, er i høj Grad et SpørgsmaaL overfor
hviltet mang-: Hinter-Z Tankcr sblive aabenbare. Det er et
Punkt, hrcr Her ofte vises megen overflabisk Letsindiighed —
megen Raadvildbed og megen forloren Aansdelighed.
D-! gensttidige siger til Gub: »vig fra os;
ri have itle Lyft ti.l Kundstak om dine Veje« (Job 21, 14)·
De opkigtige, men Engstelige Sjckle
,.f-:mler sig for ved Middagstidie, som var det Nat« (Jdb
5 14).
De sværmeriske Natur-er tillægger Gud
ums-:- vmnqt sJob 1, 22) ved ruf-It og ugenert at tclde
essen Lyfx or Um Paafunks for »Ganz Villie«; — og
dc leibenede Dusinkristne hat aldrigs
sodaqu at her er en Vactsleligshs:l««, thi- de hat a!drig for
Akt-or foxspqt at g-:n·.m!!føre Guts Villie i alle Forhold.
Det Ecn dssfor vcrrk godt fmst at bcgyndc med kor
ielig at slna cnkelic forb«:redende Purkter fast.
Fotbetedende Punkten
Gudhat sin Villie i alle Ufgatelser, sclvde mindste·
Naat Spørasmaslct -:t om Guds Villi-I, ladet inange
ssa ireje !i·:d fette tc.:t almindeliae: ,,Gud vil, at vi flal
ftelfcg«; men d-: alt-sinnen at Gud oafaa vil noaet ganste
teitemt i alle tet daglige Lioö beftemte Fothold . Ovet
Gndcs alminkcliae Ftelfesvillie glemmet man Gudg stet
liae Villise i. littett enlelt scctlige Tilfcelde; men uden dette
fidfte taaes med, blivet Gnds Ftclfe til Tomhed og hans
Villie til en Ftase. Gud vil, at vi flal ftelses, —- og netop
Detfot hat Gud sin Bill-Te i alle Ting, fot at Vi tan komm-:
ftelike Wenn-n alle Titia.
Naat Paulus talet om ,,alt Guds Rand-« (le. G.
20, 27) indbefattes deti ille blot Guds store, fot alle Men
nseftet falleg Ftelsegtanlet i Ktiftits, men oafaa Guds
scetlige Raad med hoet eitlelt af og i alle Livets enlelte
Fotholo — Der er i enhvet Sag noaet, det herber: »den
højeftes besluttede Rand« tDan. 4, 24).
Gud habt-: sin bestemte Villie i Spotgsmaal som disse:
hvot Iltlztaham slulde bo; —— hvem Jsal stulde ægte; —
lwotdan Apoitlene flulde vcete llcedte paa detes Reife (Mt.
M, 9—10); — hvotdan d-: slulde hilse (Luc. 10, 4); —
hvotdan en Sen flulde stille sig ovet for sin Fadets Be
gtavelse (Luc. 9, 59——60); —- hvad Timotheus stuldse drit
te, Vin ellet Band t1 Tim. 5, 23) o. s. v., o« s. v.
Moseloven hlandet sig casaa stadiz i det daglige Livs
tilfyneladende ligeghldigste Smaating. ,,Ktisti Lod« itle
mindre. Tshi Kristus hat jo fuldlommet og ill-: opløst
Loven (Mt. 5,17); og det vil bl. a. sige: Kristus hat ille
lpft Fotbindelsen mellem Loven og Livets Enlelthedet,
men han hat netop fuldkommet kenne Fotbinsdelse, saa intet
Livsfothold fot den Kristne faldet udenfot Guds Villies
Omtaade. — Gud ha t sin Villie i alle Ting.
Heti ligget ille blot en Fotmaning til altid at fpøtge
eftet Herrens Villie cg folg-: den; men jeg vil alletede het
sige: det ligget tillige en fotundetlig salig Hvile i. den For
visning, at Gud hat sin gansle bestemte Villie ogfaa i- dennc
bestemte Saa, som i Øjseblillet optaget mig. Thi hvot tit
tat-. det ille fot vott Øje se ud, fom otn di sad i Klemme og
vat løtte fast, saa det blsev galt, hvad vi end valate og
ajotdez ——- da et det Veftielse i at vide, at Gud ogsaa i et
faadant Tilfcelde hat non-It aansle bestemt, som han vil,
jeg slal gøtex og act jea det, et alting godt.
Gud vil mig a l t i d noaet; del et: Gud hat altid be
tedt mig Sied, hvot jeg ttnat lan leite 1nia.
Jeg splct mig paa en Gang taln-:1nmclig for Guds
Vilje eg fotpligtitt til Guds Villie, thi:
Guds Born böt gore Guds Villie.
Jesus sitistnz ftiajotde os fta Syndens og Dødens
Lon, meu ille fta Aandeng Lov tRom. 8, 2). Han løsløbte
os Elle fta at tj-:ne Gud, men til at tjene Gut-.
Evangeliet friet os illa fta Cuds Villie. men aivet os
ny Stytle til at gcte Guds Villie- ,,Fti.:de fta vote Fjew
hats Haand slulle vi tjene Hetten uden Ftygt i Hellighet
og Retfcetdithd fot ham alle vott Livs Dage« (Lut. l«
74—75). Evangeliets Ftihed et altsaa Ftihed for «Fjen
dehaand« og Ftihed fot ,,·Ftygt«, men ille Ftihed fot at
tjene Herr-en i Hellighed og Retfætdighed alle vott Livs
Dage; thi den Ftihed vilde vcete Forbandelsr.
Dei stedfotttaedensde i Kristi Gerning ligget detfot
itte, som mange uilatt menet, i hans Lovovetlholdelse
men i hans Selvopoftielse. Ktiftus hat ille holdt Loven fot
os; men han hat btagt sig selv som det fuldlomne lydefti
Offet fot os, fot at vi ved dette hans Osset —, ved hans
Døds og hans Aands Kraft —- selv slulde hjaelpes til ,,al
holde Loven«, Ftihedens fuldlomne Lov« (Mt- 5, 17——18,
Jal. 1, 25).
Ktiftus ftiede os itke fta Lovens Forbandelse. Han
gav Lotsen en helt anden Plads, —- fta Ftelsesbetingelse
gjotdse han den til Ftelfesftugi. Vi et nu under Naaden
og ille undet Loven; — netop detfot stal Synden ille
hetsie sovet os, men vi stal anse os selv fom døde for Sem
den og som lebende for Gud og ftemstille oc; for ham met
Liv ogs Lemmet som hans Tjenete og Retfcetdigheds Rod
staber (La:s: Rom. 6, 11——14.)
Guds Mistundhed et for vote Øjnse, detspr stal v«
Irinnt-te i heteens Sandhed (Ps. 26, 3). Herren hat giOe1
vott Hjette at aande ftit, detfor stal vi lobe ad Herreni
Budö Veje (Pö. 119, 32).
Vi Tat faaet Aandens Liv; derfor ftal vi gaa frem i
Aanden (Gal. B, 25), og dertil horer forst og fremmest al
orig at beslutte noget ,,-efter Kndet« (2. Cor- 1, 17) —
eller, sont det udtrytlses et andet Sied: «
»F siulle itte soge noget efter Ebers eget Hierte og
Ebers egne Zer (4. Mos. 15, 39), inen den-, som vil taldes
trofast«, stal »gnre det, som er i Herrens Hierte og i Her
rens Sie-I« (1. Sam. 2, 35).
Hermed bør vi være nøjeregnsende. »Gud har givet
sine Bud, for at de noje stulle holdes« (Ps. 119, 4). —
Da Moses vilde udgaa af Ægypten, vilde han have alt
med; —— than sig:r til Farao: ,,Endogfaa dort Kvaeg stal
gaa med os, der stal itte en Klov blive tilbage« (2. Mos.
10, 26). — Og da Josias rensede Herren-Z Tempel, vilde
han have alt dort; —- han brændte Baals og Astartes
Altre, og der tilfojes: endog ,,St-vet af dem lod han bringe
til Bethel« eller »tastede det i Kedrorrs Beet« (2. Kong. 23,
4 og 12)· — Den Herre Jesus gjorde altid det, som var Fa
deren velbehageligt (Joh. 8, 29) og tunde stet intet gøre af
sig selv, uden hvad Lhan saa’ Faderen gore (J-oh. 5, 19).
Ogssaa Guds Folt børe gøre alt i Ord eller Hansdling i den
Herres Jesu Navn (Col. 8, 17) og ,,alle Dage« tage Bare
paa, hvad Herren vil have varetaget, paa hans Stitte og
hans Befalinger og hans Bud (5. Mos. 11, 1). — Vi bot
tende Herren paa alle vore Veje (Ordspr. B, G) — og hade
al Lognens Sti (Ps. 119,104)—— og altid øve os i at have
en ustadt Samvittighed for Gud og Mennefter (Ap· Gi.
24, 1f5).
Guds Born bør itte ligne sde Otser foran Arten, om
hvilte der staat, ,,de vege nd af Sporet« (1 Kront. 13, 9).
De Ord kund-: scettes som en fsraelia Overstrift orer mange
Kriftnes Liv. Men Striften siger: ,,Viger itte af! thi
saa folge J forfæugelige Ting, som itte gavne eller hjcelpez
thi de er Forfængelighed« (1. Sam. 12, 21). —
Hermed tommer vi til det tredje forberedende Punkt:
wirds Villic er altid den bedstc; den er altid vaerd
at getre; alt andet er Forfængelighed.
Herren befalede Josva, at han stulde ,,t,andle Aug-Ili
gen paa al den Vej, fom han stuldx vandre paa«, og Herren
sortlarede selv rette saaledies, at Josva inaatte itte vige fra
Herr-Ins va til hcjre eller venftre Side, men tage Vare paa
at gøre efter den (Jo'gda 1, 7). Det var altsaa det klo
gest:, Josva tunde gere: paa alle fine Vej«: at folge Her
reng Villie. On det er endnu den Dag i. Daa det tlogeste,
vi tan gelte. ,,3te itte min Villie, men Din Villie«, det er
Livets højcfte Visdoin, tslzi Gnds Villie er altio den biedste
Baade Gudg Rige on vi selv er bedst tjent med, at vor Hu
altid er fat til at ville, hvad Gud vil.
Det var en Flot Oedni.iger, der fordum ftrseot »Es
terdi vi4 have vor Lon fra Konaeng Palad5, sømmer det
sig itte, at vi se paa Kongens Stabe« (Egra 4, 14.) Vi
tristne bør tcrnte lige saa over for vor himmelfte Konae
Oasaa vi har vor Løn fra Fionaens Palads. Enaang stal
dct lyde: »Wald Arbejderne og aiv dem Lønnen« (Mt.
LU, 8); oa der staar: »Der er Løn for Eders Gerning«
(2. Krønt 15, T). Ja, Herren bar endog sagt til de tro
endes Fader, oa termed til alle troende: ,,jeg er Din meget
store Lon« (1 Mos. 15, 1). Herren felv og trans Samfund
er vor Lon til evig Tid. Vor vi- da rolig se paa »Kongens
Stude?« Tilvisfe itte. Men Kongen og hans himmelfte
Rige paa Jorden lider ingen større Stade end den, der for
ooldes ved at vi., der ncevnes med hans Navn, viger fra
hans Vei. — Og vel at merkte: vi selv lider ogfaa Stab-e
derved, ubodelig Stabe-. Thi vigser vi fra Herren, da vil
Herren
enten lade os fare vild i det Ode, hvor ingen Bej er«
(J-ol)· 12, 24) og vi. maa da, som Foltene i ISuctot, ,,faa
Forftand ved Torne af Ortenen og Tidsler« fTssstn 8,
16); —- dette er, hvad Striften plejer at talde: ,,Hcrren
forer den ugudeliges Vej over hans eget .Hoved« ("2· dir-Int.
6, 23); —
eller ogsaa handler Herren med os soin incd hin aker
riste Konge: han lcegger sin Krog i vor chie og sit Birsel
i rsrre Lieber «"2. Kong. 19, Itzt og forer os, hvad enten
Vi Vil elter ri, derhen, hvor txt-I vil; det vit siae: ved fin Al
magt tvinaer han os, trodsi .1l Ulydighed, til at aore det,
iom han«-.- Haand og hans Rand fornd har besluttet flulde
ste tfe AP. Gi. 4, 27——28). Den uvillige maa da fulolvnrde
Glle Billie ligc saa fuldt sont den fromme og dilliae Ziel,
blot uden Velsignelse for sig selv — — ,,Hvorfor stal det
fordcervelige faa Overhaand?« fESra 4, 22).
Al Afviq-.-lfe fra Guds Villise er Tat-: —- oq det itte
blot for det vantro og verdgliae Mennefte, som oderhovedet
tun ,,lcr«ao,er Rand ,der itte er af Herren« og deroeo tun
,,lcraaer Sand paa Synd« (jvfr.. EI. :3(·), 1), meti ligefaa
fnldt for den troende, naar han lsleigbedsvis er uli)dia. Da
Moses en Gang veg fra Herrens Villie, tabie han Reiten
titVat føre Foltet ind i diet forjcrttede Land (4. Mos. 20,
7——12). — Da Jogva og hans Mcend en Gang alemte at
,,sporge Hierreng Mund ad«, blev de bedragnc (Joova Cap.
O. Scerlig V. 14 fg.).
Hvorfor tøver vi da faa tit ined at spørgc Herrens
Mund ad? J hans Mund find-es dog itte Svig, og hans
Ord vender itte tocnt tilbage (1. Pet. 2, 22. Es. 55, 11.
1. «.t«tong· 8, 56)·
Ovorfor er vi uvillige nie-d Herrens BejeZ »Herrens
Veje er dog yndige Weis-, og alle hans Stier er Fred«
(O(rdspr. 8, 17).
Hvorfor er vi luntne over for Herres LovZ »Herrens
Lov er dog fuldtominen, den vedetvaege Sinnen-« (Ps«3. 19,
8).
Hvorfor oil vi saa oft-: uden om Herrens BefalinqerL
»Don-Z Befalinger er dog rette, de glceder Hiertet« (Ps.
19, 9).
Hvorfor er vi faa bange for Guds Tanter? Han
taenter jo dog Tanter om Fred og itte om Ulytte« (J-:rem.
29, 11).
Hvorfor er vi saa sty for Guds V"illie? Han vil jo
dog, at »alle Menncfter stal blive salige og tomme til Sand
heds Ertendcls-:« (1. Tim. 2, 4).
Saa lidt, saa lidt forftaar vi felv, hvad ver tjerer til
vor Fredx verfor bot Guds Villie altid være vor Sjcels
Vandringsstav og vort Hieries Styrte, thi hanö Rettig
hed og Visdom leder alsdrig vild.
Hvilten »Mcettelse af Glceder« er der itte ved at gpre
Guds Billie i alle Tingt Hvor Gliver Hiertet derved let,
lfrimcsdiat og breresterrtt — »Herren er mit Lys og mir
«Frelse; for hvem slal jeg srygte?« (PS. 27, 1). Saml Die
«d:rsor i alle Ting om dette ene: Herr-It hvad er her vet
rette for Dig? — Tjen Gud i en ren Samvittighed (2.
«Tim. 1, 8), det cr: han-dl aldrig saaledes, at Du maa dom
lme Dig selv i det, Du vælger (Rom. 14, 22), saa stal Her
ren velsigne Dig as sin Fylde.
Den som gør »det, som er godt og ret og sandt for
Herrens, vor Guds, Ansigt« (2. KrønL 31, 20), ham faar
Kongen Lyst til at se (Esther 6, 6).
H »Den som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds
iFrelse (Ps. 50, 23).
De tre Grundbetingelser.
Herrn-ed har Spørgsmaalet om, »hvorledes Guds Vil
lie sindes«, saaet sin rette Vægt. —- Vi har set, at vi som
tristne bør gøre Guds Villie i alt, og at den altid er vcerd at
gere. — Der tan heller itke være Tvivl om, at Herren er bil
lig til at aabenlhare dens. »Lys« hører med til de evige
Højes lostelige Gaben —- Vi tan itte gøre den Villie, oi
ikke lenken Vi lan ikte blive rene og uden Anstød og
syldte med Retscerdigheds Frugter uden først at san Kund
stab og Stønsomhed til at vælge det bedste lFilip. 1, 9——
10); — vi tan ikle »omgaas værdeligen for Herren til al
Bel)agelighed« niden forst at ,,syldes med hans Villies Er
lsendelse« (Col. 1, 9——10). Hvorledes ster da dette?
Der udlræres hertil tre Betinigelser:
1. Vi maa selv leve et personligtLiv i
Herren.
2. Vi maai vort Liv nied Herren vcere
fuldtoprigtige
It. Vi maa i hvert enkelt soreligaende
Tilfaelde gøre et aandeligt Arbejde.
Liv.
1. For at finde Guds Villie.
maa vi selv leve et personligt Liv i Herren.
Dette stulde synes en overslødig Beincertning; thi
først Livet i Herren giver overhocedet Sans for Guds
Villie, saa den Sammenscetning: at fpørge efter Guds
Villise uden at have Livet i Gud, stulde synes at være en
Modsigelse — hvad det sorresten ogsaa er. Men Erfa
ringen, baade sra gamle og nye Tiber, Viser alligeveL at ilte
blot T r o e n spøraer ester Guds Villie, men ogsaa O v e r
troen. Selv Mennester, der satt-IS Livet i Herren, lan
nu og da snsle at tende, hvad der er Guds Villie, for derved
at ,,asfurere sia selv« i store Afaørelser og saaledes for let
Køb erhverve sig »den aode Bevidsthed«, at det er en høje
res Villie, de folger. De got som Kong Achas i Juda.
Han lod lave et Alter efter hsedenst Monster til Herren-Z
Tempel. Pan dette hebensle Alter ofrede han som Regel.
Men Herrens eaentliae Alter lod han flytte til Side i en
Kroa, i det han sagde: »det slal være Inig til at adspørge
ved« l2 Kona. 16, 10—15). Til doglig vilde han altsaa
itte have noget med Jsraels Gud at gøre, men for en Sil
»terhed5 Slyld thavde han dog Herrens Alter i Bsaghaanden
Jtil lejlighcdsvis at adspørge red, naar det tneb. — Dette
er typisk. Alle de, der blot staar i. et saadant udvortes
Forhold til Gud, er ogsaa nødte til at bruge rent udvortes
Midler for at udforste Guds Villie, thi uden Guds Aansd
tan man ille gaa Aandens Veje; men
alle rent udvortes Iliidler forbyderHerren strængt.
»Der stal ille sindes hos Dig nogen, som lader sin Søn
eller sin Datter gaa igennem Jlden, nogen, som omgaas
med Spaadom eller er en Daavælgcr, eller som agter paa
Fugleslrig eller er en Troldiarl, eller som omgaas med
Man-en eller adspørger en Spaamand eller er en Tegnsud
lægger, eller som gør Spørgsmaal til de Døde. Til hver,
som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren, og
for bis-se Vederstyggeligheders Styld fordriver Herren Din
Gud dem sra Dit Ansigt«. (5. Mos. 18, 10——12).
Vi maa altsaa itte gøre som Kongen as Babel, om
hvem det hedder: »Kong-:n af Babel staar paa Vejslillet,
hvor de to Veje begi)nde, for at lade sig spat-; han taster med
Picene. han sporaer .L)usguderne, han ser paa Levseren«
(Ez. 21, 21).
Grunden til disse Forbud er indlysend«:- En rent
unerwan Zøaen efter Guds Villie befæster tun et Menne
sie i det gudløse Liv Da bliver derved et Stalleghjul for
Egenvillicn Tshi
ente·1 sætter man fin egenVillieiaew
nem ved en villaarlig Fortoltnina aj
»Tegne·t«. Saaledeg Ccesar paa Toatet mod Afrita
Hain faldt, i »det han ait i Land paa afritanst Jord. All
ansaa det sor en sarligt Varsel Men Cæsar dendte
Varglet om ved at aribe for sia oa ud-l)rt)d-:: »Jeg hat
Dig sat, Afrika!« lsSvetonius)); —
eller ogsaa lcegger man det i. For
vejen saaledes tilrette, at man faar det
T e g n u d, so m m a n v i l. («S-aaledes Rousseau, der
engang i sin Ungdom vilde vide, om han blev srelst eller for
dømt. Han besinttede da at taste en Sten mod et Træ ("!);
dersom den traf, blev han srelst, ellers sor«døn1t. Den traf·
»Thi«, siger han: »jeg havdie søraset for at voelge en stor
Ssten og staa nærve«d« (Confeösicns. Bog 4)); —
eller ogsaa er ,,Tegnct« i sig selv saa
tvetydigt, at det intet asgør· [Jaevnfør
Goethe, der som ung faar Lyst til at vide, om det er Guds
Vilje, at han stal viere Maler eller itke. —- Han er paa en
S«paseretur. Langs Bejen løber en lille Flo«d, snart flim
rende i Sollyset, snart stjult as overhcengende Piletræer
Hart beslutter da med venstre Haand at taste sm Lom
Imekniv i. -Floden. Ser han Siedet, hvor Kniven falder«
stal han værie Maler; Er Siedet stjult af Traeerne. de
ikle. — Orakelsvaret var tvetydigt. Pilene stjulte der
synkende Kniv, men Vandet sprøjtede i Veiret som et
Springvand. Han var lige vidt].
Det hjeelper itte for uomvendte Mennesker at
give disse rent udvortes Midler e1
kristeligt Stin, s. Ets— ved at slaa op i Bibelen og
.saaledes sbruge Herrens Ord som en Spaamand. Gudj
«Or«d er Aandens Viert og forstaas kun ved Aandens Hjcelt
og man kun bruges paa aandelig Vis. —- -Skriften lan gore
-vis til Salighed ved Troen paa Jsus Kriftus
(2. Tim. B, -15); og folgelig kan Skriften saa ogsaa tun
ved Troen paa Jesus Kriftus gøre vis paa,
hvad der i. Livets enlelte Forhold er Guds Villie. En rent
udoortes, melanisl Brug af Guds Ord ender saa godt som
altio i de samme tre Muligheder som ovenfot ncevnt; og
Ordet bliver saaledes lun en Boldt for Esgenvillien. Fot
at bruge Herrens Ord, maa man blive i Herrens
Ord (Joh. 8, 81) d. e.: have Livet i. Gud.
Livet i Gud er saaledes den forste Be
tingelse for Lyset fra Gud. Dette indslærpet
indslcerper Bisblen ofte.
Hovedftedt Joh. 1, 4: »J Ordet« var Livet, og
L i v et var Menneslenes Lys«.
Summe Tanle tommer frem i Striften under mange
Former.
Da Folket flulde ind i Kanaans Land, hedder det:
»De bøde Follet og sagde: naar J se Herrens, Ebers Guds
Pagts Art og Præsterne og Levitterne, som bærer den,
saa stulle J rejse ud fra Eders Sted og gaa efter den . . .
paa det at J stulle vide den Vej, paa hvilken J stulle gaa«,
og nu tilføjes der: ,,Josva sag-de til Follet: »helliger
Eder«!« lJosva Z, 8——5. — Den personligse Hellige l
fe var altfaa Betingelsen for ved Guds Pagts Arls Hjcelp
at vide den Vej, paa hoillen de stulde gaa. Saaledes gel
der altsaa Ordet fra Hsebræerbrevet: ,,Uden Hellighed stal
ingen se Herren« Gebr. 12, 14) ogsaa, Ihvor det drejer sig
om at se Herrens Vej, paa hvilken vi i det enkelte Tilfælde
fkulle gan.
J 2. Krøn 84 Kap. har vi et typisk Udtrnl for den
samme Tanke. Her fortælles, at det var vesd enTe m p e l
ten s n i n g, at Kong Josias fandt Herrens Lovbog,
hvori Herrens Villie stod streven (V. 8——15). —- Aldkig
findes »Herrens Lov« og hans Villies Rand, usden vi
personlig vil rener til et Herens Tempel — til en Guds
Bolig i Aanden.
J 1. Sam. 14, 86 kaldes ligefrem det at adspørge Gud
»at holde fig ncer til Herren«- «Sammen
lign hermeid Udtryklel i Z. Moseb. 5, 27: ,,Gal du nær
til og hør, hvad Heren vor Gud vil fige«. Jkke siilte fra
Herren, men lebende i Herrens Nærhed kan vi høre Her
rens Rost og erkende hans Villie.
Oftere bruges dette Udtryk: »Gud lade sit Ansigt
lyse for os« (Ps. 62, 2). Det er et dybt Ord. Lyfet
kommer fra G u d s A n f i g t. Vil vi have Lvs over Guds
Villies Vej, maa vi altsaa ,,vandre for Guds Ansigt«. —
— Der figes ogfaat »Lnset er saaet for den retfærdige«
(P«H. 97, 11). Her er ,,Lyset« altsaa gjort afboengig af
,,Retfcerdighed« d. e.: levende Trosliv.
Andre Stesder er ,,Lyfet« over Guds Villie gjort af
l)cengi«g nf H e r r e n s F r y gt —- saaledes i Ordfpr.
1, 7: »Herr-ans Frygt er Begyndelsen til Kundskab« —- ellet
af He llig A a n den: sauledes i Visd 9, 17: »Hv-o
kendte nogenfinde Din Villie, uden Du gav Bis-Vom og
sendte Din Hiellig Aand fra det ’høje?«
Eller Kundsiabcm om Guds Villise siges at viere read
skillelig tnyttet til Kristi E- f t c r f ø l g e l f e:
,,Hoo, som folget mig, stal ikke vandre i Mørket, men have
Ltvets Lys« (Joh. 8,12)—— og til IS i ndeks For
n yelse, saaledes i Rom- 12, 2. »Stillcr Eber ikke lige
med denne Verden, men not-Der forvandlede ved Eders
Sinds Fornyelse, at J maa stønne, hvad der er Guds gode
og velbehagelige og fuldkosikuc Villie«.
Der er faaledes et overoceites rigt BevT,·-.Tiiint:riale til
at vise, at alle Forsøg Paa at ville kende Guds Villie uden
personlig at ville leve Livet i Gub, er hat-blose Bote Oer
er formørkede, forsdi dort Hierte er sygt (Begr. 5, 17).
Derfor maa vi søge et nyt Hierte, hvis vi ønfker klare Øjne.
Vi maa ville helliges og renses, maa ville leve et Liv i Guds
Nærhed og for hans Ansigt, et Liv i den hellige Aand og
Krifti Efterfølgelse; — alle disse Udtryk komer til syvende
og sidft ud paa det samme; deres Sum er ldsette: L i v et er
Menneslenes Lys.
Opkigtighcd.
2. For at finde Grle Billi-:
maa vi i vort Tiv med Herren være fuldt oprigtige.
Oprigtighed er Vel en L i v s be t i n ge lse for felve
Lioet i Her-en — for saa vidt kan man i dybeste Forstand
slet ikle have Liv i ,,H-erren« uden Oprigtigslied —, men
Erfnringen viser, at selv hog Herrens Venner lan det til
enkelte Tiber eller paa enkelte Punkter storte paa Oprigtig
hedcns Aand. Og Brilt paa Oprigtighed Inedfører altid
Brist paa Klar«l)ed: —- Bcrlst i Opti-Jtigl)ed, Vcelst i
Klarljed
Hoveidftcdm Ordspr. ti, 82 b.: »He-neus- fortrolige
Omgang er med de oprigtige« —- (og Uden Herrens for
trolige Omgang lærer vi aldrig hans Villie at tende); og
Mi. 5, 8: ,,Ssalige ere de rene af Hjcertet; thi. de skulle
se Giid«. ——— Hjcrterenlxed i Betydning af Fuldtommew
hed er Betingelse for at se Gsnd hissetz — og Hierterenheds
i Betydning af Oprigtiglzed er Betingelse for at se Gud Wg
bang Villie) her paa Jordan —- Den fulde Oprigtigv
er som de ubestrersnse Stentavler, bsvorpaa Herrcns F -
slrev Lovens Vud (2 Mos. 84, 1); —- paa smudsige ellet
halvtbeslrevne Tavler skriver Herren aldrig·
(Fortscettes.)
CO
Pligttro.
En nidlaer og lro Præst, der allerede i lang Tid havbe
virket i fin Mcnighed uden at se Fragt af sit Arbejde, klagede
engang den berømte Theolog Albrecht Bengel ( : 1752) sin
Nod. Denne svarede med folgende Lignelie: ,,To Mond
gik nd i Skoven for at fælde en flor og ftcerk Eg. Hundrede
Gange flog den ene til med Ølsen og lagde sig udmattet ned..
Nu lom den anden og forlsalte Arbeit-eh og Egen faldl eftek
nogle faa Øksehug. Hvem havde nu lældet Egen?« —- Lise
som denne Lignelle blev til Trøst for hin Prcefl, saa lud del
tene til Opmuntring for enhver, der arbejder for Herren,
» at allekede Mesteren hat sagt: .«,,Enfaaer og en anden ht
ster.« Og aller: »J øvrigt udkmves af Ousholdere, at de
» maa findes lto.« Ev. Miss.