Y- denne, at
Ha
Omvender Eben
thiHimmeriges Nigc er kommet met.
Foredrag holdt vcd det iemte nordiste Studentermøde
ined kristeligt Program
as
C. Skoogaard-Pctersen.
(Sluttet).
Og hvordan stal da en saadan Tid bruges? Naar
Guds Rige er ncer — hvad da?
Johannes den Dober sparen »Lmdender Eder, thi
Himmeriges Rige er nær.
Dei stal vi husle paa, at har Und givet os at leve
i en Tit-, da Aandens Sus gaar gennem Kirlen paany,
og Evangeliet er lagt til Rette for de unge, —- da gælder
det om itle at sorssmme Guds Naades Tidz thi i saadanne
Tider ligger ogsaa Øtsen ved Trceets Rod, og Kasteslovlen
er i Herren-Z Haand
Qmoender Eben thi Himmeriges Rige er nat-!
Himmeriges Riges velsignede Nærhed lægger Omvcn
del se s l r a vet ind paa Hierterne· Lad os derfor
samle os et Øjeblit om dette Krav og stille os Ansigt til
Anfigt dermed og se, hvad der ligger deri — ille as pries
løs Videlyst —- men for dedte at lunne give det Rum i
vore Hjerter.
Der er da færlig tre Ting angaaende Omvendelfe,
som jeg vil slaa fast.
Forst dette: Omvendelfen bestaar i en Sindsfora:1
dring. Deri —- og i intet andet. Striften fortlarer
fetv Omvendelse saalede5: «Fatter et andet Sind og ven
der om« iAxk G. Z,19). As Naturen hat vi det Sind,
at vi har not i os selv; men vi maa satte det Sind, at di
tun har not i Gud og hans Naade. — —- — As Naturen
har vi det Sind, at vi soger vort eaet; —- vi maa satte
det Sind, at vi fortaster vort edet som Sjcels Bitterhed og
Aandgfortcerelfe og sog-er Guds Villie alene oa Guds Ære
i elle Ting- —- As Naturen er vi tilbojelige til at glemme
Gud over Verden; vi maa satte det Sind, at vi oder os i
at glemme Verden over Gud og finde Verden hos Gut-.
En faadan Sindsforandring i Villiens og Hiertets
inderste thtraa oa Tilbøjclighed —— det er Onivendelse.
Og merrl det rel: Omvendelse er hverlen mere eller mindre
end d-ette, ——— hverlen mere ellr mindr end en saadan Æn
bring i Hiertets centrale Stilling til fig seid, Gud og Ver
den. ———
Omvendelse bestaar i ilte mere end Sindssoraxidring.
Til Omdendelse horer altsaa itte i og for sig en minds
betrcrftet indre Vished oin perfonlig at eje al Gudg Naades
Fnldr. En faadan Trosvighed er det omvendte Hiertes
nfravigelige Krav og er Aandens Fruat hoS den oinvendte,
virlet sorst i Tillid til Guds Ord og senere i Kraft as per
sonlig Erfaring. Vished maa derfor altid, sent eller tid
ligere, folge paa fand Omvendelse, ---— nien den er i og for
sig itle en Dei as seltse vaendelscn. Heller itle bestaar
Omvendelse i en inystisl elstatist Henrnttelse til den tredie
Himmel, hvor man hører nudsigeliae Ting, som det ille er
tilladt et Mennefle at tale, —— og endnu mindre bestaar Om
vendelfe i fuldkommen hellig Syndfrihed; —- alt sligt cr
Omvendelsens sidste salige Endemaal, men er ilte Druden
delsen selv. Jngen behøver dersor at tro sia uomvendt,
fordi han fattes en mvndia aandsbetrceftet Vished om
Delagtighed i Forjcrttelsernes Rigdoin, — eller sordi han
itle ejer de uudsigelige Erfaringer eller hellia Syndfrihed.
Omvendelfe bestaar tu n i en Sindsforandring — lun i
at Hier-riet vendes til Gud og i personlig Alvor begeerer
Gud; —- «deri oa i intet mer«-. ——-—
— —- Men heller itte i mindre. Alt, hvad der er
mindre end en gennemgribende Sindsforandring, det
er ille Omvendelfe. tin blot intellektuel Samstemmen med
Kristendommens Læreindhold er altsaa itle Omvendelsez
eseheller en udvortes Tilslutnina til de lirlctige Former,
eller en blot oa bar Følelsesgrebethed og Fantafibegejftrina,
eller en Esthetist Nikdelse as det ophojede og ideale i Kri
stcndcininen, eller eii blot udvortcs Asholdenhed sra vigse
iojnefalderrde Adinfota — saafom Altohol, Kart, Dang og
Tal-at: — —— intet, in'et af alt dette er i og for sia Om
vendetse: tki alt det lan eieg ca, besidch og dog lcn Hier
iets Julian det-« Lyst og Smag vaere vendt dort fra Gut-.
Blaitdx diose her nævnte manae aandelige eller nd
vortes Tilsiande, fcm tan foroelgles med Otnvendelse, er
der nceppe ncaen, der iilsyneladende tommer fand Omvens
delse saa bestitlcnde ncrr, som sen dlr-t oa bar Folelseszs
grebetlkssd De to Ting: fand Omvendelse og Gredethcd i
Folelserne, tan arænfse ganste nær op til hinanden, og dog
lau der være en bundlos Kløft dem imellem. -— Pas paa
ille at forvetsle disse to Tinat Tro itl-: Dig selv otnvendt,
Blot for-di din: Fslelser et Ofeblil tan gribes dybt af Angst
og taarefnldt Sondertnuselsdz ellser fcettes i Bevcrgelfe af
rifiendomrncnä Hofhed og JdealiteL Thi rent dortset
fra, at saadanne Steinningsbolger meget oste tun er sor
llerdt Selvrorelse og Selvnydelse, saa er Stemninger i sig
«selv intet sitlert Tegn paa Omvendelse, thi Stemning er
mindre end en Sindssorandring. —- —
Et advarende Elseknpel paa at tage en bloi og bar
Islelsesgrebethed for sand Omvendelfe har vi i Annie Be
sants Liv. Hun fortæller i fin -Selvbiograsi, shvorledes det,
hun i sin Ungdom laldte sin Tro paa Jesus, i Virkeligheden
senere stod for hende blot som et »Sværmeri for Jesus-",
et idealt Ast-d for en ungdominelig Karlighedstrang, men
intet mere; det havde ille Nod i Samvittighed og Vilje —
og derfor ved vi ogfaa, hvorledes Annie Besant senere tom
langt, langt ud i Aandsforvildelfer, bort fta sin Ungdoms
Tro. Den hvilede ille paa fand Omvendelse, men var
bloi en Straaild i Folelserne, som enhver senere Tvivl let
lunde slulle —————
Nei, — saavift som Omvendelse itte bestaar i mere
end en Sinsdsforandring, saavift bestaat den ikle heller i
mindre. — Dei maa til, hvis et Mennnefte ital vare i
Sansdhed omvendt, at Guds Aand har faaet Tag i Samvit
tighed og Bilje og magiet at vende hieriets Attraa og
inderste Begaering knod Herren og hans Naades Fylde.
Min anden Paastand angaaende Omvendelse er da
s-— ..- .- ·,.. -... Js. .I—s .I-1.ML.’
H
en saadan grundlæggende Sindsfor
andring er nødvendig for alleMennesker
Der er itte et eneste Menneske paa denne Jord, som itt
en Gang i sit Liv har Omvendelse behov, hvis dei vil frel
fes. —- Paulus sagde til Athenienserne, at Gud havde baa
ret over med Vankundighedens Tiber, men »nu byder Gut
alle Mennester, alle Vegne at omvende fig« (Ap. Gr. 17
30). Mærk det: »alle Mennester, alle Vegne«. Der et
altsaa heller ingen iblandi os, som kan freier uden a
omvendes; er dei ilte stet, saa maa det ste. Der er absolu«
intei i Werden, som tan fcettes i Siedet for personlig Om
vendelse, — hverten en medfødt giod Natur, eller Daaven
eller en from Barndoms barnlige Tro. Jntet af alt dett(
kan erstatte Omvendelse. Thi:
e n g o d A a n d s a r sv fra fromme Feedre tan vcers
en god Hjcrlp til Omvendelse, men den kan ligesaa lidt
overflpdiggøre Omvendelse, som dei ai faa ti Talentei
betroet, i Siedet for fem, overflødiggør Trostab.
Daa ben giver Herrens Aands Dragelfe til Om
vendelse,og den gioer Naadens Ret til at omvende sig til
Naadens Gu«d, saa at det omvendte Mennsestes Begier
efter Gud itke bliver et haasbløst Begaer i al Evigshed Men
Daab erstattet itte Omvendelsez tvcertimod den notwendig
gør Omvendelse, thi det Guds Menneste, der ved Daaben
fis-des i os, faar førft L everetgennem Omvendelse. —
Oa nu—en Barndom i Gud inden Bevio-ft
hedslivet fuldt modnes i Ungdommen, — den er i sig selv
en begyndende Omvendelfe, men er nctop derfor ingen Oder
flødigaørelsr. Dei er tun en overfladisk Jndvendina, at et
Menneste, som fra Barndommen af bliver i Gud, jo aldrig
forandrer Sind oa folgelig heller aldrig har omvendt sig
eller haft Omvendelse behov, da jo Omvendelse netop be
siaar i Sindsforandring. Jeg starr-: sliast er en over
fladist Jndvending. Thi felve den barnlige Troes
Forbliven i Gud rummer i Forhold til dei naturlige Men
neste en Sindsforandring. Jntet faldent Menneske har
af Natur-In sin Lnfi i Gild. As Naturen har vi alle dei
samme Sind, som Adam og Eva efter Fialdet: vi frhgter
Gud og skjuler os for Gud. Det er det faldne Menneftes
Grundsind over for Gut-. Vokser et Mennesie alliaevel op
i Gud fra Barndonnnen af, da er der, selv hos en saadan,
i Birkeliaheden stet en Sindsforandrina i Hieriets in
derste Dle. Men herom mere i det folgende. Her er dei
os not blot at siaa dette fast: der maa Omvendelfe til hos
Ha lle, der gives innen Undtaaelser« —- Den, der leies af
’Husl)onde:i ved den forfte Time, maa liaesaa fuldt la de
sia leje oa ligesaa fuldt ,,aaa hen i Vinaaarden« som
alle de, der lejes ved den tredie og ellevie Time. Det per
sonliae, bevidste, villende Liv maa hog ethvert Mennefke
forandre Retning og faa sin Lyft i Herreng Samfund,
—- ellers tan der ikte ske Frelse.
J faa Henseezide er alle Mennester fiillede aanste ens
— — Du med!
Men hermed kommer jea til min tredie Paastand:
del er Omvendelse fornøden for alle
Mennester, men Omvendelsesmaaden er
faare forstelig for de forstelliase Men
n e s t e r.
At alle maa omvende sta, betyder ikte, at alle stal om
vendes paa san-me Mande. Her er ftor Forstel, og her er
ofte ajort Overgreb. Kun altfor ofte har man forvelglet
seide Omvendelsen med en enkeli bestemtOmvendelsesmaade.
Sliat er ikke blot aandelig Uret, men det er i sig selv absurd
Tarni DisJ Dyrene i Noahs Art! —- tænl Dig, at
Løven sagde til Gaasen: ,,hør! — Du er ikke kommen rig
tia ind i Arten; Du vraltede jo «herind, men dei duer itte.
Saa Du ikte, hvor siolt og statelig jeg git herind? — s a a
dan stal dei være!« — — Eller tænt Dig, at Gaafen
sagde til Haken: »Du kom itte rigtia herind, Du sprang
saa tosset; tun den, der vralter ind som jea«, er komm-ei
rigtig ind;« --— eller trent, om Snogen saade til Falken:
»Du ftulde have trobet herind« ——— eller Falten til Firbenet:
»Du flulde have fløjet« —- — —— hvad for en Snat vilde
doa det have vertei! Dei galdt jo blot om dette ene: at
komme ind i Arten; der var Frelfe: om faa forreften man
var kommen gaaende, eller vraltende, eller trnbende, eller
boppende, eller flyvende deri.nd, — dei var liae meget; —
hvert Dyr git ind i Arten efier sin Natur. —- —
Hvad dei gælder om, er, at Hjertet i Aand og Sandhed
vendeg til Gud i Firistug Jesus-. Maa oen maa rette
Fig efter enhvers Natur oa GudS Forelfer med hver entelt.
HHer giver vi inan Realer —— Herren itte heller. Der er
ldem, der aribes pludselin som Paulus for Dainaftiig’
Porte — —- der er dem, der votser frem til dei, —- de
ved ej selv, hoorlsrders. Der er dem, som maa kæmpe haardi
med Satan oa fia felv for at komme ind ad den sticrore
Port; der er dem, der vaagner op i Gud med et saliat
Smil, som Barnet i fin Moders Arme. ——-- Her er ingen
Negler, bloi dei ene maa «lræveg, at der i Aand on Sandhed
fter Omnennelse, og at der, hvis Omvendelsen ster soni
en stille, ubevidst Verlsi, i al Fald maa komme dei Ofeblit,
da ved kommende istioer sig vevidsi at v ae r e omvendt. Thi
dei at omvendes og dei at blive sig tlart bevidft, ai man
er omvendi, — dei er itte altid dei samme. De to Ting
ka n falde sammen,. og falder sammen ved enhver pludjc
lig Omvendelse, men de kan ogfaa stilles ad, — og de stilles
netop ved de fleste langsomme og successive Omvendelser.
Ja, selve dei Udtryt ,,fuccessiv Omvendelse« peger egentlig
mere hen paa Bevidstshedslivets Forhold til Omvendelsen.
end paa Omvendelsen felvi Dhi Omvendelsen felv, er i
en vir- Forftand aldrig successivz den er efter sin Natur et
Brud. Man vokser ikke suceessivt fra Død til Liv, fra at
flygte for Gud til at nærme sig til Gud. Der maa paa et
eller andet Punkt ste en Overgang, et momeniant Svings.
Men det, der kan være successivt, er Bevidsthedens For
siaaelse og Optagelse af deite Brud, som ved Aandene
Garning lan soregaa i Villieslivet under Bevidsthedens
Tau-stel. Thi. den samme Aand, der i Daabens Genie
delse staber et nyt Mennesie i os, kan ogssaa umarrkelig fra
Barndommen af bpje Sind og Villie til at give dette nye
Guds Mcnnesle Leverei. Og hvor det er stet, —- hdor dei
saaledes begyndes under Bevidsthedens Tcerskeh der maa
der fuldendes i Bevidsthedslivet. Der maa komme der
Tib, da et faadani Mennesle bliver sig bevidst. hvad dei
bor i hans Hierte; der smaa komme det Øjeblit, da Benide
heden besegler og ooertager den Geerning, som Guds Aani
ubevidst har virtet i Sind og Villie. Bil man saa kaldi
- dette Øjeblit for vedtommendes rette Omvendelsegøje
. blit, og alt det foregaaende blot Genfødelse, da for mig
: gcerne. Dog synes det mig en mindre klar Sprogbrug
- thi det, der ster i et saadant Øje"blil, er egentlig ilke en
- Sindssorandring, men en bevi.dst, personlig Besindelse paa,
I at Sindsforandringen er stet, —- at Hiertet er vendt til
, Gud og hans Fylde. Det er ikte Bottich der i saadanne
.- Besindelsegstundet for forste Gang iaster sig i Guds Arme,
: men det er Barnet, der vaagner op med et Smil —- og se,
: da er det i Guds Arme.
Men i al Fald —- den praktisie Side as Sagen, bott
set fra alle TerminologispørgsmasaL er simpelthen denne:
alle, der ilte vmvendes til Gud ved en pludsselig Sinds
revolution, men stille og umærlelig volser op i Gud sra
Barndommen af, de maa alle i. det mindste opleve Tider,
da det gaar vp for dem, at del-es Hierte —- de ved ei selv,
hvorledes — ha r faaet sin Lyst i Gud og nu herester med
suld Bevidsthed er rede til at lide Vaa Gud og leve i
Gud.
Ja, der er Forstel paa Omvendelsers Maader, og
det ilke blot, hdor det gceldek dens mere udvortes Side —
dens Langsomhed eller Pludselighed Ogsaa de indre
Aandsmotiver, der føre til Omvendelse og Tro, tan vcere
saare sorskellige sor de forskellige.
Afdøde Professor Dtummond stildrer f. Els.
sin Omvendelse som en langsom Vætst med folgende Drin
trcefter: vprindelig en medfødt moralst Felsomhed over
for alle sædelige Brist; deras en udpreeget Undren over
Gudg store Lang-modighed; deraf atter inderlig Taknemme
lighed og Tjenerlyst — og derved endelig en lyktelig Følelse
af at have Jesus til Ven.
G e o r g e M ii l le r s Omvendelsc var helt ander
lede5· Dens Udvillingsstadier tunde omtrent samles
saaledes: sprst en dle moralsl Fordcervelse; deraf en Slags
Forhærdelsens Glcede i det onde, langsomt undermineret
af en ullar Leengsel efter noget bedre; —- derester en ube
stemt Grebethed af Guds Ord ved et entelt opbyggeligt
Mode —- en Følelse af tilsceldig at have fundet, hvad hans
Hierte i aarvis havde trcengt til; — og derved vendtes Hjer
tet paa en bestemt paaviselig Aften lytteligt og fredfyldt
til Herren, tilsyneladende uden Spor as Sonderlnuselse
eller Kamp
Den stote S p u r g e o n s Omvendelse, eller thansT
aandelige Udvilling frem til det afgørende Troesøjebliht
var igen hell forstellig. Fra Barndonimen as levede han
et nscedvanlig modent og bevidst Liv i Gud; dog fit i de«n
tidlige Ungdom Ulylleligheden oder Hiertets Syndighed
Magten over hom; dyb tnuktende Fortvivlelse fulgte efter,
uasladelig Bøn on saa at sige systematisl Søgen for at naa
til Trer paa Syndernes Forladelse. Pludselig, Paa en
bestemt Dag eg Tinte, blev han greben af dette Ord: ,,Se
hen til mig oq bliver freiste alle Jordeng Ender« — og
dermed havde han Fred· —- — Se, —— — faare forskellige
Omvendelsesveje og Omvendelsesmotiver eller, om man
dil, Troesmotiver, thi jeg har, for Klarheds Styld,
fulgt de ncevnte Etsemplers aandelige Udvikling op, sna
rerc til dereg Troesgennembrud end til deres Omvendelse.
Grænserne her imellem er naturligvis findende; men i al
Jnld er Forstellighederne ved Etsemplerne klare. Det
qaar her som i Profetens «l)erlige Stildring as Jsraels
Born, der tommer til det genopbygte Jerusalem; — nogle,
siger Profeten, slal komme paa Heite, andre til Vogns eller
i Bærestol, atter andre Pna Muler eller Dromedarer. B e
fo r d r i n g S m i d le r n e, saavelsom Vejene til det
genopbygte Jerusalem stal saltsaa vcere sorstellige: til Hest,
til Vogns, Paa Bærestol, paa Muler eller Dromedaret.
Saaledes er Guds Aands Veje og Befordringsmidler for
slellige den Dag i Dag. —- Her er ingen EnShed, ingsen
Regel. — s— Vi har ingen bestemt ,,Methode«; blot det
ene traever Gild, at Hiertet ved en eller anden Methode i
Sandhed omvensdes til ham og leerer at leve sit Liv i dam.
Det ene begærer Gud — og det ene begcerer jeg, hans
Tjener, ogsna i denne Stund·
Se da til, om det er stet! Se til, ocn Dit Hjerte e r
omvendt til Herren! Nu ved Du, hvordan Du skal prøve
det. Du stal hverlen spørge, om Du tan angive Tid og
Filolteslet, eller om Du tender til tnæqtiae Følelsers met-g
tige Sonderlnuselsr. Du slal itte opholde Dia ved, bvad
Zynd og Jammerliahed Du findet hos Diq selv; —— eller
note et Nummer ud as, hvorvidt Du bedst tender Guds
Eiland som den sagte Inseln eller som den staerte Stortn
Du stal gaa liae til licernepunttet;
Du sth sj:npeltl)en spørge Diq selv: »l)vor er mit Hiertits
Lust? lsar jeg min Lyst i Herreng Lov, eller i min egen
Villiek — Er Kravet est-er Gudg Rande-s Fred og Guds
Vlandg Nenhed med uafviselia personlig Magt vaaanet i
m i n Sjocl —— eller lever jeg endnu med min egen Villie og
inin egen Ære som Midtpunlt?« — — Det er Spottw
inaalet — det er Hierteprøven Derester stal vi
dømme vs selv, thi derefter dømmer Herren.
Se! Himmeriaes Rige er tommet nckr til denne Slægi,
— og nu i disse Dage tommer det ogsaa noer til Dig.;
Herren har gjvrt vel imod Digs, at Du maa vcere med til;
dette Aandens Mede- Det er Kristus, der standser Dig«
paa din Ungdoms Vej og lcegger den tostelige Perle for
For-. —- Ven — hvad da? — — Jeg soarer: lob den be
lejlige Stund! Lad Herrens Aand saa Lov til at gøre det
Spørgsmaal levende for Dig som aldrig for: ,,er jea om
vendt — eller er jeg ilteZ —- er mit Hjerte ret for Herre.t?«
Lad det blive hel og hellig Alv-or! — — —- Og vil Du
vide, hvordsan Du lan blive omvendt, hvis Du ikle er det,
—«eller hvordan Du lan blive befcestet i, det omvendte Sin
delacJ, shvis Du er det —— da vil jeg give Dig Jeremias’s
gamle Bon, — den eneste Omvendelsesmethode jeg ken
der, 7— denne Bon: »Heru! omvend Du mig, da bliver jeg
omvendU — Herre! giv mig Hierte til at kende Dig. —
Lceg mig, saa læges jeg: frels mig, saa frelses jegl« —
Hvis virtelig der stal ste Omvendelse, hvis Hiertets
inderste Villie steil ændres, da masa det vcere H e r r e n s
Geerning Kun Guds Aand lan naa Dybderne i et Menne
ste. — — »Heru! omvend Du mig, da bliver jeg om
vend-t«. Lad den Bøn blive bedt ogsaa i disse Dage as
mange, msange med Sandhed og Oprigtighed Lsad den
bliive bedt i helligt Enrusm med brcendende Hinte; lad den
s blive bedt af to og tte i samlet Flot. Da stal der ste Om
t vendelse til Ftelse og Gust Ære. —- — og Himmeriges
»
Rige ftal da ikte blot vcere lommet nær til denne Slcegt,
men skal i al sin saligs Rigsdotn blive denne Slaegts evige
Efe.
Dei ste for Jer Skyldl Amen.
Den yäjeste Ton.
Praktiste Leveregler, her tlog og retfærdige de end
kan være, formaar i sig selv ikte at gøre os hverlen retstafne
eller menneskelige. Det er nemlig ikie not at tende dem,
men vi maa ogsaa have Kraft til at tunne føre dem ud
i Livet, og denne Kraft findcs i en mægtig og dyd Følelfe,
der kalsdes Barmhjertighed eller Næftekærlighed. —- Rai-fie
tcerligheden er den stjulte Grund for alt ftønt i Livet, det
er den, der tilskynder os til at gøre noget godi og giver
os Krcefter til virtelig at udføre det.
Alle Mennestets Handlinger forberedes i hans Hjerte.
Er vort Hierte ondt, fuldt af Had og daarlige Hensigter,
nytter det tun li.dt, at vi ded, hvad der er godt, thi vi giør
det ikle og ønster itle en Gang at gøre det. De Brud,
vi gør os styldige i, paa Sandhedens, Redelighedens og
Maadeholdets Love, vore Angreib paa Naestens Liv og Ejen
dom shar sin Fortlaring i Mangel paa Godheds. De bunder
ii den Om"stændighed, at dort Hierte ikte er tilbøjeligt til
»Belvillie over for andre. Enten synes vi ikie om dem,
eller deres Skcebne interesserer os til-e, de er os ligegyldige
eller forhadte
Tyven mangler Godhed mere end Redelighed
Løgneren mangler Godhed mere end Oprigtighed.
Druktenbolten mangler Gosdhed mere end Mai-ide
hold; thi dersom han tcentte paa sin Husiru og sine Børn,
hvorledes kunde han da nedværdige sig faaledesT
Den dovne mangler Godhed mere end Handlekrafi.
Alb de Fejl, der fynes at ftamme fra Karalterfvag
hed, fra de vege Villier, hat fin drybeste Rod i Manglen
paa Godhed, thi havde vi den i Eje, vilde den gøre os
stcerle. Jntet er nemlig vansieligt for den sande Kcerlig
hed, der med Jldhu paatager fig de fværefte Arbejder og
udscetter sig for Farer og Lidelser.
J har not allesammen set Sejlbaade paa Havet eller
paa en Flod og har lagi Mcerle til, hvorledes de under
tidscn maa ligge stille af Mangel paa Bind. Sejlene hern
ger da slapt ned, og Baaden rører fig ilke. Men lige faa
fnart Binden rejfer sig og fylder Sejlene, begynder Fartøjet
at gaa. Binden er Bevægelsen og Livet. — Vi ligner
saadanne Fartøjer, og hvis di mangler Kaerlighedens leben
degørende Pult, da mangler det allervigtigfte, og da er der
intet, der vil gaa for os.
Derfor maa vi anftrenge os for at vinde eller op
drage hos os denne Kærlighed. Vi« maa ønfte den og bede
Gud oni at stænie os denne Skat over alle Skatte, thi uden
den bliver alle vore Evner og Gar-er golde eller fører tun
ondt med sig. Selv om et Menneske er fundt, hegavet og
kundstabsrigt, har Formue og Villieftyrke, men itke er
noget godt Menneskc, hdad nyttser da alt det andet? Jeg
antager, at han tillige er et religi.øfi og scedeligt Mennefke,
der lever efter streng-.- Regler, men naar han alligevel iike
er god, hvad gavner ham da hans Religion og Moral?
Kan svi sige med Sandhed, at vi elfker Gub, naar vi
i.kie bryder og om vore Medmennesker, der hat Gud til
Fader?
Den højefte Lod, den, der er Hovedsummen af alle de
andre, og fom i Sandhed gør os til Menneskcr, det er Kast
ligh-edens Lov. »Elster hverandre!« J dette er ligger
Verdens Kraft og Velfcerd. Bi elfier ikle hverandrse nok,
derfor kommer det onde op. Man hader, bedungen fordert
ver, forfølger hinanden, man skændes, og maxi ødelcegger
hinanden. For at kunne adlydse sine Forceldre, maa man
elske dem, for at lunne opdrage og pleje sine Born, maa
man eler dem. Kærlighed maa der til for at kunne un
dervise Børn saa vel som for at kunne tilgide Fejl og
rette dem, og til at pleje syge behøves der ligie faa megen
Kcrrlighed som Viden Uden Kcerlighed og Godkhed bliver
Livet koldt, snevert, uinteresfant og fører til Lede ved alt.
Men med Godhed bliver det vanfkelige let, det dunkle op
klaret. Livet faar Tiltrcekning, og deis Elsendighed mild
nes. Dersom vi ret forftod, hvilten Magt Godheden har,
kunde vi ved den forvandle til et Paradis en Verden, der
uden Godhed bliver et Helvede.
At elste gør lykkelig, at hsade gør ulntksslig Den
værfie Fjende, Menneslet har, er hans Egentcerlighed, thi
den indsnevrer og forgifier hans Tilvcerelfe og gør ham selv
til Trcel. Den hadefulde Egenkckrlighed er fon! et fnevert,
ufundt Bur, i« hvilket vort hele Væsen flappes, men Kar
ligheden er et Himmelrum, hvor Sjcelen tan udfolde fine
Vinger. Lad os dcrfor tidligt leere at btyde o: om andet
end vort eget Jegl
Guldkorn.
Den-, sont vil udqranfke den høje guddommzlige Mase
stcets Rand og Gerni.nger pan anden Maade end ved Hjcelp
af hnns Ord, han tnger sig for at maale Binden med Skeer
eller veje Jlden paa Vægtstaale. (Lntk)er.)
sk as- sk
Hykleri er liniefom Sjælens Vatterfot, der —
efter Skinnet at dømme — har Sandhedsens Fylde, men
bog indeslutter Døden. Det er i sit insderfte Væsen Løgn,
Uredelighed, Falsthelx Bedrag og en Vederftyggelighed i
Guds Øjne. Hsytleren er et ulykkeligt Mennesie; thi· hart
gør sig forhadt hos Gudi og Mennesker: hos Mennesker,
fordi han vil voere en Kristen, og Verden bryder sig Iidet
ellcr intet om de Kriftne; hos Gud, fordi han« ingen Kriften
et og dog giver sig ud for at vcere det. Han er aldeles stilt
fra Gub; mellem ham og den ihellige er et svælgenve Dyb
jbefcesteh
si- -I· so
En ærgerrig Hykler gaa r altid videre end en blsot
Fanatiker.
si- Ilt Ist
Hykleriet er en Hyldest, som de onde Mennesket
bringet Dyden. « I«