Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 9, 1902)
A Crit Menveds Bar1adom, Historisk Roman at Bernhard Severin Jugemann. A n d c n D e l. (Foitiat.) ,,Dettil er vel ingen fod!« — svarede Kongen og saldt i Tanler. — »Wie-sie nogen, hvad der var fanget ved hans Vugge, og havde sligt noget at betyde« — ded blev han —— »saa gad jeg selv visi, hvad der var sunget ved vores; det tunde viere aodt i disse Tider. Er der sotnemme Folt iblandt dem?'« »Der er i det mindfte en Mand iblandt dem, sont itte horet til Udstuddet as Mennesteslcegten, og sotn der endnu er Rest af Ære og højt Sind i; hans Sjcel stod maasle endnu til at rede i denne Verdem hans Stand oa Fadsel er vistnot nn hans største Antlager; han er as hsj og ekdel Byrd; J har selo en Gang ihaedret ham med Riddersiaaet, Heere KongeZ« — ,,Det hjcklper ham itte —- deti har J Ret! han maa do: en cedelbaaren Nidder burde selv strasses ti Fold strengt, naar han blev greben blandt Revere og Stinicend Hvem er ha:t?« »Rid"der Lave Rimaardsan, eders ædle Dronnings Frænde og den trofaste Vent Rimaatdføns Beoder.« Kotigen stndsede. Han standsede sin Heft og betragtede Drost Peder med et starpt Blit, hvori en hemmelig Mis tanle syntes at spores, idet ha.i glippede uroligt med Dien laagene. Dronninaens Froende stger J! den fredløse Lade RimaardspnZ han, sont hat not-et at trodse mia og opkøre BønderneZ han, som J selv var ined at dømtne fredlos?« »Don selv, Herre Konge!« »Da nu vil J forsvare en Oprører og gaa i Foran for slig en sarlig Forbryder2 Drost Hessel!« »Forsvare hatn vil jeg ilte, Heere Konget men bede soc en Syndet tsr jeg vel! has den retsaerdigste as alle Dommete er ja Barmhjertigheden stsrsL Jeg vil lun bede tnin Konae betænte hans Brodeks Fortjenester as Land cg Rige oa hans Forhold til eder selv og Kongehufet.« »Hm! Jea slal nu vise edek og mine tto Unber saatter« —- sagde Kongen med lønlig Tilsredshed —- ,,at jeg i Retsckrdighedens Udsvelse intet Hensyn tager til Frændstab on Venstab eller til høj Bykd og Fsdseh itke engang til mit eget Svogerslab og fyrsteliat Blodl Ridder Lake Rimaardson Vil jeg sselv se paa Stejlen sør Sol gaar ned- — Assted.« Kotigen sporede sin Heft- Alle fulgte ham. De, der havde været i Gruben, skyndte sig at indhente han1. Mid der Jon red nu atter ved hans Sid-:. Den gamle Herre havde itte hort, hvad der var talt om. Han saa, Kongen var Urolig oa heftig, og han red nogle Øjeblilte tavs i det usædvanlig hurtige Trav, medens han nøje gav Agt paa Kongens vrede Miner og Drost Peders Forsteinthed. »Hvi haster J saa? Heere Konge!« — spurgte endelig den ganile Ridder. — »Hist ser J Harrestrup Borgtaarn, og Solen staar endnu hsjt paa Himlen.'« - »Desbedre!« —- sagde Kongen —- ».Hvor henrettes Forbrydere her-? — hvor boer Stedets dedel?« «Da!!gbetg-Daas er det besalcde Rettersted, Heere Kox:ge!« — svatede Ridder Jan, der var velbelendt med alt, hvad der harte til Rettens Pleje i Landet. — »Det var Retterpcelen, oi saa hist over Kallgrubernr. Den Ret tens Tjener- J fpørger om, hat fri Bolig i Daugberg.« »Godt! lad ham strats hente!« Den gamle Ridder studsede, men adlød uden Ind Vendinger og lod strats en Jæger ride tilbage til Daugberg ester Bsdlen. Han ted derpaa tavs igen ved Kongens Side til han trkede, den sjeblitlige Opbrusning havde sat sig. ,,J vil dog itte gøre ederz Jndtog her paa Botgen meetveekdigt ved en pludselig Modme Heere Konge!« —- sagde nu den gamle, alvotlige Nigsraad, da han et Øjeblit red ene has Kongen paa den smalle Vef. — »Jeg agter itte at gaa i Forbøn sor saa grove Forbrndete: Strenghed er vist i vote Tider højst nsdvendig; men hvor man hat sitre Fængsler, og der itte er Optør i Landet, priser jeg itle saa ilsom en Retspleje.« Kongen tav og blintede urolig. »Slig Hast, tnin Konge!« —- vedblev gamle Jon — »tan let blive uretseerdig eller ans-es som Tegn paa en Frygt, der tan svcette Tilliden til Statens Overlegenhed. En Kamm, der er sig fin Kraft bevist. behover itle ilsom at drebe en Flot bundne Dværge sor sin Sitlerhed Uden Lov og Dom bot dcsuden ilte den største Misdæder salde.« »Misgerningen er jo aabenbak!« —- udbrnd nu Kotigen vpsarende. —— »Loven er betendt not og Dommen fælder jeg stratst de slal steilesl — J fører Misdæderne til Ret terstedet, Ridder Jon! J er Inig ansvarlig sor, at Loven og Dotmnen suldbyrdses paa dem i dens hele Strengshea og det inden Sol gaar ned. Jngen Jndvendingerl det er min tongelige Villie.« Ridder Jan tav, og man red langsomt op ad den steile Vej til Botgen. Her sprang Drost Peder as og git ved Siden af Kongens Dest. Folget var standset, og der thsrtes hastig Trampen og Rumlen af et Par hle bag ved dem. Jægerne og Faltedtengene saa tilbage; det var den Jæger, Ridder Jan paa Kongens Bad hat-de bortsendt. Hatt tom i suldt Firsping med en lille, bvedstuldret Rytter paa er. stindmager Hest. Den sremmede bar en laadden Hue og en lort, blodrsd Kappe; han holdt en stot, blant Øtse i Haanden og havde et usædvanlig langt Sveetd over Sadellnappen. Et Par lurvede Karle tom bagefter med Lauter-, Bojer, Hle og alle Haande gruelige Henrettelses redstabet paa en smal Karte. Med dette frygtelige Folge drog Kongen og hans Sel stab op mod Harreftrup Borgj Dtost Pedet var tavs og stille. Ridder Jon talte heller intet Ord. Gamle Dorthi havde uden sin heitres Vidende saaet en Ækesport optejst uden for Botgportenz den var prydet med Kranse af Buts bom, Tatsgrene, Vintergrsnt og alle de Blomster, hun pae denne Aatsttd havde lunnet stasfe til ’Veje; sejv stod hun i hvide Kleeder og med en stot Urtelott i haandem fotar alle sine Fadebuepiget og Maltepiget ved Siden af Æees potten, beredt til at modtage Kongeni paa en ·Maade, son jun mente stulde overtaste ag behage baade hatn og hendel terre, unge Herre. Siden Kongen Ihavde benaadet hende, den Gang hun for fin kvindelige Hæders Skyld siulde berstet levende begravet, havde hun ikke nokfoni kunnet bekomme hans Mildhed og Naade; for nu at dise ham sin Tak nemmelighed ved denne overordentlige Lejlighed, havde hun over i to Maaneder øvet sig og alle Borgens Piger i en Bise, som de vel aldrig for havde hart nogen synge, men som til Nod tunde gaa paa en gammel Folievisetone. Sangen havde hun faaet af sin Skriftefaderz det var en fri Overfoetielse af den schwabisie Mestetfanger Hir. Rein mar von Zweters smigrende Heedetssang over Kongen, hvoti dog enielte fande, kongelige thet vare opfattede. Udenfor Ærepokten siod, lige overfor Dorthe og hendeg Piget, Tyge Borgfoged med en Del af Borgens man-dlige Besætning- Dorthe havde pyntet deres Hsicelinshatte med Siliebaand og Grsnt, og med deres blanke Hellebarder siode de i en Erbebig Stilling ubevcegelige som chemcend. Da Drosi Peder saa disfe festlige Tilberedelser, der saa lidet passede til hans egen Sindsstemning og til dette Jud togs batske Udseende, blev hanskhelt underlig og næsien umg stelig til Mode. Den flet byggede Æreport var itte ulig en Galge, og den gamle, hvidklædie Amme erindrede hain om de saataldte Ligkvinder, der ved Begravelser i Kob stcederne gækne anførie Ligtogene. J Spidsen for de lat ierlig udpyniede Maliepiger, der sittlde fotefiille fotnemme Damiet, følie Dort-he fig, i sin husmoderlige Beerdighed, som en Dronning. J en mindre alvorlig Stemning vilde dette Syn maaste have afnødt den unge, livlige Drost et Smil. Nu for-gebe det stcerende og ncesten pinlig hans insrie Fsorsiemmelsr. Kongen fyntes iike ai lægge Mcetke til disse Hyldningstegn, som han i de smaa Købstæder var saa vant til, selv hvor han vidsie, at han var forhadi af de flesie; som oftest stete siige iunftlede Hyldninger paa Fotanstaltning af den listige Kammersvend, der klogelig ber—egnede, at om de end ikte altid fandt Bifald, mishagede de dog fjcelden den smigtede Konge. Uagiet det smagløse og farceagtige i dette Opiog, som Dokthes Købsteds-Kulttir var Stle i, var det dog fand Ærbødighed for Kotigen og enfoldig Velvillie, der ytrede sig, da den gamle Amme nu med sin falste, stingtende Sangfiemme, iedsaget af de jyste, straldende Malkepige stemmer, saaledes bragte Kongen den tyste Messersangers Hyldning pack Dunst: » ",,En Konning jeg ptiser foruden al Bram; » Mer Kronen han pryder, end den pryder ha1n. i Han ftelser den fattige Ente af Nød, ; Han giver de faderløse Smaabørn Brod. Han hceaer og freder om Foll og Land; J- Hu er han lcrr hos Kvinde og Mand. J Hjerte og Mod er han aæv oa sn-:l;« Hans Mund er oS allestund vennesceL Hans Haand er fuldrund mod store og smaa; Ej Guldet i Strinet hacn stinile maa. Den Konning med Ære jeg nævne tan — » Og det er Kona Erit af Danmatls Land!« i ( Nu føtft fæstede den gotnle, ivtige Forfangetinde sinc; lortsynede Øjne paa Kongen, oa da hun faa hans barsleJ Aasyn og de blinlende Øjne, blev hun dsdbleg; hun stir-« rede paa ham som en Troldtvinde, der hat fremmanet en? forfcerdelig Aand og pludselig gruer ved at se den mægtige ubelendte, hun laldte paa i sen Tryllesang. Hun lorsede sig uviltaarlig og vendte Øjnene fra hom; men nu var det sont Synet af Bsdlen og de lurvede Rattertnægte, der sluttede Tuget, bragte hendes Forfcekdelse til det højefte og betog hende Sang og Samling; med et trampagtigt Strig styrtede hun til Jorden, medens Kongen tumlede sin sty Hingft og red rast ind ad Poeten med sit Folge Niende Kapitel Dkoft Pier-er shavde itle mcerlet hvad der var hændt. Han hjalp hastig Konaen af Sndlen oa fotte ham op ad Stentrappen til den store Ridderfal. Her stod et præatigt Taffet beredt, og her modtoaeg Konqu paa Dorthes For anftnltning afsen mere lystia, end velllinaende Tasselniufil, som udførtes af de landliae Gigemænd oa StalnIejeblæssere, der Plejcde at strnge Fiddelen ved Bondebryllupper. De gned og bleeste med den største Anftrengelfe, Svseden stod dem paa Banden, og de bøjede sig cerbsdig, medens de, i deres Ærefrygt og Jver for at behage Kongem fremlaldte d: meft flrigende og stcerende Mislydr. Droft Peder tngss sede ad Spillemcrndene og gav dem Tegn til at bortfjærne fig, idet Kongen harmfuld holdt fox Ørene, og Kammer svend Rane med et stadefro Sinil beundtede Drost Hessels Opfindfomhed i behagelige Ovetkastelser for Hans Mak stcets . «Det er meke velmente, end heldige Jndfald af min gamle Forftermoder, Herre Konge!« —- sagde Drost Peder. — »Jeg haabek, J undsiylder flige uslyldige Fejlgreb af mine Hitsfoltx de forftaa sig ikte paa Hofstitten.« Kongen fyntes at staa i dybe Tanker og svarede ille. »Jeg er jnft ille blødhjettet«, tog Riddcr Jon nu Ordet —- ,,men jeg lan paa eders Vegne, min Kotige! blive ganfle øm om Hjertet over siig Kattemusil, saasnart jeg blot market-, det er godt og ærligt ment.« Kongen aav heller ilte Agt paa hans Tale; og Ridet Jon vensdte sig til Dtosten. «Var det eders Amme, der sang for os der ude? Droft Pederi jeg lendte ihende itte i den Stads.« «Jeg tunde næppe felv tende thendez men det var rig tignot hende; hun har i sin Enfoldighed ogsaa villet over rasle mig ved dette Optog.« »Hun streg sont en Uglex men det var dog ganste ro tende« —- fagdsc den gamle Ridder og spgte ved sin sædvan . lige muntre og ligefternme Tone at bringe Kongen i bedre . Lune og maaste faa ham til at udsætte den saa pludselig - bestattede Henrettelse. —- »De gode Kvinsdek besang edexs itNaade og Mildhed, min Kvnge!« —- vedblev han. —- ,,rn"en iiide tabte sbaade Mund og Mele, da de saa Dtagehalen i eders Folge Vil J dog ikle sove paa ederg Vessutning i Nat og lade os sende Fangerne til Viborg? var det nu itke bedre, om vi sit en Hiertestyrlning her, end straks at tasnke paa saa alvorlige Ting?« Denne sidste Opfordring, som Drost Peder under støttede med en cerbødig Henvisning til Hæderspladsen ved Bot-det, syntes Kongen at billige; hccn tav, men tog Scede ved B-ordet, hvor han hastig vederlvcegede sig med et Par sBaegere Vin. Gamle Ridder Jon søgte nu at bringe en "munter Bordsamtale i Gang; men det vilde ilke denne Gang lyltes ham at faa Kongen i godt Lune. J Gaarden, lige udenfor Binducrne, holdt Bsdlen med sin Benradhest og rentede med sine glubsle Haandlangere paa KongensH Befalinger. Dorthe var bragt syg til Sengs, og det Shn, der havde virlet saa voldsomt paa -hende, havde ogsaa gjort et besynderligt grueligt Jndtryt paa alle Husfollene. Thge Borgfoged sorgede imidlertid for de longelige Jægere saa vel som for Falledrengene og Dislsvendene som i tre for stellige Stuer bleve prægtigt bevcertede. Men der var dødsstille paa Borgen, som det var et Jordescerdsgilde, der holdtes. Nu rejste Kongen sig pludselig fra Bordet. »Jeg .vil se de Karle!« — fagde han bestemt — »Her stiller noget andet under. Lad dem bringe hid, Drost! men i forsvarlige Lcenler og under sikter Bevogt ning!« Drost Peder gil strats ud for at ivcerksaette Kongens Beialing Et Øjeblil efter traadte han ind iaen i Ridder salen. Kotigen gil med heftige Stridt frem og tilbage paa Flisegulvet. Ridder Jon og Kammersvenden stod tavse og syntes begge med lige Opmcrrlsomhed at give Agt paa de urolig vetslende Miner i Kongens Ansigt. Drost Peder blev ogsaa staaende tavs, indtil Kongens Øjne mødtes hang. ,,De er her paa Øjeblillet!« —- sagde han derpaa og traadte ncermere. — »Tillad mig endnu tun et Ord, Herre Kongel Jngen af Fangerne er greben her i noget Ran. De har intet berøvet mig as mit Gods, og Ridder Ri maardson har ilke anfaldet mig, for jeg selv udceslede ham til ridderlig Enelamp. Forend Sagen nærmere oplyses, tan han ikle efter Landsloven dømmes som Roder.« »Ti!« fvarede Kongen — »En fredløs Mand har ingen Ret. Der har vi dem. Jeg vil selv forhøre dem.« Tyge Borgfoged traadte nu ind med de bevaebnede Huslarle, der havde Niels Ufred og tolv lcenlede Røvere imellem sig. Huslarlene opstillede sig i tvende Rælker paa begge Sider as Fangerne. Niels Ufred traadte med stolt Fræthed frem i Spidsen for sine Kammerater; inen Lade Riinaardsøn syntes at blues ved det Selslab, han var kom men i, og blev staaende loengst tilbage. ,,.L)vo er eders Formand?« —- spurgte Kongen ,,Jeg!« svarede Niels Ufred og saa lham saa dristig i Ljnene, at Kongen traadte et Stridt tilbage. »Hvad er dit Navn?«—— spurgte Kongen »Det lender hver Dreng i Danmart!«—— svarcde den trodsige Reverhovding — ,,med det kan Mødrene saa deres Ravneunger til at tie,on1 de saa har en Kniv i Hallen. Mit Navn lan slrcemme alle Smaapiger og man-« ! ge storncesede Karlr i et MusehuL Havde jeg blot en Arm fri, Heere Kongel skulde J ille give jer Tid til at høre sniit Navn er til Ende. Niels Ufred hedder jeg ellers til iTjeneste Var J saa dygtig en Konge, som jeg er Rever, vilde det se bedre ud med Land og Rige, og jeg havde maaste da nu vceret eders højre Haand.« « »Du tilstaar saltsaa.selv, at du er Røver, og at alle Bisse Karte er. dine medsthldige?« ,,Vil"de vi noegte det, var vi Hallunler og lumpne Karle!« ——. soarede Niels Ufred. —- Logn og Falslhed er J maasle vant til ved Hode. Jeg og mine Lige er dog cer lig i det Stytle.« « »Godt!«— sagde Kongen — ,,saa ved J alle, hvad Straf Loven dømmer jer til Bered jer paa at do i denne Time!« »Lige saa godt forsts som sidst, Herre Kongel — vi flal dog alle den Bef· Men vil J lade mig leve til i Morgen, slal jeg sortcere jer noget nyt, som lan vcere.jer gavnligt og maaste hin-dre, at vi stulde modes alt for snart paa et andet Stein« Kongen gjorde store Øjne og lastede et Blil til Kam »me«:svend Rane, som gav ham et lønligt Vinl og pegede paa et Doltehefte, der stal frem af Roverhøvdingens Bryst :lon:n1e. »Ja saa!« — sagde nu Kotigen og vendte sig til Ro vesen iaen — »du vil gelte-stieg bange og nyfigen, Karl! Hfor at f:.:. Frist til at bryde ud og gore nne Ulykler i Mor »aen. Dct Kneb er gammelt og forslidt; kan du intct bedre Ihitte paa, leoer du ille denne Time til Ende.« »in vel da! saa lad mig gaa i Forvejen og stasse jer Pladed den Tjenesee dil jeg dog gøre jer endnu for godt Rammeratslabo Slhld. Nu, nu! det slal J- ikke se saa stor agtig til, ederg Naadei Vi to er snart lige hojt paa Straa. Hvad J og ederg Ligc gør i det store, naar J duer der til, det gør jeg og niine Lige idet smaa, ser J, det er hele Forstellen Vil J nu dersor gøre mig til jer Herold i den anden Verden, saa saar jeg finde mig deri; men J vil for tryde det, Herre Kongel Vi ses snart igen; saa stal J dog tilstaa itsig, at Niels Usred mente jer det bedre, end- J selv.« »Es-r hani til Side!« — bød Kongen — »han stal vcere den sidste, som rette-Z. Tilstaar han ikke, hvad han vil indbilde os at vide, skal vhan pines dertil paa det strengeste! —- horer J, Riddskr Jonl paa det strengeste!« Ridder Jon besvarede det strcenge Ksonsgebud med et tavst But. Ei smerteligt Udtryl var synligt i den gamle Herres Ansigt; Inen han for hastig med Haanden over den ryntede Pande og syntes atter lold og rolig. ,,Trred frem, Lade Rimaardsøn!« — og den vilde, sortvivlede Yngling fremtraadte med et Aasyn, sont opvalte den dybeste Gru og Medlidenhed hos alle, undtagen hos Kongen og Kammersvepd Rane, der begge syntes at be tragte han! med hemmelig Ængsteligshed »Det var eder, jeg slog til Ridder med dette Ssvcerd for tre Aar sitzen« — sagde Kotigen —- »Nu slal Bødilen i eders Fodeby tnuse eders ridderlige Vaaben og hange eders Stjold med Spidsen i Vejret under Galgen. Til staar J at have været i Ledtog mesd denne frcette og beryg tede Roder?« »Ja, MS Eril Christopherspnl« —- svarede den unge Rot-er —- «jeg ttlstaar end mere: vare vi to msdteö i » Daugbetg Gruber for en halv Time siden, stukde J tige saa lidt se Solen gaa ned i Dag, som jeg nu ventet det.« »Ha, et Mytteri!« — udbtød Kongen —- »J et itke blot Revere — Landssortaeddete, Kongemotdere er I — formasteliae Stimændt hvo hat betalt jet Kongen as Dan tnarts Liv?« " ,,Jeg et ingen lejet Stimand« —»— svarede Lave Rim aatdsen stolt — ,,jeg er en Riddet as fyrsteligt Blod, og mig stal ingen Konge fotnætme usttassei. J den Stund du gjotde mig fredløs, svot jeg din Dod qg Undetgang, Kong Erit! Var saa sandt min højre Haand les i denne Stund, jeg skulde endnu holde min Ed, og denne Time skulde vcere din sidste.« »Afsindige!« — udbrød Kongen og traadte et Sktidt tilbage —- ,,taenker du med slig fotmastelig Tilstaaelse at vinde et Øjebliks Frist, tager du feil: hat du saa Tusinde medsiyldige, jeg skænter dig ingen Time for at naevne mig dem.« n ,,Deti got J klogt, Kong Erit!« — svarede den bund ne Riddet og lo haanligt — ,,spat paa de Timer, J har at stænke bott! J hat ikle Brev paa, hvor mange de ere, og naar eders Regnslabsiime kommen hat J mer at gøte Rede sor, end de Syndere, J nu dømme til Hjul og Stejle.« »Ti, elendige!« —- raabte Kongen forbittet, men han blinlede cengstelig, on der syntes pludselig at foregaa en Fotandring i hans urolige Sind. — »Bei Liv er i min Haand« —- vedblev han —- »du er en fredløs Oprører — du er Rover og Morder —- ,,du har selv strebt din Heere og Konge efter Livet; men Drost Hessel that vidnet, at der end nn et Rest af Æte oa ridderligt Sind hos dig; din Bro der Bent et mig en tro og vclfottjent Mond —- din erte løse Død blandt disse Forbrydere vil selv kaste Skygge paa min Throne — trot du ikte, Kong Etit Chrisiophetiøn endnu lunde benaade dig?« »O ja, med eviat Fængsel paa det stønne SjøbOtg — ikke sandt?« — svavede den trodsige Fange — »fot jeg scelger itte min Sjcel og Salighed ved en Mened og af svcerget Hcevnenz den sial og maa komme, om itte ved mig, saa ved andre. Naat Hosten et kommen, findes Mejetne not —.« ,,Satan, betend! hvern mener du?« — raabte Kon gen i pinlig Uro. — »Elendige Forbtydet, ttor du itke, seg har PinebcenkeZ —— se ud ad Vinduet! der holder en Mand, som vel kan løse dit Tungebaand.« «Det behøves ikke, Kong Etik!« —- svarede den stolte Fange med dcempet Rest, idet han hcevede sit blege Aasyn og stirtede paa Kotigen med et frygteligt Blit. — ,,E-ders Bødler behøve itke at ftaere mig for Tungebaandt Bil J høre Sand-heben, skal jeg itie fotdølge jer den i min Dødsstund Hvot stot en Fotbryder jeg end kan vcere« — vedblev han og haevede sin Røst —- »saa staat jeg sdog hsjt over den Nidding, der fortaadte sm bedste Ven og bestreut mede hans Hustru, medens den tto Ven blødte for Nid dingens Ære i en berømmelig Kamp— Hvis den icekke Stig Andersen itke blodig hcevner sin Hustrus Ære —- hvis Fru Jngsebotgs blinde, vanvittige Fadet itle hat saa meget Sen og Vid tilbage, at han med sit Riddersværd sindet Vejen til dit Hjerte, Kong Erit! — saa er der itke en ærlig Blodgdsraabe mer i den dansie Abels Hierter, og saa for tjene de ingen bedte Konge, end du er.« Kotigen var bleven bleg som et Lig. Ftaaden stod ham for Munden af rasende Forbitrelse; lfhan havde krum met Haanden krampagtig om sit ftote Sveerdhæfte. Nu for Svcrrdet ham af Steden, og som assindig for han ind paa den trodsige Fange, der blev staaende urokkelig og lo dildt Da sprang Dtoft Pedet til og stillede iia imellem Fanden og den forbitrede Konge. »Hei er intet Rettetsted, Herr-e Konge!« — sagde han heftig — »og J et ingen Bod de!, som lan fælde en vcergeløs Fange. Hart er en forma stelig Majestætsforbryder, og bedet ikle lcenget for hans Liv; men mit Hus stal ikte plettes med en Daad, som er edet og Kronen uvcetdig. Vil og maa J ftraks se denne sotvildede Ynglingis Blod, saa hat J jo bragt Bødlen med!« Kongens rasende Fotbitrelse gik nu vludselig over, og han bed sig hatmfuldt i Liedern-g idet han stodte Stier det i Balgen og kastede et leit til den dristiae Dtost, sont tydeligt not sagde ham, at det var sidste Gang, han lod sig styte af saa forvoven en Raadgiver. » ,,Vel, Dtost Hessel!« —- sagde han kold — »J hat JRet! jeg var ncetded at forglemme min kongelige Beerdig ihed over denne srcelke Forbtyders Ufotstammetbed. J shar heller ilte vceret langt fa at glenxxne den Ærbødighed, J skylder eders Konge. Denne Gang skal jea imidlertid følne eders vise Rand. Bring Fangerne til Retterstedet, Ridder Jun! Lade Rimaardsøn er den føtste, sont falder. han sial henrettes med «Sværdet; men haus« Hoved stal scettes paa en Stage, og hans Leaeme fortcetes af Rasvnene paa Stejlen. Paa Drost Peders Forbøn stal as soerdeles Naade hans ridderlige Skjold blive slaanet. De andre stal steiles og radibtceltes lebende. Nu bott!« (Fottscettes.) B. S. Jngemann: Valdemar Seien Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20 Erik Menveds Barndom Jndbunden 81.20. ! PrinS Otto af Danmark og hans Samtid. Omslag 80. Jndbunden 81.20. Kong Erik og de Fredløse, J Dmflag 80 Centd. Jndbunden 81.20. DAMSE LVTL PUBL. III-USE Malt-. Naht-.
