Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 2, 1902)
). Ax Erik Menveds Bat dom, Historisk Roman of Bernhard chctin Jugemann. A n d e n D c l. (Fortsat.) . KOUAM NOT-TM sig spr det meste med Jagten,som han XIVHURADCUA Elsiedh og hvorover han ofte forgleinte de nig klgtke Statssagen Kainmersvend Rane var endnu bestan DEA th Ysldlixig Den listige Kammersvend var oste sta ocerente i hemmelige Ærinder; inen dette snntes alene at Ongaa de almi.ndelige Elstovshandeler og elendige HEoentyr Of M laveste Slags, der ofte stode i Forbindelse med HVNAMS hVPPiAe Jagkkejser. Dtonningen syntes intet at ville vire bekom. Hun var siden Danehosset i Nyborg sor rige Aar bleven besynderlig stille og alvorlig. Hun yndede vel endnn tongelig Pragt omlring sig og viste sig med Yærdighed ved Hoffesterne, men hun tog ingen Del mere i Dansen og drog sig efterhaanden mere og mere tilbage fra Hossets Forlystelsen Hun syntes nu at soretrælle et stille, afsondret Landlio paa det slsnne Slot, hvor hun tildels var beslæstiget med oelderdige Sysler. Undertiden, naar Kongens Fravekrelse satte Riggraadet i Forlegenhed, indtog den lloge Dronning hans Plads i. Raadet, og alle beundrede den Finhed, hvormed hun i slige Tilfælde oidste at lede Forhandlingerne og undgaa ethvert Slin as An nmsselse, idet hun soate at bevare Tronens Beerdighed og fremme ethvert Foretagende, der tunde lette Foltets Byrder og dcempe den endnn lønlig nlmende Oprørshaand. Drost Peder omgitles hun med Tillid og Belvillie, men med en Paasaldende Opmoerlsomhed paa den strengeste Hofstil; hun taltss aldrig med ham uden i Rigsraadets eller i gamle Ridder Jons Næroorrelse, naar hun havde vigtige Ting at sige ham med Hensyn til Prinsens stdragelse. Ungtet denne Beundring, Drost Pedcr nu mere end? nogensinde troede at stylde den tloge, sionne Dronning, var det hain dog stedse, som han i hendes Nærværelse« folie sin sædvanliae Frihed og Liolighed her-det. Den? Beundring vlkan endnn af snld Overbevisning ydede hende,s tog hans Hierie dog itle længere den sheftige og lonlige Del» i, som den Gang, da han som bendes Ridder og udmcerlede Yndling bar dendes Farbe. Naar han nu saa hende i den rode Starlaaens Kiortel og med Nubindiademet i. de mørie Lotter, fandt han dknde vel støn og majestcetislx snen den kalte, høje Jonrfru Jnge stod i al sin Simpel hed ham dog langt elsivoerdigere for Øje, og det rosen rode Haarbaand i dendes gute Loller foretom ham langt siønnere end Dronningens glinsende Diadem. Uagtet Kongenö Fortrolighed til Rane viste han dog stedse Drost Peder stor Tillid og gav ham mange hædrende Beviscr paa sin Naade, især siden Drostens vigtige og heldige Foretagende med Heringens Fængsling og efter Forliget med denne sarlige Herre, der siden den Tid havde holdt sig rolige paa Slottet i Slesoig Der ndstedtes intet Longebrev af Vigtiglped nden at Drosten ttlligemed Jon Little og Kansleren havde underslrevet og beseglet det; mange vigtige Kongebud bleve endogsaa assattede as Dro sten alene, og han ansaas med Rette for en as Kongens oigtigste og mest begunstigede Mand. Kongen havde ofte talt om at besoge Drost Peder en Gang paa hanc Fadreneborg Harrestrup, shoor Raa Jagten i Omegnen i Seerdeleshed var fortrcefselig om Efteraaret. Dette herdrende Bespg var bestemt til Sep tember Mau.«."«ed, og Drosten vhaode ladet al Ting paa det prægtigste indrette paa sin Gaard til Kongens og Hoffets Modtagelse. For andre Jagttog og Forlystelser blev dette Bessg imidlertid udsat den ene Ug-: efter den anden. Ot tober Maaned git heu, og Drosten troede, at Kongen havde forglemt det eller ndsat det til nceste Esteraar. l Det var allerede midt i November. Esteraaret syntes« denne Gang ikte at ville vige sor Vinteren, og det mang foldigsarvede Esteraarsløv var endnu ikte ganste afsaldet i Stovene. En Morgen overrasledes Drost Peder med det Budstab sra Kotigen ved Kammersvend Rane, at Kotigen nceste Dag oilde des-ge ham med Jagten. Det var ilte nscedvanligt, at slige sjeblittelige Bestemmelser as Kongen helst naar de angii Jagtrejser og de daglige Forlystelser, betendtgjordes innndtlig af Kammersvenden. Slønt det var Drost Peder ubehageligt at modiage sine Forholds regler i denne Anledning af Kainmersvenden og i en tem melig myndig Tone, fandt han scg dog hsflig Heri og sor lod ufortøoet Standerborg for at lunne indrette alt, som Kongen pnslede det, og selv modtage ham ncefte Dag paa sm Gaard, saaledes som Hofstillen og den ridderlige Ar tighed ndsordrede det. Med Tilfredohed hstte han dog forst, at Ridder Jon stulde ledsage Kongem og Ridder Thorftenson blive tilbage paa Standerborg som Brabant hsvding hos Dronningen og de unge Prinser. Fra Standerborg til Harrestrnp Gaard var der paa de krumme og ulige Veje en Asstand af over ti Mil. Det var noget op ad Dagen, da Drost Peder sorlod Slottet. han red ene, blot ledsaget af sin Berliner, Claus Stier-den« der havde toende heste med til Stiftning Drosten red saa hastig og var saa fordybet i sine egne Tanler, at hans Væbner mange Gange begyndte og afbrod en Underholdning, som han itte tunde bringe sin Herr-e til at tage mindste Del i. Dei var noget over Middag, da de tunde sjne en meget hin Balle tcet ved Harrestrup, som mod Stunden og Besten lan ses i sire Miles Frastand og er tiertdelig paa den blaa Taage, der næsten bestandig staat over den og opstiger fra den nack liggende store Mose. »Ser du Daubjerg-Daas? Stirmen!« — sagde nu Drost Peder og pegede paa Ballen, idet han standsede og steg af sor at stiste dest. —- »De sels Mil gtt hastig. Vi naa endnu mageligt Harrestrup inden cheld.« »Vi komme tidsnot til Harrestrup denne Gangl« — sagde Sti.rmen, idet han sprang af sin Nordgbngge og bragte sin Herre den anden heft- — »Mir vi saa del dersra Herre!« - »Hm saa? Stirmenl naar plejer du at shave Betæntei lighederi hvad er der i Vejen med dig? du ser mig sae fortreedelig ud.« «Med mig er der ingen Ting i Vejen« —- svaredc « Slitmen og holdt Stigbøjlen sot sin Herte — »et her tun intet i Bejen fot eder ellet maaste for Kongen selv! —- J maa tto mig, am J vil — det et dog ille tigtig sat. — Vel shavde de drulket tret, og de kunde itke lende en Fer paa Væggen; men dtukten Mands Snak stal man itke altid fotagte. J gamle Viser hedder det jo ofte, at man stal lcete Visdom af Fuglenes Sang, naat man sorstaat den; saa lloge er Folt vel itle nu om Stundet; men jeg ttot dog nol, jeg kan gcette, hvad Hauen g-alede« om i Motges.« »Er du tosset? Slitmen! jeg fotstaar jo ikle et Ltd af al den Sual.« »Da et det saamænd ille min Slyldl strenge Heere-l« —— svarede Slitmen, idet han attet steg til Hest og red stem ved sin Hettes Side. — »J hat nu i fem stive Timet ille villet sdate et Otd paa alt, hvad jeg hat sagt jet, men ladet mig tale fot døde Øten J tan tro mig, der stitler noget under med denne Reise til Hartesttup. Saa J, hvot alad den listige Kammetsvend blev, da han sit jer jaget assted? og lagde J itle Mcetle til, hvot iorig han gentog, at Kotigen dilde trcefse jer «hjemme, som en omhhggelig Hast-Erd og at J paa ingen Maade maatte tide ham i Mode i Morgen?« , »Na ja, det et en naadig Grille af Kongen.« »Men ingen iunde dog bedrc dise Kongen, hdor J bot, end J selv, Herre! og det et dog helt desyndetligt, at J slal sendes i Forvejen og danse efter Kammersven ten-H Pibe — J, som Log haade er Ridder og Dtost.« I ,,Jngen barnagtig Fotsængelighcd, Stirmen! — Kon gens Bud maa jeg adlyde, hvo der saa bringet mig det; jeg findet lige saa lidt mætleligt deri, som i alt det andet, jeg nol hat hart du findet mætlvaerdigt ved Gtaabtødte Munle og Hans og Ribe Botgere. Vil Kongen besøge lmig, folget det ja as sig selv, at jeg maa være hjemme i Fordejen, sot at tage anstcendigt imod ham. Ridder Jon folget jo ham med sme tro Jægete, og her et suld lotnment toligt og siltett i Landet.« »Hdor ded J det? Herre! Niels Ufted ved jo ingen hvor et, og Algteven ltydser bestandig ved Kystetne; itke at tale ont Matslen paa Mplletup.« »Don et Riddet og ingen Stimand, og Nielg Usted er ingen Feltherte; en klog Rodet lebet aldtig Kotigen paa VErmehog ingen Fribyttet vovet stg inden for Strand dagten. Naat Ridder Jan og jeg ilte ftygte for Stimænd og Optøtete, lan du vcete gansle rolig, min gode Stitmen!« »Men hat J itle høtt om de mange Gtaabtødre Munle i Nibe?« »Kommet du igen med dine Mante? dem et der jo tnange as alle Venne.« »Men de pleie doa itle at tide i Klynge om ved Natte tide; oa hat de haft Sdætd og Riddetpanset under de gtaa Rappen som man vil- sige, saa er det not itte for Gudg ’Styld, at de gode Herr-It et ttøbne i Munlehætten.« »Hvem hat sortalt dig det VEventyt?« sputgte Dro sten opmcetlsom. »De tre Mænd sta Räde, som cndelig i Gaat vilde hast Kongen i Tale-— det oat dem, Kongen lod sige ved Kammetsvenden, at han hadde andet at gete end hste - paa detes dumme Vtsolerietz derfor var det, de var blevne saa vtede. Da jeg traf dem i Kroen i Aftcs, date de tigtignot dtulne; men saa megen Mening sit jeg dog ud as detes Snal, at det ilte var sor ingen Ting, de havde set de tte Sole paa Himmelen« — — »Snal, Slitmenl dtulne Fall lan jo se saa tnange Sole paa Himmelen, det slal verte.« »Mange ædru Foll hat jo ogsaa set det, Herre! Det betyder en stot Ulytle, sagde de, og de lunde nahen bate Kongen vigtige Ting; men nu tunde han hytte stg selv.« »Ha, det et Trostaben nu om Stunder!« — sagde Drost Pedet hatmfuld —- »naar en Mand er selv for nærmet, aiver han Land og Konge en god Dag. Troede du« det dar andet end dutn Odertto og Praleti i den Ol snal, Skitment hvorfot sagde du det tntg ille sttats?« »J var hos Dtonningen med Ridder Jon og Prin serne, Herre! For slig los Tale dilde jeg heller ikle gøte blind Allatm strals. De Ribe Borgere lade til at ville slaa sta til god Ro nogle Dage i Ktoen; i Motges tidlig idar jeg der igen for at ttæsse dem crdtu: men de date ifotsvundne i Nat, sagde man, og ingen didste, hvot de vat blevne af. J Moraes lunde jeg jo itle komme edet ncer for Kammersvenden oa de mang: fotnemme Herter; og hvad jeg hat sagt jer, før nu, itte engang om den smutte Hane med Halsbaandet.« »Det Fjas hat jeg hart not af; men hvad tommet tet denne Sag ded? og hsoad ttot du, jeg hat Tid at tcenle paa dine Hanet og deres Kamp?« «Men naat dct nu dar den samme- Hane, som J selv beundrede saa højt paa Flyndetborg?« »Flynderl-org?« —- gentog Drost Peder og studsede — »hvetn taler om Flyndetborg? —- Var det ille paa Standerbora, det Vidunder as en Hane dat at se, som dandt Sejer over alle de andre?« »Ja dist, Zettel men den et kommen fra Flyndet borg; det er den selv samme, som J deundtede og holdt ten smutke Tale oder sot Jomsru Juge, da hun tlappcde den i haben paa Strand-højen. Jeg stod hos og tutde ilke afbryde jet; J havde nylig talt om Hamlets List meds de svedne Ttælroge og med Btemsen og Sttaaet, og Jotnsru Jnge mente, at hendes Aatvaagenheds-Fugl havde været et sorstaaeliaete Advarselstegn mod Fortcedeti og Livsfare." »Og den Hang siaer du, et nu Paa Standetbotg?« »Der et inan Tvivl om, det et den samme; den Opdagelse hat jeg gjort i Motges. J husket not den fiel landske Honselræmsmer, der fotleden Aften ttcengte sig ind til jer paa lSlottet og endelig vilde hast jer til at se paa sine Hans? J lultede Deren i sot ham og troede, han vat. fjantet; jeg ttoede ogsaa, Manden var tosset, da han lsb bott og slap sm bedste Hane les i Slotsgaardem FIrst i Motges saldt det mig ind, at den tapte, stridbare Fugl Var en gammel Belendt. Falledrengene havde fanget den sor et rødt Perlebaands Styld, som den bat om Halsem Jeg toa Baandet, og jeg ttot dist, jeg tender det; J tendet det maaste ogsaa, Hertel Med disse Ord stemtog han et - tose«ttødt, virlet Petledaand med et Par smaa. hvide, ind vcevede Blomster. « Med bliessente Kinder tendte Dtost Peter Jomstu Jnges Haarbaand. »Giv hid,« — fagde han hastig — ,,det et mit!« Han trykte det hemmetig til sine Lceber o« forvarede det ved sit Bryst, medens han gav stn Hest a Sporerne oa red forud i den forundsetligste Stetnning sHan følte sig lytsalia over al Maade og dog tillige be Tsynderlig ce;tgstet og urolig. Snart fotsvandt dog ncestet aldeles det glcedelige Haab, Besiddelsen as dette Baant havde opvatt i hans Hiertr. Den hemmelighedsfalde Ad varsel og Opfordting til Aatvaagenhed, der var forbundet med dette trete Minde, sit en Bethdning for harrt, sotn noesten forbød ham at tænte paa sig selv og stn Kætlig l-,ed. Hvad den feedrelandssindede Pige saaledeg vilde sige hatn ved et hemmelighedsfuldt Vink, syntes ham nu alene at gcelde Kronen og Kongehuset. Han standsede pladselig stn Heft og overvejede, om han itke stulde ride tilbage til Standerborg og selv ledsage Kotigen nieste Dag eller bevæge ham til at opgive dette Besøg. Men det arime lige og ncesten latterlige, Kongen og Hosset vilde sinde deri, bragte hatn selv til at smile derover. Stirmen havdc imidlertid indhentet sin Herre. »Na vel!« — sagde Drosten —- ,,den Hane tan have Ret; vi vil vaere aarvaaatie Men nogen overswngendc Fare er her ingen fornttftig Grund til at befrygte. Kongen rejser med et ansetigt Folge; jeg tider hatn na dog i Mode i Morgen og folget hatn gennem Stoven med mine Folt. Paa Harrestrttp tan ihan være trhggere end paa Stauden borg selv.« »Det tror iea med« — svarcde Stirmen. — »Hu er vel heller ikte videre at gere; men at der er Ugler i. Mo sen, tror jeg visi.« De rede nu tavse og betcentelige videre. Dei begyndte at merknes, da de vare lomne sorbisDaagbetg Kirke og rede Norden for Bhen gennetn en langagtig Dal mellem store Hofe, hvori det betydelige Kalkstensbrud havde dannet dybe Graber. Ovenpaa Højene stod over Gruberne den mørtegrønne nnsovtotnne Vintersæd mellem entelte Sten dysser oa hath nedfaldne Grupper af Trceer. Shnet as dette malerisk vilde Sted opvakte skønne Barndomserindtin get i Drost Peders Sind oa adspredte hans arolige Tan ter. »Hu hat jeg ofte leget Rader i. min Barndom« — sagde han. — »Den Gang trentte jeg itke paa, at jeg na stulde ride her i disse alvotlige Tantet.« »Se, Herre!" —- sagde Stirtnen og red tæt hen til sin Herre. »Ser J itte noget blinte og bevcege sig i hin store, mørke Grube?« »Du-winkt du om Revere?« —- spurgte Dtosten. — »jeg ser intet.« »Na set jeg heller itte noget« —- fvarede Stirmen, ,,n1en den Grube er jo halvfjerdsindstyve Alen dyb; den maa tanne stjale en hel Flot.« »Stedet var beteiligt not for slige Karle« —- sagde Drosten —- ,,me:t hidstil hat denne Egn dog været sitter. Saa ncer Harrestrttp vover ingen Nover sig. Min raste Troge Botgfoged er itte at spøge med. Ser da den garnle Rettetpcel paa Daugbetg-Daas? den staat ogsaa det endna sont et alvorligt Advatselstegn for Stimcend og Revere. Stoven var slige Folt tjenligere; men den passer gatnle lttjyenner paa.« · »Henner Friser?« — adthd Siirmen heftig og stud sede — »er han het?« »Na ja, det er sandt! det sialde da itke vidst, Stirment men du tan vel tie? Da hasier not, han nedlagde en konge lig Veebner i Selvfotsvar- For itte at komme i Ulejlig hed derfor, er han tyet til et as mine Stovhase.« »Hviltet? Herre! det ved Finnerap?« »Na ja, stden du dog ved det — der boer han. Men du tier dermed!« »Det forstaar stg, Herre!« —- svarede Stitmen sit-ele glad. — »Jeg stal vel vogte mig for at bringe denne brave gamle og den lille, dejlige Aase i Ulytle. Men gjorde de itte bedst i at forlade Stovhaset i disse Dage? Ihvor let kan Kvngen og hans Jægere itke tonttne derhen? og kommer den fordømte Snashane Rane med« — —- « »Du hat Ret, Stirmenl — svarede Drosten — »du er betæntsotnmere end jeg! Da tan i Morgen tidlig ride hen og advare detn.« »Tak, Herre, Tat!« sagde Stirmen og hoppede lhstig i Sadlen. De rede nu ind i en lille plantet Land af unge Bøge og Popler. Martet faldt paa; tnen endnu tande man dog se rante, hvide Poppelstatnnter. »Jeg kender nceppe mit lille K cr l d err i s igen« — sagde Drosten. — »Se, hvor stolt minePopler ere votsede!« ,,H«::: godt Hennet Friser passer paa, er her dog not Vildttyve, Herre!« —- sagde Stirtnen. —- »Jeg hørte Klangen af en Staalbae — og hører J, hvot det rasler hist i Krattet?« ,,'Snat, Stirment det er mine Popler, der sase mig: velkomtnen!« —- svarede Drvsten. — »H«vad der rasler i vaet, er not en opjagei Raabut. De Krabatet stalde tigtignok holdes herfra!« —- tilføjede han. —- «Hegnet maa itte vcere godt i Stand.« De vare snart ude af Landen og rede gennem en dhb Dal. Det stdste svage Dagstcer oplyste endnu Aasen af en stor bjergagtig Haj, der ragede tnægtig frem over Dalen. Der laa Harrestrap Borg for deres Øjne paa den flade ncesten cittelrunde Pynt af Højem Botgen var lille, men saa vel befcestet af Naturen, at den ingen tanstige Grade behsvede; med stne høje, stejle Mute og bratte Sittenter syntes den atilgcengelig sor den vcetste Stortn løber. Hele Borgen syntes næsten at bestaa af et« eneste randt Taarn, opført af Kampesten og brcendte Matsten .En enefte stejl og smal Vej føtte op fra Dalen mot lTaarnbotgenJ De adtnattede Heste havde Møje med at stige op ad denne Bef, som bestandig blev smsallere og stejlete. Drost Peder og shans Vcebner sprang tilstdst at og trat deres Heste over det vansieligste Sted mellem tr bratte Dybder, hvorover en smal Vindebro forte. Sott Iscedvaniligt i Fredstider var Broen nedslagen. Endelix stode de rejsende ved Borgportem Den var luttet. Hof over Botgporten vajede et stott, ridderligt Banner, pryde med Borghetrens Vaaben: tre rede, lige nedgaaende Bjeel ter i galt Felt. »Du hat jo Hornet tned, Stirmen!« —- sagde Dro sten — »nu, saa blies da et lystigt Sthtte, saa de tat here, vi er het!« Stirtnen bar et forgyldt Krumihorn i en Rein ove« tSkulderem Han satte det til Manden og blceste Beghn I f — Delfexk af den lystige Fecempevise om Hr. Jon, der tog Bruden fra sin tlodfede Mebbejler. Dette Tegn besvaredes ftraks fra Taarnet af en rast, ungdommelig Mandsftemme, der sang Omkvcedet paa den angivne velbelendie Bise: »J binder op Hjaelm af Guld og folger Hr. Jont »Er det eber selv? strenge Herre?« — spurgte derpaa Stemmen fra Taarnet. " »Ja vist, luk tun op, Tyge!« —- sagoe Drosten. Strats efter aabnedes den store, jernbeslagne Port, og Drost Peder modtoges med hjertelig Glcede af sin unge, lcekle Borgfoged og en talrig Flot Huskarle, der ligeledes vare unge, raste Mænd og ligefom Borgfogden vare be væbnede mev runde Staalhuer og blanke Hellebarder. En Del Stalddrenge og Kertsesvende trcengte sig ogfaa frem for at se og hilse deres Herre. Drvst Peder ryftede sin Borgfoged trofast i Haansdem tlappede nogle af Huskarlene Paa Skuldren og niktede venligt til dem alle. «Har J nu alt i Orden?« — spurgte han· — ,,J Morgen har vi Kongen Oer!« ,,.Kom her felv en Kejfer, Herre!« .— spare-de Borg fogden —- »J slulde ingen Skam have af Hufei. Dorthe har i over to Maianeder haft Votslyfene i Stagerne og Bordene dcetlede Den hele Borg er pudset og blank, som vore Hellebarder. Fadeburet er fuldt af Gammelmad og Kalberen af Godtøl og sød Vin. —- Blev Kongen her ogsaa den hele Vinter, han stulde ilke komme til at suge paa Labben.« ,,Og Jagtheftene2 Hundene? Foltene?« spurgte Dro sten. »De ere raste og øvede. J skal have Ære af dem, Herre!'« »Endnu et, Tyge! er Egnen sikker! er her ingen Bildt tryve i Kcelderris og ingen Løsgcengere eller mistcenkelige Folk i« Daugberg Kaltgruber?« »Hvor «vil J heu, Herre! Hvor falder J derpaa? Rattere og Kedelflilkere kan vel traekke her forbi engang imellem; vi give dem i Guds Navn Brod og Sul, og de røre ikke et Dyr i Skoven eller en Fjer i Hønsehusei. Var Egnen ufikler, maatte vi dog vel have hørt det. Saa ncer Harreftrup Borg sial ingen Tyv eller Rover vove sig, saa lcenge eders Banner hænger over Porten! Har J market noget? Herre!« »Jeg ikte; det var kun et Jndfald, Stirmen fik paa Vejen.« »Hva«d, Clavs Stirmen!« —- fagde den muntre Borg foged —- ,,naar plejer du at have Karlingesyner?« ,,Vil J betro mig en halv Snes Huskarle, Herre — fagde Stirmen rast og bestemt til Drosten — «saa stal jeg maaste endnu inden J gaar til Sengs vise ers-ers trygge Borgfoged, at jeg itke Thar haft Karlingesyner.« »Na vel, har du Lyst til at se dig lidt om, saa for mig gærne! tag ti Karte med; men bræk itke Halsen i Grubernel Juden Midnat er du her igen! Mannen staar sildig op! har diu Fakler?« »Det behøves ikle!« —- -sagde Stirmen — ,,jo mor tere jo bedre! —- til Fods lan vi finde Bejen i Blinde. Sorg J godt for min Nordbagge, Drenigel Jngen af jer vil jeg hasve med, — men dig, raste Jan! og dig, Søren Gaud foged! og dig —« Han uvvalgte nu ser ti af de rastefte Hastarle og flyndte Fig ud af Porten med dem, medesns Stalddrengene tral Heftene til Stalden. Dsrsost Peder gik med Borgfogden over Gaarden sog op ad Stentrappen til Vaaningshusei. » a i-; Syveude Kapitel. Jnden den unge Borgherre gav sig Tid til at hvile og vederkvcege sig efter Reisen, befaa han hele Borgen. Han fandt al Ting i den skønneste Orden og paa det prægtigfte indrettet til at modtage Kongen og hans Følge. Drost Peders gamle Amme, den gestæftige Dorthe, var med en Støvekoft og en Karklud i Hænderne trippet ham i Mode fra Stegerset og lhasvde med overvcettes Glcede omfavnet ham. Hun var ikke lidet ftolt over at være betroet Oder opsigten med hele Borgens Husvæsen. Hun grckd af Glæde ved den stolte Tanke, at hun stulde være Værtinde for det tongelige Herstab,og«det var hende enÆte Uden Lige at være regerende Dtonning i Stegerset og Fadeburet ved saa via tig en Lejliqhed, som var en Hodedbegivenhed i hendes Liv. Hun trat sin kære unge Herre om med sig alle Begne, for at dise ham alle de udsøgte Retter, hun vilde gøre Kotigen og de store Herrer til gode nied, og hun var uudtønimelig i at udvikle for sine Herre, hvorledes hun havde indrettet det til hver Time paa Dagen, saa længe det tongelige Be søg verrede. ,,Godt, godt, min taere Dorthe!« —- sagde endelig Droft Peder noget utaalmodig, idet han dog venlig klap pede hende paa Skulderen —- ,,du har indrettet al Ting fortræsseligt- Jeg forstaar mig ikke derpaa; men jeg ved jo not, du sorger for Hufets Ære, sont du kund: vcere knin Huftru.« (Fortfcettes.) ZJ B. S: Jngemanm Valdemar Seien Omslag 80 Cents. Jndbunden BLLO Erik MenvedS Barndom Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark og hans Samtid. : Omflqg Zo. Indbunden 81.202 - 4 l " Kong Erik og de Fredløse, J Omslag 80 Centö. Jndbunden 81.20. DANISE LUPEÆUBL ROTHE Bist-. Nod-.