Erik Menveds Barndoin,
Historisk Roman
of
Bernhard Sevctin Jngemann.
A n d e n T e l.
sFottsat.)
« pskzzzttzkg M
» .
—
Min Tid et knap, Dg nn siddet jeg her en halo Ti:
me soin en totn Tende, og hat hdetten faaet vaadt ellet
tstt. Jeg bat tun tte Ltd at sige fta min Konge, J gode
Herretl men de ete Guld vaetd; gjor J mig Tiden sot lang,
tidet jeg, Gud fotdomme mig, min ch sttax, og da stal
di se, hvad det totnmet ud af jet Hvisten og Sutmnlen!«
»Hojbaaxne Hei-te Jsatl!« —- svatede Mestet Grand
hastig — «paa slig en Jlrejse maa J nødvendig fstst have
Hjettestyttning, inden J tæniet paa alootlige Ting. Be
hag at folge mig ind i Vettelset her ncest ved! det finde vi
herlig Stinte og en fotttceffelig gammel Vin, som J mep
pe hat etodtet Mage til i noget as oote Klostre.«
»Nu, det tan jeg fotstaa!« — brummede den svæte
Hette og reiste sig. — ,,J et en Mand, der fotstaat sig haa
de paa Ktop og paa Sjcel: J ved, hoad en cetlig Søgut tan
ttcnge til paa den sotdpmte · Landjotd. Ct Hus uden
- Brett og Bin og Kvindet stal Fanden scette Fod i. Korn
da! Men det stal dog tun ocete en lille Hjettestytkning!«
—- tilfsjede han betæntsomt — »sættet jeg mig otdentlig
til Dtilkebordet, faar J nceppe et Otd af mig i Dag om
de lumpne Landktadbesager.«
Mestet Grand tog ham nu hastig under Atmen og str
te ham med sig ud as Riddetsalen.
»Bed St. Knudl Jeg trot, jeg gaat med!« — sagde
Gtev Jakob og tejste sig —- »min gode Ktigöiammetat
Matsten husket not ilte paa, hvem han hat duden til
Gjtest.«
»Der et han! —- det et Matsten!« —- sagde den ene
Riddet til den anden, og Gteo Jakob blev staaende, medens
alle Herretne tejste sig og saa med spandt Opmcettsomhed
mod Dsten, det sprang op for den mcegtige Borg-herre
Stolt og majestæstist traadte den oeldeljendte Kampesiit
lelse over Tatskelen med sit sotte Riddethatnist og det lut
kede Hjeelmgittet; han oat ledsaget af Riddet Lave Little,
det angstelig saa sig oni og syntes hsjst utolig, da hans
Blil ttas Kammetsvend Ratte
Marsten hilsede Selstabet taos og gii op til Botdet
hoot han stillede sig paa venstre Side as den ledige Flsjels
Stol. Detpaa tog han Hjælmgittetet til Side og betrag
dede Selstabet med et skarpt, prooende Blit. Ovet det
strenge ktastige Felthette-Aasyn var en fast fotfætdelig;
Gteemmelse udbtedt, som vittede besyndetligt paa dem alles
»Jaget Sæde!« — sagde han med dænipet Stemme. —Y
»Mit! Svigerfadet og min Hustru ete enige i, hoad oi be
slutte; detes Scedet kan staa ledige; men jeg saonet tvende
vigtige Mænd — »
J det sammt aabnedes Daten til «Sideocetelset, ogH
Mesiet Grand fette den sotmildede Jatl ind iSalen. De
shilsede begae tavse og tog Scede paa deres ledige Pladset.
Den hsje Matsk blev ene staaende. !
»Spcetter Dstenel di ete sher alle« — sagde han nu
med et Vint til de tvende nedetste ved Botdet.
Væbnet Kagge og Kammetsvend Rane rejste sig og
, satte Stængetne for Salens toende Dete. De toge attee
Siede, og det vat en fotventningssuldStilhed, medens alles
Oer vate hastede paa Matsten.
,,J vide alle, hootsot vi her attet ete forsamlede, mine
tto Betmet!« — tog endelig den alvotlige Matsl Okdet,
med den dhbe, dampede Rest, der tsbede en uhyre tilbage-.
ttængt Kraft og Harme. — ,,J oide alle, hvad det i ni Aarz
hat gjott denne Borg til en Sorgen-Z og Fotsætdelsens!
Bolig; jeg hat kundgjott det for Danmatts Folt og for
al Betden i den Stund, jeg paa Bibotg Thing undsagde
Kotigen as Danmatl og soot at hævne min Sljcendsel eller
lade mit Lip. Endnu et det itie stet, og Marst Stig An
detsen levet endnu. Havde jeg tevet saa lange af ussel
Fusan og haode jeg hellet villet ocete en Stotptalet og
Menedet, end vove Livet sot ntin Æte, da maatte J for
agte mig alle — da maatte hvet Blodsdtaabe, der et i mit’
Leser-m nu fatve diöse Kinder med Blussel fot mine Ven
nets og Ftændns Aashnz men set! jeg ber itte, jeg et tolig
og iold, som det ssmmet den Mand, det tunde gjemme!
sehnen, til hanshaat blev gtaat og lodTanletne votse, tilJ
den blev modem Min egen Fotsmædelse hat jeg baatet
saa lange for edetz Styld og sot Fædtelandets Styld;
jeg shat hast et sittte og oigtigete Maal for Øje, end
blot at ndslette Eddetpletten paa min egen og mit Husez
Pre. Etkdnu et den store Gjengjaldensens Time ille
kommen; men den nætmet sig. Jngen Utaalmadighedl
ingen «Ovetilelse, Vennetl og den iommet vis. Jeg set
ingsn Mand het, sont ja et dtybt ttæntet og sotntettet as
den samme Tyran, jeg hat undsagt og svotet Dsd og Un
detgangx men ingen af edet hat sqa meget at havne sotn
jegka saa lange Stig W lan im, kan J ogsaa.«
zsuv Jakob gjotde en Medig Bengel-se og syn
atW tale, men et Blit af Matsten bragte ham stral
igen til Ro.
« »Bei gjeelder mete end enlelt Mands Havn« — ded
dcev Wen — »mei, end hele vor Slceth Ve og Vel til
samem det gjaldet et udattet, men dog adeli, underkuet
II nlycleligt Folts Redning Dei et itle not, at oi sthtte
Tyrannen, sont ttodset mennestelige og guddommelige Lo
de; hau maa salde; men Thronen maa staat Jdet vi ftyts
. te den ltpnede Nidding, maa vi itle alene tunne sitte os
selt- ss vpse Rettigheden men tillige bevate Thronen fot
es W hetstetl Vi haabede vist at have sundet
Ist-, II di haabe det endnn; men hans Fangenstab stand-I
— sehe M Im Foutagende7 hans Ed og Assigelse hat nu’
. MCNI Deltagelse i dort Rand; vi se ham itte het!
M Os; han« vphsjede Stede staat ledtgt. Dog set
its Its tiddeelige Den og Medsange het; jeg set hans
W, den Mac, serv-ewige, ht. Domptosvft Ta
fee, .«i Wl hvcd kunne di vente as heetugen?«
· M ,-- cis Wiigtl«— svatede Dtost Juko Abild
k, as seiste sta. —- ,,Dette et vel itle nein herre- og
, Mis Dad, men entne. Oden- bindet han«
— is- ten-n you-; ji« m seit- iei mit hopevl
. , . «
i Pant paa, at han nu, sotn fet, et edets Ven og hemmelige
Bestyttet, ca at han dil ttckde ttastig ftem og virte, naat
Tid et.«
»Jeg hettceftet dette Vidnesbnrd!« —- tog Mestet
’Gkauv hsjtivkiig Okvet og keine skg mev Vakdighetx —
»Bist lønlig udtaatne David bar valat tnig til scn Otdfø—
ret her. Jeg hat med Lidsfate vist hatn Vejen til Fri
hed, sotn J onstede det; han tjener nu vor afsindige Savl,
til den domseeldtes Time et kommen. Han et for sam
vittighedssuld til at btyde sin Ed; han et selv fot stotsindet
til at fordre den løsi af Kristenhedens Faden Han vil og
tan nu inqen aabentdat Del tage i edetg stote Foretagende.
Han vil oa bot selv intet vide af, dvad hans Vennet be-(
slutte til Fcedtelandets Befrielse. Men naat Timen er
tomtnen, sotn han i tolig Seldfornægtelse fotventet, naar
Beer og Pladsen staat ham aaben, da vil han med Kir
tens og den almægtigeg Hjælp fremttcede, sotn han tan
og bot, og nied Ære scette Kronen paa Verlet. Det tsr
jeg i hans Nadn oa i hans hpjfytstelige Sjcel svcetge eder
dytt og helligt.«
,,Vel!« — toa Stia Andetsen attet Ordet —- ,,tvende
saa agtvcetdige Vidnesbytd maa di lide paa. Men Ty
rannen hat tloge og dristige Vennet; en stot Del af det
sotblindede Folt hænget ubegribelig fast haade ved ham
og ded Sonnen; uden Vished om mcegtig Bistand has den
aedle notste Konge, vilde dort Fotetagende være en Af
smdighed. Jeg set vor tro, sdotne Ven, den tcette Jatl
Als af Tsnsderg i vor Midte. Det Svat , han hat at
bringe os fra sin Konge, maa bestemtne, naat Tid er at
handle.«
»Nu da, for Fanden! totnmet det endelig en Gang til
rnig at tale et Ord nied!« —- htummede Frihhtterhpvdim
gen, der længe hadde siddet utaalmodig og gnedet Juve
letne paa sit Dolthceste —- »Min Konges Sdat er tort
og godt, Matst Andetsen!" — veddlev han heft, idet han
hcevede sig lanasotnt og mageligt sra Siedet og blev staa
ende med Benene vidt fta hinanden som paa et siingtende
Stil-. — »J et en Mand til Mund og til Haand, siget tnin
Herre og Range, og han er edet en fuldtro Ven i Lytte og
Ulytte. Eders Venner ete ogsaa hans, og hvem, der vils
eder til Livs, saat med sham at gere. Med edetö hemme-;
lige Raad dil han just itte have at stasse; men han dil, samt
en tro og aetlig Notdmand, aabendatt fotsvare jer mod en-;
hdet Fjende og staa jet di kned en Flaade, naat det tni-t
ber. Hans Land og Rige staat jet og edets Bennen
aabent, htsis et Uheld stulde msde, og jeg, shans Jarl ogs
Sptrigshsvding sorlader itte disse Kystet med mine egnef
Knorer og Ssguttet saa lcenge J hehsdet en SmuleHaandH
Knotet ogSøgntter, saa lange J behever enSmuleHaandg
rætnitig og her et noget at tage Haand i. Hetmed et jng
tlat og fcerdig. Hdad J her hat at asgste, tomtnet mig
itte stort videte ved. Hvad der er gaaet mig ind ad det
ene Øte, vil jeg lade gaa ud as det andet. Sladdet er
itte min Sag, og J hat nu en Gang tnin Ed. —- Men,
sandt at sige, her gaat det rnig sot stille og sutmulet ti.l.
Jeg lidet heller itle hemmelige Raad og sine Anslag. Jeg
duet ikle til anden Fætd end den gtove, hvorved man tan
eaahe hpjt og slaa til uden sOmsv-b. Med et Ord —
jeg btcendet jer hele Danmatt as sot alles Øjne, hvis det
tan hjcelpe jet. For Nesten taget det itte mig, hvem der
et Konge i Landet. Saalænge her et godt Bytte at gete,
et jeg med, og hvot jeg et at ttcesse, ded J. Lad tnig nu
dritte eders Staal detinde og itte spilde Tiden med Snat!
J hat jo sorstaaet mig?«
,,Fuldtomtnen, Hette Jatl!« — svatede Matsten. —
»Endnu tun et Ord! Vil J holde det Laste, J gav Hettug
Valdetnar sot min Husttus Spstetssn, Kammetsvend Ratte
Johnssm sotn siddet hist? Paa det Viltaar dil han votde
vor Ven. Hans Bistand er os af størte Vigtighed, end
J maaste trot.«
Ved disse Marstens Otd havde Kammetsvend Rane
rejst sig og neettnet sig Jarlen.
»Er det dig, soin dil väre tnin Svigerssn2 Gut!« —
sputgte Jatlen og smaalo, idet han maalte hatn med et
stolt Blit. — »Nei, det maa jeg sige, du set mig just itte
ud sotn en Karl, der tan bejle til en Jarledatter. Jeg
gav Heringen det Ord i en ærlig Rus, og jeg tvivlet
paa, min Dotter vil sige ja dettil. Men et du saa snild
en Gut, sotn du har Ord sor, saa tan di tale derom,
naar Tid et; vtager Glutten dig saa itte, nu del, saa
tommet Jarlen edru til at svate sor, hvad Gteden as
Tsnsbetg hat vtevlet i sin Rus.«
,,Vi.dere gaar mit dristige Ønste itte, Hette Jarl!«
—- svatede Ranr. —- »Naat Betingelsen sra min Side
er opfnldt, stal jeg vise jet, at jeg itte hat sigtet hsjete,
end jeg vel tan naa.«
,,Godt! den Tit-, den Sotgt« — mumlede Jarlen.
—- »Vis mig ssrst ved en dygtig Bedtist, hdad du duet
til! og jeg stal oven i KIbet slaa dig til Riddet, saa det
stal tnage i dit thnde Kravehen!«
,,Det et et Ord, Herte Jatlt J httet alle detpaa,
tnine Herret,« — sagde Rane og saa sig dristig vm i For
samlingen. Detpaa gis han tavs med et listige Statt tit
hage til sin Mai-T niedens Ftibhttethtvdingen uden videte
at agte paa hem, hilsede de steige Heere-e need et Nil og
git ind i Drittestuen. Alle toge paa Marstens Vint Sæde
igen, og der hlev attet dsdsstille i Forsamlingen.
«Vi hat taadslaaet lange vg oste nott« —- tog Mar
sten nu hemmeligshedssuldt Ordet. —- ,,.Vvad der stal og
maa ste, vide vi alle. Timen et endelig kommen, da vi
tunne tage den sidste asgttende Beslutning. Men hvad
der i denne Time besluttej i vor Sjeel, stal selvsdisse tavse
Mute itte here- Et hisaldende ellet benægtende Tegn et
os not, og vt fotstaa -hvetandre.« Derpaa bsjede hin sig
og hvistede Gret- Jatob nogle Otd i Stet, som strata ve
svatedes med et alvotligt Rit. Paa samtne Maade med
deltet det hemmelige Otd sta Mond til Mand. Der
hetftede under denne vahandling en lang og dyb Tavshed
Mange as Herretne deteentte sig lange, inden de nittede,
og blandt dem var thdet Lade Little. Hatt var hlUI
dtddleg ved de Ord, der tilhvistedes ham. Endelig gjore
hast en seh-gelte med Hemden det ansaas for et Rit, men
som smteve syntei en ufeivillta tecmpagtig Muskeln-ket
ntnz Tilsidst tom Reden ogsaa til Kammetsvend Ratte.
Westen demgtede sham med et gennemdotende Blit, og
W stand havde itte Ofnene sfea than- Ansigt. Den
listige Umonst-end hat-de httt det ttlhvistede Ord; han
gjorde state Ding sum hjjst forbavset, idet han med hemme
lig Gliede syntes at nyde den Triumf, at se den afminde
lige Opmærksomhed henvendt paa sig alene. Han gad sig
en hojst detæntelig Mino og todede endnu med at gide det
afgørende Nit. Alle maatte nødvendig være enige ved et
Foretagendc, sotn den ringeste Medvider kunde rsbe og til
intetgprr. Kammetspenden var den sidste vg, ncest Verb
nek Kaggkz den ringefte i Rangen af dem alle! men som
Konaens forttotige.vak han dem en vigtig Mand, og han
syntes med Stolthed at fpte, hvotledes en Konges Liv og
maafte et helt Folts Ve og Vel nu alene afhang af en
liden Bevægelfe med hans fotflagne Hoden Medens han
endnu saaledes stod betæntelig og snntes ubestemt, daJtedes
der tre Zlag paa den luktede Gangdpk. Alle studsede og
saa til Døtenx paa Matstens Vint aabnede Viel-net Aage
Kanne den, og fast med Forfaekdelse stirrede alle mod den
aabne Dor, som en h-j, sorttteedt og titslsret Dame ttaadte
ind ad, med en blind, krucnrygget Olding ved Armen. Et«
stille, men gkueligt Vanvid stod malet i Olingens Aasyn,(
og hans Handet vare bundne paa Ryggen. De tvende
tavfe Stittelset bleve ftaaende for Enden af Bokdet. Alle
tejfte sig og stode sont forstenede Stettetx
«ander og Vennet!« — udbtsd Marsten med en
Rost, fom næsten syntes lvalt af den uhyke Hat-m og
Grammelse — «Ætli.nget af den state Adsalonsie Slcegtt
set her min Husttu og hendes ulyttelige Fadett dehtvet
jeg at sige et Otd met? Vil J se den ufotskyldte Stam
esdtne gennem det Slsr. fom i ni Aar hat sijult mig min
Huftrus Aafyn? Vil J hste Faktvivlelsens Vanvi.dssttig
as hendes besiæmknede Fadet? —- Et der en eneste blandt
fer, fom endnu betænter sig paa den afgttende Beslutning,
der stal stytte Tyrannen og befti det utyttelige chres
land?« Med disse Oed shvilede hans staepe Blit paa Kam
meksvend Rane, det ogsaa et Øjeblit syntes ovettastet
og beveegeti «
Rane ni.ttede·
»Velnn!« — vedblev Maksien — »J have alle bi
faldet; saa lægger da nn edets Heendek paa de hellige
Evangeliet og svætgee!« —- Han gav Meftek Grand et
Vint, og den gejstlige Heere fremtog en tyt Evangeliebog
med satt Flsjels Bind.
,,Saa sandt hjeelpe as Gud og hans hellige Ord! det
ste!« —- fagde Domptovsten langsomt og hsjtideligt vg
lagde selv fsrst sin haand paa Bogen. Derpaa git han
med den fta Mond til Mand. Cnhver gentog de samme
Ord og tagde haand paa Bogen. Eftee en heftig, ind
vortes Kamp, som var synlig i hvet Mine, lagde ogfaa
Ridder Lade Litle sin stcelvende Haand paa Bogen og
fremstammede Eden. Da Raden tom til Rane, sagde han
hpjt og tydeligt de samme Ord, men beveegede Laberne
efter at Eden var udfagt, uden at dog nagen tunde hsre
de Ord, han syntes hemsmelig at tilfsjex han lagde derpaa
uden at Betantning Haanden paa Bogen.
»L·s mig, les mig, min Dattet Jngebotg!« — taabtel
nu den afsindige gamle, som han pludselig opfoer afl
Dessmme — ,,jeg vil ogsaa sværge — jeg vil sveerge vg!
fotbande mig, saa han stal here det, den meegtige der
oppe, og alle chedlene stal ryste og benet« — —- —
,,Stille, stille, Fadet! hast hvad dti lovede!« — hist
skede Ftu Jngebotg, og Matsien gav Tegn til, at man
stulde fsre den ulyttelige Olding ud; men inden nagen
tunde foredygge det, havde han med næften Ubegeibelig
Styrte sonderrevet sine Baand. Han udftratte de befriede
Arme med en vild, ftygtelig Lattet. »Evig. evig fordømt,
hvis jeg Mc ee den sprfte!« — raabte han vg flog i
Evangeliebogen med tnyttet Haand — »Er gamle Balle!
itte den fstfte, det ftsder til, vil jeg gaa faaledes her i Ver
den til Dommedag!« — —
Mester Grand hadde ncee tabt Bogen, og alle syntes
sforfeejcdedr. Marsten vintede atter, og tvende Riddete forte;
den afsindige Olding hastig ud af Salen. En almindelig
Tavzhed fulgte paa dette Optrin. Dompkovsten havde
snatt fattet sig; han stod nu med den hellige Bog i Haan
»den for Fru Jngebotg. Han hvistede hende hemmelige
Ord i Øret, sprn de alle saatedes havde modtaget. Hun;
jbsjede Hovedet beteaftende, og med en Stemrne, sont
ftteengte stetende ind i Sjælen paa en·hver, der hstte det,
lfretnsagde hun den samme Ed, de alle havde fvotet, idet
hun bøjede sit Knæ og bettete Bogen med den udteetede
Haand Hun blev liggende ubevcgelia Paa Marstens
Vink bottfjeetnede alle sig tause. Som uviltaaeligt ud
btedte den Instte Botgherre sine Jernattne mod sin Myl
Lelige Hufttu; men med et dybt Sut lod han dem atter
syntr. Han« gkeb hastig i en Klotkefteeeng, hvokpxa Fru
Jngeboth Tetnet ttaadte ind og date detes afmeegtige
Jene tilbage til Fruerstuen.
--·.OO--Wq·.1-«
- . - . - —
Sjette Kapitel.
hvad der var foregaaet paa Mpllerup var en Hem
metighety sont ingen uden de indviede vidfte. De frem
mede, formummede Vetter shavde fvtladt Bergen, en ad
Gangen, og til forskellige Tiber og for bei nieste om
Ratten, ligesom de vate komm; selv i den nætmeste Omegn
fyntes ingen at have bemættet dette hemmelige Mode. Paa
Botgen selv stete ingen Forandring. Man saa endnu be
standig de site jerntlcedte Vcegtete paa Taarnet. Vindebroen
var som sædvanlig vpttutten, og uagtet den stætte Descri
ning, var der saa stille, som om Bergen var forladt og Ide.
Forliget med Hertug Valdemar havde gjort de fortge
ligsindede trygge, og Rigsraadet syntes itte at fkygte for
nogen Fute. Kongen og Dronningen ti.lbragte den stsnne
Sommer paa Standerborg Slot, omgivne of hele Hosset
og Landets bedste Mcend. Den gamle Riddet Jon og
Mester Mattinus vate tilligemed Drost Peder komne til
bage fra Stockholm med got-e Tidendee om Udfalvet af
dereö Sendelse. Deres Underhandlingee med Kong Mag
nus angit fernemmelig begge Kongehufes njje Fotbtndelse
ved et bobbelt Svogerstckbs Baum-. Den lille danste Prin
sesse Metete, der var teolovet med den fvenfte Tronakving,
stulpe inden et Aar beinges til hosset t Stockholm, hvoe
shendes Opdtagelfe eftee Overenstomstcn stulde fuldbyrdes.»
Pan samme Maade stulde den lille spenfte Peinsesse Juge-,l
boeg apdtages ved det danste hof, hvts det fordrededl
Forlovelsen mellein hende og den danske Tronarving Var
ved et skristligt deument bestemt; men den offentlige Er
klcrring om denne Fordindelse var endnu dkg ndsat -:t «Pat
Aar. Med Glcede havde de danske Gesandter lsetragtet
den lille svensie Prinsesse, smn man sanledes tunde Lande
en Gang at se som Danmarks Dronningx cg selv den gainlc
Ridder Jan, der ikte ventede at oplede den Tib, kund-e itke
tale om dette floan venlige Barn, uden med en besonder
lig Begejstring, sorn om han i hende ventede en anden Dag
mar, der stulde bringe Danmark Fred og Velsignelfes SM
vel denne statsllogc Herre, som Drost Pedey satte lønlia
alt Hand orn bedre Tider i Danmark til den kommende
Slcegt og den unge, haabefulde Trot1arving. Ridder Jvn
sagte oste at virke gavnligt paa den unge Pein-Z; men med
al sin Agtelse for Dtost Peder rystede han mangen Gang
PAA Hovedet, naar han saa hvorledes den unge, riddeelige
Drost søgte at ncere Prinsens Æressølelse og Retsaerdigs
hedsirer i en Grad, som syntes ham sarlig
En Dag havde den gamle Heere med Dronningens
Hosstat paa Skanderdorg vceret til Stede ved Prinsens
Vaabensvelser og lagt Meerke til, shvorledes den unge Kon
ge, som han bestandig kaldtes, spgte at sorvandle disse Ocel
ser og Lege til kostbare og glimrende Esterligninger as
ordentlige Ridderspil, hvorved han uddelte kongelige Gaver
blandt Vcebnerne og med overdreven Strenghed feeldede
Dom over enhver Odertreedelse as Ridderloven, hvor den i
disse Lege lunde andendes. Den gamle Rigsraad smilede
og Drost Weder-; men da Leg-en var endt, kaldte han Dro
sten til stg i EnrunL »Jeg er gammel" —- sagde han al
vorlig — »men jeg tror dog ikke, jeg er getrig eller smaalig,
om jeg end seetter starre Pris paa de njdvendige Midler
til udvortes Lykke, end J kan billige. Det er smukt, at
Prinsen er gavmtld og storstndet; men lær dog ikke vor
tilkommende Konge at vcere en Odeland og at soragte
Folkets Guld og Ejendomme, som det Stsv, han tradee
paa! Vogt jer for, at han ikke saar mer Øje sot Glanz
og ridderlig Pomp, end sor stille Kraft eller fand Bedrift
og Storhed!«
»Du forbyde Gud!« — sagde Drost Peder —- »m:n
stal de store Valdemarers Dage komme tilbage« —- —
,,Godt, godt! jeg ved hvad J mener« — afbrsd den
gamle ham — »men vil J danne en Valdemar Sejer as
Prins Erik, saa vogt jer, at hans Ærelyst ikke bliver tom
Glimresyge og hans Retscerdighedsiver utidig Haardnak
kenhedl Det er en Dreng, der med Gudö Hjeelp tan blire
meget af. J har et stort Ansvat, Denst Pederl betænk
det vel! Den rasleste Falk blider dog aldrig en Ørm Det
er sarligt at ville omstabe Guds Merk, og det er Daarstab
at ville liegge en Alen til sin egen eller andres Beete-U
Med disse Ord trykte han sen unge Ven krastigt i
Haanden og sorlod hom. Siden fandt Drolten ham mun
ter som scedvanlig, og det lod ikke til, at den Gamle havde
Lyst til ostere at sige harn sin Mening om den Sag. Niv
der Jons Addaesler shavde imidlertid stemt Drost Peder
højst alvorlig, og han kunde ilke ncegte, at den gamle, kloge
Heere havde Ret i mange as sine Betænkeltgheder.
« Ogsaa den lcerde Mester Martinius tog sig paa sin
Bis need keerlig Jver as Prinsens Oplcerelsex men han
ssgte sorgceves at gsee ham til Filosos og leere ham sme
terre, logiske »Modos signisicandi'«. Prinsen havde stor
Ærbsdighed sor den lærde Kanzler, men var dog aldrig
gladere, end naar han slap sti for hans Latin. Denv
muntre, livlige Tronarving glcedede sig mest paa Sknn
derborg ved de eidderlige Lege med de raste Vabnere og
Diskfvende, blandt hvilke den lille, venlige Auge Jonspn
var hans kcereste Legekammerat. Naar Junker Christopher
undertiden fordæroede dem Legen ved flette Drengesteeger
eller ved at satte Spild mellem Disksvendene, var den lille
Konge altid Voldgistsmandem og hans strenge Upartiskhed
gjorde ham ligesaa elstet as Disksvendene som tlde lidt as
den stridige Broder. Naar de dagelige Vaabensdelser var
sorbi. glcedcde det oste Prins Erik at tumle om paa Stan
derbotg Sp, hvcr hans kyndige Vaabenmester Drost Peder
ogsaa leerte ham at styre en Sejlbaad let og sikkert, selv
naar Seen var uroldgst
Drost Pederö virksomrne Deltagelse i Rigseaadetss
Forhandlinger saa vel som hans Omsorg sor den vigtige
Tronarding sorbsd ham næsten at tænke paa sig selv og
sine lsnlige hierteanliggender. Men naar han underti.den
tumlede om paa Standerborg St med sme Lcerlinge til
sildigt ud paa Astenen, saldt han oste i dybe Tanker, idet
han styrede Sejlbaaden mod Lyset i Feuerstuen, der fra
Edet hsje Taarn vendte ud imod Spen, ligesom Jotnsru
jJnges Kammer paa Flynderborgs han kunde da oste
ssidde leenge sont en Drommer og stirte paa det sjerne Lys,
’uden at meerle hvad der soregik omkring dam, indtil et
starkt Stormpust eller en urigtig Slingri.ng med Banden
bragte sham til Besindelse; undertiden soer han da helt
urolig op og bebrejdede sig sine Drsmmerier, naar den
dristige Prins Erik paa egen Haand havde giort en far
lig Vending med Seilene og Junker Christopher trættedes
heftig med Broderen derover.
(Foetscettes.)
IV. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Dmflag 80 Cents. Jndbunden 8120
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.20.
jPrinS Otto af Danmark »
og hans Samtid
Dmstag 80. Jndbunden il. N;
Kong Erik og de Fredløse,
J Dmslag 80 Cents. Jndbunben 01.20.
DAMSE LUILPUZL ROTHE Blau-. Nod-.
