r
—
Ä
A
Crit Menveds Barudon
Historisk Roman
at
Bernhard Severin Jngemann.
A n d e n D c l.
(Fortiat.)
J den gamle Herres Aasyn var en dnb Grammelse
ag Harme synlig, og idet han« betraatedc den blege Jam
sru Inge, traadte en Taare ham i Øjtt - men som sei-d
vanlig var han i et Øjeblit atter tilsyneladende rolig.
»Se, der har bi jo vor aarvaagne Hri Slotsbefalinas-«
mand!« — sagde han i sadvanlig munter Tone, idet Rid
der Lade aabnede Deren og traadte ind med et spandt,
men hastigt smilende Ansigt. ,,Jngen Undstyldninger,
Fatter!« — tilføjede Ridder Jon. —- ,,.Kongens Tjeneste
aaar for alt. Derfor maa jeg nu ogsaa i al Hast sige Far
vel·«
»Allerede, Or. Rigsraad!« — stammede Ridder Lave
—- »J-eg troede Binden — —«
,,Vi har itte den bedste Medbør, hvls din Vindhane
er at lide paa« —- svarede den gamle Herre —- »men jeg
trot, man sorregner fig, Fatterl hvis man stoler paa
den. Jeg gaar med Kongejagtenx det Fartøj tender jeg,
dct krydser ret godt med Modvind. Jeg forstaar mig
besahen selv lidt paa Sejladsen, og vi har en god Stru
mand i. Drost Peder. Farvel!«
Disse tilsyneladende ligegyldige Ord, som den gamle
Rigsraad sagde med en bis Vagt, stønt med den roligste
Mine af Verden, havde for Hr. Lave en alvorlig og fryg
telig Betydning, som betog ham Mund og Male. Han
butlede forlegen og hastig, idet han fulgte sine Gaster til
Deren. Den gamle Jan ratte endnu en Gang Jomsru
Jnge Haanden med en Heftighed og Hierielighed, som var
ham usaedvanlig. Drost Peder hilsede med et Blit, der
tratsgte hende traftende og velgørende gennem Sjalen,
og Mester Martinus taltede hende endnu en Gang for den
Moto, hendes Vi.s-:bog havde ydet ham. Fru Jngefrid
og Frslen Carilie syntes lige saa lidt som Kansleren at
ane Grund-In til hendes Upasselighed Damerne vilde itle
tillade hende at sølge dem ti.l Deren; de omfavnede hende
med hjertelig Velvillie, og Moderen gav hende omshyagelig
alle de Husraad, hua vidste for pludselig Hiertebellemmelse.
» Rappe vare de andre ude af Deren, før Jomfru
Jnge udbrød i heftig Graad og sank med begge Hand-er
sor Øjnene hen i en Stol. Saaledes sad hun ubevagelig
nogle Minutter. Da hun tog Handerne fra -Øjnene, stod
hendes Fader sor hende.
,,.Hvad er det? hvad betyder denne OpfarseIZ Barn!«
—- spurgte han i nasten vhaard Tone. — »Kan, bedste
Jnge!« —- tilføjede han mildere — »fat dig dog? hvad er
det?«
»Fader, Fader!« —- udbrød shun heftig og rejste sig
-— »er den frcmmede Ridder enbnu paa dit Løntammer?«
»Hvad bringet dig til at betymre dig am mine Em
bedssager?« —- spurgte Faderen forvirrets —»,,Jeg lider
itte denne Jndblanding i mine Anligaender. Gat paa dit
Kammer og gsr min Reisevadsat i Stand· Jeg stal rejse
herfra om en halv Time.«
»Du rejser, Faderl og lader mig ene her tilbage2
hvor lange bliver du borte?«
»Nogle faa Dage. Det er nsdvendige Forretninger.
Naai plejer du at vare bange for at vare ene? For
Borgens Bevogtning i min Fravarelse stal jeg sorge. Du
tan var-: rolig — —«
»Ogsaa for dig? Faderl Nei, nei, jeg lan itte ad
holde denne tvalende Tavshed Du maa vide det, Fadert
— jeg gruer for dine hemmelige Foretagender — jeg
gruer for dine slrallelige Venner —- jeg pines af den sor
sardeligste Angst sor din Sjal —'«
,,Raser du, Pige!« — udbrsd den urolige Fader for
tsrnet og stampede heftigt — »har du ogsaa sammensvo
ret dig imod mig? Er det ilke not, at min egen tyran
nisie Frande og hans Haandlangere slal angste mig i mit
eget Das og true mig lønlig med den despotisle Kome
math Slal mit eget Barn Vare min Form-edecm Slal
jeg itte tunne tale med en fortrolig Ven i mit Løntammens
nden at mistanles og sorraades as min egne? Gat paat
dit Kammer, Bam! og grad ittel Grad i det minste itle,
naar nogen ser det! og vogt din Junge, at du itle for
raader din Faders Liv med din barnagtige Usorstandt
Mine Handlinger forstaar du itte at bedømme, og for min
Sjal behsver du itte at sorge! — jeg bed, hvad jeg tør
gsre —- min Sjalesørger er en Mand, som bedre forstaar
sig paa min Salighed, end du og den samvittighedssulde
Drost Peder. Gar, som jeg siger, mit gode Barn, og var
fornuftigt Jeg faar siden itte Tid til at sige dig. Farvei.
Den Herre, jeg reiser med, er min Ven, og en Mand, jeg
tan lide paa. Farvel!« lMed disse Ord git lhan hastig bort.
Den ulhkkelige Datier grad itte langer. Hun syntes rolig,
nasten leid, og git op paa stt Kammer sor at udssre sin
Faders Befaling.
Rappe havde hun paltet Faderens Bat-sah ssr en
Rytter traadte ind for sat ashente den. Det var en hsj,
fremmed Karl i suld Jernrustning og med et vildt, trad
sigt Ansigt.
»in-ad er dit NavnlI og hvem er din Herre? Lands
mand!« — spurgte Jomsru Juge, idet hun betragtede ham
rolig og starpt
»Hier behøver jeg itte at stjule mit arlige Navn!« —
svarede Karlen med jndsl Udtale —- »Man talder mig
lange Mads Inde. Min Heere hat et kedre Navn; men
det tar« jeg ttte navne paa sjallandst Grund. De trevne
hallunter herovre er itte vard, at de stal se en saadan
, Herre- Ansigts Oan satter heller ttte Fod her paa Lan
den uden i stehet Staat fra Tep,ttt.Taa, og hvem der
blot ser hans Øjne gennem Hjalmrifterne, saar, med
Tugt at melde, Bugvrid paa Siedet. Med eders Fader,
bitte Jomfrut er det en anden Sagt hasn er en brav Mand·
marter jeg. J set mig heller ille ud til at-vare taåt bag
as en Vogn.« " -
« kpMadöJydeZk k- gentogsJomsru Jnge — »min
rn"es, liden Tlses Kastele «
»O ja, bitte Jomsru« —- smislede Karten og strøa
stg om Stagget «-—— «,en Sniule Karest maa man jo have»
hvor man tonimerj dethindrer aldrigt det er baade godt
H
for Rntteren og hans Bæst. Men der gaar alt min Heere
ned til Studen. ·Faroel, bitte Jomsru!« Han greb hastig
med et Par Fingre den temrnelig svære Vadsæt i Remmen
og tastede den paa Ratten. Jomfru Jnge var gaaet til
Bindun. J Deren ttod Eise for endnu en Gang at sige
sm drabelige Kærest Farvel; han gav sig dog itte Tid til
nogen lang og rotende Afsted; han gav h-:nde tun i- For
bigaaende et drøjt Kys i den smalle Gang og Pussede hende
til Side for at indhente sin Herre.
! Jomsru Jnge stod som sastnogtet til Vinduet. Hun’
saa sin Faden tcet indhyllet i sin Reisetappe, gaa over
Slotsgaarden ved Siden af en hof, mægtig Ridderstittelse,
som i sort anløbet Staalharnist med lange, stolte Stridt
git hen iinod Borggaarden· Slotsherren standsede et Par
Gange, som han havde glemt noget eller var tvivlraadig.
Den freminede Ridder syntes itte at agte derpaa. Forst
ved Jndgangen til den sorte Porthvcelving standsede den
høje Kiempestittelse og vendte fig. Jomsru Jnge faa nu,
at hans Ansigt var stjult af et sort Jerngitter. Han
hævede den malmtlædte Arm og vintede. Ridder Lade
tøvede endnu et Øjeblit. Da tlang den sremmede Ridders
Sværd haardt mod Stenene ved shans Fod; han vintede
atter med en myndig Armbevægelse, som en Feltherre, og
vendte fig. Ridder Lave fulgte ham hastig, og de for
soandt begge i den mørte Porthvaslving. Det var for Jovi
fru Jnges Øjne som hendes Fader var dragen i en Af
grund as den srygteligfte Jerntcempe. ,,Forbarmende
Gudt Stig A.1dersen selo!« — udbrød hun og sant med
et Steig tilbage paa Gulvet uden Bevidsthed
Da shun tom til sig selv, besandt thun sig i fine Ter
ners Arme, og liden Eise dar med al sin Letsindighed dog
nær ved at grcede over sin tcere Jomfrus Tilstand. Snart
var Jomsru Jnge imidlertid fattet. En pludselig Tante
syntes attet at have gidet hende Kraft og Mod. Hun
rejste sig hurtig og fotlod Ternerne. Hun git til sin
Faders Løntammerdør, ined sit Nøgletnippe i Haanden.
Ved Doren standsede hun betænkelig og famlede urolig
mellem Noglernet men til sin Forundring fandt hun Lon
tammerdøren paa Klem. Hun undersøgte Laasen og sandt,
at den havde vaeret luttet, men rinieligdis med en saadan
Hast og Uro, at Staalsjedren, som stulde holde den, var
sprungen. Dette Tilfælde syntes at betage hende enhver
Betæntcligshed; hun traadte«bestemt«over Tærstelen og saa
sig om. Hvad hun forst betragtede var et hende vel be
tendt Lønstab i Mitten, hvori hendes Fader altid sorvarede
sine hemmetigste Brevstaber. Staaltnappen, hvormed Sta
t-:t tnnde aabnes, stinnede hende fom et farligt Slange
hoved i Øjnene. Hun trytte paa Staaltnappen, og Sta
bet sprang op. En Vunte Papirer og Vreve toni til Syne,
som hun tendte: tort før Hering Valdemars Bespg sor
rige Aar havde hun set Faderen med stor Ængsteligbed
modtage denne meget tendelige Patte as en munter, fed
Mand, der havde sunget lystige Viser i. Foltestuen og hinl
pet Piaerne i Stegerset med Maden. At disse Brevstaber
vare as ct vigtigt og sarligt Jndhold var hende tun alt
for tlart. Uden at taste et Bitt i. Papirerne, tastede hun
dem i et stort Jernstrin, som stod tomt og opluttet ved
Deren, og hvori Faderen plejede at sorvare de tongelige
Toldpengr. Hun luttede Strinet i Laas og gemte Mitg
len paa sit Bryst. Detpaa hensant hun tavs i en bedende
Stilling og blev saaledes Resten af Dagen i det ensomme
Løntammer. Saasnart det blev merkt, slæbte hun det
itore Jetnstrin hemmelig ned i Slotshaven, hvor hun med
stor Anstrengelse nedgravede det i Hsjen ved Sundei.
»Gott sorlade mig!« —- suttede hun dybt. —- ,,Han er
min Fader —- jeg begraver hans Standselt — jeg redder
hans Navn og Æret men bort sra mit Bryst med den
gruelige Hemmeiigiheds ngle; den tnuger mig med Cent
nerveegt.« Som greben af en mcegtig RcedseL tog hun
Nøglen til Strinet sra sit Bryst og tastede den med at
sin Styrte nd i det dbe Band, der brusede ved Foden
as Hsjen Dserpaa git hun stille og tantefuld tilbage til
Borgen.
Femte Kapitel.
J Aarhus Stift laa i Felballe Sogn i Sonderherred
den berømte Borg Møllerup toet ved en Aa med nogle
Vandmøller og ved en mørt Skov af en halv Mils Ub
ftrætning. Det var et vel befæstet Slot i svcer gotist
Bygninggstil med tytte Kampeftens-Mure og et højt, fir
tantet Taarn i Midten af Vaaningsfløjen. Burgen var
’beslyttet af Jordvolde og brede Grade baade fotinden og
foruden. Her boede den berømte og mægtige Marsi Stig
Anderer Hvide med sin Familie. Han havde selv ladet
denne Borg opbygge og befæltr. J lang Frastand lunde
det høje Taarn fes over Sloven. Paa den flade Pynt
of Taarnet ftod tnden for Murtronen Dag og Nat en
Udtigsvagt af fire start-I, jerntlædte Mcend, der uaflagelig
henstirrede mod de sire VerdenssHiørner, lig Stentæmverne
paa Kolding Slot. Den stre Bindebro var altid op
truklen, og over Portkyvcelvingen vajede et stort Banner,
pujdet nied Bokgheerens Bande-n en fyvoddet Stierne i
blaat Felt under en Hjceltn med to hvide Vingey Paa
Voldene stode mægtige Blider eller Valslynger, et Slagö
ftore Trcemafti.ner, ihvormed uhyre Stene kunde udslynges.
Med megen Betostning shavde Marsken her famlet en Meng
de Forsvarsmastiner, der tildels vare forfeerdigede i Ros
tilde af tyste Kunstnere. Man faa her de frngtelige Jgel
tatte med Verster paa Ryggen af Egepigge til at knuse
Belejrerne med; her fandtes ogfaa de farlige Brynksller
cf Jern med krumme, staalhaarde Torne og med piggede
Jerntcrder forneden til at fange Foll med og drage dem.
op paa Bolden. Studvogne til gloende sStene "stode Dag
og Nat beredte til Forsvar. sSyv hundrede jernklædte
,Moend bevogtede Borgen. Der var en Orden og Relig
hed, som vidnede om den ftrengeste Mandstugt. De merke
Jernmcend bevægede sig mellem hverandre med en Tavs
hed og Stilhed, som frygteligt betegnede den mørte Stem
ning, der hersteve paa Borgen.
Den mcgtige Borgljeree selv var ikle til Stede; men
hnn rentxtcö daglig, og Borgen var fuld af stille, alone
lige Gesten Hver Nat nedrullede Vindebroen paa et
hemmeligt Tenn; oa Broen aabnedes for tavse, kommu
mede Herrer i Gtaabrsdretapper eller i fuld rtdderlig Rust
nfng. J den ftore Ridderfal og de hsje, hvcelvede Ge
matter »Was daglig et starre Antal Gcester bevæge sigi
I
Der tlirredes med Knide og andet Bordtøj; men der hørtes
ingen højrøstet Tale og ingen Lyd as selskabelig Glcede.
Blandt Gcesterne saas intet tvindeligt Versen; men i en
afsides Fløj af Borg-In levede den Evindclige Dei as Bor
gens Beboere i ncesten tlosterlig Assondring fra Mcendencs
Trigerste Samsund.
Det var Estermiddag, tredie Dagen ester at Ridder
Lade havde sorladt Flynderborg med den Pansrede Ridder,
idhdem Jomfru Jnge første Gang og med saa stor Forfcer
delse havde set den nicegtige Marsl. J den hdaelvede
Frnerstne paa Møllerup sad en tavs, sorttlædt Riddersrue,»
med Ansigtet skjult as en sort Hoveddua. Tvende Smaa
piger, ligeledes sortklædte, men udexi Slør, sade paa høje
Stamler oed hendes Side. Det var et Par dejlige Pige
børn med lyse Haar og klare, blaa Øjne. Den ene var
næsten et Hoved højere end den anden, og bar de glatte
Haarsletninger sammenbundne med et fort Perlebaandz hun
syntes at lunne vcere sjorten Aar gammel; hendes Kinder
vare saa svagt sarvede, og hendes Hud var saa skær og
hvid, at hun næsten lignede et dejligt Marmorbillede, der
ved et Underværk havde faaet Liv, men dog endnu tun
halvt tilhørte Mennestenes Verden. En dyb, stille Vemod
var udbredt over det sine, alvorlige Ansigt; dog det smerte
lige deri hadde intet pinligt og sortærende, men var mildnet
as et saa fromt oa venligt Udtryl, som om hun allerede
havde vdervundet en uhnre Sorg og havde fund-et sin tabte
Barneglcede i den fremmede, hemmelighedssulde«Verden,
hun syntes at tilshøra Hnn sad med en Haandoæv paa
Siedet og asbildede med Silke- og Guldtraad den hellige
Jomsru oa Frelseren, som Barn, i en Glorie af tilbedende
Engle. Den anden li.lle, sorttlædte Pige havde horgule
Haar, der hang hende i krollede, frie Lokter om Halsen.
Hun syntes ikke ældre end ni Aar, og havde et muntert
højst lioligt Barneansigt, broendende, hojrøde Kinder og et
Par Vildt spillende Zins-, som aldrig stod stille, og som hun
bestandig blinlede med. Hun dar ellers et nydeligt Barn,
men heftig, utaalmodig og urolig i alle sine Miner og
Vevæaelser. Hun sad ncesten incket Øjeblik stille paa Stam
len, tastede oste sit lille Haandarbejde og greb det igen og
havde tusinde Jndsald, som shun lige saa snart sorkastede
og blev ted af.
,,Stille, Rilke-t« — sagde den tilslørede Dame, uden
at se Paa Varnet eller tage Sløret til Side. — »Vil du
igen ud i. Ammestuen ?«
»Ja, gerne, Moder! der er meget morsommere!«
—- sagde den lille, urollige Pige og lob ud.
Den tilslørede Dame dng et dybt Suk og hensank
ctter i den sorrige Tavshed Hun var bestceftiget med at
gnide Rustpletterne as et stort, bredt Slagsvcerd, der laa
over hendes Sind; men hun syntes med Begcerlighed at
holde Tanlerne ved Arbejdet, og Hænderne faldt hende
osstei nvirksomme ned i Siedet
«Moder!« — sagde den stille, aloorlige Pige ved Guld
væden — »jeg tænter paa, hdad vor Herre og Frelser
otlde sige, naar han endnu git omtring her i Verden og
tom til os her —- «
,,Stod den retfcerdige iblandt os, Barn! —- saa vilde
han spørge, hvi Retsærdigheden her slumrede saa lange-«
»Al, Moder! mener du itke, han dilde siae, som han
sagde til den hellige Peter i den Nat, han blev fortaadt
as den salste Judas?«
««·,,,Det har jea glemt« —- svarede Moderen — ,,har
Pater Anton leert dig det? nu, hvad sagde han da?«
"«,,,»D:t staar jori den hellige Lcest, tcere Moder!« og
nu "fr«emscs.gde hun med foldede Hænder og i syngende Lese
tone Stedet hos Matthreust Stit dit Svcerd paa sit Sted!
thi alle de, som taae Sværd, stulle omkomme ved Sdcerd.
Eller mener du, at jeg itte nu tunde bede min Fader, og
han stulde tilstitke mig mere end tolv Legioner Engle?«
Moderen tav og hensaldt i mørk Grublen. »Du er
et fromt Barn, min Margrethe!« —- sagde hun endelig —
,,men du ligner tun lidet din lækte Fader. Du er endnu
for ung til at sorstaa den gruelige Uret og den- uhyre
Steendsel, der er gaaet over dette Hus. Du tan endnu
itle sorstaa, hoorfor din Moder itke vil lade noget Menneske
i Verden se sit bestæmmede Aasyn. Der gives Pletter,
usorslyldte Pletter, mit Barn! som tun lan afvastes i en
Tnæt, der er kostbar og farlig og forscerdelig, men ned
rendig for den evige Retsærdighed. Din Moder har heller
itke ganste alemt sin fromme Borneloerdom. Ved du, hvad
vor retscerdige Heere og Dommer sagde, da than sorudsaa
den gruelige Uret. han stulde lide? Hvo, som itte haver
Socerd, sælcze sit Klebebon og tøbe et! sagde shan.«
»Ja, rigtig, rigtig, min Datter Jngeborg!« lød nn en
lallende Oldingsstemme sra en mørt Krog i Fruerstuen —
,,saaledes staat der··sttevet. Det er Guds egne Ord. Køb
mig et "Sveerd for mit chedebon! jeg behøver ingen cheder
— al Verdens Klæder tan dog itte stjule vor Stendsel.«
Den, der saaledes talte, lod sig nu se: en lille, kroget
Oldingsstiktelse ravede frem som i Blinde med et for-«
scerdelig ndtaeret Ansigtz de røde, shalvt tillutlede Øjne dates
uden Setraft; hang Hoved var ncesten aldeles skaldetz det?
saa ud som sortradset, og der sad tun entelte hvide Haar
lotter. Den gamles filtrede, graa Stieg sad ligeledes i
Totter, ligesom det var halvt udrevet; hans magre Fingre
vare krumme oa forsynede med uhyre·Negle. Hans Klebe
dragt var as nnt«, fint, sort Pelt, men hang sorreven om
ham i Pjaltek, oa det bilde, oanvittige Udtryk i hans An
sigt r-bede, at han selv i Raseri saaledes havde wie-hand
let seg
»Ak, staklels Morsader!« —- sagde den lille Mar
grethe — «nu har han atter gjort sig selv Fortræd og
saaet Henderne løse.«
Lob ud og tald paa et Par Huskarle, Barn!« —
hvistede Moderen hastig —- »men al i- Stilhed! maaste
tan jeg dog selv tale ham til Rette,«
l Den lille Margrethe git hastig ud med de foldede
sHaender over Brystet, som hun bad.
»Stille, stille, min Fader!« —- sagde nu den tilslørede
Fruc, idet hun lagde Sværdet under Bordet og git ham
langsomt i Mode. —- ,,Vor Time er endnu itte kommen;
men den nærmer sia: Du stal endnu maaste, for du dør,
høre din Datters Stemme uden at blues. For at se mig
og min Stendsel er du jo fri.«
»Ha, hat« s-— lo den gamle vildt — »den Frihed
tog gamle Palle Little sig selv! derom spurgte han hverten
Kotigen eller Pavent —- Vil du binde mig t.gen, min
,Datter, saa got det! men stynd dig! —- og rør itke mine
Ravnellørl det raader jeg dig — de votse godt til at nd
rive Tigerhjertet og de glippende Bukkeøjne. Men lov mig
visi, at du vil løse mig og selv rcekle mia Tote-Z Svcetd,
naar det er Tid!«
,,Det hat jeg lovet og svoret dig dyrt og belligt, min
Faderl men saa maa du ogsaa holde, hvad du lovede mig,
og hverten mishandle dig selv eller os andre saa lcenge!«
,,Vel, saa bind mig da, Barn! og led mig tilbage til
min Uglelroal Du talte om Sværdet, min Datterl og jeg
troede, Timen var kommen— Det varer lcenge, lcenge. Det
er jo ni lange Vintre. Der er ikte meget Liv i mig
ved du jo.«
,,Ulnttelige Fader!« — sukkede den høje Minde
skitlelse» idet hun knælende udstrakte sine udtærede Hcender;
hun greb sagtelig de krumme, stcelvende Oldingshænder,
som hun cerbødig kyssede gennem Sløret, medens hun
bandt dem lcempelig over Kors paa shans Ryg med et Sitte
baand. »Na er du hundert igen, min Fader!« —« vedblev
hun og reiste sig. — ,,Lad mig nu lede dig tilbage til
din Forventningskrogl — Forsag ikke, Fadert Gengceldel
sens Dug lomrner visft, den er i.tke langt borte.«
Tavs og stille fulgte den slcelvende Olding tilbage
med hende til tin Krog oq faldt sammen, som han flumrede.
Den lille Margrethe kom nu tilbage med tvende Hus
karle som stille blev staaende i Døren.
»Bliv tun borte! jeg behøver jer itke" — sagde Has
fruen, og gav dem Vink til at bortfjerne sig. Hitskarlene
bøjede sig asrbødig for deres ulylkelige Frue og gik tavse
tilbagc.
»Den kcere, hellige Frue vcere lovet! nu sover Morfa
der rolig igjen« — sagde lille Margrethe og satte sig stille
til sit Arbejde. Moder og Datter sade en Tid lang tavse
og der var dødsstille omkring dem, da hertes der Larm i
Gaarden af Heste. »Hø:, nu tomrner her fremmede igen«
—- sagde Margrethe. — »Det er vcl endnu fler af Faders
gode Venner, som stal forsvare os.« Hun gik til Vinduet.
,,Det er Fader selv med en fremmed Herre!« —- sagde hun
hastig. —- ».Han stiger af paa den ftore Stcn ved Trappen.
Gud sle Lov, hnn kom! jeg var ncesten bleven bange for
alle de fremmede.«
Den ulylkelige Husmoder horte denne Efterretning
med en Bevaegelse, som røbede en øjeblikkelig Glcede. Hun
rejfte sig hastig, men satte sig atter med et dybt Suk uden
at sige et Ord.
J den siore Riddersal paa Møllerup ventede tretten
alvorlige fremmede paa Borgherrens Ankomst. De havde
taget Saede ved et langt Egebord, der stod midt i Salen,
overtruttet med sort chede. Der stod atten Stole om
kring Bordet. Esn af Stolene var højere end de andre,
og beklædt med rødt FløjeL Den stod ledig. Paa ven
stre Side af denne stod ligeledes et Scede ledigt; men pack
højre «Si.de af den Fløjels Stol sad den svcere Grev
Jakob af Holland og strakte Benene fra sig, medns han
trommede paa Vordet med Fingrene. Mellem ham og
hans Broder Niels Hallandsfat, der lignede ham i Bee
sen og Adfærd, sad den anfelige Domprovst, Mester Jens
Grand, og betragtede med alvotligt forskende Blit de for
sanilede Herren hvoraf de fleste vare hans Frænder og reg
nede sigstoltelig ligesom han, til den store Absalonske
Slccgt. Han syntes iscer med Velbehag at betragte sire
Riddere, hvis mørke Ansigter og trodsige Miner robede
Missornøjelse og dristig Hævnlyst; det var HI. Jakob
Blaafod, Arved Bengtsøn, Peder Jakoban og Niels
Knudsøn af Skaane, som alle havde udmcerket sig under
Stig Andersen og Grev Jakob i den svenste Krig. men va
re tillige med deres Feltherrer faldne i Unaade for deres
egenmcegtige Fremfcerd ved den forrige svenske Konges
Afsaettelse. Domprovsten havde lige over for sig en pyn
telig, ung Herre med et ftolt, men tillige munter og let
sindigt Ansigt; det var Hertug Baldemars Drost og Med
fange paa Sjobsrg Ridder Tuko Abildg-aard. Ncest ham
sad en Mand, der lcenge havde vceret anset for en as Kon
gens tro Mænd: Kammermester Ove Dyre; ham og hans
Sidemand, Peder Vorse, havde nylig aabenbart brudt med
Kongen, for en jSelds Skyld, som Kongcn ilke havde villet
erkjende, og hvorover de endog havde deres Tilflugt til
Kong Magnus i Sverrigi Alle disse Herrer snntes den
kloge Domprovst at betragte med Tilfredshed.- En gam
mel, adelig Bæbner, Aage Kagge, der var bleven tilsidesat
af Kotigen og loenge forgjæves havde ventet paa Ridder
slnget, syntes Domprovsten ogsaa at betragte med Tillixd
og Tilfredshed; men han lastede et mistroisk Blit til hans
lange, opløbne Sidemand, hvis forslagne Ansigt smilede
selvtilfreds, og som syntes at føle stg som en højst vigtig
Mand i dctte hemmelige Road. Det var Kongens tvety
dige Forlystelsesraad, den listige Kammersvend Rane.
Med en bondestolt, besiyttende Mi.ne, sad midt i detteiSel
skab en lille, plump, praegtig klcedt Herremed Diamanter
paa Dvlkehæftet og store Guldkceder otn den tykke Tyre
hals; hans glubsle Ansigt var barslt og fortraedeligt, og
han syntes at kjede sig over den lange Tadshed. Det var
for Satan! shvor lcenge varer det, inden han lommet af
Hesten2« — afbrød han endelig Tavsheden —- ,,l)an stal
vel forst ind at troste Kvinsdem stal vi. se. Jeg har redet
tre Bester ihjel for at komme tidsnok, og saa«maa jeg endtka
vente. (Fortscettes.)
—
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
»Omsiag 80 Cents. Jndbunden 81.20
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omflag 80. Jndbunden 81.20.«
Kong Erik og de Fredkøse,
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
Damen zusamt-. got-M man-. Nat-.