A
L— —
Erik Menveds Barndm
Historist Roman
. at
Bernhard cherin Jugemann.
A n d c n D e l.
(Fortsat.)
»Var dct sørstz Stridt tun gjort!« —- svar:de Räd
dercn cg trat paa Stuldrene —- »vare Vi tun sørst vorc
egne Herren saa vilde jeg hiertielig gerne beaner s:d:r5»
hsje Tanter dg teette Veslutninger; dog san lcenge ed:rH«
stor-: Raadgiver tun tan talie til eder fra disse Mute,
men itte, som en dngtig Aand burd:, taxi blæse dem bort
sont Spindelverv, saa lernge, naadige Herre! ere alle edsers
hettemodige Planer tun Lufttasteller og stønne Drømn::,
eg dem maa J dyrt betale med Tabet as et frii, lystigt
Liv og Elesvigg Hertugtrone.«
»Hvosled-«s, Tut-« vilde du itt.- foragte mig, hvis
jeg tnnde understrive dettc Forlig?«
»Du vcere langt fra, Herre! det var en daurlig Fugl,
der itte sloj ud, naae Vuret var and-ent. Sz! her ligger
Brcrttejernszt, som uden Hetseri tan sprænge os disse Mu
rr. Hzr hat den gode Hr. Drosi ladet sin Solvpren ligge.
Et eneste Trcrt med denne Tryllestav paa Pergan:s:nt:t!
og dort Fængsel rr aabnet —- den dide, slønne Verden
ttanr os opladt —- vi drage bort fra dette UlyttIsland, til
vi tan sigc Kongen as Daximart Tat for sidst! Hos- Her
tngcn as Sachsen set di r-:lkomnc, og hsvor vil ikte den
stønkiis Prinsrsse Sophie glæde sig« —- -—
,,Ti ti, Frister!« — afbrød Hertugen ham opsarrnde
— »er riet din Standt)aftigl»,sed, Tuto! er det din Begkjsts
ring for mit høje, fjcrne Maul? Hdad nytter det, Fuglen
er fri, nnar den er streitet for Livstidis Er dn ted af at
dcle min SMan nu vel, dig tan j-:g vcl slaffc fri! —
sdærg du dig den Onde i Vold og gan! s— j-.«g blivet.«
»F iniste.idcr mig, min ædlc Hertng!« — fdarede
Ridder Abildgnard alvorlig — «ng har delt eders Fan
g:nstad eg verret lnstiJ til denie Time; jeg stal dele rxt
fremdeles uden at betlnge mig, san længe J lnst:r. Oooeds
ntaalet txar jeg itt—: tabt as Zigte. J har jo selv udfundet,
dont-ledig J tan naa det uden at rote en Haand; ederg
Samvittikishrd stal lettelig sorliges med vor Frihed Vil J
Thore inig?«
»st, n:j, intet Ord dil jeg bere. Lad mig vcere
ne, Tutok J Morgen stal dn vide min West-eminele
TOS gceldcr ntig ssclv og mit hele tiltonimende Liv; jeg vil
selv ndtnsie Loddet, som stal afgøre d-:t. Huertcn du ellrr
neaen TlJtenneslesjasl stal her lede min Villie!«
Ridder Abildgaard tad og git ind i sit egiet Fcengselsi
tatnn::r. Hertugen lnttede, mod Sædvan-:, Døren efter
baxn og tilspcerrcde den med Stenen. Derpaa tastedc han
sig paa sin Stol i mørtc Tanter. Saaledes sad hart den
hele Dag uden at røre sig og uds3n at ville indlade noget
Menneste eller mddtage nogen Vedertvcrgelse. Der var
stille sont sædvanlig paa Burgen. Forst da Solen git
ned, forstyrredw han et Øjeblit i sine Betragtninger ved
Lnden af Hestetrin i Slotgganrden Det Var Drost Peder
og hans Vcebner, der forlode Slott-et. Hertugen reiste sig
og git til Gitret. Hans Haand tnyttede sig trampagtig,
da han saa den nnge Drost fri og djcerv tumle sin brune
Hingst i. Aftenglansen.« Den fyrstelige Fange drdg et
dybt Sul, luttede Lug-In for Gitret og git den til den
dunkleste Astrog as Fængslet, hvor han tastede ftg paa det
uredte Lese.
Den indvendige Luge for Jerngitret, som Fangen
tunde aabne og lutte efter Behag, var forsynet med sen
lille Hornrude, som ncesten intet Dagslys tunde gesinem
tkcenge. Dene Luge lod han ellers bestandig staa aaben;
itte en Gang om Ratten plejede han at have den luttet,
undtagzn naar det var meget toldt, og Binden stod paa;
thi naar den var lnttet om Ratten, var-det beendet ham
nogle Gange, at han ved Midnat var faret forfcerdet op
i hald Sie-one og havde trret sig levende begravet i. sine
Fcedres gamle GravtapeL Men nu var Lyset og ethvert
Glimt af Liv og Munterhed ham sorsjadt og han havde
med e.i Stags trodsig Glæde beredet sig det sidfte spar
somme Dagglimt, han dar Herr-e over. »Kom frian min
Ulntteåbroderk og leer mig at se lnstig ind i min Nat med
dine glcende Øjne!« —- mumlede han — »låd dem lcenge
not talde dig Dødsfugl og Lighane! du ser dog tlart, naar
vi andre ere blinde: striger du om Død og Ulytte, nu vel,
desjbedret den Vise huer mig nu bedst.« Medens haxi sagte
des nied dæmpet Rest gav sme merk-e Tanter Luft,
aabnedc han lciagssen og tog den store Natsugl frem- Den
satt-: sig fortrolig paa hans Arm og lod sig klappe. Han
lænede sig tilbage paa Lejet og dlev saaledes liggende i
mtrt Grublen. Jmidlertid blcv det Nat. Der dar døds
stille Pna Slottet. Paa den svage Lnsning genniem Horn
rnden tunde Faxigen se, at det var Maanesti.n. Endetig
luttede hans Øjne fig, og han blundede ind, uden at han
isrst sont soedvanlig havde indespcerret Fuglen. Han vid
fte itte, at han that-de sovet, da den samme gruelige Fore
ftilling, der spr chavde vatt ham ved Mi.dnat, nu paa sammc
Tid overvaldede ham; det var hom, som han laa i Ligti
sten i sine Fædres GravtapeL og han reiste sig beengstets
halvt op i Lejet. han var endnu i.tte fuldtommen vaagen,
da et afstyeligt Strig udrev ham af Drsmmen; han flog!
Ofnene op, og paa Kanten af Muren ved den hemmeligH
hedsfulde Jndstrist saa han atter Ligshanens Luesjne. Dens
streg endnu en Gang og langt wfstyeligere, end den nogen
Sinde plejede, i det den stirrede paa hornruden i den til
lutte Gitterluge. Nu vendte Heringen ogsaa Blittet der
shen, og med Forbavselse troede han at stimte et merkt An
sigt, halvt sljult as en Hatte, uden sor Gitret. En for
nnderlig Rædsel overfoer hom, og han blev liggende abe
vcgelig i- den halv oprejste Stilling vg stirrsede paa Ruden.
Nu harte han en sagte Banten paa Gitterlugen og foer
ap. ,,hvem er der's« ranbtelhan —- ,,er du et Menneste,
san tal!« «
iDet bantede stertere paa Lugen, rg tan both en
dyb, dutnp Stemme hvtste hemmeltglhcdsfuldt: »Lut ep,
Hering Baldemar!«en god Ven vtl tale nred jer!«
»Er det muligt!« — udbrsd han —- »et Menneslet
en god Beut —- ha, er du den onde selv —- ieg frngter
dig itte.« Han git hastig shen og aabnede Lugen. Et
mennesteltgt Antigt stod tndeligt not for hans Oer bag
»
Gitret, men saa aldeles besthaget, niedens Maanen tun
oplhste Ointidsene, at det itte dar ham inulig at skcelne
noget Trcel.
»Kend:t J mig ille? Hettua Valdemar!« —- spurgte
den udentede Nattegaesi. —— »Im ooder maasie mit Lid for
at tale med eder. —- J maa undersltive eller alt er tabt!«
,,Gtand! Mestet Grand!« —— udbrød Hiertugen for
.bavset. i— »Er J en Helsemester og lan J flhde? hvad
staat J paa?«
»En Stormstiae!« — sdarede den driftige Klett- —
,,Mortien Kot holder oed den og Passet paa. Tiden et
lott, min Hertugl striv underl« »
»Im eder toin altsaa det gode Raad i Morges, from
me Herre! men jeg sttieoer ille under, orn saa baade Him
Inel og Heldede raubte: skriv under! —- Slal jeg asvcerge
enhoet Taan paa min stote Jd? —-— slal jeg selv assdcerge
HævnenI hvad hat jeg da vovet saa meget for? hvad har
jea udholdt alt dette for? —- Jeg sttiver itle under! Vil
J have mig fri, saa befri mig med List eller Mant! da
jeg et eders; jeg stiller mia aabentbart i Spidsen for de
fammsensvorne, og det stal briste eller beere!«
»Paa den Maade er alt tabt, Herre! Før J er
lovlia fri og sitr·:t, tan der intet foretages. Ebers Fan
genstab holder alle Hændet bundne; nien striv under,
Herre! og alle HEndet er: løste Ined edersl Vil J ilte hold-e
Eden, kan den shellige Fadet lige saa godt lsie den for edct
som for eders Oldefadet — og oil J holde den, nu del!
saa tan J staa uden for det hele oa dog være Hodedet.
Matsten oa hans Benncr handle ene — J oed intet deraf
— oa den ledi.;.1,: PladsJ dotoer -:der5. Forstaar J? Herre!
J lan holde eders Ed og med ftelst Samdittiahcd trcede
»til, naar Tid et. J griber med Lod og Ret den umha
Idigeg Spir, og naat J har dundet Fall-Its Hierter og visi,
lJ et Kronen votsen —- saa salder den as sig selv paa edersJ
iHodcd — oa J hat itte btudt Forliget ellet Stein«
! »Ha, er det dia selv, kloge Mciter Grandl eller er
det den døde Visp, der hat laant din Rost da din Stil
lelse frt at leere mia VigdonU Ja, du hat Ret! - saa
ledes lan jea gribe det Spit, sont tvinaer Aander, og vinde
den Krone, der straalet ren som Solenl Nu ded jea hvad
;jcg dil. Du hat ille forst leert niia det. Du har knn sagt
mig hvorlcdes. Godtl jeJ strider under. Men fra den
Time, jeg hat understtedet, ded jeg intet da dil intet dir:
af ederg Foretagender. Got hvad J dil! og sorsdar dct
sont J lan! ch gaat min egen Ves, og naat vi modeg
ved Maalet da - søtit da lendet seg eder da tør ncevne
eder Venneix Forstaar du mig? Grand!«
»Im forstaat, Hei-re! Dtt et altsaa dist, J striper
nnder oa draaer herfra i Morgen. .Paa Danehoffet i
Nndora belrasfter J Fsorliaet og denter saa rolig Paa de
Ting, som stal komme —«
Nu afbrøresj den hemmelige Samtale ved en Pludse
lig Larin i Slotsgaatden
»Jeg lhar han« Hugbend! jea hat ham, den listige
KTIIW — raabte Motten Madsvendg Stemine —- »Na
slal haa ille undslippcl Jeg mærtsede stralg hvad han har
i sit Stjold og ljjalp ham selo op paa Stormstiaen. Slal
jeg nu rirse Stigin om incd ham og lade ham brcelle Hal
se:i’?- eller vil J have bam lebende?«
»Jetzt et si)rtaandt!« —- udbted Mestet Grand for
fcetdet — »den sotdømte Kot har forraadt mig- Nu gal
det Vett« Han steg hastig ned ad Stigen og stod omtingset
af ri Hustarle med Fallet, og midt iblandt dem stod
Slotsfogden, halv paallædt, med et stott Sdcetdi Haan
ben.
» ,,«Slal jcg tro mine egne Øjne, Hr. D«omprovst!« —
sagdc den aktlige Povl Hvit —— ,,J et kommen hid for at
stusse min Aarvaagenshed og hjcelpe de digtige Statsfanger
til Flugt!«
L »Der neig, verdige Povl Hvi»t!« — spatede Mestet
Grand med tæl og niyndig Stemme — ,,og J stal ikle
migtende sen Herrens Tjenet, som seld Paa hemmelige og
nsaedvanlige Veje tun gaat i sin himmelfte Konges Tie
nesie! At mir-. Hensigt itle hat dekret, imod Lands Lov
og Ret, at besri eders Fanget, detom tan J overkevise
eder ved at anders-ge Fcengslet og mine chedee. Jeg hat
brerten ihaft «F·il ellet noget Verltøj med mig, hvotved
det dar muligt at aabne Jerngittetet og hjcelpe Fangerne
til Flugt.«
Slotkisojqden shntess sorvirtet og ubestemt.
»Jeg fordert den-: Undersogelse for min egen Ærcs
Styld!« — oedblev Mr ter Grand, i det han slog sin Kap
Pe til Side og vendte felv hastig alle sine Lommer. — »Er
J nu overbevift am min Uskyldighed i denn-: Hense-:nde,
saa tan J med Rette fordre at vide min Hensigt med dette
Nattebesøg. Jeg vid"ste, Adgangen til Fangetne var mig for
mezit; mcn jeg didste tillige, at et lraftigt Guds Ord til
rette Tid lan vitle meget paa en sotdildet Shnders Hjerte.
Den unge, trodsige Hering, ved J, vilde ille undersltive
Forliget med Kongen og itte opgide sine optørsle Planet.
Jseg hat nu saaledes talt ham til med et mcegtigt tnusende
Guds Ord, at «l:an er gaaet i. sig selv og med Ruelse har
etlendt stn stote 'Shnd. Han vil nu strats understtive
Forliget og blive en tto Kongens Undersaat. Se! det
bar jeg bevitlet, sg det et min Baade. Ttor J at have
Ret til at dtage mig til Anfvar for saa kristeligt et Fore
tagende, saa et ieg eders Fange. Men er J, som jeg
sormodet, en gudftygtig Mand, som fortner Ærbødighed
for min Stand og mit hellige Embede med streng Tro
slab mod edets Kange, saa ladet J mig blot bevogte het,
til J selv hat underspgt Fængslet og overbevist edet om
Sandheden af mit Udsagn, derpaa ladet J mig dragex
herfra i herrens Fred endnu i denne Time.« !
»Bevogter ham!« — fagde Slotsfogden og gil hastig
med en thte op i Taarnet til Fangetnr. Van aabnede
Fængselsdsten og sandt alt i Orden i det fsrste Teram
latnmet has Ridder Abildgaard. Paa hanö Fotlangende
aabnede hettugen sin tilspætrede Dir-. Slotsfogten
ttaadte ind, og usden at sige et Otd underssgte han fsrst
Gittet -n-je. Derpaa satte han Lygten paa Bordet og
betragtede lhertugen opmcetksotnti »Si.g mig, hsjbaatne
Herr-l« —- spurgtse han — »er det Sandhed, at Dom
vrodst Grind hat talt med eder, og at J et gaaet i jer
felv og vil understrive Forliget?"
»Bei hat sin Rigtig-hed!« —- svatede Heringen og greb
Salvpenneth —- ,,Det slal sie strats. Se saa! her staat
mit N-av.i.« Hatt ratte Slotsfogden det undetsttevne
Forli-g og tastede sig tanlefuld i Stolen.
»Suu lykønfler jeg eder til eders Frished og Fcedre
landet til en tro Mand!«-— sagte Slotsfogden glad —
»faa bedrog jeg mig dog keller ikke denne Gang! jeg kender
Verden og Mennsefkene, og jeg faa vel paa eders Vcefen
og Adfcerd, at J var en ædel, Ung Herre, der lun cif Ung
doms Ubesindighed havde overilet sig. Hvil nu, hvis eder
faa behager — paa eders gode og fromme Beflutning til
det bliver Dag, højbaarne Herre! faa stul jeg med Ære
ndføre eder af dettse Fængfel og felv ledfage eder til min
Heere og Konge!« !
»Godt!« — fagde Hertugen — »gaa nu kun! og lad!
den værdige Mefter Grund intet ondt vederfares! Han
hur Inkkeligomoendt mig!«
Slotsfogden bukkede og gik. Ridder Abildgaurd, der
i Deren hiode hort og fet, hvud der nhs var foreguuet,
i.’ede veltilfreds ind til sin Herre for at faa fuldftændig
Oplysning om, ·hoad der faa haftig haode bestemt ham
til at underflrive.
Jmidlertid ftod Mefter Grand blandt de forundredes
.Huslurle, der efter Slotsfogens Befaling beoogtede ham
nrije, msen med en Ærbødighed, fom huns myndige Mitte
vidfte at vedligholde. Motten Mudsvend ftod smilende
Ved Storniftigen og shntes at more fig coin det nutlige
Æventyn Mefter Grund lufiede et bebrsejdende og forag
tcnbe Blil til hum uden at fige et Ord.
»Bei huvde jeg mindft tænlt, at han faaledes fkulde
flippe fra det« — fagde tiu Kutten til Hustarlene »Jeg
hur aldrig før i· mine Dage fet en cervcerdig Domprovft
»yau en Stormftige, og den Fristelfe kunde jeg nmulig mod
ftaa; men jeg fkulde vsel vogtet mig for den farlige Spas,
havde jeg itle vioft, J og Slotsfogden vure i Ncerheden.
Nu vil det give fig, om jeg har gjort den fromme Herre
Uret ellicr ilke. Jngen kan furtcenke mig i, at jeg holdt hum
for en listig Gavftrih hoor finder man ellers is Verdien faa
ivrig exi Sjceleførger, at han scrtter fin Hals i Vove for
at redde et Pur Sjcele. Det var en Lytle for den lærde
Herre, at J kom; jeg lxuode allerede fat i Stigen for at
truslle den fra ham, og faa havde den cervcerdige Herre
maattet hcenge med Haenderne om Jernftcrngerne deroppe
fom en Rat ved et Fuglebur, til jeg -havde hentet jer.«
,,Uä-le, troløfe Sirell — udbrød Mester Grund heftig
— ,,jeg fagde dig1o, ut min Henfigt var from og gud
frtgtig og du lunjde fauler-es forftille dig og ftrcebe en
Herr-Ins Tjetxer efter Livei!«
,,Det vil jeg forfvure for min Husbond og huns
Naade, vor dyrelareste Konaek«— fvurede Motten. —
»Der gør vi aldrig Vor-fiel pau -,3—oll. Fnrfter og ftore
Herr-er fpcerre vi inte, naar vi faa Befuling til at anfe
dem for Kjeltringe; jeg scetter dem ftyldigft paa Spid,
naur jeg fuar Befaling til at unfe dem for Kapunerz
og oil Kejferen eller Pan-en felv lrylie ind ad Vinduerne
til dem, vil jeg forfvare det for hele den højtcerede Kriftem
hed, om jeg lader højftfamme brcelte deres høje og hellige
Hulsben.«
Motten Madfoend var bleven højrofiet, og Slots
fogden, fom nu ilte tilbage fra Fængflet og horte disfe
driftige Ord, bød hum holde Maadse med fin Tjenefte-Jver
og tale med mere Ærbødighed til en fromme, vcerdige
Hr· Domprovft, der var aldeles uflyldig og havde tilmed
udøvet en -Gerning, hoorfor enshver brav danfk Mund
muatte talle hum« »Jeg tror at kende faa temmelig til
Verden og Mennestene« —- fugde hun med felvtilfreds
Mine til Mefter Grund — «og det glceder mig, Troer
diget ut jeg heller ille har fejlet i min gode Mening om
eder. At J nrener dei godt med Landet og Kongen, det
fser jeg nu, -l«,«:iorvel J tulte haarde Ord i Gaar Aftes mod
de ftores Fejl og Syxider. Dertil har J, fom en streng
Guds Mand, vel Rei; men Herre Gud! vi ere alle Mem
ifler, og felv den dygtigfte Mund lan mistcenkes og faa
iSlinnet imod sig. Det hur J nylig selv erfaret, fromme
Herre! Nu ftaar det eder frit for at rejfe herfru, hvad
Øjeblit J vil; men vil J vcere min Gceft, til det bliver
Dag, flal det viere mig leert Natten er dog intet Men
nefles Ven, og flønt J er en from Herr-Ins Tjener, lunde
J dog fare vild. «
»Derfor frygter jeg ikle!« —- fvarede Mefter Grund.
— »Jeg har intet mer her at udrette. Med Magestiftet
er J jo ogfaa tilfredsZ min gode, aerlige Povl Hvit!«
,,Fuldlommen, fromme Herre! bring Abbed Mugnus
min ærbødige Hiler og fur du med Gud, siden det endelig
faa flal vcer-:!«
Pua Slotsfogdsens Befuling bleo ftruks Meerl
Grands Vasgcenger trutken frem. Den høje gejftlige
Herre LIIqoe Slotsfogden med rolig Værdighed og gjorde
Velsignelfens Tegn med de tre Fingre til de cerbødige Huf
larle, lhvorpaa han tilligemed en Lujbroder, der tjente ham
fom Ri.detnægt, forlod Sieborg i den stille, maunelyfe
Nai.
Faa Timer ef·ter, da Solen ftod op, red Hering Val
demar og shans Droft, ledfugede af Pson Hvit og tolv
besvcebnede Ryttere, ud af Sjøborgs Slotsport ad Bejen til
Korsør for at druge over til Nyborg, hvor Kongen og
hans bedfte Mænd orlholdt sig, og hvor Forliget med Segl
og Ed maaite ftadfceftes ved Danehoffet, inden Heringen
og hans Droft lunde feettes i fuldtommen Frihed.
Fjekde Kapitel.
Eftet en usædvanlig streng Vinter, hvorved Østerspen
endogfaa havde vasret tilfrosscn, üdbredte nu atter Vaaren
med hastige Skridt sin Skønhed og Blomfterrigdom over
Danmarts yndige "Sletter. J Midten af Maj ftode Boge
stovene udsprungne, og uagtet Folkets sørgelige Tilftand og
den hemmelige Tvedragt, der adstilte saa mange Hinter,
syntes dog Landet for den, der ikke kendte dets invottes
fand-erkenne Tilftand, et freveligt og lyksaligt Partdis.
Det var en af de stønneste Forsaarsdage, da et ridsende
Rejseselstab af wende fornemme Riddere og tvende Dame:
tilligemed en anselig gejstlig Herre, ledsagedc af en ung
Bæbner, to Ridetncegte og to Terner, drog iud ad Port-en
paa Flynderborg Slot ved Ørekrog. Paa Slotstrappen
stod Befalin«gsmanden, Or. Lade Li.tle, cerbødig med blottet
Hoved for at modtage de cerede Gesteh og den høje Jun
fru Jng: stod ved Faderens Side. Medeas Ridderne
hjalp deres Damer af Heftene og forte dem henimod SlotsH
trappen, blev den svære, gejstlige Herre rolig siddende paa
sin Pasgoenger for at lcesie den latinske Jndslrift over
Deren; det var Rigets Kanzler, den lærde Mester Mar
ti.1n—:; de Darin Den lille, graalzaarede, men endnu raste
og krastige Ridd:r, som forst gil op ad Slotstrappen med
en boj, aldrende Dame under Armen, var Rigsraaden,
He Jon Litle, nied sin Hustru Fru Jngefrid Hans Datter
Ccecilie blev ledsaget as en ung, ridderlig Herre, paa hvis
ranle Skikkelse Jomsru Jnge strats med blussende inder
shavde genkendt Drost Peter Hsessel
, Jlke udexi en vis Forlegenhed og hemmelig Uro mod
:tog Hr. Lade Litle disse Goesten J Særdeleshed syntes
han, med al sin Høslighed, cengstclig at undvige sin gamle
Frcrndes Blit. Drost Peder hilsede ham med frastødensde
Mulde. Den lcrrde Kansler, som endelig ogsaa Var kom
men op ad Trappen, syntes Hr. Lave at betragte med et sty,
mistænleligt Blit; men da den lcetde Heere straks erinn
digede sig om Slottets Ælde og Oldtidsmcerlværdigheder,
sont-es Or. Lave noget beroligt og henviste ham til sin
Dattcr, der, som han udtrykte sig, bedrse tendte alle slige
Snnrrigheder, end nogen anden paa Borgen.
»He: kan du jo leve som en lille Konge, min gode
Lavel« — sagde Nidder Jon og saa sig om i den store
hvcelvede Hal, som indtog hele Hovedflojens Bredde, og
Hvor to store Flojdøre stode aabne til Slotshavefc med den
slønneste Udsiat over Sundet.
,,Aa ja, Hi. Rigsraad! Slottet er kongeligt nok, og
eders Ncerocerelse giver det forst sin rette Glans« —
svarede Ridder Lave i en ydmyg Tone, som straks angao
del nlige Afhængi.ghedssorhold, han stod i til sin celdre,
berømte Frænde, hdis Overvcegt baade i. Stilling og
Aandsgaver han kufi altsor trykkende følte.
»Du er alt for høflig, Fætter!« — sagde Ridder Jon.
— »Glans:n ved du nok er ikke min Smag. Men er
dexine Borg saa fast, som den er smuk og anfelig, gad jeg
nok vcere Besalingsmand her i Krigstiden. Hat J Været
her før? Drost Peder!« ·
»F min Barndom var jeg ofte i dies-se Haller; jeg
gensinder her mine kcereste og skønneste B-ardomserin
dringer!« svarede Drost Peder med et Blik til Jomfru
Jnge, som han endnu kun tavs havde hi-lset, og som alene
syntes beskcrftiget med Fru Jngefrid og Frøken Ccecilie.
Hendes Zjne modte nu hans, og han syntes med Glcede at
bemærke, at denne Erindring heller ikke var hende lige
gnldig
»Hm J ikke Været her siden?« spurgte Ridder Jon,
men Drost Peder hørte det ikke.
»F salder i. Staver, tror jeg. Hat J vaeret her
sidenZ Peder Hessel!«
,,J Fior« — svarede Drost Peder noget forvirret —
,,ved min ubehagelige Forretning angaaende Heringens
Fængsling-«
Ved disse Ord vendte Ridder Lave sig hojst urolig til
den aamle Rigsraad og overvældede ham paa en Gang
med en halv Snes Spørgsmaal tildels om ligegyldige
Ting og om Hofnnheder·
»Om alle de Narrerier bekymrer jeg mig ikke!« —
svarede Ridder Jon alvorlig og betragtede sin urolige
Frænde med et starpt, sorskende Blit. —- ,,Men det bedste
og vigtigste nyt ved du ·vel, Fettm siden Kotigen nu har
vundet en tro Undersaat igen i Hering Valdemar, haabe
vi. dog en Gang at saa Fred og Enighed i Landet. Bi
vente nu med Føje, at enlhver dansk Ridder, som har vceret
paa Afveje, men dog menek det ærligt med sit Fædreland,
folget den unge Hertugs Eksempel og afsvwrger i sit
Hierte enhver Tante paa fordømmelig Opstand og Trods
mod Landsloren sEn strceng Undersøgelse vil maaske
hist og her blioe nødvendig« —- tilfpjede han —- ,,men jeg
·haabcr, der ikke findes mange Tilkhcsngere af den dumdri
stige Marsk Andersen lher i Landetsi
Ridder Lave var bleven dødbles og over den strenge
R7.dder Jons Aasyn for et Udtryk as Harme og dyb
Smerte, som dog øjebliklelig igen var forsvundet. Den
gamle Herre vetidte sig spøgende til Jomfru ·Jnge, med
Hentydning til en as hendes Barndoms Heltti der, ftolt
Dotte, hvis Historie var afbildet paa de gamle, virkede
Tapeter. »Holdser du endnu med hin stolte Krøni.ke-Jom
fru?« — spurgte han og pegede paa Billedet, der fore
stilledc en lcenlet Jomsru, med et lille Anker i Haanden,
paa et Stil-. —- »Kan du endnu Visen om hendes Oste
ankere, hvormed lnm vilde sholde hele Harald Haardraades
Flaade fra Dammer
«.Husker J det endnu, min cedle Freude-Z« — svarede
Jomsru Jnge og rødmede. — Da jeg sang en Vise for
eder stdft og forsvarede Dotte nisod eders Spøg, da var
jeg endnu et Barn. J lo ad min Jver; men jeg maa
endnu forsvare hende, min cedle Frændel Havde de danske
Mcend i hendes Tid oceret saa kcelke, som hun stolede paa,
havde de not lagt Staal for hendes Osteankere og ikke til
ladt den norsle Sorøverkonge sat bortslaebe en dansi Pige
i Lcenker for et dristigt Ords «Skyld. Lidt Overmod og
lbarnagtig Trods mod Overmagten dar der vel i den hele
S"pøg« —- vedblev syun med Parme, —- «men det lille
uskyldige Praleri var dog Tegn til, hun havde god Tro -
til den danske Manddom og Trostab. Haode hun vceret
eders Datter, er jeg vis paa, J med Glied-: havde betalt "
den dobbelte Løsningssum for hendes Frihed.« - ’
(Fortsætteö.)
, —
B. S. JngemcIthf
Valdemar SeJer.
Omslag 80 Cents. Jndbunden ABC
Erik Menvedg Bar11d0str.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmatk
og hans Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
Kong Erik og de Fredløse,
J Omslag 80 CentQ Jndbunden 81.20. ;
umsn mit. Post-. Eos-z Auweh-: ’