ErilaMenveds Barndomf
Historisl Roman
af
Bernhard Severin Jngemqnn.
A n d e n D e l.
(Foctiat.)
Den fiolte Domprovfl blegnede, og der ooerfor ham
en uvillaarlig Gyfen. ,,Min gode Ven!« — fagde han
urvlig til Rollen —- »mig synes, di stulde tende hin
nnden —- Morten Madfvend fra Ny? ille sandt?« ;
,,Til Tjenefie, crrværdige Herre! At J lunde havei
Plsds i eders lcerde Hier-ne til min ringe, men tcmmcligl
fyldige Person, baode jeg ille ventet: men faalængc mit
Doved faar Lov til at sidde mellem mine Sluldre, og min
Dals ille bliver gjort fmallere, end jeg lan dritte og sonne
en lystig Bise, faa lcenge glemmer jeg heller itle ederI
leerde og lcelke Ærvcerdighed.«
»Tal aloorli.gt, Marien! hvasd vil du sige med den
Snal?«
»Vi er jo her under fire Øjne« —- vedblev den toll-.
Kol —- ,,og J er jo en vel jufteret Guds Mand, som jeg
uden Fare lan tylle mine Synder i. Saa vil jeg da be
tro jet, at da J paa Farten i Fjor over lille Bcelt reddede
mit Flasleftrin fra at laftes oder Bord, befriede J mig
med det samme fra en fordomt Krilren om Halfen for visfe
Brevsiabers Slyld, fom laa under de usiyldige Flaslerx
jeg havde af lutter forbandet Tjeneftagtighed og Dyd taget
dem ined for en god Ven, fom jeg er bange, Fanden ta
ger en Gang. Hvad der stod i de Elflovsbreoe ved jeg itte,
og det rage: ille mig; men det ved jeg, vare de bleone op
fifkcde eller fete af nogen ModerssjæL havde jea været ois
paa en Ophojelse, soin vilde forulejliget mig bandfat med
min Forlighed Se dersor har jeg lovet dcn benedidede
Jomfru og den bellige Martinus at være eder til Tjenefte
igen, naar jeg lan; og bar J noget at befale, ftal jeg ftaa
paa Pinde for jer af alle Livfens Kræfier!«
Mefter Grand studfedr. »Ja saa, min Son
fagde han læl og drog Vejret roligt igen — ,,k)ar du i
disfe uroligsz Tider givet dig af med at dcere Brevdue?
Din Muntershed vidner om, at du for Reiten hat en goo
Sanwittighed, og jeg giver dig paa dit cerliae Ansigi Ab
folution for, hvcrd du den Gang lan have fyndei. —- Hoor
dragte du de Breve hen? Son!«
»Til en af eders Striftebørn og gode Vennetx irr
værdige!« —- svarede Motten mcd ei Smil —- ,,dog dist
fsler jeg just ingen Trang til at flrifte eder endnnx men
vil J paalægge mig nogen Bod derfor, faa fig til!«
»Godt, S!on godt! Jeg forlanger ilke at oid e det:
men det var en lovfrridig Handling og lunde komme dia
dyrt at staa; for at afbode det, lan du maalke nu i minl
vg den hellige Kirles Tjenefte besorge et Trostens Ord!
til en forvildet SjceL som behover mit Raad inden disfeI
Mute, eller, hvad jeg heller-e faa, hjælpe mig til et lon
ligt Stcevnemode«——
,,Hjertens gerne, cervcerdigel men J spoger vel! J
fer migi -.le ud til at have det paa fainine Maade som!
di andre strebelige Berdensborn« — —
«Det er ille af den Natur, Mortenl jeg har affagt
det forfængrlige Daarstab, du i din Verdslighed teenler
paa. J min hellige Stand der tun ren Kristenlcerligbed
lede vore hemmeligfte soin vore aabenbarefte Stridi. Den
nnge Hering, fom her sidder fangen, er uerfaren, fer du
—- han er bleven misledet til ubesindige Stridt, som lan
gsre hani højst ulyllelig, hvis han ille angrer dem og
ornvender fig. Omthu for hans Sjcels Frelfe hat bevceget
mig til at lomme hid, for om muligt at faa ham i Tale
eller gide bam et godt Riad striftlig.«
«Vil J have ham i Tale, fromme Herre! maa J kun
ne forvandle jer til en Ugle eller Flaggermus« —- —
»Men var det dog ille muligt, blot at besorge mig
to Ord til hom, inden han taler med Droft Hessel i
Morgen?«
»Er det bogftavelig lnn to Ord, tænler jeg vel det
Xan lolte2« — soc-rede Kosten med en listig Mine efter et
Viel-MS Betænlning — »men jeg man vide de to Ord og
felv give dem Rost og Binger. Tror J mig ille, cer
veerdigel faa lan Ihverlen jeg eller den hellige Martinus
djælpe jet. Er J bange, chgeue sial here det, faa
hoist mig Ordene i Oretl Dvo ded, om de ilke ogsaa lan
onwende mig og frelfe min fyndige Sjeel, og faa lunde
J jo flaa to Fluer med et Smeeh fromme Zettel«
»Letsindige SpogefugL fom du er!« —- sagde Dorn
wvstm alvorlig og betragtede ham med et forslende Blit;
derpaa bsjede han sig langfomt og dolstede hain et Par
Des i Ørei.
,,Godt!« —- fvarede Motten. —- ,,Al ja, ved St. Mar
tinnit tror jeg ille,sje«g stralg er dleven from deraf, cer
- Mdigekog jeg- degynder at faa Skrupler. Var det nu
, en Pagt med den onde, der var Tale om, hvad saa2 Er
Icrdige!—— Men J er en from Guds Mand; det oed
ieg not, og eders heil-name Striftebarn flal vift faa eders
Jede send i Morgen paa fastende Hiertel«
E et! — blioer den unge Hering ille fri for!
Sol F di Morgen, man jeg nsdvendig tale med ham.«l
»Bei vilde Holde derart-D ærvcerdigel —- hvor mangej
H« Jst-J ei den Ære ni findere Olotwens Barbaril
Kette WammeeN
s— Nester Grund faa sig alter nrolig om. »Sei Stolen
Ist-Wen Sjnt og lad Deren staa paa Klem!« —l
que hart — »indefpeerrei vil jeg illet Jeg bliver nsdigl
W her end hsjst nfdvendiigi — men jeg maa dog sei
beuge dei nd til i Overmorgeu —« l
»An pel, saa bitter man vel paa Raadt«—- foaredJ
M og sinktede Stolen. —- ,,Mod, ved jeg, mangleri
g Me. Er det eder tun one at gsre at holde en Bot-s
psdllen for den hsjljaarne sange, faa viser not en eller
M Delgen jer Bejen En Engel i edets Stilkelse paa
«·Wfthe ellek time des-f paa en Brandftige —
- W bitte M opbyngeligt paa en forvildet SjeeL
III M, MUCCL J Morgen tidlig bringet jeg
l«
Mem del ille feiger her, can J sove
Inkqu synge i Stege-klei, ellerz tror
sit M« M diife Ord vor den lyftlge
, »Im og M M UT M Milka
»Bei var bsjen Berner Nile,
Hatt ootste over alle Mute,
Han var galen oa aldrig vis;
Jngen Mand kund: hannent styre.
—- Men Stoven stander alt nd i Blomster!«
Tredie Kapitel
Ntrste Morgen, da Hering Balremar vagnede, stod
der alletede en Splvstaal med varmi Ol paa hans Bord
ved Sengen. Han stod hastig ov oa tlædte ftg paa. Saa
snart hatt var pnaklædt, loftede han Staalen sont ford
vanligi Ved Hanlen for at dritte, men satte den stmka for
undtet ftn sig igen og betragtede en Sotnmeracel, der
var falden ham i Haandert on sont lod til at have vier-et
loselia hattet til Hanken. —- ».Hvo oil gantes her med
tni.g?« — sagde han sortttrdelig og kastede Blomsten paa
Bordet, nten blev i det santme en lille Strimmel Verne
ment vat, sont stat ud af den sine Blomsterkalt. Han
gteb dei lille Blomsterbrev og lcrste bloi de tvende Ord:
,,fktiv under!« — Han fiirrede lcenge paa den lon
domsfulde Strift og faldt i. dybe Tanier. »Hoad betnder
dette?« —- udbrød han endelig, som hatt oaagnede af en
Drom. — »Hvo sendet mig her bemmelighedsfulde Rand?
Er det Ben aller Fjen«de? Hm, st r i v u n d e t! Dei er let
sagt; men gjcrlder det min Æte — gjcelder det Sjcrl og
Sind eller det store Maal for mit Liv, saa maatie jeg for
undetsitive min egen Dødsdotn, end det Jorlig, jeg i Dag
tan venie.« Han ftitrede atter paa Sedlen og faldi i
grnblendse Tanter.
»Allerede i Staisraadei? cedle Herre!« —- saade bans
muntre Medfange og traadte ind- — »Hvis jeg itte hørte
feil, hat J alt modtagei et Motgsenbespg as edtes vise og
underholdende Aander. Mig syntes, J ialie med nogett.
Var det maasie med edets gode Ven der i Kassen?«
»Nei, Tuto!« —- svarede Heringen —- men aatvaagne
Aander ere os net. Dei et iite blot den dsde Bisp. der
ialer til mig fra disse Mute; cgsaa leoende Vcesnet iage
Del i min Stæbne og ville raade over min Billie, for
jeg tender den selv. Se hvad jeg fandt i denne Blomst!«
Han ratte ham Blomsien og Petgamenis Sirintlen.
,,En Sommergæll Den maa J oogie eder for, Edle
Herre! bttis den itte totnrnet fra en lillc nydelig Haand
sont tun vil aætte paa Strømi, for at gøre sitt Vintetnar
lyifalia for Alvot· S t t i v u n d e r! Jl), dei Var et tott
on aodt Rand i en fuldkomtnen Hersterindes Tone. Havde
dei oazret Vaa Tit-I ved jea not hvem jeg vilde gæiie paa.«
»Ja saa iror du min usynlige Slytsaand er iyst?
stg frem! hoem mener du«-m
,,Jl7, hoem anden stulde jeg mene, end den lille, nn
dclige Helgeninde, ertugdaiteten i Sachsen, der bekom
rede sig mer om edets Tro og rate Sjæletlenod, end om
edets Hertugtrone og alle edets siolte Forhaabningetl J
bcerer dog endnu hemmelig hendes usynlige Lcenlet.«
,,Sopl)ie, det fromme, gode Batn?" —- udbrod Her
iugen og rodmede, idet han foer med Haanden til Banden
— ,,ntener du, hun icrnter paa mig og min Stæbne end
nu? Nef! Tuto! det vilde jeg itte engang anste; det vilde
forstyrre mig forircedeligt: i halvandei Aar hat nu hini
forunderlige Billede veret udslettet af min Sjcrl; jeg bat
haft vigtigere Ting at teente paa, end en lille Hectuqs Dat
ter og hendes fromme, indsttcentede Gudsfrngt. Jeg hat
lyttelig løstwet rnig fra det Daarftab. Jeg ladet mig
nu itte blcende eller standse af et Par fromme Dueojne,
som hore hjemme i ei Kloster ellei paa en Altertavle. Tal
aldrig mer om hende, Tutot du ved, det tjener tun til at
forvirte mig — vg, sandi at stge, siden note Planet dtog
os til de hsje Tanehosstpnheder, hat jeg maattet rodnte
for mig selo, naar jeg tarnite paa hende. Men du hat
dog Ret!« —- vedblev han beveeget — »Disse stille, be
stedne Blontster, der saa mildt og venligt næsten et helt
Aar her hat mindet os ont Vaar og Sommer og Livets
stille Glieder i vort Ferngsel — de maatte vel have mindei
mig om hende; og denne hvide uftyldige Vaatblomst, sont
nu endog har saaei Rost og bedet mig give eftet og un
derstrive —- ha, understrive en Pagi, der maasle vil gore
mig til en from Slaoe as min egen Samviitighed til
min Dodödag! — og dog —- der var en Tid, da en san
dan Trældont syntes mig den rette Ftihed. — --« han
tav og faldt atter idybe Tanter.
,,Det var en jammerlig Tid, betret« —- tog Tuto
hastig Ordet — »den lhat-de nær gjort jer til et sprenge
hoved. Jeg siger ogsaa: striv under —- dvad Polter det
saa er! —- Friheden kan file lobes for dort. Men bliv
derfor ingen Slave af et Pennestrsgi Den lille, smutte
Sværmerinde got eder dog tilsidst til en stille, fsjelig
Hering af Sonderjolland, der aldrig tænter paa at blive
mer i Verden, men opgiver alle drifiige Planet, tager sig
en stille, from Hufiru, siger god Nat til denne Verdenö
forftengelige hersterdsmme og sover ssdelig ind paa Sus
vig Sloi, som en tro og lydig danst Vasal. Dei kan blive
et rprettde Liv, herre! Hvad vi her shat dojet, vil vi
itte tænke pna at her-ne —- fy, dei var nedeli og Meiste
ligtx vi. tysse, sont fromme Born, paa Rifet og blive tsnt
artige- Og hviltei.dejligi, fredeligt Liv! J vil i« det htjes
fte tnn ruste jer for at bestytte Gæzsene mod Reden eller
for med eaen boie Haand at neither-V en vellmagende Ratt
til det tarvelige Hermgtasseh her den fromme httgmoder
sidder tned foldede sonder, niedenö de stille, artige Born
laese Botdbsnnett.«
«Tulo, ha, nej!« — udbrsd Heringen heftig og opfoer
sont af Dromme —- »jeg stal vise dig, at jeg hat Valdemar
Sejet til Oldesadetz Hatt sad ogsaa en Gang i Feengsel;
»men hatt gletnte itle Dævnen ist than blev gammel og graa
—- han glerttte itke sitt Ktone og tin tongeltge Berdighed i
UlyltenR I
; Nu bankede det paa Icngselsdtrem og Samtalen spart
tafbrudt Dei var den Erstlige Slotssoged hatt aabnede
forste Boten, da man hat-de raubt: tut op! Nu traadte
hatt ind vg spat-gie, otn dei var den hsjbaartte Oeriug be
lejligt at modtage Troß HelseL - .
»Ihr-Ist Mit« -"—. nextog Wagen med bitter Var-ne.
»s-— »Ri- dell M W kommst« Derpaa satte hatt sig stolt
og rolig j Wesen ved Bordet, medeni sitt-der Abildi
aaord Mc IS en webt-is Steuers Stuhlfe og stillede
spat-OWNER Mjos ved tin syrstelige Herres Stol.
SW dutkede terdtdis og gil. Straf- efter traadte
Droft Peder ind. Han shitfede hofligt og alvorligt. Her
tugen rejste sig halvt i Saedet og satte sig atter tilbage.
»Hvad har Droft Hessel at forebringe Hering Valdemar
af Sonderjylland?« spurgte han med rolig Stemme og
tilbagetrcengt Harme.
,,Hnjbaarne Herre!« — tog Drost Peder Ordet —
,,min Heere Konge har paa Grund af eders Benners
Forestillinger besluttet at tilbyde eder Forlig og Frihed,
hvis J vil understrive og belrcefte de Vilkaar, jeg her i.
Kongens Naon overbringer eder.« Med oisse Ord fremtog
han et stort Pergaments Breo, som han med en hoflig
Bøjning overratte Heringen.
,,Forelæs mig det, min Drof!« — sagde Heringen
og kalte Ridder Abildgaaro Breoet over Stulde ren, medens
han hældede sig tilbage i Stolen sg pnatoq sig :n li-. Jegyldig
Mikie Ridder Abildganrd traadte frem for sin Heere cg
læfun Brevet var affattet af Knnsleren pan danss i den
scedvanliqe ftioe og pedantislse Dotument-Stil, der fhntes
dannet efter de lærde Svrcg. Trost Peder gav nøje Agt
paa Heringens Miner, idet han blev staaende i besteden
Fraftand Hertugen stintes itie at beincrrte ham, men
stirrede mørt og tnntefuld vaa den dunkle, bestrevne Ferng
selsmur. Jndledninaen til Forliget ncrvnedes Hertiigens
Venner, som havde udoirtet det, og blandt dem syntes han
især med Deltagclfe at hore Heringen af Sachsen nævne,
shvis Tatter han nnlia haode talt om, ogiaa den god
modige Greo Gerhard af Holftens Naon synteg her at
overraiie ham, idet han inaafie eri.ndrede fig, hvorledes han
ved Dannehofjet i Nyborg haode søgt at gøre denne keelte
Herre latterlig. Jndledningen til Forliget lød fanledes:
»Alle, som dette Brev se eller høre lcefe Herman, af
,,Gnds Rande Biskop til Schwerin, Johannes, Hering af
,,Sachfen,Gerhard, Johannes og Adolph,Grever af Holsten,
»Helmold og Stank-, Grever af Schioerin, Gert, Greoe
»af Hohei, Johannes og Henrit, Grever af Mecklenborg,
,,evindelig Hilsen med Gud! Det stal alle oitterligt verre,
«at paa Hertug Valdemars Venne af Slesvig var ydniyge
»lige:1 begjcrret af os, at Vi stulde love for hanne1n, at
,,han flulde holde disse Punkten sorn udi efterftrevne Brev
,,finkes inddtagne, fom er en Forligelse mellem Kong Erit
,,af Tanmart og hannem.«
,,Hoo har oaa mine Vegne bedet de gode Herrer saa
ndnmgelig at love for mig hvad jeg endnu itte ved?« —
sagde Heringen —- »doa det er oel en scedoanlig Formel.
— Til Sagen!«
Nu oplcesie Ridder Abildaaard Forliget selb, der i.
Hertuaens Navn saaledes begyndte:
,,Valdemar, af Gnds Naade hertug udi Sonderjyls
»land, eoindelig Hilsen rncd Gud! Dei er Fyrsters Loo
»og Ære. at de naadeligen høre og efterlade de puritan
,,benoes deres Begæring, og for den Gunst og Naade
«’Si!)ld, de meddele de llanende, indes udi deres Und-»r
»dane Lndigheds og Trosiabs For-gelie, saa at —- tilvots
,,endes sia Undersaatternes Hnldeft og Yndest —- fial sig og
,,formere de regierend-es Ære, Titel og Navn« —- —
»Det er Drost Hessels smulte Tanter og Mesier
Marti«ns sniutie Stil!« — afbrød Heringen med en spot
tende Mine Ovlcrsningen —- »Bliv ved, Drost!«
»Derfor sial alle vitterligt ooere« —- vedblio Ridder
Abilgaard med et undertrytt Smil og i ydniyg Tone —
»at vi cif Ungdoms Uiorfarenhed og barnlige Raad er
»forfprte, at indtage det, Kronen tilhørte paa Als, iinod
»Bo: Herr-e Kong Crit i Daninart Befali-ng, hoorud inden
»vi tendies og ilde have gjort, saa dct synes os oa andre
»in-re Venner, at vort Fedeenelands Lov er oö for starp og
»for strenge; hvorfore forbemeldte Konge, efter vor vdrnyge
,,Supplicering, hans Prælaters Raad og andre to Mænds,
,,haver efterladt os al Styld og Brode, soin vi uforfyn
»ligen have beganget imod hannem.« Qg nu fulgte alt,
hvad der angii Stridighederne om Als, om Myntrettig
heden og om Forpligtelse til at lade Kongen udbyde Leding
i «Sønderjyllan«d. Til alt dette smilede Heringen lige
gyldig og shntes næppe at oaerdige det sm Opmaerisomhed,
medens han dog med lønlig Spænding gav Agt paa hvert
Ord; men nu forandredes hans paatagne Ligegyldighed til
synlig Uro, idet Ridder Abildgaard lcefte: «Vi love derhos,
»at vi aldrig stal til Kongens Dod eller Feengsel gsre og
»stasse, raade eller befordre, han stulde tabe Jord, Byer,
»Stceder, Fixster, ej heller at forbinde os, conspirere eller
,,prattisere imod Riget eller hannem; ilte heller tilflynde,
»forhan«dle eller nogen Del gsre, som kan hedde »Crimen«
»Lde Majestatis" (Majefteetsforbrydelse); men vi ital de
,,oise hannem al Ære, Underdanighed, Reverents, Trostab.
»G-re vi noget Vitterligt herimod, heller Ian os over
,,bevises efter Fædrelandg Lov og Brug, hemmeligen at
«haoe stasset, da stal alt vort Lehn og Gods dermed være
,,forbrudt, saa at vor herre og Konge af egen Magt maa
»det annamme paa Kronens Vegne og gøre deraf til
«evindeligt Eje hvad hans Naade thlies, tilmed at strasse
»os paa Liver, efter Reiten, eller benaade os, soin hans
»Naade tilsiger.«
Her standsede Ridder Abildgaard og betragtede sin
Herre forbaoset; men den unge hertugs Uro var for
svunden og en stolt Trods udtindrede af hans -Øjne, ine
deng han hævede sit hat-ed dristig og teeL »Na tender
jeg baade eders Ord og Kand, Drost Hesfel!« — sagde
han —- »»saaledes oil J gerne fsre Ordet, naar en for
blindet Konae vil give ederMyndighed deriil.«
Droft Peder rystede alvotlig paa hopedet og tad.
»Mir ved!« sagde hertugem og Ridder Abildgaaid ded
dlev: »Vi tillade hermed, at Dannrarks Preelater maa
,,lade fortynde Riesens Band over os, intet Variel fou
»gjort, orn faa stete, det Gusd forbyde, at vi gjorde noget
«imod dette, forestrevet staats« Ridder Abildgnard holdt
atter inde og betragtede sen herre med et forstende Blit.
»Bei saa!« — sagde Heringen —- »glem itle den
heilige Bandstraale! den tan gsres behov. Er der mei«
Ridder Abildgaard oplæste endnu nogle Punkter oin
Hertngens Forpligtelse til at staa Kongen bi i Leding dg
mode paa Derredagene, hvorpaa lhan tun lidet syntes at
agie. Men nn hed det: »Vt stal ille heller holde kred
»die soll. Jtem for dette dort Fængsel sial vi ilke .fejde
,,seongen, han« Sinner eller nvgen t Riget eller uden,
,,eller noget ondt noget Menneste perfore ttlspie; nien der
«fore lade vi dennem toit pg ledig. M ital ingen For
»piigt euer Fort-und gsre need nogen Person i Baden,
,,oed hvillen hanl Majefteet og Riget nogen Stabe tan
»tilf-jes, og have vi nagen saadan For-bund gjort, stulde
see
k.
»vi dennem opsige." Endelig hed det til Hetfugms fle
Forbadselse: »Og paa det hvis nu let-et et, i.«.te«stl:llk
»stines udi Tyiv1, da have vi mev m wworlia M WITH
»og lovet paa de hellige Evangeli.a, at di uden al Bedta :
«geri stulde holde hdis fotesttevet staat, vedetfigendsee al
,,Elsceptivn, sont tan tjene til Besvigtelfe, Mai-U Ellfk
,,Ttudfel eller og Undervisning gejstlia ellet verdilnl
,,Rettens Behfcelpning, Lov eller Brug, hvorded fOMckVW
»Bted tan btydes.«'
Heringen blegnede; han hatte itte Slutninaem fcm
indeholdt de Bist-ers og Fnrsters Navne, der havde oder
veeret Forhandlingen og hængt deres Jndsegl dcths, HM
fhntes forst at dcere kommen ti.l sin fnlde SamlinxL dd
hcm harte de sidfte Qtdt ,,Og ville vi det fotfegle med
forste Lejlighed."
»Ja dist, faasnatt vot Lejlighed faldet!« —- ndlstod
han med den lheftigste Forbittelse og foer ov. -— ,,(st san«
dant optørende Forlig vovet J at overbtinge mig, Dtost
Hesfell og J tan inddilde jet, jeg stulde vcete feja oa Usfcl
not, til at nndetslrive og besegle det! J hat haft et vert
digt Menstet for dette fmutte Forlig i sotte Gtev Henrits
djeevelfte Pagt med den fangne Kong Valdemat. Deti
vil jeg dog itte ttaede i min store Oldefaders Spot Da tøbe
min Ftihed faa dyrt. Toentet J at tvinge mig, saa fotsøg
det! Hat J Lcrnter med, saa totn tned dem! tald edets
Bødler frem, og se, am jeg ladet mig pine til at fotnedte
mig!«
»J mistendct mig spatlig, hsjbaarne Hettel« —- toa
Drost Pedet med en smettelig Fslelse Otdet. —- »Tri
itte, det glæder tnig at se en adelbaaren Heere sont eder
paa dette Stedk og tto end mindre, jeg et faa lavhiettet,
at jeg vilde se edets fri Vilje tvungen ved·11vætdige Mid
lerl Jtte af Had cllet Hann, men tun for Rigets vg
Kronens sSitterhed er Friheden het beratet edet. J det
Dieblit J opgivet det ufotfvarlige og tilsttaetlelia oplnfke
Fotetagende, som hat gjott eders Fangenflab het nob
vendigt, staat J atter fti Paa den ophajede Plads, hvottil
J et fsdt og baaren. J beholdet alle edets lovliae Ret
tighedet, sont Hettug af Sønderjylland, ubestaatne — og
alt et glemt. J det Øjeblit, J undetslridet dette Forlia,
hat Slotsfogden Befaling at aabne eder disfe Fænafels
døte og med sittett Leide ledsage edet til min Herte Kon
gen; faasnart J da paa Herredagen offentligt hat dedtendt
edet Understriften og bestyelet den med Segl dg Ed, tan
J whindtet dtage til edets Hettuadømme, og hvetten min
Hette Kongen eller nagen retsindig Mand i Danmatt vil
nagen Sinde tdivle paa eders Trostab mod Land da Rige
fot Ftetntiden.«
Med disse Otd lagde Trost Pedet sin Sølvpten vaa
Votdet tilligemed Pergament-Btedet, sont Riddet Mild
gaard havde tilbag«:levetet ham. Men Heringen itod abe
Vcegelig og stittede paa Muten, uden at vcetdiaie Kotigens
Udsendinge et Otd eller Blit.
«Herte!« —- vedblev Trost Peter —- ,,taadiet eder
nu med den alvidende Gud cg eders ean SamvittiaheN
Jeg overlader Forliget i edets Haand J tan tilintetgnte
det ellet understrive det, sont J vill Til Sol gaar ned
tan jeg vente paa edets Bestemmelse, og i 24 Timet staat
Fængfelsdøten eder endnu paa disse Viltaat aaben. J
det Øjeblit, J har undetsttedet og dtaget i Klottestrenaen
hist, vi.l edets Fcengsel aabnes. Jeg jprladet eder nu med
det Haud, at J del ovetvejet eders iicnelige sont edetg
evige Velfærd. Mistetcd i denne Sag hvetten min Hserte
Kongen eller mig! Den alvi.dende Gud dg alle hellige
Mai-nd et mine Vidnetl her er intet stet af petfonligt
Nag til edet. Jeg tot vidne for Guds Aasyn paa den
ndetfte Dag, sont i denne Time: jeg hat tun handlet imod
eder eftet min Ed og Pligt til Riget og Kronen.« Med
disse Otd hilsede Dtost Pedet, itte uden Bevcraelse og
vernodig Deltagelse, den fangne Hettug og fotlod hastig
Taarntammetet.
Feengselsdsten var attet luttet og laaset- Paa Bot
det laa det vigtige Petgaments-Blad tillige tned Solv
ptenen, som Dtost Peder havde ladet ligge til Underlttif
ten. Riddet Abildgaatd betragtede sin Heere nied et urp
ligt fotstende Blit. Hettugen git nu med heftige Stridt
op og ned ad Gulvet; hans Ger tullede vildt, og hans
Kinder blussede af Harme. ,,Aldtig, aldtig i Evighed un
dersttivet jeg den Helvedpagt!« —- udbrsd han — »sta!
jeg saa stdde het til min Dsdsdagl Stal jeg besværge,
lhvad der staat, med min Saligheds Ed, maa jeg enten op
give hele min stote Livöplan eller dotde en Menedet og
Nidding for al Beiden Nei, ha nei, aldtig i Evighedl
Jeg stal vile dem, at hettug Valdetnar iite elster Ftiheden
og sin usle hettugtrone hsjere, end sin Æte og stn stie,
udetvingelige Bilje. Jeg vil itte fejg og nedtig falge dem
min Sjael og min indte Frihed, for at tunne dtage fti Luft
i et stsrre Fængsel, fom en fornedtet aandelig Slave. Nu.
Tuto, nu er det Tid at tænte aldotligt paa Fliegt og paa
at sprenge disfe Mute med List ellet Bald, paa enhvet
optcentelig Maade. Staat jeg fsrlt fti uden for dette
Helvedstot og uden for Danknatts Granser — da vil jeg
itte langer betonte mig paa, hvad jeg vat ncer ded at op
gide i tnine sygelige Dtilntnekier — jeg ehster Siedet af
mine Fsdder og satter itte Fod paa danst Grund igen.
ist jeg staat het i Spidsen for en Hart, sont tun omstytte
Instannt Throne og tnuse ham med alle hans elendige
ReadgidereP
(Fortseettes.)
ZZTZZZLHIW
Valdemar Sejer.
Omflag 80 Centd. Jndbunden 81.20
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmflag 80. Jndbunden 81.20.
Kong Erik og de Fredløse,
J Omslag 80 Cents. Jndbundcn 81.20.
DAMSK LUPIL PUBL. ZONSL Zlalr.Nobt.
