Crit Menveds Banidom,
Historist Roman
of
Bernhard Severin Jugemann.
A n d en D e l.
sFotsifatJ
i
»Bei er Hclgengloriem som allerede her bar spøget i
den forrnlte Visps Hjerne« -— sagde Ridder Abisldaaard —
»elter ogsaa er dei den sorte Kunst og magiste Aandq
besværaelser, han hat grublei over· Bliv dog itte ogsnas
sorstyrrei, min ædle Herre! og sæi jer dog itte det Gen-s
slab i Hovedet at ville være en Helgen! Dei iør jeg forbande
mig paa, hverten J eller jeg driver dei iil i denne Verden.
,,Saaledes forstaar jeg dei itte« —- svarede Her
ingen, og hans Øjne tindrede. —- ,,Jeg udlcegger disse Ord
paa verdslig Vis, og saaledeg er dei itte Galstab, men dyb
og sand Herstertlogstah Jeg opgiver itte min store, dri
siige Livgplan —— jeg opgiver den itte, saa lcenge der er en
Traube as Valdemar Sejers Vlod i« mit Hjerte. Ovarie
desZ er tun Spørgsmaalet Midlerne og Magien søger
jeg nu itte længer lhos fremmede Fyrster og Heere, itte heller
i en uvcerdig Sammensværgelse med oprsrste Undersaatter.
De dee siden lige saa godi svige deres Trostab mod mig,
som mod min Forgænger. Hindre og besiride vil jeg del
itte et Foretagende, sont dog rimeligvis tan vakre miq
gavnligt, men jeg har leert at soragie dei. Den Haand,
som vil bære Spiret uden at stælve, maa vcere ren for
Irændeblod Den Pande, Kronen itte stal brænde, maa
itte bei-re et lønligi Kainsmcerte under sin Prydelse« —
»Der har vi« dei!« — afbrød Tnto ham — ,,-J vil
dog være en Helgen. Nu vel! men der er Maade med ali,
naadige Herre! paa anden Haand maa J dog i det
mindste vide, tyvad der soreiages, og hvad J allerede
ved —- —«
,,Jeg vil intei vide, som jeg nogensinde stal behøve
at blues ved for Evropas Riddere og Fyrsier!« ——— ved
blev Heringen —- ,,og hvad jeg ved, Tnto! — sa, dei vi«l
jeg glemme og begrave i Sjcelens dybesie Asgrund, som
en afsindig Drom. Jeg vil itte bære Kronen, sorn min
ulyttelige, sorvildede Fader bar den, for ester en stattei
Herlighed selv ai myrdes as mit opbragie Folt. Vil For
rakderne ardejde mig i Haanden, nu vel, saa lad dem dei!
Jeg fremtalder itte Stornien. Nu gælder dei tun otn ai
give Tid og vinde Tillid Jeg vil asstaa Als, ja selv min
Heriugtronei — Mer vil man dog vel itte fordre ser min
Frihed Den undergravede Trone maa dog salde, og uden
mig- Men rejse den igen, dei stal ingen uden en Valdemar.
Jeg vil vise Foltei, at jeg itte bærer Valdemarnavnet for
gaves, og at jeg tan overvinde mig selv. Ved at lide Uret
vil jeg vinde Hierter esorn Vorge. Forsi vil jeg gribe dei
usynlige Spir, som tvinger Aander, og rcettes Kronen
ntig da ved en lyttelig Tingenes Vending —- saa, Tuto!
saa er det ingen Drsminetrone — og vel heller ingen Hel
gentronez men saa stal den sidde sast paa disse Lotter
og lnse som Solen gennem Aarhnndreder, som de siore
Valdemarers. «
»Na ja, jeg begynderss at sorstaa jer, naadige Herre!«
—- svarede Ridder Abildgaard og gjorde store Øjne —
»den Stettin der stal ompusie den raadne Stamme, tan
ogsaa mediage Grene og Stud, mener J, og uden ai J
dehnt-er at puste eder en Lungesnge paa Halsen derfor. —
Jeg begynder ogsaa at blide tlarsjei og saa Respekt for
edets gode Ven der i Kassen. Konr,min redle Herre! paa
denne eedelmodige Beslutning vil vi dritte ei Bragebceger,
som vore gamle shedenste Finsteer Eders Visdomssugl
stal leve! min cedle Heere og Fyrsiel Naar J tonnner i
eders Rige, iage vi sten as eders Stjold og satte den
tloge Fugl i Stedei!«
Heringen sulgie sin muntre Ven til Drittebordet og
var nu aiier den livslysiige, overmodige Yngling. Hans
blege Kinder blussede, og hans noget indfaldne Øjne tin
drede as de siore, drisiige Forhaabninger. Dei var imidler
iid blevei msrtiz men snart stinnede Mannen ind til dem
gennem Jerngitieret og oplysie dei lille Drittebord. Niv
der Abildgaard sang lysiige Viser, og Heringen isiemniede
dem med vild heftighed, medens han hyppig ismie sit
Bergen Under denne Sin martede de itte, at der rasledes
med Laase vg «Sicenger, sprend Fængselsdøren aabnedes,
og en stcert» alvorlig Mand i Pelsirøje og laadden Hue
iraadie med en Lygte ind iil dem.
»Hejda, Povl hdiii vor dybsindige Mennestetender
—- vor brave, forsigii.ge Vari! eders Staal!« —- raabie
Ridder Abildgaard overgiven. — »Al Ting er her i den
bedste Orden, som J- ser.« .
»Staal, min gode Ven!« — sagde heriugen Og de
halvberusede Fanger tsmte lystig deres BEgre paa Sims
sogdens Sundhed.
»Jeg iatter styldigst sor den Ære, J beviser mig,
mine højbaarne, unge Herreri« sagde den rolige og alt-or
lige Pon Hvit og buttede høslig, idei han leiiede paa sin
Hue og betragtede dem med et opmcertsocnt og selvtilsteds
Blit- — »Bei er mig tæri, at J ladet Vinen smage fee
vg itte iager eder Berden med dens ustadige Lytte nærmere,
end det er verd. Jeg tender Berden og Mennestene« —
titssjede han med Selvtillid og nittede — »det er aliid
et godt Tegm naar Statssanger er lysiige. Jeg hat ellers
et Budstab at bringe eder, som jeg tænter vil være eder
veltomnient« —- vedblev lhcin og lod Lygielrysei falde paa
deres ophidsede Ansigter, medens han omhyggelig synies at
studere deres Miner. —- »J Morgen iidiig, naar J ere
mindre lysiige og bedre oplagie iil alvorlige Betragininger,
vil man have den Ære ai bringe eder et Forsiag iil For
lig med Kongem mine Herr-er. Hviö J, som jeg haaber,
tager derimod, tan seg snart have den Fornsjelse at aabne
eder denne Der sor «bestandig. Nu Inster jeg eder en god
og rolig Nai.«
Derpaa hilsede han og git. Den spare Der dlev
laasei med sin Omhu, og Fangerne sade aiier ene i MaaneH
stin. Sloissogdens Efterretning havde bragt de unge Her
rer til alvorlig Besindelse igen De ialede endnu længe otnq
hvilte Beiingelser der tunde antages eller itte Endelig
git de til Hvile i speendt Forvenining, otn den nieste Mor
gen stulde bringe dem Frihed eller maaste sterpet og sor
lcenget Fangenitah
Undet Kapitel
Slotsfogden var aaaet tilbagc til den gamle Ridders
sal, som i hans Tid vat bleven istandsat og oppudset, og
hvor han modtog fotneinme Gastet. Der braendte det
inuntett i den stote Kantin. Midt i Salen stod et tigelig
opdaetlet Aftengbotd nied trearmede Messingstaget En
una, riddetlia Herte gil ined faste Sltidt op oa ned i
Salen Det var Dtost Peder Hesfel Clavs Slitmen
stod ved Kaminen og Vatmede fig.
»Nu, min gode Povl Hvit!« — sagde Dtoft Pedet
og ail den veltilftedse Slotgfoged i Møde — ,,hvad sagde
edets Fanaet fot godt? Bil de helft se mia i Aften eller
i Morgen?«
»Det er en Fotnøjelse at des-ge de Fanget!« —- sagde
Slotsfogden —- ,,de sukte og jamre ille som ulyklelige
Fotbtydete, og J maa tro, Herte Dtoftl der et med al
detes Fotvildelse et godt, aetligt Sind i dem. De havde
ajott sig saa lyftige med Vinlanden, ædle Herre! at Talen
itke lunde væte oni at afgøte Ting af Vigtighed med dem
i Aften. J denne Tilftand havde de maasle undetfktevet
ethvett Forlig; men det ved jeg, hvetlen J ellet min
Hette Konge tunde ensle ellet vaete tjent med. Mennestet
et et indsltænlet Vcesen, skal jeg sige edet, og naar vi Men
neslet ilte et fuldkommen ædru, handle vi ilte som fti
Fotnuftvæsenet — saa sagde min vcttdige Ungdomslcetet
i Hotsens. Gud glcede hans Sfcel!«
,,Det fotftaat sig!« — svatede Dtost Pedet —- ,,kun
ved fuldkommen Besindelfe slal de høte mit Forslag.
Det et en alvotlig vaittighedssag, sotn de ftal have Tid
oa Lejlighed til at ovetveje. Altsaa i Morgen! Jeg lan
vel ovetnatte her paa Slottet?«
»Bei folget as sig felv, Hette Dtostl det hat jeg
alletede forget sor. Vi et alle Meneslet, og Legetnet maa
ille savne Hvile og Vedetkvægelse, naar Sjælen flal vcete
vitlsom til gode Getninget. Tag nu Sædei og hvis J
tillader det, et het ogsaa en Plads fot edets Bcebnet. Ol
sen, som pløjet, stal man jo ille binde Munden paa, og
Mennesket —- nu ja, Menneslet et da ogsaa et Menneste«
—- tilfsjede han hastig, da ingen dybsindigete Beiwerk
ning vi-lde falde ham ind.
Dtost Pedet smilede ad Slotsfoadens ilde anbtagte
Sentenset og satte sig ved Botdet. sSlitmen stillede sig
besteden bag ved hans Stol og tsdmede, idet den hsslige
Slotsfoged pegede paa den ledige Plads ved Dtostens
Side.
»Scet dig kun, Stirmen!" —- sagde Drost Pedet
venlig —- ,,het et vi ilke ved Hobe."
Stimmen adlød og satte sig paa Kanten af Stolen
Han iagttog, som han vat van til, en besteden Tavshed,
naat de eeldte talte, og gav nsje Agt paa, hvad hans Hetre
ønsiede, for at gaa ham til Haandr.
»Edets vigtige Fanget, min gode Povl Hvit! finde
sig altsaa uden Hatm og Bittethed i detes Slæbne« —
sagde Dtost Pedet. — »Det glaedet mig: uagtet detes gtue
lige Fotblindelse, et der dog forttæsselige, ja fast stote
Egenskaber hos dem begge. Det et en sstgelig New-endig
hed, at vi« saa længe hat maattet betsve dem Ftiheden;
men jeg ded, J hat itke gjott dem Fangenstabet sutete
end notwendith
,,Jeg hat punttlig fulgt edets Vefaling, hette Dtostl
og — jeg ttot at kendet en Smule til Vetden og Menne
ftene. Den Fange, man behandlet vel, teentet mindft
paa at undvigr. Nu vil vi se, otn Ensoinheden hat btagt
dem til Eftettankr. Ete de gensttidige, og vil J, de stal
behandles haatdete, kan det ogsaa ste. Jeg er kun en ringe
Tienet, og hvad det befales mig, udtettet jeg uden Pet
sons Anfeelse. Mennestet —- sagde den ufotglemmelige
Ludimagiftet i horsens — Gud glæde hans Sjæll Men
nestet lan itte altid taale gode Dage.«
Nu ttaadte en tyl, tundlindet Miadsvend ind og satte
et Fad paa Botdet. Dtost Pedet bettagtede ham og
studsede, men tav til han vat gaaet ud igen.
»Ha: J haft den Madfvend lcengelt min gode Povl
Hvit!« — sputgte han nu — »og et J viö paa hans Tro
stab?«
»Don hat tjcnt mig siden sidst i Maj fottige Aar« -——
svatede Slotsfogden — »og jeg maatte slet kende Men
nestene, hvis jeg lunde tvivle paa hans Trostab; han passet
sin Dont og belymter sig om ingen anden Ting i Vetdenx
Han let og synger altid i Stegetset og talet aldtig et al
votligt Ord· Havde jeg luttet saadanne Feli, kunde jeg
sove ttygt, otn jeg saa havde Konget og Kejfete at passe
paa. Jeg trot, som sagt, at kende lidt til Vetden og Men
neslene, Hette Dtostl —- Hat J ellets nagen Grund
til at trivle paa min Madsvends Trostab? Edle Hettel«
«Det vel ilte« —- sagde Dtosten —- »tnen giv dog
vel Agt paa haml Det var msaasle blot et Tilfælde, men
jeg saa ham i Fjot kott før Danehosfet i Hennet Frisets
Herbetg i Melfat, med et Rejseselstab, som just itle bestod
af Rtgets og Kronens Vennet.' «
«Det maa have vætet et blot Tilfcelde, edle Hettel«
— svatede Slotsfogden med tolig Selvtilftedshed. — ,,Jeg
kendet mine Falk, og ingen stal saa let satte mig en Bots
naefe paa. Motten Madsvend belhmtet sig, min Tro,
ille om Statssagetz han et en lystig, godmodig Karl, som
jeg hat niegen Moro af. Han et tillige Uttegaatdsmand
her paa Slottet, og jeg hat benyttet mig af ham til at
ptpve Fangetnes Sind og for-ge min Mennestekundslab.
Jeg hat tilladt ham hemmelig at fotsyne de sangne Hettet
med Blonistet. Fangetne ved itle, lhvotfta den Attighed
lommet, og jeg hat wartet, det tjenet til at adsptede de
unge Hettet og scette dem fotelstede Getllet i Horcher
Fall, der kan tænke paa sligt Natteti, ete itle fatlige fot
Lan-d og Rige, menet jeg. Den tykle Motten set aldtig
Fangetne, men han et fætdig at le sig fotdketvet, naat
han hsrer dem synge fotelstede Viset over den dejlige
Haand, det bindet dem Blomstertoste.«
Dtost Pedet fmilede, men thstede paa Hopedet og
vilde ’dog ftataade Slotsfogden denne Maade at studete
sine Fangetö Kataktet paa.
Jmidlettid traadte Motten Madsvensd tnd igen, og
sttaks eftet meldte Dstvogteten en gejstlig Bette, der
btagte hilfen vg Budftab fta Abbeden i Estom.
»Lad ham ttæde hetind!« —- sagde Slotsfogdetn —
«J hat vel intet derimoM Hette Dtostl det et form-Ident
ilig en af Abbedens Bemer, som vil afgste’en Sag med
mig om nogle Jotder- Men det et en underlig Tid at
i komme paa« - tilfsjede han betænkel«tg.
Trost Peder svarede med en høslig Hilsen og shnteg
»it trente paa gansle andre Eing. Døren aabnedes, og en
anselia, gejstlig Mund traadte ind. Man rejste sig for at
bilse ham, og han traadte forbavset et Stridt tilbage, da
shan saa Drest Peder. Drosten studsede ogsaa. State
fokiden lagde ille Mcerle til den gensidige Overrastelse,
inen modtog sin nye Gæst med høflig Opmcerlsomhed og
en Deltagelse, som røbedc, at det var ham en magtpaalig
qende Sag, det Beng galdi. ,,Formodentlig en Ven
as den vcerdige Abbed Magnus« «- sagde han. — ,,Bel)ag
at træde nærmerel Hvad vi har at afhandle, ser jeg gerne,
at denne Konaens tro Mand, Hr. Drost Hessel, var Vidne
til, saa meget mer, som jeg i denne Tid ellers itle tør
inodtage nogen fremed saa sildig her paa Slottet. Man
lender Verden og Menneslene, flal jeg sige os, og strenge
Forholdsregler ere her nødvendige. Tør jeg spørge om
min værdige Herres Navn?«
«Hr. Drost Hegsel lender mig« —— svarede den geist
lige Herr-e og traadte med stolt Mine ncermere. — «J den
lærde Verden er·Navnet Magister Janus Rostildensis
mig Anbefaling nol; for Lcegmcend kalder jeg mig Dom
provst Jens Grand. Er J Slotsfogden Povl Hvit?«
»Til Tjeneste, ærværdige Herre!«
»Godt! Hvad jeg har at sige jer, kan alle here:
jeg kommer fra Esrom Kloster, og da jeg just stulde her
forbi, har jeg paataget mig, paa Abbedens og Konsventets
Vegne at bringe jer Skjødet paa de bebidste Jorder i Grim
strup og bringe den Sag i Orden efter Ønsle. Men hvis
J har Forhindringer eller Betænleligheder ved at mod
tage mig, lan det opsættes, og jeg scetter mig strasls paa min
Ambulator««) igen.«
«Gud bevar’s, gør mig ikte den Tort, Herre! J er
mig hjertelig velkommen!« — sagde Povl Hvit hastig. —
»Tag ilte min Forsigtighed ilde op! —- Vi ere alle Men
nesler, og man man se sig vel for i disse Tider; her
lommer ofte Ulve i Faareklæder, og jeg maa lende, hvem
jeg sher modtager. Siden Or. Drosten tender eder, lan
jeg uden mindste Betænkelighed bhde eder vellommen; jeg
inaatte slet lende Menneslene, naar jeg itke kunde se, J
var den lcerde Herrens Tjener, J siger, og en værdig Ven
af den voerdige Abbed Magnus. Har J »Skjødet med, kan
det bringes i Orden i Morgen. Vcer nu saa længe min
Gest, ærede Hr. Domprovst, og tag til Talke med Lejlig
hedent Veer saa god at sidde shos os!« Med disse Ord
bragte han det for-gebe Selskab tli Scede.
Drost Peder var stille og ordlnap. Dsomprovsten
syntes heller itle at besinde sig vel i dette Selslab. Stir
men havde ved hans Jndtrcedelse rejst sig og taget Plads
bag ved sin Herres Stol. Slotsfogden alene var aldeles
oprømt; han nødte slittig sine Gcester og søgte at bringe
Underholdningen i Gang. Han berørte alle de Ting og
Begivenheder, som man scedvanlig paa denne Tid talte om.
Den norsle Krig og den Tonsbergste Grev Mindre-Alls
dristige Plyndringer paa de dansle Kyster omtalte han med
en Ihm-, som viste, at han var en tro, fædrelandstsindet
Mand- Han hasvde Familie i Horsens og fortalte omstæn
delig, hvad denne Stad havde lidt ved hin grumme Fri-»
bytters Angreb.
»Greven af Tønsborg er vel vor Fjende" —- togt
Mester Grand nu Ordet — »men en lcel og berømt Fjende,
som man ille bør udslælde for en Rover og Fribytterz han
er vel ille as det sine Slags Riddere, som stiller Damerne
i Øjenene ved Turneringer; men vi har dog ingen dygtigere
Ridder iher til Lands; han er den størfte norste Sskriger
i vor Tid og lan snart vente at blive ophøjet til RA.
»Men naar han paa egen Haand med Grumhed og
gridsi Rovsyge plyndrer og brænder paa vore Kyster, som
den vildeste Hedning« — svarede Drost Peder —- ,,saa
gsr han dog Ridderskabet ingen stor Ære; han er en al
mindelig plump See-den hvor kæk og mcegtig han er,
selv om han er as longelig Bhrd og, som J siger, nu at
traar Jarlenavnet. Vi dansle Lcegmcend har ingen Grund
til at hcedre ham med noget ædlere Navn, og vore Küsten
domslaerere vel endnu mindre.«
Mester Grand tav og ssgte at stjule sm Harme.
Slotssogden bragte attet Samtalen i Gang. At Grev
Jakob as Halland midt under Ktigen havde modtaget Mid
derværdigsheden af den notsle Kotige, bragte han nu paa
Tale og msisbilligede det høfligz deri. gav Drost Peder ham
Ret og betragtede den ærlige Slotssoged med Agtelse; men
Mester Grand tunde nu ilte lcenger betvinge sin Harme.i
,,Det er dog godt,« — sagde han spodst —- »at danste
Maends Fortjenester paasiønnes af sremmede Fyrster,
naar de mislendes og forurettes her hjemme. Det er
hsjmodigt af den norske Konge, at han saaledes vil hcedre
en agtet chnde, og jeg lan ilke dadle den lælke Grev Ja
kob, fordi han modtager en saa velsortjent Aste-«
«Tillad mig, Hr. Dvmprovst!« — sagde Drost Peder
rolig —- «en tro, danst Mand modtaget aldrig Æresbe
visninger af sit Fædrelands Fjende. Dog det kan umn
ligt være eders Alvor, som Faedrelandsven, at forsvare
en saadan Han«dlemaade.«
»Saa ivrig som en begunstiget Hofmand behøver jeg
vel ikle at dreje Kappen efter Hofvinden« —- svarede Mester
Griand bittert —- »for at være en fornuftig og kristelig
Ven as Fædrelandet. J min Stand behøver man, Gud
sie Lap, ikke at fordølge Sandheden eller forsvare ugudelig
Slethed for at opsylde sin Embedspligi. Med Guds hel
lige Ord og den lanoni e Ret for Øje, srygter jeg ille for
at sige Kongens og Dronninens mægtigste Yndling seit og
aabent, at je lun agter og elsler dette jordiste Fæ·dreland,
sor saa vidt mit høje, himmelste Fcedrelands guddomme
lige Love her agtes og overholdes. Vil J overbevise eder
der-IM, Hr. Drostt saa skaf mig Tilladelse til blot at holde
en eneste Bods-Prcediiken for Kongen og Dronningen, med
samt alle deres fine, høflige Smigreret og J slal hin, jeg
er Mand for at sholde denne Verdens maegtige et Sand
hedsspejl for Øje, hvorved mangen Kind masaste dog vil
rsdme, hvis der endnu er en Rest af Samviittighed og Ære
ved Hosset i Danmark.«
·,,En saadan Strasseprædikem cervcerdige Herre!« —
sagde Drost Beder med Vægt —- »lun-de vistnok ofte gis
res dehnt-, saavel blansdt Liege som blandt lcerde. Jeg vilde
sonste, J med samme Oprigtighed vtlde fsre dette Spros,
naar J paa eders fromme Vej træsser fyrstelige Herrer og
kongelige Lehnömeend, der i deres Oveehertes Synder og
Fejl sage Retsærdiggprelse for deres egne — Fmbrydelser!«
II) Paögeenger.
Mester Grund tav Slotsfogden betraatede sine uenki
ge Gcrster med Forbavs else og afbtød hastig en Sam
tale, hvig bitte Vending han inaen Grund indsaa til. Hatt
spurgte hast-Ia, om naen af de cerede Herrer paa deres Rejse
var kommen geitneInSoer og havde set den nylig genopbygte
Kiste-, oa da dette desvaredes med et kort nej, spurgte han
om inaen af dem vidste, hvor den afsatte svensle Konge nu
opholdt sig, og om det var sandt, at han havde fotladt sitt
Dronnina for en vie berygtet Jomsru Kirsti.ne.
,,Det er knn altfor sandt!« —- svarede Domprovsten
ivria og sunteg at aribe denne Lejliahed til at give sitt
lHarme Luft. —- ,,Der har vi atter et Bevis paa vore
Tidetg Ugudeliahed og den Syndepest, som udgaat fra de
store- Det er intet Undser, Herren hjemsøget saadanne
Fhrstet og viser denne Verdens mægtige Herrer, at der er
en Dommer oder os alle, der ikke ladet sig spotte, men som
ler over Skyerne, naar Jordens store hovmode og brhste
fig. sDet er en trøstelig og opløftende Taute« — tilføjede
han med en overmodig Mine — ,,at den stcerke, som hat
al Verden i sin Oaand, lige saa let tan fornedre Konger
oa Fyrstet og dereg Yndli«nge, som han kan ophøje de ringe
sog ysdmyge af Hiertet.«
l Slotssfogden havde andcegtig foldet fine Hcender som
.ved en Præditen. »le ja,« —- sukkede han —— ,,vi ere alle
Menneskerl —- Magt og Høihed er forfcengelig.«
»Vistnok ere mange af vor Tids Ulykker vel for
flhldte, ærvcerdiae Herre!« — tog Drost Peder temmelig
heftig nu Ordet med et starpt Blit til Domprovsten —
,,vilde tun syndige Mennester ilte formaste sig til ukaldet
at Udføre Herrens Strassedommel Den ulykkelige Konge,
J taler om, vil jeg iskte forsvare; men kan Foltene med
Rette afsætte deres Konger, sordi de itte ere som de bøt
vcete, saa kian jo ingen Throne og intet Rige bestaa, førend
der sendes os rene Engle fra Himlen til at regere Folkene i
Verden.« s .
»Det behøves i.tte!« — svarede DMpræsten og beh
stede sig med myndig Pavemine. — »Saa leenge Herrens
Statholder sidder paa St. Peders hellige Stol, og saa
laenge hans og Ordets Tjenere agtes som Guds og Sand
hedens Sendebud blandt Folkene — saa lcenge behøvet
intet Folk at være tvivlraadig om, khvor stor en verdslig
Byrde de taalmodig skal bcete, og hvor stor en Synder
Herren vil taale blandt sine salvede. Derfom J ikke er en
Ærtetjcettee, Hr. Drostl saa kan J umulig have noget der
itnsod at indvende.«
Dtost Peder tav, og Motten Madsvend, der just satte
en udsøgt Ret for den gejstlige Herre, fhntes med sit
staltagtige Smil at more stg oder, at den kaekke Provst
saaledes havde btagt Drosten til Tavshed
Uden at røde mindste Vrede vendte imidlertid Drost
Pedcr sig til den triumferende Domprovst sgen. b»Jeg har
som Ridder svotet at ospofre mit Liv for Troen som for
min tetmcesstge Konge« — sagde han med det ham egne
Udtryk as dyb Alvor og Kraft —- »og jeg frygter ikke for
at dømmes fom Kjætter til Baal og Brand, om jeg end
ogfac et af den Mening, at en lovlig kronet og salvet
Konge ikle tan styrtes fra sin- Throne ved den mægtigfte
Vandsttaale fra Vatikanet eller Lundi At i det mindste
vote dansle Konger hithl have været as samme Tro, har
blandt andre eders egen Fremde, Ærkebisp Erlandsen er
faret. Jeg vil ikte raade nogen Prælat i Danmart til at
følge saa misligt et EksempeL Dette Fangeslot, ærvcerdige
Herre! tun-de i« det mindste erindre eder om, at selv en Ast
tebispestav er for svag til at sptcenge disfe Vorte, naar de
paa Kongen af Dantnarls Bud ere lukte.« Med disse Ors
rejste Drost Peder sig og bad den forbavfede Slotsfoged
om, at lhans Sovekammer maatte dlive ham anvit. Me
stet Grand rejste sig ogfaa fra Bordet med tmng Mine
og ytrede samme Ønste.
«Sl-otsfogden ledsagede selv med en treatmet Lysestage
Drost Peder. Stirmen fulgte sin Herre med hans Kappe
og Sværd Man hilsede hinanden tavs og toldt· kMotten
Madfvend fulgte paa Slotsfogdens Vink den gejstlige
Herre til et Kammer ved Siden af Riddersalen. Det var
sncevert og skummeli. tDøten var tun til at aabne udenfra
og blev staaende paa Klem. En stærl Trætvind han-de
nær udslutt Lyfet. En Løjbænt, en Stol og et Bord nd
gjorde hele Bostabct, og sor thhullet i. Muren var der
Jernstænger.
Da Mestet Grand traadte insd i dette Kammer, stud
sede han og saa sig utolig om. »Hm-d betyder Vette?« —
spurgte han —- »anviset man mig et Fangthl til Som
tammer?«
,,·J maa derfor give os Absolution, cervaerdigel" —
svarede Motten, idet han satte det viftende Lys paa Sten
bordet og luktede med en lang Stang en Luge for det lille,
runde Jetngitter, der sad højt oppe i den tytte Mur. —
,,Se, nu er her lunt og godt!« ——— vedblev han. — »Der
overnatter ellers aldtia n-ogen. uden as og titl en forvildet
Ugle. Her er« tun et Gestekammer paa S-lottet, hvori
Gcesten et Herte over Deren, og det Ihat Drosten nu faaet.
For nvcntede Gester That vi lun sdette lille, vatre Kummers
Det hat i gamle Dage været et Martettammer, siger man,
og her stal have hængt alle Haande slemme Redskaber til
at pine forstollede Fotbrydere til Bekendelse med. Nu et
her dog gansle hyggeligt, som J ser. Men- det er Stude,
jeg itke kan vise jer de gamle, tunstige Pineredstaberx jeg
ved, J er en stor Elfter af flige laerede Snurrepiberier.·'
(Fortsattes.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Sejer.
Omslag 80 Centb. Jndbunden 01.V
Erik Menveds Barndom.
Jndbtmden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
HDmflag 80. Jndlmnden il. M
Kot-g Erik og de Fredløsq
J Omslag 80 Gent-« Jndbunden 01.20.
DAMSE LIMIT. PUBL. ZWEI. M. Uebr.