Straa og Guld.
Fortoelling af G erhardt.
MortsatJ
»Vi.l De søge bort herfra2« spurgte Doktoren.
»Jeg tcrnter alvorligt derpaa,« svarede Pastor S.
,,Saa vil jeg da,« fortfatte Doktoren, ,,onste, at De
maa komme et Sted heu, hvor De tan blive fri for det
Missionsvcefen, for det pasfer, saa oidt jeg tender Dem,
itte i Deres Kram. Jeg er nsødt ti.l at sblive her midt i hele
Vcettelsesreden — ja, jeg talder fdet saadan, —- for naar
jeg tommer til de soge, høter jeg fnart itte om anbet. Men
jeg bliver nu ikte smittet af den Sygdom, tan De tro; der
til er jeg for haardhudet.«
Dottor Thomsen blev ved at tale paa sin MS. Prak
sten var for det meste taos; han folte sig saa underlig
tryttet, men han kunode alligevel itke sige noget, ihvorvel
han not syntes, Doktoren git for vidt, saa det var en hel
Lettelse for Pastor S» da Doktor Thomsen bød Farvel og
gib
«Gid jeg lunde komme bort herfra,« suktede Pastok
S. for sig set-o, ,,her holder jeg det ikke ud! det er, som
om alt det, jeg hat arbefdet paa, rives mig ud af hernderne.
Men den Doktor er mig alligevel for stem. Jeg forstaar
mig snart itke paa det hele,« sagde han tungt, tdet han
grublende satte sig ved Strivebordet med Haanden under
HovedeL —- — — —
UT
Valdige Meint-er ved Tag og ved Nat
Msdes til Strtd,
Striden den grelder en lottbar Slat —
Tag nu Parti!
Ihi du ej slipper at vare med
Udi den verldige Strid;
Men du tan sejre og finde Frei-,
Taget du rtgtis Parti!
Lyset og Msrlet ere de to
Valdtge Lampen der wides.
Karat-en den galder d«inSjcrl,maa du tro:
Vvern sial da sein-et hvem dtdest
Dei er merkt, forscerdelig merkt i Akten! Det bliver
itte let at sinde Vejen.«
»Du er jo godt tendt.«
»Ja, jeg er kommen den Vej mange Gange; men jeg
fsler mig saa underlig til Mode i Aften.«
Denne Samtale ssrtes as to Mand, der sade i samme
Kupe i Toget, der susede afsted i den rnsrte Nat.
Toget holder, de to Meend stige ud; den ene er en h-j,
krastig Mand otntring ved de halvtreds, den anden ser ud
til at være nogle og tyve·
Toget damper igen afsted; de to frernmede blive staa
ende en Stand paa Perronen, en tredie Mand, der er
stegen ud ved samme Station, gaar et Par Gange hen
sorbi dem, idet han betragter dem nsje, slynder sig derpaa
gennem Bentesalen og ud ad Besen, der fsrer bort fra
Stationen.
»Bi maa assted, Karl,« siger den crldre til den yngre,
»der nytter det itke at blive staaende.«
«Hvem svar den Mand, der gil forbi og her? Kendte
du ham2« spurgte Karl sin ældre Ledsager.
»Nej«, svarede denne, ,,jeg mindes itle at have set
ham sor.«
»Hans Ansigt syntes mig betendt,« fortsatte Karl,
,,nien jeg ved det itte rigtig; jeg synes, han opssrte sig saa
underligt her.«
,,Det har vist intet at betyde,« bemarlede den crldrezI
«tnen lad os nu se —- her deler Vejen sig, slulle vi til
dsjre eller ad den anden Bei der til venstre? Er der ilte
Stov derhenne?«
»Jo," svarede Karl, idet han pegede til hsjre, ,,saa
slulle vi den Vef, der ssrer hen til den store Granstov.«
»Det er uhyggeligt i saadant et Morte,« bemærtede
Darl, da de havde gaaet tat-se et Stytte Vej.
»Den, Gud vil bedare, han er uden Fare,« sagde
den celdrr. ,,Tror du ilte paa ham, der stcermer os med
sin Englevagt ved Dag og ved Rats«
»Jeg har for ment, at jeg troede paa harn; min Mo
der talte tit med mig derom,« svarede Karl, »men siden
jeg tom hjetnsnie sra, er det næsten traadt helt i Baggrun
den.«
»Er der da noget vigtigere end at have sin Sag i Or
den med Gud og vide sig i hans Haand, der har al Magi
i Himlen og paa Jorden?« fortsatte den ældre Mand
,,Nej,« svarede Karl, ,,jeg ved saa godt, hvad det bedste
er, jeg saa det og leerte det hjemme. Min Moder glemmer
jeg aldrig, —- —-— og min Fader, — —- hvor han var godt
— og min gamle Bedstefader — gid han endnu ledede,
saa jeg tunde —- — !«
Her holdt den unge Mand inde, idet han suttede dybt
De to Mænd git en Stund tavse ved Siden as hin
anden hen ad den merke, ensomme Bei. Underligerrek
set rsrte sig i dem begge, oin end paa forstellig M«aade. — —
Pludselig bleve de opstrætntnede ved itte langt sra dem
at here Stemmer sra Mennesier, der ivrigi talte i Munden
paa hoerandre. A
»hvad er det?" sagde den celdre, »der er noget paa
Zierde verhenne." De ilede rast sremad og naaede Siedet.
De dsrte en Mand tlsage sig. «de er der i Vejen?«
spurgte den ældre Mand.
»Aa,« sagde en Mand, der stod og haldt ved Mun
den paa en Dest, »vt valtede, og Doktoren har vist slaaet
sig slemt.«
»Nun De itle hjoelpe ost« sagde en anden Mand.
»Der ligger Doktoren, og Vognen er staaet i Stytter.«
De torn ncrmerr. »Mir det itte Dem, vi. saa paa
Stationen?« spurgte Karl, der mente at gentende den
srennnedr. »Jo,« svarede denne, »jeg stnlde denne Vei,
og saa tras jeg Ksretsjet væltet her. Hvad slulle oi gsret«
«Bi ere itle lontne ret langt sra Langbergsgaarden,«
svarede Kasten. »Doltoren- hat været der at se til en syg
Mand. M »mac: se at komme tilbage dertil.«
»Frau Doltoren gaai« thenvendte Kasten sig til den
ne.
»Ja, dersom nogen dil ststte mig lidt; jeg tror itte,
det er saa sienit.«
. l
»Bi siulle gerne folge Dem, Ho Doktor,« sagde Karl
og denneg ældre Ledsager. »Vi! De o«gsaa folge med?«
henvendte Kasten sig til den anden fremmede.
»Det tan jeg ilte,« svarede denne. ,,Jea vil hjælpe
Dem Vognen til Side, saa kan De not selv tage Heften.«
»Ja Toll« svatede Kutten.
De begav fig derpaa med Undtagelse af den frem
mede Mand tilbage til Landbergsgaarden.
Hvem var den fremmede, som ilte svilde med til»
Langbergsgaarden? Jngen anden end Kriftines Mand,I
der nu var vendt tilbage fra Amerika og var i. den morkej
Nat paa Vej ud til det Hiern. han romte fra. Han vidfte
itle, at Gaarden var folgt, han vidfte heller ille, at Kri
stine var der for at passe den syge Mand, der havde
tobt Gaardenn. Med Hjertet fuldt af Samvittighedslval
fulgte han bageftet de andre og listede sig omkting ved
Gaakden, indtil han, da han mente, der var nogenlunde
Ro, listede sig hen til Sovetammetet og blev Vidne til noget
der fyldte hans Sjæl med Rcedsel·
Streits efter at Doktor Thomer var fort, var der
gaaet Bud efter den unge Priest. Den syge Mand folte,
at hans Tid var snart til Ende, og ønsiede derfor gerne
at nyde den lhellige Nadvere, for han tiltraadte den sidste
Reise. Hans Sjcel var kommen til at lyvile i den Naade,
der bærer Syndere i Liv og Dod.
Præsten var lige kommen, da de to fremmede Mænd
og Kasten tom-till)sge med Doktoren, der havde slaaet sig
siemt, faa han maatte lægge sig lidt paa den anden Seng,
der stod i Bærelset.
Da de khavde berettet om det stete, og de vare tomne
til No, bad Ptcesten dem alle tage Plads. Derpaa gil han
hen til den syge og talte med Varme til denne om den Herre
Jesus, der nu snart vilde hente Iham hjem, bori fra Livet
her med deis Kamp og Strid.
Doktoren-Z Hjerte bankede voldsomt i ham, han tunde
se paa den syges ftraalende Øjne, at Præsten havde en
anden Leegedom at bringe, end den han lendte.
Kristine stod ved Siden af og grced.
De to frenimede sad tavse og alvotlige og lyttede til.
Karl maatte stundom tsrre sine Øjnr.
Da Ptæsten hcvde givet den syge Mand det hellige
Sakrament, laa denne et Øjeblit gansie stille, med lut
tede Øjne og foldede Haknder. Der var saa stille i Stuen,
at man lunde hote en Knappenaal falde. Kun Stueurets
tattfaste Ditlen lunde hstes og bragte ligesom Hjerterne til
at banle endnu mere. Det var sitlert mere end en, der
tæntte:
Kloklen flocc, Tiden Saat-,
Evisheden foreftaar.
l Nu slog den gamle Bornholmer tolv med klangsulde
lTonen Det lød sorunderlig hsjtideligt i den stille Nat.
Derpaa blev alt stille igen; det var, som ingen vavede at
trætle Befret dybt for ikle at sorstyrre den dsende, alles
Øjne vare rettede imod ham.
Pludselig er det, som saar den syge nye Krcester, han
samler soran sig, Præsten hjcelper ham; han rejser sig
over Ende i Sengen, aabner Øjnene og ser sig omlring,
derpaa rækler han Haanden frem. ,,«"F-arvel! — Farvell
;- alle——sam———men,« siger han, «og — Tat — Tal sor
Jesus! —— Nu gaar—— jeg — «hjem at msde —- min —
egen — leere Jesus —!«
Derpaa sank han tilbage paa Puden og luttede sine
Øjne sor sidste Gang her paa Jord.
»Amen!« sagde Præsten, »nu bar han sejret.«
Men Kristines Mand, der havde staaet uden sor Vin
duet og været Vitdne til llyele denne Scene, sagde ille Amen.
— Han tnugede sin Haand mod Panden og styrtede as
Sted ud i den mprle Nat. — Fortvivlelsens Rædsel greb
den ulytlelige Mand. Han genlendte sin Hustm Sam
vittigheden var vaagnet, hele hans Fortid traadte srem
sor hans Sieh det var, som om dæmonisteMagter joge ham
as Sted. Den døende Mand med den himmelsle Jld i de
bristende Øjne stod bestandig for hatn. Endelig standsede
hat-. foran et lille Hus, i hvis tarvelige Stue en Lampe
brændte svagt, han git hen og banlede sagte paa Vinduet.
»Hvem der?« lsd det derinde sra.
»En remmed!« svarede Knud Aagesen. ,,Kan du
sige mig chen til Statidnen? Jeg er gaaet vild.«
Gamle Ole, thi hos ham var det, den ulyllelige ban
»lede paa, rejste sig og svarede: ,,Hvem er du? Kom
indensor!«
,,Nej! Rej!« svarcde Knud ,,Sig mig blot Vejen,
jeg maa slynde mig as Stedl«
Den gamle var imidlertid kommen ud i Deren og
saa i Lyset·as Lampens Stin, som han holdt i Haanden,
’et Syn, der syidte ham med Forsærdelse.
! »Hvem er du dag? og hvad sører dig ud i denne
msrte Nat?« spurgte han. »Du ser saa ulylkelig ud!«
I »Ja, gamle Ole,« svarede Knud, »du ten-der mig
not, jeg er en ulyltelig Mand, en elendig Sturil Jeg
»er Kund Aagesen sra Langbergsgaarden Jeg har været
»der og set Kristine, set det altsammen i Nat.«
i »Knud Aagesen!« sagde gamle Ole sorbavset, »men
storn da in«densor, Jesus vil ogsaa vcere en Frelser sor
lelendige Sturkel«
»Nei! Nejl gamle Ole,« svarede Kand, »der er ingen
Frelse sor mig. Er det Besen?« sortsatte lhan og pegede
hcnad Vejen, der ssrte gennem Gransloven.
»Ja, det er Bejen til Stationen,« svarede Ole, »men
lom dog indensor ulyllelige Mandi«
»Nei, jeg maa bortl« streg han vildt »Hm Kri
stine og bed hende tilgive mig.«« Derpaa styrtede han as
Sted.
Gamle Ole raabte ester ham, men han lom ilie til
bage. »Gud sorbarm dig over ham!« sagde gamle Ole
Iog lutlede Dsren.
Neste Morgen stod gamle Ole tidlig op og beredte
sig til at gaa over til Langbergsgaarden »Sta! jeg
itte folge med dig, Bedstesader?« sagde Ane Marie, »jeg
er bange sor at lade dig gaa alene.«
»Fo: den Sags Styld bebe-des det ille,« svarede
Ole, «men du maa gerne sslge med alligevel, maaste der
lan viere noget, du lan hjcelpe Kristine med. Det vil blive
svcrt sor vhende at saa en- saadan Vilsen sra Knud hope-«
dan mon det sdog shænger samtnen med den arme Mandi«
Garnle Ole og bang Sinnetone vare snart paa Vej
til Langbergsgaardem De anede tun lidet, at denne Dag
slulde blive en saa bevceget Dag for dem, som den blev.
Da de havde gaaet et Stykke Vej, saa de to af Karlene
Hsra Herregaarden komme bærende paa noget tungt.
" ,,Hvad er dog det?« sagde Ole, da de kom ncermere.
»En drulnet Mand,« sagde Karlene »Vi fandt ham
derhenne i Tørvegraven. det er ikke længe siden, han er
død.«
,,Knud Aaaesen!« udbrød gamle Ole, ,,ftakkels Mand.«
Ole fortalte nu K·arlene, hvorledes Knud havde været hos
ham hen ad Morgenstunden. Om Knud selv havde sink
tet sig i Tørvegraven, eller han var gaaet vild og styrtet
deri, vidste man ikke, men død var han. Karlene bar ham
op paa Gaarden, gamle Ole og Ane Marie sortsatte Ban
dringen til Langbergsgaardem
Aa, hvor den gamles Hierte fyldtes med Glæde, da
han der gensaa sin leere Karl, som han saa tit havde bedet
Herren om at faa Lov til at se en Gang endnul — Kun
en Moder forstaar den Glæde, som Ane Marie følte, da
hendes egen Karl omfavnede og kyssede hende og sagde:
»Na sial jeg aldrig rejse fra dig mere!«
Kriftine blev stærkt greben og sank hulkende ned paa
en Stol, da «l)un horte om sin ftakkels Mand. Af Papirer,
man fandt i. hans Lommer, oplystes det, at han havde vaeret
i Amerika. Breve, som dan havde skrevet til Kristine,
men ikke afsendt, vidnede om, at han bittert fortrød, at
hian var rejst fra hende, og gerne vilde forenes med hende
men.
Kristine kunde kun bede, ikke for ham, thi det vidste
hun kunde ikke hjcelpe noget, men for sig selv. Der var
eet, shun midt i denne Sorg begaerede, og det var at komme
til at hvile i sde stærke Frelserarme, der nylig hat-de baaret
den unge Gaardmand over Dødens Svcelg, det forstod
hun var en Lykte frem for alle andre Ting.
Fire Dage ester tonede Kirkeklokkerne over to aabne
Grave. J den ene blev sanket den unge Gaardmand fra
Langbergsgaarden, i den anden Knud Aagesen.
Der var et meget stort Folge. Praeften talte alvorligt
om Liv og Død over Ordet: ,,Det at leve er mig Kristus,
at do er en Vinding,« og viste, at Dsden kun er en Vinding
for dem, der leve i Kristus, uden Kriftus er Døden et
frygteligt Tab, idet Synderen gaar glip af alt, hvad Gud
i Naadetiden og i sin forbarmende Karlighed tilbød ham,
gaar glip af Muligheden til nogensinde at faa et Lysglimt
fra Himlen.
Manges Hierter vare alvorligt rystede, og der taltes
lcenge ester om de to saa viidt forskellige Dodsfald
Den afdsde Mands Familie lod Gaarden stille til
Auktion; der var mødt mange Folk Auktionsdagen, vel
tkke saa meget for at ksbe Gaarden, som af Nysgerrighed.
Det rygtedes paa Egnen, at en rig Amerikaner var kommen
der og havde i Sinde at købe Langbergsgaarden Den
rige Amerikaner var ingen anden end den aeldre Mand,
der i Folge med Karl kom til Langbergsgaarden hin Nat.
Hans Navn var Gustav Hausen Han var født der i Sog
net og havde ogsaa været der som ungt Menneske, men
havde nu fvrandret sig saa meget, at ingen tendte ham.
Hans Fader var ded, og shans Moder var hos sin yngste
Son, der var Snedker inde i Købstadem Gustav Hausen
og Karl vare trufne samtnen i Chicago, og da de begge
agtelve at rejse til Danmark, befluttede de at folges ad og
vare saaledes blevne temmelig godt kendte. Gustav Han-i
sen var ganske rigtig meget velhavende; hin havde ingen
bestemte Planet, da than rejfte hjem; han langtes ester at
se sin gamle Moder og gsre det lidt hyggeligt for den
ellers fattige Kone paa hendeö gamle Dage.
Gustav Hansen ktbte Langbetgsgaatden til en efter
Forlypldene billig Pris. Det hjalp, at than kunde udbetale
en Del Penge straks.
Karl blev paa Gaarden, than var en dngtig Land
mand, Gustav Hansen havde ikke i Sinde selv at bo der.
Han sil ogsaa Kriftine til fremdeles at blive og passe Hu
set, og da han blev normere sat ind i hendes Forhold,
bad han lhende tage sin gamle Moder ud til sig. Dette
betænkte Kriftine sig ikke længe paa. Hvor forunderligt«
at de skulde komme tilbage til Gaarden igen, men det vars
jso ikke deres eget; mange Sorgens og Smertens Dage laa
imellem nu og den Dag, da de flyttede ud af Gaarden. Dog«
Herren got alle Ting vel, han giver og tager, alt som han»
ser, vi Ihave behov, han opbraender og opvygger, han sen
derknuser og oprejser —, alt as Naade ——, alt fordi han
elsker Syndere og gerne vil have os hjem til sidst.
Gustav Haufen lejede en Lejlighed indesi Byen og
lod sin gamle Moder flytte hen til sig. Broderen, der tro
fast havde arbejdet for at erncere sin gamle Moder, hjalp
han med Penge, saa han kunsde udvide sin Snedkerforret
ning. — Den unge Snedker, Poul Hausen, var en dygtig
Man-d, men havde aldrig kunnet drive det ret vidt, da han
intet ejedr. Broderen glædede sig over at kunne hjælpe
ham, saa meget mere som han erfarede, at Poul var et
alvorligt Guds Baru
Per Skotnager havde ogsaa udvidet sin Forretning
og faaet en lille Butik, men med hans Kristensdom var
det ikke stort bevendt, man vidste aldtig, hvor man havde
ham, shan snakkede, som han var hos Fvlk til. Var han
sammen med dem, der mente, at Jndre-Mission gik for
vidt og satte Gramserne for snævre ved ikke at»l anse alle
for troende, som felv sagde, at de vare det, saa var han enig
med dem. Var han derimod sammen med Jndre-Mis
sionsfolk, saa holdt han jo nok lidt paa Ryggen af de
andre, men lod sig dog forstaa med, at han mente, at disse
ikke vare rigtig paa dei rene, naar de ikke kunde lide Jn
dre-Mission, for det var alligevel de be«dste, fagde han saa,
og de Folk, der virkelig udrettede noget for Guds Rige.
»Han er en Pjalt, den Per Skomager«, sagde Gros
serer Hermann en Dag til stn Hustru, sda Per havde været
der og gjort sig Umage for at fnakke Grossereren efter
Munden, »han hat alles Mening og dog ingen Mening.
Nu kommer than her og forteeller mig alt, hvasd Praesten
chat sagt, og jeg stal veere en Skælm, om Von nu ikke gaar
lige til Prcesten en stsn Dag og forteeller ham alt, hvad
jeg hat sagt.«
Grosserer Hermann tog ikke fejl af Per Skomager;
det var denne lige saa meget om at gute, at faa sin Kri
stendom til at passe Folk, som det var ham om at Stre,
at faa Stsvlerne til dem, som han syede for. Gamle Ole
Ybesøgte Per Skomager ikke mere, thi« han vidske alt for godt,
at den gamle tngen Tilltd chavde ttl dam, og Ider var jo
saa heller ikke noget at tjene ved saadan en gammel Ind
sidder.
Per Stomager vilde samle Guld, det var hans hsjste
Maul. — Guld, som Mal og Rust stal sortærel — Han
samlede dog lun Straai — Hiertets Guld, EvigIhedens
Guld var en sremmed Vare sor Ver Slotnager. —- Stal
lels Mand!
Y.
»Weil-unmen, Sol i Morgens-sy,
Lm Liv og Kraft du melderl
Atter du ftaenler Dag paa ny,
Meng Nattens Slygger du sælderl
Lyg da og varm, du Verdeng Lyt,
Saa Hierterne monne glsde.
Driv ud as Sjælene Mulmets Eng,
Saa Livet staat op as Dsde.«
Straalende llar hcevede Juli-solen sig Paa Himlens
Blaa og spredte Nattens Taage. Trceerne susede svagt,
som vilde de til at nynne en Morgensang; hvert lille Ortes
straa nejede smukt sor den sagte Bind, som om det vilde
hilse den opgaaende Sol ,,Godmorgen!«« Fuglene lvidrede
glade, saa man slulde tro, de stulde til Fest. ·
Der siulde ogsaa vcere Fest. —- —
Jnde i Købstaden slulde der være et stsort Missions
mode. Et saadant var aldrig holdt i Byen for. Der skulde
komme mange stemmede Talere. Pastor S. havde givet
Tilladelse til, at Kirten maatte benyttes7 selsv var hatt
spændt paa, hvorledes et saadant Mode vilde staa as. Han
var sorst bestemt paa itte selv at tale, men havde senere
ladet sig overtale til at indlede Modet i Kirlen om For
middagen.
Medens Trceerne susede og Fuglene sang i den tid
lige Morgenstund, var en Kreds as Venner samlede has
Grosserer August Hermann sor at nedbede Herrens- Bel
signelse over denne Dag.
Allerede tidlig paa Formiddagen rullede det ene store
Lces ind sra Landet ester det andet. Per Skomager havde
travlt med at pynte sit Vindue med scrrdigsyet Fort-j;
,,t!hi«, tcenkte han, ,,det er dog itte umuligt, at jeg i Dag
kan gøre en god F-orretning.«
Til den saftsatte Tid var Kirken aldeles stoppende
suld as Mennesler. Pastor S. havde aldrig talt til saa
stor en Forsamling sor, han talte tun gansie tort til Jud
ledning og mindede de sorsamlede om at høre Guds Ord
og bevare det, saa de kunde laere at leve et sundt og sandt
Kristenliv og lade Guds Aand, som er Karlighedens og
Fordragelighedens Aan-d, saa saa-»dem Plads i Hjerterne,
saa man, selv om man havde sorstelli.ge Meninger om et
og andet, tunde sordrage hverandre og dumme mildt og
tcerligt om hveransdre Der var noget i ethvert Mennesle,
der solte sig draget hen imod Vor Herre, og han domte
aldrig haatdt, selv om han saa, at vi vare saare ufuldkom
ne, han vilde dog altid komme as staktels strabelige Men
nesler ti·l Hjcelp.
Disse vare Hovedtankerne i Pastor S.’Z Jndled
ning, som han saa sluttede med at anste, at Vor Herres
Velsrgnelse maatte vcere over Forsamlingen, saa de alle
maatte gaa glade’og taknemmelige ud as Guds Hus i
Dag
Derester talte to sremrnede Prcester inderligt og varmt
am Frelsens Vej og Guds Borns store Herligheder, saa
der siklert var mange, der gik glade ud as Kirlen, men vg
saa nogle, der git ud as Kirken med Sorg i Hierterne,
sordi de shavde saaet at se, at de ikte ejede Guds Btrns "
Herligheder i Vor Herre Jesus Kristus. H
«M-det sortsattes om Estermiddagen, hvor to andre
Praester talte.
At denne Dag havde været en Sejersdag for Guds
Rige, sporedes snart til stor Glæde sor de hellige der i
Byen og paa Omegnen.
Blandt de Mennester, der ikle gik glade ud as Kittem
Var vor Doktor. Han havde sat sig bagved en crs de store
Piller og trode sig der vel sorvaret, men Guds Ord, der
er starpere end noget tveægget Socerd, trængte dog igennem
den »haardhudede« Doktor lige ind i hans Hierte.
Esier Formiddagsmødet lom Doktor Thomsen til at
sølges med Grosserer Hermann hjem. Paa dennes Spørgs
maal om, hvad han syntes om Modet, svsarede Doktoren
med noget barst Stemme: ,,Hvad jeg synes? Jeg synes,
det er usorslammet, at udpege en Mand i en offentlig For
samling, saadan som den Sortetjole gjorde det i Kirken
her i Dag!«
,,Hvad mener De, Hr. Doktor?« spurgte Grossererem
»Jeg mener«, svarede Doktoren, »at der er nogle,
der have sortalt den Præst, hvordan jeg ser paa Sagen,
ellers lunde han ilke saa komplet stildre hele mi.n Stil
ling, som han gjorsde det. Jeg thar so aldrig lagt Stjul
«paa mine Meninger, men jeg synes dog, det er for meget
ias det gode, at man saa stal stilles ossentlig til Skue og
oven i. Kobet sordømmses til Helvede, sordi man ikle tan
have de Herrer Priesters Mening. Nei, det er for galt!
Jeg slal ilte ostere gaa ester det Missionsvæsn!«
Grosserer Hermann tnærkede godt, at Doktoren var
i en saadan Sindsstemning, at det var bedst ikke at ind
»lade sig paa noan Forihandlina om den Sag og sag-de
derfor ganste stille: ,,Herren tan maaske søre Dem paa
andre Tanler, Or. Doktor!«
»Nej aldrig!« svarede denne, idet han bod Grossew
ten Farvel ·
Doktor Thomsen var alligevel til Mode om Efter
middagen og blev saaledes grebet as Ordet, at han gik
hjem med et spndertnust Vierte.
Han har selv fortalt: «Jeg havde sast besluttet itte
at ville gaa til Modet om Estermiddagen, men det var,
som om en usynlig Magt drog mig derhen. Jeg tog Pfad
bag ved den samme Pille. Mit Sind var uroligt. Bit
terhed og Vrede mod Præsten og Sandheden as de Ord,
han havde talt, kcernpede t. mit Jndre. Da jeg saa hsrte
de to andre Præster am Eftermiddagen, blev det tkke pedes
Jeg sortrod, jeg var gaaet derhen, men jeg tunde alligei
vel itke sorlasde Kirken, for Modet var sluttet, saa styndte
jeg intg hjem. Jeg sagde til mig se«lv: du er en Daare, at
du vil lade dig sorurolige as slig Priestesnat, men det hsalp
itte, det lod bestandig til mig: Du er Monden, den fortabte
Sonder, du shar traadt Jesu Blod under Mdert Uldria
i mit Liiv har jeg vætet saa ulytlelig.«
(Fottsættes.)
