Ekik Mkuvkdsthinshkiz
Histortst Roman
ai
Bernhard Severin Jason-um
(Fortsat.)
»Besynderligt!« —- bistede Ridder Rimaardson til
Thorstenson —- ,,var han itte den brave Jon Litles Fran
« de, burde vi ikke tko ham. Saa J hans Forvirring og hans
Mit til Hertugen2«
»Forraadet han os, stal det koste hans Liv!« —- hat
stede Thorstensøn og boldt Haanden om sit Sværdhceste. —
»Bi lader ham nceppe slippe tre Stridt sra os!«
Drost Peder markede, at hans Ledsagete hoistede be
tænkelig bag ved ham, han vendte sig og lagde Fingeren
paa Munden. «Vinden er not ostlig endnu« —- sagde han
Oderan i ligegyldig Tone. —- »Jngen kan vel tsente paa at
tomme over Sundet i Asten?«
,,Næppe muligt« —- svarede thder Lade. — ,,J
faae slaa jer til Ro hos mig i Nat, mine Herrer!«
»Det er itte vor Bestemmelse« — sagde Drost Pedet,
—- »J hat desuden saaet Gesteh som maaste har stprre
Iordring Paa edets Gastsrihed, og hvis Selstab vi ntdigl
sbersver eder ret lange. Ere vi snatt ved eders Lpntamq
mer! He. Ridder!« J
»Paa Øjeblittet!« Han fordoblede sine Stridt. Dtosts
Pedet hat-de hemmelig talt Trappetrinene. Nu talte han;
«det tredsinstyvende, og man standsede ved en Afsats. En
jeenbeslagen Egednr aabnedes, og man traadte ind i et
sncevett Taarntammet, hvor der tun var et eneste Bin
sdue, der stod aabent og vat sotsynet med svæte Jem
steenger. Votstærteene vistede i thetvinden, og Port-spen
den tandte en stor Lygte, som bang uder Lostet.
»Eders Lsntammer ligner ncessten et Fængsel« —
sagde Dtost Peda
»Dertil bruget jeg det ogsaa undertiden« — soarede
Ridder Lade — »det er det sitreste Sted her paa Bot-gen.
Dette Daatn staat shalvt i Bandet, maa J vide; man hat
en herlig Udsigt her over Sundet.« —- ,,Nu tan du gaa!«
—- sagde than til Svenden. — »der maa ingen sorstytre
os! Sig min Dattet og de fremmede, at de itte sial vente
paa os!'«
Svenden gil. Riddeten luttede ser den svære Døk i
Laas ester ham og stat nglen i Lommen
»Se! nu er jeg ganste til edets Tjeneste, mine Herret!
shvilten vigtig Besaling sendet Kongen mig ved tre saa
mægtige MændZ Forsigtigheden hat itte tilladt mig for
at tende eder.«
»Bi ere udsendte as Kongen i et viatiat Anliggende«
— tog Deost Peder rolig og besindig Ordet — »og jeg,
Drost Peder HesseL er bemyndiget til at fordre virtfom
Underststtelse i denne Anledning hos enhver tangeng Be
salingsmand i Landet. Hensigten med vor Reise er en
Vemmelighed, som ingen er berettiget til at sporge om.
Men at J, Hr. Lave Litle! som Kongens Tjener og Be-»
salingsmand her paa Slottet, er sorpligtet til uden Op
hold at sorsyne os med tredive Krigsmcend og et Satt-L
set J as dette aabne Brevstab til alle tongelige Slots
besalingsmcend i Landet.« Med disse Ord overrakte han
den studsende Ridder et aabent Brev as dette Jndhold, som
han foruden bans egentlige Fuldmagt tlogelig havde sor
synet sig med. :
Riddeten gennemlceste Besalingen med synlig Uro og
gav sig gode «Stunder, medens han syntes at have Veso-et
lighed med at læse Striften. ,,Hetimod lan jeg intet ind
vende, He. Drost!« — sagde han endelig. —- ,,Stib og
Mandstab er til eders Tjeneste, naar J befalet. Men med
denne Bind, som J selv har bewertet tan tngen tcente paa;
at komme over Sundet i Aften." l
»J set af samme kongelige Strivelse« —- oedblev Dtost
Peder —- ,,at jeg er bemyndtget til paa eget Ansvae at
sordte Mandstab thos enhvet tongelig Befali.ngsmand til
at sastholde og site til Sjsborg hoilten danst Ridder eller
Lehnsmand, jeg trcssee paa miötænkelige Befe.«
»Jeg see det med Forundting!« — svakede Ridder
Laoe —- »saa udstratt sog viltaarlig en Mnndighed vil jeg
dog -haabe, J itte agtek at gtte Brug as, hetre Dtostt en
saadan Fremfcetd steider aabenbart, som J selv ved, mod
Konsgens Foepligtekse i Rigens Ret og Del. han maa
intet Brev give paa at sangsle nogen Mand, strend han
er lovlig antlaget paa et herredö-eller Landsthing og
ej hat villet staa til Rette med Loo eller Bod.«
«J glemmet Undtagelsen, Ridder Lave!« —- svakede
Dtost Peder —- ,,denne Ftthed geelder itte soe Rsvere
eller Boldsmcend og natutligvis endnu mindre sor Lands
sorteedere, og i Kraft as dette Kongebud maa jeg nu i
Kongens Navn fordre, at J lade Borgen lutke og over
leveeet mig under stkker Bedcetning enihver fremmed, der
t dette Dieblik er inden for disse Mure.«
Ridder Qave blegnedr. ,,J er noget vel streng, He
Dtost!« — sagde han cengstelig og saa til Bindi-et. -—
,,J pil dog tkke Dinge mig til at sorraade mine Gostert
De eee itte antlagede for nogen Brode, og nden at seygte
en sondern Behandling hat de med Ttllid bete-yet sig under
mitspcagk
»Den-ne Borg et site edees, men Kongensk — svaeede
Drdpedet og syntes at beteencpe en vedmodig Wele tdet
han ieteagtede den angstelige Slotdheere — »Im opshlder
en sung Mist« —- vedblev han —- »men hvot jeg treesset
Nonsens og Fedeelandett Fjender, maa jeg uden heusyn
ttl Monlig Forhold fordre dem anholdt. Den ene as
de Dekret, J hat aabnet denne tongelige Borg for, et end
oasaa Landets aabenbaee wende: den mest beeygtede nieste
ZW og Abwesenden Enden as Ttnsbetg.«
»poet- stget J! «- Algiketpentm — — stammede Slotss
Versen sotstreettet og som beseltg forbavset. —- »Et det
sandt, da er jeg vkst not at dadle; men jeg forsttee edee —
den ene as dtise Heere et mäg aldeles nbekendt —- han tont
k Dem-sent Felse, og jeg tnnde umnltg tro« —- —
»Na vtl endnu tro edee, ht. Lade- stsnt Sttnnet et
Md edit. ped J da heller itte, at eders hsibaaene Ben
is Use hat den vekygiede sie-ver Niet- ufkev met-, som
In WI«
»O fees-redet mtg, edle 1Deetet'« —- sistmuede Slotii «
« " fus- M spwittet — »dem-e jeg sdesmt bekom, Inlde de
Hast-w wos- m Ieise-. wo es ms des-l
ved at gete? er Borgen fuld as Revere og Futter-den« vil
næppe hele Besceiningen viere stærl not til at modstaa dem."
,,For Satan! lad os sorge derfor!« — tog nu Thor
siensøn utaalmodig Ordet. —— »Lut tun Deren op sttats,
Hr. Ridder! nu ded J dort Ærende·«
,,Hsflighed slal jeg for det forste udbede mig, og den
Sag maa dog ovetvejes« —- svatede Riddet Lave og
nølede.-— »Med saa mægtige Voldsmaend er det en dan
stelig Sag. Jeg vil sttats give Gaardsfogden et hemmeligt
Tegn, at an strenger sor Porten og strenger alle Udgange.«
Han lsb cengstelig til det aabne Gittervindue og raabte med
dcempet Rost: »Luk Porten i Laas, Katlei der maa ingen
levende Sjael slippe nd! Detpaa greb han hastig i Lommen,
oprev den store ngle og siog paa Gittetstcengerne med den.
»Lul os heller selv ud!« — sagde Drost Peder og
gjorde en hastig Bevegelse sor at gtibe ham Nøglen as
Haandenx men i samme Øjeblit hattes der en sjern Klang
paa Stenene undet Taarnet iVandet.
« »de gjorde J, herre Drost!·' —- udbrsd Ridder La
ve, som i den hsjeste Forscetdelse — »der rev J mig nglen
as Haanden. — Nu ete vi alle her sangne. Sundet bruser
stcetttx ingen Sjcel lan Gsre os; der vover igen at komme
saa nar, at man ian besri os. Og min Datter, mit arme
Batn; nu et hun ene Glandi de Fotrædere, det Riverpat!«
Alle stusede.
»Ederö Dattet!« udbrsd Dtost Pedet med heftig
Uts — »nej, nej —- tilssjede han bevæget — ,,l·,-ende stal
Niverne som Forædeten tete! Heringen og hanö Drost
ere dog itte taa, Ekel-se Boldsmcend, om de end hat Nid
dinger idetes Folge-— We J stygtet sot edet Datter,
ht. Lavei havde J næppe btagt hende de satlige Gestet
og maaste heller itte tabt nglen til vort Icngsel her-«
Riddet Lewe tav og git utolig frem og iilbage. Drost
Peder og Rimaardstn betragtede den Engstelige Slotsherre
med fotstende Blit, der tillige robede detez Hatme over
dette besyndetlige Fangenstab i saa vigtig et Øjeblii. Jn
gen as den tvivlede lcengere paa, at je Heringen havde tendi
dem og formodet Hensigten med deres Reise. Dei var sand
synligi, at han nu vilde gtibe ethvett Middel til at und
vige og udsste sine dristige Planet. Overbevisningen herom
var sstst paa Vejen til Taarnet bleven Dtost Pedet og
hans Venner klar; Thorstenssn og Rimaardspn havde det
sor nittet bifaldende til hinanden, da de hsrte Drostens raste
Besiutning, paa eget Ansvar at sastsholde Hertugen paa
Siedet, uagtet den tongelige Besaling engentlig bsd dem
opsætte deite Stridt til de ttas Heringen paa siaansi Grund
Nu var denne nye, dristige Plan tilintetgsott, og medens
Slotsherren her delte sine uvellomne Gestets Fangenstab,
vilde Heringen og hans fatlig Folge rimligvis sætte sig
i suldtommen Sillethed Medenö disse Tanter som hastige
Lyn for Drost Peder og den besindige Rimaatdsøn gennem
Hovedet, gav Thorstenssn sin Harme Lust og udbrpd i de
bestigste Udtryk mod den urolige Slotshette, sotn han uden
Betæntning ialdte en listig Fortædet, der stod Optsrere
og fremmede Fribyttere bi. Han ssgie sttats at sprange
Dsren og sot som rasende mod den med sine jetnbeslagne
Sisvlehaele, men sorgkeve5. »Slaf DIren aabnet paa
Siedet!« — raabte han nu og trat sit lange Sværd —
,,eller, Ved St. KnudS det gælder eders Liv, sejge, listige
Bedrager!'«
Ved denne voldsomme Ttusel sprang Drost Pedet til.
»Dei er mig umuligt!« — stammede den forscetdede
ht. Lave —- »Bestyt mig mod det rasende Menneste, Hr.
Dtostt til jeg selv tan svrsvate mit Liv og min Ætei J
maa viere mit Vidne, at det et eder og itle mig, som har
indespærret os!«
»Fo: hvad her et stet, stal denne Herre staa os til
Ansvat, naat vi fordre det« —- sagde Drpst Peder og
stillede sig imellem He. Lave og den rasende Thorstenssn -——
,,"Slotsbesalingsmanden er uvædnei, som J ser. eedle Wid
der! hvorledes hans Forthold saa et i denne Sag —- her
staat hat under Ridderlovens og min Bestyitelsr. Lad os
nu se, om vi med forenede Kræster tan sprenge vort
Fængsell hvis ilte, saa vi give Tid til nogen tan hsre os
og komme vz til hielt-P
»J that Ret ht· Drost!« —- btummede Thotstenssn
og stat Sværdet heftig i Balgen. —- ,,Niddinger ete dog
aldtig sittere, end naat de gaa vaabenlssse blandt erlige
Mændt Ladet as lebe mod Deren paa en Gang! og den
maa vel gde ester. Brug nu eder- straften ht. Slotsi
befalingsmandt og lad oö se, J ille spatet edets Sttvle-’
hælei saa tan J dog sige, J hat fægiet tappert sot edetö
Æte med hælenef
Uden at svare paa denne Spot, for Riddet Lade, som
det syntes, med spendt Anstrengelse, tilligemed de tre an
dre Riddere mod den jetnbetlagne Der; det forenede Stsd
gav et srygteligt Buldet, og det dundrede hult gennem
hvcelvingetne i det tde Taatn; men Dtten git ind ad;
den var sotfynei med stcrte Egestolpet og lod sig ikle
paa denne Maade sprenge.
Fatbitret foer Morstenssn til det aalme Bindueögittet
og raabte med en Rest, som om han vilde opvætte dsde:
»der op, Katlei det gældet Slotsbesalingömandens Livi«
Men der httteö intet Spar. Dei brusede hsjt sta det
urolige Sand nedenundet, og dee mættedes intet Tegn
til Meunester yaa denne Side Taarnet i den stormfulde,
bclgmstle Akten.
Femtende Kapitel.
Jmidlerti.d havde Jomftu Jnge i fm Fadets Fra
vækelse sskget for de sidste Gestet og indbudt dem til
Idet paa ny opdællede Aftensbotd Saasnatt Heringen og
han- Fslge market-, at detez forsigtige Bett hat-de befriet
dem fra det uventede og uGehagelige Selstasb, stolede de paa
bang Snilvhed og bestuttede at oppebie hans Tilbagekomst
eller i det mindstr staa sig til Ro, til Niels Ufreb bragte dem
Budflab om at det var muligt at assejle. De havde aftastet
be grau Kappet og viste sig for dereö smulte Bestände i
betet tidbettige Magd Den unge hertug havde med Ar
tigheb og let fyrsielig Anstand taget Plads for Bormden
ved den unge Væriinveö Side. Ridder Abilbgaaw ind
tog Dr. Rimaatdstni forladte Plads, ig den forvovne
music Fribytter strakte sig plumps paa Stolen, hvor Thor
steusn fsr fad. De fremmeve heim hqu- itte nennt fig
men ved deres Jndtrædelse havde Jnge hart Rimaardssns
dcempede Fordaoselses-Udbrud: »Hertugen!« og hun sor
modede med hemmelig Gru, at en as dein maatte date den
hende saa sorhadte Hertug Valdemar as Sonderjnlland
Jngen anden Hertug didste hun as at sige, og hvad der
sortaltes om HertugValdemarsHErgerrighed og sarlige Pla
Iner mod Kronen og Riget, havde dibragt hende saa nann
stige Forestillinger om dennne Herre, at hun havde uddan
net sig Billedet as hans Useende saa asstyeligt sorn muligt.
Da hun harte ham ncevnes blandt sin Faders ny Gesteh
blev hun saa sorscerdet, at shun havde Møje med at skjule
det, og da hendes Fader sorlod Stuen med de andre tre
Herrer, tostede det hende stor Overvindelse, med tilsyne
ladende Rolighed at opsylde sme husmoderlige Pligter mod
disse sarlige Gesten hvis hemmelige Forbindelse med heu
des Fader opsykdte hendes Sjcel med pinlig Frygt.
Ordknap og tilbageholdende, sad hun nu ved Bordet
midt iblandt dem og harte tun halvt alle de artige Ord,
Heringen og hans Drost tax-pedes om at sige hendr. Disse
to unge Herre syntes hun mindst at bekymre sig om, uagtet
deres lette, utvungne Vcesen rabede, at de vare sine, has
vante Herrer. Deres letsindige Ansigter og den betydnings
lsse Tale, de ssrtc, syntes hende itte at rsbe Mund, der
tunde viere sarlige, og hun troede ille i nogen as dem at
se den dristige Hertug J den tredie Herre derimod troede
hun vist at se den sorhadte Esterstrceber as Kongens Kro
ne og Liv. Han havde endnu intet Ord sagt; men hans
starpe Blik og hans srcette, sorvovne Ansigt rsbede en
Forstagenhed og Dumdristighed uden Lige. Med Hsslig
bed, men uden Deltagelse, desvarede Jomsru Jnge Hertu
gens SpsrgömaaL om hun aldrig havde været ved Hove,
om hun elstede Dans og Riddetspil, Faltejagt eller Brett-;
spit, og hvad hun morede sig med i sin Enliged paa dette
sde Slot. Hun syntes ikte at bemcerte Hertugens For-«
baoselse over hendes Staubed og hans let henkastcde smig
rende Ytri.nger derover til hans Drost. Hun gav der
imod nsje Agt paa den lille, stcertt dyggede Herre ved Bord
hjsrnet paa «hendes hsjre Haand; han var halv klædt som
Ssmand, bald som en syrstelig Ridder. Han stratte sig
med plump Sttdeilsshed paa Stolen og lod de glubste
Øjne lsbe rundt i Salen, som om han itte troede sig suld
kommen sitter og dog svragtede enhder Farr. Hans brede,
stejle Tyrepande rsbede Krast og sorvoven Trodst hans
korte tretlrusede Haar var rsdbrunt og lob samtnen med
et tort siltret Stag, der stjulte en dyrisk, næsten usorme
lig Undertcevr. Den brede Mund soulmede t raa, begier
lig Fylde og stjulte tun halot to magtige·Nader as starke
glinsende hvide Tanden Tat ved den putlede Næse mod
tes ncrsten de vilde, rullende Ding der laa dybt under et
Par bustende Ofenbryn Han sptste hastig og tnasede
med plump Graadighed de starkeste Ven, medens den sene
tnudrede Haand oste qhdilede paa et med prcegtige Stene
desat Dolkehceste. Han satte aldrig Beegeret ti.l Munden
uden at tsmme det til Banden, og det stete hyppigt. En
delig syntes than at have tilsredsstillet Hunger og Tarst.
Hans brune Kinder blussede, ophissede as Vinen, og han
tastede srcelte, sorvovne Blitte hen paa Jomsru Juge, snart
paa hendes Terner, som om han sammenlignede dem og
gjorde Valg imellem dem. »Na lystig, mine Herrer!« —
tog han endelig Ordet med en raa, barst Stemme i den
norske, syngende Mundart. »s- ,,Hvad chevelen stal det
sornemme Versen detyde her paa Reisen? og hvorsor staa
de smutte Glutter der bag Jomsruens Stol? Tag J denH
Erbare Stumpenrese, Hr. Drost! Jeg vil holde mig tils
den lille stjelmste brune, saa vil vi lade Hans Naade be-(
holde den hsjbaarne, stolte Frsken sor sin egen Mund!«"
Han gjorde en Bewegele som han vilde rejse sig, og Ter
nerne for sorsærdede tilbagr.
Jomsru Jnge sorscerdedes ogsaa, men hun overvandt
sin Frygt siedliktelig. Gastens Usorstammethed og raa
Tone oprsrte hende. Paa den sremrnede Mundart harte
hun strats, at denne Herre itte dar Heringen . Med et
soragteligt Blit til den stelle Fribytter reiste hun sig sra
Bordet og dendte sig med rolig Verdighed til de to andre
Herrer. ,,En as eder maa altsaa viere Hertugen,« — sagde
hun -—— »og det er mig leert, stsnt jeg, som en danst Mid
derdatter, itte lan glcede mig ved at se en Mand, der hat
oovet at opscette stg mod den danste Krone Men hvem as
eder, det saa er, tager jeg dog nu min Tilslugt til harn,
som en Mand as edel, tongelig Byrd, og beder harn sri
mtg sor Selstab med dette raa Menneske,der sormodentltg
maa vcere en as eders Staldlarle.«
»Hvad, plager Satan den stolte Glut?« — raubte
Fribytterhpvdingen og lo. — ,,Kalder hun mig sor en
Staldtneegt, stolt Jomsru! sordi jeg itke gider snakke sint
og pænt som disse artige HosmcendT Naar det Seh-ves,
sorstaar jeg ogsaa den Kunst, trods nagen, og ingen Bron
Ining stal agte sig sor god til at sidde til Bords med
Greven as Tpnsberg eller tage ham i FavnK
»Besind jet, stelle Greve!« — tog Hertugen med
rast Myndighed Ordet og rejste fig. —- ,,Vi er itte her om
Bord eller til Kros, men i en cedelbaaren Ridders Hug
og hoc en as mine Venner. Her staar denne Dame og
hendet Ferner under min Bestyttelse.·
»de Djævlent Inin unge, stornæsede Hertugt er J
allerede ked as Kammeratstabet og viI have Klammeri,« —
brummede Aggreven og stratte Benene sra sig, idet han
lænede stg ttlbage paa Stolenog styngede Armene samtnen
over Brystet — »den Spas vi1 jeg dog raade eder sral
Greven as Tsnsberg tan stbe Kaal as Fad baade med den
norste og svenste Range, nden at han« seh-ver at gsre seg
til Hund sor den Naade. Jeg lader mig itte tue as npgen
Keiser i Ver-den og end mindre as en ltlle Hertug. Som
jeg sider her, dil jeg tage mig paa at vende op og ned haa
de paa jer og eders lette Drost, hvis J har Lyst til at
vide, am J eller Algreven er starkest.«
Hertugen blegnede as Harme. Ridder Adildgaard var
sprugen pp og havde stillet stg ved hans Side med Heran
den paa sit SM.
»Kald paa Hatkarlene!« —- sagde Jomsru Jnge til
steinerne. De sorsireellede Piger lfb nd as Stuen med et
Wagens-rieb for at stre Latin; selv dlev den- htje, aldaei
läge Jamsrn blev staaende rosig ag betragtede de ophragte
Wand med· Opmcertsothedi
»Her er tkle Siedet til at prsde straften GretAlst
og jeg er tagen Baadtmand sont vtl trclles om Reh med
hat-heftet« —- tog den neige Hertvg nu Ordet need ttolt
Ring-nat og med Haandku pas sit Sockn —- ,,V·me» hat
vceret eher sor stærl, og hvad J siger i Asten, vil J næppe
gentage i Morgen. Dersom J tom i Hu, hvor J vat, Og
hvad Vind vi shar, tom J maaste til Besindelse,« -—--— tilspjedk
han tstolt, truende Tone —- »her gjælder Greven as Tons
berg itte stort mer, end Nielö Usred eller en anden lumpen
Stimand, og vil J itte ptsve Ktcester med de danste Bødltt
og maale Hpjde med Ørettogs Galge, tcemnier J vel eders
uhændige Berstertetmod, uden Fangesogdens og Hiistarle
Uks DIEle Man 1hsrte allerede Larm udensot, og Ste
getsdsken soer op. »Spcektet Udgangene!« bod Jomsru
Jnge og vintede. Stegersdsren luttes igen. .
Øjnene tullede vildt i hovedet paa den berusede Fri
bytter· Han greb et svcert Solvsad ska Bordet og gjokde
en Bevcegelse, som than vilde tyle Hertugen det i Hovedet;
men han besindede sig og nsjedes med at dreje det svckre
Fad saa smalt som et Tod. Da han saaledes havde givet
sin harme Lust og givet sine Modstansdere en sorhavsende
Prsve paa sine uhyre Kræster,.syntes han suldtommen
rolig og sotmildet. »Man sorstaar dog vel Spsg i Dian
niart!« —- murnlede han. — »Vi norste Ssguttet htuge
itte at veje Ord- Beet hun tun rolig, stolt Jomsrut og
scet jer tun til Ro igen, mine unge, hsjhaarne Herrert
Vinen er maaste lsben mig lidt til Stallen —- dersor gider
jeg itte staa. Og vi sidde jo ogsaa ret godt. Nu, hvor
blev hun as, den lille, steltnste hrune2 Lad hewde komme
hid og stcnte sor mig! saa giver jeg alle jer andre Dsden
og Djievlenz nien den sstste hustaeh der scetter sm Fod
her i Stuen, slaar jeg sor Panden som en Studi« Han
syntes dtsig og tung i hovedet, og stratte sig magelig til
hage paa Stolen, ligesom than agtede at tage sig et Blund;
men han« holdt dog Øjnene halvt aahnex shans venstre haand
hvilede paa Dolthæstet, og han trummede den hsjre om
det sordtejede Solosad, der var sorvandlet til en vcegtig
Kale
han er heruset, som J set, cedle Jomsru!" —- sagde
hertugen nu sagte til Jomsru Jnge, idet han tibbsd hende
sin Arm og sulgte bende ind i den sorreste Sal. — Und
sthld, at vi hragte den raa Rejsetannnerat med! det er
ellers en brav, norst Ridder as cedel Byrd, men i den Til
stand er her intet Udtomme med han« saa blivee han som
assinsdig og bildet sig ind, at han et den nicegtige Frihhtter
Grev Mindre-Als as Tsnshergx man maa da snatte ham
estet Munden og true ham med Hle og Stejle sor at tem
me ·ham. Ira Drittehordet teiser han sig nu itte saa lange,
der er en Dtaabe i Kanhenz derpaa tan vi sorlade os. Ret
nu salder Gan vist i Stdn; saa lader han sig bete omhord
som en Sten usden at rsre sig. J Morgen er han atter
den slinteste Riddet as Verden; saa drønimer han itte om,
at han hat varet Greoe as Tsnsbetg iAsten.«
"Det er en hesynderligSvaghed hos saa start en
Herre,« — svarede Jomsru Jnge og betragtede Heringen
med et alootligt sorstende Blit, -— maaste det da ogsaa
va: en FIlge as hans herusede Tilstand, at han antog
eder sor hertugen?«
«Nej, deri havde than Ret, cedle Jomsru! —- Jeg er
virtelig Hertug Valdemat, og stsnt jeg itte er ever del
tommen, har eders Feder dog modtaget mig venlisg soin
stn jSest. Saa vel sor hans som sor min Styld beder
jeg eder dersot vise Hustatlene tilhage og itte ved tin-d
vendig Larm rohe dette hemmelige Bessg. Uagtet feg sor
trsstet mig til at tunne retsætdiggpre mig sor enhver Be
styldning, er jeg dog sor Øjehlittet miztjensdt og under
Fotsslgelse. Det tunde toste eders Hi. Faders Liv, hvis
man her tendte mig-«
Jomsru Jnget vatlede og hlev hleg. hustarlene
hcvde imidlertid sperret alle Udgangene og nogle stor
mede nu med Latm ind i Salen.
»Tilhage!« — sagde Jnge og traadte, pludselig sattet,
med stille Myndigthed imod dem — »,det var en Bild
satelse Her et ingen Fare paa Fcerde. Det er sredelige
reisende og min Faders Venner. En as dem er tun hleven
betuset og har sotstmttet oz med sorvildet Smt. Han
sover allerede. J tan gaa tilhage til Botgtrappen og sor
holde jer rolige, til jeg talder — men tre as jet hlivet til
bage i Stegerset!«
hustarlene adlsde og git tilhage. De sotstrcettede
Tetnet vovede itte at lade sig se, vg Jnge var alene med
hertngen vg hans Deost.
,,J er altsaa hertsug Vatdemat?« —- sagde hun og
betragtede den unge, stolte herre med et roligt, genann
horende Blit, idet hnn stillede stg saa met ved Siegerz
dsten, at hun tunde aabne den hvad Øjehlit hun vilde. —
,,Edetz herusede Stalhrodet derinde et lige saa vist Lan
dets aabenhate Fjenden, den herhgtede norste Frihhttet og
Mordhrænder; edets Staltncegt er ogsaa en Rim, og med
et saadant Fslge vover J at giæste en tongelig Vorg?
Min Fader hat J hedraget — shans Liv staar maaste i
Fare» Hvor han hliver as, ved J vel hedre, end jeg. —
De Forsslgere, J taler om, ete maaste her i duset Det
er mig alt en srhgtelig Gaadez men det ved seg: i dette
Øjehlit raader jeg sor eders Frithed!«
J shertugen studsede og hetkagtede den hsje, alvorlige
HPige med Fort-ansele wedens Ridder Ahilgaard saa sig
Jurolig om og gjorde en uviltaarlig Bevcegelse med Aren.
» Gortscttey
B. S. Jugemanm
I Valdemar Seien
Winstag 80 Tenn- anbtmden il.20
Erik MenvedS Barndom.
Jnvbnndeu Ql.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omflaq so· . Jndbnnden »so.
Kong Grik og de Fredløfe,
J Dmilag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
VMIZ PMB PUBL. KARL Bunds-bin