»Da iiskcrcnf l
et halvugentlig thcdss og Oplys
ningsblad for det danfkc Folk .
i Amerika,
udgivet af
DÄleH LUTH. l’l"Bl-. H()I"SE.
Blatt-, Nebr.
»Danskeren« udlommcr hver Iirsdag og
Frei-M
Pris pr. Aargang i De Forenede Stater
Il.50: til Udlandet 82.00.
Bladet betales iForsknd. Bestilling, Bes
taling, Adresfeforandring og.alt ander
angaaende Bladet abweist-UT
DAXISH Ll’TH. ITBL Il()l’sE,
Plain Nebr.
»Danikeren« ledes indtil videre af Past.
A. M Anderien fom Direktionens
Formand.
Alt af Nyheds-Jnteresse iendes direkte
til »Danlteren«, Plain Nebr
Alle andre Artikler lendes til Past. A.
M. A nd erie n, Viborg, S. Tak.
Ente-used ist the Post Osiioc at til-in Noth
as Secundslclus mutter.
Advektising Rates made known upon
applicsrioth
»Danfkcren«
bliver sendt til Zubfkribenter, indtil nd
trykkelig Opfigelfe modtages as Udglverne
og al Gæld er betalt, iOverensstemmelle
med Te Formel-e Stateri Pvstlvvr.
Naar Leser-e Mr fis AND-t
averterer i Bladet, enten for at ksbe bog
dem eller for at faa Oplyöningek øtu bet
averterede, liebes de altid omtale, at de faa
Avertisfemeniet i dette Blad Det vil here
til geusidig Nym.
Bibelforklaring.
—- L
Saligpkisuingetur.
sLæs « anh. Ev 5. Rap «, 3—12 Vers.)
Disse Udfagn af Vor Herte Jequ
om, hvem der er falige, synes at vcere
tene Paradotfer, imod al mennestelig
Etfaring
»Salige ere de fattige i Aanden;
thi Himmeriges Rige et deres«.
Enshver ved da, det er itte saligt at
være fattig, og jo fattigere et Meinte
sie er, des ulntleligere et han. Og
det bedtet itte Sagen, at der staat
»fattigei A a n d e n«; thi ee det ondt
at være fattig paa timelige eller legem
lige Goder, saa er det itte mindre ondt
at være fattig paa aandelige Goder,
paa de Godet, fam giver Abgang til
Htmmetiges Rige og Samfund med
Gud.
»Salige ete de, fom sorge, thi de
stulle husvales.«
Hvem ved ille, at Sorgen harrt til
Mennesienes usaligste Erfaringet. Og
jo tungete Sorgen, des ufaligere den,
Sorgen tynget paa. Og det nytter
älte, shviltet Omraade vi flytter Sor
gen hen paa Sng hol-er iad under
det usalige.
k «Salige ere de, som hungte og tot
steefter Retfærdigshedz thi de( siulle
weites-C
Hunger og Ttkst hsrer lige saa lidt
som Fattigdom og Sorg til Maine
skets falige Fslelsers Og at her siges:
«de, som hungre og tøtste efte t
Retfcerdighed« hjælper icle Sa
gen. En hvet, der for Alvor hat hung
tet og tsrstet efter Retfætdighed, ved,
at det er en meget usalig Tilstand at
være i.
Lad os nu standse lidt og se, hvad
Jesus da mener med disfe Udsagn.
Jo, Jefus lægger heller itke Sa
ligheden eller Lykten i Fatttgdommen,
Sorgen, Hungeten og Taste-L Om
det var hans Mening, saa behsvede han
ikke at føje en anden Scetning til
hvett af disfe Udsagn og indlede den
sidfte Scetning med det begrundende
»Mit-« .
»Ist-i Himmeriges Nige er deres«.
Det vifer de fattige, hvotledes de sial
blähe eige.
«Thi de siulle hufvaleg«. Det Ud
sagn viset de sørgende, at de stulle
komme ud af Sorgen.
«Thi de stulle matte5.« Denne Je
su Forsikring viset disse hungrende
og ttrftende Menneftet, at der er Haab,
der et Mættelse for dem at fau.
Wen lkvotfot pttset Jesus netvp
Menuestene i disse TUstande falktM
Jo, fotdi. hvor usalige diöfe Til
staade end i sig ser et, saa ee der met
sahst i dem. Der er intet Metmeste,
sein as Naturen er agndeligt rigt. Et
«Mt aneste, der see sit Liv i
Sud-den Lyt, findet meget at siege
Mr Saht-eh der stget at vandee
einst fee-des eet overfpc Sud og
«M, finde-e Mangel paa ret
M eclee Retftetdighed alle Beque.
M sein saa ttie jlaat af paa Ide
äst, neu tolle-et steigende over-for Guds
Fordrinq Um slictfærqulied, ssia tun
lan lsm in« til U hunare da tvrste.»
Ilkiiidelig mitkiqdonx Sorg over
Ins-d Hunger og Tøkft eiter Retfær «
digbed nævne just de Sandhedgtilfiam
de, lwor Gud mpdek en efler Suligsbed
bigende Syndek med fin Rande, og de
Ti.lftande, bvoti et Menneske er mod
tageligl for Guds Rande. Derfor pri
fer han just faadanne salige eller Mie
lige. Overfor et veldækket Bord er den
hungrige lykkelig s
Pladsen her tillader og ille at gen-l
nemgaa alle de andre lldfagn V(
flal tun kottelig berste dem.
Der er en god Del as Paradokset i
dem alle; men de betegne Mennester paa
forstellige Stadiee i Forhold til Guds
Rige.
«Salige ete de fagtmodige; thi de
ssulle arve Jorden. « Dei snnes snarere
at maatte blive de snakmodige ellct
siortnodige; men iæg Mcette til, at
Jordcn ilke tages med Magi, den «ak
ves«. Altsaa tilfalder den, hvem
Arn-beeren givee den« Dei gelber da
at være Born for at arve.
«Salige ete de barmhjættige; thi
dem stal vederfates Batmlhjeettighed.«
For et Mennesie, der et vederfatest
Barmhjettigbed, at ofre sit Liv i
Baemhjættighedens Tjeneste, kan sy
nei svmt i en Verden sum vor; wen
des Hat Foticeiiesse orn fvrisat Barm
hjcertighed fta Guds Side, og det er
i sig selv lykkeligt, om det end kan syneg
andeeledes.
«Salige ere de rene of Hjæktet;
thi de stulle se Gud.« Mange mene
viöselig,at dette er ovetspeendt. Derpr
et der ogsaa faa meget ukent i faa
manges Mund og Liv. Jta det kene
Hjcetie udgaar det rene Liv; thi Livet
udgaat fra Hjærtei. De rene af Hier
tej hat Lsfte om at stulle se Gut-.
,,Jntet utent flal komme ind i den hel
lige Stad'.
'Salige ere de fredfontmelige; thi de
stulle kaldes Guds BIrn«. Gud et
Ftedens Gad. Jesus et Ftedsfykften
De, der ville Golde Fred og stifte Frev,
sial i sætegen For-stand ncevnes med
Hcedersnavnet «Guds Vorn".
«Salige ete de,ffom lide Ists-l
geese for Retfckkdighevs Seytvz thi
Himmeriges Rige er deres.« Ai for
fslges, faa man neeppe faar Lov at
væte Paa Jorden, det synes ikke sa
ligi, men naar de fotfulgte eje Himme
riges Rige, saa lunne Forfplgetne tun
jage demderind
De fslgende to Vers handlet ve
sentlig om det samme. De love dem,
der bespottes pg fotfslges het, stothn
i Himmelem Saasvil vi stutte med
Luthets kendte Ord:
Og tage de vott Liv,
Gvds, Aste, Born og Viv,
Lad fake i Gudö Nava,
Dem voldet det ej Gavn,
Guds Rige vi beholde.
vae- hetlige Sanvheder saa »ewige
vel for alle, sum ere af Sandheden.
Den luthcrske Reformation
Dei falder just end, at dette Nummer
af »Dst.« udgaar paa Reformationsi
vagen. Tet eri Tag 385 Aar, siden
Luther ovslog sine hemmte 95 Theies
paa Slotskirkedsren iWittenberg, og
fra den Tid regne vi Refomtationens
Begyndelie.
Tagen sejres ilke uden Grund runde
om i vor luthekfle Ritte. Den gen-tem
gribende Kirkesorbedring, sont vi kalde
Refotmntionen, er as faa stor Betydning,
at enhver Stein« iom nydek denö Vet
gerningee, bsr læke sin opvokfende
llngdom at Lende oa elste den. Eier
det iste, faa er den udsat for en bltve
en »Saga blot«.
Den nekmefteTidfit Reformen-um
Middelalderen havde været en vældig
Missionstid. Kristendvmmen vor ble
ven udbtedt blandt mange hebenste Felle
flag, deriblandt ogfaa vore Iædtr.
Men mange Siedet var der bleven mid
sioneret paa en meget udvoktes Mande.
»Svækddasb« hsrek i denue Tid ikte til
Sjcldenheder. Islgen blen, at Beden
ftabet orog med ind i Hirten. Man
havde stiftet Religion, men hierterne
vaee blevue uforqndkede hoö de steife.
Folcet bar vel Æreftygt for Hirten,
men var nedfunket iUvidenhed og Synd.
Dei iaa nd eil, at Kirer stulde fynte til
bage i et nyt Dedenstab. Thi Forder
velien pufemede sauvel Honedet fon
Luna-erne.
Mike-es Gewinst-h Me minde Pa-«
ven og andre fremstqaende Arteiyrstey ;
siyldes for mang- ftygge Laster-. Geer-I
lig stemherseade var Oerrighed vgl
llkrdel ist-ern Ritter kllcaxitttilian pna
t":c-d, at Panctt liavde ltttnbrede Ganges
jun storeznbtægter its bet ttisle Rige
om tlejieren Erasnttts striver i sit
Vætl ,,Datttslabens Pris« bl. a.:
»Der er ititet Mennesle i Vetben,
sont iorer et bltbere og svtglosere Lin
end die-se Kristi Ttenere· For Gab tro
be at have gjort nol. ttaar be ntibt i
uitberptægtige Eerentonier, i et mysitsl,
for et at sige teatralsl Optog med hellig
Vettbighed ttbdele Velsignelser ellet nd
slynge Forhanbelser. Hvab ital man
sige ont bem, der i portrøsttting til
Aslabetts Magt bringe Samvittighe
berne til at sove, der ligesottt meb et
Uroærl maale Slæreilbenes Varigheb
og uben at srygte sor at tage sejl ab
regne bens Timer, Dage. Aar og Aar
hunbreber? Der er ittgett Ksbmanty
ingett Soldat eller Dammes-, ttben at
han jo, ester at have rsvet Dalerei
Tusinbvis, nteb ett eneste Dalers llbgist
tror at kunne rense sin åjæl sor enhver
Plet.«
Luther.
I Der var bog slere. sont bat-be aabne
Eine sor Kirkenit Orest Reformatios
nen taellee mange Forli-bete sor i sor
slelliae Egtte as Kristenheben
Og sttart blev Kraoet otn »ett Kitte
sarbebrittg, ber stulbe strækle sig ligs sra
fielenc Mhoveb til bens oberste
Lemnier,« alminbeligt. Men ber blev
intet as, ssr Luther stetnstob. Tiben
og Forholbene vare vel paa ntange
Maaber berebte sor Resorntationen. Ett
sannibig ubbryber bekom: »O, boillett
Tib! Studierne blotnstre, Aanberne
vaagtte til Liv! Tet er Lyst at level«
Men bet var Luther-, ber oar bet nd
valgte Gubs Redslab til at genttentsske
Reformationen.
Hans Historie slttlle vi ille her gna
inb paa. Den er tetnnteljg v-l kenbt.
Vt stulle lun næone enlelte Tritt Hatt
tcenlte albrig paa sotub at blive Refor
mator; nten hatt teenlte sar Alvor paa
at saa sin Sjeel skelst, at blive sin Synb
lvit, loste hvab bet slulbel Dei vnt
egetttlig, hvab ber lebte ham til at blive
Resorntntor. Og bet, han selv sandt,
bet vilbe hatt vise andre. Han luttbe
ille rolig se paa, at Sjeelene ssrtes vild."
— Hatt var en unberlig ensolbig Esel.
Han troebe Gub paa Orbet sont et
Bam Denne han« ensolbige Tro
paa Gubs Otb var bet, ber lebte Ne
tarntattanen inb i et saa sttnbt Spor.
Og hatts Karligheb til og Tro paa
Bibeletts Orb sont Gubs crb var ag
saa bet, ber lebte hant til at give Follet
Bibelett paa Modergtttaalet.
Respetttatiottens Jndslybelse i
Raum-litten
Dei er ille vor Mening her at ester
spore Resorntationens anslybelse, men
blot et ovetslabisl Kenbslab til Rainer
lirlett i vore Dage er not til at stge os,
at Resotntationen ogsaa hoc hast stor
anflybelse bet. Vi talte sokleben Dag
meb en Præst as ben hollonbsle respe
nterte Kitte. Hatt sagbe, at vi i vore
Dage ille lenbte ben latolsle Kirle paa
Luthets Tib.
Resorntatiotten hat hast en til-neg
nelig Jttbflybelse paa hele den civili
serebe Verbeu. Den hat hast baabe
vibenslabelig, social og religiss Betybs
ning. .Dei var Granskningetts Jud
sigelse tnob Ovetlenerittgett, Persontigs
liebens Ktav mob nebatvet Mynbigheb.
Dei var en Kamp, sont bresebe sig otn
Folkenes Sag, ont Trom, Gabel-neul
sen og Tatikens Frigokelse.«
Den luthetsle Kirle i Dag.
Den hat estet be sibste statistisle Op
lysttingerU 65,270,991 bsbte Med
lentttter, sorebte i alle Verbensbelr. —
J Europa 53,870,769, — i Not-b
ametika 10,181,716, — i Asien exze
700, —- i Sybatnerila 507,600, i Asrila
:It)3,754, ——i Oceatticn 173,052. Der
as ca. 3,000,000 Danste, og i alt ca
13,000,000 SIandinav-r.
Det er Antallet as bsbte Meblentnter
ivorlttthersle Hirte. Men vi ete as
vel hevibste, at bet er tun belvio, ben
litthersle Resormations anslybelse katt
maales bereitet. Det lan vise sot me
get i een Retning og sor libt i en an
ben. Maatte vi blot vise az sont Re
sormationens beerdige Arvtagere, vise
Luthers Alt-or i at ssge Frelsett og
hatt- Ettsolb oversor Gubs Ord·
I) Dr. Lenllers .Die lttheelsche Kirete der
selt. «
s
s
s I
Elias.
If
Fr. W. Krummacher.
II- stder. saht-. sit-o
Denk-h Luth. Publ. Houpen
Plain Rebr. s
Eftertankck ein Knestrcjkm
Naar en faadan Sttid er endt, saa
er man faa tilbøjlig til at spskge: hvem
gik saa of med Seiten? Dei er so en
Istot LEke i Verden at gaa af med
Seiten. Mangen en Strid synes at
sortsættes med dette ene Maal for Die:
at gaa af med Seiten. Men hvem
gik saa shek af med Seiten: Kumam
nerne? AtbejderfoteningeM Prass
dent Roosevelt? eller Atbejderforenin
qens Peæsident, John MitchellZ Dei
et nu vor Mening, at
Retfcerdigheden fejrede.
Nceppe nogen vil paastaa, at Kul
batonerne sejtede. Den Gang maatte
de give efter.
Men det vi.lde heller ikke vcere rig
tig at sige, at Akbejderfoteningen git
af med Seiten.
Den sejkede for saa vidt, at den sit
et tetfætdigt Princip, sotn den holdt
paa, anerkendt;. den fik Afgstelsen af
sit Mellemvcerende med Atbejdshetter
ne lagt i Handerne paa en armen-ff
Dornwa Men dei kunde jo saa med
samme Ret kaldes en«S-ejr fokArbejds
bererne. Det tunde have meet det, om
de itte havde staaet saa haardnaktet
imod og blevet wungne til at bpje sig
for en resscerdkg For-dring. Det blev
saa Sejr for dem, der vilde Reife-ewig
«hed og et Nedetlag for dem, der abso
lut vilde deres egct, absolut vilde sej
te. Hvorvidt saa ellets hvet af Pak
tetne sial faa sine Fokdringer indtsnk
mede, det stal jo fstst Dommetnes
Kendelse vife. Men et Retfærdighedens
Princip bar fejret, og det er det store.
Samfundets Tjeneee.
Der blev fokleden fortalt oå lidt
of en Samtale mellemc nogle Farmerr.
En mente, at President Roosevelt not
havde fundet paa Raad til at faa Kul
minerne aabnede, om Eierne itle hav
de givet eftets Det lunde have endt
med, at Minedkiften var bleven erkla
ret fallit og saa overtaget af Regeriw
gen. En anden mente, at Novsevelt
itte kunde tvinge ham ti.l at forme,
hvis han valgte at lade sin Form Ug
ge. »Jo, du sial ha’ Tak; men om nu
alle Farmere i Landet blev enige om at
gøke Streit mon Negetingen saa ikke
not stulde sinde poa at saa Farmim
gen i Gang?« Ageebruget er en Lins
betingelse for al anden Jndustri. og
mn det Iunde tcenkes muligt, at Agn-l
btugerne bleve enige om at gaa pan
Streit, saa maatte Regetingen for
Samfnndets Skyld se at faa en san-:
dim Streer hie-ver Ligesaa kunde vot
Regering ille tillade, at al Landets
Industri, som er afhkengig af Mitin
dustrien, standfede, og den tunde ikke
tillade, at de mange Millioner, som i«
den forestaaende Vintet vil væte elf-I
hangige af Kulptodultionen for Var
me, stulde ftyse paa Grund af noglel
faa Pengefyrstets Tværihed og GenstriJ
dighed. De, saa vel som Atbejderne,
er, naar det lommer til Styltet, Sam
fundeis Tjenerr.
Holdning.
Vi ved Lite, om han hat gjort mete
end sin Pligt, og bersot tiltotnmer vell
ikce nogen særligRos- Men del et stott,
at en Mond i en saa høj Stilling ger
sin Pligt. Hcm bar vi.ft sig som Ret-’
færvigshedenk Haandhævet paa en fre
delig Maade. Han hat dist, at han»
elster Vet Fou, der hat valgt hatn til»
sin sverste Styrer. Han hat visi, at
hcm shnr baade Jndsigt og Mod til at;
tage paa en vanskelig og inbvi.llet SagJ
Og endelig hat han visi, at en AkbejderI
er lige san meget for ham som Landen-J
stprste Millionen Hvor var Mineejevi
nes Repræsentant, Mk. Baet muggekH
da han for-sied, at de itte kunde few
Præsidenken til at tvinge ArbejdernJ
med Militærmagt, men lige lidt hjalp
det. Roofevelt havde et start Øje for,
hvad der var Retfckrdighed og for sit!
Follö Behov. Han hat bist sig vætdig4
til Foltets Kætlighed og Agtelse, ogl
han vil itke alene faa den, han hat
den!
Prefident Roosevelts4
fhvadSttejsenharkostet
Den varede fra 12 Mai til Midten
af Oktober, altsaa 5 Maonedet, og
Streiter-des Antal vpgivei noget for
stelligt, yet gaar san hsjt som 183,500.
Desuden betegnes det, at henved 800,
000 Kvinder og Bsrn hat veret her-it
Ins Streiten. At den da hat kostet
sammt, er inblyfende uden Betegning.
HSamlet Tab, tzfotaatsaget ved Strei
-ken,·angives san hsjt sum UN,390,000
pg saa lavt som 826,2130,000. Sand
heben liaget vel nogei Sieds i Mid
ten, som san ofte er Tilfceldet. Te
vundne Resultaier er føbt dort, men
maafte bog ikie for dyrt. Der er Visi,
aldtig vundet saa meget for Arbei
deme i nogen Streite fom i denne.
Den turde maaste kaldes epokegørende i
JArbejderspptgsmaalet.
Endnu en Tause.
I Der tales nu i alle Kkoge og i
Raadfale om de enorme Suinmer,
lStreiten hat kostet. En Mk. Brec
Hand der er vokset op fta almindelig
xArbejdet til fvm det nu ssges at væke
sPræsident for Sporvogne og Jernbane
selstaber oplyste for nylig i Aarsmsdet
for»Metropoliian Stkeet Railway As
Jsociati.on«, at Sttejie de sidste 20
Aar hat kostet QZ77,000,000, og saa
lægget lhcm til: «Det er forbløffende
’at tænkepaa, hvad der iunde have vætet
udtettet med denne fykftelige Sum, fom
san bensynsløst er ødslet, dersom den
havde veret anvendt til faadanne For
mcml, som dem vi anvender vor lille
Skærv paa.« Dei var en Tanie i
sammt Reining. der faldt os ind.
Saa meget kunde disse interessekede
Arbejvsherket og Arbejdeke ofre paa
ei Tvistemaab Dei viser i hvert
Fald, bvad der kan ofres paa en Sag,"
man vil have frem, baade af rige o«g?
fattigr. Det viser, hvad fortnedei
sætte igennetn, uden at andse BekosiL
ningen. »Denne Verdens Born er klo
gere end Lyfets Born i bei-es Slægt «
Men mon vi bog ikke kund-e leere noget
beruf, leere baade at holde sammenj
og at ofte, naar det gcelder en god vgl
siot Sags Fremme, naar det gælder ati
fremme Guds Rige o·g de Sager. som!
banger fammen dermed? l
——--.-.-.—-—
Til bekmnrcde Mødre.
Ved at lcefe i ,,Dansleren« om den
danst-ameritanfte Moder, sorn var be
tymret for sine Sonners Fremtid her
og herefter — og de Bemærlni.nget,
som vare føjede dertil, tom jea uvil
taarliq til at tcenle paa en Moder
fra Danrnart, en troende, bedende Mo
der, sorn for nogle Aar siden var her
ovre ncermeft for at være tilftede ved
sin Ssns Bryllup. Sonnen var sorn
gansle unn Mund reist hjemme fra, og
det var en stor Glaede for bam at have
Moderen hos sig og at blive fort fkern
til Alteret af heade- Men Moderens
Hierte var tungt; thi stsnt hun fandt
Sonnen langt mere mandig og Uddan
net i sit Versen, i Besiddelse af en
god Stilling i Samfundet, og i alt det
ydre en Ssn til at glæde sig over, saa
havde hun dog i den Tid, der git for
ud for Bryllupet, rig Lejlighed til at
se, at det, hun saa inderlig havde bedt
om og inderlig lcengtes efter at fin
de, et sandt oprigtigt troende Hinte,
det fandtes itte hverten fhos harn eller
hans Brud. thun blev has dem en
tort Iid efter Bryllupet, og de tre til
fammen gil til Kitte, saa ofte der var
Lejlighed; men Moderen fslte jo godt,
at det tun var, fordi de vidfte, det var
det tærefte Sted, de lunde tage hende.
Da hun reiste, var det den sidste inder
lige Formanning til dem: Lov mig i
det mindste, at i vil gaa i Kirtet og de
unge, Ansigt til Ansigt med Moderen,
lovede det, men at holde det var
en anden Sag. Luntenheden havde
alt for lcenge dryppet sin Gift i deres
Sjcele til, at et Lsfte lunde vælte dem·
De git til Kirke en Gang i rnellem,
fnart et Sted og snart et andet. De
levede i en ftor By og havde saaledes
rig Lejligbed til at hpre vor Tids bedft
uddannede og meft begavede Mond,
men Trangen til nogen alvorlig Gabs
dyrtelse tendie de ille. Dei hed be
standig: Aa, jeg bryder mig tun lidt
derom, oa Følelsen var not den, at
det hele lunde i Grunden faa godi
undværes.
Ja, det maa vel faa et Moderhjerte
til at sijcelve at tænte paa Fremtidm
Men lad os dog være Erlige og lcegge
Stylden, hvor den sindes, i Satans
Magt over Mennestehjertet.··) Det er
nu det samme, thvor godt vore Prie
ster blive uddannede, og hvor veltalen
de de er, — stal det lyttes dem at drng
unge eller gamle op af Luntenhedens
Dvale, da maa de felv viere gennem
glsdede af Aandens Jld, selv have en
befriet SjæL sorn hviler paa KlippenJ
Jesus Kristu6.
Ved et start M-de, sont en betendt
Predikant fra London holdt i U. M.
K. F. Sal i Ehicago, sagde shan blandt
«) Bande Satan ogSynden kunne bog
beleer ved Ondi Mast« hvad Fort da
ogiaa mener. Red
anbet: De leerer jer om Sbatespeare,
DM Solen, vIn Mannen m Ecke-mer
ne, men Jesus Kristus oq ham tots- ·
festet glemme de. Derfor qentager
jeg: lad os lægge Skylden, bdor den
findes, i Syndens Magt over Men
nesiehjetteL Thi er denne Tidg Lland,
som gennemtrænger Unqdvnnnen, en
Slsvhedö og Ligegyldighevg Aand, da
er den as haar, som, endnu spr Ver
den blev til, modfatte sig Guds Al
magt.
-»Hvad sial vi da gere«? spørger det
cengstelige Moderhjertr. ,,Bede« blev
der jo sagt. Ja, hver Dag bede dnbt
og inderligt; men et til maa du gore
—- arbejde. Lad alle irdende Fcedre
og Msdre slutte sig samtnen om dene,
at give deres Born en fand triftelig
Opdragelfe daglig i Hjem111e1, saa
Bornene ser, at Forældrene virtelig l:
vet i oprigtig Tro,Haab og Kæriighed
til Gud, og lad saa Priester og Lærete
holde dette fretn i Tide on Utide, at
Gudö Fted og Naade er det høiefte
Gove, de san have baade ber og his
set. Ja, leer tun den unge der ogfaa,
at dandre i Guds Nat-des Lus, men
Maulet er dog hisset Der stsnneVers:
»Tcenk« naar en Gang jeg uden Zynd
ssal lere,
Oder Tanke ren, hver Gernina uden
Breit,
Naar aldrig jeg behsver mer at bæve
for Mullgheden of en syndig Lns1!«
havde allerede, da jeg var ganfie ung,
en forunderlig Viklning pag mig.
Og et endnu: lav os san have Taut
cnodighed med vor Ungdom. Er den
i mange Maader for positiv paa, hvad
den vil tto og ikke tro, hvor der dog er
et Gran af Sandhed og Optigtighed,
lot det frem, byg derpaa, og i sin Tid
di.l Gud aabne Mandens Øjne for,
hvad Ynglingen ikke kunde fe. Ja,
maa Gud velsigne vor Ungdorn og gpre
den glad ved "hans, fom er alle Tings
Begynder og Fuldender.
S. K l v d e r.
Gode Naboet.
tAf E. As H.)
En Metodift spottede en Gang i mit
Paul-r over Luther, der var san for
dringsfuld, at han inobefattede »tre
faste Nabver'« under Begrebet ,,oagligt
Brod« i Fortlaringen til den fjerve
Bsn. Derved tom jeg til at tænle
over denne Sag og hat siden i Lioets
praktiste Stole gjort ilte saa faa Er
faringer over Forhvldet melleni Na
«boer vg »dagligt Brod«. Jeg er ver
ved kommen til at se, hvokledeg Lu
ther ogsaa her taler med en vidunderlig
Mädan prceget af rig Erfaring. for
itte at sige guddommelig Inspiration.
Der er jo nceppe noget Livet uvenfvr
Familielivets Enemcerter, der saaledes
tan bidrage til at gsre Livet sinnt og
behageligt for vs som gvde Naboerx
ligefvtn daarlige Nat-ver tan forbitre
os Tilvcerelsen mere end noget andet.
Hat jeg daarlige Nabver, lan det dag
lige Brod ofte mifte sin Velsmag for
mig, naar jeg stal rede det under Bit
terhed, Ubshagelighedet og Forum
telser. varimod det daglige Brro tan
faa en trydret Velsmag, naar jet ejer
dette rige Gode, at have gode o: tro
faste Nabver.
Et tyst Ordsprvg siger: »Der-, som
hat en ond Nahm bar en daglig Umk
te vg en idelig Stærsild.« Pan den
anden Side lan en gvd Nabo være en
uvurderlig Stot og et sivnt Etscmpel
Ved en god Nabo forstaar vi jo
gerne en, sont er hjcelpsoni og god vev
enhvet Lejlighed, som lan bcere over
med vore Sltøbeligheder og Fejltagel
ser, fom lan give os gvde Mentnger,
som, naar vi er iSygdom vg Banslex
ltgheder,tan fette sit eget tilSide for at
bistaa os i vor Nod. ert sagt, en
god Nabv er et Menneske med et ordelt
Hierte og et rent Sind —- en, focn e r
gvd vg gsr godt.
Det er altsaa en Kendsgerning, at
det er en herlig Ting at have gode Na
bver, men det er siltert en ligesaa her
lig Fing, selv at vcere en gvv Nahm
Det pasfer «ogsaa her: Saligere er
det at give end at tage«. Det er al
mindeligt at vnste, at Ver-den var bedre
end den et; og at »Nabostabet« var
med i denne almtndelige Forbevring,
Pan vel not de fteste have visse Grunde
for at Instr. Men det er her svm med
faa megen anden Reformatton, at den
helft maa begtynde biemmefrw Jeg
miter, vi blivet atdt til selv at prsve
at vcre virtelig gvde Nat-ver, fsr vt
tans lræve vg vente mere fra andre.
En Præst, svm var udset til at holde
