————— , «»» .
thM
Sfjkaa Og Guld.H
Fortcelling af G erhardt.
ZU Kirtettalte. tald lnn on
f Meo de onde Toner!
' ’ Tu tra Liveig Land hae Burs,
Hilien tra den ttrre Wut-,
Jesus-! vor Forionen
Kirtetlotte, tald tun du
Med de dnde Toner.
stirtetloterne toner hen over Land og By for at sor
taelle, at det er Sondag, unge og gamle fcerdes ad Bei oa Eti
hen for at høre den unge Prcest, ihan er nnlig kommen til
Zognet som den gamles Medhjaelper.
s Der er delte Meninaer om den ny Prcest. Nogle Ine
—ne, at de have aldrig hørt saadnn en Praesi for, andre
niener, at han er alt for streng og blander sig ind i, For
t)old der i Sonnen sotn han flet itte har Ret til·
»Du tan teente dia, Lake-A sagde Per Stomager til
sin Natio, da de fulgteg hjem fra Kirte og toni faa manae
andre talte oni den ny Prass, »vor ny Prcest har endogsaa
oæret nede bog Knud Langderas Ente og vilde have at vide,
hvordan det hang samtnen med Datteren og den nnae
Mand. Den gamte Stattel viste jo ingen Besied; hun tunde
tun fortcrlle, hvad oi alle ved, at Slynglen er rejft fra
sin unge Kone og har ladet hende i Stitten med al den.
Geld. han havde gjort.«
,,« a,« fande Larg, ,,jeg tan da itte se, at der var no
get galt i, at Preesten git ned oa talte med den gamle oa
bendes Datter» de tunde saamcend not trcenge til et Tro
stens Ord, det er ttrege Tider for dem.«
»Ja paa det Lav, Larss,« svarede Per Stomager,
»naar han havde trostet dem, nien det var not faa langt
fra. Han talte til dem, saa de git og grasd i. stere Dage;
jea synes, de havde not at grcede over i Forvejen. —
Nej, Lake-, vor ny Prætt er for ftrenn, det er nu min Me
ning.«
»Ja, Per,« sagde Lars, ,,"det er jo itte faadan som den
gmnle, men jeg synes heller itte, han er paa sin PladT
Hans Prceditener i Kirten tunne være gode not, stsnt
de lunne itte saadan røre mit Hierte sotn det, den nnae
siger; men ser du, Per, den gamle han vil gerne snatke alle
efter Monden og viere gode Venner især med de store Bon
der, og han taler not itte til dem om Kristendom naar
han tomnier til deres Selstaber. Tænt nu, faadan en
Mand som den rige Forvagter dernede. han baade bander
on dritter, men der er da ingen, der tan forttaa andet,
end at de Folt ere Præstens bedtte Rennen Den Stags
Kristendom forstaar jeg mig itte paa, men een Ting tan
jea forftaa, Per, og det er, at dersom du og jea itte faar
det anderledes, end vi have det, saa blive vi itte salige.«
»An Snat, Lars,« soarede Per, »oi ere jo itte vcerre
end alle ftitteliae Mennester.« -
»Det tlare itte Sagen, Per,« sagde Lars, idet han
drejede om Hjsrnet ind til sit Has. »Farvel, vi tales ved
en anden Gang.«
Den Ente, Per Stomager og Lars havde talt om,
var en gammel, hcederlig og agtet Kone i Sognet. Hen
des Mand dsde for fein Aar siden, Enten sit en ung Karl,
en Guardmandsspn fta Nabobyen, til at bestyre sm Guard.
Efter et Par Aars Fort-b bad han om Datteren Kristines
Haand, den gamle gao gerne sit Samtytte dertil; thi Knnd
Aagesen var dygtig og havde ogsaa mange Penge. —
Kristine var itte saa glad derved, hun tunde not lide Knud,
han var flint og venlig, men blioe hans Kone — — nej
der var en anden, men han var fattig, ham vilde Moder
aldrig give hende Lov til at faa. —- Moderen snattede
iinidlertid for hende og forestillede hende, hvor stønt de tun
de have det, naar han tom ind i Gaarden med en Snes
Tnsind til. «
»Du stal not komme til at holde af harn,'« sagde hun,
«han er jo magelss opmcertsom og venlig imod dig.'«
Kristine gao sit Samtytte. Brnllupet blev holdt, og
saa git der et Aars Tid, hvor alt syntes at være Glcede og
Lytte, men saa beghndte tunge Styer at trætte op over
den stattels Kristineö Hoved.
Hun mærtede, at Knud holdt alligevel itte saa meget
af hende som hun havde troet, og hun hotdt heller itte
saa meget as ham, sotn hendes Moder havde foreftillet hende,
hun vilde komme til.
Knnd torte tit til Kobstaden og tom ofte sent hjem.
Kriftine grad, men Knud saa det itte, og hendes Moder
vilde itte se det. En Aften tom Knud ind til sin Avne
og sagde at shan nodendigvis maatte rejse til Byen. Kri
stine vilde have at vide, hoad han stulde derinde og spurgte,
om det itte tunde opsættes til nceste Dag· Knud svarede,
at han maatte afsted, det gjaldt en Handel,hvorved han tun
de tjene mange Pengr. Kristine lod sig nøje med den Be
sted, oa Knud rejste. — Siden hat hun itte set ham.
Hun ventede den nceste Dag og de folgende Dage, men
Knud tom itte. Dertmod tom der snart en og snart en
anden og gjorde Fordring paa Benge, som Knud styldte.
Det visie sig, at den unge Gaardmand t den torte Tid
itte blot havde beugt de Penge, de hande, men ogsaa gjort
megen Geld. Jngen tunde forstaa, hvorledes han paa
saa tort Tid havde faaet Idelagt saa mange Penge, og man
mente ogsaa, at de ilte vare beugte, men at han havde ta
get Pengene med sig. —
Der oprandt trange Ttder for Krtfttne og hendes Moder-.
Det var netop paa den Tib, den unge Præst tom til Sognet.
Da han httte orn den Sorg, Moderen med sin Dotter var
stedt i, git han ned for at tale med dem. De horte gerne
paa hom, men det meertedes snart, at de vare helt fremmede
for Livet t Gut-, de mente, sont saa mange andre mem, at
de vare gode Krtstnn de gtt to i Kitte, til Alters og
opferte sig som andre ordentlige Mennestee. Den unge
Prætt fagde dem, at det var ttte not; de fordavtedes, »tht,«
fagde den gamle, »taadan ere to alle Folt her t Sognet!'«
Det var dog itte Tiltældet.
J det lille Hu- bag ved den store Granstov, der
stratter sig ltge ned ttl Sten, boede garnte Ole. Seni
lende og stsnt taa det gamle, men godt vedltgeholdte has
i Lv of de store Graner, men ogsaa tLy as Guds vaeldige
Rande, thi hutets Beboere vare thtttne at den rette Stags.
Gamle Ole dadde t mange Aar tjent Greoen, at
hvem han for tin Troftad havde taaet sorceret det ltlte hu
»ich-Ists-« o Ums-s
--LMÆE -
-» -—
med Have baß Sinne-n Nu var Ole gammel og lunde
itle arbejde spndcrligt mere, en Gang iinellen1, naar han
havde Lyst dertil« git han og pusäslede lidt i. Herslabets
Habe. Greden oar altid glad ved at se den gamle med
de milde, trofaste Øjne, desr saa forunderligt kalte on! den
Fred og Glcede, der doede i Hiertet. J fire Aar haode
gamle Ole oaetet Enlemand. Dei dar en stvr Sorg for
dam, da hans kare, trofaste Huftru maatte sorlade darn,
men han smilede dog gennem Taarerne, naar han talte
derom og sagde: »Ja, Vor Heere hat altid vceret god
imod mig og leere Marie, hun hat det godt nu, bedre
end nagen Sinde spr, og jeg hat det ogsaa godt, jeg gaar
bare og venter paa, at Vor Heere stal sende Bud og sige:
Saa, gamle Ole, nu maa du ogsaa komme hjeml Dog,«
føjede han ofte til med et Sul, »jeg vilde gerne se Karl
en Gang endnul«
Karl var en Sonnesøn as den gamle. Hans Fader
døde, da Karl dar tyve Aar. Han var eneste Barn, og
da han, tkods sin gamle Bestesaders og sin Moders ind
trængende Bønner om at blive, rejste til Amerika, sitzt
tede hun ud til Ole og passede og plejede sin Svigerfa
der trosast og kærligt paa hans gamle Dage. Det var
nu to Aar siden, Karl rejste, og ingen haode hørt fra ham
siden.
Gamle Ole git oste og sna til Naboer og andre,
som han mente lunde treenge til at saa, ,,en Hiler fra
Hjemmet", saadan plejede han at sige; der sulgte ogsaa altid
en mild Lustning med, naar gamle Ole kom, men han un
lvd heller itke at sortcelle, »hvorsra han korn, og hvor han
git hen.«
Kristine on hendes Moder haode tidligere haft travlt,
naar gamle Ole kom, men nu kunde de nol saa Tid til at»
sidde og høre paa den gamle, der talte med dem om den Ven,
der aldrig svigter. Gamle Oles Besøg dleve imidlertid itke;
mange, tht Gaarden blev folgt, og Kristine og hendes Moder
slyttede ind ·til den nærsneste Købstad, hoor de lejede en.
—lille Lejlighed i Udlanten as Byen, og med de saa Stil-!
linger, der blev til obers, og den Smule Atbejde, de kun
de gsre for fremmede, fik de det daglige Brod. Det.
vnr tit drøjt for den gamle, stolte Gaardmandsenle, at
siidde i saa smaa Kauk, Kristine tyaode oaeret hendesi
Stolthed og Glæde, og hun haode altid tcenlt sig hende som
en tig Gaardmandsione, ja helst sorn den sornemste i hele
Sognet, da nu sad hun der son en fattig Kone, hvis Mond
var lebet sin Vej, men hun maatte hvor nødig hun bilde,
sige sig selo: det er min egen Styld.
Kristine havde paa sin Bis mange tunge Ti.mer, som
Moderen 4ilke lunde forstaa. Ham, hun elslede, den fattige
Studien kunde hun ille faa, slønt hun nu selv var sat
tig, og hom, hun stulde elsle, hendes troløse Ægtemand,
solte hun, blev hende mere og mere ligegyldig. Jn
tet smertede hende mete, end at hun havde ladet sig overtale
til at gioe sit Ja til en Mand, sont hun ikle elslede, men
hun havde været vant til at lyde sin Moder og oidste hel
ler itle, at det haarde, lolde Sølo og Guld ian ikle siabe
Kcerlighed og Livslylte. Nu kunde hun have Lyst til, om
hendes Rost lunde naa saa vidt, at raabe det ud til alle
unge Piger:
Gift eder aldrig med Bengel
Stallels Kristinet Hun haode vel ersaret, at Penge
kan ille gore lyll"elig, men hun lendte endnu ille den Li
vets Kilde, Vor Herre Jesus Kristus, der sprudler midt i
den kolde Verdensntlen og gioer Frev, Fresse, Lylke og Sa
lighed til hver den, der oil komme og pse der-as
· III Ussfssjss svvgs
—
-— —
Forpagteren trytlede Præskenzs Haand til Farbe
og bad ham besøge fig. Per Stomager var ogsaa i Fiirle
men det var jo det samme, som han bavde hørt saa tit
sagde han, ,,nu er det vel ogsaa sidste Gang, jeg tommu
i Kirte her; naar jeg slytter ind til Vnen, gaar jeg selts
følgelia i Kirle der.«
Per Skomager havde nemlig besluttet at flytte ti?
Købstwen Hanmente, det vilde aaa bedre med Form:
ningen der; han var jo en ung Mand endnu. Prcesten
derinde syntes Per godt om, han var ester hans Mening
mere mild og sorstod bedre at sorklare Tetsten. Naa, lad
saa Per Skomager sy Støvler og Sko til Herrerne ag
Damerne derinde, pg gid han saa maa saa Tetgten saadan
sorllaret, at det maa komme til at staa klart for ham, at
han er en Synder, der stal omvendeg og blive et troende,
;l)elligt Guds Barn for at komme i. Hemmeriges Rige.
so- -I- so
Det er en stille Sommerasten, Himlen er ren og klar,
Luften saa blød og mild, hist og her hopper en lille Fugl
sra Gren til Gren for at sinde sit Nattetvarter. Gamle
Ole sidder paa en Beenk ved Siden af sin Sonnetone ude
i sin lille Hade. De tale am Frev, oa der er Frev. »Tys!«
siger pludselig gamle Ole, »jeg syner der er nogen, der
snnger. — Ja, det er der ogsaa! Lad os høret Hvem mon
det tan vcere?« De to lytte og høre en llar Stemme synge:
Frelieren er mig en Oner god,
doc- ham sial jeg intet san-ic.
Lammct hviler ved Onrdens Fon,
Ida-eines med tastlige Nonne
Enaret jeg slned’ sra lllvenis Tand,
Mit Vlod til hans Fod er rnndct:
Zelv han bar nqu til Kiloeng Rand,
Tor hat jeg Lagedoin sannst
honedet hvilcr jeg i han«-s Stad,
Jrg lasth as Livets Bande.
Palmen toter mig Tage-us Mod,
Evnlae min branntnde Bande-·
Den synaende ncermede sig Huset.
,,God Akten, gamle Olel God Asten, Ane Marie!«
»God Llsten, lille Frosan« svarede gamle -Ole, »hvor
De er glad i Asten!«
»Ja, gamle Ole,« svarede den lille Freien, som Var
Forpagterens Datter Elisabeth, »stulde jeg itte vaere glad,
isvem stulde saa være det.«
»Er det sandt sor Dem selv, hvad De sang sor: Ful
seren er mig en Hyrde god«, spurgte gamle Ole.
»Ja, det er sandt for mig selv,« svarede den unge
Pige, »jeg var et vildsarende Lam, det ved gamle Ole alt
for godt, hvor letsindig jeg var, men saa hørte jeg den gode
Hyrde kakde paa mig.«
»Da saa tom Det« sagde gamle Ole.
»Ja, saa tom jeg«, sortsatte Festen Elisabeth, ,,jeg
sit at se, at jeg var en sortabt Synder. O, hvor jeg blev
ulyttelig, men Jesus har gjort mig lyktelig!
Det var den Sondag, vor Prcest prcrdikede om den
gnde Hyrde, og da vi til Slutning sang den Salme: »Fal
seren er mig en Hyrde god,« tunde jeg itte synge med, for
han var itke min, det sølte jeg og graed, mens de andre sang,
»Hovedet hviler jeg i hans Stad, jeg læskes as Livets Van
de!«
,,Til Lyttel til Lytle! tære Elisabeth«, sagde den
gamle med Glcedestaaret i Øjnene, »men hdad siger Fader
til det?«
,,Han graben naar jeg synger«, svarede Elisabeth
»Gud vcere lovet!" udbrpd gamle Ole, »Herren gør
store Ting iblandt ost«
Der taltes endnu meget om den store Glæde, og sit
tert har Himlens Engle lyttet og smilet dertil.
Det rygtedes snart i Sognet, at Forpagterens Dat
ter ogsaa var bleven omvendt, og hvem bestriver manges
Forbavselse, da Forpagtet Krogh ovetsor en Del as sine
sordums Vennet ertlcerede, at han ogsaa havde givet Jesus
sit Hierte, og at det nu var sorbi med det gamle Liv.
Over Langbergsgaarden, som man taldte den, syntes
derimod sremdeles tange, msete Styer at hvile. Den
Mand, der kobte Gaarden, da Kristine og hendes Moder
maatte sorlade den, bled Entemand omtrent paa samme
Tid som den gamle Prcest dsdez han gik ogsaa selv og
strantede. Arbejdet kunde han itle passe, og Udgifterne
tunde han itte klare, hvorsor han besluttede sig til at soeng
Gaarden, men det var ikte saa let; thi Tiderne vare daar-l
lige.
Præsten besøgte ham, men han mente bestandig, at
Vor Heere var alt sor haard, —- staltels Mand, han kunde
itte saa Øje paa Guds KErlighed i Jesus Kristiis. »Jeg
maa scette Gaatden i Avisen endnu en Gang«, sagde han
en Dag til Prcrsten, ,,tan jeg saa itle scelge den, saa maa
det gaa, som det kan.«
,,Nej«, sagde Præsten, ,,det maa itke gaa, som det
tan, det maa gaa, som Herren vil det, lad hanl saa Deres
Hjerte, saa vil det blide godt, hvordan det saa end gaar.«
Den unge Mand rystede paa Hovedet, spurgte der
paa Præsten, om han itke vidste en tro og paalidelig Kvinde,
der vilde paatage sig at Passe Huset sor harn. Prcesten
tænlte strals paa Kristine og talte, da han Dagen ester
tom til Byen, med hende derom. Kristine vaegrede sig
i Forstningen derved, hun mente, det vilsde vcere alt sor
svcert sor hende at komme tinage til sit Batndomshjem
igen paa en saadan Maade. Prcesten mente, det tunde
maaste blive til Belsignelse for ·hen’de, og hendes Moder,
der havde sine Tanker om det, mente ogsa-a, det tunde godt
gaa an, vg saa tog Kristine ud til Langbergsgaarden. Hun
fit meget at gsre der; thi det varede ille lange, sør Manden
blev stadig sengeliggende. Præsten bessgte ham ofte, og
Kristine sit ved den Lejlighed meget at here, der saldt som
Regn paa tsr Jord. Gamle Ole kom der ogsaa as og til;
han undlod heller itte at saa i de gokde Agrr. J
Per Stomager var, som vi vide det, flyttet ind til1
Kibstadem og der syntes han tigtig at viere i sit Es, Prac-»
sten havde han bessgt og synteg umaadelig godt om han«
Pastor S. var en Mund otntring ved de halvtredss
Han var en lille siestaaren Person med Fuldstaeg og et
Pae mitte, livlige Øjne; der var noget vist vindende i hele
hans Besen, hans Hustru var sit halve Hoved hsjete end
lhan, lys og med en vts Alvor prceget over de sine Trek.
Der var giod ·Ktrtegang; thi Pastor S. var vel be
gavet Prcedttant vg tllige en vieksotn Mand. Han havde
veret Præst der i ststaden en bald Sneg Aar og havde
i. den Tid saaet en Dei Virkspmhedet sat i Gang, som site
i
" fandtes i hans Formands "Tid, og det var hans og manne
as Kirkefoltets Mening, at der var ret gode Menigheds
forhold oa et ret skønt Menighedsliv der i Købstaden. Der
var en Kreds af Mænd og Kvinder, mest as de velsttllede,
der sammen med Præsten sørgede for, at de fattige fik Klet
der og de sultne fik Mad, og paa mange andre Maader ar
kejdede paa at komme de trængende til Hjcelp. Præstell
havde nylig udgivet en Beretning om Menighedsarbejdet
i sit Pastorat, som blev læst og lovprist i vide Kredse, met
ihsvorvel et saadant Arbejde er godt og kan blive en time
lig Hjælp for mange, saa er det bog itke not.
As samme Mening var ogsaa gamle Ole ude bag
Granstoven. Per Skomager, der ester at vcere flyttset til
Bnen, blev ved at sy for Greven, besøgte en Dag gamle Ole
oa priste i høje»Toner deres Prcest og det stdrartede Me
nighedsarbejde, han udfoldede; »det er en Mand, jeg kan
blive tlog paa,« sagde Per Stomagerz »th·i han hat ikte
blot Ord men Gerning, og det gælder da ikke blot am at
være Ordets Horch men dets Gører, og Vor Præst hatt
er itke ncer saa haard og døcnmende i. sin Præditen som ham,
J har, jeg gaar altid saa vel tilfreds og trostet ud af. Kit
ten, saa man skal lcde længe om saadan en Præst.«
»Ja!« sagde gamle Ole, ,,det er jo godt not, Per,
men er du bleven omoendt til Vor Herre Jesus-, det er du
det, det konnner an paa, for Prcesten tan sandelig ille
srelse dig!«
»vaendt! omoendt!« svarede Per Skomager, »ja
det er det, jeg arbejder paa; vor Prcest siger, at disse Om
Vendelseshistorier, saadan som med Forpagterens og alle
de andre her ude, det er noget, man stal tage sig i. Vare for
at komme ind paa; »nej«, siger han, »det med Drum-Mel
se, det er noget, man aldrig blever fcerdig me"d.«
»Saa komme vi heller aldrig i Hirnlen«, soarede gam
le Ole; ,,tl)i Vor Herre Jesus hat sagt: llden J omven
de eder og blive som Born, komme J ingenlunde ind i« Him
meriges Rige, og jeg maa rigtnok sige, jeg tror Vor Herr
Jesus bedre, end jeg tror eders Prcest!«
»Ja«, sortsatte Per Stomager, ,,men hvis du kendte
vor Præst og saa det Arbejde, han udfolder, saa vilde
du faa helt andre Tanter om ham.«
»Jeres Præst ten-der jeg itke videre til«, svarede Ole,
»men jeg tender de fleste af de sornemme Falk, hatt hat k
sin Menighedstreds, og som han anser for de ,,Bedste«, og
ved du hvad, Per, det er sandelig itke troende Mennestet
ret mange as dem. Hvad siger du om den ftore Købmand
K. deroppe paa Hiernet han er vist Praestens højre Haand
i mange Stytker, itke sandt?«
»Jo, det tror jeg not, han er,« svarede Per, ,,men
han er ogsaa en hcederlig Mand og en flittig Kirkegoem
ger«· ·
»Ja, det tror jeg nok,« gentog gamle Ole, ,,men jeg
hat da haft Lejlighed til at se og høre ham adstillige Gange,
naar han har vceret oppe paa Gaarden; han bander, saa
det staar ester, og hans lille Fruc, hun tager Guds Nav
sorfcengeligt til hvert andet Ord, hun figer.
Ser du, Per! den Slags Folk til at arbejde for Guds
Rige vilde jeg nu itte scette Pris paa, hvis jeg var Prcest;
det er Straamændz derimod vilde jeg sætte Pris paa, om
de tunde blive omvendt til Vor Heere Jesus, saa kunde de
endda blive Arbejdere i Herrens Vingaard. Jeg stal sige
dig, Per, der er Forstel paa Arbejde og Fragt. Ei Arbejde,
som itke er Fragt af Hjertets Samsund med Jesus, det
duer ikte, naar det bliver set i Guds Ords Lys!«
»Ja, ja! gamle Ole,« sagde Per Skomager lidt op
bragt, »nu stal jeg gaa; men een Ting vil jeg sige dtg:
du er altfor streng og ensidig, og du og dine Ltge, J stsde
Mennester bort med eders haarde Domme. Faroel!«- —- —
,,«-’farvek, Pers Stomager!« svatede Otr. ,;Herr«en
kender sine.««
Vettelsen i Landsbyen bredxte sig mete og mere ved
den nnge Præsts Virksomhed Det var en forunderltg
støn Tib. J mange Huse og Gaarde var der aandeltgt
Rote, nogle græd og andre jublede,« den ene saldt, naar den
anden rejste fig. Denne velsignede Vækielse rygtedes snatt
rundt omtri«ng, og der kom Foll langvejs fra for at høre
den ny Præst, saa Kirken hver Sondag var fyldt til
TrængseL Nogle bleve vrede og sagde, naar de git bort
fra Gudstjenesten, at de stulde aldrig mere rejse for at
høre den Mand, men mange as dem kom alligevel nceste
Tondaa Endogsaa inde fka Købstaden kom der Folk ont
i daqen for at høre den meget omtalte Præst og for at
se . .tennesker, man saadan fortalte om, vare blevne om
vendte. Det søre til, at Herrens Velsignelse oslsaa strakte
sig ind til Købstaden, saa c-« Var Mennester der-inde fra,
der rejste hjem med det 1«».e Svørasmaal: ,,Hvad skal
jeg aøre for at blive salig?« Og der var ogsaa Menne
ster, som sit det Spørgsmaal besvaret, som det altid bli
ver, naar det kommer sra Sønderknuste Werten Blandt
disse var en ung Piae, der var i Huset hos Pastor S. Hun
sandt snart Fred i Trer paa stn Frelser, og som det altid
«gaar, hvor Lyset er, der aabenbares det, saaledes viste det
sig ogsaa her. Freien Augusta kunde itke lægge Stjul paa,
hvad der var vederfaredes hende. Frøken Augusta var en
stikkelig Pige, der i Prcestegaarden ansaag for at viere-en
god Kristen, og hun mente dgsaa det samme selv,«"indtil
ihun ftl sig selv at se i et andet Lys end det, Pastor S.
havde tændt for hende. Det var ved at høre den unge
Landsbyprcest, naar hun stundom kom i Beng hoö For
;pagteren, hvis Hustru dar· hendes Tante, og ved at se det
iLiv, der var brudt frem, at Frøkenen sit at se, at hun tkke
jejede Livet i· Vor Herre Jesus. Hendes Hierte syldes med
Sorg over hendeö —Synd. —- Præsten og Fruen kunde gvdt
marte, at der var nogeti Vejen nted hende, men Festen
Augusta betroede sigiitte til dem. «"De er syg!« sagde Pres
sten. »Vi maa lade Doktoren heute«, sagde Fruen; men
Augusta vilde ikke haveLæge. »Bare Augusta itke gaarog
bliver tungsindig!« sagde ·Preesten en Dag til sin Gestein
,,Jeg maa give shende ltdt »let« at leese,« og hatt sagte noget
af det, som han kakdte »let«, ud, og gav Augustu. Vtm tog
imod ngerne, men leeste dem tktez derimod bad hun,·og
Herren horte hendes Bon. En støn Ttd optandt for den
unge Pigh men ogsaa en Kampens Tit-; tshi i« Ptæstegaari
xden forstod man hende ikte.· Pastor S. satte hende endogs
isaa en Dag i Rette og sagde, at vhun stulde vel vogte sig for
aandeligt Hovmod og itke mene, at hun var bedre end andre.
,,Det er vel dog for meget«, sagde han, «at jeg,·der but
anvendt saa mange Aar as mtt Ltv paa at tindere Tep
logi og satte mig ind t Kristendommens SccndljedetJu stitiv
de lade mtg delete as Dein.« .
» « . " Gottsættestj
I
s
li. «
Vetsleude Tiber med Vintet on Vaat
Ware-lea- faa mit:
Fteniad du glitten menz Tagene gar-.
Hvav » bin Linn
Fite Aar ete gaaede, siden vi harte Per Stomager
da hans Nabo Lars, paa Vejen hjem fta Ritte, samtale
om den ny Ptæst, om hans Prædilen, oa — ja —— ogsaa
om hvilken Virtning, den havde gjott i deteH egne Hierter.
Fire Aar ere jo ingen lang Tid og dog, jeg fristes til at
sige: det er en lang Tid; der tan sie umaadelig meget i.
site Aar. Hver Dag, hver Time, ja hvert Minut er Naade.
Umaadelig kostbar er Tiden. Tusinder af Mennefter jage
og jage og vide ikke selb, hdad de ville, eller hvok det hele en
der. Maatte den rastløfe, travle Verdensmand dog en
Gang blive lidt stille og sporge fig selv for Alt-on Hvad
er det, jed dil? Gtibe Lytten, være rigtia til Gavns lyl
:telig. Er det ilte Svarets Jo! Men findet du Lytlen
jdetz hvor du soger den? Det er det store Spørgsmaai.
! Det var ogfaa det SpørgsmaaL der var lammet
til at røre sig i manges Hjerter der i. Sognet, siden den
nnge Prceft var kommen. LarH, der for site Aar siden
fagde til sin Nabo Per: »Derfom du og jea ilte faar
det anderledes, end di have det, saa blive di ikte salige,«
var bleven et omvendt og troende Menneste, der glad tun
de vidne om sm erlserH Naade. Pet vclr betaentelig,
»thi.«, sagde han« »man maa dog vcere noget helt ander
ledcs ior at turde talde sig heilig, saadan fom vor Peteft
taler om, nei, da tunde jeg meget bedre forftaa vor gamle
Præst, han sagde, at vi siulde væke ydmyge og vogte os for
itte at tro for meget om as felv. Vi ete alleiammen Son
dere, der itelses af Guds Naade,«—— den Lettie tunde Per
Stomager og mange med· dam. J Grunden var den rig
tig not, blot den sit Fotbindelse med Vierter Dog Herrens
Velsignelfe var over Gerningen der, og det er den jo altid
og alle Vegne, hvor der ,,bliver preeditet Omvendelse og
Syndetnes Fotladelse for alle Folt.«
Den gamle Præst, der havde sttantet meget hele sidste
Vinter, dsde hen ad Foraatet. En Del i Sognet ssgte for
deres trete, unge Præstx de vilde jo saa gerne behokde hom.
De sit ogsaa dekes Ønste og Bsn opfyldt, og der var Glæde,
da Udneevnelsen kom, om det faa var gamle Ole, saa tog
han sit bedfte Tsi paa, saa snatt han date det, og gil pp
at Infle den unge Ptæst til Lytte. ·,Ja vor unge Ben sit
mange Lytsnitninger i de Dage, ser Fotpagteren sit Taaret
i Øinene, da han den speste SIndag eiter bitte den unge
Sognepmit tale om den gode Oytde, der satte sit Liv til
for Faaterne, og saa git ud for at ssge efter de vkldiarne
Faat for at tage dem i sin Oytdefavn og bete dein ind
i sin Faatefold, i den lebende Menighed, de helliges Sam
fund her paa Jord, og Præsten stildtede, thvilken Lyite det
var at vcete et frelst Mennelte, og hvilten Ulytke det var
at veete et vikdfarende, fortabt Menneste.