(
X
iser «««««« M enveds Batndottn
Historisk Roman
at
Bernhard chcrin Jngcmann.
(Fortfat.)
»Nei, min gode Vent« —— raabte Thotstenspn opfa
rende — ,,heller en dhgtig Tyran, der tret-der alle Love nn
ffoddey end en usel Vendetaabe, der give Love hver Dag
Ost holder ingen! heller en rast, traftig Heli, der hugger
Hoveder as sonI«Kaalstolte, end en ustel Hatejæger, der tun
tan rende ester Kvindfoll i Matte, men i.lte tot se en cerlig
MMV stift i Øjnene ved højlys Dag!« — ,,Nej, nej« —
vedblev han og stsdte sct Ssvcetd i Jorden — »jeg priserj
chtrig lnllelig med sin Magnus, om han saa lagde det
halve Land øde for at bringe Resten i Flor og Glorie;
heller en egenraadig Herster med en mcegtig Villie, der
tat vri.ste Kronen as et assmdigt Hoved og·sorsvare den,
end et lovmcessigt Daarestistelem en Karlinghue uden
Hoved og Hjetne, der ttymper sig som en Klub under
Majesteetene Symbol! —- Vi tjene den Usleste Herre af
Vetden« — vedblev han med dæmpet Heftighed — »det
vil vi itle neegte. J er ham tro, Drost Pedett men sorsvate
ham med et sandfcerdigt Ord, det ladet J verte. Jeg vil
have Lov til at sige om ham, hvad jeg vi!, om J ogsaa blinkt
dred derfor; men shan har nu en Gang mit Ord, og paa
min Trosiab tan han lide, bvotvcl han ilke er vcerd at
have en ætlig Hund til sin Tjeneste. Stor Ære vinder
ingen af os het, som Ridder og Ktiger, det maa J selv
tilstaa; men den, jeg har, vil jeg detsot ilte miste! faa
di nu Krig med Sverrig, stal jeg, til Æte for mit Ritz
detord, itte gern-me mit Svcerd i Balgen, for jeg hat af
tvrettet Pletten as den Haand, der gav mig det, med de
Heltes Blod, som nu med Rette foragte os.«
Drost Peder tejste sig nu heftig. »Med Rette tan
ingen soragte os« — sagde han —- »og med Uret stal
ingen foragte os« — sagde han —»og med Uret stal
ingen vove det usttasset. Danmarls glimrende Herberg
dage er sotbi, det er sandt; men Æren slal vor værste
Fjende lade os ursrt. Haane vi den Herre, vi tjene, saa
baane vi os selv« —- vedblev Ihan — »Kongens Fejl vg
Synder vil jeg itte sorsoate; det var foragteligt, vilde vi
hylde dem; men stjule dem bsr vi med Rristenlærlighed
dens Knabe, ihvot vi tan, som hans tro Tjenere, og itte
fette vor Ære i at blotte hans Stam.«
»Til edet og under site Øjne lan jeg vel sige min
Mening uden Omsvøb« —- sdarede Thorstenssn —- »blandt
fremmede, ved J, jeg tier om den Sag, og vovede en
fremmed at sige mig, hvad jeg shet baade hat sagt og
ment, vilde jeg ille betænle mig paa at lnattle hans Hals
vaa Siedet. Men hvad er dette? Sloven er jo suld af
Mennester!" Han sprang hastig op. — Og hvor ere
vore Heste? jeg set dem ille paa Engen.«
Dtost Pedet saa sig forbavset om. Te harte mange
Stemmet og Latm as Jægere og Jagthunde omlring fig,
og de saa nu en hof, tidderlig Herte i gtsn Jagtljortel
sate paa en let, brun Hingst op i.mod dem paa Hafen.
»Hvem er J?« — raabte Jægeren med streng Her-Unge
stemmr. —- ,,Her er tomtnen Ravere til Lands, og jeg hat
Ret til at spstge7 jeg er Kongens Hsvding paa Taarnborg!«-«
,,Vi shar ssgt eder forgcedes, Riddet Benedict Ri
niaardlpn!« — svatede Drost Peder og tog sin rede
Kobmandshue as. idet shan tillige talte ham Kongens
Fuldmagt. —- »Hvem vi er, set J hetaf, hvis J itle
alletede hat genlendt os.«
»Drost Hesselt Ridder Thorstensøn!« -—— udbtsd Rid
deren forbavset og sprang as Hesten. —- ,,Hvo stulde vente
jet her i denne Dragt!« Han ratte dem delbetendt Haan
den og lastede hastig et Blit i Fuldmagten, idet Drost
Peder pegede detpaa og lagde Fingeren paa Munden
Slsnt Jægeren syntes at have Banstelighed ved at lese,
sorstod shan dog hastig Meningen. »Ja saa! Tand for
Tunge altsaa!« —- sagde han sorbavset og kalte Drost
Pedet Petgamentet tilbage. —- »Saa hat jeg nu andet at
gere, end gaa vaa jagt ester Hestetyvene. Men det er
dog en sotbandet Næsvishedt« —- vedblev han form-ede
lig. —- ,,Saa J itte en Filol langsleeggede Karle, der saa
ud som stibbtudne szollt de hat sor et Øjeblit stden
taget alle vore Jagtheste, paa min nier, som jeg til Lytle sad
paa. Det stete i en Haandevending ligesiom mine Jer
gere holdt Dante hist henne ved Mosen. Jeg vil strals
sende Foll efter dem og folge jet«.
»Von Heste ere ogsaa forsdundne!« — sagde Ridder
Thorstenspm —- ,,Her er ingen Tid at spilde. Slas os
fstst tte andre Heste!« — —
«Et J da flet end to? mine Herrert« — —
»Min Verbner ligget paa Udlig paa Vejen« —- sva
rede Drost Peder. »Se, der hat vi ha-m!«
Let som en Him, tom Væbner Stitmen nu sprin
gende. »De tommet« —- sagde han. —- »Der er site Her
rer til Hest —- Jeg lendte Heringens rede Kappe og den
lille notste herre med Krslstægget.« t
«Algteven!« — raabte Thorstenspm — «D-d og
Ulhktet lad ob ester dem!«
»Der maa den htje hetre Io standse5, hvis jeg sorstod
de Kragetæter ret« —- sagde cheten — «men vt maa
vide dist, om det er ham; hvor faldet J paa Algreven?
Folg mig, mine herrert jeg tendet Sstoven. De stal komme
os teet fotdt uden at se ost« ·
Medeas Stirmen holdt Jægerens Heft, satte. den
lette, raste Ridder Dtost Peder og Thorstenson til et
Krat Hvtdtjttn og unge Bsge taet ved Landevefen. Der
lagde de sig paa Jorden efter hanö Anvtsning og havde
et Stytte ak Landes-elect fxa Korsst lige for Die- »Ze
dmg de selv stiultes as de grsnne Greue. J denne Stel
ling havde de ille venttet ret lange, istend de hatte
hestetramp tcet ved stg paa Besen. Drle PMFVIIOVO
Gemme til Side, og Thorstenlen givtde en heftig Be
vægelse. «
»Stat-! stiac got-e heimt- — sang Jota-tm —
»det Stags Bildt maa ille straemtnes- Der hat vt dem.
Ja kigtigt det ex hats-gen da han- Dtsit DM W
ftadseltge hetre ined det sotvovne Threansigt lender jeg
itte —- dog so« —
»Akgkpmg .... Mindre-Alst« — udbrsd thdet Thur
TJ stenssn med dcmpet Rest og var naet ved at springe op. —
,,Pllllscckcll". — Xlksclls
Hi
»Hast paa Hovedsagen og betving eders Hestighed!«
hvistede Drost Peder og holdt ham tilbage.
,,Lad dem kun komme sorud! saa er de os sitre
lsoislede Jægeren. —— ,,Men hvem er den svcere Karl i Bosh
nertappen, der rider bagved? han ser ilte ud som en
fin Herres Vcebner.'«
,,Niels Ufred, den jyste Røver« ——— svarede Drost
Peder sagte. — ,,Men lad ham sare, mine Herrerl i
Hertugens Beebnertappe hat ban nu frit Lejde gennem
Sjcelland.« .
De site vigtige refsende vare draane farbi, og Rid-I
derne reiste sig. ,,Det er haardt not!« —- sagde Ridmaard
son. —- ,,Stal jeg, som Høvding paa Taarnborg, se to
saa berygtede Ransmænd draae ind i Landet lige sorbi
min Nase, uden at jeg tør standse og gribe dem! Var
det deres Eli-verbande, der tog vore Heste, er her igen
Sitterhed mer i Landet sor det sørstr. Tillad mig at ride
sorud op paa Taarnborg, mine Herrerl i« et Øjeblit stal
alle Anstalter vcere trufne. Vi stal maaste eudnu naa
Slagelse, inden Heringen et kommen dersra; i nogen Fra
stand maa vi holde os og itte ocere sor mandstaerte, ellers
mcerter han Uraad." Han satte sig hastig paa sm Dest,
som Stimmen paa hans Vint havde iruttet ncrrmete. J
Firspring red han op mod Borgen. Ridderne og Stirmen
sulgte ham med hastiae Stridt.
Ridder Benedict eller Bent Rimaarsøn var en Mand
paa syrretyve Aar med et teett, af Sol og Lust brunet
Jægeransigt; han var bøj og mager og scerdeles let i sine
Bevægelset. Hans Forsædre havde alle vcetret danstex men
paa mødrene Side var han beslcegtet med Martgreverne
as Brandenborg og Drcnning Agnes. Formedclft sin Tro
ftab mod Kotigen var han kommen i lleniahed med sin
ynaste Moder-, Ridder Lade Rimaarssn, der som Lands
sorrædet og Bondeoprører havde mistet sine Godser og
var dsmt fredlss. Denne Familiesorg nedtrntte den ellers
raste og tætte Ridder i hsj Grad; hans vilde, uregerlige
Broder var ham endnu bestandig ter, cg det trentede ham
oste dybt at hsre Navnet Rimaarssn ncevnes ved de sor
maftelige Overtrcedelser as Landsloven. Han leoede ugi.st,
med sin Broder Jan, som Hpvding paa Taarnborg, hvor
shan med strenghed vaagede over Kystens Sitterhed og
bestasjig laa paa Vagt mod de norste Fribytterr. Han
var en umcerlet Sstriger og havde oste væket heldig i at
opbringe Fribyttere med sine Langslibr. Hvad der under
tiden hindrede hans Aarvaagenshed var hans Lidenstab sor
Jagten, som var den eneste Adspkedelse paa den øde
Borg. At et norst Fribytterstib i Dag var landet ves
Korssr og havde sat Revere i Land. medeng han troeve
Farvandet sittert og sorlnitede sig ved Jagien, harmede
ham lpjelig; men det av, viqtiqe Odem Lan-gen bat-de
betroet ham, gav «ham andet at tcenle paa. J faa Øjeblitte
davde han naaet Borgen, o; da hans Gaster kom, sandt
de allerede de nye Heste sadlede i Borggaarden. De gave
sig ingen Tid til at dettagce det time bersmte Taut,
Hist ·-gen .7:crgav Vorgens Befcetsaq til sin Lin-get Joc;
han seit-te hastig en Flot Jaqcrx ud i Stoer cster
Noverne og satte sig, som han var, i den gtønne Jagt
t;.rtel, Iil Ort» tilligemeo sine css est-n Fite Jægere isd
Ein i hean Frastand folge efter sig. og det git nu i Fir
in ng sd as Faarnborj Slotsport ad Vejen til Zlagclse.
Tolte Kapitel.
Paa Vejen mellem Korsar og Stagelfe overstætes
ved Vaakby en Del af det veftlige Sjoelland as en Aa.
som loher mellem temmelig høje Baller og tilforn var san
bred og dyb, at den var sejbar for smaa Fartøjen Mellem
Vaarby Banker blev Vejen beftandig smallere, og hvor
den var dybest, sprte en Plantebro over Aaen. Brer
var itle bredere, end at en Bogn knnde tote derover;
den hvilede paa Bjæller, højere end Stilbsmaster, og var,
efter Sædvane, itle fotfynet med Rælvært. Auen var Paa
dette Sted dybest, stønt den itle nær stod saa heit, som
da Broen var bygget, shvillet man deraf sluttede, at der
fra Broen til Vandet var en Dnbde af oder sels Favne.
Nogle ulyyre store, ncesten tlippeagtige Steue, fsom i vild
Uotdea ragede frem af Vandet ved begge Brocndetne,
fyntes at være Levninger af en undekgaaet Sten-bto, som,
for, it denne Aa havde tunnet svulme til en mægtig Flod
bvts den var bortreven af Sttømmem tillige var et Bevis
De steile Aabreder vare bevolsede med vildt Krat, fom
nælte fljulte dem. Her havde Niels Ufred tolv forvovne
Stimænd, med ni velbevæbnede norsle Fribyttere fta SI
tøvetftibet. stjult sig i Graset tillige med de tanede Helle.
For at stusse Jægetne og Kyftbevogterne, der fotfulgte
dem, havde et mindre Antal af de norske Fribyttere med
Larm og Støj taget Flugten i modsat Retning og var i
god Behold paa detes Stib, inden Kystbevogterne lunde
naa dem. Fribytterstibet havde ftrals heiset Sejl og var
sejlet syd under Egholm og Agnus-.
b J Krattet under Vaakbybro holdt de vilde, stæggede
Karle et tort Rand, medens de stratte stg i Gtæset og
gjorde fig til gode ved en af Jægernes Madtuwr. En
ung, htj Mand, med en riddectg Ijekljat paa det lmulle
bruntlollede Hoved og for Reften tlcedt som en Ssmand
t beget Badmel, stvd alene vptejst ime m dem og syntes
»at være deres Form-nd can havde et dristigt Ansigt
xmed stne Edle Grundformer, og et Psak fotte Øjne gnistrede
fotvdvent frem under de bustede Ojenbryn. »he: et ins-n
TO til at dvvne og tcelle sig!« —- sagde Gan i. myndig
stdingstone —- ,,Giv Agt, Katlel jeg er i Dag baade
Gteven af Tsnöbetg og Niels Ufred. Den, der itke
lystrer, hugget jeg ned paa Stedet.«
Denne Ttltale lode Katlene til at fotstaa, uden dog
at lade sig strcemme. De fyntes vante til stige Tale
maadet vg reiste stg tun halvt i Lejet, men betragtede
ham dog tavse og med Opmærlsdnslyed.«
»Ob« denne Bro« —- vedblev han —- ,,maa ingen
komme levende fta Karg-r i Dag, om det saa dar Kongen
af Danmatt· Enhver, sotn letter Fod paa Brom, er
vor Junge; get ban Jndvendinger, hugge vi ham ned
eller ftytter ham i Aan uden lang Sladderl Jeg· blivet
paa denne Side med de norste Bjøtnez du, Motten Lang
lntvl bevogtet den anden Ende af Broen med vote egnel
Detsom J viger en Fodsbked naar det kniber, kostet det
as cl. Ltcoocc IIVS.
jer Hals. Til Korsør maa der rejse hvein der vil, mer
itte en Kat til Slagelse; forstaar du?«
En, hte rødstcegget Karl, med en alenlang Knio i
Bæltet og en stor Ølse i Haanden, var sprungen op til
lige med ti andre stcerte og fmudsiae Karte. ,,Det er
nemt at forstaa, strenge Ridder!«— sagde than i jnst
Bondemundart og niktede —- »J oa Nordtncendene vil
nsincetle Rygben i Dag, og vi Jyder stal flælte Pander
Det lan jeg lide! det er et Tegn til, J tender os. «
»J liager stille i Krattet histovre, til jea piher, saa
springer i frem og fpærrer Brer i tre Ratterl Saa
snart jeg raaber: hua lø«5! huaaer i ned for Fode, hvem
der tommer! Nu afsted til eders Posti«
Motten Lantniv ni.tlede. Han git ftraks med sine ti
Mand over Broen og forsvandt i Krattet paa den mod
satte Aabred.
Drost Peder red imidlertid mellem Ridder Thorsten
spn og Bent Rimaarspn i staerkt Trav hen ad Veer mod
Vemmeløv og Vaarby. Alle tre Herrer vare tavse og
stinteg at overveje hvorledes de llogest stulde udføre deres
vanskelige Foretagendr. Væhner Stirtnen fulgte dem paa
en mager Jagthest og var betymret over Tabet af sin
Nordbagge. Dog snart var han i munter Samtale med
Ridder Rimaarspns sire Jcegere. De fortalte ham mangt
et driftiat Vovestntte af deres Herre, naar han lod Fribyt
terne gaa i Land, for at fange dem og lade dem hcenge.
Til Gengceld fortalte Stirmen dem om sin Herres Be
drifter i den flesvigste Fejde oq ved Ridderspillene og hanj
hesirev dem den prcegtige Turnering i. Helsingborg, som
han selv havde set. Derpaa sang han lyftig Turnervisen
oa hoppede i Sadlen, medens han sang:
»Der stinner i det fjerde Stjold
En Øren og den er rødz
Den fører han Holger Danske,
Han hugaer de Kampe til Dode.«
»Den Ørn sprer nu min Heere i sit Segl!« — til
føjede han. — »Var jeg i hans Sted, satte jeg Ørnen i
Stjoldet i Stedet for de røde Bjcelker. Ved J, hvad
jeg vil have i mit Stiold, naar jeg engang bliver Ridder?
det flal viere Falter Spillemands Mærke; men der maa
dog mer til; am mit Skjold stal det hedde en Gang:
»Der ftander en Jonrfru i det Sijold
Og Sværd hos Fedel og Bue!
Det sprer han Stirmen Femrer,
Han vil sjunge og itle fove.«
Medens den unge Vcebner saaledes gav sine livsglade
Fothaabninger Luft, var de tomne forbi Vernmeløv og
ncermede stg Vaarl):)bro· Man harte nu en fin Vrinslen,
som af et Fol, i Krattet ved Aabredden, og Stirmen nd
hrød overrastet: »min lille Nordbagge!««z « et Øjehlit var
han ved sin Herres Side og meddelte ham sin Opdagelse.
Drost Peder standsede sin Heft. Alle holdt stille.
»Herr min Væbner hsrt rigtig« — sagde Drosten —- »saa
trcesse vi uden Tvivl vore Hestethve her. De vil maaste
have Rytterne med eller sperrte os Vejen. Har man
Nys om, hvem vi er, og i hvad Ærinde vi reife, var det
itte utlogt af dem at befreite denne vigtige Post.«
Begge Ridderne studsede og betragtede den lange,
snevre Bro med betæntelige Miner.
»Dcnne Bro vil jeg sperrte med tolv Msand for en
hel Hart« — sagde Ridder Rimaarspn. —- «Her er tun
to Viltaar: enten maa vi fare til i Firspring og forspge,
om vi tan hugge os igennem, eller vi maa ride hastig
neden om og se, om vore Hefte kan svømmr. At ride
tilbage og forsinte os for at hente Hjcelp, vil jeg itte
foreslaa jaa kcekte Herren Desuden hat jeg itte en en
nefte dygtig Rytter hjemme for Øjebliklet.«
»Vi hugge os igennem i Firspring!« — sagde Ridder
Thorstenspn — »Men der er jo itte en Sjæl at se -—-«
»Har Stirmen Ret, vil vi snart faa flere at fe, end
vi ststte on1« —- svarede Drost Peder. —«- »Svsn1mer
eders Hefte godt? Or. Nimaars-n!«
»De to, som J og eders Vahner ride ftaar jeg inde
for, naar der itke er alt for dyndet« — svarede Ridderen —
»n1in og Ridder Thorstenspns ere for tange; de blive
bestemt siddende, hvor der er minste Dynd.«
»Saa er her intet Valg!« —- sagde Droit Peder. —
,,Bi fslges ad og maa i Guds Navn hugge os igennem
Slut jer til os, Jcegere!«
»Afsted!« —- raabte Thorstensøn og sporede allerede
sin Heit.
»Ter) et-Øjebli«t!«—— sagde Drost Peder — »ein
vi komme levende over Vroen er uvist; men vor Juw
magt maa vi sitre- Min raste Vcebners Behandighed
lan jeg stole paa; det vil itte vcere vansteligt for ham at
fvsmme over, medens vi giver Stimændene andet at taenke
paa, end at standse sham. Ere J enige med mig, J gode
Herrert saa betro vi ham Kongens Brev og Fuldmagtl
flulde vi« faa Forhindringe, bringe han det til Befalings
manden paa Haraldsborg eller tilintetgør Brevet, hvis
han itte tan undvige.«
,,"J er forsigtig, edle Ridder!« — sagde He. Rimaard
ssn —- »men jeg giver eder Ret! man maa veere hetcenkt
paa ethvert Tilfælde.«
»Na vel!« —- sagde Thorstenssn —- ,,sial vi gsre
vort Testament, faa lad det sie i en Fartt mine Fingre
tls efter at faa fat i de Hunde.«
»Der, min tro Stirmen!« — sagde Drost Peder og
rakte Vabneren det mnhyggelig indfvsbte Brei-floh —
»Du har jo forstaaet os? Det gælder Kroneng og Range
husets Sitterhedt — fordret jeg itke dette Brevstad af dig
paa hin Side Benen, gsr du mig Regnstab for det paa
hin Side den ftsrste Brot« han pegede alvorltg mod
Himlen og tap.
i .Blodet for den keette Berliner til Kinderne: »Jeg
flal altsaa fly sdm en stræmt Vildand, og tsr ikte huglge
mig lystig igennem ved jer Side? det er et haardt Bud,
Heere Drostt men J vil det, og jeg adlryder. Gud var
med fer; vi fes vist hist paa hin Side denne Brot« —
Nu vrinstede det atter i Krattet. »Min Nordhagge!« —
raabte Stirmen glad, idet han sporede fin Jagthingft og
red hastig ned ad en lille Sti, der ltb til Krattet ved Auen
J samme Dieblik for de tre Riddere med deres site chert
i starrt Firspring og med dragne Ssværd imod Broen
»En ad Gangent eller vi ftyrter hverandre t Auen« —
raubte Thorstenssn og for frem i Spidsen. De havd
O
næften naaet Brom, og intet Mennefke lod fig fe. »Mind
21llarm!« — raabte Thorfienssn — »k)er kk jV WANT-«
».KUn fort, fort!« raabte Droft Peder og red hanc
forbi.
«Det var ille mi;n Mening!« — brummede That-—
ftenføn cergelig og vilde afvinde ham Forfpringet; men:
de forrefte Hefteslo llaprede allerede paa den fmalle Bro,.
og Ridder Tshorftenspn maatte ftandfe sin Hingft for illee
at ftytte sin Ven i Dybet. Til deres Forundring var det
Favne fra den modfatte Aabred. Han troede allerede,
Forbenene paa Broen, og Droft Peder var lun et Pa:
Favne fraden modfatte Aaabred. Han troede allerede,
deres Formodning var ugrundet; da lød der bag ved hom.
et ftcerkt Stod i en P«ibe; pludfelig blinkede det fra Krattet«.
og der ftod en tredobbelt, uigjennemtreengelig Mut af
tæmpeftore, stceggede Mcend med oplsftede Hellebardek for-.
Enden af Broen og fpærede den. J farmne Øjeblick dan-:
fnede der fig en lignende Mut af de norfke«Friby,ttere:
bag ved dem, og en ftært Stemme·raabte«öagved: ,,holdti’.’
eller J er dodfens!«
Droft Peders Heft steilede for de blanke Hellebatdetz,
og han var nær ded at styrte baglcengs i Auen. »Fort-»
fort!« — raubte Thorftenføn og for frem ved hans venstrc
Side, idet han greb den ftejlende Heft ved Biflet og drogx
den ned- De urolige Hefte tumlede sig jævnsioes paa den
yderfte Rand af Broen, og det faa ud, fom de sinkt-ede
over Afgrunden ,,««fort, Fort!« —- raabte Thorftmfsm
endnu, men baade han og Drofi Peder føgte forgeeves
at tvinge deres fky og fremmede Hefte fremad. Den-.
pludfelig ftandfede Furt bragte alle de folgende Hefte tcek
fammen i den ftørfte Uorden, og ingen af dem lunde nu
røre sig uden at de maatte ftøde hverandre ud over Besen-«
»Kaft eders Vaaben!« —- raabte en Stemme bag ned dem
— »eller vi ftyrter jer ned alle fom en!« Nu klang Drofk
Peders Sværd mellem Hellebarderne, og Motten Lang
kniv faldt, idet hans lange Kni.v fvirrede forbi Droft Pe
ders Øre. »Styrt dem da ned, de Hunde! — hug losl« —
raabte den unge Reverhøvding bagved. Med et dildt
Skrig degyndte der et rasende Angreb fra begge Sider·
paa en Gang. Droft Peder og Thotftenssn kæmpede ew.
fortvivlet Kainp paa Randen af Broen, hvor de lange
Forfcerdelfesfkrig lød bag ved dem — der trcengte de norer
Sørøvere frem, og de sire bagefte Jcegere ftyrtede med
tnufie Rygben tillige med deres Hefte i Dtybet. Nu fskftk
lunde Rimaardspn rote sig; han vendte behendig sitt Heft,.
for ilte at faa famme Slcebne fom de ulyklelige Jægete;
han vilde hugge ind paa de vilde, flrigende Friby—ttere,
da traf hans Blil den unge Rovevhøvding med Ridder-s
hatten — Svcerdet faldt ham af Haanden og begge blegne
de. »Hold inde Karlel giv dem Plads!'· — raabte RI
vechøvdingen med mægtig Rsft — ,,i Satans Navn, lad
dem ride!« — J et Øjeblil var der ingen Røoere mer
at fe paa Broen. Droft Peder og Ridder Thorften-s
fsn ftudfede, fom der var stet et Miralel, og for hastig
over den pludfelig ryddede Bro· Ridder Rimaardfsit
fulgte dem, tavs og bleg fom en Dødning De rede op
paa Hsjen over Krattet; der ftandfede de og Vendte deres
udmattede og blødende Hefte. Nu faa de, lhvorledes de ti
Rot-etc flygtede med deres faldnev Kammeraters Lig over
Broen og forfvandt i Kratttet paa den modfatte Aaabred..
»Hvad var dette?« — sagde Droft Peder —- ,,kcem
pede Herren-Z Dsdsengel med os og flog Morderne med
Forfcerdelfe? Blev J ogfa frelftZ Ridder Rimaardføn!««
»Frelft!« —- gentog han mørl — »ja, i Satans
Navn blev jeg frelft. Det havde været mig bedre, om jeg»
nu laa lnuft blandt mine Jcegete!«
»Hvad fattes eder? er J fahret?« — fpurgte Thier
ftenf-n. — »Der et ikle en Blodsdraabe i eders Kinder-,
og J er ilte den Mand, der blegner i Faren.«
»Paa Legemet sit jeg intet Saar« —- fvarede Rid
deren — ,,men der for mig et tveægget Sværd gennem
Sjælen. Den ulykfalige RIverhøvding med Ridderbattett
var min fredløfe Broder Lade- Gud være hans fyndige
Sjcel naadigl falder han i mine Kyftjcegeres Haand, maa
jeg felv domme lharn til Hjul og Stejle."
Begge Riddere forftummede og følte med Gru deres
Reifefcelles bitte SjælekvaL idet de nu tillige lunde for
llare fig Grunden til deres forunderlige Redning ,,Tcenk
ikle mer derpaa, brave Hr. Bent!« -— tog endelig Thor
sienfsn trøftende Ordet. —- ,,J vore gale Tider lan et
.ungt Vildhoved let forløbe sig. Var han Høvding for disfe
Karle, fortjente han at ftaa i Spidfen for en Hier af Helle.
Planen var fnild og Foreiagendet driftigt, hvis hatt
tendte os.«
«Bar det Synet af eders trofafie Aafyn, der flog hant
med Anger og Gru, cedle Ridder!« — fagde Drost Peder —
»faa er der endnu Haab om hans Redning — vor cedle
Dronnings Frænde kan ille være falden dybere, end at
han med Guds og den hellige Jomfrues Biftand kan reife:
fig, hvis der undes ham Frif.«
Rimaardføn ryftede paa Hovedet og tav.
(Fortfættes.)
M-—
»«.w»"-n.(.(.»
B. S. Jngemann:
Valdemasr Sejers..
Omslag 80 Cents. Jndbunden BLB
Erik MenvedS Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmilag 80. Jndbunden MAX
Kong Erik og de Fredløfe,
J Omslag 80 Cents. Jndbunden i1.20.
DAMSZ LUPB PUBL. ROTHE sich-, Nobe.