Eka Menvcds BarudomJ
Historisk Roman
at
Bernhard Severin Jngemann.
(thtsat.)
,.Zlndder, fordomt Zladdet!« — btusnmede Greven
iaen —- »Men tin hat dog Ret, Kætlingl det var til Pas
til Narrene, naar dct var saedanne Nieset til. —- Er du
itle selv en sordømt Her, som vil plage og drille mig?«
Den gnmle Rette letsede sig. Da aabnedcs Daten
sagte, og Drost Peder stat Hovedet ind for at se til den
syge. Han havde iført stg en gtaa, simpel Bondedtaat, for
at verre utendelig Paa den hetnmelighedgsulde Reise, og i
Siedet sot den riddetlige Fjerhat havde han sat en rød
chrdeg Ressehne paa sit blonde Hadern Da Dorthe saa
sham i denne Dragt, sprang hun sorstrwtket op: »Hjælp
os, St. Gerttud og alle hellige t eaend!« —- ubtød hun —
»der hat vi ham!«
,,.L;svem?« brunnnede Greven. — ,,Plaget Satan digZ
Kætlinal hvetn der?«
»Sovet J ilke, tedle Gtevc?« — saade Drost Peder
eg ttaadte ind —- »saa vil jeg blot anste edet en snar
Helbredelse og sige eder Farvei. Jeg flal gøre en Rejse
i Nat og hat væbenet mig mod Nattelnsten.«
,At min naadige, unge Herre! er det eder!« — raabte
Dorthr. — »Jeg troede, sandt for Herren, det var den
graa Nisse med den røde Hue, der havde sorvandlet sig
til en velvotsen, smut Herre, sor at bedaate mig.«
,,Eders Amme er gal og er scetdig at gøte ntig gal
med!« — sagde Gtev Gethard, idet han nu tendte Drost
Peder og ralte hatn Haanden. —L «J stal rejse —- og jeg
ligget her. Nu, rejs med Gnd! jeg lider ingen Mangel,
som J set, og hat underholdende Selskab. Men var J
ved Hosfesten2 hvotlcdes gaar det til? hvem danser Bron
ninaen med?«
»Med Hertugen og Fyrsterne af Blodet. Hun sputgte
til eder og bød mig sige fer, at hun tog Del i eders
Uheld. — Gat et Øjeblit ud, Dorthe!«
Dotthe adlsd, men saa sig nysgerrig tilbage og lod
Deren staa paa Klem. Drost Peder, som kendte hendes
Smaasvaghedet, lnklede Deren helt til og satte sig derpaa
i Stolen ved Gtevens Leie.
« »Spurgte hun virkelig til mig?« —- sagde Greven. —
»F hat dog aldrig noget as Nissenatnten i jer? min gode
Ven! J vil dog vel itte se, om jeg er en af edets Ammes
thteriddere, der har Lyst til at danse med et Knippe
Halm?«
Drost Peder saa sotundret paa ham og troede, han
talede i Vildelse.
»Bei er Sladder, dum Ammestnesladder, ved jeg nott«
—- vedblev Greven. — ,,Jeg ligger het og hat itte andet
at gete, end at dumme, ser J, og saa saldet der en alle
Haande Galstab ind. Nu, bryd jer itte derom! Hvad
var det, J sagde om Dtonningen?«
,,.f«)un er Urigtig undetrettet om Anledningen til vor
Strid« —- svarede Drost Reden —- »Jeg hat ilte talt
deront til noget Mennestr. — J maa altsaa selv« —- — —
»Kun i Forttolighed til min trete Langben, og paa en
hsjst sotblommet Maade; men han sagde hun saa dertil?«
,,Det er Dronningens Villie, at der itte mere maa
tales om den Sag« — vedblev Drost Pedet, — »Halt
tillader ingen Nidder mer at bcete hendes Forde, vg, set
J, min rsde Slejse er botte.«
,,Det hat seg intet imod!« — udbrsd Greven med
usordulgt Glcede. —- ,,Den tlædte jer itte godt. J stal
altsaa tejse og selger ikte med Hoffet?«
,,Jtte sor det ssrstr. Men nu tun til Asfled et vigtigt
Alvorsord i Fottrolighedl Jeg ved meget vel, at J ikle san
viere det dansle Kongehus seerdeles hengiven, og J maa
wie-billige meget as hvad het ster; men J hader al Un
dersundighed. —- J mener det cerligt og godt med alle·« —
»Nu del! det sorstaar sig. Kan jeg vise jer det i
Gerningen, saa sig frem.«
»Det er en Fortvivlelsens og Forblindelsens Tit-,
eedle Gtev Gerhard! og selv den bedste kan misledes.
Kongens Vennet ete faa, og jeg tpr ilte regne eder iblandt
dem; hans Fjendet ere mange vg rncegtige; men den cedle
Dronning Agnes gældet ilte mindre i ederö Øjne, end i
mine. Lov mig sor hendes Stle — i hvad her saa sker og
hvor meget J end lan misbillige den danske Regeringz
Foretagendek — at J bog Llle vil indlade eder i noget
hemmmeligt Fort-und mod Kronen og Niget, men som en
tro Lehnsmand gsre scelles Sag med mig i at besintte
den lovmcessige Tingenes Orden i Danmark!« p
»Den hat jeg i det mindste itle tæntt paa at sorstyrte
endnu svarede Greven og smilede —- »og som jeg ligget
het, that J sprget for, at jeg itte i Hast stal blive jer en
satlig Nabo. Jeg er —- rent ud sagt — ingen stor Be
undrer as edets Statslunst og eders Range, og jeg lunde
intet have imod, om her stete en ordentlig Opstand, som
den, han selv underststtede t Soertig. Det gav Falk noget
at bestille, og man sit ille Tid«til at ligge og drsmme om
Nieser og sortryllede Prinsesser. Men J hat Ret! for
Dronningens Styld var det Shnd og Siam at snsie Op
stand. Jeg ved not, de store og Lehnömeendene ere urolige;
men jeg hat hidtil holdt mtg paa mit eget; jeg vil itte
veere med i dereö Rast-, naar det itte gelber en aaben og
ordentlig Fesde, og som derhos baade er lovlig og ret
massig«.
»Mei- snsker jeg heller itle, cedle Gtevet giv mig
derpaa eders ridderlige Haandslag!«
»Der hat J det! Jeg hat intet imod, at man slaad,
naar man ilte tan soeliges;men med Sammensveergelse og
Mytteri vil jeg intet have at staffe, derpaa that i mit Ord.«
»Bei Oed er mtg mere verd« end den formeltgste
Traktat!« — svarede Drost Peder og tryllede hans haand
med« glad Tillid. — ,,Lev nu vel, edle Grevet vg bltv
snatt tarsit —- Vær som hjemme i. mit Qui saa lange J
pil, og bevae mtg t venltg Erindring, hvorledes end den
ustadige Lytte saar t Sinde at lege Bold med mig! —
hvor uens vt ere i mange Styktee, i et ere vi dog entg:
den ophsjede stsnne, som mod stn Villie beugte os i harnist
mod htnanden, hun stal herester, som en Fadens og For
sonltgheds Wand, soebinde voee sendet og vorecjeetee
i denne natltge Kamp, hvott Venner og Fjender tlle kende
·hverandre. Gud veere med jet! Farvel!« Med disse Ord
»
trytte han endnu en Gang bestigt Grevens Haand og for-!
lod ham hastig. Greoen nittede og saldt i dybe Tanter.
Strats ester trippede gainle Dorthe atter ind i Stuen og
lindtog sin Herreg Plads ved GreviGerhards Lese; men
hun sandt ham saa sotdybet i aloorlige Tanter, at hun itte
fvovede at sorstyrre hain med slere Æventyr den Nat.
Dei dar to Timer efter Midnat. Festen paa Slottet
ivar sorbi. Der var øde og stille paa Nyborg Gaben »Der
var ingen Maane at se paa Himlen; men det var stjerne
tlart, og i den svage Lysning ait tvende høje Herrer, ind
svøbt i store HakttetappeL ned ad Slotstrappen. De git
tadse og med hastige Stridt ned mod Stibsbroen Strats
efter red et Par Ryttere i graa Kapper nd as Slotsporten
og sorsvandt hastig i samme Retning uden mindste Latin,
som om deres Heste vare sorsynede med Uldsotter. Ved den
yderste Ende af Stibsbroen laa en Stude med rede Sejl,
hoorpaa en Mengde tavse Stittelser bevcegede fig· Der
var øde og stille paa Beden. Endelig lød der nogle raste
Trin og Filirren as Sporer paa Stibsbroen, og under den
yderste Planke ved Bolværtet stjulte et li.lle, lyttende Krus
hoved sig hastig. De to høje Herrer i Hattetapperne stode
nu stille; den ene hostede og nævnede med dæmpet Sternme
et Navn eller Lesen, der blev besvaret sra Sti.bet med et
Stsd i en Pilze. Dcrpaa sieg de om Bord. J et Øjeblit
vare de røde Seil udspoendte. En rast Kuling blceste sra
Sydvest, og med susende Fatt soer Studen langs med
den ostlige Odde ud af Havnen Saasnart Stibet var i
Fart,tom det lille, sorttrusede Spejderhoved atter srem over
Bolvcertet. Med et Spring stodClavs Stirmen i en Baad,
og med nogle saa raste Aaresiag var han ved Siden as en
lille Jagt, der laa inderst i Havnen, og hvorpaa hans
Herre med Riddcr Thorstenssn allerede ventede ham. Nep
pe var Studen med de rede Sejl kommen forbi Kauf-s
hoved, det yderste Puntt as Odden eller Ostersøem sorend
den mindre og langt rastere Jagt lob ud sra Nyborg Hann;
den holdt sig i Ferstningen med nogen Besvcerlighed saa
ncer som mutig til det saataldte Vesterland eller den stop
begroede Vesttyst ved Fjorden, for itte at drive for højt
mod Nord, mcn i bestandig Sttaalinie at tunne styre Syden
pm Sprogo mod Sjcelland. Drost Peder sad selv ved Sid
en as Stavngemmeren ved Roret. Han var alvorlig og
tat-T Ridder Thorstensøn og Stirmen iagttog ligeledes en
dyb Tavshed, og paa hele Oversarten hortes tun de Upd
vendigste og sædvanlige Besalingsraab til Baadsmcendenr.
Studen med de rede Seil var strats kommen dem as
Syne og var styret Norden om Sprogø. Det begyndte
alt at dages. Man var tæt ved Kot-soc Drost Pe
der stirrede uafladelig oa noget uroligt mdd Nord. En
delig stinitede han de rede Seil og saa, at den sremmede
trndsede ned ad Verlieh Nu lod han Jagten løbe i Land
ved Kote-r Ztibsbro Begge Riddere stege utendte
i Land; i dereg graa Aapper stode de som rejsende
Kpbmænd paa Broen, hvor de toge deres Huer as og bej
ede sia stille for det stoke Crucisits, der, omgidet as en sor
gyldt Cirtel eller Glorie, stod paa Brohovedet. Sti«rmen
bragte hastig Hestene i Land. J et Øjeblit sade Ridderne
paa deres verlige Hingste; Væbneren sprang paa sin raste
Nordbagge, og uden at tøve for de tre tavse Ryttere gen
nem den slumtende Stad. Næsten over hver Husdorstod
der et lKorts i en Ring ligesom paa Broen. Det hellige
Tegn, som tillige var Byens celdgamle Vaaben, og hvoras
man sortlarede dens’Navn, savnedes itte heller paa noget
Haandvcertsstilt. Uagtet der dar intet vaagent Menne
ste at see i Byen, hilsede Ridderne dersor ncesten ved hvert
Hus og glemte itte i deres Hast dette sædvanlige Ærbsdig
bedstegn De red gennern Slotsporten om ad Venstre langs
med Fjorden eller Noret, hvor Vejen slyngede sig om forbi
Taarnborg. J Stooen tret ved Taarnborg standsede de
det stcerte Ridt og lode Hestene puste.
Nu søtst asbrod Drost Peder den lange Tavshed »Du
var dog fuldtommen vis paa, at det var dem? Stirmen!«
—— sagde han til sin Væbnern
,,Saa vis, som jeg er paa, at det er eder og Nidder
Thorstensøn, Ober rider!« —- svarede Vcebneten. —- »Her
tugen og hans Drost stode paa Bjcelten oder mit Hoved paa
Stibsbroen, og jeg tunde tælle hver Sjcel paa Studen.«
»Hvor mange dar der da?«
«Jeg talte 29 Mand med Krigssolt og Baadsmcend
De saa ud som det arrigste Roderpat Man tunde nceppe
se, de havde hdide Ansigter, for lutter sort og rødt Staa; de,
som itte sade paa Rorbæntene, havde store Knide i Basl
terne cg brede Stridsøtser i Heini-nnd Han, der peb, saa
vcerst nd as dem alle; det var en stor, start Prygl og hadde
et Ansigt som en Bjorn7 ieg saa det vel tun halot, for
det røde Sejl, der fle ham om Ørene, men jeg tor scette
mit Hoved paa, det var igen anden, end Niels Usred selv,
den jyste Rorerhødding, som rendte sra os i.Fjor.«
«Niels Usred!« — gentog begge Ridderne forbaosede.
—- ,,Men var Fariojet da itte norst?« —- spurgte Drost
Peder.
»Alle Baadsmcendene vare norste, Herre! sordoone
Karls med store Huggerter og laadne Huer. Han, der sad
ved Roret, var ogsaa en Nordmand; det var en lille, stært
Karl, tladt som en prcegtig Ridder, med et forgylt Polt
hceste i Bæltet. De talde ham Grev Als« — —
»Algreven! —- Mindre-Als« — udbrsde begge Niv
derne og saa sorbavsede paa hinandenz idet Riddee Thor
stenssn neevnte dette Navn, blev han bleg af Harme, og
hans starke Haand tnyttede sig om SværdhcesteL »Staat«
— raabte han og stadsede sin Hingst. —- ,,Kunde jeg wert
te Halsen paa Algreven, vilde jeg give mit halve Liv der
sor; men hvo har sagt de tommer denne Vej?«
Drost Peder holdt sin Kappeslig ud for Binden. »Ser
J?« — sagde han — »Vinden er sprungen over i Nord.
De tan allerede viere i· Land sher paa Kystem At de viI
til Soerrig, ved di jo, -og at deistyrede ned ad Beettet, saa
vi. De vil vtst stge Land enten her ellee ved Stellt-n for
at gaa over Sundet ved Oretrog. Ere vi rigtige under
rettede, maa Dertugen fsrst til Sjeelland7 her hat han
og Marsten mægtige Venneer.«
»Ved Stelstsr gaa de itte i Land!« —- sagde Thor
stenssn —- »der tender sman Algreven sra i Fior.«
,»,Saa vilv vi snart se dem beri« —- sagde Drost Peder.
—- ,,De norste Vitinger vove sig neeppe langt sra Stibet.
Hertugen vil ogsaa betonte sig paa at drage aabenbart
med« en Ftot Revere gen-new Landet. Med stort Folge
tommer han næppex vi maa dog i alt Fald tunne byde he
le Flotten Spidsen, hviö det heb-des
L
,,Det lan vi med en halv Snes af Ridder Rimaard
søns Kystjægere!« — sagde Thorstensøn. —- ,,Hift ligger jo
Taarnborgz jeg menet, vi tager vor Post her ved Vejen
og sende jer Væbncr til Borgen.«
Drost Peder nitlede og sendte strats Stirinen med
innndtligt Budslab op til Taarnborg, niedens han felv og
Ridder Thorftensøn lode deres Heste grcesse paa en lille
Eng i Sokven tast ved Vejen og besteg en Høj, hvorfra
de lhavde en vid Udsigt over Bceltet. Her saa de Fribytter
slibets røde Sejl under en stovbegroet Strant ved Kysten,
og de vare nu sorvissede om, at de vare paa det rette
Spor. Taarnborg laa weppe tre ihnndrede Stridt fra
Stovhøjem hvor Ridderne stode. Snart koin den hurtine
Stitmen tilbage, men han medbragte det Budstab, at Ridder
Ridmaarsøn var dragen paa Jagt sør Dag og ventedes itle
tilbage til Taarnborg før Aften.
»Saa maa vi hjaelpe os, som vi lan — sagde Dtost
Pedcr. — ,,Jndtil Heringen er dragen forbi, lan vi tøve her.
Enhver tongelig Slotshøvding stal staa og bi; men jo saerre
vi. lan væte, jo bedre. Vi maa undgaa al Opsigt.«
,,Men afstaerer Raverpatiet os Vejen, maa vi dog hugge
løs!« ——— bemcettede Thorstensøn. — »Jeg taget mig paa at
tnceite Halsen paa Algreven og maaste et Pat af hans
Hallunker; men di et dog tun halvtredie Mand stcerle.«
»J lan gerne regne os for tte shele Mænd, om itte
lidt mer, strenge Hir. Ridder!« — sagde Stirmen og inei
sede laelt — ,,hvad jeg mangler i Lcengden, hat jeg inaaste
vaa anden Vis; i alt Fald kan J og min Herre not gcelde
for tre dygtige Mænd alene.«
»Jngen Pralerier, Slitmen!« — afbrød Drost Pedet
sin Bæbner. — »Spting du shen og lceg dig under Sten
tisten hist ved Vejen og bring os Budstab, saafnart du
set dem! De lan ingen anden Vej komme over Aaen«.
Stirmen sprang straks afsin Nordbagge og lod den nu
ogsaa grcesse paa Stovengen; derpaa løb han til den anviste
Post, og begge Ridderne toge Sæde bag Højen.
»Ha, tunde vi fange Algreven!« —- udbrød Ridder
Thorstensøn heftig
,,Det et en Bisag, cedle Riddet!« fvatede Drost Pedet
rolig. — ,,Lad vs itte, af Jver for at fange en Fribytter,
glemme det langt vigtigete Foretagende, vi hat for!«
,,J hat Ret!« — sagde Thorstensøn. — »Over den
fordømte Viting hat jeg fast glemt alt det andet. Med
Heringen er det ellers et betænieligt Foretagende. Sial vi
give ham Tid til at komme over Sundet, vil der Lyiie til at
faa ham i vor Magt; men lytles det os ogfaa, er det
dog et stort Spørgsmaal, om vi itle derved just fremskynde,
hvad Kongen og Landets Venner vil forebygge; mener J
itte, at slig tilsyneladende Voldsonvhed mod saa moegtig en
Lehnsmand vilde give den almindelige Forbittelfe Luft og
alle Landsfvrræderne Vaaben i Handerne?«
»Bei et et voveligt Stridt, men nødvendigt« —- sva
rede Drost Pedet — »og efter hvad vi nu ved, er det ingen
lunde utetfærdigt. Staat den høje Herre desuden i For
bindelse med Landets aabenbare Fjende, denne mcegtige
norske Ftibyttet, og felv med lovfceldte Forbrydere i Lan
det, som Niels Ufred, saa lunde vi forsvare det, om vi
greb ham her paa Siedet. Men vat det os ogsaa muligt,
vi vildesdog intet Stridt gaa uden for vor Fuldmagt!«
,,Kunde vi faa fat paa Algteven med det samme,
var det dog ikte af Vejen!« — begyndte Ridder Thorstensøn
igen efter etOphold, og hans Øjne tindrede af lidenslabelig
Harme. —
,,Er den fdrdømte Sælhund saa næsvis at vove sig
i Land for vore Øjne, baret jeg mig nceppe for at gøre
Jagt paa ham forst, ihvor det saa gaar med alt det andet.
Det er dog en Slam og Stændsel, sinlde den berygtede
Algreve tunne drage midt igennern Sjælland, uden at blive
hangende ved en Galge undervejs. Der er fast ingen Sis
stad i Danmart, han jo hat plyndtet; han hat gjort flere
Ulytter i Verden, end der et Haar paa hans lrusede Hoved.«
,,Kender J ham af andet end as Rygtet?« — sputgte
Drost Pedet. —- »Mod og Snildhed stal han itle mangle.«
»Jeg lender ham bedre, end nogen Klett og Bifp
lender den lede Satan!« — svarede den heftige Ridder.
—- ,,Han gcelder for en Helt og stot Mand baade i
Notge og Sverrig; men her gælder han med Ret tun
for en ussel Sørøver, en Morcbrænder og fordømt Kvinde
stander; og en saadan Karl tør pukte paa sin fytftelige
Byrd og lade haant om en cetlig og ulastelig Ridder;
ved J ikle, det er hain, der med Lavmand Algot i Best
gothland og shans mægtige Sonner er Frændeværge for
Fyrst Svantopolks Dotter-, og at han er Styld i al min
Ulytle?«
,,Jeg ved, J taler nsdig om den Sag, cedle Ridderl
edets Hu ftod til den slønne Fyrstedatter. og hun gav
jer sin Tto mod sine Frænders Villie;men saa vidt jeg
vidste, var det itie Algreven, men Lavniand Algoig Søn,
der bortførte Freien Jngtid.'«
,,Saa var det ogsaa, men ved Algtevens Hjæip, og
det var itte af Kcerlighed engang, men af Stolthed og
Rovsyges Den hele hvvmodige Slcegt hat sammensvotet
sig imod os. Kanzler Peder og Bislop Btynjuls i Svertig
vil tvinge hende til Klosteret, og den fotdømte Algteve vil
give hende til Ridder Algotsøn, naa·r Hælvten af hendes
Lehn og Godser tun maa blive i hans Ravetlløen Mit
eneste haab staat nu tun til den dcetve svenste Konge selv
og til at se Algreven en Gang ien Galge.«
»Men, kære, brave Thorstenssnt got J ilte for store
Fotdringer til Konger og Fyrster, naar J for Alvor vil
have jert Øje til en Fytstedatter?«
»Jeg er lige saa dygtig og velbaaren en Ridder, som
Algotssn«, — svarede Thotstenfsn — ,,men var jeg den
ringeste Siosvend og elstede en Kejferdatter, ved den levende
Gud, jeg vilde vife Vetden, jeg var hende verd, og sætte
mit Liv paa at vinide den-de, til Trvds for al Berden og
denö stolte Behetstere.«
«J lan dog itte gansle foragte de Strantet, Fsdsel
og Stand satte for vore Ønsler« —- vedblev Drost Peder
med venlig Deltagelsr. — »Don hsjt J agter den fti
Mennestenatur, min tcette Ven! maa J dog tilstaa mig,
at der gives noget sttrre og hsjere, end blindt at folge sin
Dtift til Lyksalighed. Selvforneegtelfens ftore Lod kan
J itle mitten-de; den maa jv felv Jotdenz mægtige mest
af alle adlyde. De, der staa Kongerne neetmest, dele heri
deres Slæbne, og Hieriet, min Ven! ja Hiertet maa tie,
hvvr en lhsjete Stemme taler« —- —
»Fanden i Bold med jet hsjere Stemme og med jer
V«
Selvfornægtelses-Lov!« — svatede Torstenspns — »Zuk
den unaturlige Lov gælde for regerende Fytfter til Nod! —
de ere en Gang fødte og baarne til at være Ofre for Sims
tunften og for deres Folk. Derfor bcere de Krone og Spir;
dersor kan de hersie ovei os og sijule deres Elendighed i
Purpuret; men fri, ædlbaarne Riddere stal ingen Nied
vendighed ertende, som ftrider mod Guds og Naturensz
Bud. Jeg ved vel, hvad der hat bragt jer paa det Gal
ftab, min brave Ven! det var from Ærbødighed for en
død Faders sidfte Daarlighed Nu ja, det faar saa vcere!
men Faedres og Frænderg Jndgreb i Bornenes Mennestes
ret bliver aldrig nogen hellig Bestittelfe, hvorfor vi sial
ofre Frished og Lykte og tvaele de bedste Følelser i vore
Sjæle. J tan nu vcere glad, siden det er forbi med jet
dumme Barneforlovelfe; nu behover J ickke lcenger at gcetke
jer felv med de Drommerier.«
»Jeg tæntte ikte paa mig selv i dette Øjeblit, Edle
Ridder!« —- fvarede Droft Peder med stille Begejftting,
medens han hceldede sig tilbage Paa den grønne Hof, og
hans klare, blaa Øjne dvcelede i Foraarshimlens dybc
Hvaelving over hans Hoved — ,,Jeg tæntte paa vor unge
Tronarving og den lille Prinsesse Jngeborg i Sverrig,.
De ere jo allerede saa godt fom Brudgom og Brud, stunk
de endnu begge ere Born. De legede samtnen ded en
Turneringsfeft, hvor ftolt Jngrid gav eder sin Tro, og
J med myndig Selvtillid troede at kunne befiemme eders
Lytte. Det var mig en fnriindrelig Tonle, naar jeg sacc
Børnene lege, og jeg vidfte, hvad ingen af de Kongebsm
endnu drømte om, at disse to usiyldige Barnefjæle allerede
vare lønlig bestemte for shinanden og udtaarne til et ker
ligt Baand mellem to Riger og Folk. Det oprørte mig
ingenlunde; det forekom mig ikte som en formastelig Jnd
gribelfe i Forsynets Planer af en kold beregnende Stats
tunst eller fom en unaturlig Anmasfelfe af tortfynede Men
nesiers Egenraadighed, som J kaldte det; det forekom mig
fom en hemmelighedstld Bebudelfe af Guds Villie7 det
var mig, som disfe Barnefjæle maatte vaere bestemte for
hi-nanden, førend nogen af de Mennefter blev til, efter hvis
Raad og Planet det en Gang stulde fuldbyrdes. Jeg vil
itte forfvare denne Synsmaade; jeg ved, J lalder den-.
fvoermetisi eller vel endog overtroist og taabelig; men paa
famme Maade har min egenduntle Bestikkelse hidtil ftaaet
mig for Øje7 dette Svcermeri, som J gerne maa talde det«
har dog —- Gud viere lovet! — bevaret mig for en Vierte
forvildelfe, der tunde have bragt mig til Afsindighed —
eller hvad vcerre Var — til Fortabelse af min Sjælefred
her og hisfet.«
»Jeg tror at ane, hvad J mener, brave Ven!« «
fagde Ridder Thorftenføn og rystede trofaft hans Haand. —
,,Jeg vil itte gaa i Rette med eders fromme Drommerier.
Jer ariftotratifte Overtro har eders Hjerte mindft Del i;
dermed har J lyttelig ladet Jndbildningen gøgle Hjertet
i Blund; men forlang i.kke, at jeg saaledes rolig stal be
tragte de dumme Hindringer for min Lytfalighed, fom en
vis Bestitlelfet Jeg prifer edet lykkelig, at J itte viele
lig kender den Lidenslabs Magi, J fynes at frygte for;
den vilde forstyrre eders Drommeverden lige saa rast, som
et Stormpust hine glinfende Spindelvæv«.
»Alle Hierter ere itke ens!« — fvarede Droft Peder,
og hans mandige Stemme bævede af en dyb tilbagetrængt
Følelfe — ,,naar det koger og bruser i eder, som i det
mægtige Vefterhav, faa braender det dybt og stille i min
Sjcel; tunde jeg da ikke fæfte Øjet paa det store, rolige
Evighedsdyb Ihift oppe og finde Fred i Afsigelfe, vilde jeg
fortceres i Londom, medens J faar Luft og Hufvalelse i
mægtige Udbrud.«
De talede en halv Time sortroligt og hjerteligt sam
rnen. De havde loenge vceret Venner, uagtet den ftore For
stjel i deres Tænkemaade, saa vel fom i deres Beeer og
Udfærd Den Jver og Trostab, hvormed de begge tjente
deres Konge, grundede sig langt fra paa en foelles Syns
maade af Kronens og Kongemagtens Helligshed Et stadigt
Henfyn hetpaa gjotde Droft Peder til, hvad han var for
Kotigen og Riget, og det ftore Haab om at tunne ftøtte
den vatlende Trone og bevare Kronen ukraentet for den
haabefulde og retmcefig udvalgte Tronarving gav ham
Kraft til enshver Opofrelfe. Hos Ridder Thorftenføn var
det alene Vegrebet om Ære og Ridderløftets Ubrødelighed,
der bandt ham til en Konge, fom han shverken kunde elske
eller agte· Han delte i mange Maader de misfornøjede
Adelssmænds Foragt for en Kongemagt, der, saa indstroenket
den var, dog faa idelig misbrugtes til Uretfoerdighed og
Villaarligshedx men han hadcde i nceften lige faa høj Grad
Ariftotraternes Slcegtsftolthed og Egenraadigihed, saa vel
fom de gejftlige Herrers Stræben efter et andeligt Tyranni.
Han var derimod tilbøjelig til at billige den undertrykte
Almues vilde Oprørsaand, og han var en ftor Beundrer
af den fvenste Kong Magnus L"adelaos, der bestyttesde Al
muens Rettigheden idet han med Voldfomhed og undertiden
med Grufomhed luede de mcegtige Adelsflcegter. Herovet
tom han nu atter i en ivrig Ordftrid med Drost Weder,
der siden Foltundernes grufomme Henrettelser uden Lov
og Dom, shavde faaet en Affty for den svenste Konge, sont
han uforbeboldent ytrede, idet han prifte Danmart i al dets
Elendighed lylkelig, der dog ikte havde sig en blodig Tynm
og Oprsrstonge til Hersten
(Fortfæt·tec)..
D
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden PLY
Erik MenvedS Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Dmsiag 80. Jndbunden il.20.
Kong Erik og de Fredløse,
J Omslag 80 Cents. Jndbunven s1.20.
DAMSE IMM. PUBL. ROTHE Blut-. Rohr-.
