Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, October 15, 1902, Page 3, Image 3

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    R—’-.-,
ril Menveds Barudom,
Historisk Roman
as
Bernhard Severin Jngcmann.
(Fortiat.)
En sagte Mumlen horteg i Forsamli.ngen, og man saa
oste utaalmodig hen mod Slotstrappen Endelig aabnedes
den store, snørtiede Egedor, og en tongelig Vaabenherold
traadte sreni med en hoid Stao i Haanden og gjorde Plads
sor Kotigen og hans Folge. J sin tongelige Purpurtaabe
med Krone oa Scepter saa man den høje, anselige Konge
træde lanasomt ned ad Stentrappen nielletn begge Prin
serne, ledsaget as Drost Hessel saa vel som as Marslalten,
Underniarslalten, Kammermester Ove Dyre, Kanimersdend
Rane oa en Del Distsoende, dlant hvilte den oatre Aage
Jonsøn git sorrest. Foltet oeg cerbodig til Side, og Nio
dernes Halvtredg aabnede fig, medens Kongen og hans
Folge gil op mod Tronen. Han hilsede flygtigt til alle Si
der, idet hans urolige Blit gennemsloj Forsamlingen Saa
snart han havde taget Scede paa Tronstolen med Prins
Eril paa hojre Side og Junker Christopher paa venstre,
tillendegave trende stcerte Trompetstsd, at Danehosset var
sat. Ester en sorventningssuld Tavshed rejste Kongen stg
og tog Kronen as sit Hoved; han lagde den Paa en rød
Flsjels Pude, der as Hosmarslalten overraltes til Aktie
bispen. Ligeledes overrattes Sceptret til den lcrrde Kans
ler Martinus, der holdt det nedlagt paa en Flojels Pude
med Omhu og Ærbsdighed og med synlig Anstrengelse sor
ill at salsde iandre Tanter og tabe det.
»J Dag er jeg itle Dommer her« — sagde nu Kongen
—- »Jea er selv Del i Sagen, hvori der stal dømmesx
den gælder Rigets og Kroneng Rettigheder. Herole lad de
edsoorne sremtraede!«
»I; Danehossets Navn!« —- raabte Herolden —- ,,srem
tratder, J edsvorne Mcknd!«
Og nu sremtradte gamle Jon Litle med ni anselige
og alvorlige Herrer min i Kredsen De edsdorne vare alle
dclbetrndte og agtede Mænd fra Rigets sorslellige Provin
ser. De blottede dereg Hoveder sor Tronen og Forsamlin
gen, og dcres graa Haar viste, at de hartad vare de ældste
as alle her sotsamlede Herren Som deres Formand og
Ordsorer, stod Ridder Jon sorrest; han bojede sig sor Tro
nen og dernasst til begge Sider, hvorpaa han med hoj Rost
saade: ,,Odlaes Sagen for Follet og Danehofset, Or.
Trost!« .
Trost Peder hilste ligeledes, idet han sremtraadte,
med den hoje Fjerhat under den venstre Arm og udsoldede
et stort Pergaments Blad, hooras han langsoint og inde
liat oplcrste Stridssporgsmaalet mellem Kongen og Her
tug Valdemar om Bestddelsen as Øen Als. Derpaa tad
han og traadte tilbage paa sin Plads blandt Rigets Staa
der.
Gamle Ridder Jon tog nu atter Ordet. »Bei er os
alle oitterligt« —- begnndte han med fast oa rolig Sternrne
—- ,,at den høsbaarne Hertug Valdemar as Sonderjhlland
sor tvende Aar sich, da han endnu stod under den danste
Kona Eril Christophersons Farinynderstab, har troet sig
berettiaet til For-dringet, der as Kongen oa Rigets Raad as
vistes, som stridende mod Rigets Grundlove og Kronens
Reitighedcr. Desuagtet bar Kong Eril Ehristopherson
itte nagtet sm hsjbaarne Freude, som suldinyndig Hering
as Sanderjylland at sremlægge de Fordringer, han endnu
tror sig berettiget til, sor dette Danehos, og er Sagens As
gsrelse as begge høje Parter overladt til ncervcerende Net
terti.ng. Med Rigets bedste Mands Raad er jeg, Rigs
raad og Ridder, Jon Litle, med elleve danste Mænd under
Ed og Pligt bernyndiget til at assige Dorn i denne Sag
De tvende as disse Meend ere udtraadte as Reiten og have
ocearet sig ved at vidne og domme i Sagen, som dem ilte
suldlommen vi.tterlig; men ester modent Overlcea have vi
andre ti Mand, som her staa, paa Ed og Samdittighed as
sagt Dommen, som di agte at sorsvare det sor Gud og Men
neslcr. Vil nogen gore Jndsigelse mod Dommen sormedelst
de toende Mands Vagring, saa scge han til i Tibe, inden
Dommen belendtgorest og saa maa Saaens endelige As
gorelsr opscrttes, indtil et nyt Worthel ved næste Danehos
tan udvaslgest i andet Falsd ertlærer naerveerende Retter-T
thing de ti edsvornes Dom for Net og gyldig at vcere.«
Den gamle Herre holdt inde oa betraatede Forsatnlingen
med et aldorligt, gennemtrcengende Blit. En almindelig
Tadshed paasulgte, og man saa en Spanding i alle An
siater, der bebudede en høj Gyad as Deltagelse oa ængstelig
Forventning. Kongen gjorde en urolig Besiegele men
tao ogsaa. Hering Valdemar, Grev Jacob og Mester
Grand betragtede Kongen opmasrlsommez de gad hderandre
et betydende Blir og tad.
,,Altsaa slride di til Dommens Forlyndelset« — tog
Ridder Jon atter Ordet. og vaa hans Vinl ratte den celdste
as de edsoorne ham et stort Pergaments Bren, hvorunder
der hang sytten Volssegl i grsnne Siltebaand Den gamle
Rigsraad udsoldede Dolmnentet dg iceste hast ag thdeligt:
»Vi underslredne edsdorne danste Mand: Magens
Pederssm Niels Due, Ture Menersson as Jylland,John«
Bartsssn as Ihn, Niels, sordum Foged over Land, Jan
Lttle, Magens Evrvingsssn as Staune, Anders Nielssm
Olus Tynesstn as Stalland og Jakob Flep as Laaland,
sige og soc-ge sor dette ganste Raasd os sukdvitterligt at
viere, at herredsrnrnet over gansle Alseland med Festninger
og Slot og Jndbyggere sammelteds ere Kronen og Dau
rnarts Rige Ined Ed sorpligtetx BUnderne»h-re Kongen til
paa Kronenö Begne, dog undtagei Kvngernes Born, deres
sederlige Arvelod, som sindei sammesieds og dem ester
Kong Ualdernars Dsd blev tilmindet. Orn soencvnte
Gods er os sligt vitterligt sormedelst et aabent Instrument,
som sordutn hertug Erit as Sonderjylland, hertug Val
demars Inder, derpaa er givet; hvis dennem nu alt Landet
tilhsrte, var Mr Ost-set scrstllt angivetz thi tildsrnme vi
Magen og Kronen herredtmmet over Als med et suldi
tommeligt herredsrnrnme og Ret. Tit Vitdnesbyrd have
di hast-out We pas der heilige Sakrament i Ærkebispens
og sets Bist-ers Nærvcrelse, og We have til ydermere
Bett-steife bangt dere- Segl hersore tillige med vores.«
Das opcæstr net-alle Understrtsternr. Derpaa tav han og
betragtede roltg de hist sorstellise Udtryl i Ansigterne em
trisg sta- J Nonsens Anstgt saas et trinnrserende Stall,
medens has tells klipp-de Ined sinene og tastede et mit
s—
tcenteligt Blit til Hertng Valdemnr og Grev Jakob, dvis
Kinder blusede af Harme, med-eng deres Hænder trampagi
tig tnyttede sig om Folderne i deres Rappen
Drost Pederg Ler sorlod itte Hertugens Ansigt, der
dog hastig slistede Miner, idet hun srnilede cg med et
Stuldertræt lod til at ringeaate dette Tat-. Alle tue
endnu. Men da sremtraadte as de gejstlige Herrers Rastte
den dristige Mester Grund. »Tonnnen er Ugnldig!« —
sagde han Ined htsj Rost — ,,tvende edsvorneg Nadne mang
le; det er intet futdstændigt Worthel; her behvves en
ndtryttelig gejstlig Betræftelse«.
«Denne Jndsigelse gælder itte!« « sourede Rinder Jon
rolig. — ,,Danel)osset l)ar paa min detimelige Opfordring
tiet og derved ertendt Tonnnen sor gi)ldig. Behag at til
svje den gejstlige Betrcestelse, verrdige Ærtebisp Johannes!«
Paa denne Opsordring sremtraadte den gamle Wirte
disp; med rolig Følelse as sin Myndighed huevede han sin
Krumstav og sugde: ,,i den hellige Fiirteg Navn maa jeg her
ertluzre, hvud jeg, som Bilag, under mit og Kirtens Ind
segl stristelig stal tilføje ncrrvcerende Dotument, og det stal
alle vide, at sorncrvnte Gods ud i Hertugdønnnet Sonder
jnlland, med Penae us Myntem Udbudgløsen, som giveg i
Sønderjylland, der alt er lovligt tilsagt og tildømt Kongen
af Duninart pacr dette Retterthing pau Kronens Veane
til edig Tid at besidde, og sorbnde vi. under Bandstrus, at
ingen befatter sig med Herredømmet over Als eller med for
nævnte Gods i nogen Maade uden Kong Erit og huns
Estertommeres Villie og Vidstab.«
Uagtet den gamle Ærtebisp ved Siden as Mestek
Grund syntes del uanselig og ubetydelig, sremsagde han dog
disse Ord med en stille Brett-innen der itte forsejlede sit
Jndtryt. Han traadte derpaa tildage. Mester Grund bed
harmsuld Læberne samtnen og tad, idet han ligeledes traub
te tilbage til sin Wabe-. Der var et Dieblit dsdsstille i
den store Forsamling. Nu rejste Kongen sig pludselig og
ertlærede Dunehofset sor hævet; hans Ord ledsugedeg as tre
stcerteTrqtnpetsiød Ærtebispen og Kunsleren fremd-aud
te derpaa for Thronen med Kronen og Scepteret. Kotig
en trytte Kronen fast paa sit Hoved, greb Scepteret og fteg
ned as Thronen. Riddernes Ratte aadnede sig, Foltet
veg til Side, og Kongen git med Prinierne og sit Folge
tilbuge til Slottet. J stsrste Orden adstiltes Forsumlingis
en; men med en Tun-Wen som var usædvunlig og engstelig
betrugtede Ridderne us de sorstellige Partier hverandrr.
Kun as Grev Jakob og Mester Grund horte man et Pur
dpjrsstede Ord, som et ufrivilligt Udbrud as dæmdet Hur
me. Men Hertug Valdemar holdt gode Miner; hans
tloge Øjne gennemsor Retten as hans ljengivneste Riddere,
idet hun gjorde en hastig Bevægelse rned Pegesingeren til
Munden og gi«t med sin muntre Drost ved Siden ud as
Forsamlingen til den Del as Slottet, hvor han duvde sine
Værelser.
Om Astenen ester denne vigtige Forhandling gaves
Hder en prcegtig Fest pau Slottet, hvori Dronningen vg den
«lille Prinsesse Merete med deres Dumer deltoge, vg hvor
Kongen selv var ti. Stede med begge de unge Prinser og sin
dele prceatige Hofstai. Baade Slottet og Staden var glim
rende oplyst. Giger og Flsjter tonede sra Riddersalen.
Dugens ulvorlige Sysler syntes sorglemte sor den sel
ftuibelige Munterhed og sor det hele mangfoldige Spil as
Stæmt og Alvor, Ridderhøstighed og stjult Lidenstubelig
hed, hvorved tusinde smaa hemmelige Hjertebegivenheder
soregit. Kerlighed og Stinsnge, Haub og Frygt, For
suengelighed og Glinirelyst tappedes nu om ut faette de
flygtige ungdomrnelige Sjæle i en ligesaa livlig Bedcrgelfe,
som Musiten og Dansen bevægede Riddernes og Dumernes
Fødder paa det bonede Pluntegulv.
Ligesorn ved den forrige Aftens Fest hos Ridder Jon
var Hertug Vuldemur her særdeles oprømt. Der var intet
Spur as Missornøjelse at se i hans Ansigt, og han tildrog
sig den almindelige Opmcertsomhed lige saa meget ved sin
Munterhed og Artighed, som ved sin fnrstelige Anstand og
sin glimrende Pragt. Hans spændte For-hold til Kongen
var Styld i, at han itte endnu var dleven hcedret med Niv
derslaget, som hun itte tunde modtage as nogen ringete
Huund end Kongens. Han tlædte sig desuagtet socn den
sirligste Ridder, og for at stjule Munglen af de gyldne
Sporn-, dar han Sølvsporer tret besatte med Ædelstene.
Hun lod ingen Lejlighed gaa sorbi til at vise sig som en
opmærtsom og hyldende Ridder sor Dronningen, ligesorn
huns snilde og dristige Drost, Ridder Abildguard, paa
saldende udmærtede Ridder Jons smntte Datter, Fristen
Cæcilie.
Dkoit Peder var, til alles Forundring, besynderlig
tildageholdende og stille. Han plejede seedvanlig ved Hos
sesterne at vcere Sjuelen i Selstabet og i Særdeleshed at
underholde Dronningen og hendes Damer med en aandrig
Blunding us Alvor og Stæmt og med en Frihed og Liv
lighed, som tun Bevidstheden as den Yndest, hvori han
stod, tunde give hum. Siden Dunehossets sørste Morgen,
da man havde sagt ham styrtet og i Unuade, men tort ester
set hum sorlade Kongens Gematter, sont den mest begun
stigede Yndting, troede alle at have bewertet en instin
vderlig Forandring med hum. Hun var bleven alvorlig og
stille, og man ttoede, det var Overmod. Hun syntes med
Flid og netten med Ængsteligbed at undgua enhver Narr
melse til Dronningen, medenö hun dog oste betragtede hende
og gav nsje Agt puu Hering Vuldernurs Bestrebelser sor at
behuge hendr. J denne Adseerd troede Dronningens start
svnede Dumer at se den stinsyge Yndling, soni trat sig
tilduge as træntet Forsængeligbed og choldt sig sot god til
at tuppes rned Hertugen i ridderlig Artighed. Sold troede
shun ut have en vigtigere Grund til sin Tilbugeholdenhed
De sidste Duges Etsuring havde leert hum, hvor voveltgt
»det var ved et hof, som dette, usordulgt ut sslge sin aabne
Log livtige Natur og som en artig Ridder ut hylde Sten
iheden uden Forbeholdenhed, hvor han crede den i For
ibindelse med sand medssdt Otjhed Den eneste Gang, hun
huvde talt med Dronningen siden sin Antomst til dette Du
nchoß var pua en uscdvanlig Tid og i en Bewegele som
let tunde mtötydezx det var struts om Astenen ester huns
Antomst, du hun sotgcveö havde ssgt Adgung til Kotigen
pg bunt utyttelige Fosternioders Redning gjorde denne
Xilslugi nsdvendig. can hat-de som Judvanlig sundet
den tloge, elitveerdige Dtonning suetdeles nuudig og gnu
Ittg ftemt for hum og han« Anliggendeez ved sieblitltg at
ovsylde bunt Bin og bevirte den sungnes Frigivetse, liqu
hun givet bunt et nyt Sevi- pua tin Velvillie. Den Fute
hun Dagen efter horte, ban havde vceret i og lyttelig var
undgaaet, havde hun med største Deltagelse erfaret; meu
l«Grunden dertil vidste man tun halvt, og hvad man troede
at vide, havde ingen fundet passende at sige hende. Hun
havde ilke talt et eneste Ord med ham siden. Den øjens
synlige Omhu, hvormed han her undgik at ncerme sig hende,
syntes at sorundre og mishage hende, og da han nogle Gan
ge havde sorsømt den mest passende Lejlighed til at nerrme
sig hende, syntes hun sheller itte mer at bemærke bang Nekr
voerelse, men underholht sig udeluktende med Hertug Val
demar, Grev Jacod og de andre syrstelige Herrer i Sel
slabet.
Det var sildigt ud paa Aftenen. Kongen havde i
Stilhed forladt Riddersalen med Kammersvend Rane.
Drvst Peder havde bcmærket, at han var gaaet pludselig
bort paa et lønligt Tegn as den listige Kammersvend, hvil
let syntes at have Hensyn paa en hemmelig Aftale og paa
et af de lidet ærefulde Stcevnemøder, som vare hyppige,
og hvorved Rane altid var Kongens fortrolige vg den hem
melige Underhandler. Drost Peder turde itke folge ham
og advare ham for R’ane, der allerede maatte have vidst at
retfcerdiggøre sig og atter Vinde Kongens Fortroliahed
Den unge Drost stod under en vild vg lystig Dans ene og
Inismodig ved et Vindue i Riddersalen. Han følte med
Uro sin desynderlige Stilling ved et Hof, hvor det var hans
forste Pligt, blandt saa farlige Eisempler, at bevare den;
unge Tronarvings Liv og Sjæl mod Fordærvelsem Dett
gjordes ham næsten umuligt at vaage over en Konges Sit-;
lerhed, som idelig udsatte sig for Vesiaemmelse og Fare
ved sine Udsvævelser vg ved at flænte Mennester sin For
trolig«hed, der kun smigrede hans Tilbøjeligsheder for at
hceve sig selv og lede ham i Fordærvelse. »Hans bedre
Del kan jeg itte redde!« — sagde Drosten ved sig selv. —
,,Kronens Sikkerhed maa jeg nu lun tcente paa!'· Han stod
rned en kongelig Fuldmagt paa Brystet til at tage Hertug
Valdemar fangen i det Øjeblik, han gjorde Mine t".l at
forlade Riget. Vigtige Oplysninger vare indtrufne, som
retseerdiggjorde et saadant Skri.dt, hvis det behøvedes.
Lvd man Hertugen dtage uhindret til Sverrig, vilde han
upaatvivlelig komme tilbage i Spi.dsen for en fjendtlig
Heer, for i Forening med Marst Stig og hans Venner at
Idelcegge Landet og styrte Tronen. Sandsynligheden for,
at dette var de sammen svornes Plan, var nu saa stor,
at den grcensede til Bis-bed, slønt et lovligt og suldstcen
digt Bevis endnu savnedes. Drosten havde med Nidder
Torstensen Befaling til at devogte ethvert as Hertugens
Stridt. Deres Hefte stode sadlede inderst i Slotsvorten,
og en let Smalle laa sejltlar i Havnen, for hvad Øjeblik
det stulde vcere at sætte dem over store Berli. Mange
grundede Betænkeligheder fore den alvorlige Drost gen
nem Sindet. J dette Øjeblek besad han Kongens hejeste
Gunst og Tillid, og as det lige saa vigtige som vanftelige
Hverv, der var betroet ham, afhang maasle Landets og Ri
gets Stæbne; men i hans Fraværelse tunde det vcere Let
for den listige Rane og hans Fremde, Kammermefter Ove
Dyre, at styrte sham hos den ustadige Kanne og tilintetgsre
Frugterne af hans farlige Foretagende. Dog saa længe
Mester Martinus og Ridder Jon vare i Kongens Raad,
troede han denne Frygt ugrundet. Hans Øjne faldt nu
just vaa den unge Prins Erit, der let og munter dansede
ham forbi. Ogsaa for denne saa højst vigtige Person-z
.Siklerhed havde han Grund til at frygte, og det beroligede
ham tun, at gamle Ridder Jon i hans Fraveerelse stulde
lopfyide Dkosteng Pcigt has Tronakvingen.
Prinsen dansede sorgt-s og glad med sin Sester
JMerete ved Haanden· Hun var tun tolv Aar gammel og
allerede saa godt som forlovet med den svenste Prins Bir
"ger. Derved var Uenigheden mellem det ny svenste og det
ldanste Kongehu dleven bilagt, efter at den vægelsindede
Kong Erit Clsristovherssn forgceves havde forssgt at gen
indsætte den afsatte svenste Kong Baldemar, som han selv
havde bidraget til at styrte sra Tronen. Endnu troede
man kun dalvt paa Freden med den moegtige Kong Mag
nus Ladelaas, og man havde ilet med at søge pavelig Dis
’pensation til denne Forbindelse med Hensyn paa Slægt
stabet.
l »Atter et Osset for vor vaklende Statstunst!« hvi
stede en velbekendt, dyb Stemme Drost Peder i Øret. Dei
var den alvorlige Nidder Torstenssn, som havde nærmet
sig ham, uden at demærles, og som med et medlidende
Blik havde betragtet den lille, muntre Prinsesse.
,,Ridder Thorstensøn!« — sagde Drost Peder og foer
op as sine alvorlige Dremmerier —- »et J ogsaa i Aften
en ledig Betragter as denne Verdens Forfænaelighedt Jeg
ved vel eders Tanler, brave Ridder! maaste yar J dog no
gen Uret i hvad J saa ubetinget misdilliger.« Han drog
ham til Side til næste Verrelse, hvor Tavlebordene stode
ledige og hvor de kunde tale ubemeerket sammen. ,,J nn
tes over Prinsessen« — vedblev han —- ,,l;ende sorger jeg
mindst sor: Sverrig haaber lige saa meget af sin Donat
ving, som vi af voreö. Disse Barncforlovelser here nu en
Gang til Dagens Orden, saavel i Ridderstanden som
blandt Fyrsteihusenr. ch var selv, som J ved, paa samme
Maade svrlovet sra Vuggen, og jeg selte mig ikte Myrte
lig derved. Det Baand er nu oplsst, og jeg fpler mig ikke
ilylleligerr. De umyndige Sjoele hat Engle for Gusds
Aafyn, siger Mester Martin. Gud ved dog tun, hvad der
tjener os bedst, og han masa lede enlhver Bestikkelse til det
Bedste. Det vil maaste ikte vare lange, inden vi here en
lignende Forlovelse med vor lille Tronarving og det dei
llige Kongebarn i Sverrig, vi saa ved Turneringen. Kon
jgen syntes at Inste det ivrigt, og jeg tsr intet invende der
limodk
! »Dann-ists qffiyeiigm —«- mumceve edit-deren —
’»Men ieg hat andet at stge edet. Er J reisefærdig?«
»Endnu et det ille Tib. Saalænge den smukke Heere
danser og glimrer derinde, tænker dein neeppe paa at sor
tadc steiget-« s
,,J ved dog, han bar taget«Afsted med Kongent han
tejser endnu t Nat ad Slelvig til, hedder det; men jeg ved,
der gaar to neeget fornemme herrer over til Koesst t Mit.
Det er stkkerltg ham og hanc Breit Skibet, de hat hyret,
er svenst, siger man; men jeg trot, det er noest og ser mea
ste et Fribyttersttw
»Jeg ved dett« —- svarede Deost Peda. — »Wer ltlle
Smatte ligger sejlfcrdig. »Alt er paa rede Damit-. Huld
magten hat jes thes. Widder Benedikt Rtmsaatdfsn pas-«
Icarus-org fslgee es i Sjeeltand. Saasnatt Fasten et
fløjen, flyve vi ester «ham;- men paa denne Side Sundei
har han sin Frihed · Vil han se sig om i Sjælland, kom
mer det ingen ved.«
»Det sorstaar sig!« — svarer Thorstenspn og nillede.
— »Vi gøre jo ogsaa tun en Lystrejse, for at bcsøge gode
Venner. Hos Ridder Lade Litle paa Flynderborg lan
di allerbedst hevogte Overfarten over Sundet.«
Drost Peder studsede, som overraslet af en Tanke,
der gjorde ham selv forlegen. »Na Del! det kan Vi bestemme
iMorgen!« — sagde han hastig. — »Men vi maa være paa
vor Post. Bliv J her til det Øjeblil, den snilde Herre for
lader Slottet! jeg sendet min Væbner til Skibsbroem for
Hat holde Øje med den fremmede Stude. Juden Midnat
staar jeg i Slotsporten med vore Heste.« Han ttykte
Thorstensøns Haand og gik hastig forbi de dansende Nekt
ter gennem Riddersalen. Han tom tret fokbi Dronningena
og vilde gaa videre med en ærbødig Hilsen.
»Et Ord, Drost Hessel!« —- sagde Dronningen i- en
usaedvanlig Hersterindetone og tog Scede paa en Stol i no
gen Frastand fra de dansende. Drost Peder standsede og
naermede fig Ihende opmærsom ,,Hvorledes hesinder eders
syge Gcest sig?« —- spurgte hun. — »Det gør mig ondt, at
jeg paa en Maade var Stle i hans farlige Tilbagefald.«
»Han er uden Livsfare, Eders Naadel Jeg gaar just
bort for at se til hatn.«
»Sig ham, at jeg tager Del i hans Uheld!« —- ded
blev hun — »saa meget met som jeg heter, han hat faaet
hint Saar i en ridderlig Dyst for en Dames Ære!«
Drost Peder blev blussende rød. »Hvorledes? naadige
Dronning!« —- stammede han. — »Hvo har sagt« —- —
,,Ligemeget!« — afbrød Dronningen ham. — »Man
shar fortalt mig for ganske nylig, at han kom i. Strid paa
Vejen fra Middelfart med en vis indbildsk ung Ridder, som
pralede for højt og ubestedent af sin Lykke hos den Dame,
hvis Farve han bcerer, men hvem det dog aldrig kan falde
ind at vcere Genstand for anden Hyldest af en Ridder, end
dEn tro, besiedne Tjeners «
»Den, der har sagt eder det, aedel Dronning!« —
svarede Drost Peder med dybt lræntet Æresfølelfe —
,,maa jeg erklcere for en nedrig Æresstcender, om han saa
bar en Fyrstekrone, og jeg Vil hcevde min Paastand med
en Ærestamp paa Liv og Dslx Saa meget er tun Sand
hed, at vor fcelles Beundring for den ophøjede Dame, hvis
Farbe jeg. harret-, uncegtelig var Slyld i hin uheldige Strid.
Men, ved min ridderlige Ære! den cedle Grev Gerhard selv
tan vidne, at hans Mvdstander ikke har gjort sig styldig i
nogen Ubestedenhed.«
,,Eders Æresord, brave Drost Hessell er mig Bor
gen for Sandheden as eders Ord« —- fagde nu Dronningen
med Mildhed — »men det er min Gestemte Villie, at der
intet Okd mere tales om den Sag, og at J omhyggelig
undgaar enhver Strid, hvormed mit Navn kan ncevnes
som sjerneste Foranledning. ForFremtiden bærer hverken
J eller nogen Ridder her med min Tilladelse min Farbe.
Jeg ser eder kun, naar det er højst nødvendigt og naar
jeg kalder eder. Jeg bed, J vil iike mistende denne For
holdsregeL Gal nu til eders syge Gcest, cedle Ridderl og
vcer forsitret oin min uforandrede Velvillie.«
Med en smertelig Følelse afløste Droft Peder en ro
senrød Silkesløjfe, sont han bar paa sin Kjortel: han over
rakte Dronningen den med et undertrykt Sul, idet han
buttede tavs og borifjernede sig.
wisse-minnt- W - . «
Tiende Kapitel.
Det var ikte langt fra Midnat. Grev Gerhard lac
utaalmodig paa sit Leje og kunde ikke sove. Han syntes at
høre Gigerne og Fløjterne fra Slottet og havde siden sit
første Forng i Dansekunsten forrige Aften faaet en saa
umaadelig Danselyst, at han bestandig vilde bevcege Benene
i Sengen, skønt Saarlægen havde paalagt sham at holde
stg stille og raadet ham til at lade sig binde, hvis han ikke
lunde betvinge denne underlige Lyst, sont han selv mente
maatte være en Følge af Saarfeberen. Tildragelsen hos
Ridder Jon forrige Aften forekom ham ncesten fom en
Drøm, og hau vilde ikke spørge nogen om, hvorledes det
var gaaet til. Alt Selskab og al Muntevhed var ham
ftrengelig forbudt; han faa intet andet Mennesle end Saat
lægen og den gamle Dorthe, som vaagede trolig ved hans
Leje. Naar hsan dog ilke kunde sove, fortalte hun ham Spo
gelsehistorier og Sagn om Nisser og Trolde, hvis Sand
færdighed hun dyrt og helligt forsilrede. Greven sparede
lun med Brummen og med de korte Udbrud: »dum Snak!
fotdømt Sladder, Kcerling!« men i den godmodigfte Tone
af Verden. Dorthe lod sig heller ilke anfcegte af flige Jud
vendinger; hun mcerkede bel, at hendes Fortcellinger morede
den fyge, og hun anfaa hans misfornøjede Ytringer kun
for Talernaader og velmente Tegn paa, at han harte efter.
Hun sad rolig ved hans Leie, med det magre, rynlede
Ansigt imod Lampen, og havde netop cndt en lang For
tcelling om Rissen, der havde sin Rede i vor Frue Kloth
taarn og drillede Folk i alle Haande Omstabninger, snart
som Heft ved et Vadsted, hvor den tog alle rejfende pa Ryg
gen for at slaa dem af og le dem nd midt i Sumpen, spart
.fom en dejlig Prinsesse eller Fedronning, som danfede med—
de forfængelige Lykleriddere paa sit Dunstflot og blev for
vandlet til en Bist Halm, naar de vilde omfavne hende.
(F·ortfættes).
B. S. Jngemann:
Valdemar Sejeu
Omslag 80 Centö. Jndbunden BLY
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmstag 80. Jndbunden UN
Kong Erik og de« Fredløfe,
— J Dursng 80 Gent-» III-banden il.20.
VAMII UND PUBL. KARL M. Nod-.