Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, October 11, 1902, Page 3, Image 3

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    tendte Softer. Drost Pedek lyttede efter med Deltagelse
og den ellers lau lystige Grev Gerhord stod tavs og al
voklig, medens de unge Piger san-g:
»Bed du Hjort og bed du Hind! "’
Sau forglemmer du hin liden Kristim
Bed du Hjort og bed du Raal
Saa fotglemmet du den Elsipys Attxgg«.
,,««fan·den hellet!« —- mumlede Grev Gethard ved sig
selv, og ttl«l)ans egen Forundring vare hans Oer nær
ved at tsbe s Baud, da de unge Piger vedbrem «
»Hast bedte baIRL Hjort dg Hindj « «’ · XI IX I
Aldtig lom mefruen us As Zåns Sind.
HCZI bedle baade Hjort vg Raaz
«. soc-n tun-de itte glemme den Elstovs Attraa.«
Grev Gechards Adsptedthed og Jndstikren i Dante- -
salen bragte ogsaa den gamle Ridder Jvn til at lafte et op
mcetksomt Blil derind, og Synet as den ufordulgte Del
tagelse, hans Dotter stcenlede Ridder Abilsdgaatd, fyntes
ikle at behage dam. Hans muntre Ansigt fotandtede sig
pludselig til streng Alvor, idet de unge Piger nu sang:
«,,Saa blev den Herre af Landet dreven;
Den Jomftu blev i Kloster givet.« i-·
Bande den gamle og begge de yngre Riddere syntes
et Øjeblil hensuntne i« samtne drømmeagtige Stemning,
som den ålvorlige Sang, hvorefter man dansede, vel kunde
fremlalde, stsnt paa de forstelligste Maader, efter de fert
egne Foteftillinget, enhver forbandt dermed. Under Fe
stens Glanz og den almindelige Munterhed, syntek dog
tun faa at lægge Markte til Sagens Jndlhold. Slutnin
zen of Visen lod især til at virke underlig vemodigt paa
Droft Pedet, og han greb uviltaatlig til Rubintosen
Ekanfen ved sit Bryft, hvor han fokvarede Mindet om sin
Vi.sen om Hr. Svertels ulylkelige Kætlighed til sin u
Jalv forglemte Barnebrud. idet Pfg-Mc fang: Jy »
W
Z
—
l
nu mcerkede shan først, at desetne vaklede uwder hatt-.
- Han dar bleven dødbleg. Drvst Peder og Grevens egne
E Riddere ilede ham hastig til Hjælp og fulgte ham ud af
. Salen. Han kastede endnu et Erd-fügt Blik tilbage til
Dronningen, fom var i« stor Uro, og uden at vide hvad
der mer foregik med ham, blev han bragt tilbage til Drost ,
Peders Bolig, hvor den deltagende Hofnar modtog htm
med et Fotfærdelsesskrig, og Boot shan straks med støtste
Omhu blev plejet af Saatlcegen og sine bekvmrede Rennen
Festen hos Ridder Jon var med dette Uheld bleveis
afbrudt. Dronningen havde kort efter forladt Selstabet.
Nceste Morgen tidlig lod hun spørge til Grev Gerhards
Besindende. Efter Saarlægenö Erllæring var han uden
Fore, støndt han nu ikke saa snart kunde fsorlade Lejet og
endnu ikke var kommen ret til Besindelfe.
« ————— s Hex-ji«
k
Ekit MenvedFViirnM
Historist Roman
af
Bernhard Scherin Jngemann.
(3’fortfat.)
,,Sandt at sige, min gode Ven!« — sagde Grev Gei
hard halv sagte og drog Droft Peder til Side — »jeg give
Fornemsheden en god Dog; men jeg undfer mig næste
ved at vise mig for Dronningen. Jeg hat tun set hend
ved den fordsmte Tutnering i Helsingborg, hvor J toi
Prifen fra mig, og jeg sit ikke talt et eneste Ord med hend
af luttet fordstnt Blyhed·. Blandt Mcend hat jsg da
.itte Ord for at viere wiss-Um Dg naar jeg trader Konaei
og Keisete under Ojne, ftler jeg mig ligesaa godt en syr
stetig herre, sont de; men Fanden staat stinbarlig i det«
naat jeg sial fsje mine Ord sikligt for de stsnne.«
,,Uagtet eders Tildageholdenhed er J dog itte Denn
ningen ubetendt, cedle Greve!« — svarede Drost Pedet. —
»Edets Kerkhed og Bestedenhed ved Dystridtet blev its
ubemcertet —- og jeg var en GEI, otn jeg vilde rofs ml J
det Foctkikk et bin titfkktdigt uheid bekis wert g
»Hun hat tait ocn mig, siger J« W Juden at« opholde
sig over miss- ubehcksdige thkdcih da jeg vicdk hing hende
under Feeginingeni« r-« .
»Den hun endvgsaa
spa ist feq bog foksitre e
gecst «- s—«
s »Spot og Ringeagt?« — afbrsd Cmvm hqm stolt «
»for Satan! hvem tcenker derpaaZ PÆVde den ktstvcerdtgsie
Dame i. Kriftenheden ringeagtet Gr » Gewinn maatte hun
stille mig en Ridder i Matten fo « at give mjg Opkejsning.
Saa besteden er jeg dog iste, s
sig mig optigtig« — vedblev VII III fresgjtkex idketxfäktfokjexx
zss2;«;««»k·x:,i:»s;:ssgs « »i« Wiss s
»Det klceder ed
og smilede — »ei
har fmilet derover« Edle Gtevel
det, at hverten Ippt ellkk Rin
.r itte ilde« —- svatede Drvst Pedelr
; · ·, . orbinding over Btyftct vanheider a -
szteäxlkåifsh « Dege; i mine Øjne giver dei eder endogsaa
»Nu, .tisi l holdmngen.« . . .
Wo j» de rntn brave Ven! den maxestckttste Holdning
h» s - Mike eder for; men J hat Stet! naar en Ridder tun
i k- stxggm hkk og holden, maa Hiertct gerne «hcenge hakt-n
Meter ud ask Li.vet; Windes maa han i det mindste nasses
IN sakresi as qak cedle bg hsjhjertede Davids-«
« Geer-» Gkkhakd gis nu bei op ad Iman til Ridder
Jo« V olig, ledsaget af Drdst Peder og de tbende Riddetr.
J Im Einen modtog Tjenerne dem Raps-eh hvokpaa de
sahn ede« den ftore Egedør til en prægtig hvælvet Hsjeloftg
Lan , den var bpl ft af Votslys i de hsje Kandelabrer, deri
«- kts as Maltnn?M. Riddere og Damer stode hist og her
mitwerede pan de bonede Ege-Fli.ser i munter Samtale,
medens andre fade ved Brætspillene og de smaa, forgyldte
Tauben-de Fra en anden endnu stprte Sal, hvortii Dis
ren ftod aaben, tonede Fløjter ogGigek dem i Mode. Der spil
ledes en Kcempevise, ledfaget as en Meengde unge Pigersi
Sang og af sirlig afnmalte Dansetrin; man faa en yet-g
tig klcedt Ridder bevage sig statelig forbi en h-j, majestcetistz
Dame med en Starlagens KiorteL der gtinirede af Guldl
og Ædelstene. «
»Dkonningen!« — hvistede Grev Gekhåkd Dtost Pedel
i Øket og blev staaende fotbavfet ved den fstste Dor.
»Og hettug Bache-nar« —- tilspjede Dkost Pedetz
han blev ligeledes staaende og studsede; men ikke over
Dronningens Sksnhed og Edle Anstand, som han saa vfte
havde beunbret;den unge Hertugs forvovne og seh-til
fkedse Aasyn fakdt cham sprst i Øjnenr. En foruroksxgmdc
Taufe fest ham pludselig fom et Lyn igennem Sjælm
og han gteb uvilkaaklig Grev Gerhards i Artsmr.
»Hm-d fattes eher? min gode VenPs —- ’ wistepe Ew
Gkchard — »Mit-er J ogsaa svtmmel 1 T womt heb d·
»Shir? Jeg hat alletede faaet min Nest — M ek« sank
for Herren! en ntilladelig Dejlighed.« «
» ucu dieo Moder Jon de nys a
gkl med munter prkigheb dem Amme Gestet met dg
Mkne Herrer!« sang« den qumk «- Mwe »Vellommen.
mig, at den cedle Grev Geeh- .e Middm —- »Det glcedet
Rygte, der gis om et fakligt - ««,«««-.d hu fIslv lan modsige det
»O falsit Rygtk, Hp requka
ledet mig selv i nvgle ' J NEW. det bar endog for
eede Grev Gerlyard i- aw : til cui-Ade Stuen" —- sch
Lystighed, fee jk9, og »Ja mde«Tvk.-e. — »Der et Liv og
Jst-dem for illk her at v m wankte- ligge i hsj Grad for
stille mig fok ehe-z ON befinde Irg vel. Behag at fou
naar Donfen ek foer , eqFtwe vg for eders Dotter og —
Delle sidste tflfsjkde ; —-fvr«.hendes Naade Dronningen!«
langt efkkk Vejk»« , smwned en dampet Stemme og trat
kalter vendte sig mo- -o Drdet var udsagt, idet hans Øjne
»Som J hey oDmssesalem
»Hm-e med kk g, ,eileil« — svnrede den ·gamle, livlige
hdilten Huldde ekkende Smil. —- «Man market strakz
Patd steiler m- as Menneflesiægten den tapre Gtev Ger
lllst feeng is est Ptis paa. Min Dame-, see jeg, staat
strals fokestir .l en Dems; men for min haften lan jeg
Gtev (- « te edek. —- hdi.z J dehagek« — — —
fvm en di Wed hudde me hiel- et Ord. how stirtede
Dtonniny zttsmtende ind l Dansefalem hvor den stenne
med æde ; just «i dette Ojeblil hklfede sin fyrstelige Danset
ad Gul« l Verdbghed og bevcegede sig ved hans Arm den
dttre, set M M Swde blandt de unge, glimtende Widder
begyr seen Vun fotduutlede alle. En ny Musik og Saus
Ung- edle, og et ewt Par Veveegede sig paa Gulvet. Den
Du .- dqnferiude var Ridder Jons Dotier, Festen Eceilir.
M et kvm Mk Deonnlngen nat i glienrende Slmded og
9 leiseste-L smeu del l Ydee og lette Bei-segelten med en
klein« som dedee passede til Zungen, end den-des Dan
sets smllende Mine, deleagtede dun med sine merke, »d
snkde Djne den tiddetltge Vette, der raste hende haandm
pg soe- l Belevenhed es Mal-ed syntes at lappes met
MS Vatdemar. Deune artige Ridder var Oeetugenl
Dem, de. Tale Mike-geord, en deistig og cegettig heeee
detsvsse delete-di for sin Jndflydelse hos den unge Vetters
og iavde llge san nieset Oed for sin Lylte hoc de sttnne
sons« sie si- Ustsdslckdedi Elstodtiagee vg stne dristige heil
slyveude Foedtinger. Sau tyutec paafaldenlve at udmceels
Festen cæcilie dlandt alle Dametne ved Dattel-offer Sau
gen, hvoeefter date daniede, lod hatt ilte til at dekyme
sig omz den havde en smal, men vernong Tone; det va
’,,Der fløj aldrig faa liden en Fugl af Land, «
I Hun spukgte jo efier sin Festemand.
Der fløf aldrig saa liben en Fugl under Ø,
Han spurgte jo efter sm Nestern-.
Dei et saa høvi.si en Jomfru, der mig tvinger!«
,,Som bet ladet, er J en Elfter af Sang og Duns,
hojbaarne Grev Gerharb!« —- sagbe nu gamle Ridber Jon
i sædvanlig Selskabstone og vendte sig med munter Mine
til sin ayspredte Gæft. — ,,Hvis J nu ønsier det, sial
jeg føre edek inb til Dronningen og de unge Damet.«
Gtev Gerhard bukkede stift og fulgte den gamle Herre
Udefe dk bemerkte det Anstød mod Høsiighedem han havde
gjort sig styldig i ved ikke at hilfe »den cedle husmoderlige -
Fru Jngeftid, der gis dm blank-L Gestetne og Ttpskogsz
deres Hilstm ledsaget af m Lerne, som bat syksk kakjp
ngere paa et ftort Sslbfad. Medens kask Peda, Essig-«
en heiseren-di og dagtig Gest, hiler den eckvmigesdud
Mes, bcev gamte Riddex Jan og bang ansetigeLsSssged
inUM de naaede Dansesalem standsede as to Fessng smyb
lebe Drenge i. Stett-Lang Trøjet og meJdHGuTvlækoer om
de sine Linktavet., De bluzfede begge as Ende og kom
fta et Temingszkkz hvok de havde legetkfammen og vate
komm J Tvi",«. Des var den elleveaäch Prins Erit, der
TM sit Auf-et Aar bat Kommij og hans Bis-ver Jun
·ker ChtHstvpiheh der var io Agx Wte Vg U hale HMV
minder men bog syntes heim5 ovkklegen i Styx-ke, detimvd
Mc i monan oa Standes-.
» »Du sial dømme as imellem, Ridder Json! du ded
hvad Ret et!« —- sagde den lille Konge heftig. —- »Wenn
Guldtoerninqerne ere Øek og Lande og Talvbtikkerne Rids
dere og Svende, hat jeg jo Lov til sorn ældst, at jage
forft2 og naar jeg saa med mine Riddere og Svende ow
ringek og erobtet alle Chri«ftophers Øer og Lande, saa ere
de jo mine med Rette? det stal han blot tilstaa, san maa
han gerne san dem igen! Hvad bryder jeg mig om des
Tætninger!« «
,,Det kommer an paa Lovene for eders Leg, mine
smaa hidsige Herrer!« — fvarede den gamle Ridder. —
»For Resten bot den celdste ille alene jage sprst, men vaere
. den sprite i Klogstab og Højmodighed Den Leg duer i
s pvkjgt ikke!« — tilføjede han med Alvor —- ,,har Drost
E Hessel ikke leert jer endnu, min lille Konge! at man itke
k spiller Termingek med Øer og Lande og itte stal gøre
Riddere og Svende til Tavlbritker?«
k Prins Ekik gik tavs og stamrsd bott. Christen-her
I fulgte ham med en spottende Drengeminr. Dtost Pedet
- var bleven opmtetissom paa Prinfens Tvist og havdc neck
: met sig, da han harte sit Navn mevne.
; » »Ser J, He. «Rigstaad!« — hvissede han —- »vor
lille Konge overlader nu med tiddetsig Højniodighed sin
Bruder det- hele Tavlbotd."
,,Ja-vel,.af·lkcenket Stolthed« —- svatede den gamle
sagte. —- »Kund’e vi tun faa Letsindigheden og Fokfoenge
ligheden ud af ham i Tede, kunde Land og Rige vente
sig noget af han«
Drost Pedet tav og faldt i dybe Trinken
»Undstyld, Gtev GerhardL J vilde jo forestilleö for
Mund-en« —- fagde nu gamle Riddet Jon hejt og spend
te sig til Geeven. —- ,,Lad mig vise eder Beim!« han
stred rast spran, og Gm» Getbukd folgte ham til den hone
de Mkstel ved Jndgangen M Danfesalem Der blev
» stehen staaende med Ryggen til Mtstolpen og butkede ftifk
for Dwnningen i den lange Frastand", uden at- bekymre sig
d om Riddet Jan, der med raste Stridt gis ind i Salen.
I »Den edle Grev Geehakd af holsten Inster at hilft
- paa Ebers Rande« —- sagde den gamle Rkvdey svm alletede
g havde naemet sig Deonningen og ttoede, han endnu has-de
e, Eteven ved Siden. Dtonningen havde nhlig eejst sig·
:- hettug Valdeknae stod i en livlig Samtale med hende.
se »Gut) Gerhaed!« —- gentog hun med Deltagelfe —
1- »Ihvoe er han daf jeg fee ham Rief
te »Dreh! et ban fotfvundet?« —- fagde Riddet Jan
it og faa sig foeundtet tilbage.
CIIIUIOU
III-o
»
,—.-»»«.-—— --- -.—»- » . A v«
»Hift ved Døten, Eders Raade!« — to
, Ordet med et spottende Smil og i stolt Følelse agf Fietgdgej
legenhed. —- «Den ædle Greve anstrenger stg med stot
Bespæt for at bevidne Eders Naade sin Ætbødiahed
besieden Ftaftand . Jeg tror visi, han vil udbede jig der
Naade at maatte beceres med en Dansz men han synes at
fattes Ord til sit Ønste.«
»Sitz hain, Hr. Rigsraad, at jeg gerne ttaeder en Dans
med ham!« — sagde Dronningen til den gamle Ridder. —
«Bed hatn komme ncerniete! jeg hat længe snstct at tale
med saa tcet og agtet en Herre.«
Riddet Jon buttede og bragte Grev Gerhard den
overtasitnde Naasdesytting .
»Den hellige Jøtgen ftaa mig bi!« —- sagde Greven
fotstræktet — ,,jeg hat aidrig danset i mine li.vspdte Dage,
P x dette Helvedes Svøb tan jeg ikte røre mig; Inen nackt
Dronningen befaler det, maa jeg lunune flyveL —- Du min
Gud!« —- mumlede han sagte — »Nimm jeg levende her
fra, et det et Undervcert.« Han fattede sig hastig, og —
for itte at synes fotlegen, tog han sig en saadan tapper
Mkne paa, som han stod i Begreb med at lebe Storm
mod en Stanse. Med lange Stridt og stiv Holdning
traadte han frem for Dstonninsgen og buttede. Hettug Val
demar vendte sig til Siden og stjulte tun halvt sin Lattet.
Men den Ligeftemhed, hvormed Dronningen tiltalte Grev
Föerhard bragte ham snart til Besindelfe og gav ham sin
1ævne, godmodige Naturlighed tilbage. Han talte om sit
Uheld ved Turneringen i Helsingborg, hvor han havsde
oovet at tcempe for Dronningens Farbe uden at hcedre den
med Seit, og den lunefulde Maade, shvorpaa han bekla
gede sig hetover og selv syntes at spørge med sin Ubehcen
dighed, behagede Dronningen scerdeles. «
,,J tan vel spøge med det ringe Uheld!« — sbarede
htun med ufordulgt Velvillie og Agtelse — »Eders ridder- ·
ligeHcedet hat J grundfeestet ved vigtigete dg alvvrltgere 4
Fejlcgheder. J befindet eder vel!« —- tilføjede hun, tdet !
Inn smilende bemættede hans runde Stittelse og defvcerlige 1
Plrmbevcegelser — »som jeg ser, tcerer Berden ikke paa ?
«det, Hr. Gern-F . 1
pJeg butdts vcl, fin tn ung Entemand, fe mager og 1
Weltg Ub« — svatedt Grev Gerard og todmede —- «men 1
i
i
1
!
Z maa skmsiigst Låbsiylde mtg, Eders Naade! Den Lyk
Wtfhtdz hpis Tab man itte tan se paa mig, hat jeg itle
Äckkek saå hetdig ret at tende. Det er vistnok et af mine
tøtste Uhle i Verden; men jeg hat den besynderliige Starb
ie at trives ved Uheld; det har jeg selv ganske nylig ek- «
stets dvg Stinnet bedrager, Edets Naade! jeg haaber !
tm otte Dage at tunne vaere en hel Del smallere, hvig i
Ebers Naade befaler« —- — . .. .
edes bevam eders EIN Det er mig taert, at J sau
ndlade siq i den ra« ,«untethed.« Uden dog lcenger at
. « » Jbenhjertige Grev Gerhatdp Hierteam
Kam-« og Pet. tidet passende Æmne om hans Personlig
,e « aspkød Monningen pludselig Samtalen med et Pat
VWZW se SpsrgjmaaL fom han noget fotvirret befvatede.
M smn beftnaitede at have sagt noget upassende. Riddet
Mkcdsaard da Ftøkrn Cæcilie vare alletede for noget siden
sandte ud as Dansen og stode ved en Vinduesfordydning i
anderhvldende Samtale. Nu beayndte Gigetne og Fløjterne
en tass og livlig Musik, og de unge Piger fang Dtonningens
Yndlingsvise vm Kong Didtits og Løvens Kamp med
Lindormen.
»Den Vise lidet jeg godt!« —- sagde Dtonningen. —
»Enhvee Tid hat sine Lindorme, menet jeg; men mod
Kvnaen med Løven i- Pagt formaar Ktybet intet.'«
»Det var et sandt OW, cedle Dronning!« — svarede
Greven med Deltagelfe og bemærtede del Hentydningm —
»Ved den dansie Trone hat endnu Loderne hjemme; dog
i vore vriddetlige Tidet trot jeg, de hellere vil tjene Dran
n"inger, end Konger.«
,,.Hvis J behager, tunne vi ttæde Dansen samtnen
til den Sang!« — tilspjede Dronningen afbrydende.
Gtev Gethatds Forlegenhed tom nu med pinlig Styrte
tilbage; men han tog sin Tilflugt til sit sædvanlige Middel
og frenittaatie med dristiae Stormsitidt, med Dronningen
ved Haanden, midt Paa Gulvet. Han tendte itte det mind
fte til Dansen, men bevaegede stg, saa godt han kunde, paa
samme Maade som Dtonningen, og efterlignede enhver
af hendes Vendinger til« modsat Side, med den meft spcendte
Opmættsomhed. Til Lylte var Dansen i sig selv højst
simpel, og han havde af Naturen sØre for Takt og Tone
fald. Med al den Stivhed, hvormed han drejede fig, og
standt han trampede i Gulvet med de besporede Stsvlehaelez
saa det dundtede, klcedte det ham dog itke deez han saa
endogfaa helt anselig og majestcetifl ud derved. Da det
Hotste Stridt var vovet, foksvandt det tvungne i« hans
»Adfcerd. Den raste Sang og Dronningens velvillige Smil
opmuntrede ham, hans godmodige Ansigt stinnede af kæk
og livlig«Glæde, og han flog vaekoigt ud med Asrnrene, da
Pigerne sang:
»Det vat Mefter Kong Didtit
Bilde prsve dm Svcetdet tunde due,
Hatt hug i »den haarde bald,
Saa Bierget stod alt i Lue.«
Han daniede endnu med det lytleltgste Ansigt af Ver
den, da man fang det 33te Vers i Sausen
»L-ven arm-, vg Konning Didrit hug;
Bierget stvd alt i Glld —- «
Havde den ste itte faaet ham ud,
Den hat-de sig ssrget til Dsde.«
Men nu saa han pludfelig Dtonningen blegne og
hyrte det Udtaab: ,,min Gad! hatt bitt-M« Og nu meer
tede han first felv, at Blodet randt Verm strtmmevts fta
det atter oprevne Saat i Brystet.
»Undstyld Eders Naadet« s-— fagde han hastig og
stjuite vet kamsttsmmeude ist-v med keine-n —- »Jeg stut
de vel egentltg ligget stille endnu et Pat- Dage, efter en
ltlle Banden-bette; men faa maatte jeg ttte veret tndbuden
til denne Fest. Det er fsrste Gang,«jeg danser t mtne Dage;
men Ebers Raube hat qjort nitg al Tiers net-list Dettt
et maasie den eneste Maade, hvotpaa det forundes mtg at
ndgyde mit Blvd for den stsnneste og cedlefte Dame.« —
dan gjorde en Bedagelse, tom Kandildeanbefale sitz; met
Tiende Kapitel.
Daneksvssets sidste Dag var kommen. Denne Dag siulde
Fthallblmgskne paa gammel Bis foretages under aaben
Htmmel paa den store, grønne Slotsplads. Jkke brot de
adelige Lehnsmænd tilligemed Rigets Prcelatet og Bisper
EWIVO Abgang dkkkilx ngaa Bønder og Borgere, især de
rormuende Købmcend paastode endnu denne celdgamle Ret,
ltønt de hvett Aar mødte færre, og deres Jndflydelse i de
Fdste urolige Aar var saa godt som aldeles ophsrt Platz
.en var omringet af kongelige Lanseknoegte; men paa Mad
en selv maatte ingen baere Vaaben. Omkking en qphsjet
Ptol med en tød Fløjels Tronhimmel og ftore Guldfrynfer
tod en Halolreds paa højre Side en stor Roekke af- alle Ri
zets Bisper og Prælater i deres gejstlige Ordensdragter,
ned den gamle Ærlebi«fp Johan Dros af Land i Spidfen.
ltærmest ved ham stod Mester Martinus de Dariæ Denne
ærde Heere var for otte Dage siden ankommen fka Author
lov, hvok han var Prior. Han havde straks haft en lang og
jemmelig Samtale med Kongen og var nu Enden Gang
jleven udnævnt til Rigets Kansler og kongelige Seglde
vorer. Dei var en Mand over de 50 Aar, af anselig Legems
)ygning, stønt uden stor gejftlig Vatdighed il Miner og Ad
cerd. Hans udfyldte ncesten aldeles den brede Dominicanet
nagt, han bar. og hvori han som ofteft stjulte Handerne i
iErmetne, llgefom han fres, medens han snart ftod nedbøjet
)g stirrede ubestemt hen for fig, sdm i dybe Tanler, og fnart
Iludfelig for op og saa sig fdwndret om, eller hastig forlod
sin Plads, for uden al Jndledning at tale til en af de leer
Iefte Bisper og Prælatet om en sceregen teologifk eller file-fo
sist Genftand. Hans Tonsur, der fordgedes af en naturlig
Haut-mangel, udstrakte fig til hele Hsovedet, som bedækkedes
af en fort, ottekantet Flsjsels Batet. Paa de forte, glin
fende Sko bar han hvide Hæle paa Pariserllerkenes Vis.
Hdn syntes i· det hele at ynsde Pragt og Pyntelighed i Mede
dragt, slønt al Ting sad stævt og uklædeligt Paa ham.
Blandt de gejstlige Herrer faa man ogsaa Hertug
Valdemars Reisefcelle, den unselige roskildfke Domprovst,
Mester Jens Grand, der stolt og trodsigt betragtede det
endnu ledige Kongescede med et spottende Sideblik til den
lærde Kansler. Paa den venftre Side af Tronen ftod en
Halbkreds af fyrstelige Lehnsmaend, Grever, Riddete og
adelige Styresmcend Øvetst blandt dem saa man den
unge Hertug Valdemar i en glimrende Ridderdragt af rsd
Sindal og med en purpurfarvet Fløjels Kaabe, prydet med
de flesvigfke Vaabenløvet i Guld. Paa det spidse, drunt
ltusede Hoved bar han en russisl Hat med Rubiner og
Strudsfjet. Han talte sagte, med en klog og listig Mine,
med sin Broder, Grev Eril af Langeland, der nylig var
ankommen til Danehsosset. Næemeft ved disse Herrer stod
den plumpe Grev Jakob af--Halland i sin Feltherredragt og
spobte sig trodsigt i sin blaa Kappe, medens hans Side
man«d, den pyntelisge Ridder Abildgaard, syntes at under
holde hasm med satirisk eller letfcerdig Skæmt over nogle af
de gejstlige Herren Øverst i Riddetrceklen ftode otte af
Kongens Runda-, blandt hvilke Drost Hessel og gamle Jon
Litle endnu favnedes. Blandt de Riddere, söm vare lomne
med Heringen, saa man mange kælle og trodsige Ansigter;
iscer syntes Jalob Blaafod og Greo Jacobs Broder, Niels
Hallandsfar, i. deres Miner at røbe en urolig Forventning
efter Udfaldet af denne Dags Forhandlinger.
· Bag ved beggc disse Halvktedse af gejstlige og verbö
zlige Herter ftod en Del delhavende Bønder i deres Vorte,
blaa Sondagskofter med blanke Solvknappet og med derez
Slaghcetter, som oftest i Handen, niedens de rige Købstad
borgere i de lange Stadsekjoler trængte sig frem foran
dem blandt mange niysgetrige Tilsiuere af alle Stauden
(Foctsætteg.)
« V- Ins- ...
«.’-A· »
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omsiag 80 Cents. Jndbnnden 81.Y
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden 81.20.
Prins Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omstag SO. Jndbtmden Up.
Kong Erik og de Fred·løfe,
J Omflag RGM Jndbundett QLU
v An Isg Lust-. M Zeus-. M seh-.