—-.—«
Erik Menveds Bakndom,
Historist Roman .
at
Bernhard chcrin Jngcmann.
iFottiatJ
,,.Hvad Vil du da, jeg stal gete? —- Sig frem, mitl
datte Dtost Peder!« —- sagde Kotigen cengstelig — »Du
et mig en brav Ilndetsaat. Hvad der vat os intellem vill
jeg glemme. Nu, sig frem! hvad trot du her et at gete?«
»Det tlogeste, ttor jeg nu et, at vi fotholde os al
deles tolige, Herte Konget og itte give mindste Formod
ning til Kende ont Muligheden af et faadant Fottædeti
midt iblandt os. Saalænge Danehoffet datet, besatte vi
tun alle Vagtetne dobbelt om Ratten, men behandle de
sotnemme Gatstet med al Hosiighed Ved Danehoffet maa
Sagerne gaa detes ordentlige Gang, nden mindste Æng
stelse for at ftode Modpattiet. Lovlig udvalgte Opmcend
maa paa Ed og Samvittighed afgste de sttidige Punkten
Men naar Sagen med Heringen et afgjott, da et det Tid
at give Agt paa ethvert as de missotnojedes Sttidt. Dra
get Hovedmanden ud as Landet, saa er det aabmbatt,
at han soget ftemmed Bistand og vtl komme tilbitge i
Spidsen fot en Hat, og da maa det ttcesses bastige For
anstaltninger til at hindre det. Dtaget han sig tolig til
bage til sit Slot, nu vel, saa hat vi sot det fstste intet
at bestygte; saa er den Stotm fotbi, og saa tan endnu
maaste Rolighed og besindig Kraft men ftetnfot alt streng
Retscetdighed tedde Land og Rige.«
,,J et en Perle i min Krone, Dtost Pedert og jeg
var en Daate, otn jeg botttastede den for en Grilles
Styld!« — sagde Kongen nu betoliget og tlappede hatn
venligt paa Stnldeten. »Den Befaling, jeg i et ondt Lune
i Gaatsstdsteth — —
,,Den bringet jeg eder het, min Hette og Konget fot at
hste den stadfcestet ekle-r tilintetgjott af edets egen Mund.«
»Hvad, fot Pottett den et i din Haand og itte i
Stadsfogdens? Nu, det maa feg sige, tun dn vcete lige saa
snu, naar det gckldet din Konge, sont naar det gceldet
dig selts, er du Guld vætd, Peder Hesselt Giv hid!«
Dtost Peder gav ham Atrestbefalingen. Kongen son
dettev den og tastede den paa Gulvet, idet han lo og sagde
i en spsgende Tone: »se det ligger edets Fængselsmute,
min tto Dtost! jeg set, jeg tan lide paa jer i vigtige Ting
og vil itte gaa i Rette med jet for Smaating. Siden
her altsaa endnu er ingen Fore, og J lovet mig at spre
k-ygge, lwad der tan vcete at bestygte, vil jeg folge edets
Rand og fotholde mig tolig for det sststr. Men tilstaa
mig nn optigtig, min unge, snilde Ht. Riddet!« — ved
blev han i tilsnneladende ligegnldig Tone — ,,tan J tose
edet af nogen scetdeles Fotttolighed med en vis, ston Da
me, lwis Fatve J better? —- Nu, bliv itte todt Jngen
ved bedte, end jeg« hvot forttyllende hun til sine Tidet
tan verte, og fot et fotelstet Ord, et dtistigt Blit —- selv
et forttoligt Haandtryt dommer jeg set itte fta Livet.
Jeg tendet saa ternmelig de stsnne: ikte den sttengeste og
atbateste et ufolsotn sot en ung, elstvætdig Riddet, som
baade hat Klsgt og sin Levemaade. J hat maaste meet
tet, at jeg itle regnet slige Smaating saa nsje, og at jeg
selv af og til glemmet Kronens Bytde og Majestcetens
sttenge Ætvcetdtghed ved et og andet muntett Æventyt.«
Dtost Pedet stod under denne Tiltale blussende tpd
og bluedes ved at slaa Øjnene op paa den Konge, det ned
lod sig til slige Ytringer. Endelig fattede han sig og be
tragtede det listige og utolige Smil i Kongens Aasyn
tned en Blanding af træntet Stolthed, Ringeagt og hem
melig Gtu, sont itte undgit hans lunefulde og ustadige
Beherstet. Han lagde Haanden alvotlig paa sit Vtyst
og tap.
»Na velt J fotstaat dog Spsg?« —- sagde Kongen
pludselig alvotlig —- »men man butde maaste itte spoge
med sligt. Hvilten Dame en Riddet i Tugt og Æte til
beder, tommet ingen Konge ved. Not derom! hvad de
misfotnojede angaar, staat J mig altsaa inde for, at het
ingen Fare er! J taget de nodvendige Forholdsteglet saa del
ved Slotiets Bevogtning sont ved DanelzotfetS Saasnatt
det et endt giver J Agt paa Hovedmandem og saasnart
han scettet Fod paa slaanst Grund, et han Vor Fange!«
»Dog vel alene, edets Naadet hois de Oplysninget
indttæsset, sont jeg endnu ventet?« —- benmttede Drost
Peder. —- »Et saa doldsomt Sttidt tan tun de mest win
gsnde Omsttendigiheder fotsvate, naat Sandsynligheden
gute-set til Bist-ed og eftet Rigets Net og Dele« —- —
»Tid detmed!« "—— udbtod Kongen heftig —- »mod
Fort-redete binder ingen Lov min Atm. J et mig alt fot
samvitighedsfuld, Dtost Pedett men not detom fot det
fststel Besorg nu al Ting vel og fotsigtigl Til Bevis
paa , at jeg enn·u sont for anser edet fot en af mine
tlogeste ogxdygtigffte Tfenete, modtage J denne Hædersgavet«
Med disse Otd tog han en stor Guldtæde, besat med kost
bate Ædelstene, af sin hals og hang den om Dtostens,
hvotpaa han tatte ham Haanden hen til Haandtys.
Tavs og med den bitte Folelse af at han itte, sotn
han saa indetlig onstede, tunde af hsettet hsjagte den
Mennestehaand, Kongevcetdighedens hellige Spik dog bsd
hant at W, btiede thdetenisit Knie halvt mad Gulvet
og berstte den benaadende haand svagt med sine Labet.
Detpaa rejste han sig og ventede paa Tegn til at bottfjeetne
fig
«Endnn et Ord!« — sagde Range-h —- «Min Kam
metsvend Rane sJoann, ved jeg, J lange hat Mittante
til og itte lidet. J hat gtebet hant i et letsindigt Æventyr
og ladet ham fange. dan undipl- og tog stn Tilslngt til
min Nuadr. Jeg hat tilgivet hom. Lad dettned den Sag
veeve sgletntt Men M Grund dar J ttl bestandig at mis
tto«ham,-""selö nu,"da .htter, hvotledes han tun paa,
Atsmt otngaai mtne sendet fot lsnligat tsene inth
«»»Op·tigttg talt,- Dette Konget de Forretninget, hvors
tiljjan ladet itg lange, get ham tngen Ætez og et saadant
tvetvnnget Menneste bot tngen tro. hvad hatt sidst hat
sotetaset paaMolletnp That han dog itte berettet edet;
maaske vit Nester Martin detotn dedte tunne give Op
lysntng.«
»Und ufprtsnet et Jlbud ttl Antwetflov ettet den
fromme, tloge benet« —- sagde Kongen — »Jeg vil have
s Matt-ed i Esset-, pg den Mond maa tnnne ng of met.«
»du et M paa Reisen Wd og dti vcete lIet
. »Gut-THE . »Am-« .- »H«
inden Middag. Mcn jeg saa Kammersvenden i Drabant
;salen; han vil vist ikte mangle Kløgt til at retfaerdiggsre
isig. Jeg beder eder, Heere Kotige! tro ham itke for vel!
Hast paa, han er en Eostersøn af Stig Andersens amtie
lige Hustru!« —- —
»Godt!« — svarede Kotigen toldt og stiitede Furt-e
— »deroin behover J itte at erindre mig. Den brave
Ridder John og Ridder Lave paa Flydenborg eders egen
tiltoinmende Svigerfader, er jo as samme Slægt. Saa
lcenge Rane adlyder mig tro og staar niig an, hat seg
ingen Grund til at mistænte ham. Med blot Ærlighed
tommer man itke igennein Verden. En listig Tjener tan
ogsaa vaere godt til sit Brug. Men nok dermed! Nu af
sted, min vakre Drost Peder!« — sagde Kongen derpaa
pludselig mild og i fortrolig Tone. — ,,Lad mig nu se,
J viser jer min Tillid værdigL Underret Ridder Jon
og David Thorstenssn om alt, og tag dem paa Raad
med i hvav der foretagesi Gud besalet!«
Kongen vendte sig hastig, og Drost Peder gil. J Dra
bantsalen var Ridder Lave bleven aslsst af sin Frænde, den
gamle Ridder Jan Litle. Det var en lille, men stærktbygget
Mand, med tort. stist og aldeles graat Haar, men rasi og
næsten undgdommelig i sme Bevægelser. Hans klage, gen
nemtrcengende Øjne vg strenge Feltherremine, saavel som
den Korthed og Bestemthed, hvorved han som ostest udtrytte
sig, tobede den gamle Krigek og Besalingsmand, og ved Si
den as de anseligste Drabanter viste han, uden al udvortes
Pragt, allerede ved sin blotte Fremtræden at gøre sin Oder
legenhed gjældende, som forste Drabanthsvding og sverste
Rigstaad. Denne mærkelige Mand, i hvem den unge Drost
agtede og elstede en faderlig Ven, havde denne Morgen
usædvanlig tidlig brgivet sig til Slottet vg overtaget sin
Frændes Post, som Drabanthøvding Han var allerede
nnderrettet om den Fare, Drost Peder nu lyltelig havde
undgaaet. Han stod i en alvorlig Samtale med Stads
fogden, da han saa Drost Peder med Kongens velbekendte
Guldkæde om Halsen trcede ud as Døren fra de kongelige
Gemaiter. Med hjertelig Gliede git han ham i Mode og
tryttede ham deltagende i Haanden. Der glinsede en Taa
re i bang strenge Øjne; men uden at sige et Ord til sin
unge Ven, vendte han sig rolig og fmilende til Stadssogden.
»Som J set, min gode Stadsfoged!« — sagde han i. en
nceften ligegyldig Tone —- ,,.Hr. Drost Peder Hessel nied
bringer et nyt Bevis paa Kongens Naade og Tilfredsshed
Det bele maa have vcetet en Missorstaaelse. J hat sejlet;
men Omstcendighederne undstylde fer. Gaa med Gud!«
Fogden buttede tavs og Erbødig saa vel for den gam
le Rigsraad som for Drost Pedet og gil.
»Mit J siænke mia en Time-s Samtale sør Dane
bosseiZ Hr. Rigsraad!« — spurgie Peder. —- »Jeg har
vigtige Ting at meddele eder.«
,,Vel, naar jeg har talt med Kongen. Bent mig
hjemme om en halv Time! Thorstensøn er her. Slots
vagten er sordoblet. Her er ingen Fare. Kun rolig og
besindig!« s
Med disse Ord vendte han sig hastig; han gav en as
Drabanterne et Bink og git sttaks ind til Kongm
Den Ridder, den gamle Herre havde givet hint Vi.ni,
var en has, morkladen Herre med et langt, msrtebrunt
Mundstceg, som bang ham ned paa Halstraven i tvende
Fletninger og lob samtnen med to store Busie af nein-l
let Kindstcrg der naesten stjulte Halvdelen as et endnu tem
melig ungdomnieligt, men magret og kraftigt Krigeransigi.
hans msrtebrune Øjne vare sulde as Jld og kobede Hef
tighed da Li.denstabelighed. Han overtvg Drabanthøv
dingsvladsen i Rigsraadens Fravcerelse og stillede sig
ncermest ved Deren til Kongens Gewalten Det var Wid
der David Thotstens-n. Drost Peder nækmede sig ham
en fortrolig Ven, og takte ham Haanden. De talte et Par
hemmelige Ord sammen. Ridder Thorstenson nittede og
tastede et starvt Blit til Deren. Drost Peder hilsede der
paa de opmcertsomme Drabanter og sorlod Drabantsalen
med raste Stridt, dog uden at rsbe Jl eller Urv. Hvor
han tom frem, traadte Tjenersiabet og Hoffoltene cerbsdig
til Side og betragtede hatn med Forundring og Nysgerrig
hed. Rygtet om, at der var noget uscedvanlig paa Færde og
at Drost Sessel, Dronningens mceatiae Yndlina, var fal
den i Unaade, havde bragt alle i Bevægelse paa Stottet;
nu kappedes alle Madsvende, Terner og Fadeburpiger om
at saa ham at se, idet han gik ned ad Slotsirapven med
Kongens store Guldkcede over Bryfiet.
At vcere Genstand for Follets Opmcertsomsbed var
den unge Drost intet nyt og var hain ikke heller Mel-age
ligt; at han følte sig stnigret derved, tunde han itte ncegte
sig selv, skønt han af og til saa nagen hvisie og smaale
paa en Maade, som vilde have træntet ham dybt, hvis
than havde hort, hvad der sagdes om hans sormentlige
For-hold til Dronningen. Men de nysgerrige Blit, hont
med han betragtedes, røbede som oftest dog Agtelse og
Velvillie, og hans smutte, stateiige Udseende syntes i Seer
deleshed at anbefale ham hos alle de smaa, nydelige Ter
ner, der betragtede ham. Ved Slotsporten msdte han en,
Dei fremmede Riddere og stadselige Herrer, som det var
usædvanligt saa tidlig at se i Bevægelsr. Blandt dem
saa han Hertug Valdemar og Rane Kammetsvend. De
stat Hovederne sammen, da de taa ham; men han gii ro
lig fremad og fslte med hemmeiig Stoltihed, at han her gi!
dein i Mode, som Sejersherre. Dog han vogtede sig vel
sor at rtbe denne FIlelse i Miner og Adfcetdz han gis
dem tavö og alvorlig forbi og bilsede dem koldt, men med
al ridderlig Hostighed, som de ogsaa, uden at- rsse mindste
Uvillie ellet udehagelig Overrastelse, med tilsyneladende
Ligegyldighed gengcldtr. Beet-net Stirmen havde ventet
sin herre ved Stotstrappen og fulgte ham nu med ufors
dulgt Gliede. Da Stirmen gis Rane og Heringen sorbi
tnnde han dog itte afholde sig fra at smile selvtilfxedt,
idet han hilsede og fnejsede en Del hsjere, end sædvanligt.
Dan- Verre bemærtede det. ,,L-ad os itke triumfere for
tidligt, min tro, vatre Stirmen!« —- sagde han alvorlig;
—- »vore Fsendet ere mcgtige endnu. og Hovmod saa-»
som ostest sor Faid. Jeg ttr ikke sauste seikmde mig selv
i dei« Styllr. Vi hat alle sang til Odermod i Lykkem
men det er en Fristele vi maa se at belampe.«
Stirmen rtdnrde og tavz den overmodige Mine for
svandt as than- Ansigt, og med besteden cengivenhed fuisie
han sin ridderlige heitre til han- B"ciiq. .
Niende Kapitel
Drost Peder fandt sin saarede Gæst vaagen og mun
ter. Han nndersøgte selv Saaret tilligemed den tongeligt
Saarlcege, som nu var ankommen. Det blev paalagt Gre
ven i nogle Dage at blide i Sengen og holde sig stille·
Denne Rolighed behagede Grev Gerhard tun slet. Han
underhnndlede med Lcegen om dog inden otte Dage at
maatte røre sig og oære til Stede ved Hoffesten, hvortned
Danehosset sluttedes. Derom gav man Haab, og han
slog sig paa den Betingelse til Ro; men det var ham en
haard Pønitentse, at han i otte Dage hverlen maatte dritte
»Bin eller le as Hiertens Grund og sordrive den kedsom
melige Tid med sin Hosnar. Drost Peder overlod ham
nu til Saarlægens og sine Hossolts Omsorg, idet han
bad Greven og hans Folge vcere som hjemme i hans Hus
og undslylde hans Fravcerelse, som Embedspligter gjorde
nødvendig Derpaa slyndte han sig til Ridder Jons Bolig,
hvor den gamle Rigsraad kort ester indtraf. De havde
en Times hemmelig Samtale med hinanden om de højst
vigtige Statssager. Derefter gik de samtnen til Messen
i vor Frue Kitte, hvor hele Hosset var til Stede og hvor
Ridder Jons Hustru Fru Jngesrid og shans Datter Caecilie
sade i den longelige Stol naerrnest ved den høje, stønne
Dronning Agnes. Da Ridder Jon og Drost Peder traadte
ind i Kirken, vendte alles Øjne sig til Drosten og til den
tongelige Stol; man troede at bemcerte, at en let Rødme
foer over Dronningens hvide Kinder, idet hun slygtigt be
svarede Ridder Jons og Drostens Hilsen. Saasnart Mes
sen var sorbi, strsmmede Riddere og gejstlige Herrer i store
Starer op til Slottets lange Riddersal, hvor Danehoffet
i de sørste Dage holdtes i Siedet sor under aaben Him
mel, hvillen gammel Sædvane, til Foltets Missornøjelse,
esterhaanden git mere og mere af Brug, idet man søgte
at udelutte Borger og Bonde sra Delagtighed i Danehos
fets Forhandlinger. Denne Dag uddelte og stadfaestede
Kongen tun nogle Privilegier og Gaver til Kirker og Klo
stre. Han syntes noget urolig og sorstemt og endte For
handlingerne saa hastigt som muligt. Næste Dag gav han
sig bedre Tib, og Sagerne ved Danehosset gil nu roligt
og usorstyrret deres sædvanlige Gang· De Forsigtigheds
regler, som hemmelig bleve iagttagne as Ridder Jon, David
Thorstensøn, og den aarvaagne Drost Peder, betryggede
Kongen suldelig og lode itte til at bemcertes as de mis
fornøjede Lehnsmcrnd Tvistigheden mellem Kongen og
Hering Valdemar vilde man itte stulde betragtes som
nogen Hovedsag, støndt den spcendte alles Forventning i
høj Grad. Dommen i. denne Sag var bleven udsat til
Danehossets sidste Dag, den 28. Maj. De syv soregaaende
Dage anvendtes til at asgøre mindre betydelige Stridighe-»
der mellem Lehnsmaendene og deres Bønder og til at be
lcegge de almindelige Uenigheder mellem Adelsmændene og"
de gejstlige Herren der shyppigt bestyldte hverandre for
Bold og Overlast eller Jndgribelser i deres Friheder og
Rettigheder. De anseligste gejstlige og verdslige Herrer
i Landet vare paa dette Danehof til Stede. Man saa der
Ertebisp Johan Dros as Lund og Bistop Tyge as«Aarhus;
saavel som Bisperne as Viborg, Ribe, Rostild, Odense
og Børglum Disse gejstlige Herrer havde allerede om
Sondagen, i Forening og Overenstomst med Lehnsmcen
dene og Nidderne, eller ester de bedstes Raad, som det hed,
taget den Beslutning, at der stulde udnævnes tolv sorstan
dige Mcend i Danmarl til et saataldet WortheL eller en
Ret as edsvorne, som stulde sige og svoerge hvem det Land
og Gods tilhørte med Rette, om hvis Besiddelse der var
Strid mellem Kongen og Heringen. Blandt disse edsvorne
var ogsaa den gamle, strenge Ridder Jon bleven valgtsp
Jnden Dommen slulde assiges vare de edsvorne daglig sor-:
samlede i Rigsraadens Has, kslyvor de overvejede Sagen i
Stilhed inden lutte Dere.
Ridder Jon sprte et stort gaestsrit Hus og modtog
alle med tidderlig Høslighed Han ejede en as de største
Gaarde i Nyborg, hvor hans Ftue og Datter boede hos
'ham under Danehosset. Hver Asten var der en stor Meng
de baade gejstlige og verdslige Herrer her samlet, og man
bemærlede, at Hertug Valdemar sog hans Tilhængere lige
saa oste her saas, som Drost Peder, David Thorstensøn og
andre Kongeshuset hengivne Mænd. Undertiden saa man
selv Dronningen med hendes Damer og de unge Prinser
i disse Astenselstaber. Den gamle Herre var da særdeles
munter og opvatt; men naar nogen vilde tale et Ord til
ham om Statssager, tav han pludselig eller strassede den
ubestedne Fritter med en bidende Spøg Fra den Time,
de edsvornes Ret var sat, modtog Ridder Jon ingen uden
paa denne Tid, naar der var Selstab hos ham, og han
talede ilte ene med nogen, ille engang med Drost Peder,
som ellers daglige havde sortrolig Adgang til ham. Han
havde endogsaa ertlæret, at han til Danehossets Slutning
itte tunde eller maatte tale ene med Kongen.
Dagen sør Danehofsets Slutning sad Ridder Jon om
Formiddagen sor sidste Gang i de edsvornes Reti inden
sine luite Dere. Det var strengelig sorbudt Hushosmeste
ren at lutle nogen ind, hvem det saa var. Ein hsj, stcert
Mund i en Heitetappe, som ilke lod til at tende eller be
tymre sig otn Nødvendigheden as denne Forsigtighed, sor
langte imidlertid med Myndighed at indladeö. J hanc
heftighed gled Kappen til Side, Hushosmesteren blev plud
selig sorstrætket5 han tabte baade Mund og Male, og nag
tet det strenge Forbud tog «han i største Hast Stangen sra
den spaerrede Der. Men t det samme blev der slaaet en
Stodde sor Deren indensor. »Vi ere her alle tolv!« —
raabte gamle Ridder Jon. —- »Til den trettende er in
gen Pladö, om han saa bar Krone og Spir«. Den heje
Mand i Brettekappen trampede harmsuld i Gulvet og
sorlod Ridderens Huö med hastige Skridt, uden at sige et
Ord. Jnden Asten var denne Tikdragelse bleven betendt
over hele Nyborg med adstillige oplvsende Tillceg, og Wid
der Jon prtstes hsjltg sor denne Djaervhed as Hertug
Valdemar og hans Tilhængere, som deras droge de Unste
ligste Slutntnger sor detes Sag,
Om Astenen var der, som sædvanlig, stort Selstab
hos Ridder Jon . Dronningen og de unge Prinser ven
Ltedet der ogsaa. Dvost Peder var en Gang for alle ind
buden til hver Asten tilligemed hans Gesten Da Grev
Gechard Ihsrte, at Dronningen totn der, sprang han pp
sra Lenestolen, som han nu dog havde saaet byttet Sengen
nied, og svot lisjt og dyrt paa, at han vilde med, one han
saa stulde ltgge en hel Manned sor det siden »Sie Just
ti Haanden er bedre end ti i Luften!« — sagde lhan. —
I,,Naar det tommer til Styttet, faar jeg hvetten Lov i
Morgen eller i Overmorgen at tomme til Hoffesterne, og .
dør jeg af Kedsommelighed forin«den, ligger jeg saa der
med en lang Noese i min Grav. Det er mig en tedforn
melig Karl den Saarlcege. Gsr han mig itte et Besen
af den Rift, som jeg var en Jomfru, og svsber mig inb
som et Pattebarn. Og J, Lyttens Yndling, som jeg dog
næsten havde shugget Hovedet af! J tnejfer jo not saa
rast og strunt —- jeg tror endog, J har faaet Hovedet
laentet til Halsen med Hcederstceder.«
»Jeg har god Hud til at lceges« — svarede Drost
Peder — »og stort inden for Huden git Svcerdet mig itte
den Gang. Paa en Maade har J dog Rett« —- iilfpjedc
han — »Er-sue har Hovedet ikte siddet mig i lang Tit-,
og denne Kcede hat virtelig styrtnet det en Del. Met
lad de Gildegriller nu fare, ædle Greve! Huden er tun tran
paa eders Saat, og J tunde let i Aften komme i en Be
vcegelfe« — —
»Bevcegelse er det just, jeg trcenger til« —- afbrsd
Greven ham. — »Aande maa man dog drage, hvor trink
hudet man saa er. Jeg tan itte lcenger leve paa denne
Maade, som en Mumie. Jeg ved dog, jeg er Heere ovet
inin Krop; det er Ulytte not, vi stal lade Klerte og Stets
tefcedre være Herre over vor syndige SjæL Bring mig
Hoftjortelen og den nye Kappe, Langebenl noget tyt bliver
jeg sagtens med dette Svob; men jeg vil dog lade det fid
de, for at fornøje jer«.
Der hjalp nu ingen Jndvendinger. Hans tog sin hei
røde Sindals Kjortel paa, satte Fjerhatten paa sit Hoved
Yog kastede en ftiv, guldbroderet Purpurtappe over sine brede
;Stuldre. »Se saa!" —- sagde han — »nu ved jeg da,
ljeg ser hel og holden not ud. Nu overlader jeg Dorthe
Fejetost til dig, Langben! —- Du ital dog ogsaa vide,
hvad det er at have det godt.«
,,Gi.d J maa finde de højfornemme Damer ligesaa
deltagende for eders Person, som hun har vceret, naadige
Herre!« —- fvarede Hofnarren — ,,men siden J dog sjcel
den tommer dem saa naer, at de tan se jer, stulde J tage min
veltlingende Trøje paa, for at tunne hsres i Frastand«.
»Der hører J, Droft Peder! chvad jeg maa døje og
tilmed give den Grobian Kost sog Løn for, alene for at
pve mig i tristelig Ydmyghed og Taalmodighed. Du hat
iøvrigt Ret, Langben! jeg er lidt for bly af mig ved visse
Lejligheder; men det er en Dyd, som din Slyngel stulde
have Ærbodighed for og selv lcegge dig efter. J Aften
stulde du ellers se, du faar Ære af mig, Langben!« —
vedblev Greven munter — ,,jeg har itte i lang Tid haft
et saadant Heltemod til at tale med Damen Øvelsen gar
Mefteren, tan jeg tro. Ebers Amme tan vidne, He. Drost,
at det dog er Løgn og Stadder, naar de onde Tunger vit
sige, jeg taber Mund og Male tyos Damer.«
,,"Det stal ingen længer sige eder paa, naadige Herre!
og jeg har stammelig Uret« —- svarede Langben og buttede.
—- «Kunde jeg itte høre jer snorte i disse Nætter, som
jeg vilde give meget til, har jeg dog tit haft den Gliede
at høre jer allersomnaadigsi brumme, og jeg tattede den
hellige Jomfru derfor. Det er dog altid et Livstegn Gid
J nu vilde prygle mig foi Tidsfordriv, naadige Herre!
men blive hjemme.«
Uden længer at høre paa sin Hofnar, git Greven ud
af Doren med sine Riddere og Drost Peder. Paa Vejen
til gamle Ridder Jons Bolig ilede han saa stoertt, at hans
omhyggelige Vært maatte holde ham tilbage og erindre
ham om, at den hastige Bevcegelse tunde være ham farlig.
Men saasnart de tunde se den prcegtige oplyste Bsygning,
hvor der under Lindetroeerne ved den høje Stentrappe stod
to Rcetter tongelige Hastorle med Futter, git Greven
pludselig langsommere. »Jeg faar altsaa de unge Prinset
at se i Aften« —- sagde han. —- »Eders Lcerling, den unge
Tronarvi.ng, stal jo ligne Moderen. J er dog lyttelig,
Drost Peder! som tan danne og udvitle saa cedel en
Spire«..
3 »Det ertender jeg tilfulde« —- svarede Drost Peder
tmed Barme. — ,,Jeg haaber, han stal blive en vcerdig
Ætling af Valdemar Sejer; sin store Oldefaders ridderlige
Toentemaade og Agtelse for Ret og Sandhed tror jeg han
hat arvet; med Guds Hjælp vil han gore Slægten Ære.""
»Men er Moderen der virtelig ogsaa, i en simpel
Ridders Hus?«
,,En simpel Ridder?« — gentog Drost Peder noget
fortrydelig. — »Gamle Ridder Jon er en Sei-messen af
Esbern Snares Datterz han toeller den store Absalon i
sin Slægtx men var han ogsaa en simpel Ridder, uden
anselig Byrd, er han dog saa fortjent en- Mand, at Konger
og Dronninger uden Stamme tan være hans Gestein
Baade hans Frue og hans Datter Ccecilie ere Dronningens
tcerefte Veninder.« .
(Fortscettes.)
B. S. Jngemannt
Valdemar Seien
Omstag 80 Cents. Jndbunden IhB
Erik Menveds Barndom.
anbunden 81·20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samkid.
Dmslag SO. Judbunden MAD.
Kong Erik og de Fredløfe,
J omswg so Gent-. Jndsmkdeu u.2o.
Duns- MZ M non-. Inst-. roh-.
