Crit Menveds Banidom:
Historisl Roman
of
Bernhard"cvcr1n Jngcntann.
tFoctsat
»Jeg har sor det nieste et toligt og lytleligt Sind,
He. Dros « — svatede Greven ligegyldigt — »og det
ladet til, J got Regning derpaa. Jeg tager mig sjoelden
Verden ncetniete, end det kan bestaa med min Sundhed
og Muntethed. Hdad der behaget og mishager mig,
lægger jeg intet Dslgsmaal paa, mindst her under sireØjne,
og finderJ noget besyndetligt eller motsomt deri, nu, for
mig gærne, det et mig ret leert, at min Moro saaledes lan
sotenes med andres «
is- «Men denne edets Aabenhjertighed og Moto, Hr
Greve, sorelommer mig sorncermende sor den høje Dame,
shvis Farve jeg med dyb Ætesrygt bcerer, saa vel som sot
min Herte Konge selv, og J maa undstylde mig, om
jeg dover at forstytte ederS alt fot rolige og lytkelige Sind.«
»Ja saal « — afbtød Gteven ham og fotandrede
pludselig sin Mine til spcendt Alvot —- ,,hcenget det
saaledes samme? Nu ved jeg, hvad jeg vil vide og slal
tet sttaks vcere til eders Tjeneste, som jeg lovede jer i For
middags; men jeg vil dog først gøre jer min Aabenshjettig
hed begribelig, He. Drostl Jeg vilde kun se, oin J kom
i Harnist ved min ufotdulgte Hengivenhed sot edets hpje
Hersietinde, sot detas at slutte, hvad jeg stulde tro om
visse ubeatibelige Ryaters Sandhed, som sormsodentlig
ere edet lige saa bekendte som mig.«
»Rygtet!«.gentog den unge Drost og blev blusende end
— »et det Rygtet, som ktcenter min ellct højere Personers
Ære, saa er det Løgnete og Æreslændere, som udbtinger
dem, og usotskatnmede Niddinger, som tro dem.«
»Hvad den høje Dame angaar, der lidet mest ved
disse Rygter,« —- svarede Gteven med gnisttende Blik —
»da viere det langt sra mig at sæste Tko dertill Men
hvad eder angaat, min Unge, højtslydende Herre, saa hat
jeg nu Grund til at tro, at J et bleven lidt svimmel paa
edetS«Lykketiddet-Højde, og at Ørnen i edets Segl spiler
Vingetne saa vidt, at de lan trcenge til at stceltes.« Drost
Peder blegnede as Harme og greb til sit Svætd ,,J-eg
tunde vcelge en anden Bei til at bringe jet til Estertanle
og vækle jer as en sarlig, assindig Drom« — vedblev den
opbragte Grcve —- ,,J gaar med lutteØjne paa en Taum
tind; jeg bebe-ver kun at ncevne edetg Navn paa rette
Tid og Sied, sot at se jer stytte; men jeg drømmet selv
paa en Maade den samine Drom. Jeg tilstaar geerne,det
er ogsaa hos mig en Daarlighed, som forer til ingen Ting
ellet til Dantelisten; dog det faar blive niin Sag. Min
Galslab et i det minste dog uegennyttig, og jeg bruger den
itte som et sotnedrende Middel til at svinge mig i Vejett
ded Kvindegunsi. Jeg hat endnu itke, som J, bragt vor
cedle Herstetinde i ondt Rygte ved upagsende Fortko
itke som et sotnedrende Middel til at svinge mig i Veiret
ter agtet jeg nu at tevse eders Ufotskamniethed. Mit Svætd
et draget, Hin Drostl sotsvar edet!«
Som to lnittende Lyn sote begge de ridderlige Her
rets Sdcerd imod hinanden. De kaempede lcenge med den
stsrste Hidsighed, men omttent med lig Baabensærdighed,
uden at kunne bibtinge hinanden noget betydeligt Saat.
Esterhaanden fil Dtost Peder sm Besindighed tilbage, og
hans Hug bleve langsommere, men vittsommete. Gtev
Gethards Arm og Stulder blødte; men han blev nu som
rasende og huggede vildt som i Blinde saaledes om sig i
alle Retninget, at ikle den bedste Vaabenmestet lunde be
tegne oa asbøde hans Hug. Trost Peder blødte allerede
as mange Saat, og Ktcesterne begyndte at sotlade ham;
men hans opbragte Modstander blottede sig nu aldeles, sot
ved et rasende Hug mod Halsen at bibtinge ham Barte
saatet; dette sarlige Øjeblik benyttede den saarede Ridder
behandigt og asvcebnede pludselig Gteven, idet han gav
ham et dybt Saat i Btystet, hvorved Gerhatd segnede til
bage paa Hestetyggen og tabte Svcetdet as Haanden Næppe
var det asgørende Svcerdslag saldet, for Dtost Pedet sprang
as Hesten sot at tomme sin Modstander til Hjcelpz men inden
han lunde komme ham ncet, sank Greven asmcegtig as
Sadlen.
Som en ovet Saatlcege, undetssgte strals Dtost Pedet
Saatet og sandt det dybt, men ikte dsdeligi. Han stemtog
de nsdvendigste Forbindingsmidlet og en lægende Salve,
han saedvanlig havde hos sig i sit Saddelhylstet, og da
Gteven atter opslog Øjnene, var han paa det oInhygge
ligste sorbunden. Vteden var forsvunden, og han havde
attet sit lunesulde, godmodige Ansigt. »Det var en vel hidsig
Kampleg, som der hartad ingen Moto var ved« —- sagde
han« «Jeg hat takket iet tlemt til, Dtoftl J blodet jo die-v
leblcendtz og J hat sotbundet mig sstst; det var mer end
man kunde sotlange as en Medbejlet. Lad mig nu gøte
edet Gentjenestet ellet lan J sele — Jeg duet not ikte
til det.« Hatt dilde rejse sig, men sank tilbage
»Ehe-S Saat er temntelig dybt, men ilte satligt, red
le Gtevel« —- soatede Dtost Pedet. —- »Raat J hat sam
let nogle Kutten ital jeg hjælpe edet i Sadlen. Jeg tcenket
vel vt naa Nybotg, naat vi sate i Mag. J hat hattet
mig saa bagvindt paa Krde og« Kvæt uden alle Regley
at det nieste itte tan hjælpe, at tanke paa at lappe de Sma
hullerx men det hat tntet at betydr. Risten i halsen
sotulejliget mig mest; jeg trot, J havde i Sinde forme
Iig at halshugge mig.«
»Natutltgdisl« — sdatede Gteven — «Uden Hoved
lyavde J mindststukket mtg nd hos den sisnne Dame, til
hvis Æte vt nu kan vtse os ved Danehosset som ledende
Dakkemad Jeg hat dog vel ikle hugget jet dybete l
halten« cedle Nil-den end at Dovedet godt kan sidde sastlt
. Naat jeg nu tet betcnlet det, vat det dog kun en uttmlig
sotdsmt Sladdet, di fortvtede os oder. J hat hugget
mig saa brav lsndet og sammen, at jeg itke met kan tto
noget ondt om jet: «
Ytost Pedee havde tmidlettid bundet et Linklcede qui
stn dlsdende halt og havde detsot maattet all-le Rubin
stosenttansen med den ltlle Rade-ekle Med et toltgt
Smil tatte han un dette Klenod til stn saatede Nod-«
standen »Ist mtn Retsotdiggttelse vtl ieg tun stae edet,
sie-de Eted Geihatdt at denne Perle et en Festen-san
af mtn ttltotnmende hattet-. Vel hat jeg tlte set hende
«
siden hun legede med Dukker og jeg selv red paa KEP
hest; men hun er dog min.bestemte Brud; det lovede jeg
rnin døende Feder i barnlig Uforstand. Hun staat nu
kun for min Sjcel fom en uskyldig Barndomsengel og
som et halvt forglemt Drommebillede; maaske vilde jeg al
drig kunne elste hende, naar jeg ser hende virkelig i Verden
igen; men ingen anden rcekker jeg dog nogen Sinde min
Haand; og — ved min ridderlige Ære! jeg er mig ingen
Trolsshed mod hende bevift. Hvad jeg føler for Vor!
fælles høje Hersierinde er tun Beundring og ridderligI
Ærbødighed, som ingen Kcrriighed og intet Had nogen
Sinde stal berøve mig.«
»Der er min Haand!« — udbrød Grev Gerhard
hjertelig — »vi to ere nu fuldtro Venner i Liv og Død.
Den, der fra i Dag siger et ondt Ord om Drost Peder
Hessel, stal jeg hugge baade Næse og Øren af, saa sandt
jeg hedder Grev Gekhard!«
Drost Peder gengceldie med Hjertelighed det trofaste
Haandtryk og hjalp ham paa Hefien. Selv svang han
sig rast i sin Sadel, og under en venlig Hjerteudgydelse
fortfatte begge de saarede Herrer langsomt Reisen. Først
silde ud paa Aftenen ncermede de sig Nyborg. De vare
redne Nord om mellem Helletoste og Sprotofte, hvor Ind
farten var til Byen; men endnu kunde de ikke se Siaden
for den store Skov af Eg og Bog, som fra Landsiden nee
sten stjulte den« Dei var en smut, klar Foraarsaftetn Den
aftagende Maane Var nylig opstaaet og oplyfte de knudrede
Ege, der endnu stode med nøgne Grene, medens de stønne,
nyö udsprungne Bogekroner hvælvede sig fredeligt som Tem
pelbuer over de rejsende. Den Ihidsige Kamp og dens Fol
ger saa vel som det venlige Forhold, der siden Var opsiaaet
mellem de ridderlige Herrer, lhat-de saaledes sat alle deres
Livskræfter i Bevægelfe, at de nu rede iavse gennem Skoven
og syntes kun bestæftigede med deres egne Trinken medens
Nattergalen flog sine sprfte Triller for dem i den stille Sko«v.
i
Sjette Kapitel. !
»Men hvor bliver Byen af? Jeg troede, vi var der?«t
— sagde endelig Grev Gerhard noaet utaaltnodig og Hin-«
mede sig lidt ved sit Saat-. »En anden Gang maa J slibe
eders Sværd bedre, Drost Pederl saa river det mindre i»
Hoden otn det ogsaa gaar lidt dybere. — Jeg tan for min
Død itte lide den Krilken.«
»Havde det gaaet en Fingersbred dybere, ædle Greve!
havde vi itke hørt Nattergalen her samtnen i Akten« —
svatede Dtost Peder. — »Men Gud og vor Frue vcere
lovet! det har ingen Ferke, og det Saat stal itte smerte jer
længe, naar J vil vckre lidt sorsigtige. Jeg tender inin
Salve; den er efter Henrit Harpestrængs Forstrist·«
»Saa maa den sagtens være god!« —- svarede Gre
ven —- »Han smurte jo Plaster til Kong Baldemar Sejersk
Øje. Men hvor stal jeg nu hen med dette Lapperi?« —
vedblev han noget fortraedelig. — ,,Saaledes vil jeg itlel
vise mig paa Slottet som en borstet Hane, og jeg er itles
stort betendt i Byen. Er der et ordentlig Herberg?« -
»Det fattes vel itte, cedle Herre! siden Danehosset saa
jcevnlig holdes der, hat det lille Nyborg udvidet scg preisg
tig. Men da J dog itke vil komme saaret til Slottet og
scette alle Dronningens smutte Terner i Angest, tager J
vel til Takte med Herbei-g og Pleje hos mig?«
,,.Hos jet? Drost Ungtarl! naar hat J da taget Bor
gerstab og er bleven en Nyborger Husvcert?«
,,Siden i Fjor, om J vil, sstønt paa egen Mande. J
min Stilling, ved J, hat man fast ingen Steds hjemme.
Min Fcedreneborg Hatkestkup set jeg nasppe cn Gang om
Aaket. Naar Hoffet er i Ribe, bor jeg hos Prinsen der
paa Slottet; men det er jo aldrig lcenae. Naar jeg er her,
bot jeg shos mig selv. De mange syrstelige Herter, her
samles til Danehofset, tan Slottet naeppe tumme. Jeg har
ldersor fulgt de sidste Dkosters Stil og ligesorn Ridder Jon
ladet mig bygge et godt mutet Stenhus ved Nordre-Dam;
der er jeg ncer ved Slottet og Danehosset, midt iblandt alle
lLehnsmcendene og Rigets Raader og dog min egen Herre.«
»Ih, det er brav! saa er jeg eders Gæst for det sor
iste. Siden J, efter god gammel Stil, sorstaar jer lige
isaa dygtig paa at hele Kød som paa at hugge det sonder-,
i tan det jo aldrig falde belejligere.«
»Det stal visselig være sidste Gang, denne Haand selv
stafser sig Badstærdont hos eder!« — svarede Dkost Peder
og ratte sin Reisesælle Haanden med trofast Hiertelighed.
—- »Nu J tun tage til Takte med Lejligheden, som den
lkan salde hos en Ungersvend. Jeg forftaar mig itte paa
Huusvcesenetz men min gamle Dorthe Fostermoder er flink.
For i Nat havde jeg alletede tcentt paa at være eders Vert,
ioa min Beebner vil vist alt have sorget sor en Fener
ning.«
«Det kan gotes behov!«—— sagde Gaben-— ,,et Bee
iger trastig Bin maa der til paa en saadan Aareladning.«
I »Det er just itte efter gamle Mestet Henrits Lege
sbogu men jeg teenler vel, J med eders starrte Natur ian
vove det. «
,,Aa, Saat ined edets Lagebog og garnle Mester Hen
rit! can var jo en Klett: hvad sorstod han fig paa de
lholstenste Grevers Natur? Bin tan jeg taale, om jeg saa
laa med den fidste Salvelse, ret lige som min hsjsalige Fa
der — Gud gleede hans Sjcell —- Saa lcenge en god Slurk
Vin smager mig, dst jeg itke, og saa lange faar hverien
det ene ellet det andet Slags Hiertesaar Bugt med mig.
Der er just iite mange, der blive fede as ulyttelig Ker
lighed« —- tilftjede han med et let Suk — ,,men jeg tror
bog, det ladet sig drive, saa leenge der et th og hosnarre
til. Jeg stal itte rose mig af min Kerlighedilyttq men
ieg er dog ganste godt i Stand, som J ser.«
»J sieger dog altsaa endnu over eders unge Gemal
indeö Did« — sagde Drost Peder deltagende — »det kun
de ieg not vide« —- —
«S-rger —- hvem tsr sige, at jeg strget?« — asbrjd
Greven dam. —- »Naat nagen sstger ved mit Hos, ladet
ieg lham prygle med Marekattethaler af min hosnar. Siden
J nu er min fuldtro Ven« —- vedblev han — «stal jeg cer
lkg sige jet hvoeledes det er gaaet mig i Baden Havde
jeg set den danste Dronning sst i Fior, havde jeg maaste
vier-et Ungetsvend endnu, men site Eniemand, og ieg havde
aldrig bejlet til en svenst Prinsesfr. Det var den fotdsmte
k—
Statstløgt, som shartad got alle erstet til Gætte; men jeg
yfit Løn soin fotsiyldt. Prinsessen fandt den holstenste
Greve for tinge til at leve med, se! detsot døde hun ogsaa,
oa hele QEten jeg oandt, var at blive Svigerspn til en Nat
jas cn Eis-lange, som en kæk dansk Ridder tunde rioe as
Pinden, og som nu loher omtring, som en gal Mand, fta
Land til Land med en slegfred Kvinde.«
De rede nst tavse en Stund. »Eders ulyttelige Sviger
fader kan man del itke agte stott« —- sagde Drost Peder
tankefuld og dvcelede ved den alvorlige Forestilling om den
svenske Kong Valdenmts Asscettelse. — ,,Han gøt ikte sit
store Nadn Ære —- det er sandt — men han var sdog Sver
tigs Konge med Ret og Stel. Det er Inig en satgelig
Tante og et ulytteligt Etsempel sor andre Folt, at en tro
net og salvet Konge saaledes tan fornedres. Det var ene
vor stoite Stig Andersens Værk, og deri git han langt vi
dere, end Kongens Bud gav hain Ret og Myndighed til«
Dei svenske Folt stal heller itke glcede sig ved Byttet: for
en svag og vellhstig, men dog godmodig og undertiden selv
from Konge sit de en stark og klog, men grum og blodig
Tyran. De fik en Hydta for Bjcelken, de foragtede. Kong
Magnus that nu leert dem med sine Bøddeløkser, at ingen
svenste Ridder bcerer Hovedet saa hast« at Oprørstongen jo
lan afhugge det.« «
,,En dygtig Konge er Sverrigs Magnus, det maa J
dog tilstaa!« — svarede Greven. — ,,Jeg roset ham itte,
sordi han er min Sooget; men det ved jeg, han hedder
hverten Magnus eller Ladelaas sorgaeves. Slaar han
undertiden endog del rast Hovederne as de tcephøje store,·
saa kan de smaa dog ptise hatn med Rette; han hat sat
Laas for deres Lader i Sandhed og taalertingen Smaa
tyranner, hvor han sører Spiret.«
»Dort har J Ret, Grev Gerhard! han mener, Sverrig
hat not af en stot Tytan og — med eders Dronning Hed
vigs Tilladelse —- det er han Mand for selv at vcete. Saa
galt gaar det dog endnu itke til i Danmatt, hvor slet det
gaar; men sit Stig Andetsen og hans Vennet Loo til at
assaette og indsætte Konger, som de vel hat tht til, saa
stulde J snart se i hvillen Blodhav vi vilde svømme.«
Under denne alvotlige Samtale vate de tomne til
Stadsporten, hvor de bleve standsede as en bevæbnet Bor
germand, der i Fogdens Navn spurgte i streng Tone om
deres Navn og hvor de agtede at tage ind. Saasnart Drost
Peder nævnede sit og Gtev Gerhard as Holstens Navn,
buttede den strenge Retsbetjent dybt, men etindrede dog
paa Embeds Vegne de fornemme tejsende om den sjette
Artikel i Nybotgs Stadsret.
,,Godt!« — svarede Dtosten — »det er ret, J husker
os derpaa!« Og de rede uhindret videre.
»Hu maa det gaa strengt til« —- sagde Greven —H
»naar selv Dtosten maa lade sig minde om Loven. HvadY
angaat deres tedsommelige Vylove os?«
»Det et i sin Orden!« —- svarede Drost Peder —
,,Jngen sremmed maa bcere sine Vaaben her lcenger, end
til Herberget, og enhver tejsende stal erindres detom. Kon
gens Ncervcerelse og de mange sremmede gør slig Forsig
tigthed nødvendig Hoad hjalp strenge Love, naar de ikke
hcevdedes? Karlen tendte mig nol; men han ved, jeg taa
let ingen Undtagelse med mig selv i dette Stylte.«
,,«’For den lede Polier! ere vi da Krigsfanger her midt i
Freven? det er jo lattetligt!« —- ndbrød Greven. »Den
bestialsle Ribe Bylov gældet dog vel aldrig her? Gud
bevare os for Ribe Ret! siger man ogsaa i Kiel.«
»Lad os itte tale for højt detotn, ædle Greve!« -—
svarede Drost Peder og red ham ncetmere, idet han med
dcempet Stemme oedblev: ,,det er vist nok en stot Ulytle,
naar Loven selv got dens Ovettraedelse nødvendig Hvad
der hat gjort Ribe Ret mest berygtet, er her til Dels hort
saldet. J nogle Punktet et dog Byloven ogsaa her for
haard og naesten grusom. Vil Gad, skal det med Tiden
blive anderledes.«
De rede nu fotbi den gamle Frue Kitte, som stod
med sit haje Spir paa en grøn Plads, der taldtes Helle
tofte, hvor der soruden Kirken stod nogle entelte assondrede
Bhgninger, i samtne gothiste Stil som Kirken, med takkede
Gavle og smaa, runde Vinduer.
»Hvetn bot het?« — sputgte Greven. —- »Her set
jo saa øde og stille ud som i en Klostergaard.«
»Her- bo Kletterne og Vcergerne sor vor Ftue Kitte«
— svarede Drost Peder. — »Lcrnges J ester Liv og Ly
stighed, saa vil det vel itte mangle, naar vi komme hist op
ved Slottet. Her er vist to Gange saa mange Mennester
i Byen som ellers, og paa Mød og stcertt Øl spares her
ikte ved slig Lejligshed Deras folget ogsaa Siagsmaal og
Uordener; man er maaste aarvaagnere og strengere i at
hindre det, end man behøver. De bevæbnede Karle, J der
ser, ere Fogdens Folt. De vil sotmodentlig ogsaa an
holde os.
Dct stete som Drost Peder sotnwdede, og de tejsende
Herrer maatte finde sig i, at detes Heste bleve standsede
as sets bevæbnede Borgere, som spurgte, om de itte tendte
Byloven, siden de rede med Vaaben. Paa Drostens Er
tlcrring, at de nu sarst vare antornne til Bhen og rede lige
til deres Bolig, lod man dem uhindret drage videre; men
tre af de strenge Retstjenere sulgte optncertsomme efter
dem.
»der maa Kongen endelig vare sitter!« — hvistede
Grev Gerhard ærgerlig. — »De Katle se jo paa Folt, som
de ventede en Landssorrceder i enshvet stemnied.«
»Det hat desværre sine Grunde, cedle Grevet —- men
her er man vant dettil. Det forstyrter itke Borgernes
thtighed. htter J, hvor de synge hist ved det gatnle Sten
hns med de spidse Gavlet det er Botgervagten ved Raad
huset. Nu dritte de nol Kongens Staal.«
»Der er itte saa faa. hat thorg saa mange Bor
geret«
»Det et tun en Trediedel as dem. De vorige holde
Vagt paa Stottet. Kotigen hat itte hengtvnere Folt. san
hat ogsaa gjort meget for Staden og hnder den saerdeleö.
Var han ille sitrere her, end nogen Steds, vilde Dane
hosset blive sotlagt til en anden Stad, og da var det sorbi
med Nyboth Velstand og Opkomst.«
De rede nu sorbi Slottet. Det var en fast, anselig
Isygning med site grundnrurede Flsje as Kampesten og
brændte Mursten og forsynet med starke Fastntngsmute,
sdhbe Grade og site hsje Warne. Fra de smaa, runde Vin
duer gltmtede mange Lyt, og der htttes Musik as Giaet
da FltjteV En stor, blandet Meninestevrtmmel bevcgede
sig uden for Slotsmurem men uden betydelig Larm og
med en Orden og -Sagtfcerdighed, der niesten rpbede Ængs
stelig«hed, medens de bevcebnede Retsijenere gik frem og
tilbage og idelig sormanede til Rolighed.
»Hvad er her at se?« spurgte Greven.
,,Ooer Muren hist kan man se Dansen i Ridders
falen« —- svarede Drost Peder. Grev Gerhard blev op
moerksom; han syntes at se en høj, majestcetisk Kvindp
skiklelse svceve sorbi det midterste Vindue, og han standsede
sin Heft.
»Dronningen! —- se Dronningen!« hørte han de nysj
gerrige Tilskuere hviske til hverandre.
,,Det er Heringen, hun danser med« —- sagde andre.
; ,,Nej vist ikle; det er den unge, smukke Drost Hessel
I— se, hvor strunk han danser! —- Han har høje Tanker,
kan J tro.«
»Kom, aedle Greve!« — sagde Drost Peder nu hastig
——- «Lad os iike komme ind i Vrimlen med de urolige
Hestel Vi ere strats ved min Bolig.« De rede frem et
kort Stylke og standsede ved et mørkt, grundmurei Hug,
hoor der siod en Væbner paa den høje Stentrappe med
en Fakkel·
»Kommer J endelig, Hei-rei« — sagde Clavs Stir
men og sprang harn i Mode med Fallen — »Der er dog
aldrig mødt jer en Ulykie? Jeg turde ikle overiræde ederZ
Befaling og selv forlade Huset; men jeg har sendt alle
Huskarlene ud efter eder.«
,,Vi har haft en lille Vaabendyst undervejs med et
Par hidsige unge Riddere« — sagde Drost Peder. —- »Min
cedle Gæst er bleven vcerst saaret. Hjcelp ham forsigtig
as Hestenl Ali er vel i Stand?«
»Som J hat befalet, Herre! men er J ikie selv san
ret? skal jeg hente en Badskær?«
»Bei behøves ikie, saa lcenge du og jeg er her. Vi
vil ingen Larm have over den Sag. Sorg du kun for
Greven.
Jkke uden Smerte og Besoær kom den saarede Grev
Gerhard af Hesten og op ad den chøje Stentrappe, hvot
hans tvende Riddere og den lange Hosnar lom ham med
urolig Deltagelse i Mode.
»Jngen Kcerlingesnak!« —- sagde Greoen —- »jeg er
baade forbunden og lapsalvet. Lad mig kun komme til
Bords og faa noget at leve af!«
Clavs Stirmen gik hastig foran med sin Fakiel og lyste
Herskabet gennem Forsalen til en rummelig, hvcelvet Stue,
hoor der stod et dækket Bord med høje Bokslys og vel besat
med stcerke Fodemidler og blanke Solv-Vinkander.
Grev Gerhard saa vel tilfreds paa Opdaekningen og
tastedie sig strais i en Stol; men for at komme bedre til
Sæde sprendte han Sværdet fra sit Bcelte. Da han holdt
det i Haanden, erindrede than, hvad der var blevet sagt ham
oed Stadsporten. ,,Hille Død!« — sagde han —- »for
holder det sig virkelig som J siger, Hr. Drosi! maa vi nu
vel sorn formelige Krigsfanger overrcekke eder vore Baa
ben, siden J er vor Husvært.««
,,Nu ja!« — svarede Drost Peder — ,-,det er vel, J
selv erindrer det — jeg »havde, sandt at sige, forglemi det
og vilde desuden nødig anmode der:m.«
’ »Men naar jeg nu ikke vil opsylde dette Loobud« —
spurgte Greven — »hvad folget saa derpaa?«
,,Naar J ikke vidste Forbudet og kunde vcerge eder
med Helgenes Ed, vare Boderne kun en Mark Penninge
til Fogden og en Mark til Byen. Samme Boder betaler
Husbonden, naar han ikke underretter sine Gaester otn For
budet.«
»Men naar jeg nu ved det dumme Forbud dog ikke
lader mig afvcebne, hvad stor Ulykie følger da derpaa?«
»Lad mig uden Fortrydelse svare eder med Lovens
Ord, Grev Gerhardi Var Gcesten paamindei og bar sit
Vaaben alligevel —- hedder det —- da skal han med samme
»Spyd, Sværd eller Kniv gennemstinges«. .
s ,,Av, for en Ulyike! gennem Hjertet eller Maven dog
-ikte?«
» »Gennem Haanden, ædle Grevel hist hoenger Loto
jtavlem J kan selv lcese det.«
« »Fanden i Vold med de Narrestregert Der ligger
’mit Svcerd. Gør J ligesaa, mine Herrer!« Med disse
Ord kastede Greven sit Sværd hen i en Krog. Hans
Riddere gjorde ligeledes. Drost Peder tog selv sit Sværd
og satte ved Siden. «Jeg vil her vcere samme Loo un
derkastet« — sagde han med en hoflig Hilsen —- »og jeg
haaber, mine højtaekede Gæster? at J ikke regne mig denne
Bys strenge Lov til Onde. Tager Saede, mine Herren
og lader os vcere lystige!«
i Denne Opfordring til Lystighed understøitedes as
Hofnarren, sokn allerede havde sat fig, men nu med gra
.vitetisk Vigtighed rejste sig; han ncermede sig Drost Peder
;med højtidelige Skridt og overralte ham med et dybt But
sit lange Træsvcerd. »Was vel paa det, cerede Or. Verti«
Hsagde than — «det er det berømmelige Svaerd Tyrfing,
der ikke kan blottes uden at det maa Udgyde Blod! se vel
stil. at det ingen Ulyiker gør i denne sortræsselige Stadi«
s (Fortsættes.)
J
«
B. S. Jngemanti:
Valdemar Seien
Omflag 80 Cents. Jndbunden 8120
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
, PrinS Otto af Danmark
I og hanS Samtid.
Dmflag 80. Jndlmndeu 01.W.
Kong Erik og de Fredløse,
J Omslag 80 CentQ Jndbmtden 81.20-.
Dmss LVTZ PUBL. ZOUIK ZW. Nod-.
- .