Erik Menveds Vnrndon
Historist Roman
ni
Bernhard chcrin Jngcmann.
täoitiat )
»Betænl hvad du siger, gamle Mand!« — tog Niv
desen streng og alvorlig Ordet: —- ,,bland itte rnin Heere
on Konae i den lumpne Handel! Er her begaaet Niddiiias
vcert, stal jea i Kongens Navn Undersøge det og slasse dig
Ret. Lan du for dit Saat, saa saet dig paa min Verb
nerg Heft ca folg mig straks til Borgen! Jea slal vise dig
og disse node Landsmænd, at Kongen itle besiytter Nid:
dinger og Ransmernd Hvor er den Mand, dn hat drcebt?
han ligger paa sin Gerning, i hvo han saa er.«
»Her, herl« — raabte de unge Fistere, sont allerede
havde sundet Liget og lom slcebende med det —- ,,l)er har
vi Karlen; han er stiv og berstet som et stulket Marsvin.
Dei er en kongelig Væbner.«
Ridderen betragtede Liget noje og syntes med Møje
at stjule en harrnsnld Overraslclse. Dct var en hof, beed
stuldret Karl med stiststndset Haar og Sljæg; han bar en
StarlagensiVæbnertrøje, Vaabenhatten, sorn our senden
ham af Hovedet og som en as Fisterne fremviste, var uden
Fjerbust, men var mcerlet med de to tongelige Vaaben
loder.
,,En Nidding og Nover er det, som har stjaalet en
tongelig Vcebners Trøje og Baadenhat« —- sagde Ridderen
morl — ,,Træl Trojen as hain, Landsmænd! Lad ham
itle lernger vanære vor Konges FarvetsSlceb ham til
Ratlerlnlent Lad ham der stjule sin Stænsel til Dom
medag2 — og nu assted til Hegneesgavl!«
Den gamle Henner solte itle leenger Smerten i sit
Saat; han var allerede et Stylte i Forvejen paa den lille
Nordbagge, der næppe lunde beere ha1n, men dog temnielig
rast stred frem under sin Byrde, medens den soaere Rot
ters Fsdder næsten berørte Jorden.
,,Det var ret, inin lille Nordbagge!« — sogde Ridde
rens raste Vcebner, der i saa Spring indhentede Henner
tillige med sin Herre— ,,tan du lobe med saadan en
Karl, fortjener du et dobbelt Foder.«
Paa Ridderens Besalina strebte en Del as Fisterne
allerede den drcebte Ransmand hen til en Hoj ved Siden
as Besen, boor der stod en Galge, medens de vorige i
nagen Frastand fulgte Ridderen oa deres saarede Ader
mond.
»Ho« lanqt hat oi vel til Borgen2« — spurate
Ridderen -—- ,,Kan du holde Ridtet ud? brave gamle!«
»Im mit Barn rider jeg endnu til Verdens Ende!«
svarede Henner. —- »Havde den Slyngel, der gav mig de
to Rav, itte Verret en ussel Hallunt uden Kraft og Maro,
dilde jeg doa have sagt, han duede til noget: et Var luinpne
Snnaalerifter bar han tun gioet mig; han stal ilie stryde
ai, det var hatn, der flog Henner Friser til Gulvs; det
var hang brave jydsleHingst, sont spartede niig under
Hiertekulen Nu er det sorvundet, og jeg lan endnu lobe
bedre, end denne Krit. Tat sor Laan, Son!« —- sagde
Pan til Vcebneren og sprang as Nordbaggen. — »Vi bar
ingen Fjerdingvej til Borgen, og jeg maa jo dog ncesten
gaa alligevel, naar jeg sidder paa dit Fol«
,,J flal itte laste min Norbagge, fordi han er lillel —«
--- svarede den unge Vcebner fortrydelig — »han render
om Kap med en Raabul, naar det gælder; irre-n ban er rig
tignol ingen Elefant, som lan bære Taarne.«
»Nu, nu, blivcr du verd? Son! Kan du ride saa rast,
saa lad rniq se, du lonimer til Roverreden for vi andre
og lntter og Porten op! J Kongens Naon! var de Slyng
lers Lesen, og tre Slag paa Porten var Tegnet Vejen
gaar liae gennem Stoven.«
Uden at soare ei Ord ralte den rasle Bcebner Fallen
til Henner og red tilbage til Fisierne, der fulgte dem. Han
tom vaa Øjeblitlet igen med den drcebte Veebners rode
Troje og Vaabenhat paa.
»Lad niig saaledes ride sorud og berede eder Vejcn,
Heere Drost!« —- sagde Knoten og hvistede sin Heere et
Par Drd i ØreL
»Nu, ja,« —- sagde Ridderen —- «det lan ikte være
as Vejen; men sorsigtig, Stirment Vi beholde Fallen.
Du lan itte sorsejle Besen, hist se vi alt Borgtaarnet.«
Mannen var atter kommen srem mellem Styerne og
bestraalte et stort, morlerodt Taarn med tattet Murlrans,
sotn inejsede højt over Sloven paa Odden ved Middel
satt Sund.
Vcebneren var alt til Heft; han sporede hastig sin
Nordbagge og var i et Øjeblil dein begge as Sym.
«En flink Knos!« —- sagde den gamle —- »han har
Fallens Øjne og Hjortens Ben. Han vil en Gang blive
en dygtig Ridder. Slønner fjeg ret er than en Alsinger
eller Ast-sein«
»Es-»in tro Clavs Stirmen er fra Femern« — soai
rede Ridderem —- »hans Fadex var en brav Landets og
Kongens Mand; han blev derfor ogsaa forvist af Kong
Adel og dsde i Udlcendighed. Farsaderen fnlgte Kong
Erik Baldemarspn i Dsden og har dist sorsoaret hatn tæl
til det sidste. Hans »Lig blev fundet ved Siden af Kon
gens i Slien.«
»Beerer sen-sen lange eders Sljold? cedle Ridder!«
,,Det er first andet Aar; rnen Sslvsporen bliver
næppe gammel paa hans Hal. lhan er itte meget over
sine fernten Aar endnu og var med at fange Nielg Ufred
i Fjor paa Vindzholmen.«
»A« semten Aar« —- mumlede den gamle med et
undertrylt Sul —- ,,det blev min stallelö Aase l Guar.
Rid tun til, he. Riddert jeg stal not vinde med.« Og
nu lob han see-n med vældige Strtdt.
Most Peder gav sin hest as Sporerne, men standsede
strals igen. Sloven var merk; men Fasllen oplyste den
gamles Anstat, og med Deltagelse saa Nidderen, at den
graahaarede Ketnpe var bleg. Ved Anstrengelsen var
Forbindingen lssneh og Blodet randt kam statt sra den
oenstre Arm og Stulder. Den nnge Ntddet sprang af
heitern »Lad mig strannne Forblndtngen« — sagde han
med et tyndigt Saarlageblik — ,,dtne Saat ere itke saa
ringe, sorn du trot. Seet dig paa mirs destl seg har unge
Ben og ingen frisle Saar.«
L
l »Fo: Et. Christians og alle Heniges Sinn-! nei, godet
Herre! Lnd os ikte sinke os med flige Lapperier!« — sag-l
de den haardføre namle nrolig, inedens Ridderen hastig
ftrammede den nedgledne Forbinding —- »Godt, godt, for
Djirvlent —- Tat —- figer jeg. — Se heller, J kommer
affted og holder hvad J- lovedel Skal nogen i Kongens
Navn viere mcegtigere, end han felv og hans Kot-lerfatan
er, maa det viere Drft Beben —--— Brt)d jer itte om mig!
—-— fkynd jer kun, ædle Herre!«
Droft Peder betæntte sig intet sØjeblik lcenger. Han
fvang sig atter i Sadlen, fatte Sporene i Hingftens Sider
on red i Firfprinn op mod Bornen, medens den gamle
Henner med lange og haftine Stridt fnlgte efter.
Pan det velbefæftede Hegncesgale Slot var der
mørlt on ftille; tnen rundt om Odden, hvorpaa Slottet
lan, brnfede endnn det oprørte Bund· En Flot Strand:
inaager fle skrigende om det »in-je Slotstaarn, fom mod
Landsiden var ftcerkt oplyft nf Maaneftinnet, medens det
taftede en lang, fort Stagfiygge til den modfatte Side nd
over Volden mod Sundet. Vindebroen var nedflagenx
men den ftore, inurede Port var lutket. Pan begge Sidei
af en 60 Fod høj Jordvold vare de brede Borggrave fnlde
af mudret Band. J Slotsgaarden ftinnede der Lys nd
fra Højenloftsfalen i sSlvttets Hovedfløj, og for-an den
høje Tritt-de nil et Par Lanfelncegie aloorlig frem og til
bage. Paa den modfatte Side af Slottet holdt feks Rin
tere i Baggarden, med de to ledige opfadlede Hefte, foran
en lille tillulket Dør paa Taarnet. Her var Burgen for
fynet med en hemmelig Udgang vg en final af Krat on
Bufte ftjult Vindebro, fom var optrutten. Fra et Kammer
i Taarnet, der vendte ud mod denne Baggaard og havde et
lille Vindne til Forgaarden, flinnede der et enligt Lys. J
dette afsides Taarnkatnmer, hvor dette Lys braendte, laa en
tvindelig Stiktelfe lnælende paa Stengulvet med en Rosen
trans i Haanden og fyntes at bede. Lange, mørlebrune
Hanrfletninger nedhang havlt opløfte over den nødbrune
Hals og Natte; hnn bar en mørkeblaa, stritt-It Boninldg
Trøje on et Leerreds Skørt af famme Fsarve med mange
Folderz derover bar hun et fort, lyfeblaat Stegersfortlæ
de. En vævet Knabe af hvidt Hveraarn laa ved Siden af
hende og fyntes nedfnlden af hendes Stuldre. Hun vendte
Ryggen til Døren og fynteg itte at bemcerle, at den aabnede
sig sagte. En høj, bredfkuldret Mand, taet indhyllet i en
graa Reifetappe og med Hatten over .L)ovedet, traadte sagte
ind og faa sig ligefoni crngftelig og forsigtig om til alle
Sider; derpaa vendte han sig mod Deren, fom var ble
ven ftaaende paa Klein og hvor fra paa bans Vint et
Ansigt trat sig tilbage, fom man vitde have taget for et
liftigt, nammelt Kvindeanfigt, hvis ille det begyndende
rødlige Mundfleeg og den blanke Staalhue havde vift, at «
det tilbørte en nng Kriger. Døren luktedes sagte. Den -
høje, formummede Stillelfe ftod midt i Taarnlamret og bei .
tragtede den tncrlende Pige. Hun «havde bojet Hovedet mod .
Perlebaandet i de fmaa, foldede Hcender paa sit Knæ; hun
fyntes faa dybt henfunlen iBøn og Andagt, at hendes ydre «
Sanfer innen Fornemmelfet knnde modtagr.
Ved dette Snn var det ligefom den formunnnede Herre ·«
blev nrolig Han rømmede fig et Par,Gange, fom han «
vilde tale eller give sin Nærvcrrelfe til Kendez men hnn «
blev libedæaelig i famme Stilling. Han gjorde nu en ha- «
ftig Bevckgelfe med Haanden til Panden, fom om han med
Magt vilde bortflaa en ubehagelig og cengftende Foreftil- ’
ling; Hatten faldt derved af ihans Hoved, og et Ansigt
lom til Syne med ftore, kraftige Grundformer og med et ’
Udtryi af Haardhed og maegtig Trods, fom paa det be
fynderligfte fyntes at modsiges af de blødagtige og v-«lly
ftige Smiltrwt om Munden og af det nbeftemte, urolige
Blit, fom intet Øjeblik fnntes enigt med sig felv om hvor .
det vilde dvcele. Den fremftaaende, af heftige Lidenftaber
gennemtrydfede Bande var halvt fkjult af et tyndt, hor
gult Haar-, fom dog paa begge Sider naaedeham til de
brede Stuldre. Han bar paa ridderlig Bis et ftudfet Stieg .
over Munden og paa den lange fremftaaende Hage, og
man faa, han var en Mand i den kraftigfte Alder og ilte «
langt fra de fyrretyve Aar. Den befynderlige Karalter
lsshed i hans Miner, det modsigende Udtryt af Haardhed
og Blødagtighed, af vild Kraft og Svaghed, af Trods »
og Forfagthed, af heftig Lidenftabelighed og listig Besin
dighed betog ham den næften imponerende Værdighed og
Højhed, Naturen fnntes oprindelig at have villet lcegge i
hans Aafyn; men hvad der meft vanheldede ham var det
uvisfe Blii med de finaa, graa Øjne og en idelig Plirren
og blinkende Bevcegelfe med Øjenlnagene, som opvalte
Mistillid og Frygt. «
Endnu ftod han fom i Kamp med fig felv og abe
ftemt, om han ftulde gaa eller blive; da traadte han for
bavset et Par Stridt tilbaae, idet den knælende Pige Und
felig rejfte sig og vendte fig om. Han faa ikle det lidt vel
blege, men muntre og livlige lille Borgerpige-Ansigt med .
de fkælmfte, forte Øjne, fom undertiden tittede nysger
rig ·ud gennem Gitret i Henner Frifers Fadeburglng; «
det var heller ikke et frygtfomt, forgrædt Pigebarn, der
bad om Staanfel vg Barmhjertighed Den af alle rei
fende for fin Slsnhed faa berømte Aafe Henners Datter, -
fom man eftee Bedftefaderen beneevnede shende, syntes for
underlig forvandlet, og dog var hun faaledes Paa en Maa
de endnu fiønnete, end nogen Sinde fer. Dei lille, muntre -
Fifkerpige-Ansigt havde en Adel og Beerdighed fom en
Prinfesfes; men hun var bleg fom en døendr. De livlige,
ofte strelmft fpillende Øjne vare lukte5 men der var et
Udtryt i heades Ansigt, fom om hun gennemftuede med et
indadgaaende Blil den hele Natur og dvaelte i en fremmed,
bemmelighedsfuld Verden. Hun traadte langfomt og hei
tideligt frem, vg i et Sprog, der ellerö var hendes fimple
Natur fremmed, med en "Stemme, fom en varflende Pro
fetindes, udbrnd hun, idet hun lsftede Pegesingeren ad
varende i Befreh ,,Ultytfalige Kvnget dn gaar paa For
dsmmelfens Befe. Jeg bad for din Sjcel til Heere og «
Dommer — og han bsd mig advare -dig. Sværdet hien
ger i et Haar over dit vaedt — vend ven, vend ven, fsr
det falder?« —
»Ha, en afsindig!« — udbrsd den shsje Heere og bleg
ned,e. — »Nam, Satan! chvor er du? hvetn har du bragt
mig?« Han gjorde en haftig Beveegelfe mod Aren, men
befindet-e ftg pludfelig og udbrsd i Latier. »Va, forflagne,
listige Glutt shar du veret i Merlmes Stole? og er det
faaledes du vil gelte mig?'« —- fagde han mildt truende
og neermede fig hendr. »Du vtdfte altfaa, jeg var her, og
du tunde lade saa hellig og andæatig? Nu ingen hellige
Gøglerier, Barn! Dei llæder dig ret godt; men vi forstaa
nu dog hinanden.« Han udrakte iin .L)aand, som han dil
de llappe hende under Hagen; men hun traadte med et
stcerlt, naesten trampagtigt Udtryk as Foraat og Modbys
deliahed et Strin tilbaae. »Ro: mig ilke, eller J er Død
sens!« -—- sagde hun oa hcevede truende Haanden. Blodet
lom tilbage i hendes Kinder; det dar som hun vilde aab
ne de store, sorthaarede Øjenlaag med stor Anstrenaelse
men kunde ille holde dem aabne. »He-or det lnner!«
sagde hun— ,,hvor du et vre«d, Bedstefadert -—- hu, hoor
gnistrer dine Øjne og Fingrel —- og du bløder, d·.1 bløs
der« —- —
»Sladder, Glut! her er ingen, som bløder oa anist.s
rer. Er dn snart scerdig med de Gøglersagteri eller gaar
du oirlelig i Sonne? saa tommer jeg vel til at prøde, om
man ilke tan ocelle dia paa en god Maade.« Med disse
Qrd gjorde den høje Herre atter Mine til at ncerme sra
l)ende; men han veg nu selv cengstelig tilbage, idet hnn
oendte et Par stist opspilede Øjne uden Liv og Selraft
iinod 'ham. »Jeg ved det noti« —— hviskede hun hemmelig
hedgsuldt —— ,,jeg er i Huset i Studen. — Den mægtiaste
Mand i Landct ftaar for mig. --— Halt dil høre iin SlæbneJ
»Ja-: hør da, Herre! J er vilfarende og ulhklelig — Ji
er solgt og sorraadt. — Vil J redde jert Liv og Sirt-H
iaa stjnl jer, fly! —— sorlad Fordønnnelsens Veje!« —
»Er du da beiat, Pige!« —- raabte den høje Herre
oa stampede, idet shan cengstelig saa sig om —- «er jeg
blandt Forrcedere her! —- Rane, Satan! er du«-«
,,Bogt jer, vogt jer for ham!« — vedblev Pigen i
sannne hvislende og hemmelighedssulde Tone — ,,kald itte
paa ham! den Onde er alt neer, naar man tcenker paa
ham.«
,,Vil hun aøre mig anl!« —- murnlede den fortnim
mede Herre og saa i den pinligste Uro snart til D»øren,
inart paa den sorunderliae Pige. »Ha! jeg er en Geri,
It jeg ladet tnig dedrage as den listige Gøglersle!« — ud
brød han endelig højt oa lo atter over sig selv, idet han
lastede Rappen til Side oa stod i en prcegtia Ridderdragt
For hende. -— »Tilstaa tun, lille Aase! du liar villet have
rnia lidt til bedste — du vilde se, om du kunde gøre Kong
Frit Christophersøn bange. Det nytter dig ille: jeg len
Jer mine Folt oa dig med, lille staelmsle Sortøjel Du
Irømte, Kotigen besøgte dig, ilke sandt? og at du ledede
·om Dronning paa et as hans Slotte. —- Se, det slal alt
"ainmen opsyldes! Dei tornmer lun an Paa dig selv. Men
Tand sor Tnnge, lille Aasel at Kongen besoger dig her i
Snrum, er en Hemineliahed, som ingen tør vide.«
Nu forsvandt Pludselia det højtidelig Udtryt i Pigens
Llnsigi. Dei var ligesoni hnn nu først snldelig var mag
iet as en Drøm der havde sorvandlet hendes shele Vcesen.
Linn saa sig sorundret om oa sprang pludselia let som en
Kat hen imod Deren, som sor at undløbex men hun be
indede sia iaen on tog Mod til sig; hun satte begge de smaa
beendet i Siden og stillede sig trodsig lige over for den
renimede Herre. Han syntes glad sorbavset oder Profet
ndens Forvandlina til den oelbetendte lille, nydelige
kislerpige med de lidligt spillende Øjne oa med den srimo
dige Dristighed, der nu ikle laenger dar oderspcendt og
7ryatelig; Drommegænaerindens Strenghed og Alvor op
iostc sig naturng i en fripostig Vrede, der endnu gjorde
iende mere elslværdig. ,,Hvem er Jl Or. Rid«der!« —
"agde hun heftig. — Vil J bilde mig ind, at J er Kongen?
ltej, saa ensoldig et jeg ilke, at jeg jo nol ved, Kongen slal
iolde Loo og Ret i Landet: vel blinker J hcesligt med
Øjnene ligesom Kong Glippinaz men jeg niaatte være Ine
iet taabelig, naar jeg lunde iholde Kongen sor en Rades
ig ugndelig Misdæder.«
Den høje Herre blev blussende rød og betragtede nu
den trodsige Pige med et harmfuldt Blit. »Hun hsar dog
iaaet i Sonne« — mumlede han sagte. — »Du har Ret!«
— sagde han høit —— ,,Jeg er ilte Kongen selv, men en af
)ans mcegtigste Tjenere. Siden du bar saa god Tro til
Kongens Retsærdighed, mit "Barn!« — vedblev han i en
treng og myndig Tone —- ,,saa undrer det mig tun, det
lke er saldet dig ind, at du lunde vare fangslet paa Kon
zens Befaling. Du er en mistcenkelig Kvinde, der ever
semmelige Troldomslunster; med din gamle, listige Bedste
7ader hæler og huser du Landssorrcedere og Kongens
tobenbare Fjender. Kan du ncegte, at den sorvovne Marsk,
Ier har nndsagt Kongen, for otte Dage siden har over
iattet under eders Tag og er bleven spaaet af dig? J
Iette Øjeblil sidder sormodentlig den oprørsle Hertug Val
Iemar der med sine Benner og oplcegger Raad imod Kon
zen og Landet. Man sortæller Historier otn din Vedstes
Tader, som tan loste ham hans Hals, naar jeg lader det
indersnge. Vil du redde hans Liv, lille Aase! san tan
Jet tun sle ved at vcere venlig og føjelig mod hans Herre
ig Dommer; og det er jeg i Sandhed.«
,,J dil lun drøde niin Standhastighed, strenge Hr.
Ridder!« —" sagde Pigen nu mindre trodsia og i en be
ilednere Stilling, nien dog rolig og nsorsaerdeL — ,,J vil
Eun se om J tan bringe mig til at tvivle paa min Bedste
iaders Ærlighed og Kongenö Retscerdigthed J ved jo
Tige san godt som jeg, nat min Bedstesader er nodt til at give
ille Rejsende Herberge, enten de er tro Undersaatter eller
tj, saalcenge Kongcn itle har forjaget dem as Landet oa
zjort dem sredluse. At jeg ingen Trolddomslunster ud
-ver, sordi jeg undertiden stal have ftærle Dromme og
Iel ogsaa for Spøg har lcest en og anden i Haanden, det
Ied J meget vel. J vil tun drive Gæk med mig, strenge
Herre! — men er det Alvor« — vedblev hun heftig og satte
Itter Heensderne trosdsig i Siden —- »saa er J lige saa lidt
In as Kongens tro Mcend, som J er ham selv, saa er J
en Rever og Jana-den der vover at aore Uret i Kongens
Kann, og da vogt jet, god Karl! her er Lov og Ret i Landet
kndnu, og J lan gerne blive -hcengt, sordi J kan passe en
statelig Ridderkjortel, J vel hat redet eller stjaalet sra en
ililkelig Mand«
»Uforslammede Dristighed!« — udbrød den høje
herre hartnsuld og stampedez men hans vilde Blit saldt
atter paa Pigens stønne Ansigt og Bhgning og han ved
blev i mildere Tone: ,,llædte den Trods dig ttle saa val
lert, ltlle Aasel og blev du ille niesten endnu smutkere ved
den Opscetstghed —- jeg trot, sandt- sor Herren, jeg tun-de
vredes paa dig sor Alver. — Du er itte as de tarnme Zugle,
market jeg; du vil gsre dig kostbar, sor. at man siden stal
satte des mere Prls paa din Gunst. Nu ja, sor en For
andrings Stnld kan det ogsaa behagt mig; men driv pek
itke videre! Jeg kan have Taalmodighed til en Tid —- men.
gør mig ikke rasende!«
alad og sprang til Vinduet mod den store Slotsgaard. —
,,Nu stal vi dog faa at vide hvein J er, og om Kotigen
bar Røvere og Voldsrnænd i sin Tjeneste.«
Der børies Hestetrampen og mange larmende Stemmer
i Slotsgaardem Den shøje Hei-re saa urolig til Vinduet;
i det samme for Deren op, og den Unge, opløbne Kriget,
der ved hans Jndirædelse havde staaet i Døren, traadte
hastig og forvirret ind. ,,Vi er forraadte, Herre!« —
hvisiede han naesten aandeløs — ,,Gaarden er fuld as Folk.
TDe forlange i Kongens Navn at indlades, og de hat Trost
JPeder Hessel i Spidsen.«
’ »Drost Peder? — raser du!« —- sagde Herren ag«
slog hastig Kappen om sig. — ,,Hvad vil han her? hoor
kom han ind?«
»Porten var lui"ket. Jngen ved, hvem der har lukket
ham ind. Med sin kongelige Fuldrnagt har han sorskræk
ket Slotssoaden De genuemsøger hele Slottet og vil rive
det ned, hvis de ikke saa Pigen. De kan ocere her paa
Øjeblilket; man bar set th her paa Gaarden. Vil J
ikke rohes for Folket, saa aak ud gennem Lønaanaen, Herre!
Besaler J det, stal jeg tage Skylden paa mig og lade mig
fcengsle af Drosten indtil videre.«
,,Ret saa, min tro Rane! det Jndsald er Guld werd
Luk Lands-ten i Laas efter mig! Vore Folk er vel ved
Bagporten?«
»Alt er i fuldkommen Orden og Sikkevbed, strenge
Hin R i d de r!« — sagde den unge Kriger med Efteriryk
og blintede —- og ingen Djoevel kan erfare, at J har Vceret
her, nsaar hun d e r kan tie.« —- Her pegede han mistroisk
paa Aase, der stod lyttende med et vildt tindrende Blik
ved Vindnet.— »Tøv kun itke langer, Herre! Jeg harrt
dem alt paa Taarntrappen.«
,,Røber du med et Ord, hvem du her hat set, er du
Dødsens!« — shviskede de ihøje Herre hastig og urolig til
den forbavsede Pige, og i et Øjeblit var han forsvundere
gennem en stjult Dør i Panelet.
Den unge Kriger tog hastig Nøglen af Døren og
tastede den nd af Vinduet i Baggaarden, og nu laa han«
i en beben-de Stilling for den unge Piges Fødder. »For
barm dig over en ulykkelig Elster, skønne, guddommelige
Aase! lille uimodstaaeligeFiskermø!« —- sagde han med højs
pibende Rost — »for din Sskhld har jeg udsat mig for den
største Livsfare og for vor retfcerdige Konges Vrede; sor
din Skyld hat jeg vovet at bruge Kongens Navn, da jeg
tog dig til Fange —- —«
,,Og for din Skyld vil jeg tilsmudse mine Fingre
paa saadant et afslyeligt Kcerlingeansigt!« —- svarede Pi
gen og gav ham et Par drøje velmente Øresigen, som han
syntes taalmodig at finde sig i, medens han vedblev at ud
tramme stn forstilte Kcerligiheds-Erklæring. Han talede
endnu i samme Stilling med Ryggen til Døren og holdt
sast i Aases Forklæde, da Drost Peder og hans Vcebner
tilligemed Slotssogden og en Del bevaebnede Fiskere traad
te ind ad Døren.
,,J Kongens Navn, Kammetsvend Rane! J er min
Fange!« -— sagsde Drost Pe"der. — »Binder hain, Karle!«
Kammersvenden reiste sig, som overrasket. ,,Strenge
Hr. Drost!« — sagde han med et frækt Smil —- »J ved
bedst selv, hoad Magt Skønheden har over Hjerterne,
uden Forskjel paa Rang og Stand. J hat grebet. mig i
en Ubesindigshed, som man i vore Tider got klogest i at
bedømme staansomt. J har desværre selv set med hvor
liden Lykke jeg har søgt at tæmme denne elskværdige Bild
kat. Vover J dersof at faengsle mig, nu vel! saa faar
vor fælles Herre, Kongen, bedømme, hvem as os to, der
er strafvcerdigst!« Uden Jndvendinger overgav han med
disse Ord sit korte Svard i Drostens Haand og lod sine
Hænder sammenbinde af Clavs Siirrnen, der med den«
største Behcendighed besorgede denne usædvanlige Bcebnet
forretning, medens han paa samme Tid med inderlig Del
tagelse betragtede den lill-e, nhdelige Aase, der lod de tin
drende, sorte Øjne løbe rundt om blandt de tilstedeværende,
som om hun asngstelig søgte nogen.
»Mit Barn, min A-ase!« — lød nu en start Monds-·
stemme i Døren, og med det heftige Udraab: »Bedstefader,
kcere Bedstefader!« fløj lhun i den gamle Henners Arme
og overvældede ham med barnlige Kcertegn, uden endnu
at bemcerke hans Saat, der, hvor lidet han selv agtede
dem, dog smertelig shavde sorsinket ham.
(Fortsaeties·)
»Man kommer, man kommer!« —- udbrød Aase nu- --
B. S. Jngemannz
Valdcmar So «-er.
Jndbunden 81.20!
Omslag 80 Gerne-.
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omstag 80. Jndbunden 01.20.
—
Kong Erik og de Fredløfe,
J Omslag 80 Cextts. Jndbunden 81.20.
DANIZE LVTZ PUBL. KARL Blatt-. Nsbtk