Erik Menveds Vakndoni,
Historisk Roman
Bernhard Scnxrin Jngcnmnn
Forste Kapitel.
Pan den saataldte Gremerinosedro, under Hindggavls
Banner ved Middelsart, var der en Asten i Maj Maaned
1285 en het Del Sømcend oa Marsvinsjægere farsamlet
Te betraatede med spaendt Opmcertsornhed en stor Seil
stude, der tom sra Snoghøj og med Anstrengetse tæmpede
sig srem mod Strom og Vind sor at naa denne Bro,?
twar Landingen var mindre sarlig, end ved Byens stettet
Hann. En Paa den milde Aargtid uscrdvanliq Storm
oprørte det lille, urolige Bale De ersarneste Færaemcend
rystede paa Hovedet og Inente, det var raadeligst, Studen
sagte Havn under Fcenp eller jnste Bald.
«S-ladder, Karl-ei« «- saade en dnb, raa Stemme »
»her stal og maa de lande! — det aaar brav! —- de
maa have en dygtig Styrmand om Bord. Men hvi staar
J her oa maabert Stit Blusset i Brand paa Brohovedet,
at de tan holde det i Sigie! Lceg Marsvinsstnsden ud, at
vi tan sifte dem op, hvis de tuldsejler!«
Den Mand, som ndstedte den Besaling, var Jst-erge
rnændenes og Marsvinsjcegernes Farmand, den garnte Hen
ner Friser eller Henner Hjulmand, som han ogsaa taldtes.
Han havde hidintil siddet rolig paa en stor Sten og betragtet
Stibets Bevcegelser med et starpt Blit; nn rejste han sig
som en Range blandt sine nndergivne, og den Ærbadighed,
hvormed man harte ham, saa vel som den Hurtighed, hont
med man adlsd ham, viste notsom hvor stor Agtelse han
besad blandt de raste, trodsige Sømcend Han var as en
usaedvanlig haj og stcrrt Legemsbygning, og uagtet han var
en Mand paa de 70 Aar, shntes han dog endnn at have
Styrte til at leve en Mennestealder. Han raste sig as at
vcere en Bruders-n as den hemmte Friser, Svend Starke,
der i Valdemar Sejers Tid havde erhvervet sig et storti
Narrn blandt sine Landsmænd J 33 Aar havde Henner
Friser været bosat i Middelsart eller Melsart, som Byen
almindeligvig taldtes; der havde han bragt Marsvinsjagtens
i god Gang og ved sin Dygtighed erhvervet sig Forsædet
i disse dristiae Fisteres Lav, der tilliae besargede Oder
sarten sor reisende. Han sorstod med Kunst og Klsgt
at bnage Baade og havde i sin Unadom veeret .Hjulmand,l
hvorsor man oasaa havde givet ham dette Tilnavn, stønt
han itte mere gav sig as med den Haandterina. At han«
i Vorgertriaene under Erit Plovpenning og Kong Adel
havde taget virtsom Del i Rriggbegivenhederne, var al
mindelig antaaet og bidrog meget til han-Z Anseelse blandt
Zonicrndene. sinnt han tun med en vis Hemmeliashedk
suldhed ntrede sig derom. Han snnteg at have sorladt
Ztrandsriserneg Marstlande as en Grund, som han baade
var stolt as og dag itte sandt det raadeligt at omtalezmen
at det var en tapper oa sorvoven Gerning somodede alle.
J hans rummcliae Bolig ved Stibsbroen i Middelsart
havde Marsvinsjægernes Lav deres Oplagssted ved de
store Fangster mellem Mortensdaa og Kyndelmigse. Der
samledes det ny Kong Erits Gilde, og der havde Henner
Fräser ogsaa indrettet et Slags Herberg sor rejsende, hont
paa han havde udeluttende tongelig Bevilling. Naar Mar
soingjceaerne holdt deres Latini-den betragtede de oste
med LEkbødighed den gamle Krigsmands Vaaben, sont bang
paa Vergaen i Gcestestnen og som bestod as et Stags lange
Kaitespnd, som Friserne taldte Gaveloter, en danst bred
Stridsøtse ag en Staalbue med en rusten Pil, tilligemed
et let Harnist med Linn-ed J sin daglige Dragt udincertede
itte den ganile Henner sin sra de andre Færgemcend
og Marsvinsjægere. Han bar, ligesom de, en tort Knec
vams as blaadt Vadmel, eller svcertet Sejldug om Sein-l
meren; et Par store Bandstøvler naaede ham højt over
Einer-erne, og over det stride, graa Haar bar han baade
Sommer og Vinter en stor Seelstindshur. Hans lange,
ryntede Ansigt udtrytte barst Raahed og Kraft, og i hans
starne Blit laa Bestemthed og Følelse as Overlegenhed,
som virtede rncegtigt paa enhver as hans undergivne; deres
Aatelse og Oengivenhed sor ham syntes dog altid blandet
med en has disse Folt nalmindelia Frygt sor Strid. Her
til var maaste hans overordentliae Styrte den naturligste
Aarsaa5 thi han havde selv i sin høje Alderdom givet sor
endnn tvinae den stasrteste Marsvinsjæger til at bøje Knec;
blot ved at lægge Hænderne nedtnuaende paa hans Stuldrr.l
Et Ord as dene Mand var tilstrcetteligt til at sætte
alle de ortesløse Tilstuer i Bevægelsr. Snart brændte
Blusset højt paa en stor Sten ded Enden as Broen, ag
tredive raste Fistere vare i Arbejde med at lcrgge en stor
Stude nd og komme de npdlidende til Hjcelp med Tod
og Strenger. Saasnart Henner Friser san, at hans An
ordning punttlig blev iocertsat, satte han sig atter rolig og
med ligeghldig Mine paa sin Sten. »Det er vel atter en
Ladning store Herrer til Danehosset i Overmorgen« —
mumlede han. »Er Hering Baldemar iblandt dem, var
det maaste bedre sor Land og Nige, om vi lod dem gaa
neden om og shjemmed Top og Tavl.«
«.hvi saat Nabo Denner!« —- spurgte en Berga
mand, der stod ved hans Side, og hvis Stsdstind, Lieder
hue og smudsige Ansigt gav ham Udseende af en Smed. —
»Den unge Hertug er en tlog og gavmild Herre; han
todte en Daggert hos mig i Fjor og gav mig dobbelt saa
megct dersor, som jeg fortangte. Hver Gang han lader
sig fette over, fortjener J dog flere Orer Solv, end jeg
sortjener Ortuger i en hel Maaned, og han taler saa hasttgt
til sit Falt, saa det er en— Lyst at hsre.«
»Paa Guld og Sslv og glatte Ord sparer han ttte;
det maa man lade ham« —- btummede den gamte —- »og
tunde han dermed stitte alle danste Mænd Blaar i Øjnene,
vilde han maaste inden Aar og Dag vcete Konge t Dan
mart.«
»Hillemaend! mener J, han hat taa shpje Tan-ter?« —
svarede Baabensmeden hastig og tlsedestg bag Oret. —
»J stger nogett hvem ved hvad der tan stet Den gamlH
Kong Vatdemar Sejer var so hans Oldefader; den unge:
Deree er ssrst tyve Aar endnu; han tunde gerne-en Gang
tpmme paa Kongevalg, naar han btev sammel. Men det
vtl have gode Stundert« — ttlssjede han langsomt og
stcentte efter. —- »Ber Konae er jo en ung Mand endnu:
lefter min Regning tan han itle viere over de sets og tre
tdire og hans unge Son, der jo stal følge ham — ja lad
lmig se —- han tan nceppe være elleve Aar endnu. Nej,»
nei, dervaa er der itte at tcente «
,,Hvad tror J, Kong Abels Sonnean betnmrer sig
deroni?«—— svarede den gantle Henner i bitter Tone. —
,,Dristighed mangler den unge Pralhans itte. Han havde
so endnn Folletcenderne i Munden, da han satte sig paa;
Vagbenene mod Kongen og itte vilde staa under Trense
og Fornn)nderstab. Man siger nu forvist, han stal have
gjort Fordring paa hele Riget, og faar han itte ved Dane
hoffet hvad han peger paa, er han iStand til at staffe
os Svensterne paa Halsen; vi tan not allerede tatte ham
sor denne Ufred med de norste. Nei, det er en Karl, vi
stcl tage es i Agt for, Nabo Troelss hans Farfader hat
vi tendt, og Brodermorderens Slægt stal ingen dansk
Mand tro!«
Den gamle tnv og faldt i dybe Tanter.
»Bei maa i vel sige, Nabo Henncr!« —tog Vaaben
s eden atter Ordet: — »vi har oplevet Ulytter not, og vi
maa vel torse os, naar vi tænter paa, hvad der er stet i
Landet, siden gamle Kong Valdemar Sejer lutte sit Øje.
Hm, Hm, hans Sonner blev dog alle tre Konger, som
det var sagt og spaaet ham; men Gud hjælpe os for
Knnger de blev; og med dem fit det en brat Ende. Ja
dei er forstrcelteligt at tænte paa: jeg har itte fyldt den
tredie Snes endnu, og den Kotige, vi nu har, er alt den
feinte, jeg tan huste, og af dem ere de tre, den ene efter
den anden, blevne nntelig myrdede.«
»Myrdede?« —- gjentog Henner Friscr. — ,,Nej, Nabot
det blev dog tnn de to Valdemarsønner, hivis det er sandt
hvad man siger om vor Konges Fader og den fordømte
Klert i Rh Kloster — Gud forlade mig og alle gode Kristne
vor Syndt men Klerter stulve dog være fromme Guds
Mcend, og naar de tan forgive Konger og Fhrster med Guds
eget hellige Legeme, saa er det vcerste Mord med Dolt og
Svcerd af en Lcegmand fast for intet at regne. Nes, myrdede
blev dog tun de to, Nabo!«— vedblev han efter et tantefuldt
-Opl:old og rejste sig. —- «Jngen stal sige, Kong Abel blev
1nyrdet: han faldt paa fin Gerning, og stammeligt not
for ham selv, men dog i aaben Fejde mod tro og tætte
Undersaatter, som tun itte vilde lade sig slaa af den Nid
ding, der havde Jnyrdet sin egen Broder og stilt os ved
vor retmæssige Longe.«
Den gamle var bleven højrøftet og talede med en
nassen frvgtelig Heftighed; han syntes at mærte det selv
paa sin Nabos Miner og sagde nu med dæmpet Stemme:
»Lad os itte tale for højt om disse Ting, Nabo2 Det er
uroliae Tiber, og her er Fiorrcedere alle Vegne. Kunde
Hering Valdemar ok-« de store Herrer raade, vilde vi snart
sa nye Historier at here, og det sidste tunde maaste blive
verrre end det forste.« Henner tav og satte sig igjcn
pca sin Sten i dybe Tanter.
,, »Bei maa jeg dog sige, Nabo .Hen1ier!« —— tog Baa
densmeden Ordet igen — »der er intet saa ondt, at det jo
er godt for noget . Havle de store itle Mod til at holde
Kot-g Erit Christopherson Stangen, saa det galt ud baade
med de smaa og de store. Det var Synd at sige, vor
Konge itle er streng not, naar det gjælder om at give
Strafselove for Borger og Bonde; men selv bkød han sig
jo hverten om Lov eller Ret, sør han forgangen Aar blev
tvunacn til eForiiget om Rigets Ret og Dele. Lidt not
hat det hjulpet endda, og bavde Marsi Andersen itte undsagt
am og jaget ham den Strwt i Blodet paa sidste Viborg
Title-» saa vilde nu ingen af os tunne have sin Kone
eller sine Dotre i Fred for ham. «
«Det er sandt, Nat-o !« —sagde gamle Henner, der
tigesom ovvaagnede af en Drøm og tun syntes at have
hørt det sidste. — »En lumpenHistorie var det med Stig
Andersens Fruc, og det maa jeg sige, havde jeg været i
Marstens Sted, havde jeg nceppe saa lange blot hødet og
truet. sOg dog — Vor Heere bevare Kongen og hans
San! siger jeg endnu for Landet og Nigets Styld. Fade
ren duer itte; en Stælm stal sige andet; men Gud
bevare den raadne Stamme for det friste Rodstuds Styldt
den lille Lrit har Valdemar Sejers Ørneøjne, og vil Vor
Herre holde sin Haand over ham, tan det maaste endnu
blive værd for cerlig Mand at leve i Danmart. Dei
er en Lytte for ham og Riget, at han har den taette
Trost Sessel til Vaabenmesterx nden Peter Hessel og
gatnle Jon Litle og David Thorstenspn vilde det se jam
meeligt nd med os alle.«
« »Sie-or den unge, smulte Drost sig saa godt hos
Dronningen, som man siger« — bemærlede Smeden og
smislede —,, saa er det intet Under, han tager sig af den
unge Prins. Han stal være en tlog og dygttg Herre; lidt
mennestelig Strebeligtked maa man jo lige saa godt holde
ham tilgode som andre; og naar Kong Glipøje tun hat
Mne sor alle andre KvinsolL tan man heller itte stort
fortænte Dronningen i, at hun gerne rider paa Jagt med
den unge Or. Drost.«
«Saa tror J ogsaa den fordømmelige Sladder?« —
udbrød den gamle heftig og fortrydelig — «Jeg hat tun
set Dronningn Agnes en Gang og Drost Veder Hessel to
Gange; det var i vor rnyrdede Kong Erits Gilde; men er
det sandt, hvad jcg trot, at shvert Mennestebarn bærer sit
Studsmaal i sine aabne Øjne, og har jeg nu i halvfjerde
Snese Aar leest det Studsmaal baade paa hsje og lave,
uden stort at have feilet; saa er vor Dronning i det Stytte
saa ren som Solen for Guds Aashn, og saa er Drost Peder
Sessel en Mand til haand og Mund, som for vil lade
sit Liv, for han glemmer hvad han fvor over Lyset i vort
Gilde eller nvgen Sinde svigter Landet og Kongehusei.
Men saaledes gaar det: hvor havedet itte dur, der gaar
det nd over hele Kroppem og Kong Crit Cshristophersøn
glipper itte med de smaa Buttesjne for intet.«
,,J tan læse iner i et Die, Nabo Hennerl end mangen
chrt i en tyt Bog, tror jeg, og man holder jer med
Stiel for at forstaa lidt mer, end jert Iadervor. J har
sagtens ogsaa eders gode Grunde« —- vedvtev Smeden og
smistedes — »hvorfor J altid sperrer jer lille, smutte
Aase inde, shver Gang zwang Glitt-je gaar over Bæltet.
Jeg saa not, hun stod i Fadeburet i Gans-, medens Kongen
steg ttt hest uden for jeres «
s »Ja saa, har J mcrtet det, rntn gode Troels!« —
svarede den gamle Kæmpe noget fortrcedelig — ,,Narrerier
er det; men jeg stal sige jer hvorlunde det har sig. Han
har set hende en Gang og lagt lidt mere Mærte til hende,
end jeg just stotter vm. Hun er min Datterdatter og min
Øiestem ved J. At jeg lukker Fugleburet i, naaar Katten
er i Stuen, folger as sig selv, om jeg end ikle var bange
sor at tage den forste Hantat ved Halen og kyle ham nd
as mit Vindue, naar han gjorte sig vers-disk Hertil kom
mer, at min lille Aase er et Sondagsbarn, som J maaste
har mcertet; man kan strats se det«paa hende; hun er lidt
blegncebet ilslandt, og hvor vild og lhstig hun kan vcere
har hun dog as og til en Slags Drømnresot; men det
gaar vel over, naar hun bliver ældre. Moderen havde
det saa for hende, og det hører til Slægten, kan jeg tro;
jeg er itte selv gansle sri dersor. Jeg agter nu vel ikke
stort Paa de Drøinmerier; men hun har dog aldrig sagt
noget i den Tilstand, som ikke paa en Maade var Sandhed,
hvorvel hun saa ingen Forskel gør paa Nat og Dag eller
paa i Fjor og ad Aare og paa hvad man ellers maa stille
ad, naar man taler sorstandigt.«
»Herre Gudt er det ikte srigtigt fat med eders lille
Anse?« — sagde Smeden deltagende og gjorde en Bevægelse
med Fingren over Panden.
»Hut! er mig snarere til sine Tider for klog«, — sva-"
rede den gamle - «va det duer itke sor denne Verden; men?
naar hun en Gang bliver gist og saar andet at taenke paa,;
saa gaar det not over; der er for Resten en god, sund Na-’
tu«r i hende. Men det var hvad jeg vilde have sagt jer
om disse Drommerier. J Gaar Nat gii hun i Søvne vgs
korn ind til mig; hun var sorskroelket og sagde, Kongen’
lvtn sra Jagten med et Dødningehoved under sin Hat vg
vilde til hende. Jeg sit hende vaagen, og hun vidste nu selv
intet as Drommenz hun lv derad og hoppede sorglos ind
igen i sin Seng Jeg tog mig vel i Agt for at sorskrækte
hende med at svrtoelle hvad hun havde sagt; men jeg vilde
dog nu ikte, at Kongen stulde se hende i Gaar, hvis han
sit i Sinde at træde over min Tærstel for at stiste Klæderz
se, dersor lutkede jeg hende inde som as Vanvare.«
»Det hjalp jer dog tun lidt, min gode, sorsigtige Na
bo!« — sagde Smeden og smaalo. — ,,Kloge Høns kan
dog ogsaa loegge et Æg i Nælder. Kongen saa hende alli
gevel: da han red bort, tittede eders smukte Datterdatter
nysgerrig nd intellem Stængerne i jer Fadeburglug, lige
som Kvngens Heft gjorde et Sidespring; jeg saa paa Blin
tet med hans Øjne, at han havde set hende, og han saa to
Gange tilbage mod Glnggen, ester at hun havde taget sit
lille, nydelige Ansigt tilbage.«
»Dumt, sorbandet dumt!« — mumlede den gamle. -—
,,Det skal ikte sie tiere; det skal jeg lvve ham sor. J stal
ikle tale derom, Nabot det er i sig selv jo ingen Ting, men
tunde dog strats give Anledning til Sladder. Barnet selv
er jeg rolig sor· Lad nu den Fugl slyve!«
»Men hvad gor Kongens Kammersvend her endnu i
Byen?« — spurgte Zsmedem
,,Ftammersvend Rane?« — gentog Henner og studsede,l
s— »fulgte han itie i Gaar med Kongen?« l
»Jo vist gjorde han; men i Morges tidlig saa jeg ham
vg to lange, tongelige Væbnere gaa sorbi eders Hug. De
stode stille uden sor Gavlvinduet vg hvistede sammen, og
da vi git her ad, saa jeg deres Heste ved eders Bagport.«
»Ja saa! —- brummede den gamle; han rejste sig ha
stigt vg der soer som et Lyn sra hans Øjne. — »Det kunde
J gærne have sagt mig sor, Nabv!«
»Jeg troede, de havde Ærende til jer, min taere Hen
nerk og J plejer itke at lide, man er srittesyg.«
Den gamle Henner kastede endnu et starpt Blit ud
over det ovrørte Vielt. — ,,Sluden er bjrerget!« —- sagde
shan med dcempet Rost, der røbede en voldsom tilbage
trængt Ovbrusning. —- »De har den ved Slcebetov. Kom,
Nabo! Dei er ilte Tid at staa lcenger her, naar jeg har
slige Gester hjemme.«
Med lanae, hastige Stridt slred den trastige Olding
hen ad Besen til den Dei as Middelsart, der grænsede til
Stibsbrven og hvvr hans Bolig laa. Dertil havde han
en halv Fjerdingivej sra Gremermvsebroen. Nceppe kunde
den stærte og ti Aar yngre Vaabensmed folge ham. Jngen
as dem talte et Ord indtil de tom til en Gangsti, der straa
ede tvcers over en Bratmark til Henner Frisers Løkke. Her
standscde han og stirrede med Opmærksvmhed lige srem
sor sca mod et lille Gavlvindue i sin Bolig, som han i
Halvmørtet netop kunde øjne. Stormen drev bestandia store
Skyer for Maanen, der i dette Øjeblik bestinnede Gavlen
as hnns H!13’. —— »Hm! —- intet Lys!« — brummede han
— »det duer itie.« Han sordoblede sine Stridtx men
standsede pludselig igen. ,,Horer J ikte Hestetrav hist paa
Stenvejen til HenneesskovL Naboi — jo rigtig! — Hvem
lan det væreZ De Folk har Hastvært. Stulde Kongens
Foged paa Oegncesgavl saa Gorster fra Melsar saa silde?
—- Gal J hjem til mit, Nabol se om min Aase er hjemmel
og har sorget svr Gildesbrødrenei Er hun itke hjemme og
bliver jeg vorte, saa sig dem hvad Vej jeg er gaaetl jeg eri
blot lidt nysgerrig.« Med disse Ord sprang han i modsati
Retning tilbage til Vejen og dersra over to Grøster ogs
Garder ind paa en Sidevej, som forte sra Middelsart til
Hegnæsstov og som de Ryttere, han havde hørt i Ncerheden
as Byen, nødvendig maatte dreje om ad, hvis de agtede sig
til Borgen. Uden ret selv at vide det, havde han fremtaget
sin store Marsvins-Jagtkniv, som han altid bar iden højre
Vade-Støvle. Med den i Haanden stvd han et Øjeblit
stille i Grøften ved den smalle Vej, som han halvt tunde
spcerre med sine lange Arme. Han chorte bestandig He
stetravet komme nærmere, og kunde nu paa Siridtet stelne
Hovslaget as tre Heste. Der var atter en tyk Sly sor Maa
nen og det var baelgmørkt. Henner havde i Sthndingen
tabt sin Sælstindshue, og Stormen susede i hans grau,
stride Haar. J nsogen Frastand horie han Rytterne holde
stille. Binden bar sra dem, og han tunde here dem tale.
«Lad nu tun Hestene trætke Vejr til et lhstigt Jndtvg
paa Slottet!« —- ssagde en pibende Mandöstemme. — »Na
er vi sitre, og her er Bejen god. Nu kan vi i et rast Fir
spring naa Bergen, inden den gainle Satan tan komme
hjem sra Broen!«
»D-d og Helvede!« — mumlede den gamle —- ,,det
var lange Rane Kammersvendö hanekhllinge-Rsst.«
,,J ved jo Lssnet vg TegneW —- vedblev den sine
Stemme —- ,,i Kongens Navn og tre Slag paa Porten
med Hellebardernek Vil nogen standfe os, hugser J dem
ned! Jeg fvarer for Folgerne."
Den lyttende gamle syntes nu at hsre en jamrende
Lyd sorn af en halvdæmpet kvindelig Stcmme, der todte
sig i Stormens Hvinen, og hans starpe Blik opdagede i det
fremglimtende Maaneskin et hvidt, kvindeligt Klædebon,
sont flagrede over Sadlen foran den midterfte Rytter. De
fore nu frem i Galop. J et Spring stsod den gamle midt
paa Vejen. »Holdt!« — raabte han med frygtelig Stem
me og foer frem mod Rytterne. Den lange Jagtkniv blin
»kede i hans højre Haand, medens han med den Venstre greb
den midterfte Heft i Bidslet. Hesten stejlede og fnyste. Et
Sværdsiag traf den gamle Kcempe over den venstre Arm;
men med Kcempestyrke holdt han fast i Bidslet og famlede
med Kniven i Hnlvtnørket, uden at kunne ftøde til af Frygt
for at saare den Kvindestikkelse, ban syntes hang afmcegtig
i Rytterens venftre Arm.
,,·«Frem, for Satan! hug til!« — lød atter den fine
Mandsstemme bag ved Rytteren Den gamle følte endnu
et Hng i Skulderen og fik i samme Øjeblik et voldfomt
Stød for Brystet af Hestens Farben. Tømmm foer ham
of Haandenz han tumlede til Jorden, og Hesten sprang over
hom. Med fortvivlet Kraft hævede han sig halvt vp og
slyngede sin Jagtkniv med shvinende Fart efter den mer
meste Rytter; idet samme blev det fort for hans Øjne5 han
hørte et gennemtroengende Strig af en Mandsftemme og
fyntes fjcernt og utydeligt at høre sin kære Aases Stemme,
som raubte: ,,Hjælp, Bedftefader! ijcelp!« og tabte sig
i Stormen og Lyden af» de tlaprende Hestesko. Udmattet
styrtede den gamle nu tflbage i sit Blod uden Bevidsthed.
Tyve Stridt fra ham stønnede en dsdsrallensde Stemme
paa den mørke Bei, og en vild Heft med tom Sadel sprang
hen over Matten.
Tlndet Kapitel. ·
En halv Time havde vel den gamle Henner Friser
ligget uden Bevidsthed paa Vejen. Da han kom til sig ser
hørte han mange Stemmer omkring fig. Han flog Øjnene
op og saa sig omringet af sine raste Venner, de unge Mar
svinsjcegerez de stode med Lygter og Knipler ved hans Side,
tilligemed hans Nabo Vaabensmeden og nogle Borgere
fra Byen, og hjalp ham til Rette under fsorvirrede og del
tagende Udraab. Pan en høj, staalgraa Hingft holdt midt
paa Vejen en ung Ridder i maarstindsbræmmet Starla;
genskappe og med en hvid Fjerbusk i Hatten. Ved Rid
derens Side stod en lille, sortsmudset Vcebner med en
Nordbagge ved Tøjlen og en blussende Falkel i Haanden.
Stormen havde lagt sig; Faklen brændte klart i den stille
Luft og oplyste den urolige og larmensde Klynge.
,,Saa hør dog en af jet! Hvad er her paa Fcerde?«
— sagde Ridderen — ,,er her Røvere i Egnen2 er Niels
Ufred kommen herover?«
,,Til visse er her Revere, ædle Ridder!« — svarede
den gainle Henner og rejste sig med Møje ved Hjcelp af de
unge Fisiere, som allerede i Hast havde forbundet hans
Arm og Stulder og som nu tilbageholdt deres deltagende
Udraab af Ærbødighed for Oldingen og den fornemme
fremmede ,,Det fordømte Niddingepak!« — vedblev Hen
ner — ,,de har voldelig bortført mit Barnebarn, min lille
Anse, min eneste Trøst og Glcede. Havde jeg ikke frygtet
for at drcebe det uskyldige Barn, stulde alle tre Hallunker
have ligget med Ncefen i Vejret, hvor jeg nu laa. Vil J
vide til hvilken Reverkule de heter, Hr. Ridder, saa be
høver J kun at tide en Snes Siridt frem ad Vejen, der vil
J bist finde en af dem med min Marsvinekniv i Rhgraden.
Jeg vil for Landets og Kronen-Z Ære ønste, det var Niels
Ufred og ingen fornemmere Slyn-gel.« Han kunde næppe
drage Vejtet af Harme.
»Gn Bortførelse?« —- spurgte Ridderen ——. »og med
Vold og Magi? —- altsaa dog Revere.« —
»Koblere, Sjælehølere, fordømte Sataner« — raabte
den gsamle. —- ,,Men er J en ærlig dansk Ridder, saa hjcel
per J mig at frelse det arme, usiyldige Barn. Hun er bragt
til den Helvedes Øglerede hist paa Odden for at stændes.«
»Til Hegncesgavl?« —- spurgte Ridderen og blegnede;
hans siønne ungdomtneiige Ansigt var just oplyft af Fal
telskinnet.
«Hvad ser jeg, Droft Peder Hessel!« — udbrød den
gamle pludfelig glad og foer imod ham. — »Er det edetl
— Nu saa vcere St. Christian og hellig Erik lovetl hat
de sendt mig jer i min Nød og Ulykke, saa stal vi snatt
rive Lamniet af Ulvekløerne, om saa Kong Glipøje var
midt iblandst dem!«
(Fo:tsætte!s.)
-—« - - » - ----—-.—---.» »sp-- —-—.—· '
L
l
B. S. Jngemannt
Valdcmar Seien
Omflag 80 Ema-Z. Jndbunden 8120
Erik Mcnvedz Bamdom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
—
Kong Erik og de Fredløse,
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
DANISK LUTIT PUBL. ROTHE Klaus. Nobh