werren er mit Ihjold.
Ai W. O. Horn.
Lvrriat as Ä.
,.·Tenne kostbare Knabe got dig ikie inere Ære end
den zum-se Weis-, »voti du like fuldfeet din Heliegerning
men du flal have den til Erindring om denne Dag.«
Jkte noi bermed satte Kejserinden en kostbar Diamant
ring vaa Nahidas Finger og gav hende en Guldkcede, hvoki
hendes Billede hang, oin Hallen.
,,Naar du set paa mit Billede,« sagde hun, «saa
tceni paa at ogfaa jeg er en lytle lig Moder, der hat hy
siet barnlig Lxrlighekx dekfor forstaar jeg ogsaa at sæite
Prispaa den« «-- -. ., k»
sp- Nabido var saa bevcrget og overvældet, at steifer
inden niaatte føre hende til en Stol, for at hun kunde
bnile sig lidt.
Atter rullede den fornenme Vogn gennem St. Pe
tersborgs Gader, og Folt studsede nu endnu merk; thi
den unge sibirisle Bondepige var nu iført en Zobelstinds
pels, seen lun Keiferinden lunde give.
Nogle Dage cfter kendte hele St. Petersbatg Na
shidas Historie, og Fortcellingen om hendes barnlige Ker
liaheds Osser bredte sig i bestandig videre Krebse. Alle koste
hendes Daad, talte om Kejferens Retfcerdighed og om
Kejferindens lcklige Sindelag.
Men hvem var lylleligere end Nahida over Reise
rens Ord? Og hendes Lytle deltes af den lyklesttaalende
Lupakifiix af den gainle Greve og den unge Gteve og hans
Gemalindr.
Da Nevaens Js lidt efter lidt bei-des, da Sneen
smeltede, og den torte Sommer indfandt sig, længtes
erven eftek at komme ud til sit Gods, men han betvang
sin Lyst oa blev i St. Peietsborg for at iunne tage mod
Tzernitoff, naat han iom hjein. Han havde ordnet alt
og givet Befaling til, at han og hans Hustru stulde føres
hen til hans Palads, saa snart de som.
De blev altfaa alle i St. Petergbotg den Sommer.
Nahida maatte gemme sin Pelsdtagt, medens den unge
Gtedinde sprgede for passende Dragtek til hende. Hvet
Tag aflagde hun og Lupansiy Bei-g hos gamle Dmitry
og Kathinla, hvis Feemtid var sitret, og de vifte ikte kigtigt,
hvorledes de bedft siulde udttnlke deer Glæde og Tränens
lighed hetover.
NU.
Men en Reise fra Et. Iteteriborg til Mangafea og
fra Mangasea til Et. Peterbora er itte taa let ajort som
jagt.
Tbi felv oin Rureren oirtelig ilede affted med Vindens
Haftigbed i sin lette Slæde, maatte der dog tilbagelægges
uhyre Strcrtninger.
Og hvorledes havde de gamle Forældre det i Manga
sea med deees Betymringer for den eneste Dann-? De havde
faaet Brev fta Tobolst fra hende, og det havde været til
nsigelig Trost for dem, at hun var naaet saa vidt. Men
derefter maatte de atter vente og bie. De viste jo, hvor
vanfteligt det var med Brevforbindelsen hertil Mangasea,
derfor turde de flet itte vente paa Brede fra hende. Men
tunde de saaledes itte here striftligt fra hende, tunde de i
doert Tilfcelde bede for deres eneite leere Barn, og naar
Vera blev for-sagt og modløs, sordi hun havde givet Dat
teren Lov til at foretage den lange Nejse, der var forbunden
med saa uendelig mange Faun sagde Tzernitoff profetistt
»Herren er mit Stjold! Lad os itte fkygte eller blive
modløfe, naar Herrens Haand er over hende, sial intet ondt
vederfares hende.«
Ter tom alligevel et Brev til, fom Nahida havde
affendt fra Motten-, hvori hun fortalte om Grev Wachs
chiclys og Lupanstys Forvisning til Udlandet.
Tzeenitosi og hans Huftru tnaelede sammen og tat
tede Heeren, fordi han i sin Naade havde bestyttet og fort
deres Datter saa langt, dernaeft bad de ogfaa Herren om
at hol-de sin Haand over Greven og hans trofaste Lupansty.
Ved Hjcrlp af. dette Brev lssteg mange Gaader, som
for havde verret dem ufortlarlige. Men hvor meget de end
betlagede iGrevens Stcebne, som jo egentlig havde ramt
ham for deres Skyld, tunde Tzernitoss alligevel ikte op
give Haabet oin, at Herren vilde beftytte og spre de forvisie
'tilbage. J denne Tro levede de, Rattlighed til Gud og Nesten
syst-te deres Hinter, i Haabet saa de«en støn Fremtid for
fig, og Haabet bestæmmer itte, siger Apostelen, men det vir
ter Taalmodighed, fordi det har Udspring fra Trer.
Atter gik nogle Maaneder og langsamt; men text-d
felig en Dag, lange for de turde haabe den Forandring i
deres Stæbne, soin Nahida muligvis tunde have udvirtet,
tom ganske uventet Mangafeas sveeste Embedsmand, led
saget af en tejserlig Dssicer, ind til dem. Tzernikoss hilfte
forbavset, men glad og forventningsfuldt paa de indtrek
-dende.
Embedsmanden udfoldede det kejserlige Utaö, saa
ledes taldes i Rusland en striftlig, iejserlig Befaling, og
leeste den til ftor Overrasielse for Tzerniloss; thi deri stod
alt, ihvad vi dide, Kejseren meddelte Nahida.
Overvckldet af Bevcegelse og Glcede satte den gamle
Mand sig ned paa en Stol og grced fom et Barn, ude af
Stand til at stge noget.
Embedsmanden og Ofsiceren Initede harn til Lytte og
spurgte, hvornaar han kunde viere færdig til Hjemrejferr.
Han tilfsjede, at han havde Befaling fra Kejseren til hur
tigt og betvemt at fsre ham tilbage til St. Petersborg.
For at komme hurtigt assted havde than erget for en Stre
de, der ille lod noget tilbage at Inste, og i Tobolst stvd en
udmeertet Tarantasfe parat til at fsre dem videre. Des-i
" wden havde han paa alle Stattoner bestilt de bedste og hat-i
tigste beste.
»Dette tonnner saa overveeldende og uventet, at jeg
maa bede Dem, mine Vetter, lade intg vcere ene en Stund,
for at jeg tan samle mtg lidt.«
Med disse Ord gis Tzernttoss ind t et lille Kammer
bagved, hvot han i en indetlig Bøn udøste sit Hjettes Tat
for Herren.
Da han noget ester tom ud igen, var han tolig og
fattet sont saedvanlia vg sagde til Osficeten: ·
»J Haab om en snarlia Benaadning hat ieg alletede
satget sor Pelsvcrrk til Reisen hjem. Mine Ejendele ete
tun fan, saa at vi tunne snart blive tejsesætdiae. Naat
Te hat hvilet Dem nd estet Reisen, lan De send-e Bud til
mig« saa skal jeg vcrte færdia.«
Detved dlev det, va da Kuteten havde hvilet sig en
Ugtåtid tiltraadte de en tidlia IJtorgenstund Rejsen hjemad,
sulat af de mangcg tærlige Ønsler, hvis Kætlighed vg Hen
aivenhed de vasaa her havde erhvetvet sia, va snart gik det
hurtig fremad Invd Tobvlsl.
Her mødte Tzernikoss og hanS Husttu Beboernes Kask
liahed oa Trostab ufvrandtet. Estet at have udhvilet eftet
den fptstcp mest bespærligc Del af Reisen, tog de paany af
Zted uden at stulle stanvse, føt de naaede St. Petetsbotg«
Listen herhjemme var der i den sidste Tid heut-et stetc
Tina, svm vi tunne bestæftiae vs lidt med, medens Tzetni
tvff oa hanc— Hufttu reiste hjemad gennem de samme Egne,
hvvr de svt adstillige Aar tilbage rejste ud, pinte og nedbøje
de as Fotvisningens Brændemcette, men glade i Haabet,
fordi Herren vat detes Skjold.
Den gatnle Greve og dennes Sen, som var sin Faders
eneste Arving, men sont tillige havde atvet sin Faders eedle
Aaratter va Sindelag, blev pludselia en Dag vverrastet
ved at saa Undertetning om, at den gamle, tro Ovetfotval
tet for Grevens umaadelige Godset Pludselia vat død· Og
nu ajaldt det selvfølgelig om at sinde en Mand, der fvtuden
at vate trv og vaapasselia, ogsaa var et saadant Embede
votsen
»Im ved not en, soin tunde passe dertil,« sagde den
unae Grete.
»Jetzt rned,« svarede den gamle Gteve leende, ,,og jeg
trvr fvrøvriat, at vi tænle paa en og samme Mand. Men
jeg vil tun have va til at indvende, at jeg nu et bleven saa
vant til harn, at jeg itte tan undvæte ham.«
,,T-et ttver jeg not.« sagde den unge Greve; »naar et
Menneste i saa lang Tid som Lupansty delet Sorg vg Savn
med et andet, votse de i Tidens Løb samtnen. Men jeg
vil tun sige dig, Babiuschta, at Lupansiy, føt han fandt
Nahida, bad mig give ham nvget Arbejde, thi han tunde
itte udhvlde dette uvittsomme Liv. Jeg svatede ham, at
jeg tunde tjene hatn med alt, tun itte med dette, thi du hav
de befalet, at han itte maatte tage sig noget til. Jeg set
endnu hans fortvivlede Udtryt, da han spurgte: »Vil da
Greven støde mig fra sig, jeg tan itte udholde dette Livi«
Nu ved du han-s Mening, leere Babiuschta.«
»Han hat fuldstændia Ret, svatede den gamle Gteve,
,,og jeg glaeder mia over hans Udtalelser, thi et·Liv uden
Arbejde er i Langden uudholdeligt for den, der føt hat
vertet vant til nyttig Vitksom«hed. Saa stal han ogsaa
saa Pladsen! Jeg hat sagt nej til Kejsetens Tilbud om
at overtaae et ansvarssuldt Embede; thi jeg føler mig nu
for gammel dertil, dersor flytter jeg mesd harn, Nahida.og
hendes garnle Forældre ud paa Godset om Sommeten. Men
om Vinteren, naar der itte et noget at gøre ude paa Lan
det, maa de tejse med mig herind til St. Petetsbotg.«
,,Udma-ttet, Babiuschta!« udbtød Sonnen. »Min
Husttu vil glæde sig over denne Ordning; thi hun et korn
inen til at holde saa meget af Nahida, at hun i Lcengden
vilde savne hende.«
»Men,« vedblev den gamle Gteve, ,,naar Lupansty
stal begynde at søre Hus tned saa stvr Familie, tan han itle
nøjes med den Lon, den tidligete Fotvalter hande. Han
maa minst have dvbbelt saa meget, og jeg saettet den fast for
hans Levetid, og hvis han døer, stal Nashida have det sam
me i Entepension.« .
,,Det et som talt ud as mit eget Hjette, Gud velsigne
dig detsot, Babiuschta.«
Den garnle Gteve udfstte detpaa strats sin Beslutning,
og da Papiterne nogle Dage ester vate i Orden, taldte han
Lupansth ind til sig.
,,«Set dig ved Siden af mig, Kasimit,« sagde han al
votligt, »jeg hat noget vigtigt at tale med dig om.«
Lupansty gjotde, sont Gteven befalede, og denne ved
blev:
.,Min Sen hat fortalt mig noget, svm jeg tog uiig
meget nær, nemlig, at du var utilfreds med din Stilling
her.«
»Der har den unge Greve suldstændig misfotstaaet
mig!« udbtød Lupansty. »Hvorledes lunde jeg have Grund
til at vcete misfotnøjet, naat jeg het i Detes Etsellences
Hus msdet saa rnegen ufottjent Karlighed, at jeg oste sti
ler rnig bestæmmet. Jeg hat detimod tlaget ovet, at jeg
itte tan udholde at vaete uvirtsvni. Jeg vil gerne arbejde
og atrligt sottjene mit Brod«
»Naar Sagen forholdet stg saaledes,« sagde Gteven,
,,ved jeg ogsaa Raad Hat du hort, at rnin Ovetgods
fotvaltet Maltin et ded?«
»Ja, Deres Eksellenee hat selv fortalt rnig det.«
»Det et sandt, nu hustet jeg det. Vil du have hans
Plasds?«
»Hm-r tst jeg haabe paa at saa en saadan Plads?«
sputgte Lupansty forstrcetket.
»Bi! du have denne Plads?« gentog Gteven.
,,Deres Eksellence get mig gansie forvittet,« stam
mede Lupansty, og man se paa ham, at han i Grunden ger
ne vilde tage mod Tilbu«det; men han havde blvt itte Mod
til at udtate det.
,—,Saa et den din,« sagde Gteven.
Lupansty vtlde komme med Jndvendingerz men Gre
ven lod ham itke kommetil Orde, idet han vedbkevt
»Raat Nahida er bleven din Dusttm tcentet jeg mig,
at du tillige vil have heudes Forældte hoö edet, og edets
Huzholdning veghnder altsaa med site Pers-met, detsot hat
jeg fordvblet din Fotgcengets LIn.«
,.Jeg fottjenet det itte,« udbrsd Lupansty ude af
stg selv. !
»Stille,« bsd Gteven. »Fot at min Ssn itte eftet
min Dsd stulde afsaette dig, That jeg sat din Ltn fast paa
Livsttd, enten du er i Cmbedet ellet iste. Og stulde du ds
fsr Rahida, hat jeg bestemt famsrne Sum til then-de sont En
tepenfion.« .
ananity reiste sia for cerbødigt at trytte Grevens
Haand til Tat, medens denne vedblevt
»Bei er tun ringe Gengæld for alt, hvad jeg skylder
dig, Kasiniir. Her har du Papirerne, underitredne og for
seglede af min Sen og mig. Skynd dig nu og bring Naht
da dem i Brndegave Endnu et,« vedblev Greven, »jeg vil
tort oq godt fiae dig, at jeg ikte tan leve nden dia. Derfor
har jeg beslutiet at tilbringe Sommeren ude paa Godset
hos dig, saa lange jeg lever; men til Gengaeld maa du, din»
Hilstru og dine gainle Svigerforceldre om Binteren fiölgel
med inig her til Hovedstaden, hour J skulle bo hns mig i mit
Palads. Eiter min Død tcenter jeg du Lkan faa Lob at
gere, sotn du felv vil.«
Med digse sidfte er satte Greven Kronen paa Glor
degbndfkabet for Lupanstt); thi Tanken oin at ftulle stilles
fkkk ji« tæresHerre var det eneste, soin forstyrrede hans
store Glade. « " ·"
NAIHZDa blev ligesaa overrastei fom glad, da Lupansty
tom og gav liende det kostbare Dokument, og hun styndte
fig ind til Greven for at bringe ham sin inderligfte Tak.
,,Men,« indvendtc Greven leende til Lupansky, »du
saar forst Lav til at tiltrcede dit Einbede, naar Nahida er
lileven din antru. Saa længe maa du finde dig i at dovne og
itte have noget at tage dig for.«
Selvfølgelia blev han dygtig udlet; men han lo selv
nied, Da i sit Hierte var han inderlig glad og taknemlig;
thi det, som Greven havde gjort for ham, oversteg selv hans
dristigfte Forventninger.
For Øjeblitlet gik nu Lupanstys og Nashidas Forhaab
ningcr nd paa dette enc, at Forældrene stulde komme til
bage Lg dette var ogfaa Genstand for deres daglige Bøn.
Da saa endelig Sommer-en omtrent var til Ende, og
den starpe Norden-hint) blcefte op til klar Frost, medens et
tytt Snelag bedækkede Marter og Enge, og Nehan begin-id
te at blive tildcettet med Js, rullede en stønne Dag en tei
ferlig Kurervogn op udenfor Grevens Palads.
Lupanfty og Nahida ilede strats ned for at hilfe paa
de længe ventede, som saa forbavisede og glad overraskede
paa dem begge. Dei er imidlertid umnligt at bestrive Gen
synets Glæde og Virteliggdrelscn af alle deres Ønfter og
Forhaabninger. Lilf Lupanfly og Nahida kunde man jo
itte vente andet; men endog Greven, hans Søn og Sviger
datter modtog de gamle Mennester med en saadan Kcerlig
hed og ufordulgt Glæde, at man flulde tro, at de vare
Slcegtninge, og Tzernitoff og hans Huftru kunde itte rig
tig satte eller forstaa denne Mo«diagelse.
»He-it J hørt, Tzerniloss, at det gamle Ordsprog:
,,Gode Forceldres Belsignelser bygge Huse for Bernene«,
er gaaet i Opfyldelfe?« spurgte Greven. ,,Lad Lupansty
fottcelle eder Bevis derpaa.«
»Ja, det er sandt,« svarede Lupanityz ,,men ligesaa
sandt er det, at der tillige gives Mennesker, der tun tænte
paa at gøre andre lykkelige, og saadanne Mennefker bo net
op under dette gcestfri Tagl«
Derpaa fortalte han den lytielige Tzernikoff, hviltet
et godt Embede Gteven havde givet ham.
,,Allerede obre i Tobolft beviste Deres Etsellence mig
meget godt,« sagde den gamle Tzernikoss tatnemligt, »og
desvcerre blev dette til Ulytte for Dem selv, faa at det havde
vaeret gansie billigt, om De havde givet mig Styld derfor;
thi jeg var jo dog den indirette Aarsag til Deres mange og
lange Lidelser. Men nu i Siedet fvr overøser De os med
Kcerlighed og Godhed; hoorledes tunne vi dog bevise vor
Tatnemlighed?«
,,Jtte et Ord herom,« indvendte Greven med et Smil.
»Vi ere fuldstaendig tvit. Thi var jeg itte Skylld i eders
Forvisning til Mangafea? Tog jeg ilte Lupansty med mig
i min Ulytke og berøvede eder ham?«
Næste Dag tørte Greven med Tzernitoss hen til Kej
serens Palads.
,,Lyttelige Fader!« sagde Kejseren til ham. «J eders
ufortjente Ulytte og Forvisning har Gud givet eder en
uvurderlig Rigdom i eders Datter. Jngen Tat tiltomtner
mig; thi hvad jeg har gjort, er tun ringe mod eders mange
og lange Lidelser. Gud give eder endnu længe at nhde godt
af Hjemkomften til Fcedrelandet. Jeg hat udncevnt eder
til Overtoldtontrollør, hvis J tan og vil tage mod dette
EmMMX
Dybt rørt tattede Tzernitoss Kejferem men han nd
bad fig den Raade at maatte sige Nej til Embedet, hvortil
han itte mente at have saa manae Kraftey som der bebt-ve
des for at tunne røgte det med Trostab.
»Det gør intet til Sagen,« sagde Kejseren; ,,men J
beholder alligevel Titlen og den dermed forbundne Rang
og Lon. Selv om jeg itte er Styld i eders Lidelser, er
det dog min Pligt at lindre disse efter bedste Evne. Kun
et. Hvem var det, som antlagede eder? Jeg kender hele
Sagens Sammenhæng undtagen Skurkens Navn. Min
strassende Arm skal not ramme ham.«
Tiernitoss blegnede.
»Deres Majeitæt har bevist mig saa megen Godhed
og Naade, og dog vover jeg at bede om en ny Naadesbevis
ning.«
»Og det er?« spurgte Kejferen forbavset.
»Deres Majestcet maa tilgive mig,« ftamrnede Tzer
nikoss, —- »jeg vilde faa gerne have Lov til at fortie min
Fjendes Navn.«
Kejseren saa lcenge forbavset paa ham, hvorpaa han
bevaget sagde:
«J er en adel Mand, Tzernikossl Kun en Kristen kan
handle saaledes. Ja, jeg vil itte vide hans Navn. Gud
vil felv dømme ham, men velsigne dig.« —
Paa Hjemvejen sagde Grevem
«De lhandlede som en Kristen, Or. Toldkontrollsr,»
endstønt jeg tunde ønste, at den Statt, der var Styld i
Deres Forvisning, havde faaet sin retfærdige Suan
»Don undgaar den heller ikke,« sagde Tzernikoss, hvis
Ansigtsudtryt genfpejlede lidt af hans Hintes levende
Tro og Haab, «men jeg vil itte gengælsde ondt med ondt.
Maasse han allerede er taldet frein for fm Dosmmer, der
demmer retfærdigt.«
. Vinteren over bleve de alle samlede i St. Peteröborg,
Jog Hovedbegtvenheden i. Labet af denne var Lupanssys
lBryllnp med sin kære Nahida. Greven havde forbeholdt
sig at ssrge for hendeö Udftyr, og de mange Festlkshedek !
Anledning af Brylluppet vare et tydeligt Bevis paa, hvvt
megen Pris Greven satte paa Lupansty.
Men da Foraaret kom, eller rettete Sommeren; thi
Jordaret i Rusland oarer kun nogle Dage, rejste de alle nd
til Grenens ftore Gods. Kun den unge Greve og hans
Gemalinde maatte paa Grund af sit Embede og sin Stil
ling blive i Hovedstaden.
Hemde i den landligsetilhed begynsdte først ret de
ungeg· og de gamles Lykke. Jsoer Nahida og hendeö For
ældre følte sig rigiig iilfredse og glade og glemte helt de
manqe Lidelser og Savn, de havde gennemgaaet.
XHL
En fkøn Epinmerdazn da De sad paa Terrassen aben
for Zlottet, tom der en its-sel, gammel Tigger for at bede
om en Almissr. Nahida vendte sig om for at give ham no
get, men da hun sit Lje pnn hinn, ndstødte hun et gennem
trængende Strig.
Tiggeren saa poa hende cg rnftede sanledes af Stræk,
at han itte tnnde flytte en Fod for at komme bott. Et
Par af Tjenerne, som vare hidkaldte af Striget, greb imid
lertid fat i han1, fordi de troede, at han havde tilføjet den
nnge Frue nogen Stude.
«Hvad er der?« spurgte Lupansty forskrækket.
»An, det er den gnmle Handelsmann, der bestjal mig
hin Nat i Kroen en Dagsrejse fra Motton hvistede hun
Tzernikoss saa ogsaa skarpt og prøvende paa Tig
geren og ndbtød forfærdet:
»Andreieff! Hat din Dommers straffende Haqnd al
lerede naaet dig?« «
Tiggeren stirrede paa horn, hang Øjne vare lige ved
at .trcede ud af deres Hulninger; hans Lceber vare blau,
hnns Ansigt var farveløft og fordrejet, medens hele hans
Legeme rystede af Angst og Bevægelse.
»Er det den Stutt, der styrtede Dein i Ulykte og be
sijal Nahida?« udbrød Greven. ,,Nuvel, saa er Hævnens
Bæger fuldt, og Looens ftrassende Arm skal naa ham.
Hold endelig fast paa ham.«
Tzernikoff saa et Øjeblit lidt tøvende mod Jorden,
derpaa løftede han sit Blit og pegede mod Himlen, idet
han sagde mildt:
,,Hcevnen hører mig til siger Herren, He. Greoet Se,
han er allerede straffet nokl Se hans Dødsangstl Han var
engang den rigeste Købmand i Chetfon, og nu er han en
nssel Tigger. Er det ikke not? Er det itte Guds Finger? Lad
ham faa Lov til at gaa, han tan jo itle løbe bort fra sin
himmelste Dommer, og lad os itte ødelcegge Vor dyrt tøbte
Fred ved Hcevn. Jeg hat tilgivet ham. Kan du ogsaa til
gioe ham Nabida?«
»Selv om jeg itte vilde, turde jeg itte andet end folge
dii Etscmpel, Fader!« udbrød hun. »Ja, jeg tilgiver ham.«
»Godt, saa kan du gaa, Andreieff,« sagde Tzerni
toff. ,,Din Ondftab blev i Guds Haand Midlet til vor
Lytte. Du tcenkte ondt mod os; Gud tæntte at vende det
til det gode. Gaul Jeg tilgiver al din Ondstab mod mig,
og min Datter tilgiver dig; men jeg siger dig, gaa bott,
betend din Synd og vend dig til Herren. Det varer meta
sle itte saa lcenge, før du stal siedes for din Dommer,
omvend dig derfor, at du ilke skal gaa evig fortabt!«
Tjenerene slap deres Tag i ham, og rasende af Hakme
forlod shan Slotsgaarden uden nogensinde at blive set mete.
Nu vil maasie nogen spørge, hvotledes ldet var gaaet
til, at denne Mand, som stod saa højt, var falden saa dybt.
Andreiesf opholdt sig for det meste i St. Petersborg hvor
han ødslede uhyre Sammet bott. Potemtin, hvis Benge
tørft og Begjcerlighed itke tendte nogen Grænser, fkalottede
ham stadig betydelige Summer, og Andreieff var nødt til
at rytle ud med dem for at tunne holde sig i den mægtige
Monds Gunst. Da han saa endelig for-bade dem tilbage,
svarede Potemkin hom, om han hiavde Lyst til at rejfe over
til Tzernitoff i Mangasea og holde hain med Selstab. «
Da indsaa den bedragne Andreieff, at han gjorde
bedft i at tie og finde sig i sit Tab; men dermed Var han
ogsaa ødelagi. Han folgte sit pragtfulde Hus i St. Pe
tersborg og rejfte tilbage til Cherson, hvor han søgte at
genoprette sit Tab ved flitigt Arbejde og forsat Smugleri;
men saa døde imidlertid Potemlin. Der kom andre Told
embedstnænd, som opdagede hans Smuglerier, og det lyk
tedes ham itte at bestitte dein. Dei loni til alvorlig Pro
cesførelse, ved hvilten det efter en gennemgribende Unda
søgelse af hans Bøger og ved Forhør af flere Vidner tom
for Dagen, hvilke umaadelige Summer, han havde bedraget
Staten for. Hele hans Formue git med til at dcelte disse«
soimlende Sammet-, og han bragtes detved til Tiggerftaven.
Han turde ikle blive i Cherfon, men flygtede til Mvstov,
hvor han søgte at tjene lidt til Livets Ophold ved at gaa
omtring i Hufene og paa Martederne for at for—handle
forslellige Ting
Men den gamle Lyft til Bedrageri fulgte kned ham,
faa han blev Tyv og stjal alle Nalyidas Ejendele. Dette
Tyveri blev ittte opdaget, og han blev detfok ded; thi
Lasten er en Spore, der stadig driver sine Tjenere videre.
Og Krutken gaar saa lcenge til Bands, til den kommer
hanteløs hjem. J Mostov blev han greben Paa feist Gern
ing og dømt til et Aats Fængfei.
Fra den Stund, han forlosd Fængælet, maatte han
leve som Tigger og kom da endelig til Grevens Godö.
Her genkendte han Tzernitoff og Nahida, og en ubestritp
lig Angst greb hom.
Gteven var i Begyndelsen fortrædelig over, at denne
Fotbryder stulde undgaa sin retfcerdige Straf; men ved
ncetmere Oveevejelse grebes han af Beim-bring for Tzev
nitoffs Handlemaaadr. De omringede alle Tzerniloff og
udtalte deres Ros for hans Ædelmodighed; men den gam
le Mund saa lytleligt fmilende mod Himlen og sagde:
; ,,Det er et Mennestes højeste og helligfte Foktet at
ngngælde ondt med godt; thi derved ere vi en ringe Uf
iglans af den Fressen der paa Korset tun-de bede for sin
Fjender!«
l QÆ «