f befreen er mit Shjold. i
Af W. O. Horn.
Ovcrsat af A.
(Fortsat.)
»Saa begynd forfka,« fagde den unge Mand og satte
sig attei. ·
Jvan beanndte nu atter betoliget sin Fottcelling uden
at glemmc hver enlelt lille T«ing, sont Dmitry havde for
talt. Efterhaanden som Tjeneren fortalte, voksede hans
Herkes Deltaaelse og Beute-arise Da han endelig havde
faaet sagt, hvad han vidste, sprang den unge Mand atter
op fra Stolen og sputgte ophidset:
,,Kender du den unges Piges Naan«
»Dmitry, som af Medlidenhed hat taget hende med
fra Moftov, hvot alle hendes Ejendele vare ftjaalne fra
hende, siaer, at shun hedder Nahida Tzernikoss.«
Den unge Mand udftadtc et Slrig, der ajorde Time
ten endnn mere forstræktet.«
»Lad mig ftraks komme hen til heade!« udbrød han«
Han toa sin Hat og trat Jvan med sig, der ikle kunde
tcente andet, end at hans Heere Var bleven greben af etl
pludselig Vanvid.
Guds Veje ere underliae og uransagclia. De føre
geniiem Sorg til Glcede, aennem Mørle til Lys. Der
for vel den, sotn hat leert at bie paa Herren.
Det er maasle allerede aættet, at Jvans Herre var Lu
pansly. Ved at høre sin Naihidas Historie, ogsved Tanken
oin, at hun var ham saa nær bragtes han fuldftændig ud
af sin Fatning.
Eiter at Grev Waihschicly var bleven forvist fra Rus
land, droa ben, som vi vide. til Paris· Den trofaste Lu
pansty ledsaaede ham dertil fom forIVriSt overalt, og
Greven var bleven faa vant til sl)am, at han ikle kunde und
vcete dani. Senere efter Poteinlins Død foretog han lange
Reiser i England, Schwettz og Jtalien, averalt ledsaget as
Lupanskt).
Den Uret, der var overgaaet Greven, fotbitrede i høj
Grad hans Sind og ødelagdts al Glcede for dam. Mis
1nod, Brede og Belymring nagede altid paa hans Sind
og beredte ham mange bedrøvede Timer. Dei var gaaet
ham paa samme Maade som Tzetnikoss, uden man i mind
ste Maade lunde anklage ham for andet, end at han as
Retfærdixkhedssplelfe havde taget sig af en uslyldig dømi
Mands Sag, og herfot var han selv ftrasset med en Lands
fokvisning, soin tun tildeleö de vcerste Fokbrydere. J
Verdens Ljne tlæbede der nu en Plet paa hans Nava, og
dettte smertede maasie Greven niest. Han haabede dog
stadig Paa Retfcetdighed, han gjorde Regning Paa, at
hans Sag vilde blive anders-ad naar hans Fjende var
død, saa at han kunde blive etllceret for nstyldig oa med
Ære kaldt tilbage til Fædkelandet. Men da dette ilke
stete, saa hurtigt soin han havde tæntt sig, gnavede Hadets
og Mismodets Okm sig saa fast i den gamle Mands
Hinte, at han ille mere vilde høte Tale om Fcedrelandet.
Han var for stolt til at gøke noget for sig selv, for lrcenket
til at anvende de Midlek, der stod til hans Raadighed, selv
at foreslaa en nøjagtig Undersøgelse af sm Embedsforvalt
ning i Tobolft. J Bevistheden orn fin Usiyldigshed for
smaaede han dette, og Lupansly foreflog ham denne Udvej,
lunde han blive helt rasende. Ligesaa god og ædel han i
mange Retninger var, lige saa stolt og egensindig var han
tillige.
Men selo oin han maatte dele samme Slæbne fom
Tzerniloff, havde han dog ille dennes faste, frimodige
Tro, dennes tlippefnsieTillid, dennes barnlige Lndighed
mod Guds Villige, fom holdt Tzerniloff oppe og var hanf
Stjold i Trccngselens Dage.
Da Katarine den anden døde, og steife-. Paul folgte
hende pan Trosten, haabede han paa Retfærdighed og Op
rejgning,men den lod længe vente Paa fix-. Reisen-ne Lu
nefuldhed var uden Gtcenser, og de ninnge villaarlige
Sttaffe og Forvisninger vedbleoe,,ia bleve endnu værre end
for. Jngen teenkte tin-J at tillsitgetald, en fort-ist og de
Stridt, som de nærmefte Sloegtninge fotetog, fotbleve
Maqzusskin
kgudnjsaa endelig Marzien gil over til den cedle, men
ne Heilige Alexanderz Hemden haabede han atier med
sp ndtUimlmodieched paa at blive toldt Hjem og saaÆte5
oprejsning. Men saa lanat botte fra Fædrelandet tcenkte
den utaalmodige Greve itte paa, hvor meget den nye Kei
ser haode at gøre godt,at jckvne og ordne i det hele og store,
spi lian com lil den eitleltr. Deisoi ledede lian stqdig som
en landsforvift, og det saa nd til, nt han itulde komme til
at dele Tzernitoffs Slæbnr.
Men efterhaanden blev hnns Helbred fvagere,og dei
san en Tid ud til, at det vilde udarte til en farlig Sinds
lidelse. Lupansiy, som selo var tkyklet og nedbsjet over
tin egen Sorg, led dobbelt ved at se sin ædle Heu-es ogl
Velgøres Lidelset. Han fil ham endelig overtalt til at rejfe
tilbage til Paris-, og ankommen hertiL gil den unge Mond
strakö hen iil den rufisie Gesandt, Odem slyan dad om en
Samtale. Den blev ham iilstaaet, og Lupansisy fortalte
soa alt, bnade om Tzerniloffs og sin Hertes Slcebne og
« denes betænleligeSindstilstand.
Gesandten horte fokbavset paa hom, hvis Ord bar
Prceg af usmylket Sandhed. Han koste Lupansiys Trostab
og lovede stratö at indsende en Bereining til Kejseten.
Og than holdt Ord. Kejseren modtog Bereiningen,fom helt
igennem stottede sig paa Lupansiys Fortcelling, og han
gyste ved Tanken om dizse Utetfcerdigheder.
Dybt ksrt over Greoens Lidelfer bestuttede Kejiet
Alletsander strals at lade foketage en statp Underfsgelsez
men derved opdagedes det, at den forviste Gteveö Ssn
allerede haode indsendt flere indtecengende Anmodninger
om sin Faden Zeit-ed men disse vare alle blevne lagtet
til Side. Forbittet over, at han ikke havde faaet dette ati
vide, befalede Kejletem at der stulde foretageö en nsjagtig
Undetssgelse af Gtev Wathschiclys Embedsforvaltning
i Tobolsi. «
Denne gao selvfslgelig til Resultat; at der itle hvilede
mindste Stin af Styld ellet Brsde yaa ham i dens Retninsg,
tveettimod lom det tlakt for Dagen, at han haode rsgtet
sit Ein-bebe med ftsrste Trostab. hans gunstlge Beteining
om Tzetniloif og andre fotvifte lom ogsaa foi Lyset, og
dette stemmede io faa godt med Lupanstyz Udsagn, at
!
J
det var let at se, at Greven var falden som et Offet for
personligt Fjendstab,og villaarlig Grufonished
Saa snart Undersøgelsen var til Ende, slyndte Kejser
Alexander sig at gøre den stete Uret god igen. Greven blev
ertlceret uslyldig, tilbagelaldt med fnld Ærezsoprejsning
og indsat i sine tidliaeke Brett-tadelnd især i den betroede
Post,sotn den hadefulde Potetnkin havde lovet Ham, for
tun at stnfse ham paa saa gtusom en Maade. Derpaa
sendte Kejseren en egenhcendig Strivelse til Greven.
En Dag snd Greven mørt i Hu i sit Vcerelse, da en
yTjener nieldte Gesandten-J Vesøg, og denne traadte ind
1 det samme. Lupansty, som opholdt sig hos Greven, vilde
isjerne sta; men Gesandten holdt ham tilbaae.
,,Bliv De lun,« saade ban venligt, ,,De bor vcere
Vione til det, jeg hat at sige.«
Derpaa oplæste ban Fiejsereng Strivelse en ønsteds
Gretsen til Lylle til hart-s asrefulde Genindsættelse i sine
tidligere Værdigbeder, og til Slutnina talte ban ham
Besseres eaenhændiaeStrivelse Greoen stcelvede oa bcevede
men da han hsavde lcest seejserens Brev, randt Taareene ned
ad dank Kinder.
Gesandten toa nn atter Ordet og saade:
»Jetzt er overtnaade akad, sordi Usiyldinheden er kom
men for Deinen, oa Deres Elsellence derved bar saaet en
saa dceedig Genopreiånina, nu maa jeg dasaa have Lov
til at sige, hoem der bar sin Del med heri. Den unge Mand
der satte niia i istand dertil, hans ildsagn,der nøjagtig
stennnede overens nied Sandbeden, aav den første Anled
nina til denne Glcede, idet han nden Dereg Vidende hen-.
vendte stq til mig oa lvetroede mia alt «
»Gut du gjort det,Kasin1ir?« udbrød Greven, gik
ben til anansty og flog Arinene oni l)am, som om han
lunde liave voeret han«-Z Son. »Var det itte not med,« ded
blev han, ,,at du opanv din egen Lykte sor at sølge mig
i Fordisningen oa rejse med mig odetalt, book mit for
ditrede Sind dreo mig, sknlde du nu ogsaa gøre dette for
mig oa scette mig i en saadan Tatnemliahedsgceld, som al
min Karliahed itke lan gengældeks Men nu niaa De gøre
Varlet helt ud,« henvendte han sia til Gesandten, ,,og talde
den uslyldige Tzerniloss tilbage fra Mangasea, tbi derded
aør De endnn slere Mennesker lylleliae oa nedlalder Bel
signelse over Deres eget Hovede.«
Greven fortalte atter Gesandten Tzernitosz Historie,
der i saa mange Maadek var lnnttet til- dang egen, og
Gesandten lovede at gøte alt, for at denne uslyldigt lidende
lunde blive genindsat i sine Rettigheder og mod sit Livs
Akten blioe holdt sladesløs for de mange bitre Lidelser,
der Var overgaaede nam, sordi han i ubestilkelig Redelighed
havde gjort sin Pligt.
Enhoer tan vel tcente sin, hvor lys og skøn Fremtiden
nn laa for de to Mennesler, der havde let saa meget. Man
lan selv sorestille sta, livor varmt Greven taltede sin tro
faste anansly, og hvorlcdes det LaegemideL Kejser Alex
ander sendte Greven,virlede bedre end alle de parisisle Lieg
gets tilsannnen. Han aenoandt sit Helbred og sin Sundhed
med en Hurtighed, der næsten overgil Lupanskys dristigste
Forventninger. Nu var der itte mere Tale om at blive i
Paris; det var som om Jorden brændte under hans FI
der, saa meget fremstyndede han Hjemrejsem
Te stonte sig til St. Petersborg, thi Gre
vens eneste Tanle var Tzernilosss Benaadning og Lu
panstys Lntle over at gense Nahida, medens den unge
Mand altid blev bedrøvet og rystede paa Hovedet, naar
Greoen talte bekom.
»Hm De gansle glemt de mange Aar, der ere gaaede,
siden vi soelod Tobolsl?« sagde han til Greven, der attet
solte sig ung baade Paa Sjæl og Legeme, som om der ilte
laa ti Aar mellem nu og Opholdet i Tombolsl. »Tage:
De slet itle Tzernitosss Alder ellerMangaseas bidende
Aulde med i Betragtning.«
» Du hat Ret i, jeg tcenker ilte derpaa,« svarede
Geeven, » men saa taenter jeg saa meget mere paa det Ord,
der saa godt udttytler Tzernitosss hele Tcenle«maade:
»Herren er mit Sljold!« J Dag maa jeg belende, at han
ogsaa hat vceret Sljold og Vætn for mig, ligesom jeg nd
mygt maa belende, at jeg, den store Synder, ilte et al Guds
Trosasthed og Mistunhed vcerd Ttor du virlelig, at Her
ren vil sore os tilbage og lade den statlels Tzeenitoss
omtomme oppe i det høje Nord? Nej ingenlunde, jeg er
vis paa, at han ogsaa der chat vaeret hans Stjold «
Dis-se Ord tastede for en Stund en lille Haabets
Straale ind i Lupanstyg Hjerm men han henfaldt snart
til sm tidligeee Sorgmodighed hvoras Gtevens inderlige
Karlighed ikte sormaaede at løsrive ham.
De reiste altsaa saa ihurtig som tun en saadan tig
Man-d som Grev Watschicky lan reise, og de tom lyllelig
til St. Peterssborg. Der laa Grevens storartede Palads
i en as Byens Hovedgader, lige paa Hiernet as den lille
Sidegade, hvor Dmitrys Bolig og den Butik sandte-Z, hvor
han havde teusset Luspanslys Tjener Jvan.
Nu vide vi altsaa, hvorlesdes del paa den mest na
turlige og sortlarlige Maade var gaaet til, og vi tunne
siklert alle i Tantetne fcilge den ntaalmodigit ilende Lu-:
ponsiy
Vi lunne da heller ilte undre os over, at han styndte
sig saaledes for at overbevise sig om, han var bleven be
deaget, ellek om han vittelig saa uventende stulde gensinde
sin leere Brud, sin trosaste Nahida, der havde paataget sig
et saadant Hverv, som tun hendes trosast Kerlighed tun
de udssre.
Jvan maatte gentagne Gange talde paa hamx tshi
han lsb altfoe langt .Endelig lom han tilbage og stand
sede udensor det Sus, hvor hun stulde veerex endelig kun
de han aabne Deren til det Vætelse, hvor han stulde sin
de hende, og hans Hjette danlede som om det stulde spran
ges ved Tanten herum.
XL
Nahida sad ved Botdet samtnen med den gode
»Dmitn).· og hunö Kathinka og Gotte med Tat til Gud
»i sit hinte, at den sornemme Heu-es Tjener næste Mot
gm vilde bringe de updvendige Rast-. En lille Lampe
jstod paa Bordet vg vplyste Stum, og dens Ssiu faldt lige
hcn puu Dsrew ,
!
Hun horte) Jvans Kalden paa sin Hette ude paa
Gaden, og dette afbrod deres Samtale, De harte nogen
storme opad Trappen. Dmitry tog Lysct og aabnede Do
ken. Udenfor stod Lupansty, og det klare Lysstaer faldt paa
ham.
»Er det oirtszlig dig, Rahida?« raabte han.
Nahida saa Paa dam, genkendte l)am, nævnede hans
Navn faldt saa, overvældet af den glokdelige Overra:
lflelse befvimet om.
Lupansty gentendte hende ogfaa straks og sinndte sig
hcn til hende for at gribe shende i sine Arme.
»Hm deri« raubte «han fortvidlet. »Sta! jeg da tun
Hienfinde hende for at miste hcnde med det samme? Odem
Hvil hjcelpe l;er?«
»Wer tun rolig, naadige Herre,« sagde Den gamle
licthinta, fvm nu var kommen sig lidt af sin Oder
saflelsr. «Glceden —-— og i det Tilfælde er det jo itke
andet — dræbcr ille saa let. Hun bcsvimede kun, fordi
De kmn faa nventende og pludselig ind.«
Hun styndte sig ud for at hente Band, hvormed hun
bndede Nalpidas Ansiat og Bande, saa at hun snart kvm
til fig selv ige1!.
Ord tnnne itke bestrive den Glcede, som fyldie legge
de unge .L)jerter. Deres Taaret løb 11standseliq: cnen det
var Glaedens og Taknemlighedens Taarer, fordi lHer
ren havde fort dem samtnen igen paa saa underlig en;
Mande. , -
Det er umuligt at opregne de mange SpørgsmaaLT
der nn fuldte paa hinanden, og hvoraf de fleste forblev
nbefvaret, fordi Spørgsmaalene kvm saa forvirret mellem
l1inanden, at de itke vidste, hbiltet de flulde besvare sprit.
llmuligt er det at bestrive den Glcede, der forhindrede de
punge i at give hinanden fyldeftgørende Fortlaring, eller
den Forbavsclfe, der grcb baade Jvan, Dmitiy og Kot-hin
ka, saa at desitke rigtig kunde finde nd af, orn Lupansky
dar Nahidas Broder eller Brudgoni, eller de tunde forftaa,
l)vorledes deres Protege tunde have faa fornemt Betendt
siab. Men til sidft fik de dvg saa meget usd af det hele,
at de tunde gætte sig til, at Lupanfly var Nahidas Brud
gom, og at de begge havde anfet hianden for døde. Saa
ledes stod den ene Gaade eftr dn anden ubesvatet, ind
til endelig den forste Glædesstortn havde lagt sig, og den
lyltelige Nahida var saa fattet, at hun ganske tort tun
de fortælle de gamle Sagens Sammendceng og famtidig
fortælle Lupansty, hvor gode Dmitry og Kathinta havde
vceret mod hen«de.
J tcerlig Talnemlighed tryttede Lupanfty deres Haand
og hans Hjettes Glcede gav sig Udtryt i Ord, som pres
sede Taarerne ud af de jædne Menneflers Øjne.
Men da Lupansty sluttelig ettlcercde, at han vilde tage
sin Nahida med sig til Grevens Palads, opstod der en fand
Kcerlighedens Vceddestrid; thi derom vilde de ikte høre tale.
De mente, ai Nat-im var kommen bedrøvet vg bekytnret til
deres Has, derfor vilde de nu ogsaa have Lov til at hufe
hende sont en lytlclig Brud,og dette sidste var det afgørende,
saa at Lupansty maatte give efter paa Nahidas Bøn.
Endnn mere forbavset blev Greven, der sad midt i sine
leeres Krebs-, da Lupansty glædesstraalende kom ind og
fortalte, hvad han havde oplevet. Greven hans Søn og
dennes Gemalinsde lyttede interesferet, og de kunde ikke
nolfom rose Nahidas barnlige Kæriigshed og Guds un
derfulde Forelfr.
,,Kan du je, du vantro Thoma5!·’ udvrød wrevem
,,«hvor sandt det var, naar Tzernikoff fagde: ,,Herren er
mit Sljolsd!« Han hat været Nahidas Skjold indtil den
ne Stund, og han vil ogfaa vcere Skjold og Vcerge for
Tzernitoff, saa at han kan komme tilbage til os.«
Formedelst den Trostab og Hengivenhed, Lupansky
bar-de vist Greven, indtog han itke mere nogen tjenende
Ztilling, men blev betragtet, som han lmrte til Familien.
Der-for vilde ogsaa den unge Grevinde, Grevens
Svigerdatter, øjeblillelig sende en Vogn efter Nashidax
men her maatte Lupansly lcegge fig imellem. Og da han
havde meddelt dem, hvad de gamle havde sagt,1nente de dg
saa, at det var det rigtigste, at Nahida blev endnu denne
Nat under de gceftfri Mennesters Tag.
Neeste Morgen valte det stor Opsigt i den lille Gabe,
da der holdt en gtevelig Karet udenfor Dmitrys Dor,
og endnu stpre blev Forbavselsen af Beboerne, da den gamle
Grev Wathchicky, den unge Grevinde on Luvanftv steg
ud af den og git ind til Dtnitry.
Nahida blev ligbleg, da lenn fik Øje paa dem, nien
den gamle Gteve ilede ilxenimod hende tned udvredte Arme.
Hun lom ham i Mede, lussede hans Herand og tnælede
ned for ham med bejet Hosen Den gamle Mund lagde
sin slcelvendc Haand paa den unge Piges Hoved og sagdets
,,Aldrig hat en Felder haft en bedre Dotter! Gud del
signe dig, miu Datter2« ;
Derpna reiste Gan hende op fm hendes lneelendel
Stilling , og den unge Grevinde omfavnede hende fom en«
ZssieL j
Mcn gamle Dmitry og Kathinka vare virkelig He- »
drøvede, fordi de allerede slulde af med den unge Pige
fom de i den lorte Tid havde faaet saa usigelig tcer
»An-r nu hjem med Nahida,« sagde den gamle Greve;
»jeg« lommer om lidt, jeg slal førft tale med Dmitry.«
Da Dmitry og hans Huftru havde fulgt Nahida ud
ti« Vognen og kom tilbaqe til deres lille Stne, sagde
Grcven venligt:
«Hvad du har gjort nno L»al)ida, Dmitry, bar du
;I«.st. mod mig; jeg staat der-for . Gcely til dig. Hixkil
fknk du som Frapttetsi Innattet crbeide haardt for det da
zlige Brod, nu siger jeg dig: sælg din Heft, gøk dine Ej
endete i Penge og flyt med nd part mi: Gods. Der sial
du faa det godt, faa lcenge du lever.«
Dmitry saa talnemlig paa Grener men svarede:
»Juk, naadtge Herre, for Der-es Godhed! Jeg kan
dog ilte tage imod Der-es Tilbudztlhi dette Hus er mig lært
fremfor noget; her thave mine Forældte boet, her ere
de dsde og ligeledes mine tre Born. Jeg vil ogsaa gerne bo (
her, indtil Herren kalder mig hjemX
»,Ruvel« fagde Greven, ,,saa vil jeg sorge for, at
du l vet mände paa dine gamle Dnge kan leve i Fred
og Ro uden BekymringeX
Med Wie Ord tog han sin Lommebog frem, rev
.
ei Blad ud og sktev sherpaa en Anvisning pack en antli
Livrente til det gamle Ægtepar.
»Gem denne Anvisning og indfind dig hos Hushodi
mesteren i mit Palads, saa faar du hvert Aar en bestemt
Zum udbetalt. Nu kan du være glad og tilfteds7 thi du
behøve ikke at arbejde mere.«
Med disse Ord styndte Gteven sig ud, fulgt af de
gamles hjerteligste Taksignelset.
Alt, hvad der var foregaaet, var som en Drøm
for Naihida, og undertiden fokekom det for hende, at dei
itle kunde være Tilfceldet. Men naar shun holdt Lupan
stan Haand i fin, naar Grcden, hans Søn og Gemalinde
tappedes om at dise hende deres Kærlighed, forstod hun at
,det Var Sandhed Da skøn Virklighed, og hun sendte en stille
’Tat op til Lysenes Fader, fra shvem al god og al fuld
kommen Gabe kommen
Nu val- der paa en Gang gjort Ende paa al hendes
Sorg og Beiymring, paa alle hendes Lidelser og Savn.
»Vidste mine ForaeldreI det blot,« sukkede hun ofte;
men Haabet om deres Benaadning spirede frisk og grønt;
thi Greven hvilede ikke.
Da han søgte Audiens hos Kejseren for at takke for
sin eqen Tilbaaetaldelse, benyttede han et gunstig tØjeblik
til at tale om Tzemitoff, scerlig fortalte han om den Hel
tegerning, Nahida havde udført, dreven af Kaexligshed til
fine Forceldre· Keiseren hørte forbavfet herpaa, og faa snart
Grev Watschicky havde trukket sig tilbage, skyndte shan sig
ind til sin Moder, Kejserinde Maria, for at fortcelle hende
det, da de fik begqe Lyst til at se den unge Pige.
siiæfte Daa blev St. Petersborgs Jndbyggere Vidne
til et mærkeliat Son, fom fængslede alle.
J en prasatig Karct fud en gummel Herre, lwis Uni
form og de mange Ordener, der prydede hans Bryft, w
bede den høitstaaende Embedsmand, oa ved Siden af ham
sad en meget smuk ung Pige, tlædt i en mcerkelig PelBss
dragt, som ikle var kendt i HovestadenL Under den fikse
lille Hue bølgede rige Krøller ned over den unge Piges
Skuldre, og hcndes store Skønhed fremshcevedes ydermere
af den mærkelige Dragt. Greven havde helft set hende smyk
ket, sotn det pasfede sig for at vise stg ved Hoffet; men
Kejserinden havde udtryklelig ønsket at modtage hende i
hendes mangaseanske Dragt.
Jngen kunde fortlare sig det underlige Syn, men at
det betød noget, lunde enhver tænke sig.
Da Nahida Ved Grevens Haand gik gennem de magi
fulde Gemakler i det kejferlige Palads, skælvede og bævede
hun for det Øjeblik, da der stulde trceffes Afgørelse om heu
des Forceldres Skæbne.
,,Mdd mit Baru, Mod!« sagde Greven. »Du hat op
levet vcerre Ting end det, der nu forestaar dig. Tcenk pack
dine Forceldre, saa vil du alter blide glad og frimodig.«
Greven havde Ret; efterhaanden forsdandt al hendes
Ængstelse, og hun genvandt sin tidligere Frejdighed og
Frimodighed.
Ved Grevens Haand traadte hun frem for Kejseren,
i hvis milde Blit der lyste en usigelig Godhed; ved Si
den af ham ftod en høj, statelig Dame, hacm Moder.
Nashida Inn-lede, foldede sine Hænder,'saa paa Kej
fer Alexander og hvistede:
»Naade for min uskyldige Fader, Deres ’Majestcet!«
Alexanders bløde Sind grebes dybt ved Tanken om,.
hvilket Offer denu nge Pige Sande bragt.
· ,,Nej,« svarede han bevcegei, »ikke Naade, min Dat
te1?, men Ret for den fokfulgte Udskyldighed. Naade bliver
lun en Forbryder til Del, hvorimod det ustyldige Offer
for en ushørt Grufomhed faar Ret i Ordets hele Brind
nmg.«
Nashida bøjede sit Hoved, men Kejferinden reiste
bende fra hendes tnælende Stilling og knsede hende paa
Panden, idet hun sagde:
,,Herren velsigne, dig du trofaste Barn!«
Derpaa greb Fiejseren hendes Haand og sagdex
»Du ·har udført en ftor Gerning, min Dotter, siørre
end en Soldat, der drager i Krig for sit Fcedreland Du
hat bevift bcle mit Folt, hvad et tcerligt Barnehjerte ved
Guds Naade formaar at ndrette, og Foltet fkal og maa
vide det Min Gesandt i Paris thr allerede berettet, hvad
en viH Lupansln i Overensstemmelse med Sandhed havde
fortalt bam. Jea bar fenere underføat Sagen oa fundet,
at del fovholdt sig fanledes. Din Fader faldt som Offer for
en rinmesyløg Czturh lweni felv Gud hat donn. og for en
bersteslig Mands Luner, som misbrugte sin Magt og senere
forfulgte Greven der. Jeg hat allerede fendt en Kurer med
Jldbud til Manqnscax han er maafte alt i Tobolsztshi jeg
havde befalet linm at flynde sig for at bringe din Fader Fri
hed og Ret· Paa min Betostning ftal san din Fader og Mo
der rejse hie-m forsnnet med enhver Bekvemmeligbedder vaa.
nogen Maade tan ydes dem. Dernæft faar din Fader sin
Løn udbetalt fra den Dag, da han saa urefærdigt for
visies fra sit Fcedre·land, indtil han tommcr iil St. Peters
borg. Endvidete er det min Billie, hvis din Faders Kurs
ter endnu slaa til, at give ham et indbringende Embede vedx
Toldvcesenei. sØnsler han det ilte, hat jeg udfat en Abs
varig Pension til ham for at bevise ham, shvor gerne Kei
seren vil gøre den tidligerkbegaaede Uret god igen. Alt dette
er min Lsn for din Trostab, mit Barn; men den bedste Be
lønning faar du af den Gud, der gav Budet: »Ær din Fa
dcr og din Moder«,og hvortil han knyttede den herlige For
jokttelse om sin Naade ogMisiundhed Er du tilfredö her
med?«
,,Alt et ufortjent, baade Guds Naade og Mislundhed
og Deres Majestæts Godhed,« udbrød Nashida, og Grckadeir
kvakte hendes Stemme. Derpaa knælede hun atter og foldede
sine Hænder, itte for den jordiste Kejser, der stod for hendes
men for den Gud og Herre, der havde bevist hende sinke-·
Miste-added end hun nogensinde havde turdet haabe paa.
En Stand var der dyb Tavsthed i det ·kejferlige Genick,
detpaa bad Kejserinden Kejseren, om shun maatte tage
Nahida med sig til sine egne Verelser. Hun lyssede og am
favnede Nadidcn fom om hun var hendes egen Dattet, det
paa hængte hun en kostbar Zobelpels om hendes Stuldre,.
»idet hun fagde: .
t
(Foktseettet.)i «
