Perren er mit Shjold.
Af W. O. Horn.
Overfat af A
(Fortfat.)
Fra Moslov og videre maatte Nahida rejse med
Postvognem men dermed var det ogfaa forbi med den
Hurtighed, der havde baaret hende faa ncer shendes Ønstersj
Maul. Rejfen gil ilte alene mere langsam, den var tilligel
mcgei ncexe lautende, suen ogfaa ubehageligere, fotdi de
maatte overnatte i Kroerne undervejs. Allerede den sprfte
Daq indttaf der forstellige lllyllestilfcelder,idet der tit gil
noget itu paa Vognene, og de maatte istandsætte Sie-den.
Paa den Maade gik det til, at de en Nat maatte ovetnatte
i en ussel lille Landsby i Stedet for i den støre By, som
Bestemtnelfen var. Desuden dar det en Jede, fom ejede
Kroem og da der tilmed havde vætet Marled i Byen, date
alle Rum oversyldte, og der var ikle andet at gøre for de
keifende end efter Maaltiddet at inderette sig et Natteleje i
den store Skcrnleftue.
Allerede her lom den store, varme Pels Nahida til
Nytte, som Bludoffs Døtre meget mod hendes Villie havde
givet hende med, og som havde gfort saa god Tjeneste for
hende paa Reisen fra Mangasea til Mosiotx
J Postvognen havde der ded Siden af waida siddet en
gammel Mand, der handlede med forflellige Ssmaating og
gil fra Hus til Hus med sine Sagen Udtryllet i hans An
sigt dar faa listig og ondt, at den unge Pige strals
stødes dort fta ham, men flønt hun tydelig viste, at
hun helft vilde viere fri for hom, rettede han dog mange
Spørgsmaal til hende oIn hendes Reise og Maolet for den.
Nahida var meget fotsigtig med sine Svar og forftod at
affcetdige ham saa lori og godt, at enhver anden vilde
have trutket sig tilbage. Men han lod sig ille saa let asiat
digr. Han fputgte bestandig videre om Livet og For-hol
dene i Sibirien, efter enkelte forviste, som date Nahida nbes
kendte, tilsidft spurgte shan ogsaa om Tzerniloss.
Det dar beldigt, at det allerede dar mørlt, saa at ban
ikle lunde se den Bedægelse, dette Nsavn fremlaldte hos
hende. Dei lnlkedes hende dog at sdate rolig og fattet,
at hun kendte lidt til Tzernikoss, hvem del not ellers gil
godt. L
»Bei zslæder mig,« fagde den listige gamle, »thi jeg
er fra Nictin, sbvor Tzernilofi var aniat ved Toldvcrsenet,
og jea tender hain nieget godt. Haaber han itte paa at
blioe benaadet?« spurate han lurende.
Nashida bencegtede dette tort oa lænede fig tilbage for
liaefom at fooe.
J Krer laa han itte langt fra hende paa Etwa
lejet, sont mindst tyve Mennester delte med hinanden.
Anaften og Stellen over at besinde sig i saa nvante
Omgivelser da For-hold boldt hende oaagen til langt over
I.Iiidnat, men da alle til den Tid sov, ooeroceldede Spo
nen ogsaa hende og laqde sia nied blntuna Vaegt paa heu
des Lijenlaagr. iaa at hun faldt i Sonn uden at lade sig
foritnrre af den oilde Ziaøjnermnsit, der lød ude i Lands
bnen.
Tidtia ncrste Morgen toa en Del af de reifende af
Sied: Støjen heroed vælkede hende lun et DiebliL book
paa hun atter mod sin Villie faldt i Søvn. Da hun endelig
vaagnede, faa hnn til sin Forbavselse, at bun var ganfle
ene i Einen, alle de andre rejsende date tagne bott.
Hun lom hurtig paa Benene, betymret for, at Post
voanen stulde vakre iørt fra hende.
Men hvem tan bestrive hendeg Steckt, da hun iilfæl
diaois følte i sin Lomme oa opdagede, at den var tom og
hendes Penge fotsoundne· Hun gennemspate forslrcellei
sine Klæderx men hun lnnde ilte stjule for sig felo at hun
var fnldstrendig udplyndret. Tekpaa saa thun paa sin Ref
feiasse Ogsaa den var brudt op og tømt for sit Jndhold
Ilvillaarlig lom hun til at tasnte paa den listig: gamle
Mand, o·a paa hani iastede shun hele fin Mistanle.
Hun ilede bleg af Steckt ind til Kroejeren og klage
de over sit Tab. Men Jeden trat paa Sluldrene, bellagede
hende og sagde, at han lunde umulig svare for alle de
Mennefier, der tog ind hos ham, især ved en faadan Lei
lighed, naar hele Hutet var fuldt.
Nahida tunde ille holde sine Taarer tilbage; thi det
var jo en forfcerdelig Forlegenhed, hnn var sat i. Hvor
ledes stulde httn naa St. Petersborg og opnaa sin Hen
sigt der, nden Peinen-, uden chkderZ Hnn spitrgte efter den
gamle Handelsmand og lagde ille Stle paa, at hun mis
taentte ham for at have udplyndret hende Men Vcerten
lendte ham itte.
»Og hoorledes oilde du ßnde hasti, min Son, blandt
de mange der loinmer, til MarkedetW spurgte han. »Da
stulde han voere Tyven, som du niener, saa lan du verre vis
paa, at han i Tide shar for-get for at komme herfra.«
Denne Bevisfsrelse var faa rigtig og ielvsslgelig,
at den statkels Nahida itte tunde indoende noget berimod
og der var altsaa ille andet for hende at gøre end saa
godt sont muligi at sinde sig i Ein foetviolede Tilstano.
Dei værfte for denke var, at hun itte engang kunde
betale Werten for Mak- og Ovboid, og inne turde heller
ille icenle paa at oeaande iin Band-Uns til Fods uden at
have spist anget. Heldigvis lom hnn til at se paa sin Kasse,
som hun nu ille mere havde Brug for , og Jsden var
strals villig til at lebe den af hendr. Derved sit hun Mid
ler til at betale hvad hun styldte Vcerten, og hun fil endog
en Rubel tilovers. H
Men hun var alligevel nærved at fortvivlet Hun
havde ingen Penge til at tunne tage vidre med Postvognen,
og hun oax ille vant til at gaa lange Strcelninger« og nu
tilmed ved Vintertid med Js og Sne og bidende Kulde.
Postvognen var endnu ilte tm, som Nahida troede, tjg
da Kutten horte, hvorledes det var gaaet hende, sagde han:
»Bei gsr mig ondt for dig, itallelö Dtengl Scet du
dig tun i Guds Navn op i Vognen og lsr ined til næste
Holdefted Men iaa bliver du nsdt til at se, hvoeledes
du iommer vidte.«
Nahida tog med Tat mod Tilbudetx men det var tun
en Dagsrest og hvad flulde hun sau?
Hendes Tauter lsb uophsrlig ned ad hendes Kinder,
medens shun ssgte sin hjælp og Trost i Bsn til Gud og
Tro paa hans Ord, og hun blev inart noget roligere.
hun tcnlte paa den uhyte Reise med de ntange Fam,
under shvillen herren iaa synlig havde bevgret heade. Hun
fandt boile og Fred i Fokvisningen om, at Herren, der»
hidindtil havde hjulpet hende og i sin faderlige Visdoml
Ifott hende hertil saa næt ved Maalet, ikke vilde forlade
hende, men være med hende det Stytle Vei, hun havde
endnu tilbage.
Mere rolig, men dog bedkovet og bekymret, naaede
ihun ved Aftenstid den næste Station, hvot hun sagde
Tat til den stitkelige Kask.
»Gut) give jeg tunde tage dig med til St. Petetsbotg,«
sagde ban; ,,men jo ncermere vi komme Hovedftckden, desto
storre bliver Futen for mig, hvig det blev opdaget, at jeg
havde taget dig med uden Vetaling.« Han tog i Lommen og
takte hende en Rubei. ,,Tag denne, ftakkels Dreng, og
spis dig et goot Maaltid. J Stalden tan du oist sinde et
varmt Ratteleje, sotn itke kostet dig noget.«
. Nahida takkede atter hierteligt for Gaven, som hun
itke turde oise fra sta. Deteftek fulgte hun Kustens Rand,
stillede sin Snlt ved noget tort Brod og sov udmærtet
paa et Knippe Halm ude i den varme Stald
«Gaa med Gut-X sagde Kasten næste Morgen, da
ban korte oidke, medens Nahida, ftyrket oed Nattehvilen
og Von fortfatte fm Vej til Fods.
Men lhun maatte snart erlende, at en Vandting til
Fods var umuligz thi allerede efter nogle Timers For
lob formaaede bun nceppe at flytte sin Fod; men hun
maatte sætte sig i Sneen langs med Vejen. Mere bekynk
ret og tkofteslos satt hun ud i Fremtiden, da der i det sam
me tom en tnng Fragtvogn lotende hen ad Landevejen.
Da Monden, som korte den, kom i Nærheden af
hende, standkede han og betragtede deltagensde og med
lidende den smukte Yngling, hvig fremmede Klædedmgt
strats var ham Paafaldende.
»Hvorsot siddek du her?« sputgte shan venligt. »Hm
du Lyft til at fryse ihjel, saa kan« jeg forsilre dig, at du
snart vil faa dit Ønste opfyldt.«
»Jeg er fuldstcendig udrnattet af at gan, fordi jeg itke
er vant dertil,« suktede den ulyktelige Nashida; ,,mine Jov
der brcender fauledes af Smette, at jeg ilte med bedste Villie
kan gaa videre.«
,,Hvorfea tommet du da?« spurgte han. -
»Im Sibirien,« svarede Nahida·
»Im Sibirien!« udbrod Monden forbavfet. »Hvot
ledes er det muligt?«
Der var saaledes itte andet for end at fottælle hele
sin Historie.
»Vent lidt!« udbkød Monden, »du tan sidde her
oppe paa min Bagn, saa lan du bedre fortælle. Det et alt
sor farliat for dig at opholde dig længere paa den tolde
Landevej.«
Han indteiiede en Siddeplads til Nahida i Halmen,
som brugteg til at patke Varetne i, han besorgede, og
sagde derpaa:
»Saa, nu maa du fortaklle mig alt. Men forhast dig
itle, foricel mig det grundigt, thi jeg holder meget af at
hote saadanne martelig Fortællinger.
Nahida beghndie med sin Faders Forvisning og for
talte Stridt for Stridt oin sine Foreeldtes Lidelser. Man
den harte paa hende med stadia stigende Forbavselse og
afbtsd hende ofte med Spørgsmaah der ligesaa meget
robede hans Videbegærlighed som Deltagelse for det, han
horte.
Da Nahida fortalte om sin Beslutning at ville ud
virte sin Fadets Benaadning og slildrede sin Reise med
dens mange Lidelser og Fam, maatte Manden tørre Taar
etne af sine Øjne og sagde trostyldig, idet han tlappede
hende paa Skulderem
»Du er en god Son! Gud velsigne dig! Han vil hel
ler ille forlade dig. Gud give,« tilføjede han bebt-yet
«jeg havde en saadan Son. Men du har handlet ret;
thi Budet: Ær din Fader og din Moder, hat en rig Bel
signelse fra Gud i Folge. Ligesaa sittert som du nu fid
der her ved Siden af mig, vilde du være ftosset ihjel i
Lobet as en Timestid, hvis Gud ilte havde sendt mig her
hen, for at jeg stulde tage dig med. Jeg er sra St. Pe
tersborg og er nu paa Vejen dertil, Gud fri mig fra at
lade dig blive her paa Vejen og omlomme.«
Nahida glædede sig inderligt over den garnle Mands
hjertelige, enfoldige Tale og tattede ham bevceget.
,,Men fortæl nu videre,« raabte han og sthndte paa
sine ödeste. »Du hat jo nhlig været i Moslov, hvorfor er
du itte tagen videre med Postvognen?«
Nu maatte Nahida sortcelle sine Qvlevelfer i Lands
byen forrige Nat.
»Naa, du hat vætet sammen med den gamle Slurtl«
udbrød Monden. ,,Jeg overnattede i samme Lands-by
has en god Ven, der toter Fragtgods ligesom jeg. Den
gamle Stark kom hen til sham igaar Morges og falbød
noget Tøj, men —- ,« han standsede og saa forvirret paa
Nahida, — »det var Kvindelloeder.«
Ved disse Ord brast Nahida i Gtaad, ude as Stand
til at stge noget.
»Seit du« mit Barn,« vedbliv Fragttusten, ,,dit An
var mig strals paasaldende, tilstaa du tun ærligt, at du
hat fortleedt dig, du er en Pige.«
»O, Herre, fotlad mig itle,« hullede Nasljida
»Forlade dig, taabelige Barn,« sagde Manden rett.
»Du trænger til min Hjcelp, og du hat Ret til at gøre
Fordring paa den. Din Historie er endnu mere wunde,
end hvis du virtelig var en Dreng. Nu forstaar jeg godt,
at du var ved at fortvivle, og at du ikte tunde udholde
at gaa. Men du stal vide, at du that trusset et eerligt Men
neste, der ogsaa hat en Samvittigshed og ftygter Gud lige
som du. Du tan stole paa mig, og min Hustm min gode
Kathinla, vil tage mod dig som sit eget Batn. Hvad heb
der du?«
Nahida naevnede sit Navn.
»Men du shar gjort ret i at fortleede dig,« sagde han
videte; »t-hi derved er du bleven spat-et for meget, og naar
vi overnatte i Kroerne undervejs, vil jeg stadig behandle
dig som en «Dreng, thi det er nødvendigt.«
Disse Trak: Godmodighed, Mennestelaerlighed og
Medlidenhed er et Seertende for alle tarveligere Rassen,
idet de-vise sig aabne, artige, ligefremme, som de ere.
Da de am Aste-ten tom til Herberget, hvoe de stulde
overnatte, vilde Nahida uden at saa nogen Mad søge sig
et Natieleje t Stalden. ·
»Nei, mit Barn,'« sagde Monden, ,,det et du itke vant
til, ieg vedxoasaa at dtn Fasten litte hat stn Grund i et
scerligt Martytium, men fotdi du manglet Penge. Du
taabelige Barn, tror du, at jeg stulde lade dig sulie, me
dens jeg selv spistes Nei, saa kender du ilie gamle Dmi
try. Tror du, at jeg tunde lægge mig toligt til Sengs
og lade dig ligge i StaldenY Nej, langt sta! Gud i
Himlen hat bestiktet gamle Dmitry til din Stedsader, ogi
nu vil han ogsaa have Lov til at dære god mod dig. Jeg
kan jo ikte give dig det bedre, end jeg selv hat det; men
daarligere skal du heller ikte faadet.«
»Ak, gode B«abinschia-··), hoo:ledcs slal jeg iaite dig,
hvorledes stal jeg gengaelde dig, hvad du gør for mig?«
»Tænt ilke paa det, Barn,« sdarede Dmitry, »naar
du en Gang med Tiden bliver lyklelig, hvad jeg er vis paa,
at du bliver, glemmer du heller ikie garnle Dmitry og hans
Kathinia.«
»Gud give, du Inaa saa Ret, Babiuschka,« sagde Na
hida og greb hans Haand. ,,Hvad stulde det glcede mig,
at tunne gengælde din Karlighed.«
Den gamle smilede trostyldigt og bad:
»Tai nu ikle mere derom."
Derpaa bad han Vcertinden om at give Drengen
nogen Salve til hans Imme, ophovnede Fødder, og sørge
for en god Seng til ham.
»Du maa vide,« hvisiede han til hende, ,,han ligger
mig nieget paa Sinde.«
Væriinden gjorde, som hun sit Besaling til, og men
te, hvillet hun senere ytrede til Dsmitrh, at Drengen maatte
dcere af fornem Familie og yngre, end han saa ud til; thi
hans Føddet dare altfor smaa og fine til den grove Kleb
n·ing.
«Det er jo dig og mig lige meget,« sagde den gamle
alvorligt. «Jeg holder iite af at faa SpørgsmaaL og
det passer sig bedst for dig at tie.«
Dette dar not, Vertinden lo saa lunt, som om hun
var indviet i en stor Heinmelighed, og gik til sit Arbejde.
Neste Morgen fortsattes Reisen. Nahida havde sovet
godt og var bleven styrlet ved Søvnen, hendes Fødder vare
ille saa ønrme som den foregaaende Aften, og hun indtog
nu atter sm Plads ved Siden as Dmitry·
»Jeg har itte kunnei faa dig, mit Barn, og din For
taelling ud as Hovedet i Lobet sas Natten,« sagde Dmitry,
da de dare koinne paa Vef. ,,Petersborg er en uendelig
stor By, og jeg er tun en ringe Mand, som ille hat nogen
Jndflhdelse hos Czaren. J laadan en stor By bekymter
den ene sig itke om den anden. Hat du tcenlt paa, hvor
ledes du dil staffe dig Adgang til Czaren? Han er god,
cnen det er dog vanskeligt at saa Adgang til ham.«
Dmitth Spørgsmaal gjorde virkelig Nahida ang
stelig; men hun sagde:
,,Jeg har lagt denne Sag frem for Gud i Bøn, han
vil ogsaa Vise mig Vejen.«
»Du hat uden Tvivl gjort det bedste, der kunde ap
kes,« sdarede Dmitrh, ,,men ser .du, den tære Gud vil vg
saa have, at vi stulle gøre noget. Kender du ingen i St.
Petersborg?«
»Jngen uden dig, Babiuschla Dmitry,« sagde den
stallels Pige forknnt.
»Det Betendtskab er iile meget vcetd der,« vedblev
Dmitry. »Tcenl dig godt om, kender du slet ingen?«
»Jo, jeg lommer til at toente paa, at jeg kendet den
Ofsicer, der sulgte med os til Tobolst. Han var en ædel,
god Mand, og han hed Treposs.«
»Det er allerede lange siden, og han tan dære salden
i Tyrieririgen eller død paa anden Maade. Men sæt nu,
at han lever, hvorledes stulle vi saa finde ham? Han
tan vare alle andre Siedet i det store Rusland, end netop
i Hovedstaden. Dei er lun et Halmstraa, Barn, som du
itte maa tlynge dig for fast til. Dog,« —- vedblev han
estet en lille Tids Odervejelse, — »du hat Ret, vi ville
lade Gud raade, han ved Midler og Veje, hvor vi staa
raadvilde og hjcelpeløse.«
»Han har vceret mit Sljold indtil i Dag, og han vil
fremdeles ogsaa vcere det,« lød Nahidas tillidssnlde Svar.
Dmitrn nittede bifaldende og forte Samtalen over
paa noget andet. Han holdt især meget af at høre Na
hida tale om sin Fadets Jagt Paa Pelsdyrene, ligesom
det interesserede ham at høre om de sorvistes Liv ovre i
Sibikien, thi han spurgte stadig om mange Ting, han ikke
føt havde tendt.
X.
Dniitryö Vogn var tungt beleessei, og derfor gik
Reisen lun langsomt fremad. Men Nashida fandt sig
laalmodigi heri on inllede Herren, fordi shsan havde føjei
alt san godt for hende, og hun tallede ham inderligt for
bang naadefulde Forelfe med hende. Hun lunde gyse
ved Tanlen om, hvor ncer Døden shun lhavde verei, da
hnn fuldstændig udmattei og lraftesløs sank om ved Vejen
i den baarde Vinterkulde, men midt i Mstkei lyste Haabets
Sijerne for hende. Thi hun var jo rejsi med sine Fortd
dres Velsignelse og i Tro paa, ai Herren var hendes
Sljold. Hvor mørl og taageindhyllel faa end Udsigten til
Opnaaelsen af sine lærefte Ønster i St. Petersbokg var,
gennemircengies hun dog af dei sejersvisse Haab, at Her
rens Arm ille er forkoriei, men han, som havde ledet og
ført hende saa langt, vilde ogfaa aabne de Dim, der førte
til Maalet for hendes Reise.
Endelig naaede de den store. mcegtige Hovedstad St.
Beim-borg, og efter en lang Koretur gennem de befcerdede
Gader, forbi mange prcegtige Kirler og Paladfer standfede
Dsniiry sin Vogn udcnfor et lille Has, idei han sagde:
,,Gud være lovei, at vi ere lnlkelig hjemme!«
En ganimel Kone med et venligi, deltagende Ub
tryl i det rynlede Ansigt lom ud og bød ham vellonnnen
h·jem.
»Hvem er dei, du hat samlet op· undervejs?« spurgte
hun nysgerrigt og betragtede Nahida forstende. »Han lig
net jo en Bjørn i den fiote Pels.«
»Dei er en mcerlelig Fragt, Kaihinla,« sagde Dmi
try og tryllede leerligt hendes Haand »Men set du,
de Kasfer og Polier, jeg hat paa Vognen, have Ksbmæm
dene i Mosiov givet mig at besorge, medens den gode Gud
selv hat givet mig deiie sidste Fragigods for at besorge
det i god Behold hertil.«
·) Basinschla betyder Fader og et en Beneevnelfe, sont ikkeI
alene Barnet bruger overfor sin Inder-, men oglaa bruges
nk de yngre ovetfor de ældrr.
Konen saa lidi forundret,.ha1vt alvotligi, shalvt finis- f
lende paa hom.
»F-« nu Drengen ind i Stuen, Kett-hinka; men ver-(
forsigtig, thi han har daarlige Fsdden Sorg saa for et
godt Maaltid Mad, som kan være«fætdigt, til jeg hat les
fet af og sørget for Hestene, saa flal du faa ineget meer
keligt at høre Du maa love mig at være god mod Dun
aen og ikke plage ham med for mange Spørgsmaal·«
,,Jeg stal nok vcere god mod »hain,« svarede den den
liae ziatyinta, hvorpaa shun førte Nahida ind i den var
me Stue, medens hun selv siyndte sig ud i Køkkenet for
at lave Mad til Dmitrn. Det blev sent, før denne kom
hjem, thi det tog lang Tid med at besøtge Varerne iil de
forstellige Fiøbmcend, og derefter skulde han sørge for
Hestene. Men saasnari ban kom ’i«)jem. satte de sig til
Bords.
Efter Bordbønnen saa Konen først paa Na«hida, og i
det stimme udftødte hun et «højt Strig. Den unge Pige
bavde taget sin store Pelsshue af, og hendes lange, blonde
Haar bølgede ned over hendes Skuldre.
,,En Pige!« uddrød Kaihinka forfærdei. »Hvad
betyder denne Forklcedning?«
»Sagde jeg ikke, det var en mccrkelig Fragt, Herren
sindde qivet mig underdejs?« spurgte Dmitry smilende.
»Na kan du selv se, hdor mcekelig den er. Spis nu, saa
sial du senere faa det at vide.«
Deite dar dog leitete sagt end gjori; thi mange un
derline Tanker gik gennem den gamle Kones Hoved. Hun
itcerede alligevel nogen Misianke om, at det ikke var, som
det fknlde dære.
»Du man hellere høre Pigens Historie med det sam
me, gode Kakhinka,« snade Dmitry, da han saa sin Hustrus
tvivlende Udtryk.
Derpaa fortalte Nahida atter, hsvad hun før havde
fortalt Dmitry, og Barneis inderlige, opofrende Kerlig
hed til Forceldrene overvceldede i den Grad den gode Kone,
at hun rejste sig fra Bordet, omfavnede Nachida og del
fignede hende. Thi nu var hun iilfredsftillet, og hun vid
fte ikke,’hvor megen Kcerlighed hun sittlde dise den stakkels
Pige.
Allerede nceste Morgen begyndte Nahida at tale med
de gamle om sine Planet; men der diste sig adslillige Van
sfeligheder, blandt andre denne, at Nashida ikke havde an
dre Klæder end dem, shun hadde rejst i.
,,Det sial jeg snart ordne,« fagde Drnitry, tog sin
Faareskindspels paa og fjernede fig. Han gik lige hen til
en af de Købmcend, han bragte Vater til, købte noget
billigt Pelsdcert og tog det med fig hjern.
»St) dig nu en Dragt, sorn den bruges i Sibirien,«
lagde han til Nahidaz »thi du maa vise dig for Kejseren
i dit Hjemlands Dragt, den dil»gøre mere Virkning, ends
oin du kommer i de Klæder, som Kvinderne her bruge.«
Dei var let for Nahida at sy sig en Dkagt, som den
brugtes af Kdinderne i Mangasea, ud af det Pelsværk,
hun shsavde og af den Pelz-» som Bludoffs Døtre havde gidet
hende og nu endelig af det, som Dmitry gav hende. Sin
store Pelshue syede hun ligeledes om til en fiks lille Hue-,—
og da Dragten var færdig, og Nahida havde iføri sig den,
flog den gamle Kaihinka Hænderne samtnen af Beund
ring.
»Du er meget smut,« udbrød shun i fin Glcede og
Beundring.
Dmitry beundrede hende ogfaa og fortalte, at henne
i det store Hus paa Hjørnet var for negle Dage siden
flyttet en gammel Herre ind. Han kendte dennes Sekte
tærs Tjener, og naar shan traf ham, lovede han at tale med
ham for oni muligt at faa et godt Raad af ham. Maaste
han tunde spørge sin Herre, og paa den Maade kunde Her
ren rnaasie vise den Vej og de Midler, der skulde bruges
for at bane Vej for Retfærdigheden og skaffe Usiyldighe
den Sejr.
Samme Aften traf Dmitry Sekretaerens Tjener,
Jvan. Den gamle Mand fortalte ham Nahidirs Historie»
som rørte den garnle Tjener dybt.
,,Jeg stal fortcelle min Herre det l)ele,« lovede Jvatr,
,,han stal nok vide, hvad der er at gere. Kom hen til mig
i Morgen tidlig Klokken otte, faa stal jeg give dig hans
Svar. En faadan god Datter maa man virkelig hjcelpe.«
Dmitry gik overordentlig tilfreds hjem med denne
gode Efterretnina, oa Nahida tunde ncevve Vente til nceste
Morgen, da thun haabede i det mindste at faa et lille Fin
gerpeg orn, hvnd hun skulde gore for at faa Kejseren i 1
Tale. l
l
i
Da Jvan kom hjem, git han ganste sagte ind til sin
Herre, fordi han ikke turde afbryde den Etilhed der var,
naar denne var alene. Han fad ofte med Ansigtet skjult
i sine Hcender, ligesom shan rugede over en eller anden
Sorg, og det flete ofte, at han ikte lagde Meerke til Jvan, ;
der gerne vilde vise sham sin Deltagelfe. Han havde ind- Z
til for kort Tid siden været livegen paa Strebens Gods, men I
nu var han bleven fri og udncevnt til Tjener hos Grevens F
Privatselretcer. Derfor vidste han ikte, at naar denne sad ?
saa bebt-weh vtste der sag for harng Sjæl rnange skønne J
Billeder fra en forleengst begravet Fortid, og det var itke
saa sjoeldent, at han græd som et Barn ved diese Minder.
Denne Gang tog Jvan Mod til sig og afbrød Stil-heben.
,,Bliv ikke vred, kcere Herre, fordi jeg forstyrrer Desm«,
begyndte han. »Det er ikke for rnin eaen Skyld, men for
en nlykkeligs Skyld, der trænger til Deres Rand. De
kunde maasie befri et Menneste, som fuldtud er Hjoelp beer
dig, for en tung Byrde.«
Jvans Heere var en smuk ung Mand, henad tredive
Aar gammel; men over ihans høje Bande laa en dyb Alver,
og virkelige Ltdelser havde sat deres tydelige Spor i hans
Ansigt. Han saa temmelig ligegyldig paa den gamle
Jvan og nikkede gansie let, men dog saaledes, at Tjenerene
forstod, at hans Tanler vare rettede paa noget ganste anbet.
Jvan lod sig irnidlertid ikke forbløsse, men fortalte
gansie rolig sin Historie. Den unge Mund hørte ligegyls
digt paa sham, og først, da han ncevnte Navnet Mangasea,.
sprang han op af Stolen og stirrede faa forvitret paa Joan,.
at denn ganste tabte Besindelsen og tav.
,,.Vvad siger du om Mangasea og en ung Piget« nd-«
brød den unge Mand. »Sig mig endelig alt, shvcrd du ved.«
»Jeg blev helt bange for Dem-, Oerre,« sagde den for
stræktede Tjener, og De bar vist ikke hort, chvad jeg her
sagt.«« E "
Gottheiter
