Kong Erik og de Fredløse,
historist Roman i to Dele
at .
Bernhard Severin Jngcmunn.
A n d e n De l.
(Sluttet)
Nittende Kapitel
Du Kongen og hans Brud huvdebcgivet sig til Slots
hcven, siod Dkost Auge puu Helsingborg Siibsbro og suu»
tre store Buude mcd en Hob sotmummcde Stillelser ide!
besyndetligste Drugtet to- bort uf ulle Krcefter mod et
, fremmed Stibj der-lud i Hunnen, og som snurt hejsede Seil
og forsvundt i Muanelyset med de æventyrlige Bryllups
gester. Du Drosten siden indhentede Selskubet i Slots-J
hu.ven, suvnede han Kongkn og søgte hum med stor Uro is
de dunkle Gange. Nur Ded Stedet, shvor Kotigen stod med
Prinsessemsau hcm den ene us de to mistæntlige Had
mundsmustet, som her listede stg om mellem Træerne med
en Armbrøst i Hanndcn. J det Øjeblil, den store Jldkugle
sprung i Lasten, suu Drosten hin hemmelighedsfulde Per
son lcegge un med sin Armbrøst bug et Trce og tuge Sigte.
J et og summe Øjeblik haode Auge opduget Muulet for
Snigmotderens Sigte og lløvet hanö Hoved med sit Sværd.
Den satlige Armbtøst var endnu spcendt, da Snigntordeken
suldt død om puu Stedet uden ut give en Lyd fru sig.
Auge tog Musicn sru shuns Ansigt og lendte den berygtede
Rømningsmand, Johun Kyste med det ene Øje, som man
vidste havde været med ut hjcelpe Ærkebispen sru Sjsborg
,,Gudbedte huns Sjæl!« —- sugde Auge og vendte sig
bott med Gru fru det tædsomme Syn. Han suu endnu
Kongen stua rolig puu det summe Sted i sortrolig Sum
tule med sin Brud, og hun gik besieden til Side.
Du Kongen nu tom tilbuge til Selsiabet,truude Auge
vgsua srem uf en msrl Gang. Den Spænding hun huvde
datet i, og det Nsdvætge-Drub, han lsnligt huvde udsvet,
huvde ungrebet hum og juget Blodet uf shuns Kinder.
Hun stod nu i den tunstige Luftild-Belysning, bleg som
en Dsdning, og betrugtede Kongen med et lærligt del
tugende Blit.
«Auge! hvud fusttes dig? er du syg?« —— sputgte
Kongen og lugde Huunde puu huns Stulder.
»Jeg sattes intet pau min Konges lylleligste Dug."
—- svurede Auge — ,,de scelsomme Bluulys hist gsr od«
ulle noget blege.«
»Er du tatst, vil jeg besvære dig med en Rejse!« —
vedblev Kongen —- «du stul fortynde Mutsi Stigs Dttre
deres Frihed!« —
»Min Hette og Konge!« —- udbrød Auge sjceleglud, og
Blodet soer pluselig tilbuge til huns Kinder —- »Tut! in
derlig Tut for det Ord! Lad mig rejse endnu i denne
Time!« »».-·«·--i-- «..·(- »M« ., ». .
»·· »Nuut du vil!« —- vedblev Kongen, og en streng Alvor
stemtruudte atter i huns Blii og Miner. — »Du foclynder
dem-Fkihed, ttke fru mig, men sru min Dronning, dog med
mit Visuld! men inden tke Dage muu de væte uve uf mit
Land og Rige! Du tun iedsuge dem ud uf Lundet, min
Drostt jeg giver dig Orler us min Tjeneste, tned suld Lan
ning, suu længe du vil, in om det san var sok hele dit Liv!«
—- tilfpjede «hun sugtcre -— »wen, ved ulle hellige Mand!
føk jeg set dtg igen, mua Marst Stigs Slcrgt vute nden
for Dunmurks Gransek!««
Auge stitrede paa Flor-gest med et fokunderligt Blit;
der synth at fare en hel Ver-den og et helt Lio sotbi hans
Die, medens der foregit en foær Kamp i hans inderfte.
«Je»q iler, Heere Kong:!« —- sagve tun endelig og foer op
som af Drømme — ,,1en folget shende —- — jeg folget
de dærgeløse Søstke ud af Landet« —- han standsede atter,
og det var som hans Rost stulde tvæles —- »o·q —- jeg
vendek snart tilbage til ever-I- Tjenefte!« —- tilfojede han
med tiltæmpet Fasthed —— »Gu) holde jin Haand over
edek saa længe!«
Kongen havde kalt ham iin .L)aand; Aage trylte den
heftigt beoæget til sine Leber. —— »Tai, inderlig Tat for
eders Melidenshed mod de ulytlelige!« —- hvisiede han med
brisien Stemme og styrtede bott.
»Hvad var det?« —- fagde Kotigen ved sig selv og
opdagede en Taate Paa sin Haand —- ,,«hvetn gjalt denne
ÆdelstenZ min Ange! —- hml arme Drommet! hvad tænlte
du paa! — bog, bang Balg var frit. Jeg lan ej anbet.
Og J, Matfl Olufsen Biler!« -—-« oedbleo lyan højt og
vendte sig til sin svære, irigerske Marsl — «de Opkpreee,
J nylig hat fanget og tastet i FætigseL Mel-H Brod og
Joban Papce« —- —
»Vil J unde mig en Glæde paa Ederg Bkyllupsdag,
Heere Konge!« —- afbrød Marsten hatn meo jin rna
Stemme og gned sine stoee Hernder —- ,,saa tillad mig
nied egen Haond at give de Katle dereö Livsbrød!«
»Hvad!raset J, Musik« — udbrød Kannen heftig
fort-met —- »er J min Ridder og Marst og vil være Bod
del? —- J forer fangne Optørere i Baand on Lcenler
ud af Landet og ettlceter dem i mit Navn landsfowifteL
Selv træder J nu itle for vore Øine, for J ved ædel
Niddetdaad hat aftvcettet, den Stamplet, J ved ederö blod
ttrltige Ønste hat sat paa edet selv og vort Riderstabt «
- Mgesten stod,som himmelfalden, i hsjefte Grad for
bavset, ined vidt ppspilede Øjnr. »Du min Gud og Sta
ber!« — muenlqhsqunived sig lelv; men han lau paa
Kotigen-Z strengewsyssejt der intet Otd var beteiligt. —
Han buttede tavs ocktdottfjernede fig.
Det pecgtige Luftstuespil var nu forbi. Der yttedes
almindelig Gliede. Kotigen udrev sig af denStemning, den
teo Deost Auges Afsted vg Marstens Rached hat-de sat ham
i. Oboe er Mesterenht dette stsnne Stnespil?« — sagde
han hsjt — »Wer etc-den lcetde leeand Fisilier?«
»Hei-, alletnaadigfte herre!« — lsd en ubehagelig og
selvtilfredö Stean tæt ved Kongen, og Mester Thtand
fremtraadte fta en mer Gang med stn Amanuensts den
unge he. Laurentius, ved Siden. — »Has- mine einge«
Kunstet fornsjet sde hsje Versteck-eh et det mig en stor
Gleede og Æte.«
»F hat over-kostet os paa den behageligste Maade»« —
sagde Kongen —- ,,dog hvad jeg shat set vtl endnu were
fern-je mig, naae J th fortlare os Maaden og Mtdlerne,
Vom-ed saa sttnne Bietntnger ne fremdengte.«
»Det ek altsammen Smaating mod hvad jeg endnu
efter Lufte agter at vise eder, Heere Konge!« —- svarede
Kunstneren og buttede ydmyg —- »det er et Kunststytte,
som tun træver et Øjeblits Tib. Maaden og Midlerne,
»hvorved jeg frembringer det, ere tildels en af min store
»Men» Balos mest shemmelighedsfulde Opfindelser, som han«
vel i sme Strifter hat omtalt, men itte tydelig fortlaret.3
Det er en Opfindelse, som let tan misbruges og derfor tun»
tan betroes til Kunsstens indviede. Jeg er hans enestei
Dicipel, som ved fuldelig Bested dermed, jeg hat selvi
betydelig udviet og fuldstaendiagjort hvad der hos min’
Mester dog mere var en dyb Anelse end en virtelig tlar
Opfindelse, og jeg haaber, det itte vil taldes Forfcenge
liahed, naar jeg ventek, selv fremsor min shøje Mester, at
blive udødelig derved i Videnstabernes Historie« — —- —
,,Godt, qodt!« —- afbrød Kongen ham — ,,hvad et
det?« —
»Den eneste, som jea hat meddelt noget af dene
viatiae Hemmeliqhed« — vedblev Mester Thrand med stolt
Mine, uden at lade sia forstyrre —- ,,er denne inin vide
lnstne Lcerling, He. Laurentius-; men jeg hat dog itte endnu
tunnet indvie ham i den dybeste Hemmeliabed af en Kunst,
som nmaste behøver Aarhundreder, inden den fnldelig tan
aabenbares for den« sordomsfulde Menneskeslcegt Med
eder, vise Konget og disse høje, vel oplvste Herstaber og
lærde Masnd gør jeg en hoedrende Undtaaelse ved at fore:
vise eder, twad jeg endnu ej enaana hat vist min Lazrlina,
og hvad jea selv føtfte Gang og paa en aldeles ny Maade
oderfører fra Theorien til et afgørende praktist Forsøa.
Stal denne viunderlige Kunst itte uddø med mia «— ——
»F venter jo at blive udødelig, Mester Thrand!« —
afbkod Kongen ham atter noget utaalmodigt — ,,og hat jeg
forstaaet eder ret, selv i egenligst Betydning; mcegter J
ved eders Kunst selv at trodse Døden, saa staat jo eders
vigtige·Opfindelse aldrig Fare for at uddø af Verden.
Lad os nn se, hvad J taler saa store Ord om, og spænd
itte længere vore Forventninger! J formindfter derved selv
den Oderrastelse, J- maaste hat tiltcentt os.«
,,Strats! ftormcegtigste Herre!« — sdarede Kunstneren
med dcempet Rost og tog et Kalveftind, som han rul
lede sammen og lagde paa Jorden. Han fremtog derpaa
af sin Lomme en lille ubetendt Masse af nogle Tommers
Tyttelse som han stjulte derunder, og han foretog stg en
Del andre Tilberedelser, som snntes lige taa simple og abe
tydeliae. ,,Stil eder nu der, Heere Konge!« —- tog han
attet Oedet — »og giv nøje Agt! forlad itle eders Plads
føt J set mig bortfjerne mig! lad Dametne træde til
Side! det tunde muligt sorstrcette de svage, stønt der er
aldeles ingen Fare derved. Saasnart jeg antænder denne
Faltel og bringet den i Bergkrlse med dette simple Appa
rat, vil J fornemme en Rust, lig den Naturens store Aand
udsender af Himlens Styer, for at fortynde sin Majestcet
over al Verden, som Livets og Dødens Herre; men denne
Rost adlyder mit Bud og min Villie. Giv Agt!«· Da
merne traadte til Side og saa nysgerrige hen til Kunst
neren. Nogle af Heere traadte nærmere:andre veae be
tcentelige tilbagr. Kongen stod tavs og opmaertsotnv paa
den ham anviste Plads. Den lcerde Mester Petrus de Dacia
stod ham naermest; hans Øjne vare oploftede til de· tlare,
stønne Stierner, og han syntes af og til at betragte den
lille Tusindtunstner og hans hele Fcerd med et Slags ringe
agtende Medynt. Grer Hentit var til Siede; han vai
i Folge Drostens Vint i Færd med at sitre Slottet
mod ethvert muligt Angreb af de sredløse, som man troede
at have tendt nogle as blandi hine formummede,sz»men
allerede undvegne Btyllupsgæster.
Alles Forventninger var henvendt paa det saa hsj
tidelige bebudede Kunststyttr. ,Den hemmeligshedsfulde Jld
tunstner foretog sig endnu nogle Tilberedelfer og syntes selv
noget betæntsom og uvis. Han antændte et Blus i nogen
Frastand fraKalvestinds-Apparatet og tog en Bog op af
sin Lomme, hvotmed han syntes at taadspre sig. Han havde
sat et Par store, tnnstige Glar for sine Øjne, og som han
saaledes stod oplyst as Bluset, med sin 'vanftabte Stittelse
og den ildrøde Starlagens Kappe, lignede han mer en for
underlig Kobold eller et Slags Jldgnome, end et Menneste
Han gemte nu Bogen og tændte sm FatteL
»Tilstop eders Oren med dette, Herre Konge!« —
hvistede den unge He. Lauretius og ratte Kongen et Par
Votstngler —- ,,saa vidt jeg tendet dette Kunststytte, tan
det virte bedsvende og stadelig paa Hørelsen.« Kongen
nittede og fulgte hans Rand. Kunstneren holdt nu den
trendte Futtel i Haandem dens rede Flamme oplyste hans
Ansiat det var i en frygtelig Spcending; alle Musller
fordrejede sig hæsligt, fast trampagtig. Han nærmede sig
langsomt med Fatlen til det shemmelighedsfnlde Apparat,
og de fleste veg aengstelig til Side. f «"-Jen stod rolig
og opmcertsom Paa sit Sted ved Siden af Mestee Petrus,
med Foden paa det sammenrullede Stind.
»Bor« tilbage! det gælder Livet!« —- lød nu en vild,
frygielig Stemme bag ved dem. —- Kongen sølte sig void
som trutten tilbage af en traftig Haand, og i samme Ofe
blit lød der et forfaerdelig Knald, som et Tordenbraq,
med en Lysning som af tusinde forende Sys. Med et
Rædselsstrig styttede mange Mennester til Jorden — Da
mcrne saldt i Afmagt —- en Røgsty omhvirvlede dem med
en tvælende Svovldamp. Den forfærdelige Jldtunstner
laa selv tnust og livlos i Græsset med den udslutte Faktel
i Haandetn He. Laurentius styrtede sig jamkende over
ham. Der var en frygteltg Forvirring.
Kongen stod ustadt saa Sttidt sra den ulytteliges Lig,
og han saa nu fotst hvo der havde bortrevet ham —- det
var hans Brot-eh C’hristophe·r, der, med sit Heringsdiplom
sammentrympet t den venstre Haand og med den højre
endnu trampagttg fasttlamret om Kongens Arm, stod
dsddleg og stirrede paa. den dsde Jldkunftner. ,,Gud5
Dom!« — sagde han med dyb, nceppe htrltg Rost og slaH
Broderens Arm, tdet han, som forfulgt af onde Aander,1
foer insd i den msrte Gang og var forsvunden. I
i »Er-Wert Brodert dvad var dette!« — sagde Kon
Tgen med dæmpet Rost og saa med en gruelig Anelse eftet
Hamen-wen han fattede stg pluselig og ilede til sin Brud
sog de ·—fotslrwttede Damen »Faren ek forbi!" —- sagde
han rolig —- ,,men det Kunststytte ha: kostet sin Meltee
Livet,,,Har han sagt Sandhed, er hans farlige Kunst nu
dsdined hanc, og den Oele Werden er falden tilbage t
Bat-hart og thdenhed Dei var en leerd og tlsgtig Mand«
—- «tilfsjedeihan, da than faa de fleste betoligede, men horte
lydelige Ytriirgek om Forræderi —- »lad os ille dsmme
hans Billie! maasie har han ofrei Lioet, som en Martyr
for sin Bidenftab. Kun Stude, han viide lege vor Herre!
den almcegtige lader sig ikte fpotte.«
Jngen uden den spudertnuste Kunstncr var destadiget,
og snakt gik Selsfsabet stille og betænksomt tilbage til de
rplysie Gange i Hadern Jngebotg klyngede sig kærlig og
beroliget til sin Brudgoms Arm. Det var hende og dem
alle, som om en frygtelig Forbandelse var faret hen over
deres Hoveder og forsvunden, det var som et ubegribeligt
Undervcerk havde frelst Kongens Liv og senderiunst hang
form-berste Fjende. Rygtet om Kongens Livsfare havde
afbrudt den glade Bryllupsfeftlighedx men hvor han viste
sig, begyndte staks Musiken og Munterheden igen, og det
kongelige Brudepar ledsagedes iilbage til Slottet med nee
ften bedøoende Jubel.
Medens Brudepigerne fette Bruden til Brudelamret,
begov Kotigen sig til sit Lønkammer. Han gik tavs til sin
BsnstammeL bøjede sit Knce for det shellige Crucisix og
bensanl i stille Ben. Han havde luttet Deren efter sig og
troede, han var ene med Gud paa dette Sted, hvortil in
gcn uden ban ser og haus Siriftefader haode Abgang;
men nu horte han en Bevægelse bag ved sig og rejsie sig
—- Junler Christopsher siod for sham med det store, forvil
dede Ansigt badet af Taarer. — ,,Broder! Broder!« —
udbwd han og opløftede sine Arme — ,,jcg shar syndet
mod Gud ogs mod dig — jeg er ilte værd at kaldes din
Broder. —- Kan du tilgive mig — hvad jeg ilte kan vermes
tan du tilgive mig for vor myrdede Faders Sjæl og fori
den store Forbarmers Styld, der udfletter alle Overtræd
elfer!«
»Chrisiopher! Chrisiopher!« — sagde Kongen i den
højefte Forbavselses Tone og stirrede stift paa ham med et
gennemborende Blik —- ,,du vilde — du vidste« —
,,Sig ej hvad jeg vilde! sig ej, hoad jeg vidfte!« —
afbrød Broderen ham med kvalt Rest og stjulte sit Ansigt
med begge Hændet —- »men ræk mig din Haand, hvis du
kan, og sig: jeg er forsonet! —- og, ved den maegtige Gud,
der hat singet mig med Rcedseli — du sial ikke se dette
Aasyn mer, fst jeg tan sige: Broder, nu that den store,
forfcerdelige Gud tilgivet mig, som du tilgav mig« —
,,C-l)risiopher! Broder! min Faders Son!« —- ubrød
Kongen. — Taarerne styrtede ham ud af de himmellyse
Øjne, og han ilede den sondertnufte Broder med aabne
Arme i Mode —- »iom til mit Bryst! — den forbarmende
Gud tilgive dig — som jeg hat tilgivet dig!« — Og Bro
drene sank i hinandens Arme· »Amen!« —- lød en ven
lig Rest tcet ved dem. Kongens Striftefader, den fromme
Mcster Petrus de Dacia, der havde fort den fortvivlede
Christopher h·id, fremtraadte af en Nifche i Lønkamret og
lagde sin Haand velsignende paa deres Hoveden
»Nu blev denne Dag først den siønneste i mit Liv!'«
— sagde Kotigen og git Haand i Haand med sin Broder
ud af Lønlamrei.
·s..-..·.«..;.--«.- 's «
Blandt den store Siure af Riddere og Hofmænd, der
nieste Morgen ftode paa Hpjeloftsiillien i Helsingborg
Sloi, for at bringe Kongen og den unge Dronning deres
Lykønslning, saa man tvende vigtige, velbeiendte Mund,
der nylig var stegne i Land pau Siibsbroen; den ene var
en lille gammel Herre med en besynderlig Kraft og Be
ftemthed i det strenge, men dog muntre Aasyn; det var den
berømie Rigsruad John Litle, Kongens celdsie og visgtigste
Raadgiver, sum saa lcenge havde opholdt sig ved det rom
ersie Hof. En hof, iraftig Mund stod ved hans Side i rid
derlia Dragt og med en Rulle Doiumenter i Huundenz
det var Kongens forrige Vaubenmester, Drost Peder Oes
fel. De vare begge iomne fra Rom med vigtige Tidender
til Kongen De« bleve strais indladte, og man horte, der
our stor Gier-de over deres Aniomst. Blandt de gladei
Nester i Kongens Gemai iendte man ogsua DronningensT
og den cedle Fru Jnges Stetmner
Ncer ved Døren til Hsjeloftgsvalen stod Motten Mad
svend i sin Pilgrimsdrugt med den gurnle Jeppe Fister og
hans Datter ved Siden. Man betragtede ham nysgerrig.
J Forstningen syntes han noget urolig og forsagt, men
du man iunde høre Kongen tule højt og veltilfreds i Ge
maliet, inejsede Morten icek og gii med en vigtig Mine
frem oa tilbuge blandt de fornemme Herren De Pupirer,
Dtost Peder Hessel havde med sig, indeholdt vigtige Be
diser for Æriebisp Grunds Forræderi og Forbindelse med
de fredløse; det var en Afstrifi af de farnme vigtige Do
iumenter, Junker Christopher ved Ærkebispens Fængsling
huvde bortiuget uf Lands Sakriftiiifie og bragt til Vor
dingbora. Der havde den listige Kot vidft ui bemægtige
sig dem, iort før han befordrede Ærkebispens Flugt fru
Sjøborg. Hans Hensigt havde vceret ut give dem tilbage
til Mestrr Grund; men du LErkebispen havde brudt det
Løfte, han paa Rebsiiaen gav sin Befrier, oni at befri Kon
gen og Landet fru Bund, havde Kosten beholdi disse nig
tige Doiumenter og paa sin Pilgrimsfari brugi dem til
Kansler Martinus og det kongelige Gefandtsiab i Rom,
hvor de nu for stor Dei knnde tjene til at retfærdiggøre
eller undjtylde Kongens Fremfuerd mod hin Statsforbrty
der og i det mindste mautte bevirke Grands Afsættelse fra
den lundisie Æriebispestol
Snart blev Koiien kaldt ind til Kongen. Da hun
iom tilbage, sprang han lyftig ud uf sin Pilgrimsiappe;
hun greb den smuike Fisterpige ved den ene Haand vg
gumle Jeppe Fister ved den unden og dunsede ned med
dem of Højeloftsbroen, for, som en fri og velhuvende Mund
at holde Bryllup i Gilleleje.
Uagtet Processen med Æriebisiop Grund og den far
lige Uenighed med det romerste Hof forst efier slere Aurd
Forløb og ilke uden betydelige Opofrelser fik Ende, Mie
des det dog Kong Crit Menved ut fua Grund uffat og se
en anden og fredeligere Prælat paa Ærkebispesædet r
Land; det var den fsr saa frygtede Kardinal Nuran der
uf sin Forgængers Skæbne havde leert at holde Muade
med sin Myndigched og tiegelig ufholdi sig fra enthver Ind
blanding i Statssager. Ved det endelige Forlig med Pude
hosset blev den manglende «Slcegtstubs-Di3pensativn Kon
gen tilsendt og shans Ægtestub med den edle Prixifesse
Jngebvrg uf Sverrig erklceret for fuldlonimen gyldigt
Tre Uger efter Kongens Bryllup fuu mun atter den
tro Drosi Auge ved hanc Side; men hun: vux bestqu
ulvorlig og stille. Fru sit Bund blev han first Here Aar
efter befriet tillige med Kvngm Om sin Rejse med Warst
Stigs Dotte talte han aldrig. Nvgle paastode, at han tun
vavde trusset den celdste sSIster i Vordingborg Fangei
taarn, men at den yngste var siygtet. Nogle vikde have
set hende blandt de formummede Skikkelser paa Helsings
borg Slot Kvngens Bryllupsaften. Det Sagn udbredte
ysig endvgsaa, at shun var boriført us en Havmand. Ei
»Almuesang om denne formentlige Bottførelse hat endvgsaa
Ibevaret sig hos Folket. Hin Havmand, vikde nogle paa
staa, havde været den fredløse Aage Kagge, fom dog kvtt
efter blev greben og droebt af Borgerne i Biborg. At
imidlertid begge Søstre hat rejst som Flygtninge gennem
Svetrig og sprst fundet Bestyttelse vg« venlig Modtagelses
ved det norsie Hof, derom vidner den staune, vemodige Al
muesang, fom endnu hat bevaret Erindringen om disse
Søstrr. Efter denn-e Folkesang er den yngste af disse
landflygtige Sestre stden bleven gift med en norsk Prins,
formodentlig en Slegfredsøn af Kong Haken.
Saa vel disse Folkesange, svm mange dunkle Sagn ogi
hvad Krønikerne have opbevaret om dej trettende Aas-Chan
dredes sidste Dage, ere mcerkelige Vidnesbyrd om hin be
vcegede Tib, hvoti de ulyksalige Følger af det sidste Kon
gemord i Danmakk endnu fore, som fredløse Dcemvner,
over Trone og Folk og udbredte saa stcerke Skygger selv
over den retsindige Kong Erik Menveds lykkeligstes Dage.
Ske din Viljc!
(AfLudV.Bær-e).
Vor Kirkefader Luther siger et Siehs, at det er fack
triftne, sotn kan bede sit Fadervor med helt Hierte. Og
fordyber vi os i Fadervor, forstaar vi, at han siger sandt.
Lad os blot trenke paa den tredie Bøn i Fadervor. Hvor
mange af os er saa hengiven i Guds Vilje, at vi kan bede
den Ben, som vi stulde bede den«-!
Vi ded, at Frelseren felv maatte kcempe med den Bøn,
og hvor mange af hans Disciple hat ikke gjort det samme?
Vønnen lyder sau: »Sie «din Vilje, som i Himme
len, saa og paa Jorden.« — Denne Bøn beder vi jo alle
sammen daglig, og de flefte trot, at de beder den med et
troende Hierte
Tror nogen af mine Lesere, at det er let at bede saaT
Maa ikke den Sjæl maa vcere kommen langt i kriftelig
Udvikling, som har lært at vcere i den Grad hengiven i
Guds Vilje? —
Jeg var Præst i en Sømandsmenighed. Her havde
jeg ofte den tunge Lod at melde Dødsbud fra Søen. Og
sdet var iungt at gcm med saadant Bud, det var tungt at
melde Forckldre deres Barns Død eller Kvinder deres
Mcends Bortgang ombotd eller i fremmed Havn. Hvor
jeg led mangen Gang, naar jeg siulde gaa med saadant
Sorgebud!
Engang kotn der saaledes Melding om, at en Mand
som nylig var gift, var død ornbord. Jeg fik det Kald
at melde dette Sorgebud —- Jeg gik dog leitete den Gang,
end jeg plejede; thi Konien var en Kristen. Hvor inderligt
de end holdt af hinanden, saa pidste jeg dog, at Hustruerc
vilde tage Slaget fra Herren. -
Men hvor hun led, den stallels ’Kvinde! Og hvad
var det, hun sorgede mest over? — Hun fsrgede mest over
det, at hun — sont shun sagde — ikke kunde voere en Kristen,
siden hun ikke fansdt sig villig i Guds Bilje. ,,Jeg hat jo
ikke bedet mit Fadervor ret i Dag,« sagde hun, »siden jeg,.
naar Guds Vilje ster, ikte vil tage imod den.« —
Maatte Herren i Naade hjælpe os til saaledes at gaa
i den Helligaands Stole, at vi mere og mere kunde loere
at sige med et billigt Hjerte: »Sie Herre, din ViljeL
Amen.« (Lutheraneren.)
AMI- ———·- --
Barnet i Luftballoncn.
Forleden foretog som nieddelt i den lille fransie By
Toureoing en Luftskipper ved Navn Dulhem en Ballen
opstigning, ledsaget af sin Søn en lille Dreng paa 7Z
Aar.
Da Ballonen havde shævet fig til en bestemt Højde,
losd Lufistipperen sig fire ned ad et Reb, der hang ud
af Gondolen, og foretog hcengende under Ballonen ungle
meget fanfepirrende Trapezøvelser. Men pluselig dalede
Ballonen,indtil den kun var nogle faa Alen fra Jorden,
og gjorde forfkellige Hop, hvorunder Dulsk ,em blev kastet
ben paa en lav Bygnings Glastag Han forføgte at ar
bejde sig fri, men under Anstrengelsen brast Tovei, hsvor
med Ballonen var fastgjort, og den sieg, da den nu var be
friet for sin Hovedbyrde, iil de utallige Tilskuers Rædfel
uden Forer op i Luften igen, medens den lille Dreng
sad alene i Gondolen og raabie om Hjælp.
Efter ai Ballonen havde nsaaet en Højde af over B,
000 Fod, forsvandt den i Retningen af Belgien. J -hvik
ken Sindsstemning itke alene Drengens Familie, men vg
saa hele Befolkningen befandt sig, lan leitete tænkes end
bestrives.
Jmidlertid indløb der Dagen efier til almindelig Glie
de den Efterketning, at den lille Fyt i Natiens Løb var
kommen velbeholden ned i Hennegau. Den i Ballonen an
bragte Højdemaaler Visie, at han havde vceret 16,200
Fod oppe i Luften; deroppe kunde Drengen ikke aande
lcengere, Inen da han allerede, saa lille han end var, hab-de
hørt en Del Tale om Lufisejlads, og hvad man under en
.saadan havde at iagitage, havde han alligevel iunnet kla
Ire Situationen
j Han havde fremtagei en lille Flaske med Salmiaks
fpirituö der fandtes i Ballonen, havde lugtet til den og
saa klattei op i Tovvætket vg luttet op for Ventilen.
Ballonen dalede ned i Nævheden af en Bondegaard i
Arrondisfemeniet Ath, shvis belgiste Befolkning tog sig af
ham og sendte ham snarest mulig tilbage til Fadeken.
Og nu er den raste lille Dreng naturligvis Dagens
Heli, ikte bloi i Toureoing, men ogfaa i Omegnem
W
