Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 23, 1902)
Kong Erik og de Fredløse, histortfk Roman i to Dele ui Bernhard Sevekin Jngeniann. Anden Del. (Fortfat.) »Na gesvitidt, Ot. Broder!« — raabte Kongen — ,,lad det gaa muntert, sont det spmmer sig for vor Festt« og nu satte de sig begge iBeoægelsr. Kotigen ted frem i stadseligt Dansestridt, som det lod til, for itte at benytte sin Ovetlegenhed og ststte Øvelsez men Juntereti jog Spo iettie i Hingstetis Sider og soer vildt stem. Kongen holdt næsten stille og saa nied Forbavselse, at hans Brodets Lanseplade var stilet lige mod hans blottede Ansigt. »Von vil du henT mod Brystet! mellem de site Lettitner!« — raabte han; men det var, sont Junterett hverten horte eller saa: han soer tned blussende Kinder og opspitede Øjne stem i samme Reining. Men nu saa man, Kongeti blev heftig sorbittet: «saa her ned dat« —- raabie han, og i samtne Øjeblit soer Christophers Lanse til Side, og Jun teten selo tutnlede baglcends as Sadlen. Kongen sprang sttats as sitt Hest og hjalp ham op, medens Trompeterne stingredt og Lasten genlsd as Foltets overvcettes JubeltaabJ »Du sttdte dig vel itte?« — spurgte Kongen. —- »Hvor-’ ledes stytet du ogsaa din Landse?« i »Slet mod Edet, tnin stortncegtige Herte og Ovetviti-. der!«--—- mumlede Christopher —- »ttien det et i sin OrdenH hor, hvor Foltet sttiger as Gliede over det smutte Stuesj spit, J gav dem!« — tilssjede han bitter og halo sagte —« »havde jeg brattet halfen, iunde Festen dlevet suldtotn men!« »Lad dct lille Ushetd itte sortryde dig!« — sagde( Kotigen. — »Sligt tan handes den bedste. En anden Gang tan jeg shave vækre Stæbne.« »Det var oel muligt, Eders Naade!« —- svarede Juki-i teren med dab, fast Rost og hilsede Kotigen med afmaalts Hoslighed, medeö than tkaadte tilbage og bortsjernede sig.z Han svang stg strats paa sin Hest og red bott gennent den latniende Foltestinimel, soni hsjtsstet lo og gottede sig over den latterlige Stilling, hvoti Junkeren havde vendt Benene i Vejret ved Kongenö Latisestsd Herined var Dostlsbet endi; nien den Jubel, hvoktned Kotigen ledsagedes til Slotsbroem syntes denne Gang tun lidet at glceve ham. Han troede at have set eti Jld i sin Brgders Dink, sotn opsyldte hatn nied Gru. Utiende Kapitel. Eftek Tutneringen uddelte Kotigen i Riddetsalen, med de sædvanlige Hsjtidelig-heder, Ridderflaget til nogle Verb nete, der havde udmaetlet sig i Matsl-Siigs-Fejden og den norste Reig. Der uddeleis desuden Patadeheste, pteegtige Vaaben og andre bedetsgaver til de fytsielige Btyllupss gestet og nogle af de svenfle Herre, der havde ledsagei Prinsesse Jngebokg fra Stockholm. J Sækdeleshed In flede Kongen ved denne Lejlighed at give Matst Thotlild Knutson et Tegn paa sin udmcerlede Hsjagtelse, og han vverralte ham det riddeklige Pragtsveerd, han selv denne Dag havde baatet. »Bei det paa edets og Svettigs Ha detsdage med Glæde!" — sagde han —- ,,men fsr det mod mig selv, Edle Hi. Marsil som J hat fort eders eget gode Svcerd mod de hedensle Karelet, hvis jeg nagen Sinde, som Gud Almcegtiglt fokbyde, lan glemme den Pagt og det Venstab med det edle svensle Fell og dets Range, denne Dag hat btagt mig og Danmarl det stsnnesie Pant paa!" Den svenfte Siatsmand modtog denne hedersgave med en livlig, begejsttet Tale: han lytsnstede saa vel Dan marl som Svetrig til ,,en ny, lyllelig Tid, hvori deres Fytsiets og Rlddetes Svcetd tun stulde blinle fom Ætens, Fredens og Katlighedens Stiernefttaaler mod hverandte, men som Nordlys og llammende Kometer mod Nordens fælles Fjendet·« Tilsidlt fremtog Kongen et Dotument, hvotved der i grsnne Siltebaand var vedhængt det state tongelige Segl, Klemme, i Volsaftryt, med de ite tronede Leopatdet i Sljoldet, paa den ene Side, og Kongens Billede paa Thro nen og i Kroningsdragt, paa den anden. Uden at vende sig iil den Side af Tronen, hvor Junker Christen-her Plads var, og hvokhen Kongen under den hele hsjtidelig hed endnu itle havde lastet noget Blit, sagde han med hjj Rast vg, som det lod til, med Overvindelse: »JunleJ Christvphek Ekilspn af Danmatll trked frem og modtag en; Hojtidsgave af min Haand paa denne min lnlleligste Daglj Jeg hak, af optigtig broderlig Belvillie og med mit Raads Samtytte, alt for trende Uger siden understtevet og beleg let dette Datument, som nu fsest ossentliggsteö, og hvorved du er udnævnt til hettug af Estland med alle LehnstetsH tighedet og Herligheder. Den almiegtige Gud give her til sin Velsignelse!« Da han hsjt og tydeligt havde udsagt disse Ord, var det ligesom en tung Sten var falden fta hans Btyst, og ban faa sig tolig vg frejdig om til den Side, hvotfra han veniede at se sin Broder fremttaedez men Jun leeeni Plads siod ledig. Jngen af de Tilstedevaerende hav de set ham siden Riddetspillei.s inmlerens haft-tatst frem ltaadte paa sin Bettes Begne og modtog det langeer Lehnsbtev, ldet han bsjede sit Knie for Wangen; detpaa tejfte han fig, bullede dybt og bortfjetnede sig, for at op ssge sin herre Ved Bryllupstaflet var Christopher heller llle til sSted . Nogle vilde have set bam fom et rasende Mennefle tide dort i fuldt Firspring gennem Fruerilunden stralg eftet Tueneeingem Ved Aftenens Festligheder var Prinsen endnu ille kommen tildage. Slottet genlsd af Musik og Gliede. Til Dansen og Mummespillet i Ridderfalen og paa den state hsjeloftstillie ellet Foesal stod Adgangen aaben for Fall af alle Stcnden Ligesom ved de lystige Fastlavnsoptog mpeede man sig her isæt med bizaere Forllædninget og et lsSlags leniste Fremsttsingen hvoti man uden Foratgelse saa den datvttefte Blanding af bibelste og hedenste, af hel lige og profane Genstande. Selv en Del gejstlige better »toge fotllcedte Del i denne Lystighed og opfstte et saakaldet »Mystetium ellet en bibelst Fam, llyvmki en tysk »Mus wutft« bestandig gjotde szer, medens Kampen mellem David og Goliath fremstilledes til stok Glcede for Almuen, der i Lang David troede at se en Hentydning paa Kotigen og i den lange Goliathmastine snart vilde genkende Her tugs Lanadens, fnatt Junierens Lignelsez dog saasnatt Drosten mattede Udlæggelsen af Farren, sil han disse Muster bortfjetnede. Da Kongen ttaadte nd blandt de daniede paa Hsjeloftstilliem sang de unge Piger den Bise, hvormed han fcedvanlig hllsedes, og sam var bleven et Slags Nationalsang; med Begejftring for den unge Konge og med Hentydning itl en af de æventyrligste Begtvenheder i hans Batndom, sang man glad og lystig: ,,Og der gaat Dans paa Riber Bro; —- Slottet det er vundet — Der danse Riddere med Udhugne Slo — For Erit, Kongen hin ungel« Kongen bitte med Glcede denne Sang og talte med Aage om sin tcete Dtost Peder hesseL som denne Sang altid erindtede sham am, og da Gtev Gerhard hsrte Vifen om Ribehuö, tratnpede han munter ind i Danserællen i glædelig Etindting om hin Begivenhed, hvorved han selv havde vætet med; saa vel Sangen som Stedet og den fest lige Stemning btagte ham desuden den Dag i hu, da han selv paa Helsingborg Slot holdt Bryllup med Dran ning Agnes. » En ung, begeistert Almuessanget begyndte nu en Sang til Bersmmelfe over Kongens Sejet ved det stoke Slag i Grsnsundx men Kongen lod ham give et venligt Vinl til at tie, da Erindringen detom maatte faare hans Gest, hertug Crit af Langeland Men nu ttaadte Kon gens Moder og Dtonning helvig ud paa Hsjelsoftstillien med den unge stsnne Brud, vg Almuens Glcede ytrede sig endnu lydeligetr. Folkefangeren begyndte ftrats Visen om» Dronning Dagtnars Btyllupz den istetntes snart af alle Pigetne, og man dansede destil. Kongen tkaadte selv med sin Brud i Spidlen for Dansetælkem Tilsidst fang Piger ne: »Der var stor Gliede over Danmatt, At Dagmar var kommen til Lande; Der leved i Fred daade Borger og Bonde Uden Stat og PlovpenningsWaande Den Festen tom af eedle Bshmer-Land!« Men da de nu vilde synge det sidste Vers, tog Follesange ten hsjrsftet Ordet og sang: »Der er atter stor Gleede i Danmarl: Stsn Jngeborg er kommen til Lande! Kong Crit os bragte, som Valdemar Seien En Dagmar til danste Strande — Den Festen iom af cele Sverrigs Land!« ! Med sior Judel gentoges dette Vers. »Tai, Born! Tat!«l — sagde Kotigen glad bevkeget —- ,,vil Gud og vor kære Fruc, stal Baldemars og Dagmars Dage vende tilbage!«i Den unge Dronning hilsede rsrt og overrastet de! mange kærlige Mennester, der oingave hende. s Under den almindelige Glcede og Festlarm var der; ingen, uden Dtost Aage, som sandt noget betenteligt ved’ den vedvarende Mummeleg og den store Meengde af sor-’ klaedte Gasteq han lagde isar Marte til tvende Master,; der oste trengte sig ncer til Kongen og forsvandt igenJ De vare sormummede som Almuen forestiller sig Havmændy deres malede Ansigter vare sijulte af grsnne Sillehaar, og de hare Pansete as glinsende SolvsiteL Deres uroligel Adsærd forekom Aage misteenlelig og han gav nsje Agti paa enshver as disse Masters Bevægelser. Dog snart for-s svandt hans Mistanlex den ene Havmand saa han ilke metzl en lille, smuk Fisierpige lom den anden i Mode, og snartI danfede de to saa iaerligt sammen, at Aage vel sormodedJ her maatte foregaa et lille Elsiovsæventyr. »Hm lan jeg« itte saaledes danse med hende?« — suktede han, og hanss Tanier flsj til Jomsrutaarnet i Vordingbvrg. Han saa" med Deltagelse paa den smukie Fisterpige, som med sit lange Haar og de muntre, blinkende Øjne i sin Mumme-« dragt havde en sjærn Lighed med Jomfru Margrethe Stigs lunesulde SIsterfUlrilm »Al, nej, de Statler!«» — sultede Dtosten og gii ud paa Hsjelostssvalen —— »de« sidde nu hist ovte i det msrie Taarn —- de here og se in tet til denne Gliede — og de ere dog usiyldiget — det er Uret! himmelraabende Uret! heri er han dog haard og udsjelig J Asten er han mild og glad og lyttelig —- Hvo ved'· —- det var ligesom Aage pludselig sit et driftigt Haah; han gil atter ind paa Tillien og nærmede sig Kongen, som fandt mer Fotnsjelse i at se paa Almuens Lystighed i Fpksqlm, end paa den prcegtigere oa iunstigere Dans i Riddersalen. Men nu saa Drosten atter den ene hæslige havmandistittelse i Kongens Ncerhed5 hans Mistanie til denne Maske vattes paa ny, og han bemærlede et glimrende Doltgreb mellem Solvstællene paa Havmandens Bryst, hvorpaa hans Haand oste hvilede, naar han neermede sig Kongem Aage stillede sig mellem Kongen og desn paa trængende Maske vg spurgte: »hvo er du?« »Rosmer!" — lsd en fremmed, ulendelig Stemme — «haa, haa, haa!« og nu sang Masken med hces Stemme: »Rosmer com sra Ssen hjem, Og han tager til at bande Jeg lugter det paa min hsjre Haand, At her er kristen Mand inde.« — Dettned greh han Fifterpigen igen oed Haanden og blan dede sig i Dansen. Drosten saa bestandig ester ham: han tcntte paa de fredlsse og den crelsse Ridder Kagge. Forestillingen om denne sarlige og dumdristige Snigmor Tder bleo tilsidst saa levende hoc hom, at han syntes at se ham i havmsanden og neesten i enshver Maske. IHan gav nogle Drabanter Vint til at holde Øje med de fortnim mede og fulget nu selv Kongen ind i Riddersalen. Han gav ogsaa Gred Denril et Bink om hvad han besrygtede, og snart saa man en talrig Flol Drahanter i Kongens Ncrhed, uden at han selv eller de andre fyrstelige Personer meertede nogen scrdeles hensigt dermed. Drostenö starpe Blik og de trusne Sitterhedsforanstaltninger syntes mid leetid ikte at habe undgaaet alle Gesternr. Kort efter horte » man paa Hojeloftillien den bekendte Foltefang om Han manden og Agnete, og en Dans opfsrtes derefter, hvori hin Havmandsmaste med Fisierpigen oare Fordansere; han sang selv kun hver Gang Omkvkkdet kom ng gentog med has og vild Sternum »Haa! haa! haa! Saa fsrie han hende paa Havsens Bund!« ,Tilsidst blev Hat-münden og Fisterpigeu dorte; de danfede ud af Dsren og ned af Højeloftsbroen i Slotsgaarden, Itillige med en Flok fortlædte Personer, der horte til deres IMummespil og foreftillede alle Haande Søuhyrer. Jngen lvidste hvor de vare blevne af; en anden Danö begyndte, Zog man betymrede sig ikte mer om hine lidei lystige Mani »mespillere; men det Rygte udbredte sig siden blandt Al muen, at det havde vieret en virtelig Havmand, der havdt fort en Jomfru bott. Nogle vilde endogsaa fra SIEB broen have set en glinsende Havmandsstiklelse fvomme bort med Jomfruen i sin Arm i det klare Stjerneskin. Det var en dejlig, stille ·Sommeraften. Der var ikke blot Dans og Mummefpil paa Højeloftstillien og i Ritt dersalen; den store Folkefest fejredes med Blus og Fai ielly5, med Musik og opmuntrende Forfrisininger i Slots gaatden og Abildhaden, i Fruerlunden og paa Turnu pladsen. Kongen lod sig se alle Vegne, hvor der var glade Mennesker forfarnlede, som oftest med sin stønne Brud under Armen, ledsaget af sine fyrstelige Gaster og mange Hofmænd Alle Vegne modtoges de med Festsange og Jubel J Slotshaven hilsedes de af Mester Rumelant og Mefiek Poppe den ftcerte, som med hsjtidelig Pathosi fremsagde et tunstigt og vel indstuderet Hædersdigt, hvori; de vetselvis bersmmede den kongelige Brudgom og hans Brud med begges hsjkonglige Frcender og alle de tilstede ocerende Herstaber og stor Herrer. Kotigen tatkede dem venligt for den velmente Hyldest, ftøndt de overdrevne Lod taler og forsiidte Flostler itke ftort behagede ham. Men nu overrastedes man ved et nyt og prægtigt Stuespil: gennem de oplyste Buegange fortes Brudeparret og det hele talrige Selstab af en Flok bevingede Born, der stulde foreftille Genier eller Engle, til en« afsides Del, uf Hasen, hvofra man havde den stpnneste Udsigt over Sundet; her vifte sig pluselig mange hundrede Skibe, behcengte cned Lygter, i Navnetræk og Kronen paa Masterne. Hvad de: paa Stanor Marted haode opvatt saa megen orbavfelfe og selv af Al muen var blevet anset for Virk nger af Hekseri. faa man nu ogsaa lher, men langt stsnnere og meresgimrendex den overtroisie Frygi var forfvunden ved Rygtei om disse Kun sters Udstyldighed, og man var forderedt derpaa som et kon geligt FeststuespiL Fra Baade og Flydebroer opsieg der en Mcengde flyvende Lys med mange dejlige Farver; man saa Luften glimre af mange kunstige Sole, Stjerner og flammende Hjul, der spejlede sig i den stille Haofladr. Det var et nyt og fortryllende Son, fom glcedede alle i th Grad. Man forglemte al Stirhed og hofstikz enlyoer opspgte den Pladö, hvorfra han bedft kunde se det stonne Scetfyn. « Kongen var med sin Brud gaae hen til et dunkelt Sted i Haven, hvorfta dei hetlige Luftstuespil tog sig aller stsnnest ud. Han «lzavde endnu ille for de mange Gcestee og Festlighedet boft Lejlighed til at tale et eneste fortrolig Ord uden Vidnet, og i over et helt Aar bavde de itte set hin-indem Nu saa han sig et Øjeblil ene med hende under den sisnnr. sommetmilde Nathimmel, hvot de flammende Stjetne syntes at danse ocn dem i Luften, niedens den be dsvende Festtumtnel tav og tun Hotnblceseknes dybe, hof tidelige Tonet lpde fra en sjern Høj ovek«Sundet. Det. var som en Verden as Tanter og Fslelser vilde sprange Kongens Bryst. ,,Min Jngeborg! min Sjcels elskede!« — udthd shan og omfavnede hende —- »nu hat den feel-ar mende Gud hart knin inderligste Bon; han hat selv forenee os med et ubtpdeligt Sakrament; ingen Magt paa Jorden eller i Himlen tan nu adslille os. Jeg er det lylkeligste Mennesie i Verden. Var jeg alnuegtig vilde jeg i denne Time gsre alle Sjcele lytsalige omtring mig.« »Er-M min tætlige Erit!« — svatede Jugeborg og slyngede sine Arme om shans-Hals — »jeg hat set ind t den trete Guds Himmel med dig i Dag. Det Ord, jeg gav dig i Kirlen, det stal jeg gentage i min Dødsftund! med det sial min Engel vætte mig paa den yderste Dag.« -—b ,,Tcent du itte paa Døden!" — asthd han hende lærlig — »nu begynder fsrst Vor tLiv.« ,,J et Øjeblil tan der vcere tusinde Liv!« —- vedblev bun sjasleglad. — ,,Om nu en as hine slygtige Stierner lnuste mig i dine Arme, vilde jeg dog prise mig lyksalig: du et dog min evindelig, om saa al Vetdens Herlighed for svandt for mine Øjne.« De talte saaledes fortroligt samtnen og udgsde detes Sjceles inderste for hinanden, ufotstyrrede af de fyrstelige Bryllupögæstek, fhvis shele Opmcetsomihed var henvendt paa det usædvanligk LuststuespiL Det lykkeliae Brudepar sank dybt bevaeget til hinandens Bryst og synets at sorglemme sig selv og den -hele Vetden i en iaus og inderlig Anfan nelse. Da vatteö de pludselig ved et stærtt Knald og en ;«hvislende Susen i Lasten; de oplsftede deres Øjne og saa smed Forbavselse, shvor de stille Stjernelys for slagtede, Glansen af en stor Jldtugle, der sor susende op, som den vilde naa Himlen; den stinnede klar og ptægtig over deres Hovederx men ligesom de betragtede den og fandt den allezstsnnest, sprang den med et Knald og spredte sig i mange tusinde smaa Stjetner, som forsvandt og udsluktes. ,,Stsnt herligt -— sagde Kongen—— »kyvad den menneslelige Kløgt dog tan udfmde! Han hat dog Ret i nogct, den lcekde Jldtunstner, som giver os dette Skuespil: de dybe Blil i Naturens Londomme, den stote Pater Roger i vore Dage hat gjort, vil maasle dog en Gang ligesom sowandle Verdens Slittelsex alt, hvad vi nu sinde ftort vg hetligt, vil maaste da vaeke som Dromme og Borneleg for vore Eftertommeres Efterlommerr. Hvor dog alt er omsiistelig, min Jngebotg!« —- tilfsjede han fast demo dig — ,,felv denne Aftenö foeunderlige Glans vil snaet fotsvinde og bortglimte, lig hint ptcegtige Luftsyn.« »Men shvad der var Liv og Sandhed og Aand, min Eriti« — svarede Jngeborg og saa ham tat-lig i Øjnene — »ej sandt, du Hiertenskceret hvad der lyfte stønt og cherligt for vote Sjæle i Kerlighed —- det vil dog vift al dttg synes os Drsm og Bsmleg. Saaledeö vllde dog aldrig Verdens Stillelse fotvandles, at det guddommelige og eoige kunde bortgliinte, som et foigcengeligt Luftsyii« — — ,,Nej,visselig! oed alle hellige Mand! nej dertil kan ingen fand Bisdom spre« — sagde Kongen iorig og stir rede en Stand tantefuld og liaesoin drsmiiiende paa den rolige og ufomnderlige Stjeinehiinmei. — ,,Sig mig, min Tiereste Jngeborg!« — tog han attei: mil og iærlig Ordet, idet han nied stille Gliede betragtede den siønne Brud og tryttede hendes Haand til sine Lieber — »vil du nu ikke savne din Moder og dine Brødre alt for meget hos mig?« .,Moder og Vroder Erik niest« — soarede Jngeborg med et let Sul ——« ,,dqg jeg er dog hos dig og min iære, tro Juge. Moder og mine Brødre vil o,fte des-ge os, og di dein — ej sandt? og du vil hjcelpe rnig og Moder at bevare Kærligheden og Freden mellem Brtdreiie?« »Saamcend! jeg ved det!" —- sagde Kongen og trykte hendes Haand heftigt — ,,Kaerlighed og Fred mellesin Bis-dre, det er et sinnt Klenod, min Jngebokgl ingen Krone opvejer dets Tab. Don tav pludselig, ligefoiii han iite oilde bedrooe sin Brud ined at udsige, hvad der selo i detie lytsalige Øjeblit fordunklede hang Glaede. »Du vilde i denne Stund gøie alle Mennester lyikelige, hvis du tunde« — vedblev Jngeborg — » opfyld da nii i denne stønne Time den forste Bon, jeg har til dit Hierie!« ,,Udsig den, inin Jngeborg! og den er opsyldt!« — sagde Kotigen — ,,hoad kunde du bede mig oin, som jeg inacitte nægte dig ? hvad nnster du? sig frem!« »Frihed for hver sorrigfuld Fange i dit Rige, som i deiine Time angrer sin Binde eller lider ustyldig« — »Uskyldig?« — gjcntog Kotigen shastig —- ,,ustyldig lider ingen her i Baand og Faengsel, det jeg ded. Hoor kan du falde paa de Tanler?« »Sknldig eller ustyldig!« —- svarede Jngeborg og greh hans Haand — ,,for den Retfærdiges Aasyn er jo ingen ganste ustyldig, og han tilgiver og dog alle for sin icere Søns Skhld og for sin evige Barmhjertigheds Skhld. Tilgiv dine Fjeiider, min Erit! tilgiv dein, for Guds ftore Karligheds Skyldt — Giv de ulylkelige Fanger Frihed, for den eoige Frisheds Siyld! —- Giv de fredlsse Frev, for den store Freds Styld i Guds Rige!« Kongen var bleoen blusfende rødz hans Øjne tindrede; hansBryft bevægede sig voldsonit; han flap heftig sin BrudDL haand og spendte fin egen fast krampagiig niod sit Brystt »Jeg svor en Ed ved min Faders blodige Hoved i Vihorg Kitte« —- sagde han ined dyb, dæmpet Rost — »den Ed smaa jeg holde eller —- være evig fordointt min Faders Mordere tan jeg aldrig iltgive; ingen as dein kaii jeg give iFred saa længe mine Øjne er over Mulde.« s-— — i »Ej heller deres Fremder og Born, som ingen Dei . har i hin Misgerning?'« — spurgte Jngeborg cengstelig. — »Bei itke haard ! dirr iiie ubarmhjertig! Giv dog Markt tStigs ulyilelige Dotre fri af Fænglet i Votdingborgfor min Bsiis Styldk ! »Du nirvnede der et Navn, som oprsrte min Sjæls indetste, af hveni jeg saa horer det" — sagde Kongen insrk og stirrede mod Jorden —- »hin Forrceders Slægt og Af tom er mine Dsdsfjender, som han oar min Faderö. Do«g — vedhlev han og oplsftede sit Hovede — »for miii egen Skyld vil jeg ikle shade og forfolge nogen: dem, der kuii hade og efterstræbe mig, kan jeg give Fted for din Btns Slhld; men, ved alle HelligeS dein, der lagde blodig Haaiid paa min Fader hin morke St. Ccecilice Nat — dein inaa Gud tilgive, hvis det er muligt — jeg kan det aldrig!« Jngeborg stod fast forsiridet over hanö Heftighed og vooede nceppe at se paa hain. »Ha: jeg forskrcetket dig? min Jngeborg!« — oedblev Kongen rolig og greb hendes Haand igen. —- »Tilgiv mig! — der er en Streng i min Sjcel som klinger for fcrrdelig; rør aldrig oftere oed den! Marst Stigs Dstre sial viere i Frihed i Morgen, for din Bons Sthldi men Daninarl maa de forlade. Kom! lad os gaa til de andre!« «Tak, Tal! du kirre, heftige Eriti« — udbrod Juge borg glad og slhngede atter icrrlig og tillidsfuld sin Arm oiii hans Hals — ,,de maa altsaa srit udvandre af dit Rige? Andet vente de heller itke. — Mcr tan ingeii med Billighed fordre. — Du glæder ille blot mig derined pack min Bryllupsdag: du glceder en tro, cerlig Sjcel til som du har hjertelig kier.« ,,Hvem?« »Drosteii — den stille, tuiigsindsige Drost Aage« — ,,Bad han dig oni den Forbøii?« Ja — nien han bad mig just itte oni at sige dig det' — »Hm! Aagc — stulde han — dog nei! forelstet er han næppe: than drøminer mer om de himmelste Engle, end oni de jordiste;og — saaniændt til det Stags Engle er hiin for god. Kom, min Jngeborg! man har vist saonet os.«« De gii tilbage til Selskabet, som endnu glædede sig oed den sinuite Belysning paa Slibene og de stedsestøm tiefe Jldkunsier. (Siunes.) B. S. Jngemann: Valdemar Seien Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20 Erik Menveds Barndom. Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Dem-mark og hanS Samtid. Omstag so. Jndbnuven UA DMSK LUTE PUBL. ROTHE Atti-. Nobd
