Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 16, 1902)
Kong Erik og de Fredløse, historifk Roman i to Dele at Bernhard cherin Jngemann. A n d e n D e l. (Fortsat.) Den unge .Ht. Laurentius havde fortalt Ftu Agnes en hel Del om det herlige Norge og Island og om de merktvasrdige Skjalde og Zagaflrivere i hans Fædreland, ifcer otn den store Sitorre og hans lærde Brodes-sonnen der i det sidste Aarhundrede havde givet Sagaliteraturen en saadan Overvcegt, at Poesien nceften var kommen i Foc gleinmelfe derooer. For dog at beoise Fru Agnes og de tysle Mefterfangete, at den poetisle Begejftting i hans Fee dreland itte, foin de troede, var aldeles uddoet med Hedw stabet og de dnbsindige Edda-Skjalde, have han ansprt ad skillige Drapet og Drotlvad fra den triftelige Tib, som de itte kunde nagte deres Bifald. Da Kotigen ttaadte til, fremsagde han just nogle Strofer af Ejnar Stulespns be romte Helgendrapa ,,Gejsli« eller Straalen, til Hellig Olafs Ære. Kotigen standsede og horte efter. Hellig Olaf kald tes i denne Sang ,,en Guds Riges Straale, et Lys eller Glimt af den cedle Naade-Sol,« og Kristus besikioes som Vetdens Lys og Himmelens Herre, der selv »so-n en Strau le af en klar Stier-ne (Jomfru Marie) vilde synligen fodes paa Jorden til stor og herlig Baade.« Kongen nitkede til fkeds; han fnntes i det gudelige Helgendkapa at sinde en huspalende Modoægt til hvad der i den kloge Melter Thrands Tale neesten havde foruroliget og angstet hom. »Blio ded!« — sagde han opmuntrende til He. Laurents, og den unge St. Olafs:Prckft, der var kommen i livlig Begejftting ved Digtet«til sin Helgens Bewmmelse, frem sagde med tin smutle tlare Talestemme endnu nogle Strofer as Digiets Begyndclse oni Frelsekens og hans Riges Herliabed om Mennefleslagtens Liv i hatn og og Delagtighed i hans forsonede Tod, om hans Opst"an delse og den ftore Helgenstares Udgang af Støvet og Fotbekligelfe med ham, endelig oni han«-, Himmelfart og Æke daa Guds Throne og Kristenhedens Oprindelfe ved Heilig-Linnds-Llabcnbarelscn hin forfte Pintsemorgen, »in-owed Himmellongen indbod al Beiden-H vcjoele og Slckgtet til et shimmelst Liv.« Terfra git han over til Heilig Llafg Pris, fom den oed Undervæker stadfæftede Deinem ,,Guds Rigcs gceve og mægtige Straale«; men da hakt lom til det Sted i Helgendrapet, hvor Skjalden udbrndet, at Zdig og Forrwderi voldte Kong Olafs Fald vaa Etitlestad, men at han nu, som en Guds Riddek i Moden, tunde erholde hvad han vildc af Solens Hem« — afbrod Kongen Pludfelig den begejstrede Hr. Laurentius-. »Tak« -—— fagde han —- ,,det var smutt og oplwggeligt; men om Zoig og Forræderi vil jeg intet bore Dank-n for min Bryllupsdag. Nortiges Ronge og Hering Hindwa forsdaret en flet Sag imod mig« — oedbled ban —- »men jeg aater de brave Nordmænd dog hojt; de bar fortjent en Range og Slytsbelgen som St. L!af; han hat del foktjcnt at laldes en Himmelstraale l Norden: hvorleoeo det gik oed hans Fald, vil jeg itke nu tænte paa. Besnng heitere Trostab og Stønhed og hvad der et til vor Tidsaldeks Pryd og Ære!« »Tillad inig et tinge Forli-g paa at lose den Op gaoe min allernaadigite Heere og Velyndek!« —- tog Me fter Rnrnelant hastig Ordet og istemte fttats en tysk Vise til Beromnielse for den nordiste Kvindets Slønhed og Tro fastlicd, hoori ban ille forglemte den endnu skønne og ungdommelige Fru Agne5, endnu mindre Kongens fra dasrende Brud; men Sangen indeboldt tillige et lonligt Forioar for Marft Stigs sangne Dottte paa Votdingborg bois Skonlted og nlntkelige Stæbne havde gjort et stcertt Jndttnt naa begae Mestersangere. Mefter Poppe stemte i mer-, og de areb nu Lejlighed til at indlcegge et mildt Okd for de fangne Jomfkuer. J Sætdeleshed kunde de itte not focn bekomme den stille Jomftu Magrethes From hed og Elftvckrdighed i hendes Fangenflab. Fionaenå tlalyn formørtede5. De fangne Pigets Sag havde han henvist til Lands Lov og Ret: selo oilde han iniet hore der-Inn l)an vidste, de havde angivet sig felv for Retten fom Medvidere i Aage Kagges forræderste Nase vcrrelse paa Bordingbotg. Han taoz men man saa, at Tanten otn Marfk Stig og de fredlose og otn hans Faders Mord attek opfteg gruelig i Kongens Sjcel og stemte ham kun lidet gunstig mod Kongemokdetens Slcegt og enhvek Ven af de fredlose. Mestetsangerne saa betæntelige til hinanden, og ingen oooede at tale et Ord met om den Sag. Det var blevet silbe, og enhvet begav sig til Ro. Kon gen git til sit Lonkammer. Geev Hentik saa med Uto Messer Thrand folge ham. Sckstende Kapitel Longens Lønkammek groensede umiddelbakl til Abra riet-«), hvoktil Grev Venrit havde Abgang. Han bctænlte sig et Lieblil: det syntes ham nværdigt, uden Kongens Vidende og Tilladelse, at vcete et sljult Vidne til hans Sammle med den hemmelighedsfulde leerde; men hans Uro og Otnhu for Kongens Sillerhed overvandt enhver Be tcenlelighed. Han iog et Lys med sig og gll til Libtariet. Pan Gangen udsluktes Lyfet, og han anfaa det for hel digt, Da bang Nærvcerelse ellers lettelig tun-de rohes, hvis der var mindste Sprælle paa Deren mellem Bibliotetet og Lsnlamrei. Han trawdte sagte ind i den hvælvede, fli selagte Sitte, hvor et Par Boghylder med Small-raubs gitter tillige med nogle Stole og et Læfebvtd var del eneste Bosiab. Maanen stinnede iwd gennem del smalle Buc vindue. Han satte sig ved Læseborbet last ved Lsnlammetk døren, stiktede paa et opslaget Haandstrift og lyttede. »He: ere vi nu ene og aldeles uforstyrrede« —- harte han Kongen sige og den ridderlige Gtev Henkil falte, at han rsdmede for sig selv; han gjotde en Beveegelse til at bottfjeerne sig, men gjorde Bald paa stg selv og blev fid dende, da han hstte Mester Thrands hviölende Sie-um« «) Bogialem det lod dog saa sagte og hemmelighedssuldt, at han intet Ord tunde forstaa. »Jeg ved det alt« — vedblev Kongen —- ,,og det nyt ter ikke, J ncegter det, lcerde Hr. Thrandl J er hvad man talder en Kjætter og Lekkarbroderz som saadan er J dornt til Baal og Brand af Paoen med jer hele Seit og for vist af alle triftne Konger; i Folge mit Loobud og paa det paoelige Hofs Onfordring er J forvist sra mit Land og Rige med. Dog — ian J bevise mig, at J hat fundet de vifes Sten, som J synes selv at indbilde jer, og at der gives en hojere Sandhed og Visdom, end det aaben barede Ord, saa vil jeg srilende eder og, trods Paven og Klerefiet, talde hint Fordigninasbnd mod ederå Seit til bage.« ,,Stormcegtigfte Heere og Konge!« —- sagde Tusind tunftneren nn lydelig, stondt tned usitker Stemine —- ,,l)nad J ded om mig, har jeg selv betroet eder; havde jeg itie tendt eders Hojmodighed oa Agtelse for Gæsteretten, og havde jeg ikke vidst, J var hojt oploftet over eders nvidende og aandsindstrcentede Tidsalder, oilde en saadan Fortko lighed til Magthaderen have stemplet mig soin den soragte: ligste Daare J har sagt Sandhed, Herre litonge!« — vedblev han ligesom med tiltvnngen Fasthed —- ,,iea» er en Kretter og Leltarbroder; men jeg saefter en hojere Ære i at vcere det, selv orn jeg en Gang stal do paa Baaler derfor —- end om hele den blinde, bedaarede Kristenhed til bad mig, sont den storste og beundringsværdigste Helgen.« »Saamcrnd!« —- svarede Kongen streng —- ,,det var et dristigt Ord, Or. Thrand! indeholder det itte en bojere Visdom, end tretten Aarhundreders bedste og største Moend lendte, maa jeg anfe det for det afsindiafte Ord, der no: gen Sinde toin over en mennestelig Lcebe Jeg staar selv, sont J oed, i en farlig Kamp nrod den Magr, der i Kir ten-Ei Navn oil beherste Forster sotn Folt og gore oore Sjæle til Slaverx jeg trodser ethvert JJtennesiebnd, der oil tvinge os til Fortviolelse eller Ugndelighed og odergive Vore Sjckle til Fordcerverenz men derfor er Kirten og det Guddomsord, hvorpaa den er bringen mig liae heilig og nroltelig, og jeg vil se den Visinand eller Daare, der stulde rokte mia et Haarsbred fra denne Tro!« ,,Saasnart J forstaar mig fnldelig Herre Konge!« — fvarede Mefter Thrand rolig —- ,.vil J se, det heller in genlnnde er min Hensigtt den rette Sandhedeng Kirle er den ust)nlige, som jeg ogsaa tnceler for i Aanden, og det rette, evige Guddomsord er det aldrig helt ndtalte, som jeg nied Llndagt lntter til og ftrceber at tilegne mig gennem Videnstabernes Videnstab ved Granslning i hin Aabenba ringerneo store Bog, den oatte Gndstraft i os— tun oplnkker. Horer J ikte felo den nicegtige Guddotns Rost, Herre Kongek i den hiinmelfke Torden? Ser J ilke Almagtens Finger i det lnnfende Lyn? og niaa J itke tilstaa, at den, der er Herre over hine mcegtige Krafter i Naturen, er den enefte sande oa ftcerle Gud, som vi maa dyrte og ti«lbede?« »Na del! det forstaar fig! men hvad folaer san der af?« —- snnrgte Ronaen i utaalmodig Tone. »Naar jeg nu lan vise eder« —- vedblev Mester Thrand tned ftigende Joer — »at den samme Krast liggcr i tnin Haand og i min Villie ——- at jeg med et Vink tan toinge Alrnagteno Rost til at tale og nied Tordenraab bebude, jeg er hine gnddommelige Krafters Heere og Mester vil J da ncegte mig Ret til at sorlynde det Guddomsord, der taler gennem min Villie sont gennein Naturen? — oil J da lcrnger tvivlc paa, at jeg har fundet og tilegnet mig den Tingeneg Grundtærne, den Krafternes Urkraft, der stal forvandle Verdens Stittelse og omitnrte alle For domnienås Afgudstempler og Tttrannietgi befæstede Vorge? —— oil J da tro, jeg har sundet Noglen til Liveis store Gaasi dekammer, og at Guddomsrosten, der taler genncm min Villie og mine Vierter, ogsaa sormaar at sige: led! naar Tid, Zot og Alderdom, naar Staal og Gift, naar Krig, Pest og Hunger, naar Baal og Boddel, naar Paoer og Tyranner og alle Livets Fjender raabe: do!« Der blev et Øjebliks Tavshed i Lontamret, oa Grev Henrik drog cengstelig VejreL ,,Besnnderligt!« — lod nu Kotigen-z Stemme igen —- ,,dog nej! det er umringt Min Mening om cders Bis-dom, lcerde Mester Thrandt oil jeg opscette til jeg har set de vidunderlige Ting, J taler om. Saavidt jeg forstaar eder, synes J mig at holde eder selv ej blot for Naturens, men for Guddommens Heere og Me ster: men sligt tlinger mig sont det formasteligste Vandid.« ,,Vanoid og Visdom, Logn og Zandhed, ondt oa aodt, Mørte og Lns grcense nær sammen, Herre sinnge!« — hvislede der atter fra Mester Thrandg siebne Tnnge — ,,det niaa især være Tilfældet paa alle Overganggpnnkter sra Nat til Dag, fra Vildfarelse til Sandhed, fra Tini-al der til Tidsalder· Hvad jeg her dog tun i Tillid til eders kongelige Aands Styrte vover at hvisie til eder i dette Lan iamneer, vil en Gang frit sorkyndes selv sra de laoeste Lærestole og viere Bornelærdom for de gamle og modne i Aanden· Hvorledes enhver af os vil forestille sig det gud dommelige, er i Grunden hans egen Sag: det beror paa hans særegne aandelige Syn, og er en Nodvendighed, sont alt andet. Det evige er og maa til Dels blive en Gaade for de slestex men hvad Tiden og dens omstistelige Hen delser angaar, maa det tunne komme til Klarheit: den lig ger inden for vor stelles Synstredsx saa vidt fortroster jeg mig til ogsaa at tunne aabne eders starpstndige Øjne, Herre Konge! at ingen Del af Tiden stal vorre ever aldechs for borgen, og at J næsten med samme Klarhed slal skue frem som tilbage i Tingeneö og Hendelsernes endelige Verden.« »Nu dat« — sagde Kongen utaalmodig — »saa lær mig at se tlarere med Sjæleojet, hvis J sormaar det! Eders legemlige Glarojne hat jeg al Agt sor: — J bar vir kelig aabnet mig et friere Blil i Tingenes ydre Verden. Et Stags Fortidsglat kender jeg alt i Kronitens Betragt ning; gives der ogsaa et naturligt Fremt«idgglar, saa vis mig det!« »Der gives wende, naadigste Dekret« — svarede Me ster Thrand med Vagt —- «vi kalde dem Providents og Divinationm ved stærpet Klsgt og vcekket indre Saus san vi tilegne as dem beggez ved den sorste tan J se meget, tvev den sit-st- inkt-, vev begge fast an. Dei ypjst vigtige Sirtdt, J netop i Morgen shar for, »Herr-e Kotige! vil J selv tun med en saadan dobbelt Jnsdsigt tunne dedomme.« f-— (« Iremiyn og Iorudislelir. ,,Hvad!« — udbrod Kongen heftig — ,,tcenker J, jeg nu forst vil bruge min Forstand og betcente det Stridt,s jeg alt med velberaad Hu, med Guds naadigste Bistand, har gjort, og fom er min hojeste Lhtke?- —- Folgerne blivei som de vil, og som den almægtige Verdensstyrer vil fsjei det sor mig og mit Rige! her kan itte den tlareste Ind sigt i Fremtiden forandre min Villie og udslutte mit stin neste Livs«haab.« »Men se, Herre Konge!« —- vedblev Mester Thrand ivrig — »kast et Blik Uden Fordom og Lidenskab i de Men nesters Sjcele, J oil sammenknhtte med edersl Tre kon gelige Brodre, eders tilkommende Svogrc, staa hist ved en Tronex den soageste, den mindst begadede blev kaaret til at betlæde den; men Brødrenes overlegne Aand og Kraft og Mod votser integtig. En hojere Aand kan aldrig bøje sig sor den ringere; de gærende Krcester maa uddiile fig, det stridende inaa assondre sig; det inderlig beslcegtede man forene fig; det vilkaarlig forbundne maa voldsomt op loses, og hoo der taster sig i den vildt oprorte Strom — niaa bortvejres med den og gaa til Grunde.« »Ti med den formastelige Tale!« — afbrod nu Kon aen ham med hoj Rost "og trampede haardt i Guldet — »her skal ingen fmaalig Beregnina og Frygt for Fremti den standse min Gang eller forurolige min Sjcel! Lad der ;røre sig hvad der vil i hine Kongesonners Sind! — Kro iner ere ilte hentastcde til en Leg for blinde Lidenstaber — tRetten og den hojefte Magt er ille bunden til Mennesters IVillie og Kraft, men til den almægtiges. Ei Kongespir ätan hvile trygt i en Barnehaand, naar Gud er med ham, tom end den umhndige staar omringet af Forraedere og Mordere; det har jeg selv provet!« — ,,Men hvor den Umyndige, som hist, aldrig bliver myndig i Aanden, Herre Konge1« — indvendte Thrand — ,,hvor den Magt, som toin fra et frit og traftigt Folts Villie, as daarlig Overtro og Missorstand blev knyttet til det Fantotn, ederS Theologer kalde Guds Naade —- en Jde, sont tun faar Menqu og Betndning, naar vi se hin Naade aabenbaret i den fri, siondt foranderlige Isolie oillie — der er ethvert Forbund med den svagere, umyn dige Aand odelæggende.« — — »Ved alle hellige Mcend! den hojeste Magt og Myn diahed tommer her ovenfra!« —- afbrød Kongen ham heftig — ,,tun i Menneskenes, men itte i Gudg Villie, er der Vantelmod og Omstistelse. Den, der bcerer Kronen med Ret, har en Styrte i Gndg Villie, sont inaen dodelig sial trodse ustrasfet. Dog, not derom! Jeg taldte jer itke hid, for at raadføre mig med eder i Statösager. Vidste ieg ilte, J var en lærd Mand, som tun lidet bekymrer eder oni verdslig Reaimente, tunde jeg fristeg til at tro, J var en andersundia Udsending fra mine Fjender og dem, der lonlia stræbe at undergraoe min Lytke« — ,,Himlen bedare mig, ederg Rande-P —- udbrod Me ster Thrand sorfeerdet. »Jeg taldte jer hid, for at addare cder, ikte for at modtaae Advarsler!« — vedblev Kotigen streng· — »At edersz Meninger om de gnddommelige Ting ere sarlige og sorvildende, har jeg mcertet. Behold dem sor jer selv! ’eller jeg nodeg til at forvise jer as Landet. Ederg Kund lskader i de verdslige Ting, har jeg al Ant for« — tilfojede - »de runde vcere mig gatmligex min Montmester stan J R dog itte blive for det sorste —- oa niin Sjcelesor aer endnu mindre, siden J hverken er gejstlig eller ret jtroende. Var den vise Roger Bato eders Lceremester, vil Ijeg dog not kende hvad godt og fornufiigt han har leert ;jer, men om de vises eten vil jeg itke hore et Ord mer. lJeg forlanger ikte at se ind i Frerntidenz forstaar J den Kunst, saa behold den for eders selo! jeg anfer den, om ikle sor Trolddoin, dog for Synd og Usorstand tillige: den Gave har endnu aldrin gjort noaet Menneske lnkteligt Kan J uddrage Mennestelioet over detg naturlige Græns ser, som jea dog meget tdivler paa, saa behold ogsaa den Vigdom for jer selvl den thtkes mig lige saa formastelig og nforstandig: jcg onster itke at leve en Time længer i denne Verden, end Gud Almægtigst har destitlet mig; men lan J, ded naturlige Midler og uden Shnd, afslore mig Naturen-H Hemmeligheder, tan J seld efterligne Himlens Torden, som J got eder til af, saa ais mia o·a vore lcerde den Kunst og sorklar os den, til hoad Pris J selv sinder passende! dog hvorvidt ederg Herredom over Nsaturens Kreefter end strætler sig, indbild jer ej, J har taget Magten sra ham, imodhvem den viseste og tncegtigste Mand paa Jorden tun er en afmægtig Orm! Gaa nu og bed vor Herr-: og den hellige Frue tilgive jer de sormastelige Ord, J her har talet! gid J maa en Gang komme til bedre Ind sigt i hoad der er hojere og vigtigere for Sjcel og Saligi hed, end al jer verdslige Leerdom!« Hvad Mr. Thrand soarede paa denne strenge Tiltale, kunde Grev Henrik itte horc; tun de Ord: »·J Morgen, stor mægtigite Herre!« shntes han at forstaa tillige med nogle almindelige, scerdoles hdnmge Ærbodighedgudtryt, og det foretom ham sotn Kunstnerens Stemme var bleven dyb og næsten uleiidelig· Lontammerdoren git, Grev Henrik meer lede Kongen var ene og nu aabnede Doren til sit Som !ammer. Greven traadte sagte ud af Librariet; han horte Fodtrin foran sig i den morke Gang. Dei var Mester Thrand, der kom fra Kongens Lontammer. Grev Henrit bled staaende og bemerkede, at den lille Miratelmsand ofte ftandsede i den lange Gang og syntes at betænte sig: han mumlede ved sig selv og shslede med noget i Morket; hans Gang og scere Skiklelse oplhstes nn pludselig ved en klar Lysning, der strats igen sorsvandt; Mester Thrand stod stille Ved en Londor, der forte til Junker Christophers Ge matker, men hvortil ellers ingen andre havde Abgang. Do ren aabnede stg og luktes igen, og Mester Thrand var for svunden, »Hvad var det?« — sagde Grev Henrik ved sig selv og studfede —- »hm! her sniger sig en Nattens Aand mel lem de fyrstelige Brodre.« Han forlod nu itke den morte Gang, for han haode set Jldlunssteren liste sig tilbage fra Junker-eng Verteise og begive sig til Ridderloftet i den mod satte S·lotsfloj, shvor alle de fremmede Gcester havde deres Natteleje . Seid begab Grev Henrit sig itle til Ro, men vaagede som Drabanthovding denne Nat paa Hojeloftö tillien uden for Dorens til Kongens Sovekammer. STttende Kapitel. Ved det første Daggry var alt munter Bevcegelfe Helsingborg Slot. Enhder Hofmand og Ridder kendte unge Konges Punktlighed og utaalinodige Heftighed, - det galdt oni at vcere tidlig paa Feerde, selv oni det tun « til et Jaqttog Enhver Ridder og Svend, der iklse hqujsk Foden i Stigbøjlen, naar Kongen sad til Heft, tunde den-F te sig et strengt Blik eller en aloorlig Jrettefcetelsr. M denne vigtige Højtidsdag, hvorpaa tvende Rigers Opmeerksk fomlied var henoendt, og soni Kongen saa lcengselsfuldski haode set i Mode, var det sorn Solen var den eneste, ders vooede at satte Tasalniodigheden paa Prove. For Dag stodei de prægtige Heite, med deres Trepper af Baldatin og Syni dal, alt sadlede i Slotsgaarden; de festlig smyltede Ridderef klcedte i Sille, Plys eller Blyant,vrimlede aarvaagne dg· muntre mellem hverandre, og næppe stinnede den førfte Skærsomnierdagg Solstraale paa den store og glimrende Brnllnpsstare, for den kongselige Brudgom traadte ud, med sin Moder under Armen, paa Højeloftsbroen og hilsede venliat til alle Sider; han fiilgte hende med blottet Hoved ned til Fruerkarinen og svaiig sig paa sin Heft. Hans stønne, ungdoinmelige Ansigt ftraalede af Glæde; han syn tes at have dortslumret ewhver mørk og forftyrrende Tante.. J sin inest glimrende Ridderdragi med et rosenrødt Als-« elftcerf og med bvide Striidsfjer i Hatten, tumlede han ett ftolt niælkelivid Paradehingst. Hans muntre Stiffader, Grev Gerhard, holdt ved hatt-s højre Side og Junker Chri stoplier ded den denstre. Seld Junkeren syntes oprømt og lysiig til Mode, men blev bliissende rød og alvorlig, da Nonnen flog op med Haanden og hilsede ham med en. Hjertelighed i Blik og Miner, som lod til at oderrasle ham.« Den gyldne Karm, ined seks staalgrasa,» andalusisle Hingste, livor Kongens majestaetisle Moder sad med fine Fruer, rnllede i Spidsen for Toget over Slots«broen; bog-» snart red Kongen den utaalmodige forbi med en høflig vg. glad optaaen Undfkyldning Grev Henrik ledfagede ham med Hcrloten af det ridderlige Folge, niedens Fruetarmen og den imerige store Ridderskare havde Møje med at folge den ilende Brudgom. Alle Diger og Hofe ved Stockhsolmsvejen var defatte med en«utallig Mængde Mennesler, der jublede af Glcede over det prcegtige Snn og hilfede Kongen med deltagende HyldesL Medeng Kongen faaledes red sin Brud i Mode, bered teis alt pack det prægtigsie til det longlige Brudepars Mod tnaelfe i Helsingborg St. Mark-Kirko var prydet med Blomftertaepper og Kranse; her saa man alt ved Fromessen Dominikanernes Provinfialprior saa del som de cerværdisge « Bifper af Aarhus og Ribe, der med rolig Mod havdec staaet Klingen bi under hans driftige Strid med «Ærle bispen og det Pavelige Hof. Te ftod her fra den tidlige Morgen, i derg Højtidsornat, med deres Krumsiade ved Odjalieret, for at adminifirere oed denne Dags hellige Handlinger, og de oare ledsagede af et stort Antal Ordens brødre, Kanniter og Priester fra alle Rigets Stifter, der tin-I Fiapitlernesz og den danske Geistligheds Vegne Vilde med dereS idrenede Bønner og Velsignelser indvie denne Dlizi til en fand Gleedesfæsi for tdede Foll og tvensdes Fyrs steliiife De fnnies at ocere konine hid i saa ftort et Antal, for ved deres unselige Tog og forenede Værdighed at bott fjcerne enhoer crngftelig Betænlning saa vel fra Follet, somi fra Kotigean og hans Brud, med Hensyn paa Former- ; lingeiig Gyldighed og ubrsdelige Kraft, fom et helligt Sa-- I krament, uagtet den manglende Formalitet med Dispensak f tionen, og trods det Band oaJnterdikt, de med Kongen og Foltet haode vrotesteret imod. ; Paa Grønningen neden for Slothjerget oprejstes sik der Stranker og Tribuner til Ridderspillet, og der opfloged Telte med Forfriskninger for Tilsluerne. Alle Slottets Husfolt dare i stor Virlsonihed: der dcektedes Borde i de lioje Zalez man flæbte Tønder med Mjød, Øl og Bin op fra Kirlderne J Siegerset havde Madsvendene trale. En Meengde Spillemænd steinte og prøvede deres Jndstru-— inenter; der var Pidere, Gigenicend, Fiddelspillere, Trom petere og de saalaldte Bombare med deres store Trommet; de havde taget Plads paa Højeloftssvalen, hvorfra de stulde inodtage Briillupsgæsterne ined Musik og forlyste den- teil rige Folkeskare J den itore -Slotshave, paa Klintslraenien ved Banden behcengteg alt fra den tidlige Morgen Træerne i de lange Alleer med fardede Lamper til Aftenens Festlig hed. Der foretoges desuden en i en affides Del af Gluts haven Tilberedelser til de hidtil ubelendte Jldkunster,« hoormed den hemmeligkiedgfulde Thrand Fisilier dilde over rafke Kongen og .Hoffet, og lyvornied han selv og hans Amo nuenfi5, den unge Hi. Laiiretius, vare idrigt sysfelsatte, niedens Messer Riimelant og Mester Poppe gik mellern des store Tarliælter og øvede sig paci deres Festsange. Vrimleni af de nysgerrige Gcester og Tilfkuere forøgedes bestandig. Alle Slibe i Hunnen vare behcengte med Kranse og Flag, og Simdet var neesten sljult af tilløbende fra Sjælland og Sinaaøerne Paa Stibsbroen, i Stadens og Stockholmös vejen oriinlede der af Riddere, Klerle og Købftadsfolh blandt Fislere og staanste Bønder med dereg Familier; man saa endogsaa Nationaldragter fra de fjerneste danste Ort og fra mange svenske Provinser. (Fortscette5.)1 B. S. Jngemanm Valdcmar Vejen Lmsiag 80 CentiL Jndbunden 81.20 Erik Mcnveds Barndom. Jndbundxn 81.20. PrinS Otto af Danmark og hans Samtid. Omslag 80. Jndbunden UN IANISZ LUTZ PUBL. ROTHE Blatt. Nebs