g Erik og de Fredløse,
historisk Roman i to Dele
cf
Bernhard Severin Jngemann.
An den D e l.
(Fortsat.)
»De strnne, muntre Springeret de stulde danset for
secse Jngeborgs Kirtekarm paa vor Bryllupsdag!«
—- vedblev Kongen og vendte sig til Mester Olaus. —
YslvBette var mig intet godt Forvarsel De maatte hellere
stehet Kongsgaarden af over mit Hoded, end eanet mig
« de kongelige Dyr!«
Man sit nu at oide, hvorledes Hingstene alt var fav
Isede den forrige Dags Morgen tillige med begge Stald
Umsatz der stulde passe dem, og at man haode sogt dem
Ase Vegne forgceves. «
»De slal og maa findest derfor staat jeg inde!« —
Jagde Grev Henrik og sendte strats et Par af sine egne
spende dort sor at opsoge dem. Man red videre; men
Wns gode Lune var for nogle Timer forstnrret »Mage
til muntre Dansere faar jeg vel aldrig!« —- sagde han
« endelig i mildere Tone og saa ud over Sundet paa den
fmukke Vej til Orettog medens Lærkerne kvidrede muntert
"." over hans Hoved, og hans lange, gule Lotter flagrede i
s« Ioraarsluftem »Jeg har altid set dem danse sor hendes
s Karm, hver Gang jeg tcenkte paa min Bryllupsdag Dog
» det var en Grille tun, et Drommebillede fra min Born
bonn Heftige Ønster tan gøre as overtroiste og darn
agtige, tror jeg. Haode vi tun forst Bruden i Karmen,
flulde vi vel saa den trutten til Kirten!«
»Dertil tan J faa dobbelt saa mange Hemden som
Oder er Hierter i Danmarts Rige!« — sagde Grev Hemit
pg satte en grøn Bogetvist i stn Hat. — »Vi ride nu Som
— mer i By til Helsingborg, min Konget Se Danmarts
·« Skove hvcelver sig alt til en stor goiift Kirte og Brudesal.«
. »Den Kirte og Brudesal stal man dog lade mig stac
helt aaben!« — udbrod Kongen noget bitter; han oplof
Ase-de sit Blit over Stoven til den klare Himmel —- »hin
f evige Guds Kirke med!« — vedblev han — »hvor det saa
H gaat med denZ Afbildning her i Stovet Ejsandt? Mester
Olaus!«
T ,,Aandens rette Tempel er et fromt og tærligt Hinte,
- Decke Konge!« — svarede den milde, rolige Provinsial
ptior — »hvor der er Kaerlighed og lebende Tro, vil med
« Guds Hjælp Velsignelsen itke udeblive.«
« Kongen nittede venligt til dem degge, og man ted nu
rast frem ad Vejen til Ørelrog
Femtcndc Kapitel.
Medens man i Sverrig, som i Danmarl, i den sten
neste Aarstid, i Borgene som bag Ploven sang de gamle,
kære Folkesange, med Omkvædene: ,,3kovcn staar alt udi
Blomster!« og ,,Fuglene de sjunge!« og man ved Hoffet
glædede sig med Minnesangerne over »den meaet grønne
og stønne Maj« og den »saa saare tvingende Elflov« var
der stcerk Jlbudfcerdfel mellem det svensle og det danske
Hof i Stockholm og Hefsingbnrg og en almindelig glædelig
Forventning over hcle Banns-Ab Det dar lnkledes Drost
Auge, i Forening med den lcerde og veltalende Mester
Petrus de Dacia, at! overvinde det svenske Rigsraads nee
fenligste thcrnteligheder med Hensyn paa den dansle Kons
ges Formæling med Prinsesse Jngeborg. Uden i mindste
Maade at røbe den Lidenskabelighed, hvormed deres unge,
tidderlig Konge synteg at ville scette Liv og Krone paa
Spil for scn Brud, og uden i fjerneste Maade at berøre
Muligheden af et Fredsbrud ved en Underhandling, hvor
ved neppe det frsdeligste Forhold tilsigtedes og det leer
ligste attraaedes,l)cdde digse Konges tro Venner, ved over
Vejende statslløgtige Grunde, først bragt den kloge Rigs
forftander Thorkild Knutson paa deres Side, vg, trods
alle de Hindringer, den undersundige Drost Brunke lagde
dem i Bejen, havde de endeligt drevet det saa vidt, at Fore
stillingen om Bandscettelsen paa Sjøborg og Jnterdikt
Eisekutioneny i stbmandhast havde tabt sin lammende
og afskrælkende Birlning paa det svensle Hos. Selv den
wanglende Slcegtskabsdispensation sra Pavehosset blev,
ved den lærde Mester Peders Oplysninger og ved Kongens
egenhcendige Strivelse og klare Udvitling af Sagen, til
srdt betragtet som en ubetydelig FormalitetB-Mangel, der
altid siden ved Mellemhandling lunde bringes til Nigtig
bed. Ærkebisp Grands Flugt og formelig Forvisning
fta Danmark, saa vel som Folleopstanden over Kirtespcer
ringen i stbrnandhast, havde glædet enkyver kcek og fri
Hndet Mund i Sverrig, sorn i Danmarl, og betydelig for
mindflet Frygten hos det s vensle Hof og Rigsraad for Fol
getne afet muligt Brud med Pavehosset. Man havde set
et nyt og forbavsende Eisempel paa den unge danske segn
gez Djærvhed og hans tro Folls Enighed med harn i at
knsdsætte sig Hierarchiets. Anmasselser. Der gaves endog
beistige Sjcele, sont haabede, den Tid ikle lunde være meget
fjetth da den sti, selvstcendige Folleaand t Norden vilde
site Folk og Fykster uafhængige af det romerste Hoss Ind
Ireb i Statsforholdeue og det borgerlige Liv. Der blev
P s dem Anledning hstt kaekle og mandige Ord i det svensle
flammt-, sorn gjorde Thorlild Knutson og hans Lands
vænd Ære, men som as Modpartiet udslregeö for nahen
htt Retter-i vg Ugudelighed, der vilde styrte Sverig, sont
Dunmart i sior Ulyklr. Drost Brunle vg hans Silbe-n
sete forssmaaede intet Middel til at standse Underhand
. time-me eller drage dem i Langdrag; han havde mange svt
"«waaealve Prælater paa sin Side, men den overvejende
« Stemniag imod sig, og han ssgte sorgt-weh ved at opvækle
"-« Wingert um gatnle Forurettelser og gensidige Mis
Iaectem Rabosolkene, at pppuste des gamle Na
W, spm me syntes at slumre,« og smn man ved en
« I W Mndelle mellem Kongehusene aldeles
It M
". Des- W Rot-Hand i det svenste Riggraad, Drvst
i Spät-sen sor, og sont man ille var stillt-je
wse Mutter christopher for at have en vigtig
Dei i, ste bog srmete samme, end
.« IT s
M Of WIIWs I
-.-«,—
I·-hindre den afgorende og endcli ge Bcstut .ing, idct Sverrigz
største Statsmand, Marsl Thortii d Knutson, herved opfot
dredes til at lægge hele sin aandclige Overiegenhed for
Degen. Han forsmaaede al Tilflngt til sin Myndighed
som Rigsforstander,og enden-r Ijiisdrug af sin Jndflydelse,
som den unge Kong Birgerg Voerae oa det svenste Falls
Yndling. Den Mening, han nu med fuld Overbevisning
havde erilaeret sig sor, vilde han se sejre ved dens egen
Vægt og ved dens Medlxold, saa vel i E-tatsk!ogskaben, sont
i Folkets gensidige Følelse for givne Lasters Ubrødelighed
og Tidsalderens Hang til en kast, ridderlig og storsindei
Tæntemaade. Thortild Knutson fremtraadte endelig med
en Tale i Rigsraadet, bvorved ban viste, at l,an'lige saa
som til deres Forstand. Bed sit Sirist om ,,Kongebe-i
styrelsen« havde han tilsorn dist, at han lige saa godt iendte
Ordets Magt og sorsiod at føre Pennen blandt sin Tids
alders lærde, som han med Hæder forte Feltherrestaven og
i Statsrorei.
Efter en klar og rolig Frernstilling as Sverrigs statts
borgerlige Fohold til Dantnatk og af de skandinaviske
Falls oprindelige Slakgtsiab samt hvad de ved Forbund ogi
gensidigt Vensiab lunde og burde virte med og for liber
andre til fælles Sikkerhed, Kraft- Udvillina oa Magt,;
hcevede han sin Rost ved en billedskøn og begejsiret Udvil-!
ling af det store og oploftende i Kcerlighedens Sejer overi
alle sinaalige Betcenleligheder og Nationalsordomme; han
gav en lige saa sanddru som icerlig Stildring af den unge
fdanste stanbaftige Konges elstværdige Karatier saa vel
som as den cedle Prinsesse Jngeborgs Personlighed og det’
iftønne Forlioldmellem de forlovede Kongelørn fta deres
BarsnDoniF han vidste endelig med lige saa megen Klogstab
isom Veltalenhed aldeles at nedslaa Modpartiets JndvendJ
iiaer og give det dansie Gesandtslabs Andraaende det lnlteH
jligste ildsald, idet en stor, almindelig Begejitring for det?
stongelige Brudepar tilsidt henrev Størstedelen as hans
iYiodstandere selv blandede stg med en aploftcnde og Siælen
.uddidsende Felelse as tvende Nationers Tilncermelfe i deres
stønneste og cedleste Reprcesentanter.
Formælingen var saaledes, efter Hang Eriks ivrige
JØnsle og med Prinsessens Samtytle, bleven sastsat til
Iden allerede ncer forestaaende sørste Juni, og et Jlbud fra
TDrost Aage havde strais bragt Kongen det glcedelige Bud-«
Hstakx Hele den svenste lKongefamilie oilde ledsage Prin-»
sessen til Helsingborg, hvor der gjordes prægtige Tilbere
delser til Brylluppet, og hvor den ridderlige Kong Exil
nn tun oentede hin lyitelige føtste Skærsomrnerdags Frem
jbrud, for nied hele sin Hofstat, i Spidsen for det glim
Jrende danste Riddeksiab, at ride sin stønne Brud og heu
des kongelige Frænder i Msde
i Helsingborg Slot tillige med Staden og dens Omegn
blev nu Dag sor Dag mod Mai Maaneds Udgang en
istedse prægtigere Samlingsplads for alt, hoad der i Dan
marl og Soerrig kunde taldes stort og glimrende. Dei
smukte gotiske Kongeslot, med sine Ringniure, Runddele
og lioje Taarne, knrjscde stalt over Bnen paa Toppen as
den stejle Klint eller Bjcerget oven for Stadien Slottet
dar onigivet as dybe Borggrave og ansaas for en unver
oindelig Fcestning; men i denne Tid var Vindebroen sied
slagen, og den store, iernbeslagne Slotsport paa den sen
dre Side stod bestandig aaben for de inddragende Gaster.
Den gamle Stad, der regnede sin Oprindelse fra Koan
Frodes Dage og ved Sundets snevre Gennemlob havde
saa støn og fordelagtig en Beliggenhed, var ved sin bety
delig Handel og sine store Markeder med Hefte og Disne
kommen i god Beistand og havde en betydelig Udstmt
ning, men var dog ingenlunde i Stand til at tumme de
mange fremmede. Det store Torh, ncer ved Raadhuset
og oed den prcegtige St. Maria Ritte, var, som Stadens
Midpunkt, hvortil mange Gader ftpdte samtnen, nn hoer
Dag lige saa opfyldt med Mennester, sont paa de store
Markedsdagr. Foruden Kongens ncermeste Fremder og
de oed Marsten indbudne Bryllupsgaester fra begge Ri
gers Herresceder og Ridderborge, strømmede der en stot
Meengde nysgerige og deltagende Mennester as alle Stern
der til Helsingborg, selv sra de fjerneste Provinser, for
at se den prægtige Fest og glcede sig ved de ossentlige For
lystelser, der ved denne Lejlighed stulde gpre den tange
lige Familiehøjtid til en Folkesest for tvende Nationen
Kongen havde alt i nogle Uget holdt Hof paa Hel
singbotg. Marsk Olussen var kommen tilbage fra Inl
land, hvor han lylielig havde dcempet enhver urolig Be
vægelse, ved at tage de sowovne Partigcengere, Niels
Brock og Johan Pape, med nogle slere as Ærkebispens
og de fredløses Venner, til Fangr. Oprøerne vare sørte
til Fangetaarnet paa Flynderborg, og den barsle Marst
Olussen var personlig saa sorbitret paa disse Statsfan
ger, der lcenge havde trodset hom, at han itke lunde saa
dem strassede haardt not; men nu teenktes der tun paa
Festlighed og Glæde. Kongens Stissader, Grev Gerhard,
var kommen fra Nylsbing med sin Gemalinde, den sor
rige Dronning Agneg. Ncest Kotigen selv, syntes ingen
htjere at glcede sig til hans Bryllup, end hanz klage, majess
stetisie Moder, der nn saa hvvrledes en sand og stsn Fal
else havde gjort den lidet natutlige-Barneforlodelse, hun
med bekegnende Statsklsgt havde foranlediget, til en fri
og naturlig Pagt mellem besleegtede Hierter. Grevinde
Agnes hat-de i sit fjrste ulykielige Ægteskab, som Dan
marls Dronning, anset eegtestabelig Lytte blandt Ihr
stinder for en æventyrlig svcermerisk Drom. Ester sin
Mytkelige Gemals Død havde hun oposret Dronning
nat-net sor· at se hin Dtsm sorvandlet til Liv og Sand
hed. J sin egen Lylte havde hnn ofte med Uro vg lsnlig
Anger tænkt paa det vovelige i hin Trakiat, angaaende
hendei Berns tilkommende Gliedern hun fslte sig nu
besandeelig bevæget ved den Tingenez og lhierternes Sty
relse, derchque gjort hendeö blot statgkloge Beregning til
et tilsyneladende rigtigt Blik i Fremtiden, idet hun nu
saa den mest lidenstabelige Brudgomsbegejstring i sin kon
gelige Ssns Øjnr.
Den tspre Hertng Crit as Langeland lpd til, ved
Zorliget i Bordingborg, at have glemt alle soregaaende
Stridtghedet med Kotigen og ihm-de indsundet sig til Ort-l
lnppet; men harrt Brodes-, hertug Baldenme as Slethg
der ltgeledei as Distiched var tndbuden, havde undstyldt
sig need Upasseltghed Siden Oprstet i Stelskst, t Kon
squ Mindreaarighed, og Heringens uheldige Foessg paa
at tiltrodse sig den stsnne Enkedronningt Hanni- og mau
sie Dunnurls Krone, hadde hatt san didi tituligi undgaaet
enhoet Sammcntomst med hende og Kongehuset; han syn
tes nu itke at ville forstyrre sitt egen Ro og Festens Glæde
med fin Riervcetelse
Tre Tage for den besteinte Brnllupsdag, iotn Junker
Eltei todt-er meo et talrigt Folge sra Kallnndborg Kon
gen modtog hatn med seedvanlig Hoflighed paa Helstng
borg Subser hvor han med sin nne Marsi, Grev Hen
tik, on fine Trabanter oat gaaet ham i Mode; men der
var et fmerteligt Udttyk as tilbagettængt Harme i Kon
gens ellers san livsglade og iærlige Auson, da hatt kalte
den morle Broder Haanden til Veltomst. At Junieren
nylig ried Rænler stulde have lagt Hindringet i Vejen sor!
hflns thllllh tustes Dkk jommslig haje um km m«»
nun ers-l
ede, Kotigen selv havde en bitter Formodning detotni
stont der ingen Beviser date for Haanden for dette ny,(
formentlige Forræderi. Junieren selv syntes paa den se-l
nere Tid at lide af en nagende Tungsindighed, der ofte;
udbrod i oild Lystighed. Jscer siden Bestormelsen af Kal
lundbotq Slot oghans ulyltelige Slotshovdings Hentet
telse mode Prinsens nrolige og morle Sindsstemning
taget denne vilde Kataltet Selo de saa as hans Hos
mcend, der oare ham vielelig hengione og i hans motle»
indesluttede Vcesen saa en stor Aands Kamp med stg seld
og sin Ziel-one betlagede sig ofte over hang Lunet og
sulgte liam dog tun med et Zlags Frygt og i et hemme
lighedss fnldt Hand om en Gang oed ham at lotnme til
Hædet og Lytte.
Brodrenes Mode og gensidige Hilsen paa Helsmgs
borg Etibszbto var poasaldende told, slondt Junleten syn
tes oed sine Lylonstninger og Hosiighedsytringet at ville
bottfjerne ethvett synligt Missorhold. Jscer lagde Gteo
Henrit noie Mætte dertil. J Kongens Folge saa man de
tysle Meftersangere, der havde forladt dereg Undersogel
set paa Votdingborg Slot, for at forhetlige Festen med
deres Zange. De Doiumenter, Junker Ehristovher ded
Ættebispeng Fængsling havde borttaget ska Lunde Sal
ristiiiste og, som det hed, brogt til det longelige state-hi
storisie Attiv paa Vordingborg Slot, havde disse Kongens
leerde Vennee forgceves sogt estet: de vare ingensteds at
sinde; de tunde endnu vceee af stot Vigtighed for Kongen
i Processen mod den sorviste Ætiebisp; men de vare sor
svundne paa famme Tid, som det vor lommet til aabeni
bart Brud med Junieren, og Kongen havde sin Broder
mistæntt for at have dem tilintet gjott eller endog til-—
bageleoeret dem til Ærlebispen.
Til Kongens Folge siuttede stg ogsna den ttnge is
landsle Stald, St. Olafs-Prcesten sra Nidatog, He. Lati
rentius, der nu haode omslistet sin rode, vetdglige Kappe
med en ætbar sott Kounitdragtz og ncer ved Kongen git
den lille, Vanslabte Mester Thrand Fistilier, med en nig
tig, lcetd Mine og prndet med en stor Diamantring, som
Kotigen af Agtelse sok hons store Lcerdom havde slcenlet
hom. Ziden Kongens Antomst til Helsingborg havde den
lcerde Tnsindtunstner oeeret paa. fri Fod; han havde sttols
vidft at fængsle den videlyftne Konges Opmcetisomhed,
.efter at hatt med Snildhed og hoastunget Klogt havde
Isralagt sig enlwer Beityldning soa vel for Leitm- Kette
!riet, som for Trolddom Denne sidste Bestnldning, der
havde poadmgct ham hin Forfolgelse og Liossare i Stan
or. folte bcm sig ifcer smigret ved at beilage sig over, som
et indlnsende Vidnesbnrd om hans forbavsende Hundsta
bet og det lattetligste Beois pact Tidsalderens Usorstand
og den fordontsfulde Almues Uvidenhed. Kongen fon
stillede ham nu for sin Broder, som en sjælden lcerdog
en udmæriet Kunftnen Dei bett)dende Blit, hoottned
Junker Christoplter hilste denne vidt berejsie Lyttejceger,
syntes at tobe et tidligere Betendtstab, som dog ingen as
dem omtalte.
Geev Henril havde kun liden Tro til Prins Chri
stophers artige Lyionslninger og afmaalte Hoflighed Han
gav noje Agt saa vel paa Junketen, som paa den stem
mede Tusindtustnet, om hvetn Aage havde ytret sig saa
betcentelig. Han troede mer og mer at opdage en hemme
lig Forstaaelse mellem Prinsen og den hemmelighedsfulde
lærde, og han besluttede at vcere paa sin Post; men han vo
vede dog itie at trwnie og bedrove Fiongen ved nogen Ytring
detom eller foroge den Mistanle til Brodeeen, der synlig
pinte hom, og som Kongen selv lod til as al Magt at ville
bottfjeenr.
Melletn Brodrene fandt der hvetlen denne eller de to
folgende Dage nogen forteoligete Tilncermelse Std. Den
manglende Hiertelighed maatte erstattes as almindelige hof
lige Talemaoder og et stist HofceremonieL Kun naar Chri
stopher var paa Jagt eller iad ved Brætspillet og Dritte
bordet, saa man Kongen tale glad med sm Moder og Grev
Gethard eller spoge muntett med Greo Hentil og sine Ritt
dete. De insle Mestersangere og den lærde Jslcendet bi
dtog meget til at forlorte ham de sidste Aftener sor Bryls
luppet, naar ille vigtige Negeringsforreiningee sysselsatte
hans livlige, utaaltnodige Sind. Men naar han under
tiden syntes i den lylleligste Stemning, kunde han ofte
blive pludselig tavs og betæntsom ved blot at hote sin Bro
detz Stemme eller betragte hans sty, obestemte Blit under
de sorie, sammenteuine Øjenbeyn.
Aftenen for den længselssuldt ventede forste Juni sad
Kongen i Hojelostssalen paa Helsingboeg Slot ved Stat
breitet, hvorved hatt som ostest var Sejrherre. Von hovde
denne Gang fundet en noesten uovervindelig Modstandet i
den fremmede Filosos og Natursorfler, der syntes fotud at
Jlunne beregne sin Medspilletg Planet og tun at behove et
eneste Troek for at tilintetgsee dem. Uagtet Mester Theands
afgjorte Overlegenhed, havde Kongen dog vundet hvettI
Spic; men han syntes ligegyldig derved; han var adspeedt
og glemte oste at italie. J den tnodsatte Ende as Nie-(
loftssalen hotte han sin Brodet tale om Jagt og Beste med
Grev Gethard; hans Moder horte paa Mestersangerne og
Ihr. LaurentM Stjaldesange, niedens de unge Riddeee
talte livligt otn nieste Dass Turneting og Festligheder.
»Sig mig, He. Thrand!« — sagde Kongen til tin
læede Medspillet og lastede ltaniesuld et Blit ud as Vin
dnet mod den stjernellate himmel —- »lyvad er edets Me
ning otn Forbetydningee og om den foeundeelige Stiernes
indes-kunst, som saa mange lærde Meend i vor Tid ee heu
givne tili Ttoe J, Mennestenes Liv og Jdeeet og denne
Vetdens omslistelige Lylte tan viere saa betydende i den
altneegtige Guds Øjne, at hojeee Muster stulde betnmte
sig detotn eller indblande sig deri? og menee J, de store
Dinunellegemerö Stilling og Beoegelser tan sum E 1109511
virielig Forbindelfe med vort Liv og vor Stæbnek«
»Bei er fast mer, end Videnstaben endnn med Its-sind
tan siges at have udgrundet, ftormægtigste Herre!« —- WA
rede Kunstneren med et fint Smil oin den ipidsssilldkge
Mund, og hans Hoved blev næsten dorte melleni Ztnldrme
— ,,stulde imidlertid nogen Videnslab bringe Klarhed Og
Forstand i vore lærdes Grublerier og de astrologisie Hem
meligheder, saa maatte dei vaere den ophøjede Videriftxidei
nes Videnstab, hvis ringe Dyrter jeg er. Der sier diskde
intet i Verden, eders Naadet uden ihvad der er naturan
eller en nødvendig Folge af tilstmtlelige Grunde; MM
disse Tingenes og Begivenhedernes·forborgneste Grunde «
det netop den verdslige Vigdoms store Opgave at ndgrundc
,,Beaius, qui potuit rerum cognoscere causasW sagde alle
tede den vise Hedning. Teologerne og Digterne indbilder
sig vel paa en ncermere og sitrere Vej at tunne naa det
samtne Maal, sont vi, eller et endnu langt højere« — ded
vblev han med et haanligt, selvtilfreds Smil —- ,,men de
bedrager sig seiv i detes Enfoldighed og Svcrrmeri, ved at
forudsætte en umiddelbar Ertendelse og et Stags overna
turlig Jndstydelse af den store, guddommelige Visdom, som
er Naturens Aand og Liv, og fom tun middelbart nahen
barer sig for as i sine Virtninger, saaledes sont disfe med
detes indre Besen efterhaanden ved Kunst Da Studium
udfolder sig for os gennem Bidenstabens og Forstninaens
hellige Suer
»Na maenger J inig atter Tingene for mcqet sammen,
Or. Thtand!« — sagde Kongen og rystede paa vaedet
—- ,,J synes mig ofte nær ved at blande vor store, leoende
Gud og Herre sammen med hans Stabning eller lwad J
kalder Naturen. Med al min Agt for den verdsliae Vis
dom og for alt hvad godt og nyttigt der af Mennestetlsgt
tan udgrundes ved de jordiste Tings Betragtning, mener
ljeg dog, at den Livets og Sandhedens og Stønhedens En
’gel, vore lærde med de gamle Sijalde talder Genius, liste
sotn iscet dei profetifte Seerblit og de frommes vidunder
Ylige Henrytkelse i Aanden, langt overflyver al mutig verds:
lig Vidensiabx og for hvad der er os vigtigst at se hat vi
visselig det helligste og højeste Serør i Gnds eget nahen
ibarede Ord.« —- Kongen tav et Øjeblit og betragtede den
lille Bismands underlige Miner med et starpt og prøvende
!Blit. — »J smiler, som J yntede mig for denne min Hier
tens Mening« — vedblev han — »jeg er en lcrg Mand; men
alle de fromme, lærde Mand, jeg har kendt, var heri enige
ined mig. Jeg tan heller itte indse, vore Teologer fejler,
naar de anser Guds Aand for en sitrere Vejleder til ret
IRundslab om de guddommelige Ting, end al mennestelig
’Klsgt og Visdom.«
»Det vcere langt fta mig at modsige min naadigite
Herre eller vor Tids fromme lcerde deri!" —- svarede Me
ster Thrand og saa sig om med et tilbagetrænat Smil og
en listig, forsigtig Mine — ,,dog herom vil jeg hellere tale
med eder i eders Lønkannney Herre Konqel Jeg tvivler
itte paa, at J jo, med eders klare, fordomsfri Blit og ever-s
fri Aands Uafhcrngighed af vor Tids Usselhed, vit for
staa mig rettelia. Jeg tør del naften ubetinget underskrioe
»alt, havd den saataldte helliae Rirte fordrer nodvendigt for
iden, der vil kaldes rettroende, naar det tun maa tillades
TnIig at forftaa de gamle Strifters og Symboleks Ord,
ifom jeg vit, i detes rette og fornuftige Betydnin·a; imid
Xcrtid gides der dog meget i out Vidensiai), der endnu maa
vcete Hemmeligheder for den store Hob og selv for vor
Tids lærde, som tun ere attfor tilbøjelige til at finde
Ketteri og Ugudelighed i enhver fri og dristig Tand-. Dei
aabenbarede Ord, Heere Konget« —- tilfpjede han sagte og
hemmelighedsfuld —- »lceser jeg itke langer med de Krist
tloge i de smaa strevne Boget hvoaf man, foin J ser hat
prøvet, lige saa ofte heuter Forbandelfer sont Velsiancserz
men meget mere i den store Bog, der itte blev streven med
Menneftehaand, men hvis Bogstavet ere Verdens Grund
piller, og hois Ord udtone den evige Visdom i Stormens
Drøn og Havets Brusen, i Stiernernes Gang over Tot
densiyen og i Flammersfterne fra Afgrundens Dybder.
Matt vel, min dybsindige Konge! J, vort Nordens unge
Salomon! den Guddommens hellige Aand, der tales saa
mange og daarlige Ord om, det er netop den Krafternes
U"rtraft, vi gennem Granftningens Helligdoin søge i Natu
rens ftore Værtsted, i vor egen Sjæls Dybheder og — i de
vises Sten, soni vi talde denne Verdens og Tingenes
Grundtærnr. Hvo der blot tan stimte den — som vi dog
tun i svisse store Øjeblitte tsr rose os af —- ham er det
dybeste og hsjeste aabenbatetx for hanc ligger Fremtiden sont
Fortiden klar-: han er Tingeneg og de evige Kraftets Me
stet og herre; for ham hat Livet tun Grænfer i hans Vil
lie.«
Kotigen betragtede tavs og alvorlig den lille, foruns
derlige Mandö Aafyn, hvori alle Mustler vare i en beo
rende Bevcegelse, medens der ligesom foer Gniiter fra bang
same-, dybtliggende Øjne. »F-lg mig siden til mit Lon
tammer!« —- sagde Kongen og rejste fig. — Grev Henrit
»havde neermet sig og hsrt noget af denne Samtale; han
syntes at bemerke ligesom et trimferende Smil i Mester
Thrands selvtilfredse Ansigtz men han spgte forgceves
Lejlighed til at advate Kongem der nu helt tankefuld for
lod Mestet Thrand og ncermede sig til sin Moder og de tre
frennnede Sangere.
·) Lytialig den, iorn tunde indse Tingenes Grunde
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
Qmslag 80 Cents. Jndbunden BLLO
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmslag 80. Jndbunden 81.20.
DANISZ LUTR PUBL. NOTICE Bla1r.Nsbt.