1berren er mit Ihjhld
Af W. L. Horn.
cverfat af A.
iFiortsaU
Guoeknøren lagde noje Mckrtc hertil, og glcedede sig
over dem staune Samliv: tbi derved droges Lupansty,
hvem bcm vaagede over som fm egen Son, bort fra alle
andre Selfkaber, som ogsaa her i denne Afktog of Verden
rummede Fristelser og Fornojelser, der kunde fkade de unge.
V.
Lin Dag svnrgte Guvernoren aanske uventet Izu
nitofs:
,,Naa, hvorledes gaar det med det Antal Stint-, som»
J itnlde aflevere? Tet vil koste altsor meget at kobe dem,?
og det staat itte i min Magt at fritage eder derfor, hvor
gerne jeg end indromnier eder en hviltensonihelst Lettelse,
jeg sormaat.« l
Tzernitoff bavde i lang Tid ikte tcentt paa Bets
fangitem men nn da Guvernoren mindede ham detom,
tom ban i.itte ringe Forlegenhed; thi han vidste, hvor
nvidende ban var paa dette Omraade, og Lupanstys Løfte
om Hjcelp hFivde baii gansle glemt.
»Jeg tror,« vedblev Gunetnoren leende, da han saa
Tiernitosss Forlegenhed ,,at J got bedst i at holde eder
til ananstn i dette Stytle. J hele Tobolst er han itte
alene den heldigste og bedste Jceger, men tillige den, der
et i Besiddelse as de bedfte og mest uundveerlige Midler
til denne Jagt.«
»Im hat nllerede for tilbudt Tzernikoss min Hjcelp,«
betneertede Ludanfty. »De: afhænger saaledes tun as
Deres EtSellences Godhed, naar vi tunne faa den Upd
vendige Frihed for at tunne tage af Sted.«
»For Øielslittet ere Forretninassagerne itle saa nig
tige,« sagde Gutsernøkesk »og Aacstiden egner sig fortent
ligt til Jagt, der er altsaa intet i Vejen for, at J kunne
faa iri med det samme.«
Zamtalen den Akten oa de folgende Daae dreiede
fig tun om denne soreftaaende Jagtz thi Lnoansty ind
viede Tzernitoif i alt, bvad der angil Dorene, Stytset og
deres egen Leoevis i den Tit-. Deroed forsaedes Verag
on Nahidas Uro og Vetnmring, thi der dar ilte alene for
bnndet lldholdenbed og ftore ann med en saadan Jagt,
men ogsaa stosee Farer. Man maatte langt ind i Landet,
bvor der dar store Stove og Klippen for at stode paa
Pelzdnrcne, der trat sig tilbcige til deres uforstyrrede Re
dier Da pde Siedet-. llger igennein maatte Jægerne un
dertaite sia alle Vinterens Vansteligheder og Ensotnhedens
Zahn. iscer nioe Aftald paa mange sorftellige Levneds
midler. Deguden oar der sckrlig Fate forbundet med
Bist-ne- oq llloejagternc, der itte niaatte lades haant om,
og ftod i Forbold til, om Jeegeren dar en dyatig Stytte
eller ei.
Tzernitoss tnnde vel bruge en Besse, men ban var
pan innen Maade en sitter Etottc, og han havde aldrig
været paa Jagd
»Don-leid tun til miq at sorge sor» hvad vi have
Btua for,« fagde Lupansty. ,,Jeg lejer to Jcegere til, om
hveni jeq ded, at de trcesse sitkert, og deroed bliver Faren
for eder lig Nul.«
Da nu Teltene ellek i hvert Fald Dyrestindene vare
anstafiede, blev der pattet flere Slæder med Teepper og
Puder, Leonedsmidler, Bosser, Felder og Lotlemad til
disse· Lupansty ordnede alt og var altid i godt Humor,
boillet formildede Nahidas og hendes Modeks Sorg. En
delig tog de Afsled paa site Uger, og Tzernitoss, Lupansty
og de to Jægere, to unge, dygtige Mennesier, der allerede
stere Gange haode været ude nied Lupansty, delte sig i
Slcederne, som susede as Sted for Binden, fulgte af de
tilbageblivendes tcerlige Blitte og bedste Posten
J Begyndelsen git Vejen langs med thisch. Saa
leenge der var banet Vej at tote paa, lignede det hele en
Fornojelsesudilugt; men saasnart de forlsd de beboede
Egne, var Tiltrcetningen dorte. Milevide Stove, hvor
intet Tegn paa Liv lod dem i Mode, store, ode Stepper,
der sor Øjet lignede et stort, oprort Hat-, der pludselig var
stosset til, laa soran dem; og endelig gjorde de Holdt i en
Stoo og opslog et Telt for Ratten. Det var intet lille Ak
bejde at grave Teltet ned i den dybe Sne, for at det lunde
komme til at ftaa sast paa Jorden; det var intet ringe Ar
bejde at rydde en Plads, hvor man uden at srygte for, at
Sneen flulde slulte Jlden, tunde antænde en saadan og
desuden viere sitret sor Ulvenes Besøg.
Nu blev der anteendt en Jld og Madrasserne lagte
paa den frosne Jed, hoorpaa Lupansly otdnede Natoagten
mellem dem og de tre Slædesorere. Udenfor Teltet bleve
Heftene bundne om Fodderne, for at ille Angsten for de
hylende Ulve stulde bringe dem til at rioe sig los og ftygte
Lupansty og de to yngste Sleedessrere overtog den forste tre
Timers Vagt.
Neeppe var Tzernikoss falden i en dyb Soon, hoortil
han mengte meget, for Uloeneö Hylen lod i det fjerne og
stadig tom namerr. De havde allerede sporet Oestenr.
Disse, forstrcettede over de uhyggelige Hol, stampede i
Jotden, pustede, stsnnede og sled i de stcerle Besond, der
holdt dem fast til Teltet«.
Jlden slammede lystigt op og holdt de sorsaltne Ulve
en lille Smule tilbage, endstsnt deres Kredse ointring
Jægernes Lejrpladö stadig bleve snevrere. Entelte scerlig
dristige, msaaste ogsaa meget sorsultne Dyr, ntermede sig
endogsaa paa Studvidde. Vagteu lagde Bosserne an og
fyrede, og for en Stand hskte derez ulyoggelige Hylen op.
Lupansiy og den ene Jæget havde sigtet godt. To
store Uloe havde maattet bode med Liset, og de strebte
nsu ind i Teltet, hvoe de tilbodes de oættede Kammerater
sont varme hovedpuderx men dette Tilbud afsloges under
megen Latier. Nckppe var imidlertid den Strec, disse
Stud vhavde foraarsaget t Ulveflotten, glemt, for de steck
telige hyl begyndte pas-tw- Atter tom en gammel Ulo
Lupansty paa neert holt-, og atter stratte en Kugle denne
til Jorden; de andre veg del not sty ttlbage, men dere
hylen hort- dersor itte ap. Der var under disse Forhold
itte Tale om nogen fast Stdn, wen Tzernttoss oae saq
treet og anstrengt, og shan sov saa fast, at han itte lasse
Mcetke til, at han Paa Lupanstyg udttykkelige Besaling
bled fotbigaaet ved Vagtstistet.
Fstst henad Motgenstnnden hørte Ulvenes Hylen op,
og nu tunde de ttætte Jægere for ett Stund søge den nnd
vendige Hoile on oderlade Vaaten til Hundene.
Nogle Timet ester btnd de alletede op, efter at de
forst bavde flaaet de tre stttdte Ulve, spist sig en ktod Fro
tost og sorget fot Hestene og Httndene. Ved nøjere Unber
søgelse as Sneen i nogen Afstand sra Teltet anslog Lu
pansty de Uler Antal, det hadde kredset omkting i Nat
tens Lob, til en tolv Stntlet, og blandt andre var tyde
liae Spot as en ntæatig Bjørn, som altsaa ogsaa havde
tiltcentt dem stt Besog, hois itke det stote Baal havde as
holdt den detsta.
»Hois vor Jaat vedblivende bliver saa heldig, sont
den et begyndt i Nat,« sagde ananstn stolt, »tan jeg
teane den til den bedste, jeg endnu hat vætet med til.
Tcenk, alletede tte vcerdisulde Pelse den føtste Natt«
Det blev ovetladt til Lupansty sont den tnest tnndige
at udsinde et Sted, der var bedst egnet til at lndtette detes
Opholdssted, medens Jagten varede. Han oalgte det i en
stot, tcet Stdn midt i en Vjetgegn og lige ved Bredden as
en lille Biflod til Jttisch, og denne havde sotn alle Floder
i Sibitien dannet et usaedvanligt dybt Flodleje
Han opsøgte et Sted, hoot Teltet tunde anbringes
med Bagsiden op mod en stejl Klippeoceg, saa at Ulvenes
altsaa itke kunde aore Anateb sta den Side. Paa deni
anden Side var Flodens taatnhøje, lodrette Bted; de tot
Sidet date saaledes suldstcendig sitre, og de andre to
tunde bestyttes ved staettt blussende Baal. De date alle
tatnentlige for dette heldigt valgt Sted, og de Titttet, der
endnu date føt Mørketg Fretnbtud, benyttede de til at fjer
ne den tentmelig høje Sne fta Stedet. Da dette endelig
eftet meaet Besvcet var lyttedes, maatte to as Jcegerne
hugge det Brande, der stnlde til sot i Nattens Les-b at tunne
holde en god Jld vedlige De andre tejfte Teltet og søtgede
sot Opholdssteder til Hestene. Alle disse Foratbejdet
ntaatte udsøtes nted støtste Omhnggelighed og Jndsigt, thi
her skulde Jægetnes Hovedtdattet dcete under hele Zagt
tiden. Selv om Ulocneg Hylen snart lød langt dorte, snart
paa nættnere Hold, vodede de dog itle helt at nærrne sig;
thi Siedet var sittett og derfot satliat for dem.
Naste Dag begnndte fot Lllvor Lupanstns Virtsomhed.
Endnu hnvde hatt de tre Zlcrdeføtere, da tuttde benntte sitt
tas deres Arbejdsdnatigbed De ntaatte seelde stote Trak,
iklove disse oxt bngge et hojt Voloætt uden ont Teltet, hvis
Istnalle Jndgang let tunde lttlted. Da dette Arbejde var
til linde, sendte Lupansty dem hjem og gav dem de tte Ul
vestind nted til Tzetnitosss Husttn sont det forste Udbytte
as Jagten.
Eftet at Teltet var indrettet til Veboelse, bestetnte
Lttpansiy, at de tre as Jægetne hvet Dag stulde gaa ud paa
sagt, tnedens den sjerde skulde blive tilbage, passe Paa Tel
tet oa have et trastigt Maaltid Mad til de andre, naar de
tom dient om Aftenen. Qa dette sknlde stiste mellem Jak
gerne.
Den næste Morgen begnndte altsaa den sørste Jagt.
En as de unqe Jagete blev valgt til at blioe i Teltet, me
den-Z Lupanstn, Tiernitoss og den anden Jceaet dtoa lern
gete ind i Stoven, sotsynede med de ntærtelige Fælder og
dettil hørende Lotkemad
Ved denne Lejlighed indsaa Tzetnikoss føtst, hoor
meget Kendstab, der egenstlig behøvedes til en saadan Jagt.
Thi man stulde ikte alene nøje opsøge Dytenes Gange og
Spor, men ogsaa nøjagtigt tende detes Levemaade, deres
Yndlingsspiser, detes Snuhed og Listighed, for at tunne
sinde de rette Steder, hvot man med Held til Folge tunde
opscette Fældetne, uden at Dyrene ntcetlede disse. De
maatte endog itte beretes tned den blotte Haand, thi Dy
renes starpe Lugtesans stulde snart opdage dette og saa i
Tide ttækte stg tilbage.
Med Liv og Lyst var Lupansty Jceget, Zobel- og Her
melinsanger; men han vat ogsaa i Besiddelse as alle Eigen
staber og alt det Kendstab, sont tun vindes ved en lang
Etsarenhed og en ualntindelig Statpstndighed.
Det var as stprste Vigtighed at opsoge Totenes Spor,
sotdi saavel de stote sotn de smaa Rovdyr om Dagen stjule
stg i httle Tretet ellet andre Smutbuller, for saa. naat det
blev merkt, at gaa paa Rod. Naak detes Gange og Spor
oare opdagede, blev det stillet Fælder op, sorsynede nted
Lokkemad. Detestet undgit Jægeren otnhyggelig den Del
as Skoven og git søtst ud ont Astenen med Fatlerne for at
se estet Felder-ne
Da Lupansty tont tilbage til Teltet orn Aftenen, vat
han tilsreds med sit valgte Sted. De havde i Dagens Lob
stillet over tredive Fældet op, baade til Zoblet og Hernie
linet. Dei gode, dartne Maaltid og den Varme, duftende
Te, sont ventede dem ved deres Tilbagetotnst, stnagte dein
sotttcesseligt ester den anstrengende Dag, og derpaa soøbie
de sig ind i detes Pelse og Tceppet og lagde stg ved Siden
as Jlden. Ester en god og usorstytret Sson git Tzetnitofs
og Lupansth tidlig ud sot at se estet Feldetne, medens
den ene Jceger maatte blioe oa holde Bagt i Teltet, og ban,
som havde varetKot den sottige Dag, blev sendt ud i en
anden Retning for at finde Spor.
; Hvent tan besttive Lupanstys Gleede, da de i dets sor
,ste Ravescelde sandt en as de’sntutteste sorte Rad-. hatt
nogensinde havde set? Dytet levede endnu, og søtst ester
sletetSlag med Bassetolben lyttedes det dem at Lea-de det.
Endnu sterre blev deres Glcede, da de sandt, at fetn Gran
zoblet og syv sntutte Herntelinet og Basler var denne sor
ste Natö Ubytte.
Ved det sttste Forsøg viste Tzernitoss stn stote Be
hændighed Han tun-de allerede stille Faldetne op og an
btsnge Lottemaden til Lupanstys store Tilsredshed, og for
Middag vare de alletede paa Hjentvejen med deres rige
Byttr. De Felder, sont havde vteeet benyttede, maatte nu
omhyggeligt tenses sot at ndslette ethvert Spor as de sang
ne Dor.
Ved Tilbasetotnsteni til Teltet overtastedes de ved at
se, at detet Kot havde studt nogle prcgttge Rypet, der date
en dehageltg Asveksling i Maaltidetne. Den anden Jaeger
tont samttdtg tilbage og meldte om de monge Mant- og
Zobelspot, han davde opdaget i Sneen. Dette var en Glaede
sot Lupansty, lyvis Jagth sowgedes ved at hete, at Jak
qeeen hat-de sorsttlgt en Eisen til en Klippetkst, hvot den
stimeligvis hcdde sit Moldssted. ·
«Det er en uhhre stor Bams-,« forsitrede han; ,,thi
dens store Poter har overalt efterladt dybe Spor i Sneen.«
Medens Tzernitoss og Kotten stillede de rensede Irrl
der op, forberedtc Lupansty Bjørnejagten, og tidlig naeste
Morgen brød de op for at opsøge Bis-men De forstandsede
deres Telt og tog af Sted alle stre. Der var langt til Klip
peristen, og de havde mange Vansteligheder at overvinde,
før de naaede derhen. Da Lupansty havde stillet Jægerne
op, flap han Hundene løg; disse styrtede strats ind i Klos
ten og fortyndte snart Jægerne ved deres lydelige Gøen, at
Bjørnen shvilede ud sra sin sin natlige Faerd og befandt sig
saaledes i Hulen
Dis-se Hunde, som særlig vare afrettede til Bjørnes
jagt, sit snart gjort det dovne Dyr saa rasende, at det rei
ste sig og ncermede sig Klippetløsten, hvis Aabning var
smal, og her modtages den as Lupansty.
Naeppe havde han faaet Øje paa Bjørnen, før han
strats rette e sit Bessele mod den; men Kuglerne formaa
ede ilte at trcenge gennein den tytte Pels. Rasende over
tlnarebet tastede Bjørnen sig over ham og flog ham til Jor
den med et Slag af sine vceldige Poter. Formedelst sin
Dumdristighed var Lupansty kommen i det uhhre Der
Lljtagt, og hang Liv svævede i den største Fare. Og det Var
tun Hundene, der stadig overfaldt den, som asholdt den fra
at sønderfleenge den stattels Mand, den havde faaet i sit
Tag. De andre oovede naeppe at styde, as Frygt for derved
at komme til at ramme Lupansty.
Efter et Lieblitg Tøven listede Tzernikoff sig sagte
frem og styrtede løs paa Bjørnen, idct han borede sm Jagt
tnio i dens Side. Med et rasende Smertensstrig vendte:
Vjørnen sig isu med al Magt mod den nhe Fjende. Men
Tzernitoff var hurtigere i sine Beocegelser end Bamsen,
han sigtede paa den, uden egentlig at oide, om han kunde
ramtne eller ej, og shrede sin Bøsse as. Paa saa ncert Hold
ramte Knglen sitkert, og en Blodstrøm vældede ud as Dy
retg Hals. De to andre Jcegere sigtede ogsaa, og det vate
de itle lceksge for den storc Bjørn vatlede, og dog faldt den
itte; den satte sig tun for ligesom at overoeje, hvor den
ftnlde vendc sit Angreb. Men dette Øjeblik benyttede Jer
aerne til hurtig at lade deres Besser og sendte derpaa en
Hin Kugleregn mod den, hvotaf en Kugle ramte den i Øjet
Zog treengte ind i dens nhyre Hoden Dhret saldt om vg
Ioar død med det samme.
Nu var Tzernitoss først i Stand til at tage sig as
Lupausty, der laa bevistløs paa Jorden efter det trastige
Zlag af Bjørncns Pote. Blodet ftrømmede ned over hans
Anstat, og Tzernitofs begyndte at ncere Frygt sor, at Bier
nen havde dreebt ha1n. Men en omhhggelig Undersøgelse
af den beridstløse viste, at de Saat, som Bjørnens Kløer
lyavde bibragt ham i Ansigtet, tun vare mindre bethdelige.
De gned ham godt med Sne og gav hain nogle Draaber
tioanat at dritte; ved Hjcklp af disse Midler vendte snart
Lioet tilbage, han rejfte sig op, saa sig om og spurgte:
»Her er Bjørnen?«
»Der ligger den,« svarede Tzernitoss glcrdestraalende,
idet han tryttede Lupanstns Haand.
Den unge Monds Ansigt straalede as Glasde, da han
saa Bjørnen ligge død paa Jorden. Derpaa tatkede han
hjerteligt Tzernitofs; thi de to Jcegere roste ham som Lu
vanstns Befrier fra den mægtige Bjørns Faontag. Hans
Saat vare ubetydelige og aldeles smertefri. De raadslog
nu i Falles-stah, hvad de stulde gete, og Resultatet blev, at
Jægerne stulde lave en Slcede for at søre Bjørnens Pels og
det bedfte as dens Kod med til Teltet. Men det bleo faule
des langt ud paa Aftenen, for de naaede dette og sit den
Hvile, de højlig trcrngte til efter Dagens Strabadser.
Nceste Morgen gav atter de udftillede Fcelder et rigt
Udbhtte af Pelsdyr.
Dagene git, og Tzernitoff tunde itte stjule sor sig selv,
at der var noget vist tiltrcettende og ejendommeligt ved dette
Jagtliv, til Trods for de mange Farer og Savn, der vare
sorbundne dermed.
Da de ester Lupanstys og Jcegernes Mening itte tunde
vente at sinde noget videre Udbhtte meke i denne Egn, vendte
de tilbage til den Skov, hvor de havde sovet den første Nat,
der hvor de havde fanget de tre sørste Ulve. Her gjorde de
atter en god Jagt, adstillige hvide og sorte Raeve, men i
Scerdeleshed af Herineliner og crgte Zobler.
Deres Pelsforraad var saaledes bleoet over al For
ventning rigt og tostbart, da Slæderne efter nogle Ugers
Forle tom tilbage sor at hente dem, thi Guvernøren havde
nu atter Brug sor Lupansth.
At der bleo stor Glæde i Tzernitosss lille Hjem over
Hjerntomsten og det rige Jagtudbytte, følger ganste as sig
selv. Veras og Nahidas Uro var nu til Ende, og Fortcel
lingen vtn Sammenstødet med Bjørnen gjorde dem slet itte
cengstelige, thi de havde jo Jægerne i god Behold hjemme.
De to lejede Jeegere sit deres Lon, og derpaa vilde
Tzernitoss dele Jagtudbvttet med Lupansty, men denne
vilde paa det bestemteste itte tage mod noaet.
»For mig har Jagten været en Hvile og Glæde,« sagde
han. ,,Jeg trcenger itte til Pelsene, de ere eders.«
Tzernitvss var dog ligesaa bestemt paa, at han stulde
have stn Del; men han var itte at sormaa dertil, og tilsidst
maatte Tzernitoss give efter. Lupansth raadede ham til at
indgive sin Pelslevering for to Aar, eftersom det itte var
-sittert, at de næste Aar havde saa godt Held med fig.
. Lupanstys uegennyttige Optrceden bidrog tun til at
ttnytte Baandet mellem ham og Tzernitosss Familie, hviö
Tillid og Kcerlighed, han havde vundet, sastere.
For de Pelse, der bleve tilbage som Tzernttosss Eim
dom, sit han en itte ringe Pengesum, der blev brugt til at
sorstasse adftillige Ting og Betvemmeligheder til Hufen
som de hidtil havde maattet savne, og Ssavnet var dobbelt
stott, eftersom de netop havde shaft disse Ting hjemme i
Rusland Man tunde se, hvor Lupansty gleedede sig her
over, thi han var en daglig Geest i Tzernitossö Has, og der
ved shjalp han til at oplive Entomcheden for de sorviste.
Saaledes git den ferste Vinter i Tobolst sor Verni
toss, hanö Huttru og Dotter, indtil der pludselig en Dag
begyndte at bloese en mild Student-ind. Den tytte JB paa
Floden smeltede i en utroltg Hast for Svlens Straalerz thi
diese udrette i faa Dage der-vore, hvad den herhjemme bru
ger Uger til. Efter faa Dages Fort-b begyndte Treeetne
at blive grsnne, Planterne sind Knopper, og Gregset spi
rede frem paa Marter og Enge.
Overalt blev der Liv og travl Virlfomheb. Nu stulse
Have og Mark beplantes og tilsaas, og Lupansiy, som tkke
tidligere havde bestæftiget sig med saadanne Tinsg, ydede
Tzernikoss al mulig Hjælp og Vejledning, han hjalp Mo
Deren og Datteren i Haben, Faderen i Marien, og var hob
dem i al sin Fritid.
Eftersom Sommeren oftest tun varer to, sjældent
halvtredie Manned, gaelder det om at udnytte hvert eneste
Øjeblik til Arbejde ogsutrættelig Flid. Men Herren hat
paa den anden Side i denne korte Tid givet Solen en sau
dan Kraft, at dens Virkninger under et mildere Himmel
strøg vilde foretomme os aldeles gaadefulde. Men utrolig
Hurtighed ookse Planterne frem, man kan næsten høre Kot
net paa Matten vokse, i Løbet af faa Uger spirer det op,
sætter Als og Kcerne, modnes og høftes. Selvfølgelig er
der ikke Tale om, at der kan trives nogensomshelst Slags
Fragt, endskønt dejlige Meloner modnes hurtig-i i de varme
Sommerdage. Ligesaa grønne Ærter og Bonn-eh saa at
imcm taki se, at den trofaste himmelste Fasdek ikte glemmer
Jsine Børn derovre i det kolde Land, men han giver dem,
"hvad de behøve til Livets Nødtørft og Ncering. Landet et
tilmed i høj Grad frugtbart, og alle Levnedsmidlers billige
Pris ere et Bevis paa, at Gud giver sme Gaver i rigt Maal.
Saaledes har hvert Land sin Ejendommelighed og
særlige Naade at sige Herren Tak for, og vi, som have det
herlige, lyse Foraar, den skønne Sommer, det milde Esset
aar, der lidt efter lidt gaar over til de mørke, kolde Winter
dage, oi man ikle gleinme at sige med Salmistem »Min
Sjccl! lov Herren! og glem ikke alle hans Belgerninger!«
Vl.
De faa stønne Sommerdage git som en Drøm kun alt
for hurtint. J Forening med sin Hustru, sin kære, blom
strenve Nahida og med Lupanskns Hjælp havde Tzernitosf
arbejdet san flittigt i de to Maaneder, og Herren h-avde gi
vet sin Velsignelse, saa de havde Forraad nok til Vinteren
baade i Svisetamsmer oa Kælder.
Gnvernøren var overmaade del tilsreds med Tzerni
toffs Arbejde, hans Troslab og Flid. Han tabte ikke ham
og hans Familie af Syne, men sik dem tun mere kcer ved
at høre Lupanskys Beretning om deres hyggelige Familie
liv.
Forrige Vinters heldige Jagt gjorde det ikke not-ven
diat at gentage den denne Vinter, og deres hyggelige, siede
lige Samliv behøvede itte at blioe afbrudt as Jagtlivets
Strabadser og Savn. Jscer Lupansky var glad herfor;
tlli det oilde falde heim onnskeligt at være saa længe borte
fra Tzernikoffs Hjem. Med hele sin Sjcel hang han ved
den unge, blomstrende Nabida, der til Gengceld viste htm
sin inderlige Kærlighed, som en yngre Søster den ældre
Proben Paa samme Maade som en kær Son, der kun
gjorde sme Forceldre Glcede, betragtedes Lupansty as Tzer
nitofs oa hans Huftru.
Her kunde det vcere passende at fortælle lidt om Lu
nanstn og hans Skcebne, thi vi ere sitkert alle komne til at
holde as ham paa Grund as hans Kaerlighed og Trostab
mod den sorviste Familie.
Han stod ganste ene i Beiden, havde hverken Forceldte
eller Søstende, den ædle Guvernør, Grev Watschicky, var
hans eneste Støtte og Ven. Hans Fader havde været en.
as Grevens Livegne, der havde faaet sen Frihed.
J Russland sandtes der tidligere ligesom her hos os
Lioegenskab, —- Vornedskab kaldet herhjemme, — i Folge
hvilket Bønderne helt og holdent tilhørte Eierne, saa at disse
kunde handle med de stattels Mennesker efter eget Forgodt
befindende. Dette Forhold varede indtil 1861, da Liv
egensiabet fuldstændigt ophævedes, og Bønderne bleve frie.
Lupanstys Fader havde altsaa vceret livegen paa Grevs
Watschickys Gods, men sormedelst sin Dygtighed og Tro
stab steg han til at blive en betroet Embedsmand paa Gre
vens Gods, og samtidig sit han og hele hans Familie Fri
heden. Dette siete ofte; naar Godsejeren var en menneske
tcerlig Mand, stænkede han de Bønder, der paa forstellig
Maade udmcertede sig, Frihed sammen med hele deres Fa
milie. Desvcerre døde Forældtene og alle Bøtnene kort
ester as en smitsom Sygdom, som den Gang hærgede Lan
det, og den lille seksaarige Kasimir Lupansky stod ene til
bage. Greven havde en indetlig Medlidenhed med den stat
tels sorceldreløse Drcng, saa at han tog ham til sig som sit
«eget Barn og lo«d ham opdrage og undervise samtnen med
sine egne Born.
Det var derfor ganske naturligt, at Lupansky alleredes
fra Barndommen af med Liv og Sjæl hang ved sin fader
lige Ven og Velgører. Da han ilke alene havde arvet sin
Faders Talent og Begaoelse, men ogsaa hans Ærlighed og
Trostab, hans Flid og Taknemlighed, antog Greven hom,
da han blev vol-Zen, til sin Striver og gav ham en Lon, der
sikrede ham et rigeligere Udkomme, end han behøvede. Da
Greven blev sorflyttet som Guoernøt til Sibirien, prøVede
han Lupanstys Trostnb ded, at han sagde til hom:
»Hois du har Lyst, lan du blioe tilbage paa mit Gods,
selvsølgelig faat du din Lan som tidligere.«
Men Lupansky bestod denne Prove.
»Nej,« svarede han; ,,hvor De, min Velgører, gaar
hen, gaar jeg med, og intet uden Døden slal stille mig sta
Dem, med mindre De selv ikke mere vil have mig hos Dem.«
Da greb Gteven tørt hanss Haand, idet han sagde:
,,Saaledes vilde jeg det ogsaal Du hat bestaaet Pris
Han tog Lupansky med sig til Sibirien, og han- kom
aldrig til at sortryde det, hans Tillid til ham blev endog
større veddette Bevis paa hans taknemlige Kerlighed. -
Lupansty fortjente imidlertid ogsaa en saadan Tillid;
thi han var tro som Guld! Hans Opfsrsel var upaaklagei
lig, og hans Jver for i Trostab at tjene Gemen, ten-die in
gen Grænser. J Tobolst fandtes der meget som tunde sor
.f-re en ung Mund til Spil og Drit, og Gteven gjorde alt
»muligt sok at bevate ham fra at komme t daarligt Selstab.
Men siden han begyndte at komme sammen med den guds
frygtige Tzetnikoss og hanö Husitu og Dotier, saa Gtevea
til sm Glæde, at hans Bekymttnger sot Lupansty nu vaee
overflpdige, tht denne unsdgtk alle andre og kein tun samtnen
med den sotviste Familie. -
Ven.
Gottheier