f
Bedenke mit Skjsldf
—
As W. L. Horn.
Oderiat as A.
sForiintJ
For Tiernitoffs Huitrit da Tarter oar Zlaget haar
dest: de faldt aldeless trøitesløie oa iorfaate om paa en
Stol, niedeng den mennestelcrrliae Embedstnand toa fig
tærlint its dem, boorimod Lssiceren itte verrdiaede dein et
Blit.
,,.f;wad er ieg beftyldt for?« spurgte Tzernitoss Offi
erken.
,,Terom bar feg itte faaet noaen Fortlaring, og der-«
sdr tiltomnier det heller itte eder at ft)ørge,« svarede verme
,,Dom:nen er falden, Befalingen aioet. J tin uendelige
Bis-dont tender sittert Keiserinden Grunden til eders For
visnina: dette maa være eder Grund not, naar itle eders
Zamoittiahed felv tan fiae eder det. Desvaerre er dei
ofte saldet i ntin Lod at ledfaae Statsfanger til Sibiriens
soni alle efter deres egen Mening dare uden Slnld, faa’
den Historie tender jeg nol,« sluttede lian med et fvoitende
SmiL «
Tiernikoss indsaa itrats ved dette affærdigende Svar,
at al Spornen var overfletdig, derfor henoendte han ftg
til tFmdedsmanden og fvnraie:
»Mei! hvorledes bliver dei nied min Hastru og Dat
ten-«
»Te- ntcta reife nied til Tobolft,« fdarede Ossiceren,
.,Gud oelsigne Kejserinden derfor!« fagde Tzernikoffs
Huitrn.
Ved diEse er saa Lfficeren sorbavfet paa hende.
,,Hvad!« udbrød ban, ,,tan J virtelig nedbede Bel
fianelsen oder Fiejierinden?«
»Ja, diS elig onster jea alt aodt over dende,« foarede
Vera Tannin »tl)i vor Stilling oilde dære forfcerdelig,
hvig iea ftulde blive her og lade min Mand reife ene ud t
dei sreinmede Land. Nu saar jeg derimod Lov til at dele
Lidelsen nied ham, og jea tan inildne on opniuntre bang
Finar derodre.«
Tifnerens Ansiat antog et mildere Udtrnt og røbede
fand Deltagelfe, da han ratte hende fin Haand og faadez
»J; er en and Koinde.«
»Von Hverd lter er til Ende,« bendendte lian fig der
paa til tinibedsinandem oa til Tiernilofffagde han helt
sormildeit ,,Forbered eder nn hurtig paa Reisen. Vt
naa itte Tobolst inden Vinteren, der-for raader jeg eder til
at dkrre aodt forinnet med PelgoerrL J og eders Familie
faa en Tarantasse for eder ielo, men der er itte Plads til
irren-et. Gar faa vidt muligt alt i Penge; thi derovre tunne
J tøbe nieaet billigere.«
Med diese er fjernede de sin begge on lod den stat
tels Familie dir-re ene med sin Zorn.
Hand Grunden var til denne Forvisning, og hvorfor
Tzemilcfi var antlanei, oidite de ittexz han tun-de ille en
gang hatte. at han i tin Tjeneiietid havde faaet nogen Da
del eller Tilreitevisning. En Gang tom han irnidlertid
til at tænte oaa Røbmanden og hans TruseL og tun dette
syntes at give hain en lille Fortlaring paa det gaadefulde
ved Forvisningen Altfor ofte var der tommet Tilsælde,
bvor en ustnldia maatte lide, fordi han ikke vilde gaa paa
Enndeng Veje eller rætke Haand til Syndens Tjenefte.
Men T,iernitoii omtalte imidlertid ilte fin Mistante til
sin Htistru· Tværtimod famlede han al sin Tros Kraft
og Mod fatnmen for at overbevife hende oni, at itte et
Haar blev trummet paa deres Hoveder uden Guds Villie,
og faa hende til stille og ydrnygt at bøje sig for Guds FI
relie, felv oin den for Lieblittet var uforftaaelig. J in
derlig Von sagte han felv at daempe ftn Sjcels Oprprx ihi
at hans Sind ved dette Slag var kommen Ud as sin fed
vanlige Ligevcegt, sorfiaar vist enhver. Og saaledes bled
han til Trost og Velfignelse sor Huftru og Barn, der tlyn
gede fig til hain for at sinde Stotie og Hierin Kun et
troende Mennefte er i Stand til at bære saadanne tunge
Lieblitte, iom Herren i fin Visdom sendet dem, den dan
tro iader Modet og gaar til Grunde, medens hin lider nied
den salige Fordiönina. at alle Ting tjene dem til Gode,
sorn elste Gut-. Saaledes git det Tzernitoss, hans Tro,
hans Ydinyghed, hans Hengivelse i Guds Billie talte nd
as hans Otd til Trost for hans Huftru og Dritten
Alle Bnens Jndbyggere grebes as Harme og Fort-av
selfe ved denne Esterretning, der hurtig fom en Lobeild
spredies over hele Byen. Nu forst viste det sig, hvorledes
Familien Tzernitoff ved sit stille, befledne Liv havde dun
det alle Medborgernes Agtelfe; thi overalt harte rnan fand
og regte Deltagelfe sor dem, ligefom ingen troede Paa
Tzernitofis Brode. J denne Forvisning faa man tun en
as Potemtins faedvanlige grusomsnte Hand-singen deri
Reglen havde tin Grund i perfonligt Had. Man vidste jo
altfor godt, hvilte usle Mennester, der tunde indvirte paa
Ministeren, og hvor ligegyldig han var overfor Follets
Bel, naar der blot var siore Fordele sor hatn felv at vinde.»
Næppe var dei almindeligt betendt, at Tzernitossi
allerede den næstfslgende Morgen flulde sorlade Byen, fsri
deltagende Venner strsmmede hen til Toldembedsmandenss
Bolig·sor at tilbyde deres Tieneste, hvis den stulde bebt-»
ves· Man tsbte deres Ejendele til ufeedvanlig hsj Pris
for paa denne Maade at hjælpe dem. Mange vidfte, hvilke
Ting der vare uundveerlige paa en saadan Reife, der va
rede Maaneder igennern, og disfe sorfynede dem med faa
danne Ting, der vare uunsdværlige eller i hvert Tilseelde
tunde viere dem til Opntuntring. Man foreerede dem kost
bart, varmt Pelsveert, og Embedsmanden fsrgede for, ais
Tarantasfen allerede Astenen ssr Asrejfen blev tort hen
i Tzernitosss Guard, for at han nied en god Vens Ojælp
tunde indrette den faa godt forn muligt, iscer med at an
bringe Sengtleederne, der vare yderft vigtige paa den lange
Reise.
Dybt bevægede tog de ulyttelige forviste mod disfe
mange Bevifer paa Karlighed og Deltagelfe.
«Kunne vi da blive modlsse,« fagde Tzernitoss, «naar
rii tænte paa, at Herren under vort torte Ophold i Nietin
hat givet os faa mange trofafte Nennen sotn fsr vare o
ubetendM Han vtl sittert ogfaa vende hiertetne tmod os,
der hvor vi nu komme den i Fslge den uretseerdige Besa
ling. vor vi end komme, er Herren vort Stiold, ver beda
eer og stntter os, derfor ville vi ille frngte for noget ondt;
O
Unen frimodige forlade vort Hjem i Tro paa, at det er Guds
Villie faaledes.«
Med fortlaret Skin lyste saaledes Troens himmelske
Lns midt i Treengselens Nat for Tzernikosss og gjorde
Afrejsens Stund lettere, end de havde vovet at haabe. De
manae Beng i Dagens Løb vare til stor Trost for dem, og
om Morgenen stod en tcet Stare Mennesier omkring dem,
trvkkede deres Hainder til Affked og nnskede Herrens Bel
sianelfe oder deres Reise og Fremtid
Selv Ofsiceren rørtes oed at fe denne uscedvanlige
Karlighed og Teltagelse, der fra alle Sider visies de for
vifte. og dette hadde den heldiae Folge for Tzernikoff og
hans Familie, at han ootraadte helt forandret overfor dem,
idet han aflagde den Haardhed og Ligegyldighed, han i Be
gyndelsen havsde vist dem. En anden Fordel for de forviste
var, at han helft vilde vcere tilbaae i St. Petersburg, in
den Binteren blev altfor streng. Derfor havde han overalt
i Forvejen beordret Kurerlieite til stg felv og Tzernikoffs,
oa Reisen bleo saaledes betndelig fortortet og dehageligere.
Afskeden fra de aode Mennester i Nictin, der havde
bevist Tzerniloffs faa usigelig megen Godhed, var tung,
og endnu mere bedrøvelia, fordi Haabet om atter at kom
me hjem til Faedrelandet laa i en ubeftemt Fremtid, ja
var endog meget tvivlfomt.
Tzernikoffs ftærke Tro og levende Haab til Herren,
der har Udgange fra Boden, kjælp oasaa hans Huftru til
at fe odad med samme Frimodighed til Jakobs Gud, fra
hvem al Hjælp kommer. Lidt efter lidt fandt hendes Sjael
Hvile og Holdepunkt, nu leerte hun oasaa at vcere taalmo
dig og bie paa Herren, faa at Oft-treten uvilkaarlig maatte
bøje sig for deres Hengioenhed i Guds Villie og deres nd
myge stille Fried. Han føgte at nde dem hver lille Lettelse
og Opmuntring, der stod i hans Magi, iscer paa de Ste
der, hvor de overnattede. Undertiden vlejede ban at holde
Hvil en del Daa i de ftørre Bner, bviltet Opbold faa maat
te indhentes ved en forøget Fart de folgende Dage. Til
Hviledag valgte han altid Sondaaen, hvorfor Tzernikoss
var ham dobbelt tatnemlig; thi det var en Gru for ham at
stulle jage henad Landevejene am Zondaaen uden at iunne
vcere stille et Øjeblit. Til andre Tider bad han Tzerniioff
komme lidt op i fin egen Tarantasfe for at tale med hom,
og disse ofte gentagne Samtaler bleve til Velsignelse for
Officeren.
Naar han udtalte sin Beundring for Tzerniioffs Tro
og Ydmyghed, fagde denne altid:
»Hetren er mit Skjold, det er Hemmeligheden til min
Tro og mit Haab, og dette er noget, fom jeg hat erfaret
kiver Dag i mit Liv. Da ieg dar ti Aar gammel stod jeg
uden Forcrldre: men min kære Moder havde saaet Guds
-Ord i min SjæL ligesom man indfatter en ægte Diamant
i cedelt Guld, og jeg bevarede det i mit Hierte, fom om det
virtelia havde vceret en kostbar Diamant, jeg ikke turde
miste. Dette Ord var mit faste Anker og sikre Støttestav
i min Ungdoms trange og morke Tage, det holdt mig oppe
i min Manddom, og det bar altid vist sig at vcere en Kraft
»for- mig. Stulde jeg faa itke nu i Provelsens Dage fri
»modigt holde fast ved det, eftersom jeg for hat erfaret dets
»Velsignelfe? Og jeg er ois paa at det ogsaa i Fremtiden
vil give mig Kraft og Frimodighed « - . «- j
»Herren give eder efter eders Tro,« fagde Officereni
dybt bevckgeb i
i
i
En virielig, fynlig Velsianelse fulgte dem paa heles
Reisen, der snart gii over ufarbare, milevide Stepper, faa»
at de rejsende ofte maatte tilbringe Ncetterne i Telte, fordiI
de ikte tunde naa nogen Lands-by, snart gennem Skove, der
vare flere Dagsrejser lange, snart maatte de fcerges over
Floder, hvis taarnhøje Bredder næppe afgao et Sied, der
var tjenligt til Dverfart. Landevejene vare yderst slette,
iog under den meget hurtige Korsel bleve de saa gennem
ryfiede, at de, naar de dodstrætte naaede en Landsby, nam
Hpe formaaede at rote et Lem.
Men overalt modte de en oprigtig, hjertelig Gæsifri
bed. Overalt bleoe de modtagne som ice-re Benner, der blev
sprgei for Mad. Hvile og andre Betvetnmeligheder til dem,
og det tiltrods for, at de paa ingen Maade tendte de Men
nesier, de kom til· Det var forste og blev maasie ogsaa fid
fte Gang, at de faa binanden i denne Verden, og dog var
det, som om de kom til Slægtninge eller gamle bekendte.
Endelig naaede de Tobolst, efter at de med nieget Be
svær vare komne gennem Uralbjergene, og dermed ftod de
ved Maalet af den lange Reise, paa hoilken Herren saa for
underlig havde vceret deres Stjold.«
lV.
Byen Tobolst ligger lige ved Flodekne Tobols og
thifch’s Udløb i Obj. Den ligger paa en Haj, og neben
fok denne lobe de nævnte Finder sammen. Byeng Beug
genhed et sauledes meget smui og frembydet ncesten overalt
en milevid Udsigi over den bietgriae Omegn.
Den Gang var Tobolsl Scede for Guvernøren og smn
saadani Sibitiens betydeligsie By. Den talrige Befolk
ning boede i 25,000 Træhuse, og desuden fandtes der store
Handelshuse og Oplagssteder for Regetingen; men op over
alle disse tagede Byens 23 Kirlet med deres fotgyldte Tage
og Kupler.
Byens Beliggenhed got, at Vinteten et umaadelig lold
og streng, medens den koste Sommer til Gengæld er saa
meget mere hed og darin. Jntet Steds i Sibirien var der
mere bebygget end i Tobolfi og Omegn, og hertil bidrog
for en Del, at mange fotviste boede her; detes Slæbne
var derive langt mindre beklagelsesvcerdig end deres, der
bleve sendte lcengere bort, isæt til det ubeboede, uhyggelige
Mangasla.
De irr fotviste vare underligi til Mode, da de saa
Tobvlst ligge fotan sig og alle dens Kuplet sttaalende og
lysende i Solens Stin. Her i deite fjerne, iolde Land,
sorn de betraadte som fremmede, brcendemcetkede med Nav
net forviste, stulde de alisaa bo for Fremiiden. lHer stulde
de bcere Forvisningens junge Aug, her stulde de arbejde og
maasie sinde en tidlig Dødl Saadanne Tanker gik gennem
Tzerniiosss Hoved, da han med Taater i Øjnene betragtede
sin læke Datter; men i det samme faa han op mod Himlern
idet han stille hvisiede:
»Hetren er mit Sljold!«
Jmidleeiid var der kommen en Færge, i hvilken di
bleve satte over Floden, og dei var med bange Hjetter, d·
satte Faden paa Tobolsks Gadet.
Officeren, der manae Gange før havde vceret i Tobolit
havde mange Venncr i Byen, og til nogle af disse førte han
sine forviste, fom bleve modtagne med regte rusisi Gceftfri
hed, medens han selv fiyndte sig hen til Guvernøren.
Guvernøren i Tobolfk, Grev Wathschicky, befandt fig
paa sit Kontor samtnen med sin Setretær, den unge Lu
panfky, da Ofsiceren blev nteldt og stratg efter ført ind til
Student-rein
»Veltommen, Løjtnant Trevoss!« raabte Guvernøren
bam i Mode. »Na tender De del fnart hver Sten og Trae
paa Vejen mellcm St. Petersborg og Tobolft.«
Trepoff buttede arbødigt og fagde:
»Deres Eisellence har Ret, og jeg forelommer alttd
mig felv at oære i Forvisning, fordi jeg ftadig maa gaa i
Forvisning.«
,,Denne Gang har De not atter bragt en temmelig
oigtig og farlig Forbryder,« fagde Guvernøren.
»Gnd ved ene, hvorledes det er med ham,« fvarede
Treposs. »Det famme troede jeg i Begnndelfen; men nu
oed jen, at han er det crrligste, mest trofaste Mennefte i hele
det rusifte Rige, og jeg forstaar itke, hvotfor han fortjener
saaoan Unaade og Straf. Men jeg er ogfaa vis paa, at
der er en eller anden Sturkeftreg med i Spillet.«
,,.Hvorledeg dog’?« spurgte Guvernøren, og da Trepoff
i
)
i
i
)
tastede et tvivlende Blik paa Luvansiy, vedblev Greven:
»He kan godt tale liae ud, Luvanfiy er vant til at høre
clt.«
Trevoff satte fia Da fortalte alle Enkelthederne fra
Wirtin og fra Rejsen.
»Aldria bar fea trnffet en faadan tlippefaft, frimo
dia Tro fom bog denne Mund og hans Familie,« vedblev
ban. »Hang Hjerte er saa aabent, at man lan se lige til
Banden i det, og dog har jcg intet urent fundet deri.«
»Men book tan det da ske, at denne Mand er forvift
daa et ubeftemt Antal Aar?« spurgte Guvernøren, hvem
denne Fortælling lebende interesferede
Trepoff fortalte derpaa Historien om Andreieff, fom
Tiernitoff en Dag i al Fortrolighed bavde fortalt ham.
»Den Andreieff tender jeg!« udbrød Guvernøren.
»Har! er i Stand til alt, oa De lan tro alt om ham. Alt
saa er Tiernikoff hart-CI Liferx til hvilten Straf er han
domt?«
»Til Pelsfanast,« soarede Trepoff. ,,Men Manden
er itte mere ung, han vil bittte under, hvis ikte —"
,,.f,)oad mener Te?«
»Hvis ilte Dereg Gtsellence tager sig af ham og reck
ter ham en hjaelpende Haand,« bemærtede Trepoff.
Guoernøten stottede sit Hoved mod Haanden og syn
tes at overveje.
,,Tror De, at Tzernitoff er i Stand til og er cerlig
not til at bestyre en Pengetasse?«
»De gletnmer, Etsellence, at han forvaltede sit Em
bede i Nictin med Trostab og Redeligbed til fine Forefattes
Tilfredshed. Te stal faa hans Anbefalinger.«
,,Det glemie jeg,« rettede Generalen sig selv. »Ja,
Løjtnant Treposs, hvis det itte er en uocerdig Hytler, De
anbefaler mig, saa stal jeg fe, hvad jeg tan gøre for ham.«
Han spurgte nu videre, hvor Tzernikoff og hans Fa
milie boede og befalede derpaa Ofsiceren at bringe ham der
hen nieste Morgen.
Ncefte Dag til den faftfatte Tid traadte Tzernitoff
ind i Guvernørens Privationtor. Han var bleg og mager,
i hans Ansigt lcefte man tydelige Spor af Sorg og Reife
ftrabadserne, men der var intet Trael, der kunde give An
ledning til at bestylde ham for Ucerlighed eller nogen For
brydelfe.
Guvernøren lod i Begyndelsen, som om han ikte tendte
noget til ham og hans Stæbne. Hans Tale var alvorlig
og afmaalt, men dog venlig og tillidsvceltende·
»J er altsaa bestemt til Pelsfangft,« sagde han. »Hut
J nogensinde besiæftiget eder med Jagt i nogen anden Hen
lith«
. »Nei, Deres Elsellence,« svarede Tzernikoff, ,,forn
sganste ung tom jeg i Købmandslære, derpaa bleo jeg Stri
iver hos en Toldetnbedsmand i St. Petersborg indtil jeg
felv sit Embedet i Nictin, hvor den Ulytke, der førte mig
hertiL ramte mig. Dog,« tettede han fig, «hvotfor siger jeg
Ulytte, naar jeg ded, at Herren, mit Skjold, styrer alt til
mit bedsie. Detfor stal ogfaa denne Vending i mit Lit
tjene til min Fred.'
Den fokoiste Mands simple Ord, der kom fra hans Sjæls
inderfte, ftemmede saa godt overens med alt, hvad Trepoff
haode fortalt, at de gjorde et dvbt Jndtryk paa Guvernø
ren og endnu mere paa den unge Mand, der fad lidt til
Siden ved et Bord og streb·
,,Det er siemt,« fortsatte Guvernøren lidt "efter, "at
J er aldeles utendt med Jagt og Pelsfangft Jeg tan ikke
fotstaa, hvorledes J stal kunne fange en Zobel eller nedlceg
ge en Rev, og J ital dog hvert Aar aflevere et bestemt Antal
til Regerinaens Magasiner·«
Tzernitoff foldede stille sine Hender og gav Paa den
Maade sin Hengivenhed i sin tunge Stæbne til Kende.
»Maaste J bedre et i Stand til at arbejde for mig?«
vedbleo Gut-ernstem
Et Glcedesglirnt git hen over Tzernitoffs fotggrcem
mede Ansigt.
»Bei tunde jeg viftnot,« svarede han bestemt.
»Saa kan J i Dag og i Morgen se eder otn efter et
Hns og indrette det til Bolig for eders Huftru og Datter.
Lupansty,« med disse Ord pegede han paa ftn Setretcer,
«kan anvife eder en temmelig god Bolig med et Stytke Jord
til. Naar J saa er kommen i Orden, venter jeg eder her,
for at jeg tan anvife eder edets fremtidige Bestæftigelfe.«
Lupansiy, en ganste ung Mand, rejfte sig ftraks op,
tog nogle Papiret med fig og bad Tzernitoff at folge med
Guvernsren gjorde derpaa venligt Mine til den forvifte,
at han tunde gan.
Da de vare lomne udenfor, greb den unge Lupansty
Tzernitosss Haand, idet han sag"de:
»Wer tun oed godt Mod! Løjtnant Trepoff, under
hvis darste, haarde Ydre der baniet et godt, medfplende
Vierte, har anbefalet eder varmt til Guvernøren. Det vil
gaa bedie, end J trot. Og hvad Jagten angaar, da stal
J flet tkke forelsbig betymre eder for den. Jeg et en lidens
stabelig Jæger og velforsynet med alt, hvad der hsret til
Jagt, ligesomjeg not tør fige, at jeg er vel tendt danied
Naar Tiden til, at J stal aflevere edets Pelfe, er kommenl
« stal jeg folge med eder og vise edet det bedste Jagtdistritt
saa at en Jagt san forfyne os med, hvad vi stulle bruge.«
Rort oder denn-: unentede Kcerlighed fra en fremmed
trntkede Tzernitoff den unge Monds Haand og taktede hant
bjerteligt.
Te naaede snart et lille, temmelig godt Has, hvis
Vinduesitodder Vare luttede. Som alle andre Huse i
Tode-Ist var det opført af Træ, selv Taget var af en Slags
itcertt Taaspaan Tet haode tun een Etage, ligesom alle
Hase sor de foroiste, inen havde dog foruden tre Vcerelfer
og Ketten ogsaa en Ztald til cheget og Fjerkrceet, og stønt
det ikte for Lieblittet saa meget venligt ud, lod det sig dog
indrette belt lwggeligt og hjemligt.
Dereiter alt de hen til den Familie, hoor Tzernikoffss
boede, for at liente Bera og Nahida hen at se deres tilkom
mende Bolig og Hiern. Ogsaa de fandt Hufet dedre end
mang: af den Zlags der i Bnen
Med stor G lade og Bereddillighed paatog Lupansly
sia at sorae sor de nødoendiae Reparationer, og allerede
nceste Tag saa man Llrbejdstlt i fuld Gang med at istand
scette alle Huller oa Redner, Tiden havde frembragt i Hu
fet.
Nogle Tage efter oar Huset istandsat og gjort rent
eftstr Bera Tzernikosss Andisning, og nu begyndte alt
saa Jndflytningen Da Jndtobet af de nødvendigfte Ting.
Her ton: ogsaa Lupanstns Kendslab med Siedet og Brig
tiahed Familien til Gode Endog Guvernøren sendte ad
Jfkillige Ztytter Bobade hen til det lille Hug, og saaledes
blev det i tort Tid og med ringe Belostning forvandlet til
et hygaeligr Hiem for de forviste. Men det gjaldt ogsaa
orn at stynde fig. Te sidfte varme Dage med godt Vejk
ait tun altfor hurtigt, og ganste uoentet kom den bratte
Overgana fra Varrne til streng Frost, og Vinteren begrmdte
sit Eneherredømrne lidororn de forviste ikke kunde danne
sia noget Begreb for de havde prøvet det.
Saa meget haode de imidlertid erfaret, at Levneds
midlernes utrol iae Billi abed lset delia lettede Levemaaden
i Tobolsl. Zandt not tunde de ikte saa ncer ved Begyndel
sen af Vinteren dnrle dereå Jord og faa noget ud af den
til Vinterforraad, inen ogsaa lier hjalp Lupanskn dem.
Thi han besorgede alle Jndtøb til dem fra Regeringens
Magasiner, og gennem bele hans Handlemaade kunde man
marte, at Guvernøren daode gioet ham uindftraenket Fuld
magt til at lobe i Tzernitoffs Interesse Desuden sil de
Gaver fra mange Familier i Byen, til hvem Trepoff havdes
anbefalet dem.
Tet var en almindelig Sorg, da Trepoff efter en
llaes Hoile stulde rejse hjemad Baade Tzerniloff, hans
Huftru og Datter var tomne til at holde as ham, skønt han
i Begnndelsen viste sig saa barst og utiltalende. Men un
der den lange Rejse lcerte de ved mange Lejligheder hans
gode Hjertelaa at tende, og da de naaede Tobolst, var det,
som om de bavde kendt ham i mange Aar. Han havde be
vist dem saa megen Venlighed og Opmærtsomhed, at det
var intet linder, at de sorgede ved hans Bortrejse. Hart
bediste ogsaa ved sine Handlinger til deres bedste, hvorpaa
de rigtignot forst senere sit Bevis er, hdor meget han agtede
oa elskede dem.
Deres Velsignelse, deres Taisigelser og Forbønnek
qurgte ham paa Hjemkejseke dex degvcem irre fardt i den
»gode Aarstid, saaledes som han hadde haabet det, men
tværtimod i den strengeste Binterkulde. Og ftørre blev
deres Talnemlighed, da de senere sit at vide af Lupansly,
hvor rofende han havde anbefalet Guvernøren Tzernitoff.
J det hele formede Livet i Tobolst, Sibiriens Kulde
—fraregnet, srg saaledes for Tzernikoss og hans Familie, at
de ofte alle som en sendte deres Tat og Jubel til ham, der
ogsaa her var deres Skjold.
Gudernøren antog Tzerniloff som sin Stri-ver, og da
han bavde laert den redelige, aerlige Mand nolere at kende
og indsaa, i hvilten Retning han lunde bruges, betroede
han ham hele Foroaltningen af de Penge, som beugte-? til
de forvistes Fornødenheder. Og Tzernikoss satte selbst-l
gelig alle Evner og Krcefter ind paa at vises ig vaerdig til
denne Tillid Herfor fil han Løn af Guvernøren, der vel
var ringere end bjemrne i Nictin, men paa Grund af alle
Levnedsmidlers Billighed, og da han paa sin Jord tunde
dyrte mange Ting, tom han ved sin Huftrus og Datters
Sparfommeliglied endnu længere end i Nictin, og snart
lunde han glæde sig over sine forste ikte uanselige Spare
penge.
Den Stilling, som Guvernøren havde givet ham,.
gjorde det tillige muligt for ham og hans Familie at kom
me sammen medByens bedre Familier og paa den Maade
ogsaa gore mere for Nahidas Uddannelse, end han havde
turdet baabe.
Nahida var nu neiop i den Alber, at hun trcengte til
llddannelse. Hun var fjorten Aar gammel, med et livliai
Sind og gode Ebner til at tilegne sig Lcerdom. J sin.
fortrceffelige Moder havde hun et godt Eksempel paa, hont
ledes en virlelig Kvinde ital dare, og efterhaanden ti"leg
nede Datteren sig de mange gode Egenslaber, der gjorde
Vera Tzernitoff til den udmoerkede Husmoder.
Dei var en stor Glcede for den unge Lupansly at se,
at de Mennester, i hvis Skæbne han efter at have hørt Tre
poffs Fortaslling, tog oprigtig Del, fandt sig saa godt til
freds med deres Lod, og han sik ofte Lejlighed til at over
bevise sig om, at Forvisningen fra Hjemmet itke gjorde
mindste Staat i deres Familielytke, tværtimod levede de
tre sig endnu mere samtnen herovre i det freminede Land.
Lupansly var deres daglige Gast. Han tilbragte de
lange Aftener hos Familien, og enien talte han og Tzemb
koss sammen, eller ogsaa stiftedes de til at læse hsji. This
med Guvernørens Tilladelse bragte Lupanfky mange gode
Boger med sig fra Grevens egen kostbare Bogsamling.
Saaledes git Aftentimerne fornøjeligt og leererigt, og Fa
milien imodesaa altid Aftenen med Glæde, som en sand
Hviletid Naar Nahida ikte havde noget Haandarbejde,
tog hun ogsaa Del i Højtlæsningen.
Ved sin stadige Omgang med Tzernitosss fandt Lu
pansty ny Belræftelse paa alt, hvad sztnant Trepoff
havde fortalt om dann Den unge Mund var forældrelss
og havde hverken Søstende eller Slcegtninge, vg derfor git
det ganste naturligt til, at han levede sig saaledes samtnen-.
med den forviste Familie, som om Tzernitoss ogshans Du
stru vare hans Forældre og Rahida hans Syster. Bette f
LForhold fra hans Side havde atter den Birming, at baade
til.
l Gortscetteyz
Fader, Moder og Datter betragtede ham som huren-de dem-«X