, , I «
Kong Ertk og de Fredxoh
! historisk Roman i to Tcle
ni
Bernhard Sercrin Jngcmann
Anden Tel.
-Foi·tiat. »
«Hvad vil Paven sog al Berg-eng Bifder nu got-e
ham2« —- sagde Vaabenfoenden tomte sit Bergen —
·,Spillet er vundet, Kacnmeraterl ngar alle oi Danske her
eftet Dags gor ligesom J brave Mkrnd i Hain. Mod de
Iatinsie Fordandelser dar di Pile, Eisærd og Blider og
gode dansie Graastenz lutte de II Feirtedoren igen i Laas,
hat vi, Gud ste Tal! Brcekkejern eg Tiger og Karle, der
san lofte en Kirleport saa nemt sein en Ton-de Horde.
Nu er min Herre Drosten oore i Eoerrig, for at hente Kon
gens Fcesterno« —- dedbleo han —- ,,Der badde jea oaeret«
med, havde Storhanferne itte faaet mig fal. — Tet kan
holde haardt not med Kongens Brollud, oil man sige —
derfor oil de not ogsaa sætte Pind, De fromme Herren som
vil lutte os alle Hixnmeriges Vorte; men boad oædde vi,
Kammerateri Kongen gioer dem en aod Tag med Tis
pensionen eller doad det bekder oa holder Brnlluo, naar
vor Herre og han selo oil. Zaa oil her blioe Garnmen
over dele Landen Kongens Facfiemo ftal leoe!«
,.Men bun er io soenft!« — indoendte en af de unge
Karle.
Ejal herefter oil soenst Da danfk oære gild og gjcev
Kammerat« — oedbleo Knud Fondo og foingede lnitigt sit
Bæger — »naar oore Konger gioe hinanden deres Softre,
vil vi danfe med de soenfte Piger, og deres unge Karle igen
med vores, og der fkal inaen se iurt til dinandem fordi
vi for daoe prooet Krafter i en and-en Tanz. Den soensle
Prinfesfe stal være den dejligfte Kongedatter i Verderh
faa boid, saa rank sorn en Lilie, og saa from oa mild, sorn
den velsignede Dronning Tag-knar. Hun ftal vaa min
Sjael og Ære! leoe, og vor unge aæoe Konge med, oa alle
fri og franke Mænd og alle fmutte Piger daade der og (
Sverrigs Land! Hurra for Kotigen Ia dans Fastemol
En Hundsoot, hvo der itle dritter mer-I«
Alle de raste Drittebrodre istemte Staalen Men nu
afbkodes Lyftigheden i Kroftuen ver- et befrigt Klammert
oppe i den overste Gceftestue, hoor en Tel fornernniere GE
ster sade ved Brætspillet. Vaabenfoenden og de unge Karle
mengte sig nysgerrige til Toren oaz saa derind.
»Ja faa! min tykke Rostotter deri« —- uddrod Knud
Fynbo —- ,,vil han nu ogsaa tage Kobmandhafnerne ved
Næsen? det stulde jeg tro, ban flioder galt fra!« — og
nu fortalte han de unge Karle hoad der oar fiet vaa Stanot
Marked hvorledes den stormægxige Handelsderre, man
nu tlarnredes med, havde indfort de fredlofes falsie Penge
i Landet, og at han med sin Rammerat fra Gulland havde
vooet at undsige Kongen paa Sjoborg.
»Saa stal han da sie al Landsens Ulnlle!« s— raabte
alle sorn en, og man stormede ind i den oderste Geeftestue,
dvor Berner Kopmand og Henrit Gullandsfar med en hel
Flot fremtnede Kobmcend og Udliggere oare i det beftigste
Klammeri med et Par af Stadens rigefte Borgere, fom be
stoldte dem for uredeligt Spil og Bedrageri med falsle
Pengr. Vaabensoenden og de unge Karle roge Kobtnand
hafnernes Parti, og snart lorn det til et blodigt Slags
maal med Krus, Kander, Stotke og tnnttede Nerven Ro
stokkeren og Henrit Gullænder grebe forst til deres Svaerd.
'de huggede drabeligt om sig. Pebersoenoene larmede uhyre,
men fregtede flet med deres lange Wen-Stolle. Endelig
vtoge de alle Flugten med Henril Gullandsfar i Spidsen.
Berner Kopmand vilde folge dem« men den forditrede Baa
densmed stillede sig i Vejen for harn og nodte harn til en for
ckviolet Kamp. »Als Vejen, Kammerater!« — raadte han —
»,lad mig ene om den Karl! jeg har en lille Regning at be
tale ham.«
Alle vege til Side og dannede en Krebs om de item
pende. Den spare, hidsige Roftotter huggede blindt i
Raseri om sig, men sit hvert Øjeblik et Saat af den laagt
mindre, men behendigere Krigsrnand »Se! det stal du
Bade for dine falfte Penge, GodtarL »Se! det stal du have
for dit falsie Spil -—- og det for din ufotstammede Stor-;
.agtighed!« —- taabte Spenden ved hoert Saat han tilfojede
ssin Mpdstandet — »det fordi du vilde bange Ridder hel
mer og mig — og det fordi du hat undsagt vor Konge, dul
KræmmeeheltP Det stdste hug var det drojeftez den fvcere
Mond styrtede, dsdelig faaret, til Gulvet mellern de am
.vceltede Binkander og Brctspii.
De fvrjagede Ktcencmetsvende havde imidlertid gjort
Darm paa Gaden og med et frygteligt Mordftrig samtnen
«taldt Ratvcegterne og saa mange af Stadsfogdens Spende,
fotn endnn havde Mod til at holde Orden i Byen. Bi
·fpeuz Famulus var paa Fogdens Vegne kommen til med
bevcdnede Follz og da Berner Kopmand faldt, var Ol
«tteen ved St. Clements allerede omringet af Vagi. Bi
sfpeno Famulus ttængte nu med de bevcebnede Soende ind
si Glieer og omringede Vaabenfvenden, der siod tavs nnd
det blodige Spcrd i Haanden og stirrede paa den doende
»Seid haml Slut hanc i Lenker, den ugudelige
«Manddtader, i Vispens og Raadets Navn!« —- raabte
« Wien ened stingrende Stemme og sprang op paa en
W fee at give stg Anseelfa Det var en lille Mand med
II M fett Kappe over den blaa Lægdeoderdtagt og med
sen seist Milde over den blaa Liegbroderdragt vg
M es Heisa-sent- Rnlle i haanden sont han svingede,
Un en Menandostan Alle de lystige Drittel-todte havde
TM fis tin-age, og Drostens Svend stod ene ved Ro
WI Sig, Inat belysi af den smudsige Teanlampe, der
W ued fes Lasteh han fvingede truende det blodige
Heerd, es M von-de at komme ham nar. «
- « »Ich hain sagt can er sagt-M —- raabte nu en
M M es den botgetlige Stævningsherold
» W Wet, need bluisende Kinder og ravende
fu« W i Froste-en san havde atter ifort
H W og sung den hvide Stav med Bispene
O II WL can strd alle til Side og stillede
« « Wmine mellem Baadenfvenden og
i wem-for den eine zumuer pas Bau
, — Rade Mudl »das er saglosl«
»Hei enden Sokregaft länger her paa
sin Gerning! han er salden, socn sia dør og dor, i ordenligt
Krostueklammeri og ved Braedispilletx det tan jeg devidne;
han faar ingen Bod, efter denne vor adde Stads Lov og»
Byret. Det maa J jo selv vide liae saa godt som jeg, HrJ
i
Famulus!«
»Tro ham ittel han er drutten!« —- streg Bispensz
Famulus ivrig —- »Øllet taler ud af dam; han sorvalter
sit Emdede ogfortolter Lor— og Ret, fom en Fyldebøtte og
Partigænger. Den Lov, dan snatter om, gælder tun om
Øresigen og Haartrcet; men her er siet et Drab inden for
Byens Planteocertz det stal i der ringeste strasses med evigt
Faengsel efter Byloden. Grider Mai-deren strats! siaer jeg.«
»Hier ham itke! siger je gl« — rdg atte: Stcevnings
manden eret — »han dar fckldet en Bedrager, en falst
Spiller, en uforsiammet Hundsvot, som hat undsagt Kon
gen; det er stet i ærlig Kamp; det oar Nodværge, det hat
jeg selv set: den tolle Rostotter sloa det første Slag med
starrt Vaaben, hvorvel han fik den sarste Ncesestyoen men
as en aldeles ubeocebnet Niede; det lan jeg gøre min Ed
paa, om jeg aldrig er.saa drutken. Det er en slet Karl
og en lumpen Siristen fom itte dritter fig en ærlig Rus i
Aften, nn da di har sprangt den lutte Himmeriggport.
Denne brave llngkarl er tilmed Drostens Baabensvend og
min aode Ven. Bi dar ingen Ret til at fcengsle dam; jeg
gaar i Borgen for dam med alt mit Gods!«
»Men boad tcenter J paa?« — streg Famulussen og
tramdede i Beenten — »dem dar jo rnvrdet et Menneste
herl«
»in-ge meaetL itte andet end det! tender J itte bedre
vor fromme Herre Bispens Anordning, Or. Famulus-F
’—— raabte Boraerderolden med overdavende Rast og stot
itede sig til sin Vardigdedssstan — »Her- i en verdslig
iØltippe —- der, hvor Dodbel og Sdir gaar i Sdang sra
iMorgen til Aften —- der dar ingen Ret til at fordre Sit
kerhed for Lin og Lemmerz det er i sin Orden! det er en
»meget vis Jndretning: gale Karte faa revne Stind og hvor
man slaar Streg over Lod, maa enhoer tage Stade for
lHjemgæld Den LommeL der ligger, er salden ved det
ifordudne Brædtspil; er der Lov og Ret i Ziaden endnu,
stal dan ej engang komme i tristen Jord. Det vil jeg
scette igennem, saa fandt jeg dcerer denne hellige Stadt«
Jdet han med disse Ord dilde svinge Heroldstaven over sit
Hooed, davde han nær tabt Ligeoægtem men bans myn
dige Adsærd oa strenge Emdedstime syntes dog itte uden
Virtnina paa Fogdens Spende, allerhelst da Bispens Fa
mulus maatte give dam Ret i hans Jndsigelse mod den
lsaldnes Begradelfe i triften Jord.
Medens man endnu toistedes om man haode Ret til
at fcengsle Drabsmanden eller itte, for Vaabensvenden ud
af Deren med det dragne Svcerd i Haanden, oa tngen vo
"vede at ftandse dam. Saafnart han saa sig under aaben
Himmel, stjulte han sit Soærd under Rappen, trytkede
Ratten ned mod Zjnene og blandede sig i den store Falke
vrimmel, der omringede Huset og bavde trcengt Vagten til
Side. At man saa aldeles ustrafset lunde slaa Folt ihjel
»der Ved Brcedtspillet, foretorn dam dog selv noget toivlsomt;
tdvad dan havde dort om evigt Fængsel i Bispestaden tlang
iendnu helt betcenteligt i bang Lee, og han fandt det rau
Ydeligst at dortfjerne sig saa snart som muligt; men for itte
iat dcetle Mistante, git han ganste rolig og slpjtede daa en
ilystig Drittevise. »Der er not Slagsmaal der inde mel
lem Pedersvendene og Kongens Folt« — sagde han dojt
— »det stal Potter staa her og gabe lcenger paa!'« Saa
snart han var vel ude as Foltevrimlen, sorstaertede han
sine Stridt og ilede ned sordi Kattesnndet til gammel
Strand. Han git fort, uden at oide dvorhen, og faa sig
oste tildage, om der var nogen, der forfulgte harn. J alle
Husene ved Stranden saa han Lys; mange Siedet lsd der
mod Scedvane Sang og Lystighed i den ellers saa stille
Bispestad, til Trods mod Bispens og Ærtebispens strenge
Anordninger; men paa Axelhus var der msrtt og stille.
Han git langs med den flade Strand og naermede sig St.
Nitolaj Kitte. Paa Kittegaarden saa han en stor Mangde
Mennester sorsamlet. Der htttes en underlig, dalv an
dcegtig, halv mytteriagtig Mnmlen, og der syntes at hol
des et hsjst betænteligt Raad. Han ftyndte sig sordi den
merke, mumlende Forsamling og naaede Fergestedet lige
oder for Bremerholm. her var sde og stille ved de store
Pathuse, og her satte han sig sorpuftet paa Boldaertet ved
Stibsbroen for at drage Aande og tænte paa Midler til
sin Redning Det var over Midnat. Maanen stinnede
paa den brede Strom og de hsje Pathuse paa Bremerhdlnni
Dsdsstilheden omlring ham ftemte hain erngstelig Det
vilde Mordoptrin i Øltroen stod ham nu alvorligt og
srygteligt for Øjez han horte sit eget Vierte banke; han
tsrrede Blodet af sit Svaerd og gemte det i Sleden; han
saa Blodpletter paa sine Klæder og vilde gaa ned til
Strsmtnen for at vaste dem af; men nu harte han en sten
nende Lyd neer ved sig, som as en d-eude. han saa sig
urolig omz men der var intet Menneste at se. Den besyn
derlige Stsnnen lsd atter for hans Oren og dlandede sig
med den friste Erindring oin den drehte Roftotters III-ds
rallen. For den levende Modstander hat-de han ingen
Frygt feltx nu gruede han sor Tanten oin den dsde. haa
rene rejste sig paa den singtende Dradsmands Hovedz hani
sprang hastig dort sra Stibsdroen og vilde singte vtdere;
men nu horte han tydelig, at den Lyd, dan gtuede for, tom
nede sra den flade Strandbredz det svage Maanelys op
lyste Bredden, og han saa et Mennefte ltgge udstratt mel
lenr Stenene. »Pebetsvenden! hvor blev han as?« —- dsrte
han hin stsnnende Rest ndsige, og han tendte Stemmen
»Es-ed forbarme sigl Nidder Helmert hdad er hendtes
ferti« — udbrsd Knud Fynbo soescerdet og ilede ned til
den halvdsde, as Kamp og Svsmntng udtnattede Riddee,
som han med stor Msje bragte paa Benene og nogenlunde
til sin Samling. Hans gennemvaade cheder vare sor
redne og dlodigez de lange, brune haar- kleedede ved hans
opsvulmede Anstgt, og i den venftre, trampagttg samtnen-I
tnyttede haand holdt han en stor, rsdgnl Haar-tot »Se,
sel« — sagde han —- ,,det var alt, hvad jeg sit hold i —
Resten hae Fanden taget. —- han snoede sig om mig sont
en Bandsiangr. han bed og rev, som en chveb Stum
men gjorde Ende paa vort Favntag5 den havde mer gjort
Ende paa nett Liv, market jeg« —
»er Freie og St. Jst-gen staa jer bi, leere Vertret·
—- sagde Bubensdenden og torsede sig, tdet dan rakte hanc
en We Maske —- ,,Tag jer en hiertestyrtntng ovenpaa
den Pnftk Hat J tæmpet med den onde paa Havsens
Bund, har J til visfe haft en flem Dyft at beftaa!" —
»Jeg vil haabe, det dar den rette!« — fagde Helmer
Blaa og tomte Flasten. --— »Tai, Landsmandl det hjalp,
nu tommer jea til Krafter igen. Jeg fejler i Grunden
ingen Eing: alle mine Lemmer har jeg jo; seg er tun lidt
forftedt da fortnmlet i Hovedet.«
»Die-n hdad i al Verden hat J haft for? Har J fpgt
Pederfvenden eller Satan fer paa Hadfens Bund og ded
iej seld ret, am J dar fnndet ham·?«
»Der dar knap Tid, maa du dide: Kotigen red rolig
sfdrdi ved Stunden. Jeg var lidt vred paa ham, det flal
jeg aldrig næate; jeg dar paa Vej til Bifpens Fangetaarn,
Ifor den Smnle Blideftvdnings Ityld; men faa sit jeg Øje
paa den Satans Pederfvend: han ftod ingen halv Favn
fra rnig Paa en Jolle og dilde ftryge os forbi, han stir
rede efter Kongen, fyntes mig, og famlede med Haanden
ded Brnftet, ligefom efter en Dott. Om det var den rette
Slynael eller ej, var der ingen Tid til at fe efter. Kar
len saa fordandet detcentelig nd. En Peberfvend mer
eller mindre, hdad gør det til Sagen. naar det gcelder
Kannen-J Liv? — og faa sprang jeg til. For jeg ret vidfte
det, badde ieg Karlen i Ratten dg tnnilede mtg lyftig med
ham dernede i Strømmen.« —
»Oar J fendt en Pedersoend neden om hieni, Herre!«
— faade Knnd anbo nu frejdig og lidt overmodig -——
,,faa har jeg sendt en ftornæfet Hanfetrcemmer Fanden i
Vold fra en Oler Jngen tan sige os paa, vt ligger paa
den lade Side her i Hafn Vi tjener dog Kongen saa
godt di lan, hvordel vi tom lidt nd af Vejen, han fendte
os· Hat J lnn trnsset den rette! Eders Bedrift var en
Del fdroovnere, end min, ftrenae Herre! men i to Sthtter
har jeg dog daret heldigere: jeg ded, det var den rette, jeg
traf, dg jea ded, jeg fit Bugt med Hallnnten til Gavns.
Det var dam, sotn vilde hangt os i Morges, og fom vilde;
Kongen til Lins, hdis han ellers hadde Magt dertil.«
,,Roftokkeren?- Berner Kopmand?«
»Rigtig! han ligger nu i throen faa død fom en;
Sild, han toinmer ej enaang i triften Jord, hvis min brave;
Drittetammerat bar Ret. Men kom, Herre! tan J rotes
fer, faa lad os komme nd af Bifpeftaden jo for jo hellerels
faar Stadsfogden eller Bispens Svende os fat, flipper vi;
ej fra deres Fangehnller Vor Livstid.« s
Med nagen Befværlighed fulgte den saarede og i:d-s
mattede Ridder Vaadenfdenden, og de naaede snart Oster
port for Enden af Lfteraada Porten var tillntiet; mens
dens Laas og Stænger var under Opftanden fenderbrudi.s
Flygtningene aahnede den uden Vanftelighed og traadtes
nd paa den store, grceshevotsede Martedsplads Hallandsss
aas, hvor de hallandske Grønthandlere ifær havde derezi
Landingsnladfer og Udfalgsfteder. Ved hvert Strith
følte imidlertid Ridder Helmer sig mattere; ved Vaaberks
fvendens Hjcelp flæbte han fig med Møje til Kapellet vedf
St· Annas Bro; her fank han kraftlos ned uden for Ka-’
pellets Dørz det blev fort for hans Øjne, og han var ncer
ved at falde i Afmagt.
»G11d og hellig Anna ftaa oH bi!« —- sagde Svenden
og greb hastig en TrcesiaaL der ftod ved Kapelletx dermed
sprang han ned til den rindende Strom under Broen og
kom snart tilbage med Staalen fnld af tlart Band. »Drit,
Herre! drit, i hellia Annas velsignede Navn!« —- sagde
han ivrig —- »faa vil jeg bade jer paa Hovedet og alle
Vegne, hvor J fpler Verri. har St. Annas Strom den
vidnnderlige Magi, den hat Ord for, vil J dift fnart fsle
jer ftyrlet, hvis J ellers er en gods Kristen, sorn jeg vift
haaber.'
Ridderen drat dg daflede Blodet af sit Ansigt. Han
var ligefom forbidt og fortradfet paa Ansigt og Hals; for
Resten var han som fortnnft over hele Legernet og i hsj
Grad udmattet. Dei kolde Band stnrtede ham, som han
felv fyntes, paa en vidunderlig Maade. Rundt om Ka
pellet laa der en stkr Meengde Krykter og Klude, henkastede
af vcetthrudne, forn her dar blevne helbredede· J pludse
lig Begejsiring over sin tilhagevendende Kraft og det Jer
’tegn, han her troede at have oplevet, sprang Ridder hel
mer nu ap og tnælede for St. Annas Billede oder Kapel
dsren. »Tai og Aste, hellig Annal« — ndbrsd han med
deernpet Stemme og foldede fine hander —- ,,det var err
ligt gjort af digl det var sagtens for min unge, fmntke
Vivs Styld, for Frn Annas fromme Bønner paa siegs
hsllex naar vi fes tarfke igen, stal vi vift itke glernme dit
Alter med Vokslhs og purpurrsdt Flsjell Derpaa rejfte
han fig og flog i overvættes Livstraft om fig med Armene,
fom for at forvisse sig om sin tildagevendte Sthrke; han
ontfavnede Baadensvenden og kylede harn langt hen i Gras
fei, som en Vante. »Sei der ligger nu ogsaa min Krytte
til din Tat og Æte, hellig Annal« — udbrsd han hoer
ftet — «din Vidunderrnagt stal en Slyngel tvivle paa!
Du har givet mig min Kraft og Forlighed igen.«
»A! ja, St. Anna ste Tat og Ære!« —- stsnnede Baa
bensvenden, halv forfkreekket og rejste fig — »J er sandfærs
dig, nn ved gode Krefter. ht. Helmert det maa jeg tilftaa;
men J er noget scer og voldsom i eders Andagt. J maa
undskylde, jeg itke bliver liggende her blandt de andre
Kryktet.«
helmer sprang lyftig om paa Grsnningen, for at
prsve, orn ogsaa Benene ftod hatn bi; han gjorde atter
Mine til at brydes med Vaabensvendenx men Kund Fynbo
sprang til Side. »He-w Maade med jer Fromhed, strenge
herre! og hsr nu et fotnuftigt Ordi« — sagde han og
greb den nbændige Riddet ved Armen. — »Bist ligger en
lts Baad; lad os bemxegtige od den og ro op ad den store
Rendel faa kan vi maafke fkippe helftindet uden orn Byen
og naa Sorretölsf. Er der mindste Rimelighed ved Kon
gen, vil han vel ikke lade os hange, for-di vi har tngtet hans
Fjender; men faar man fat paa os her, stal han have ondt
ved at redde oz med al sin Magt.«
-- »Den-de jeg knn mit gode Sdærd!« —- sagde Helmer
—- «Laan mig dit, stinte Landsmandi og ro du Baadenl
faa stal jeg forfvare os begge.«
»Ja, naar J vil dcre manerlig, herre! og itte prsve
Sdærdet paa mig, til St. Annas Aste-«
helrner lo og klappede ham paa Stnldeten. Snart
fade de begge i Baaden og vare alvorlig betænkte paa dere
Sitkerhed. helmer satte sig med Sværdet i Haanden ved
eret og med traftige Aareslag roede Vaabenfvenden,
ttodi Smerten i den hndlsse Hat-nd op imod Sie-innrem
der noedpstlig indeslnttede Byen. Denne Rende nanisexsit
st, hvor siden den lange Gotersgade bted Mag-Ek-L szn
standsede ikke før man naaede Fisietboligerne ved Rinier-·
vig. Denne temmelig brede, tretantede Bunt Umska 7
Stadens notdøstlige Yderkant ved Sammenløbet di Asjm
sra Sorretslof So eller Peblingesøen og Bvelts AWWHNJ
RensningslanaL der lob sra Nøtreport STIMME M Wen
Stidenstrcede. Her blev Stadens notdliae thwsp MMT
tet med en ny Befcestning as Perle Vg Plankeks MTMH
Svenden her hvilede de tratte Arme, holdt man Rand, FIT!
man nu slulde ro til venstre gennem Rensningsknnalen th
at komme nd gennem Nørreport, hvor det dog var umst.
om man itke blev paagreben, eller om man med from BE
svær, men sitrere, stulde fortfætte Flugten ou ab AJM JIJC
tii Sonnen-f S-. Den sidste Plan fandt IM »Es-W
Helmet greb nu den ene Aare, og man begnndte rast a: ro
videre. Ratten var stille, og man havde pCa Den Mc IN
sra St. Annas Bro itke set et Mennesle. Nu for Ost NEW
selig en hvinende Armbrøst-Bolt over Flnatninaws W
veder; de harte en stært Plasten med Aaret baa veditkb
og saa to Baade lobe ud fra den flade Strand Vers Punkt
vig. ,,Morderen! stands heim! sind hsmk HUUVTEVE HEle
Orer hvem der naar ham!« lød en start Rest im den W
Baad. » » » ·»«.»».«««·.--0- -- , .«·-«· »Ist
Helmer og Vaabensvenden lendte Henrit Gullændets
Stemme og vedblev at ra. Den ene Band laade sig Essig
ved dem og spcerrede dem Tilbagevejen; den andetL spm
var besat med Stadssogdens Svende og blev stnret af Hen
rik Gullandssarek selv, satte med fi» Aarer efter dem ov
ad Auen; i Forstavnen stod to Atmbrøststntter, der bestan
dig sigtede og sind, men, som det lod til, uden ret Fast-eja
hed i at omgaas med dette farlige Banden tirmrrncks man
tunde gennemftyde det starkeste Harnist on drabe zutemtes
stet ncesten uden at de mæriede det.
»J styder slet, Katle!« — raabte Helmer —- ,,J fttskde
stamme jer sor en Ulytle, saa lumpent J sigterl Er oet
at holde paa en Armbrøst? Korn tun nærmekek oa jea
stal leere jer Grebet!« — vedblev han, idet han staii klaren
oa svang Svcetdet over sit blottede Hoved sra Baaftavnenc
»Na fandt Hellig Anna bar givet mig mine Kræiter isen,
det sial itle aaa jer et Haar bedre, end mine falige Zoo
gere!« En Armbrøstbolt hvinede attet over bans Hoden
men uden at krumme ham et Haar, en anden splintrede
Rælingen paa Baaden og tnuste Roret. Helmer areb den
matte Jernbolt, og idet man nu naesten havde indbentet
ham, siyngede han den as al Magt tilbage, hvor den tom
sta; den sutrede begge Armbrnstskytierne forbi, men traf
Henkit Gullandsfar i Panden, og Købmanden stnrrede
baglænds om, uden saa meget Liv, som behødedeg til et
Steig.
»Død og UlytteL det var Helmer Blaa, der strittede!«
— taabte en as Fogdens Svende —- ,,ham stal Fanden
slaas med! — Tilbage!«
Stadssogdens Svende og Armbrsststntter tog nu
Flugten ned ad Strpmmen med den saldne Gullænders
Lig· Ridder Helmer areb atter den ene Aare, og de to
dristige Flygtninge roede uhindret op ad Aaen til Sor
retslsf S-. Der sprang de i Land paa den granne Bang
og lod Baaden glide tilbage med Strømmen.
»Na er vi sor saa vidt paa det tørre!« —- iaade Hel
mer og saa sig am —- ,,vi er uden sor Byens Planteoaert
og hat tnap hundrede Favne til Kongsgaarden Naar
Kotigen nu hsrer vore Bedrister, vil han maaste sige, det
var rast gjort, men lade os binde og laste i Taatnet, efter
den strenge Ret, og der tan vi da saa Lov til at sidde, til
hans og Bispens Raad blivet enig am vi stal strasiee paa
Livet eller tun med evigt Ferngsel.«
,,Vil J satsircette mig, Or. Helmer!« — udbrpd Knud
Fynbo sorbavset. — »Saasnaet vi naar Kongsgaarden
hist, staat vi ja under Kongens Bestyttelse?«
«Men han er paa Bispens Enemcerker her, saa godt
som vi, det hat vi glemt i vor hastværM —- bemarkede
heltnek —- »det er jo over de setzten Landsbyer her am
tring, der hsrer den lille Rosiilde-Bisp til. Her gældee
Bispe-Lov og Kittetet; og det ved jeg form-: Kongen
viger intet haaröbred sra hvad Ret er, for vor Stvld, am
vi saa var hans bedste Venner og hundrede Gange havde
reddet bang Liv.« ·
»Dsd og Stamsaerdt hvad stal vi saa gute? saa
maatte vi jo vcere galne, am di tog vor Tilslugt til ham
her.«
«Det er netop min Mening, Landsmandi Men
hjcelpe as stal han nu dag, hvad enten han vil det eller ej.
Kendet du de to hvide Hingste hist paa Bangen? se, hvot
de danse i ijret og snyse mod Dagstaeret!« —
»Kongens DystlsbB-Dansere —- hans sitbenede We
stene —- dem sendet hver Riddersvend i hele Landet. J
et dog aldtig sra Saus og Samling? He. Helmeri hvad
hat J for-L« —
(Fortsættes.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omllag 80 Cents. Jndbunden 8120
—
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.20.
—
PrinS Otto af Danmark
og bang Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
DAMSE LUTR PUBL. ROVSL Zlatr.Neb1-.