Kong Erik og de Fredløfe
historisk Roman i to Dele
f
Bernhard Sevxrin Jngemann
Anden Del.
LFoxtsatJ
»St. Bent og St. Peder ftaa os bi! — But eders
Hoved!« —- raabte den svæte Abbed og krøb under Pensi
vcetnet. —- »Der totnmer atter en Blindeften! Forbarmende
Himmels hvilken Mennestesvætm!« — vedblev han og saa
fotsigtig ud imod Studen. —- ,,Hsr, hvor de steige! de
nckvne eders Navn, HI. Broderi med ugudelige Eber —
de tumle med Bande — de slæbe flete Blider fkem —
jeg set en af Kongens Dkabanter iblandt dem« —
,,Sek J! han et Ophavsmanven, den trolpfe De
spot!« —- taabte Ærtebifpen —- »fra ham kommet al vor
Nod og Landets Ulykkr. Ha! udsend din Motdetengel,
retfærdige Gub! udryd Menederen! opryk ham med Rode!«
»Hei- igennem, cerværdige Heu-er! og J er i Sitten
hed!« —- lpd nu en hul Rost ved Kotridotens Ubgang
dem i Mode, og en hof, mandlig Stitkelse med et vildt,
blegt Ansigt ttaadte fkem i Korridordsrem han var klædt
som en tysi Krcemmersvend og havde en stor, wd Skkamme
over Banden
»Mim’21fylgcrst! eders forfulgte Ven og Hævnet!« —
hviftede Abbeden fra Skovtlofteret. —- »St. Bent og St.
Peder være Miet! den retfcerdige hat hørt eders Bon!
Mordetenglen er kommen!«
Den høje Skitkelfe i Deren lagde Fingeren paa Mun
den og forsvandt med de to Prozlaten idet Korridordøten
lutte sig efter dem.
Tiende Kapitel
Vlngrebet Paa Arelhus havde sat hele Staden i den
livligste Veocegelse. Zelv de adstadigste Borgere tunde
itte dolge deres Glæde derover, og mange af dem toge
aabenbart Tel i Opstanden. De oilde Glædesraalx man
horte hoer Gang en Stenhagel foer ind paa Slottet, viste
notsom hvoe almindelig Forbitrelsen var, saa vel mod den
bispeliae Stadsregering, som forneminelig mod Ærte
dispen, for lwis Styld og ved hvis mægtige Jndflydelse det
odrorende Airteforbud var ivckrtsat. Grands Navn var
Losenet, hoer Gang et nyt Angreb stete. Forgasves sogte
Ziadsfogden med sine bevcebnede Evende at bringe Rolig
hed tilbage: hvor han lod sig se med de bispelige Kriegs
mcend, blev han ojeblitlelig tilbagedreoen af den sorbitrede
Alinuc. Rngtet om Konaens Anlomft til Sorretsløf og
haan spckndte Forhold til Herrerne paa Axelhus havde gi
vet Lystanden et nyt og loyalt Soing, idet man nu troede,
ved Angredet paa de gejstlige Herrer at gore scrlles Sag
med Flongen mod hans og Rigets overmodige Fjender.i
Ztadssogden havde ladet alle Stadeng Pforte lutte; men
Oprorerne havde sprengt dem, og en stor Mangde Men
nester, tildels de rigeste og fredeligste Jndvaanere, der fryg
tede Opstandens lovløse Folger, ilede ud af Norreport til»
Sorretslof, for at se Avngen og anraade ham om Bistand.
En anden Flol strommede til vor Frue Kirletaarn og rin
gede med Stotmklollen. »Bort med de hellige Ulve paa
Slottet!« lod det gennem alle Gader udensor det fredlyste
Tinghus, hvor Raadet var forsamlet, og hoor adstillige
sangne Oprorere vare henbragte, var der en srygtelig Larm:
man fordredeFangerne losladte og truede med at stille
Tinghuset i Brand. Ogsaa ved Kattesundet var der stor
Latin: »ud paa alle Baade!« — streg man. —- ,,Smid
Kræmmergodset udl jag Pebersvendene Fanden i Vold! Lad
os stille Slottet i Brand! lad ingen Sjeel undtomme! —
Kongens og Landets Fjender dol«
Der bled imidlertid de sleste Steder mere streget og
larmet end handlet, og de oilde Foltestromme beoægede frg
i de sorstelligste Retninger mellem hverandre; men ved garn
mel Strand saa man en Mand, der havde bragt Orden og
Plan i Angrebet; det var Ridder Helmer Blau, der med
glad Kamp-Joer opstillede Bliderne ved Stranden og ler
te Borgerne at bruge disse Vaaben med Virtning og Ester
tryi. J slere Timer stod han utraettelig ved denne sin
tæreste SysseL og hvot han ledede Angredet, tilsojedes der
Slottst betydelxg Skade.
T
J inghuset havde man imidlertid maattet loslade del
fangne Oprorerr. En stor Del as Raadet havde sluttet sigl
til Lprorernes Parti og grebet til Baaben mod Bispen; de;
vorige Raadmænd oare med stor Liosfare undflyede, og detl
oar lyttedes nogle as Naadet tillige med Stadssogden atl
komme ud med Foltestrommen gennem Norteport og naa;
Kongsgaarden i Sorretslss, hvor de allerede traf Kongem
til Heft, i Spidsen sor hans Niddere, beredt til selo at»
drage ind t Staden og dcempe Opstanden. i
Det dar neesten blevet Akten. Oprsret havde allerede
naaet en saadan Yderlighed, at de fleste Borgere vare bleonel
sorslrcelkede for deres eget Foretagende, og enhvet bosatJ
Mand i Byen frygtede sor sine Ejendotnmeö og sin Fami
lies Silterhed, idet den tolleslsse Almue tvoede sig befriet
sra enhoer Ordens- og Sædeligheds-Lov. Kongen for nu»
ved Grev sent-ils Side ind gennem Norreport i Spidsen
for sin Ridderstare, ledsaget as de hoje, stsnne Laufe
dragere, der udgjorde hans Livvagt. Ved St. Peders Kir
ke, tcet ved den nordre Stadsport, og ved vor Irue Kirle
tunde han nappe komme srekn for den store Follestimmei.
Begge Siedet havde Oprorerne sprengt Kirtedoren og
tvunget Præsterne til at holde Messe. Under de vilde Op
rorsstrig tlang den gudelige Sang fra Kirterne helt be
snnderligt og Engsteligt. -
»Den Andagt kommer sagtens mer as Trodö end as
Gudsfrygt« — sagde Kongen til Grev Henrit —- ,,dog,
saamcrndt Gudsdnrlelsen stal ingen formene dem! tun med
Orden og god Still« Han lod saette Vagt ved begge Kir
lerne, sor at hcemme alle Uordener, og red videke. Hvor
han drog frem, blev han modtagen med Glcedesraad og den
mest levende Hyldest, der dog sagtnedeö en Del hos dem, der
streg hojest, da man saa Stadsfogden og to as Stadens
Raad blandt hans nærmeste Ledsagere., En urolig Mam
len htttes nu hist og her, og det begyndte at blive Almuen
,indlysende, at Kotigen itle lom hid for at tage Oprprernes
sParti mod deres Zorighed, men for at hcevde Stadens loo
Ymaessige Regering og bringe den offentlige Rolighed til
; dage.
»Stille, Born! gaar hver til sit! nedlægger eders Baa
ben!« — sagde Kongen med alvorlig, bog venlig Rost, idet
han gengældte Follets Hilsen og standsede sin Heft. Der
blev stille, og man omringede ham opmcerlsom, for at
høre hoad han sagde· »Jeg kommer baade som eders Be
stytter og som Hæoder as Lov og Ret i mit Rige« — ded
blev han. — »Hvad J med Billighed kan fordre as Bispen,
stal han indrømme ever! Kirtespcerringen stal vcere hævett
det lover jeg eder! For Reiten stal J adlhde eders Ov
blioe lovlig undersøgt. Fred og Orden stal her viere!
Den, der sra denne Time tager sig selv til Rette, stal oære
Dødsens og ligge paa sin Gerning!« Hvor man hørte disse
Ord, blev der øjeblitlelig stille. Oprørerne og enhver, der
bar Vaaben, bortsjernede sig; men en stor MEngde vaaben
løse Borgere ledsagede ham med høje Jubelraab gennem
Gaderne.
Ved gammel Strand beste-d man endnu med stor Jver
Axelhus. Slotsholmen var omringet as Baade med Blie
,slytter og Fallelbærere; man gjorde allerede Anstalier til
at lobe Storm mod Slottet og stitle det i Brand. Kampen
var bleven gensidig; sra Slottets Taarne og Murtinder
blev der nu ogsaa sludt med Pile og Forsvarsmasliner.
»Kongen, Kongent med Fogden og Raadet!« —- lød
det nu her fra Mund til Mund, og det var som et Lim
slag havde lammet hoer Arm. »Kongen leve!« —- raabte
Oprørerne. og mange tastede deres Vaaben —- ,,ingen
Fejde mer! Kongen vil domme mellem og og Bispen!«
— Man harte allerede de llaprende Hesteslo. Follestrøm
men holgede til alle Sider og gjorde Plads for Kongen
og han-Z Ridderstare. Der blev raabt og givet Tegn til
Bueskhtterne og Fatlelslhngerne, der paa de talrige Kob
mandspramme omringede Slotsholmen; i et Øjeblik vare
ncrsten alle Faller slutte i Vandet, og man roede ilsomt
tilbage fra det belejrede Slot. Ved et Blidebatteri ved
Stranden vedblev dog Slydningen endnn: her var det
Ridder Blaa stod. Han var kommen saaledes i Aande med
Blideslydningen, at han ingen Ting ænsede: han tro»ede,
Bueslytterne og Faltelslhngerne vare brenne paa Flugt,
men mærlede itte den almindelige Standsning eller Kon
gens Antonist. »Bliv ved, blev ded, Landsmænd!« —
raabte han —- ,,muntert! J brave Købmandshasnerel vil
J lade jer lumpe as de Bispelncegte? ned med deres Taarne
Fog Muret« Han uddelte endnu lraftige Besalingsord til.
Blideslyngerne, da han med Forbavselse harte Kongensi
iRøst over sit Hoved
»Hoad ser jeg? Ridder Helmer Blaat J her? og
midt ihlandt Oprørerne? Er det at folge Drosten til Stock
holm! Er det saaledes J tjener eders Konge? Han er
eders Fange, Grev Henrit!«
»Min Herre og Konge!« — udbrød Ridder Helmer
og udstralte sine Arme mod Kongem der holdt streng og
truende for ham paa sin hsje, hvide Hingst —- ,,hør mig!
jeg besværger eder« —
»Jntet Ord!« —- asbrød Kongen ham heftig — »vil
J gøre mig til en troløs og Meneder? Paa det Slot, J
der bestyder, har jeg lovet min Dødsfjende Fred ved sittert
Lejde. Jeg brhder itle mit Ord, var det saa givet til che
oelen· Er her lrummet et Haar paa hans Hoved, flal det
komme jer dyrt at staat — Tag min Drabant med jer,
Grev HenriU overgiv ham til ridderligt Fangenskab paa
Slottett J Morgen skal han dømmes for sin lovløse Ad
færd. Bring Bisp og Kardinal min Hilsen og Fred!«
— tilfsjede han med dcempet Rost. — ,,Bring Grand mit
sidste Bud og Varselt J staar mig inde for, vort Leide
hævdes!«s
. ,,Eders Villie ste, Heere Konge!« —- svarede Grev
Henril og sprang as sin Heft. ,,Følg mig rolig, Ridder
Helmert« — hvistede han til den urolige og heftige Blide
slynger-Høvding —- ,,i Morgen lan J sorsvare jer; nu maa
J tie og adlyde!«
Helmer bed sig harmsuld i Leben, idet han ralte Grev
Henril sit Svaerd og fulgte ham tavs. Med et anseligt
Folge as Riddere og Vabnere tog Grev Henrit strals en
Færge i Besiddelse, som Oprsrerne nylig havde sorladt;
han lod et hvidt Flag oprejfe i Forstavnen og ssjede An
stalter til at blive sat over til Slotsholmen, medens Kon
gen stemdeles paabsd Nolighed i Staden og red med sit
svrige Folge langs ned med Stranden gennem den store
Foltestare, der, dels as Nysgerrighed, dels as Hengivenhed,
vedblev at sølge ham. Bliderne Var sirals bortsleebte fra
Strandenx ogsaa her havde de bevæbnede Uroitiftere bott
sjernet sig, og Kongens Strenghed mod en af hans egne
leereste Riddere shntes at have indjaget dem Streck.
Ved St. Nilolaj Ritte, lige ever for den lille Holm,
der laldtes Stipperbodernes Grund, siandsedes Kongen at
ter as en stor, urolig Follehob, hvoriblandt der var mange
bevæbnede Mænd med et merkt og vildt Udseende, som
mumlede Banner og sang Salmer, medens de udstødte for
dømmende Eder og Trusler mod alle Priester og Bisper.
Ved Kongens Anlomst sagtnedes Larmen, og paa hans
Bud sorsvandt Baabnene sor det meste. Kittedøren var
ogsaa her sprengt. Alle Kirtebetjente og gejstlige var und
vegne. Almuen havde selv ringet med Klollen til Ave, og
man havde·slæbt en Munt ind i Hirten, for at tvinge ham
til at synge Ave, trods Bispe- og Pape-Forbud.
Kongen steg strals as Hesten Vg gik ind i Kirlen.
Halvdsd as Stræl og som med Livet i Handerne, stod en
gammel Dominilaner her sor Hsjalteret med sonderrevne
Klæder og søgte sorgeeves at synge den saedvanlige Ästen-s
Ebsn med Ro og Beerdighed, medens den urolige Folteslare
stod med vilde, truende Miner omtring heim, med Fallen
Økser og blinlende Soeerd. En Flot Slagtere og halb-is
betusede Haandvaerlere, med en hoj TImmermand i Spid- s
sen, stod nærmest ved Alteret og asbrsd Munken oste med(
Spotord og Trusler.
»Fred her i Guds hellige Hu5!«— sagde Kongenl
med høj Rost, da han traadte ind i Kirlen. —- ;,Bøtet a«ll·e-k
eders Knie og beder den sorbarmende Gud til trie edetls
Gak med Frei-, fromme Fadert hvis du ej tpr Ped- for yorez
Siedet- Gud hører dog os trods alle. Forbandelsen naars
der lun er Sandhed i os. Den retseerdigecvæve as alle ema-«
dige og tilgive oö vore Synder!« Berufe-d ils-jede Konnt-ei
sit Knæ sor Alteret, og alle styrtede Tom tied et Ltjnnedslag
til Gulvet Der blev et Øjebli Hitde stille« « «" « «
Nu var det pludselig som« Nie gaizle Dominilaneii
bleo gteben as en hoj og modig Begejstring: med hoitidelig
Rost istemte han et Gloria og derpaa det hellige Ave, som
Kongen og hele Menigheden gentog. Derpaa reiste Kon
gen sig og sotlod Kirken tavs og rolig. Han iteg til Heft
og red videre. Det tonede endnu lcenge stille og hojtideligt
sra den kncelende Menighed i St. Nilolaj Kitte:
»Hellig Jonistul bed for ost«
og da Kongen red tilbage gennem Strandgaden lige ooet
for Slottet, for atter at begive sig til sin Kongsgaard i
Sortetslof, syntes Roligheden suldkommen bragt tilbage.
J den stille Foraarsasten skinnede der Lys i de sleste Vin
duer. Paa Axelhus syntes man nu ogsaa betoliget. Greo
Henrik havde sendt Stadsfogden og de to Mænd as Noa
det paa en lille Baad soran stg, for at melde Bispen sin An
lomst, medens Greven selv med sit Folge paa den stote
Færge nærmede sig Slotsholmen med langsotnme Aate
flüg.
Ridder Helmer Blaa stod, tavs og tantesuld, som as
tvæbnet Fange, paa Færgen ved Grev Henriks Side og
hartnede sig over, at han nu sortes til et Fcengsel i det Slot,
ban nylig, som triumferende Krigshooding, haode hjulpet
Borgerne at befinde. Han indsaa nu vel, at han havde
zhandlet hojst overilet ved at deltage i Opstandenz men han
sandt dog Kongens Fremfcetd imod ham alt for streng;
Hbans Miner og blussende Kinder robede, at hans Stolt
hed var hojlig saaret. Ligesom han stod i disse Tanter,
toin en Baad sra Slotsholmen med staert Fatt imod dem
og gled tcet hen ved Færgen. »Ha! Pebetsvenden!« — nd
brod Ridder Helmet pludselig og sprang som rasende over
i den sreinmede Baad. Grev Henrik saa sorbadset, at hans
Fange brodes paa Rælingen as Baaden tned en tyst Kram
mersvend og styrtede ud ined stn Modstander i den dybe
Strom, medens den fremmede Baad sorsvandt som en Pil
Stumringen.
,,Red ham! red hatn!« — raabte Grev Henril og
standsede Rottarlene. Ridder Helmers Fjerhat svotnmede
paa Vandet i nogen Frastand; den sisiede man ov; men
hoerlen han selv eller hans ubekendte Modstander dar at
ojne: den stcerle Strom syntes ojeblitlelig at have dortrevet
dem, og al Eftetsogning med Aarer og Baadshager var
srugteslos.
»Gud vaete hans Sjæl naadig!« —- sagde Gtev Hen
til med et Sut — »han var den raskeste Ridder, jeg kendtez
men en ubestndig Galning var han altid. For Fangensta
det slap han dog og ntaasle for en streng Dom i Morgen;
men Kongen hat tabt en tro Ven. Fort, Katlet vi sinder
ham ilie; maasle har han hjulpet stg selv: han var en god
Svomtner.«
Paa Banden, som sor forbi, og som oed den vold
somme Kamp nctr havde tæntret, haode man set nogle Her
rer i Kanniledragt, og de iobmandljasnske Rorlatle troede
i den ene as dem at haoe tendt Ærlebispens snilde Ven,
Hans Rodis·
J Havnen oed Axelhus laa det tongelige Langstib
»Valdemar Sejer«, hootpaa Ætkebispen, ved Kardinalens
Mellemhandling, med Kongens Lejde var btagt sra Ham
tttetsljus. Slibshovdingen var med hele sit Mandskab, i
Folge Lejdebreoet, tagen i Ed as Ærlebispen og sorpligtet
til at sore ham bort fra Axelhus hvillet Øjeblil, han vilde,
hvis hatt ilke der troede stg silker, samt bringe ham saa
vel som den pavelige Nuntius til hvilken stemmed Hann,
de onslede. Ligesom Greo Henrit oilde lægge til Land paa
Slotsholmen, nærmede der stg en stor Aarestude til det
kongelige Langslib.
»Vor strenge Herre Vispen med Ærtebispen og Rod
hatten!« —- sagde Rottarlene —- »de laegger ud til Vol
mar!«
,,Saa tor ester dem af alle Kræster!« — bod Grev
Henril — »det er paa hoje Tid — gesvindt!« Jnden de«
naaede Langstibet, var Kardinalen og Ærkebispen alt otn
Bord, og man var i Begreb med at hejse Sejl. J Agra
siuden stod Bistop Johan med en Del Kletle og ansiede
sine hoje Geester en siller og lyltelig Rejse.
»Jeg bringet eder samme Ønste sra min Hei-te Konst
gen, hojvcerdige hetterl« — raabte Greo Henris og tdg sin!
Hat as — »sor edets stkre Asrejse er her sorget. «'S’aasnattl
Kongen etfor eders Trængsel og Almuens Opstattdp ilsdes
han personlig hid til edets Bestyttelsr. Jeg hat Befalling
til at solge eder ud as Havnen og se edet unddtagtte enhvet
mulig Fare.«
»Bring Kongen as Danmarl mii. Farvel og rnin Tal
sor hans Bistand!«— svarede Kardinalen ded sitt Toll —!
»jeg hat selv vaeret Bidne dettil og jeg znaa lade hans
Hojmodighed mod hans Fjende saa pel som hans Ordhol
denhed og tongelige Sind veMaws Retscexdighed Jeg
sotlader nu dette Land uden at det et lytlidiefmigc alkstislii
den Fred her, jeg onslede;« man-« jeg-Haber en Gang atses
Kong Etik af Danmart igen under lttkleligera Anspitiezei« -
«Naar J tommet niedi Fred og thssigneslse, ail J ver-re
vellommen, Eminentsz «« -——« stjarede Gteveit »H«,«,nien!’-iswk
ledes det dansle Falk sttndet sig i BanddogJJiiteltdttt Hasel
J nu setv set deJtitovkngttd steuer-wich Kotigen Mit
Herre, beder edets Cnilneiiis blinge dtti Heilige IsadetIt sitt-«
dertetning derottttlnied samt lsMHsiiitt nd dg« fonlige ti- ’
sen Hatt in BRin stieth ttiileH H , ,
dige Sag Ist- Akt-Ists HeXHHI
Dommett sag«,« detwesset gs Misng t«
M mii Hexen-»ein Eiil at Minore seist nein est-its
verdsngeneskiipg zip-cis Muts-, Randdeæefvtiim pas-·
det seit-nieste erslceeelÆalOIstipP »Jens« Grand as Lund sot
bessandig·- sowistnsvaddisset Rigsr passende » , »
Hlsll »Fort-ist« sEdelsinn-la seås W Mt«ftakLp-Igsschct Da
Miit hoje ÆrWsjl thandl tsisie slg«i ijstingeth H- «va
Eil-k- iustisige set- M ooesc sieits lautet Ktctme Fyxstke des-til
Hatt ingen Kange isVestdien Magts deii isiougttienerx der vo-!
net- åt dringe mitt« stigt Bild, ertlæret jeg t Mel-eng store
and!« " «
»,,«. Tit-ed Henitl studieer m"en Bleo irolig dg Honig staa
ende med Hatten i Haanden og ventetde paa, soc-d Akt-»le
dispen mer havde at sige. «
sW«O-s gisfetti etix siettx Jan a til-tin Grundt
) tw- Gram-· H Hist set-or pcie mi serv og deii heath
Faden Nu nistet jeg Stooet as mtne twattmede Rade-r og
.«s.·o«klad«e«r mit titalnetnlige Fædtelandtl matt sorend jeg lall
its-ji titscge pg sitt-keines i alle mins titlnighedek — sprenk
del suldesle Vedenlag er mig givet for li, hvad jeg Her inosd
guddontmelige og niennestelige Love Fai- ltdt — fiai der
ingen Velsignelse viere over Land ogs Risi- og tlvek Dati
mattss bandlyste Range —- det svaergtr jeg· oed den hojeste
r
Gud og alle helligei — Sig Tyrannen, som udfendte fer,
fra mig, Kirkens Primas i Norden: vover Kong Ekik
Eriksøn af Danmark nu, ser uden Dispenfation vg Kir
tens Samtylte, at fuldbyrde sit ugudelige Ægtestab i for
budne Led, stal det visfelig vorde ham og Riget til eisig
ForbandelfeB — Amen!«
Grev Henrik stampede i Færgen ved disfe Ord, dogs
uden at vcrrdige den forbitrede Prcelat noget Svar. »Skibs
høvding!« — raubte han til Langskibets Føter, der ftod
med Hatten i Haanden ved Forstavnen. — »J fører Ærke
bislop Grund, i Kongens Navn o·g under hans Lejde, sitter
i Land, hvor han ønsker det, kun ikle i Kongens Riger og
Lande-! Hvo, der nogen Sinde bringet denne Fredsfim
styrrer tilbage til Danmatk, sial dømmes som Landsfot
rceder!«
Pack Grev Henriks Vink hejsedes straks Sejlet, vg
Langskibet for ud af Havnen med den farlige Prcelat, hvis
sidfte Ord til Land og Rige var den saa ofie gentagne For
bandelse.
Grev Henrik hilsede nu Slotsherren fia Axeths, den
lille Bistop Johan, og bragte ham Kongens Løfte om Fred
og Værn, dog under Betingelser, som han indbødes til at
overveje i et Møde med Kongen paa hans Gaard i Sor
reisløf. Greven hilsede atter med koldHøflighed denne
Ærlebispens Ven og lidet heldige Efterligner, der syntes
at betcenke sig paa et stolt og imponerende Svatz dog uden
at oppebie dette, gav Grev Henrik sine Rortarle Vint til
at ro frem, hvorpaa han med sine Riddere i nogen Fra
stand ledsagede det bortsejlende Langstib, til man saa dct
helt ude af Havnen i rum Sei. Derpaa vendte Greven
med sit Folge tilbage til Studen, hvor han straks steg til
Heft og red tavs, i helt alvorlige Tanker dog med frejdig
Mine og i rast Trav, gennem Studen, og derpaa ud ad
Vejen til Sorretsløf.
Ellevte Kapitel.
Om Natten var der stor Glæde i Kjøbmandhafn..
Kongens Ncerdærelse syntes at have betrygget den ftedelige
Del af Jndvaanerne for videre Forstyrrelse af den offent
lige Rolighed; men hvad der var skei, var man tilfreds
med, og der var almindelig Begejstring over sttandens
lytkelige Udfald. Hvad man havde attrafcet var opnaaet:
Kirkespærringen var i Gerningen ophørt, og den strengev
bispelige Stadsregeriiig Var sat i S.krcek. Efter dette mild
somme Udbrud af Foltets Forbitrelse, haasbede nian;»«nu,
at intet Jnterdikt nogen Sinde tunde gotes gceldendei
Danmark. Rygtet om, at Ærkebispen og Kardinalen hav
de fotladt Axelhus, og Ærkebispen var fdrvift fka Land og
Rige for bestandig, udbredie sig endnu indenMidnaitosder
hele Staden og forhøjede den almindelige Gliede Hdor
man efter Kongens Vortvejse havde siukkei Liisene i Vin
duerne, tændte man dem nu igen. Ærkebispens Flugt
iog Forvisning fejredes saaledes over hele Studen, foni en
vigtig Sejr over det gejstlige Tyranni og som en lytkejig
Følge af Borgernes Frihedssind og Kongens kirtke Mod
JØltroen ved Kattesundet, naet Fried Si. Clements
;Kirte, sad onstens Vaabensvend, KnudFynbm sildigt nd
paa Natten i et lystigt Drittelag med en Del unge Kaxle
fra Staden, der iwed Jver havde deltaget i at bestyde Aer
hus. Midt iblandt dem sad en celdre Borgermand med dei
fulde Mjodbceger i Haandeu og drat med dem, under Sang
og dristig Spot over den strenge Æxbarhedslov mod filkdigt
Krohold og Nattesdit . som man nu synieå at trinne Ida
Stieg over i Bifpeftaden. Dei- vak den samme Mand, der
oin Middagen havde gennemvgndret Byen som Optigheds
person ag, sein Rdadeis Stoevningsheroid hapde fpvhudt
enljver at bæke Banden paa Gaben Hans Heroldkappe og
den hdide Stav nied Bispens Meerke laii hentastede under
Diikkesotdet hsan Bär nü en almindelig Bost« id tägk dg
hiivde seld ei dtabiefidt Sboerd ved Siden. HEXEN-S que
sBinde man linke cit han ogsaa havde vceket need »Hei deflhde
xel its. s·
s hDer kaltes frit og drfstigi niöd det strenge VII-ermi
««ment soin man tjioede ai dhve gidif ek« W M. Måw
prisis Laugen og Edeji rasfe Riddet ejiiier M disk-;- «’ «g«·J dicken
meinte- Kotigen-« kuvapr et Syjis Si kiqddek adej« « Jseiixte
enge s
Riddex fængfle,- gefvin man yar is WHAT
strenge Qrd til lideslynglexne dg« degiH dee,«hestiyrniede
Bispeslottet, itke Var komme» nieset Engeka sendkz its-»Men
dekne, siden det dog nat hgnå meer Rendezxmansdisidp til
»Ehe-. » Petri pay-jedes juhiende drin-· Ætkchispenss-Flugi-dgs
Idedisning iom et Pai- mis eintde Wiese-hatsij
talt, og man tilstrieij sig sekv Ædetii afxätshnvesfkeiiei Messer
Grund ud af Landes« T II T«««- »U« E'"--· « « I
»Jo, link vs Kisbjnandhafneeet««·sii e Sidediiinijs
heran-en og iiikied sen-titsche —"—-—- ei»thik fin- hjiiijsst Koti:
Faen; naar dei tiiedJ « W l
ic- i«. l .; -; s: . .«.·-« CZPIIV Rittein
j»
EJB S Jngemgnn ; »
L- Valdemar SSIIA
»Omslag 80 CentS.-. . - « Jndbugdewuw
» «". « » c
’ .«- I XII
Erik Menveds Barndom
Jndljunden V1«20 -
« PrinS Otto af Danmark
og hans Samtidj ’ "« ", :
Omflag so. ’ Jud-banden Myo
DANIsK WE PUBL. Herrsng Fazit-. New
««,7H.1«
